C.J. Beuck var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.
Fænomenet tilfangetagelse danner et stærkt, uforglemmeligt udsnit i den store krigs militæriske hændelser; det er den smerteligste afslutning, man kan tænke sig, for enhver, der glad og gerne udførte sin tjeneste ved fronten. Fra gammel tid har det været betragtet som ikke ærefuldt at komme i fangenskab, men formerne for moderne kampteknik har i den overståede krig udviklet sig så stærkt, at fangenskabets sørgelige lod ofte netop bliver dem beskåret, der på den sejeste måde har forsvaret deres liv og deres ære; Også for tusinder af tjenstgørende fra vort regiment er det gået sådan. Derfor må en beretning om hændelserne ved slaget ved Cambrai være af interesse, idet I og II bataljon under forløbet blev tilnærmelsesvis revet op.
Om aftenen den 17. november 1917 afløste II bataljon efter en ti-dages hvileperiode i Noyelles i R 1 syd. Som “forpost” lå til venstre 7. kompagni under føring af løjtnant af reserven Mory (den egentlige fører, løjtnant af reserven Schmidt, befandt sig på orlov) og til højre herfor 8. kompagni under føring af kaptajn af reserven Christiansen, der ganske vist først i disse dage havde overtaget efter løjtnant af reserven Simon. Bag disse to kompagnier lå i “beredskab” i K 2 linjen til højre 5. kompagni under min føring og til venstre for os 6. kompagni under løjtnant af reserven Saucke. – I natten fra den 18. til den 19. november foretog løjtnant af reserven Hegermann fra 8. kompagni sammen med frivillige fra alle kompagnier i vor bataljon en overrumplings-patrulje mod fjenden, der lykkedes ganske godt; 6 fanger blev indbragt. Fähnrich Störzel, der lige var blevet forfremmet til løjtnant, blev ganske vist hårdt såret og døde. Fangerne udtalte under forhøret ved divisionen, at der var planlagt en større operation mod Havrincourt i retning af Cambrai, og at den skulle gennemføres i de nærmeste dage. Alle kommandostationer hos os kom i sindsbevægelse. Kaptajn Soltau kaldte os kompagniførere til indgående drøftelser og gav os detaljerede forholdsordrer i tilfælde af angreb; han var fast overbevist om et stort anlagt angreb, ja, han talte endda om tanks, som kunne blive indsat. Der var nemlig for nogen tid siden fundet et “tanklig” i forterrænet ikke langt fra os, d.v.s. liget af en engelsk officer, der bar en uniform magen til den, som tankbesætninger plejede at bære. Personligt var jeg meget skeptisk over for disse formodninger og troede ikke rigtigt på et stort angreb; ja, Saucke og jeg gjorde os endda lidt lystige over det “tanklig”, som Soltau hele tiden snakkede om. Men begivenhederne gav blot Soltaus bekymringer alt for meget ret!
Om natten fra den 19. til den 20. november blev jeg den ene gang efter den anden vækket, fordi en ordonnans skulle overbringe mig personlige og hastende meldinger fra kaptajn Soltau. Mit dækningsrum lå i “Koch-vejen”. Jeg havde det i disse dage ikke så godt, var overkørt og træt og læste liggende på min briks med remtøj og lange støvler de meldinger, der stadig mere indtrængende gav udtryk for sandsynligheden for et nært forestående angreb. Men hvad kunne man gøre? I første omgang ikke andet end holde kompagniet i højeste alarmberedskab og så afvente, hvad der måtte komme. I min umiddelbare nærhed lå kun en deling, der, hvis jeg husker ret, stod under kommando af Vizefeldwebel Jacobsen; en yderligere deling lå et godt stykke til højre for os ved randen af Havrincourt-parken under Fähnrich Laue; den tredje deling under Feldwebel Herffel lå bag os. – Kl. 6,15 om morgenen sætter det ind med stærk beskydning, men vi konstaterer, at det er til højre for os; foran os er alt som det plejer. I et sideværelse i mit dækningsrum ligger min oppasser, korporal Finnern, min ordonnans Christiansen og endnu en ordonnans, hvis navn jeg desværre ikke husker.
Carl Beuck er nu på siden:
https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-b/beuck-carl-jurgen-johannes-1887-1985/