9. oktober 1917. I Flandern: “Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Natten til den 9. oktober sendte fjenden stærk forstyrrelsesild ned over kamp- og beredskabsterrænet. Adskillige fuldtræffere ramte beredskabsbataljonen fra regiment 58 og satte den delvist ud af spillet. Trods forstyrrelsen lykkedes med tab afløsningen af den forreste linje (III bataljon regiment 86 af III bataljon regiment 58).

Kun bataljonsstaben og 3. maskingeværkompagni var endnu oppe foran.

Da hylede en ildkraft så stor ned, at der måtte følge et angreb efter. En ulykkelig situation, ligesom i sin tid ved Moulin. Den første time efter afløsning er den svageste i forsvaret, de ny enheder har slet ikke lært forholdene at kende, deres nerver er slet ikke vænnet til de forfærdelige indtryk. Af mængden og styrken af de sidste dages fjendtlige ild kan det give et indtryk, at førerne fra III bataljon regiment 86, som skulle bringe staben for III bataljon regiment 58 til kamptroppekommandørens stilling (KTK), gik vild kun 300 meter fra dækningsrummet. De ville orientere sig efter højskoven; men denne var på to dage forsvundet. Tykke egestammer var stampet ned i sumpen.

Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd. Hans venstre angrebsgrænse var Corver-bækken, et sideløb til Steen-bækken, som løb i angrebsretningen. Nord for Corver-bækken lagde han en kraftig afskæringsild, blandet med røggranater. 58’ernes første linje blev løbet over ende, reservekompagniet ligeså.

Fjenden trængte videre frem. Han kom ind i beredskabsbataljonens zone. Denne – II bataljon af regiment 58 – var, som nævnt, allerede dagen i forvejen slemt rystet og kunne ikke yde nævneværdig modstand. Snart var fjenden nået hen foran gården Papegut, centrum for beredskabsfronten. Da standsedes hans fremrykning. Han fik i sin venstre flanke en rasende maskingeværild. Den rev nogle blodige huller i hans linjer og trykkede ham ned i kraterne.

Ilden kom fra KTK. Der havde kaptajn Brunk, fører for III bataljon fra regiment 86, løjtnant Petersen fra 3. maskingeværkompagni og nogle folk holdt ud af ansvarsfølelse, skønt de netop var blevet afløst.

Tre maskingeværer bliver bragt i stilling på bunkerens tag. De bestryger hele regimentsstillingen flankerende og trænger frem til foran 31’erne. Ved skovkanten foran Papegut bliver fjenden smidt ned i kraterne. Endnu to maskingeværer foran dækningsrummet holder alle fjender, der kommer forfra, fra livet.  Da går to nye kompagnier franskmænd frem i linje mod Papegut.  Man lader dem komme ind på 500 meter; så knitrer tre maskingeværer løs. I løbet af få sekunder bliver kompagnierne splittet ad, og så vidt som de ikke bliver ramt, søger de beskyttelse i kraterterrænet.

I løbet af eftermiddagen tilkæmpes ildoverlegenheden fra de indsatte fjendtlige maskingeværer. De tre maskingeværer affyrede på denne dag 16.000 skud!

Så vidt havde fronten hjulpet sig selv. Fjendens yderligere fremrykning blev opholdt af reserverne. Kl. 12 om middagen trådte kaptajn Bade an til modangreb med II bataljon. Han besatte den omtrentlige linje mellem KTK og Papegut. Også infanteripionerkompagniet og fjerde delingerne blev mobiliseret.

Disse spredte sig ind i II bataljon, infanteripionerkompagniet forlængede mod venstre. Kl. 6 om aftenen indtraf også løjtnant Hasselmann med sin minekasterenhed. Han var uden ordre brudt op bag fra og forlængede med sine folk linjen længere mod venstre.

Bataljonen led om aftenen kl. 8 under fornyet beskydning svære tab og blev til dels splittet ad. Den blev nu forstærket med to kompagnier 46’ere, som var stillet til rådighed for regimentet. Således kunne linjen KTK. – Mangelare holdes med en tilbagebøjet venstre fløj.

Fra disse kampe bør nævnes en episode, der viser, hvor højt mandsmod og beslutsomhed skal vurderes, selv i et materielslag.  Den sidste deling af 10. kompagni var om morgenen en 9. oktober blevet afløst og på tilbagemarch. Så satte det ind med beskydning, delingen kom ind i den tætteste spærreild. Som ved et under når de en betonbunker i Draibank og forefinder der andre folk fra III bataljon. I alt er der med føreren for 10. kompagni løjtnant Becker 15 mand.

Fra Draibank iagttager de gennem røg og tåge franskmændenes fremrykning på deres venstre flanke. De sender deres kugler ind i fjendens flanke, men kan kun forsinke hans fremrykning, ikke standse den. De må se på, at den store minekasterbunker bliver taget og besætningen – det var 58’ere – bliver ført bort. Så forsvandt en del af angriberne ind i betonklodsen, mens en anden bølge rykkede videre frem.

Nu modnedes hos løjtnant Becker beslutningen om at rydde den rede. Det støttede ham i beslutningen, at bunkeren kun havde åbninger fortil og bagtil. Således gik den lille skare med utrolig dristighed løs på bunkeren. De nåede til en side uden åbninger, fra hvis bagvæg geværer stak ud. Lynhurtigt stormer de om hjørnet; den franske post fyrer, men fejler og bliver slået ned. 86’erne trænger ind i bunkeren.

Et vildt håndgemæng udspiller sig. Skrig, skud og håndgranater. Dækningsrummets og nabogravens talrige besætninger bliver enten nedkæmpet eller flygter; resten, syv mand, bliver taget til fange. På tysk side falder én mand og to bliver såret. I rummene befandt sig endnu nogle tyske sårede. To gang forsøgte fjenden igen at sætte sig i besiddels af dækningsrummene, to gange afviste den lille skare fjenden med betragtelige tab for ham.

Kl. 2½ om eftermiddagen sendte løjtnant Becker en melding til KTK med anmodning om støtte. Ordonnansen, der med stort besvær og smidighed kæmpede sig igennem, bragte den besked tilbage, at der ikke var mandskab til rådighed, og at de selv måtte sørge for at komme tilbage.

Det var nedslående; ikke så meget fordi besætningen var bekymret for deres egen skæbne, som fordi den sidste mulighed for at vende slagets gang på dét regimentsafsnit dermed forsvandt. Disse to store dækningsrum ville sammen med dem i Draibank have kunnet rumme adskillige kompagnier, havde kunnet være kernen i en modstand af udslagsgivende betydning. Det var ikke mere muligt.

Besætningen måtte nu se, hvordan den kunne slå sig igennem; at blive ville have været vanvittigt. For et planmæssigt angreb på denne rede i ryggen på fjenden ville kun være et spørgsmål om tid. Således besluttede man sig til at slå sig igennem. De sårede måtte man med tungt hjerte lade blive tilbage; men de tilfangetagne tog man med og det som skjold. Efter at det var betydet dem, at ethvert flugtforsøg ville blive besvaret med de skarpeste midler, lod man franskmændene med hænderne i vejret danne en kreds om det lille mandskab; så gik det ellers tilbage gennem Flandern-mudderet.

Det fantastiske foretagende lykkedes. Den franske skyttelinje gjorde respektfuld plads. Uforstyrret også af det tyske artilleri og infanteri ankom denne blandede formation til Draibank. Dér befandt sig endnu et maskingevær, som kunne holde franskmændene, der fulgte i nogen afstand, i skak. Velbeholden nåede denne sælsomme trop til regimentets kampledelse i Houthulster-skoven, hvor man allerede havde opgivet folkene.

En helt anden opgave end de andre bataljoner tilfaldt I bataljon. Efter at den allerede den 7. og 8. oktober var blevet alarmeret og trukket frem, men ikke indsat, blev den den 9. oktober underlagt infanteriregiment 85. Om middagen trådte bataljonen an til modangreb langs banen Staden-Langemark. Den stødte på fjendens første bølge, gik i stilling og fordelte reserverne. Så gik den videre frem, kastede trods skarp flankeild fjenden tilbage til banegården Poelcapelle.

Om aftenen stødte den endnu længere frem sammen med fremrykkende bataljoner fra venstre. Men i mørket opstod der almindelig forvirring og blanding af enhederne. Risikoen for gensidig beskydning var stor; derfor gik bataljonen tilbage på højde med banegården Poelcapelle lige som de tilstødende enheder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *