Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.
Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.
I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.