Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.
Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten. Tilbagetoget var allerede begyndt nord for Ancre. Tropperne var gået tilbage til den flere gange nævnte R 1 stilling.
Bataljonerne marcherede til Gomiécourt.
Den 8. marts afløste II bataljon infanteriregiment 96 fra 38. division i forreste linje, mens III bataljon besatte R 2 og den bagved liggende Logeast skov, I bataljon blev i Gomiécourt. Stilling og skov lå 5 km nord for Miraumont. Alle bataljonens fire kompagnier lå i fronten, som yderligere var sikret af to feltvagtenheder. Bevægelseskrigen satte ind igen. Den nye stilling var noget mudret, men dækningsrummene og pigtrådsspærringerne var gode.
Englænderen forsøgte at støde frem efter os og bevare følingen med os. Allerede i den første nat gik en engelsk patrulje på ca. 50 mand mod vor feltvagtenhed. De blev afvist. To sårede englændere faldt i 5. kompagnis hænder. Et angreb af en stærk fjendtlig patrulje blev af den samme feltvagtenhed afvist den 12. marts om aftenen.
Den 14. drev 10. kompagni en stærkere afdeling tilbage. Denne havde én død og efterlod os 3 geværer. Det samme kompagni tog dagen efter 5 englændere til fange. Nu blev disse forsigtigere og holdt deres forreste linje på 6-800 m afstand.
Den 16. marts lykkedes det 11. kompagni at tage endnu en englænder til fange.