H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8. december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.
Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!
Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”
Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”
En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.
Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.
Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.
Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.
Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.