Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved blev indkaldt til Reserve Infanteriregiment 86 i august 1914. Hen gennemgik en kort militæruddannelse ved kasernen i Flensborg og skulle så sendes til fronten. Flere gang blev afsendelsen udsat, men i november 1914 blev det alvor.
Dagbogen, Torsdag den 19. november 1914 Indklædt og fuldt færdige til afrejse. Vi venter på ordre hvert øjeblik til at dampe af. Der blev sagt ved parolen i går, at vi skulde i retning af Gent. Den vej skal vi til Yserkanalen. Der må jo skulde druknes nogle flere regimenter dernede i det forfærdelige hjørne.
I dag er vi igen bleven indsprøjtede mod difteritis; og vi skal to gange til. Så må vi da næsten være usårlige.
Udrustningen:
1. Grå uniform med røde kanter og bronceknapper. 2. Sort kommismantel. 3. Pikkelhue med grønt betræk, R. 86. 4. Grå felthue. 5. Egne støvler, købt i Vejle. 6. Gule kommis snørestøvler. 7. Kalveskindstornyster. 8. Gult belgisk koppel. 9. do. patrontaske. 10. do. lædertøj – remme. 11. Telt og teltstokke, 12. Aluminiums-kogetøj med ske og gaffel. 13. do. bæger. 14. do. feltflaske. 15. Spade. 16. Grå handsker. 17. Brødposer. 18. To dåser Hl kaffe. 19. En dåse til bøssefedt. 20. Jernportion, bestående af to poser med kiks, en dåse kødkonserves samt en pakke ærter. 21. To forbindingspakker. 22. Gevær „97″. 23. Rengøringssnor. 24. To uldtrøjer. 25. To skjorter. 26. To par underbukser, det ene blåt. 27. Tyk blåsort sweater. 28. Gråt halsbind. 29. Muffediser. 30. To mavebælter. 31. Et par knævarmere. 32. Et par fingerhandsker. 33. Et dødsmærke: ANDRESEN, KRESTEN K.E.R.R. 86 34. Fire par strømper, hvoraf det ene et par tynde, gennembrudte, Liebesgabe.20 35. Kabuds. 36. Hvidt armbind til natlig kamp. 37. En saltpose med silkebånd. 38. Et pund skinke. 39. Et do. smør. 40. Et glas frugtsmør. 41. Nyt testamente. 42. Hjortens flugt. 43. Feltpostkort, 30 stk. 44. Skrivepapir. 45. Was für die „feldgrauen” annisnolie. 46. Hæfteplaster. 47. Sytøj. 48. Landkort. 49. Tre notitsbøger. 50. Et dannebrog. Mangler endnu: 51. Bajonet. 52. 150 skarpe patroner. 53. l pund flæsk. 54. En spegepølse. 55. Et kommisbrød.
Hele oppakningen vejer 60 til 70 kg, hvilket må siges at være tilstrækkeligt.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Feltpost fra Sønderjylland
Fra Livet i Skyttegravene
Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.
Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.
Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.
Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.
Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.
Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.
Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.
Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.
Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.
Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Den følgende Morgen, efter at vi endnu fandt en Russer, med hvem vi uden at vide det havde delt Husly under samme Tag, gik det videre.
Vi stødte overalt paa forsprængte Russere, og de skød paa os, indtil de ansaa det for bedst at overgive sig. I en By snappede vi to Motorcykler og et Køretøj, og et Par Fanger blev sendt tilbage med Byttet.
Til Gengæld var vor Bagage den Morgen nær faldet i Russernes Hænder. Den saa sig pludselig omringet af Kosakker, men i fuld Karriere slap den igennem, efterladende en falden Kusk, medens flere Heste var saaret.
Vi naaede Byen Zgerz (17. Nov.) 10 km Nord for Lodz og besatte en Banedæmning (Lodz—Lowic—Warszawa). Efter Midnat kom vi i Kvarter i en lille Landsby lidt længere fremme, og her fordeltes 3 Brød — siger og skriver 3 brød — til hele Kompagniet.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Den Indskrænkning af Trafikken over Grænsen, der i Lørdags effektueredes ved Taps paa Landsdelens østlige Side, er i dag ligeledes traadt i Kraft for det vestlige Distrikts Vedkommende. Ikke blot er Automobilkørslen standset, men fra i Eftermiddag kl. 4 er det end ikke tilladt Børn at passere Grænsen i Smaaærinder, således som det hidtil er sket.
På de af Konsulaterne og de tyske Myndigheder visende Pas forlanges nu Fotografi.
Ogsaa paa Vestbanen er Trafikken blevet lidt indskrænket. Saaledes gik hidtil daglig et Særtog fra Hvidding sydpaa kl. 10.00 Formiddag, medførende Kvæg og Heste. Dette tog løb sidste gang i Gaar, og Kvæg og Heste, der nu indgaard i Vedsted Station kl 6.19 Morgen og kl. 9.18 Formiddag, ver herefter først afgaa fra Hvidding kl. 11.33 Formiddag. Hvis der imidlertid er en Transport paa 10 Vogne og derover vil der blive sat Særtog i Gang fra Hvidding kl. 10.10.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten
Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.
Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.
Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.
Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.
Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.
De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.
Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.
Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.
Den 2. november blev Generaloberst v. Hindenburg udnævnt som Øverste befalingsmand Ost og dermed var 8. Arme underlagt 9. Armes kommando.
Armen havde hele oktober afværget den russiske overmagt med 10½ Infanteri divisioner og en Kavaleri division mod det dobbelte fra russiske side. Og da General v. Francois i starten af november skulle afgive 3 divisioner til Thorn havde han ikke andet valg end at flytte hæren tilbage til den forberedte forsvarsstilling ved Lötzen-Angerapp .
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 2. november tog General v. Francois til Marggrabowa for at mødes med Generalerne v. Scheffer, Rosch og Morgen og planlægge det videre forløb.
I krigsdagbogen for Generalkommandoen for 1. Armekorps hedder det, ”at angrebet måtte afbrydes, da XXV. Reservekorps havde ”svigtet”, at Korps Morgen ikke mere kunne komme fremad og at 1. Armekorps manglede ammunition og erstatning for infanterimandskab. Den venstre fløj ved Romintenschen Heide var truet af omringning, og 23. Bataljon Reserve og Landwehr (Landwehr-Division Jakobi) havde ikke lykkedes at forhindre dette”.
XXV. Reserve Korps havde på 14 dage mistet 11.500 mand – 1/3 – 4.500 mand var syge, af de resterende 7.000 var 2.500 savnede.
Den fremtidige stilling skulle være linjen Lyck – Marggrabowa – Stallupönen. Den 100 km lange Arme front fra Lyck til Wirballen var dog rimeligt lukket, men uden nye reserver kunne den dog ikke holdes.
Den 2. november om eftermiddagen kom der telegram fra det nu kaldte ”Oberbefehlshaber Ost” – ”Hvornår begynder transporten af de 3 divisioner?” Og om aftenen meddelte Francois til Oberbefehlshaber Ost, at transporten af 3 divisioner ville begynde 6. november, men uden dem var det ikke muligt at beskytte den Østpreussiske grænse, og man ville begynde tilbagetrækningen til bag Angerapp.
Kortet viser med de ikke-fede typer situationen for 8. Arme om aftenen den 2. november. De blå pile viser troppebevægelserne indtil den 7. november.
General v. Jacobi’s gruppe (Ja. på kortet) -3/4 36. Reserve Division fra 1. Reservekorps, 6., 70., og 34. landwehr Brigade (herunder LIR84) og 1. Armekorps Kavalerier – stod, efter de havde afværget et russisk gennembrud syd for Wischtyter søen, nord for Pscherosl med front mod Romintensche Heide.
Den krigsmæssige virksomhed var ikke af stor betydning, da den tyske hær nu befandt sig i en strategisk defensiv, og da modstanderen endnu ikke havde genvundet sin angrebsstyrke, men den var tilstrækkelig til at gøre krigen interessant.
Artillerivirksomheden på tysk side var svag og præget af begyndende knaphed på ammunition; på fransk side var den navnlig foran landsbyerne noget mere livlig. Med deres typiske hensynsløshed skød franskmændene ind i det fuldt beboede Pimprez. En nat blev en kvinde med sine to børn dræbt af en fransk granat. En tysk Landsturmmann huggede dem en mindesten. På dette sted skal også nævnes, at syge indbyggere i Pimprez ofte fik lægelig hjælp og medicin uden modydelse, hvad der i øvrigt blev anset for en selvfølgelighed af alle tyske ”barbarer”.
Nogle uger efter besættelsen af den nye stilling greb det tunge artilleri ind. Franskmanden skød med tungt skyts på Dreslincourt, efter at et batteri ringkanoner fra vor side havde gjort ham helvede hedt i Le Hamel, en lille bebyggelse foran Dreslincourt. De franske skud tilføjede os kun ringe tab. Ilden var, sammenlignet med, hvad de følgende år bød på, ret så tålelig.
FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 23. Oktober 1914.
Om Morgenen, mens Taagen laa tæt over Dalen, var jeg ude ved Roemarken for at hente mig en lille Sæk fuld af de dejlige Æbler. Jeg turde ikke ryste Træet, for at det ikke skulde høres ovre hos »Frands« — det var Yndlingsbenævnelsen for Franskmændene.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.
Dagbogen 23.10-1914.
I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.
Brev til hjemmet
2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.
Kære allesammen!
Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.
Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.
En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —
Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.
Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.
Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.
Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.
Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.
Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.
Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.
I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.
Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.
Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.
Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.
Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.
Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.
Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.
København som Hjælpecentrum.
København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.
Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.
Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:
Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.
Overtrædelser straffes.
Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.
200 Millioner Mark daglig. Berlin, 12. Oktobr. (W.B.)
Efter hvad “Økonomisk” regner ud, er de daglige Udgifter i Anledning af Krigen, Mobiliseringen i de neutale Lande indbefattet, 200 Mill. Mark. Heraf falde paa:
Tyskland 44 Millioner
Rusland 42 ”
Frankrig 32 ”
Østerrig-Ungarn 32 “
I Beregningen er Englands Udgifter ikke taget med heller ikke den vigtige Omstændighed, at Tyskerne fører Krigen paa russisk, fransk og belgisk Grund.
Post til Krigsfanger i Udlandet.
Til Udenrigsministeriet er der i den sidste Tid fra alle Sider indløbet Breve og Pengeforsendelser, der er bestemt til Krigsfangerne i Fjendeland, men Bøn om Viderebefordring. Som der er blevet Meddelt i Pressen kan Postforsendelser fra nu af almindeligvis modtages og befordres til Krigsfanger. En besørgelse gennem det udenrigske Kontor er derfor ikke nødvendig. Udenrigsministeriets Benyttelse har udelukkende en Forsinkelse af Postbefordringen til Følge.
De russiske Arbejdere. Den stedfortrædende Generalkommando i Altona bekendtgør, at Karenstiden for de mandlige russiske Arbejdere i Alderen fra 17-45 bortfalder i Aar. De skal blive Vinteren over paa Stedet, hvor de hidtil har arbejdet, og maa uden Politimyndighedernes Tilladelse ikke overskride de stedlige Politidistrikters Grænser. De maa kun skifte Arbejdssted under Iagttagelse af Forskrifterne for Arbejderlegitimationskortene, og hvis det nye Arbejdssted ligger i et andet Politidistrikt, kun med Landraadens Billigelse.
Overtrædelse straffes, hvis andre Bestemmelser om højere Straf ikke foreligger, men indtil et Aars Fængsel.
For de Arbejderes Underhold, der har været beskæftiget et Sted mindst siden 1. August, skal Arbejdsgiverens sørge om Vinteren mod en Godtgørelse af 50 Pg. om Dagen for hver.
Saa snart de militære Forholde og Trafikforholdene tillader det, maa de mandlige russiske Arbejdere under 17 Aar og over 45 Aar og de kvindelige russiske Arbejdere rejse direkte til deres Hjem, saafremt de ikke er bundne ved Arbejdsoverenskomster.
Indtil dette sker, maa de blive i deres Pladser.
De kan ogsaa rejse til det neutrale Udland, men maa saa have et Pas fra en Konsul eller Gesandt for det paagældende neutrale Land.
Flensborg, Mandag.
Hjem fra Amerika. (Fl.N.Ztg.) Hr. Jens Johannsen, en Søn af Vinhandler A.H. Johannsen, ankom i Forgaars over København hertil fra New York. Der var naturligvis knyttet mange Forhindringer til Rejsen. Efter at Englænderne og Franskmændene havde standset de neutrale hollandske Dampere og én Gang erklæret 480 militærpligtige Tyskere for Krigsfanger, advarede den tyske Konsul i New York Tyskerne imod at vælge denne Vej. Men alligevel lykkes det engang imellem enkelte at slippe hjem.
Om Bord paa “Frederik VIII”, som Hr. Johannsen benyttede til Overfarten, befandt sig 17 Tyskere. I Ydrehavnen ved New York (23. September) laa en engelsk Krydser, der standsede samtlige Skibe og lod alle Passagerer træde an paa Dækket, hvor de i Gaasegang matte passere den engelske Kontrol. Tyskerne kastede tyskvenlige Aviser ned i Baadene til de efter Krigsefterretninger sultne Matroser; det var Aviser, der indeholdt Efterretningen om de tre engelske Krydseres Ødelæggelse ved “U9”. Seks Tyskere havde fundet Sysselsættelse paa Skibet og havde skjult sig; men ved det næste Kontrolsted ved Shetlandsøerne kunde deres Nærværelse ikke længere skjultes, og de blev hentede af en engelsk Kutter. I Forvejen var der om Bord blevet holdt en Indsamling til bedste for de seks Tyskere, og Resultatet var 33 Kroner for hver.
Den 10. Oktober 1914. Hver Mand fik en Pakke med Gaver fra vor Regimentschef, Kejserinde Augusta Viktoria.
De følgende Dage gik alting sin rolige Gang. Vi laa i Vinkælderen om Dagen og skrev Breve, fortalte om de forskellige Oplevelser og spillede paa Mundharpe og sang.
Jeg kogte Mad en Gang daglig; thi den Smule, vi fik fra Feltkøkkenet, forslog ikke meget. Vi var totalt udhungrede og saa magre, at der var kun Skind og Ben tilbage. Alle havde mere eller mindre syge Maver. Det var en Slags Tyfus med en smertefuld Blodgang. Det gav ofte Anledning til de pinligste Optrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og klagede sig i de voldsomste Smerter.
I et Brev, der er indløbet fra Niels Christian Hansen fra Felsted, som er i Felten medfulgte en Hilsen fra Hans Petersen, Bovrup; Nis Abrahamsen, Aarslev; Hans Clausen, Thyrsbøl, Snedkeren fra Stubbæk, Skrædder Andresen, Hovslund og Hans Alnor, Ullerup Mark. Sidstnævnte er saaret i den ene Arm, dog ikke farligt. Han var gaaet ud af Løbegravene i den Hensigt at malke en Ko, for at de kunde faa nogen Mælk, og var derved blevet saaret i Armen. Han faldt, men det lykkedes Kammeraterne at faa ham hen i Løbegravene igen.
De laa alle i Dækning i Løbegravene, der er to Meter dybe. Selv skulde de ikke skyde, men Artilleriilden, baade fra tysk og fransk Side, rasede over dem. De havde det eller godt, og Forplejningen var bleven bedre, end den havde været.
– Andreas Peter Andresen fra Hovslund, har skrevet et langt Brev hjem til sin Hustru. Han har været med i en Kamp med Belgierne, dernæst i Kampen med Englænderne Søndag den 23. August med Mons. Senere under Fremrykningen sydpaa har hans Afdeling deltaget i en Mængde, tildels blodige Kampe. Andresen selv blev helt ubetydelig saaret paa højre Øje af en Granatsplint. For Tiden ligger Afdelingen godt i Dækning i de dybe Løbegrave.
– Fra Sillerup By er der indkaldt mange til Fanerne. Den unge Wiuff skriver ifølge “S.G.” hjem fra dem vestlige Krigsskueplads; Vi rykker frem fra Stilling til Stilling, langsomt, men sikkert.
En Sørgegudstjeneste.
For et par Dage siden holdtes der i Nustrup Kirke Sørgegudstjeneste for Bojsens Søn og en ung Mand fra Bæk, er er faldne i krigen. Kirken var fyldt til sidste Plads og Præsten holdt en gribende Tale. Bojsen mistede for et Par Aar siden en Søn ved Sygdom, nu en ved Krigen, og nu staar foran Indkaldelse under Fanerne.
Faldne og Saarede.
Fru Askov i Ørderup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand den 24. September er død paa et Lasaret som Følge af haarde Saar, han havde faaet Dagen i Forvejen.
Frede Andersen, Søn af Enke Marie Andersen i Raahede, er falden i Krigen. Han var hendes eneste Søn.
Gaardejer Thomas Thomsen og Hustru modtog den sørgelige Meddelelse, at deres 23 Aar gamle Søn, Hans Thomsen, den 1. Oktober var afgaaret ved Døden paa Lasarettet i Chauny i Franskrig. Han var bleven saaret den 23. September.
Enkefru Marie Jessen i Hoptrup har ifølge “S.G.” modtaget en Efterretning om at hendes Søn [Mads Peter, RR] er falden i Slaget ved Mons den 23. August. Søndag Kl. 2 holdes der en Sørgegudstjeneste i Hoptrup Kirke.
Lørdag Eftermiddag modtog Murer P. Andresen i Visby den sørgelige Efterretning, at hans Søn, C. Andresen, var blevet saaret den 22. September i Frankrig og er nu død af sine Saar. P. Andresen og Hustru har, skriver “Dvp.”, haft en større Børneflok, og endskønt de har siddet i smaa Kaar, har de altid haft et tilfreds Sind. Gud trøste dem i deres store Sorg!
Arbejdsmand Jens Christiansen i Tønder er ifølge “T.Z.” falden i Frankrig. Han efterlader Hustru og 5 Børn. Christiansen var en sympatisk og flittig Arbejder.
Af Regimentet “Kønigin” (FR86’erne) er følgende Underofficerer faldne: Feldweblerne Evers, Reitzenstein og Dannemann, Vicefeldweblerne Hartnak og Møller, Sergeant Schurbert og Underofficer Jepsen. Endvidere er magistratsassessor Dr. Karl Prahl fra Flensborg, der var Reserveløjtnant i det 86. Regiment, falden i Frankrig.
Lærer Esbensen fra Visby er allerede den 18. August bleven saaret i Belgien ved et Skud igennem den ene Fod. Esbensen, der sidst var Lærer i Skovby ved Hovslund, bliver ifølge “Dvk.” maaske lam for Fremtiden, da han har haft 3 Ben knust i Foden.
I Fangenskab.
Gaardejer Peter Madsen i Nost, som har tre Sønner med i Krigen, fik for et par Dage siden Underretning om, at den ene af den er i Fangenskab i Frankrig. Ligeledes er Peter Ehlert af Musvang tagen til Fange af Franskmændene.
Peter Petersen fra Seggelund har ifølge “S.G.” fra England over Danmark skrevet hjem, at han er kommen i engelsk Fangenskab. Han beder sine Paarørende om at sende ham Uldtøj.
Lærer H. Hadenfeld fra Abkær, der har været indkaldt siden 3. Mobiliseringsdag, er ifølge “S.G.” bleven saaret og dernæst taget til Fange af Franskmændene.
For et Par Dage siden har Enkefru Køhler i Nordborg faaet Meddelelse om, at hendes Søn, fra hvem hun længe ikke havde hørt, befinder sig i russisk Fangenskab. Johannes Køhler har i flere Aar haft Ansættelse i en Smørforretning i Byen Omsk. Sammen med flere Tyskere blev han iflg. “dvp.” først arresteret der i Byen, og siden er de alle bleven ført til Tobolsk. I øvrigt meddeler Køhler sin Moder, at han er sund og har det godt.
Ikke falden.
Det meddeltes forledes Dag, at 2 Sønner af Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev var faldne. Nu oplyses det, at den ene af Sønnerne ikke er falden, men haardt saaret ved et Skud i Benene. Han ligger paa Lasaret i Siegburg, men haaber ifølge “S.G.” at kunne komme hjem med det første.
Straks om Morgenen fik vi Artilleriild. Der blev kun 2 Mand fra hver Sektion som Vagt i Graven. Resten fik Lov til at ligge i Vinkælderen om Dagen. Ved Sidevæggene var der Halm at ligge i . Her laa 40 Mand, 20 paa hver Side med Tornysterne under Hovedet. De fleste maatte ligge paa Siden, ellers kunde der ikke blive Plads til alle.
Om Middagen var alting roligt. Jeg listede lidt omkring ved Huset og fandt nogle Hvidkaalshoveder og hvide Bønner i Haven. I et Udhus var der en aaben Kamin, hvor jeg gjorde Ild paa og kogte Hvidkaal med Bønner. Brænde var der nok af i de sønderskudte Lægter og Sparrer. Stuehuset var helt nedskudt til Grunden, og Murresterne laa oven paa Vinkælderen og gjorde den temmelig sikker mod smaa Granater.
Jeg gik ned i Kælderen for at hente en Ske til at røre i Suppen med; men det kunde jeg godt have sparet; thi da jeg kom tilbage, var Suppen kogt over og havde omtrent slukket Ilden. Nede paa Bunden af Kogekarret laa nu den tørre Hvidkaal og Bønnerne og brændte paa, saa det lugtede slet ikke skønt. Saa forsøgte jeg med en ny Portion, og den lykkedes.
Frits og Underofficer Petersen fra Hamborg spiste med, og de forsikrede, at det var mange Dage, siden de havde faaet saa velsmagende Mad.
Om Natten skulde vi alle være i Graven. De, der ikke stod Vagt, havde Lov til at sove. Jeg var meget glad for Halmmaatten. Den rullede jeg mig ind i , og saa havde jeg Værn mod Kulden baade fra oven og neden.
… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.
Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.
Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.
For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.
Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.
Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.
Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)
Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.
Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.
I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.
Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.
Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.
Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.
Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.
I Fangenskab.
Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.
Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.
Aabenraa, Torsdag.
Med i mange Kampe. Om Overlærer Røwerkamp fra Aabenraa, der som nævnt er falden i Frankrig, meddeles i tyske Blade: Røwerkamp havde deltaget i 8 større Slag og mange Fægtninger. 4 Heste var skudt væk under ham. Tilsidst benyttede han en engelsk Fuldblodshest, som var blevet taget fra Englænderne. Han udmærkede sig under Stormen paa en befæstet Høj, hvorpaa en Maskingeværafdeling havde taget Opstilling. En anden Gang tog han personlig 2 Zuaver til Fange.
Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 8. Oktober 1914.
Om Morgenen K l . 5 fik vi den kedelige Meddelelse, at nu gik det af Sted igen. Vi gik langs Landevejen til Blérancourt. Ved en Skov gjorde vi Holdt, og Postsagerne blev fordelt. Her fik jeg det første Brev fra min Søster Katrine, et dejligt, opmuntrende Brev. Det har jeg aldrig vidst, at jeg havde en Søster med saa meget Mod, at hun kunde give noget deraf til mig, til hendes store Bror, som var i Krig. Nu gik det meget lettere.
Vi gik gennem Noyon, hvor der herskede travl Virksomhed. Artilleristerne kom kørende med Hø og Havre til deres Heste. Trænkuskene kom med Vogne fulde af Brød og læssede dem af paa Modtagelsesstedet, hvor de blev stablede helt op til Taget. Postbudene løb travle omkring, og Toget for fløjtende over Vejen. Paa Vagonerne saa man de kendte Navne derhjemmefra.
Mellem Noyon og Chiry gjorde vi Holdt paa en Mark og fik Mad. Her talte jeg med Helmar Thomsen og Johan Hansen fra Aabenraa. De var begge mine Stuekammerater i Tjenesten 1911.
Sent om Aftenen kom vi til Dreslincourt, hvor vi skulde i Stilling. Først laa vi et Par Timer ved Indgangen til Byen, mens Førerne overtog Stillingen, som vi skulde besætte. Der var adskillige Rygter i Omløb. Nogle fortalte, at vi fik hver 200 Patroner og skulde til at storme en stærk fjendtlig Stilling, hvorved vi skulde over en Dødsdal; men netop derfor skulde det være om Natten. Andre kom og dementerede det.
Et Feltkøkken kørte ud af Byen. Lige udenfor Byen suste et Par franske Granater over imod det; men de gik for højt og eksploderede 50 Meter fra det. I en Have fandt jeg en Halmmaatte og tog den med under Armen; den kunde være god at ligge paa i Skyttegraven. Vi blev ført ind paa en Gaardsplads gennem en Port og ud til Skyttegraven gennem en Løbegrav, der var gravet ned under Længen.
Fjenden mærkede vi ikke noget til; men vi skulde alligevel alle vaage til næste Morgen. Regimentet, som vi afløste, drog stille bort.
86’ere på hulvejen ved Dreslincourt i oktober 1914
Med Etappevæsen forstaar man – populært defineret – alle de Anstalter, det maa etableres i Arméens Ryg for at besørge alle Tilførsler til og Tilbageførsler fra Arméen. Det har endvidere til Opgave at beskytte, vedligeholde og udbedre Kommunikationer, Telegraf, Telefon etc., komplettere Arméens Forsyninger af alle Slags m.m. Man maa specielt have studeret Etappevæsenet for til fulde at forstaa, hvilket stor Apparat det repræsenterer.
Etappevæsenet vil altsaa bl.a. hjælpe til med Hærens Forplejning. Med de Millionhære, som under den nuværende Krig sættes paa Benene, vil alene denne Opgave antage kolossale Dimensioner. Dette vil man faa et godt Indtryk af, hvis man f.Eks. undersøger, hvad der formentlig maa medgaa til Forplejningen af den tyske Vesthær.
Vi sætter – skriver norsk “Aftenposten” – skønvis denne til ca. 1½ Mill. Mand og ca. 100,000 Heste, hvilke ikke vil slaa meget fejl, naar ogsaa de bagerste Linjer regnes med, og gaar ud fra, at det tyske Regulativ for Feltportioner og Feltrationer er omtrent som det norske. Dette ser eksempelvis saaledes ud (der er nemlig flere Variationer af Dagsprotionerne):
Fersk, raat Oksekød 450 Gr.
Tørrede Grønsager 5 ”
Hele Byggryn 50 ”
Salt 10 ”
Margarine 80 ”
Brændt Kaffe 30 ”
Sukker 30 “
Tilsammen 655 Gram. Hertil kommer imidlertid 750 Gram Brød og en Tolvtedel Bor usukret kondenseret Mælk (ca. 45. Gr.). Tilsammen altsaa pr. Mand pr. Dag: 1450 Gr. eller afrundet 1½ Kg. (Emballage ikke medregnet). Feltrationen bestaar af 6,5 Kg. Havre og 4,5 Kg. Hø eller tilsammen 11 Kg. pr. Hest pr. Dag.
Der maa altsaa daglig tilføres den tyske Hær 2,25 Millioner Klg. Feltportioner og 1 Million Klg. Feltrationer eller tilsammen ca. 3,35 Millioner Klg. Proviant og Fourage. I Sanshed svimlende Tal!
For at tilvejebringe alt dette har Intendanturen naturligvis mange Midler til sin Raadighed. Først og fremmest forsøger man i fjendtligt Land at udnytte Distriktets Underholdningsevne og lade Hæren – som man siger – “leve paa Distriktet”. Der rekvireres i saa Fald – afpasset efter Egnens Evne – hos de kommunale Myndigheder, der saa har at besørge afleveret det rekvirede til given Tid og Sted til vedkommende militære Afdelinger. “Kvarterforplejning”, hvorved Soldaterne faar Forplejning af Kvarterværterne, benyttes ogsaa. Der betales enten kontant eller – hvad der er Reglen – med Anvisninger paa Statskassen. Det hænder imidlertid, at Distrikterne kun har ringe eller ingen Ydeevne, fordi de efter Ordre bliver “evakueret” dvs. tømt for deres Forraad eller disse kan være ødelagt, noget, som imidlertid stiller meget store Krav til Befolkningens Offervilje og Patriotisme.
Den tyske Hær er næppe nu særlig heldig stillet i Frankrig med Hensyn til Distrikernes Ydeevne; thi baade den franske og den tyske Hær har jo tidligere opereret gennem disse Egne, saa det altsaa nu er tredje Gang i Løbet af en Maaned, at en Millionhær gør sine voldsamme Indhug i deres Forraad.
Hvad Hæren ikke kan faa i Distriktet, maa tilføres den. Det bliver da Jernbanerne, som faar den Opgave at transportere frem den fornødne Proviant og Fourage, og i dette Øjemed lægges der jævnt og stærkt Beslag paa dem. Togene vil dog kun sjældent – særlig i fjentligt Land – kunne gaa saa langt frem i Hærens Ryg, at der kan udlastes direkte i Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. I Reglen vil det blive de store Forplejningskolonner, som medtager Lasten fra Jernbanevognene for derpaa at føre den videre frem til Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. For øvrigt er der visselig paa et saa sent Stadium i Krigen som nu etableret Magasiner paa de vigtigere Etappestationer, hvor Forplejningskolonnerne altsaa kan afhente Proviant og Fourage.
I Almindelighed vil hver Armé – bestaaende af 4-5 Armékorps dvs. ca. 200,000 Mand – faa sig tildelt en Jernbanelinje som Etappelinje. Da man regner, at 10,000 Dagsportioner Proviant med Brød kan indlastes i 4 almindelige Jernbanevogne, vil der altsaa være 80 saadanne nødvendige for at bringe en Dags Behov af Proviant frem til én Armé. Gaar man ud fra, at en Armé skønsvis har ca. 10,000 Heste, og at 1000 Rationer Fourage kan indlastes paa 2 Vogne, vil altsaa 20 Jernbanevogne være tilstrækkelige til at transportere en Dags Behov af Fourage til Arméen. I alt behøves der altsaa for Proviant og Fourage ca, 100 Vogne eller ca. 5 Tog. I Virkeligheden vil dog kun sjældent saa meget Vognmateriel være nødvendig i dette Øjemed, da Armékorpsene ved Hjælp af deres egne Feltbagerier vil kunne skaffe en stor Del af det Brød, som trænges, og ved Hjælp af deres Slagtekvægkolonner meget af det nødvendige Kød. Ligesaa vil man – i alt Fald i denne Aarstid – kun sjældent behøve at føre Hø frem til Hestene.
Soldaten bærer selv Dagens Proviant (hvoraf dog Kogeføden køres) og 2 Reserveportioner, i alt altsaa 3 Dages Proviant. Paa Afdelingens Bagagetræn køres Provianten for næste Dag, og i Forplejningskolonnerne medbringes almindelig 4 Dages Proviant (dette variere dog i de forskellige Lande.) Altsaa skulde en Afdeling i de højeste kunne klare sig i 8 Dage uden at faa noget fra Magasinerne.
Faar Soldaterne megen og kraftig Føde, kan der stilles utrolig store Krav til deres Udholdenhed og Energi, mens derimod Sult foruden at svække dem legemligt ogsaa virker i høj Grad slappende paa Disciplinen. I Erkendelsen heraf er der i den senere Tid i de fleste europæiske Lande indført “Køkkenvogne” saaledes at Afdelingen om nødvendigt kan faa sig et godt Maaltid Mad under Hvil paa Marchen. Der benyttes til Dels ogsaa som hos os Høkogekasser, disse kaldes i Frankrig la marmite norvégienne dvs. den norske Gryde.
En Hær paa 5 Millioner. Zsaren i Spidsen. Rom, Fredag
Efter Telegrammer fra St. Petersborg er man i Rusland i Færd med at organisere en stor Armé paa 5 Millioner Mand, som skal staa under Zsarens Overbefaling og til Foraaret koncenteres i Wilna, Warschau, Lubin og Rovna. Disse Arméer skal feje al fjendtlig Modstand bort og samtidig gaa frem imod Wien og Berlin.
Tilbageførelse af de Faldne. Berlin, 1. Oktober (W.B.)
Officiel meddeles, at der i den sidste Tid er indgivet talrige Ansøgninger om Tilbageførelse af de Faldne. At opsøge, udgrave og overføre Faldne fra Fronten er helt uigennemførligt. Men ogsaa ellers vil Tilbageførelsen støde paa meget store Vanskeligheder f.Eks. Mangel paa Transportmidler, saa man kun indtrængende kan fraraade derfra. For Soldaten er Slagmarken det smukkeste og ærefuldeste Gravsted.
De graa Uniformer. Berlin, 1. Oktober (W.B.)
Bladet “Berner Bund” skriver over Virkningen af de “Feltgraa”: I den franske og engelske Presse læser man i den sidste Tid ofte, at Infanteriet bittert beklager sig over Fjendens Usynlighed. I fægtningen følte man kun at en Fare nærmede sig, men hvor den var, kunde ikke konstateres.
Man dræber alle. Brüssel, Fredag (W.B.)
I et af tyske Tropper, opsnappet Brev fra Grev von Ursel, Løjtnant i det 8. belgiske Infanteriregiment hedder det bl.a.: “Jeg haaber at alle de forbandede Tyskere snart vil være jaget ud af vort Land. Fra nu af er der ikke mere noget, der hedder Saarede og Fanger. Man dræber alle.”
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Et Møde paa Valpladsen.
To Svogre fra Mellemals er begge i Krig og begge på den østlige Valplads. Den ene laa i Garnision, da Krigen kom, men den anden havde været hjemme omtrent et Aar. For et halv Snes Dage siden mødtes de imidlertid efter endt Slag paa Valpladsen. Den ene af dem fik Øje paa den anden, som er ved Sanitetsvæsnet, da han gik og samlede Saarede op. Et kort Møde, et Par Ord vekslede derude langt borte fra Hjemmet, og deres Veje skiltes igen.
I Breve til Hjemmet har de begge ifølge “Dbp.” fortalt om dette ejendommelige Sammentræf.
I god Behold.
Familierne Dr. Kühl og Fr. Sønnichsen i Højer har modtaget et glædeligt Budskab. Deres Sønner, der efter Slaget ved Saarburg den 20. og 21. August var betegnede som savnede, har nu ifølge “S.B.” fra den franske Fangelejr i Clermont-Ferrant sendt Forældrene et Brevkort, hvoraf det fremgaar, at de befinder sig vel.
En Efterretning, modtog i Onsdag den gamle Rostgaard Evald i Bevtoft. Hans Søn, som er gift med en Datter af Schmidt, Glasergaard, og har en stor Gaard i Brønlund, har meddelt sin Hustru, at han sidder i engelsk Fangenskab og har det godt. Schmidts Søn, der laa sammen med Evald i Felten, havde for nogen Tid siden meddelt, at Evald var borte, og der raadede stor Bekymring for hans Liv. Glæden var stor, da det hørtes at han var i Live.
Faldne i Krigen.
Ifølge Beretninger fra Krigsskuepladsen skal Dødgraver Rodes yngste Søn fra Vonsbæk være falden. Et Øjenvidne fortæller, at han har set ham falde. Man bør dog, bemærker “S.Gr.” være forsigtig over slige Meddelelser, da det allerede ofte har vist sig, at Vedkommende kun var saaret og ikke død. Det er bedst, at man spørger for i Berlin paa de dertil indrettede Postkort.
Gaardejer L. Noisens Familie i Anslet har modtaget det sørgelige Budskab, at den yngste Søn, Lauritz Noisen, er død i Frankrig som Følge af sine Saar. Han ramtes den 9. September af en Kugle gennem Brystet.
Peter Bjerning fra Billund sad den 16. September sammen med 3 Kammerater og spillede Kort. Der kom da en Granat og dræbte Bjerning og saarede hans Kammerater. Bjerning havde faaet et Saar i Hovedet. Hans Kammerat, der kom og meldte Dødsfaldet, ligger paa Lasaret i Flensborg.
Aabenraa, Fredag.
Realskolen. Realskolerektor Professor Dr. Herting, der for nogen Tid siden meldte sig som Krigsvillig til Uddannelse af Rekrutter, er nu indkaldt. Herting er over 55 Aar gammel.
Varnæs, Fredag.
Gaver til Soldaterne. Ved en Kollekt, der afholdtes sidste Søndag i Varnæs Krige, indkom der 86 Mark. Pastor Asmussen gavet Tilbud paa 50 Mark og købte derfor en Pakke til hver Mand her fra Sognet, som er med i Felten. Pakken vil blive sendt hver enkelt. Den indeholder et Mavebælte, et Par Muffedisser, en Hætte til Hovedet og desuden et Meninghedsblad med en Afskedshilsen fra Præsten, som nu forlader Sognet.
Gram, Fredag.
Heste til Hæren. En vældig Mængde Heste var i Gaar forsamley i Gram, saa mange som det vist aldrig før har været set der paa en Gang. Men de var ogsaa kommen fra hele Haderslev Vesteramt. Et stolt Syn at se saa mange Heste forsamlede paa en Mark, men ogsaa et Bevis paa, at trods den livlige Hestehandel i den sidste Tid er de dog ikke alle bleven solgte.
Er der Fare for Mangel paa Levnedsmidler? (del 2) (Nordsl. Landbrugs- og Mejeri-Tidende)
Et andet Spørgsmaal er saa igen, om den indenrigske dyriske Produktion kan holdes paa sin nuværende Højde, hvis Krigstilstanden varer længe ved? Dette Spørgsmaal kan næppe besvares bekræftende. Den stærke Udvikling af Husdyrbruget, som et gaaet for sig de sidste Aartier, har nemlig ikke kunnet fuldbyrdes uden at tage indførte Foderstoffer i Brug. Det hjemmeavlede Raafoder – Græs og Grønfoder om sommeren, Hø, Halm, Roer og Kartofler til om Vinteren – danner nok det egentlige Grundlag for Fodringen, et Grundlag, som forslaar til at vedligeholde Besætningerne med; men den egentlige Produktion – hvad enten det drejer sig om Kød, Fedt eller Mælk – bliver til for lidt uden Kraftfoder. og af det benyttede Kærnefoder har – saa vidt foreliggende Oplysninger tillader at skønne derom – mindst en Fjerdedel været indført fra Udlandet. Man kan betragte det som givet, at der vil blive holdt stoppet for Tilførsel fra Udlandet, saa længe Krigen varer, henhv. saa længe Tysklands Modstandere formaar at gøre det, saaledes at Rigets Husdyrholdere vil være henvist til at nøjes med, hvad Landet selv kan yde.
Nogen Erstatning kan der skaffes for den manglende Indførsel. Græsset paa Marken vil i Efteraaret blive udnyttet til det yderste, ligesom Affald fra Roer og Kartofler – top – , der ellers næsten udelukkende pløjes ned som Gødning, kan blive brugt til foder. Det vigtigste er imidlertid, at det mægtige Overskud af Sukkerroer naturligvis maa fodres op i den ene eller den anden Skikkelse. Hvis Kartoffelhøsten skulde vise sig at være større end forudset, betyder det ogsaa et ikke uvæsentligt Plus.
En Mangel vil der imidlertid klæbe ved Tysklands samlede Foderforraad til den kommende Vinter; et for ensidigt Indhold af Næringsstoffer. Straafoderet har en naturlig, alsidig Sammensætning. Det sammen kan siges om den hjemmeavlede Sæd, der kan blive tilovers til Besætningerne. Anderledes med de store Masser af Foderroer, Sukkerroer og Kartofler. Det er alt sammen saa afgjort Sukkerfoder, at det kun lader sig opfodre med størst mulig Nyttevirkning, naar det gives sammen med andet Foder af modsat Indhold.
Naar lige undtages Husdyrhold saa uforholdsmæssig store, at de overvejende er baseret paa Opfordring af indkøbt Kraftfoder, saaledes som det navnlig er Tilfældet med de saakaldte “Flæskefabrikker” – dog gælder det ogsaa mangen Bondegaards Svinebesætning – , vil Besætningerne tilnærmelsesvis kunne holdes paa det nuværende Omfang. Man vil maaske som Følge af det Raadighed staaende Foders Mængde og Art blive nødt til at nøjes med en noget mindre Produktion om Vinteren, men at Husdyrholdet skulde komme til at staa over for en Katastrofe, kan ikke indses. Svineholdet maa indskrænkes en hel Del, men den Nødvendigehed stod vi jo i Forvejen over for, idet der netop var Overproduktion af Flæsk. Derimod maa der advares imod at mindske Kvægbesætningerne synderligt. Vi maa huske paa Kvægbesætningernes store Opgave: at udnytte Græsset om Sommeren, Straafoder og Roer om Vinteren. Dertil har vi saa store Besætninger behov, og Holdet af dem skal nok aller blive lønnende. Fordringen til Størrelsen af Køers og Fedekreatureres Ydelse af Mælk og Kød maa foreløbig rykke noget tilbage for Hensynet til Omkostningerne ved Fodringen. Smørret staar ikke i nogen høj Pris. Al Sandsynlighed taler imidlertid for, at det bliver anderledes. Kunstsmørfabrikanten kan komme til at lide Mangel paa Raastoffer; sibirisk Smør kommer ikke ind i Landet; disse Forhold i Forbindelse med, at der i Fredstid var en betydelig Indførsel af Fedtstoffer, lader sig ikke godt forene med vedvarende, lave Smørpriser.
Prisstigninger og Knaphed i de egentlige Kolonialvarer maa i Længden være uundgaaeligt: det samme gælder naturligvis alle Slags Sydfrugt. Kort sagt alt, hvad der skal tilføres fra oversøiske Lande. Det faar imidlertid hjælpe sig, da disse Ting kan undværes. De er ikke virkelige Livsfornødenheder.
Som sagt: En Fare for, at langvarig Krigstilstand skal medføre mangel paa Næringsmidler – for ikke at tale om Hungersnød – maa siges at være helt udelukket. Af saa vigtige Livsfornødenheder som Brød, Kartofter og Sukker er der fra mere end nok indtil stor Overflod. Den dyriske Produktion kan holdes gaaende. Skulde Forholdet udvikle sig saaledes, at Tilførsel af disse Produkter ude fra umuliggøres, medfører det ingenlunde nogen Katastrofe. At Folk kom noget under 100 Pd. med det gennemsnitlige, aarlige Kødforbrug, vilde saa langtfra virke sundhedsskadeligt. Selv om den indenrigske Produktion af dyriske Produkter af Forholdene skulde blive tvungen betydeligt nedad, behøver det langt fra at medføre nogen Nødstilstand. Det kan for øvrigt ikke ske i en Fart. Daa maa Ernæringen ændres noget i vegetarisk Retning. Landets Jord har let ved ar yde Føde nok til dets Indbyggere.
Forbud om Fodring med Rug og Hvede i Danmark. Den danske Regering har udstedt Forbud mod at anvende aftærsket Rug og Hvede, herfra dog undtaget Smaasæd og Frarensning, som ikke egner sig til Brødkorn til Fodring.
Saa længe dette Forbud er i Kraft, skal det ligeledes være forbudt til Spiritusfabrikation at anvende indenlandsk Rug og Hvede, dog at der herfra vil kunne meddeles Dispensation efter Omstændighederne til Anvendelse af indenlandsk Rug i Brødgærfabrikationen.
Forbundsraadet har som tidligere nævnt under 11. September udstedt en Forordning mod for tidlig Slagtning af Kvæg.
Det er foreløbig i 3 Maaneder fra denne Forordnings Ikrafttræden (der skete en Uge efter Udstedelsen) forbudt at slagte Kalve under 75 kg. levende Vægt, endvidere Kvier, Kviekalve og Køer, der ikke er 7 Aar gamle. Fra denne Bestemmelse undtages her i Hertugdommerne Fedekvæg fra Kredsene Ejersted, Husum, Nørre-Ditmarsken, Slesvig, Stenborg, Sønder-Ditmarsken og Tønder.
Dispensation for Forbudet kan Myndighederne give i enkelte Tilfælde, hvor det synes paatrængende økonomisk nødvendigt at Slagtningen sker.
Forbudet finder ingen Anvendelse paa Slagtning, der maa foretages, hvor der er Fare for, at Keaturet vil dø af Sygdom eller straks maa dræbes som Følge af Uheld. Saadanne Slagtninger maa dog anmeldes inden for en Frist af 3 Dage.
Centralmyndighederne er endvidere bemyndigede til ogsaa at udstede indkrænkede Forordninger vedrørende Slagtningen af Svin.
Forordningen glæder ikke for Slagtekvæg, der er indført fra Udlandet.
Mund- og Klovsygen i Aabenraa Amt.
Landraaden i Aabenraa bekendtgør, at følgende Afspærringsdistrikter er ophævet:
1. Domænegaarden Østerterp og Græsgange.
2. Gaardejer Chr. Petersens Gaard og Græsgange i Aarslev.
3. Gaardejer J.R. Jakobsens Gaard og Græsenge i Aarslev.
4. Landmand Jens Kallesens Ejendom og Græsgange i Sønder-Ønlev.
5. Godset Kassøgaards Græsgange og Gaarden Vejlby.
6. Enke H. Petersens Græsgange i Nybøl.
7. Gaardejer Jes Jørgensens Græsgange i Alslev.
8. Landmand Asmussens Ejendom i Bolderslev Skov samt Græsgangene, hvor man har sit Malkekvæg.
9. Landmand Aarøs Ejendom og Græsgange i Stubbæk.
10. Landmand J. Tøgesen Jensen Græsgange og Ejendom i Røllum.
11. Landmand Jørgen Madsens Ejendom og Græsgange i Aarslev.
12. Landmand Chr, Jørgensen Ejendom og Græsgange i Jordkær.
13. Landmand Karl Karlsens Ejendom og Græsgange i Jordkær.
Følgende Ejendomme, som Dyrlægen har erklæret for smittede, danner hvor for sig et Afspærringsomraade:
1. Gaardejer Graus Ejendom i Nørballe, Felsted Sogn, og Græsgangene, hvor han har sit Malkekvæg.
2. Gaardejer Markus Nissens Ejendom og Græsgange i Aartoft, Kliplev Sogn.
Alle Græsgangene østfor Oksevejen i Kommunerne Nybøl, Alslev, Mellerup og Bolderslev danner fremdeles et Afspærringsomraade. Det er forbudt at føre Kvæg til disse Græsgange, ligeledes at føre Kvæg bort fra dem, med mindre Politiets Tilladelse hertil foreligger.
Er der Fare for Mangel på Levnedsmidler? (Nordsl. Landbrugs- og Mejeri-Tidende.)
Dette Spørgsmaal stilles og drøftes mange Steder i denne for det tyske Rige saa vanskelige Tid. Tilførslen af Levnedsmidler udefra er, paa det nær, som de neutrale skandinaviske Lande, kan undvære, udelukket. Følgelig maa det – med den Mulighed for Øje, at Krigen kan vare betydeligt længere end de allerfleste til at begynde med antog – være en Sag af stor Vigtighed, om Rigets Landbrug vil være i Stand til at forsyne Rigets Indbyggere med de fornødne Fødevarer.
Lad det straks være sagt, dette Spørgsmaal kan besvares med et Ja.
Hvad først Brødkornet angaar, altsaa Hvede og Rug, da er det ingen Grund til at frygte Mangel. Ifølge en Opgørelse af Grev Schwerin-Løwitz er den godt bjærgede Høst af de to Kornsorter mindst middelstor og vil andrage i alt omkr. 160 Millioner Sække (á 100 kg.) Den sædvanlige Brødkornindførsel paa ca. 15. Millioner Sække er ikke noget Bevis for, at der ikke avles Korn nok til Brød i Riget, den skyldes, at en ikke ringe Del af det hjemmeavlede Brødkorn – især Rug – bruges som Foderkorn. En Kendsgerning er det, at Tysklands befolkning ikke kan førtære alt det Brød, som kan fremstilles af den avlede Rug og Hvede, før næste Aars Høst staar til Tjeneste; følgelig er der ingen Fare for Mangel paa Brødkorn, bare Landmændene ikke gaar hen og fodre en Mængde Brødkorn op paa Besætningen. Det maa ikke ske! Ganske vist skulle de 75-80 pCt. af den avlede Rug og Hvede være nok til Brødforsyningen, men indtil videre er det klogere, man gaar ud fra, at alt brødkorn skal bruges til Brød.
Et andet vigtigt Næringsmiddel er Kartofter. Tysklands Kartoffelavl er meget stor og netop i Aar saa stor som vist ikke noget tidligere Aar. Kartoffelarealet andrager omtrent 3½ Millioner Hektar, ca. 60,000 Hektar større end i 1913- Avlen antages at ville blive ca. 1100 Millioner Centner. Som bekendt bruges en stor Del af Kartoffelavlen som Foder til Kreaturer og Svin. Ifølge Dr. J. Paechtner Berlin-Hermsdorf, har Kartoflerne de senere Aar fundet Anvendelse som følger:
Som læggekartofler 120 Mill. Ctn.
Som Spisekartofler 280 Mill. Ctn.
til teknisk Brug 90 Mill. Ctn.
Under normale Forhold vilde altsaa ikke en Gang Halvdelen af de avlede Kartofter blive brugt til Menneskeføde og som Læggeknolde, Resten staa til Raadighed som Fider. Bliver der blot sørget for, at man i bogstavlig Forstand følger Reglen: “Først Folk, saa Fæ” kan der heller ikke blive Tale om Mangel paa Kartofter til Menneskeføde.
En tredje Betydelig Forbrugsartikel er sukker. Det hører ind under, hvad man med en Fællesbetegnelse kalder Kolonialvarer. Dette Navn stammer fra den Tid, at alt Sukker indførtes fra oversøiske Lande, hvor det udvandtes af Sukkerrør. Nu har Dyrkningen af Sukkerroer og Fremstillingen af Roesukker en mægtig Udvikling i Europa. Inden for det tyske Rige har Sukkerfabrikationen endog naaet et saadant Omfang, at der maa søges Afsætning for en stor Del af Sukkeret i Udlandet. Sukkerroeavlens Omfang og Udbytte i Aar anslaas til at give 2,7 Millioner Ton (á 1000 kg.) Sukker. Det er adskillige Gange saa meget, som Rigets Indbyggere kan forbruge. Enhver vil efter dette indse, at Sukkeret ikke slipper op, tværtimod maa det kunne regnes med at købe Sukker til en lav Pris.
Medens Folkets Forsyning med 3 saa vigtige Markprodukter som Brødkorm Kartofter og Sukker ikke kan antages at vill volde Vanskeligheder, selv om Krigen skulde blive langvarig, er Udsigten til i et længere Løb at kunne nyde dyriske Produkter efter den hidtidige Maalestok ikke saa gode. Ved dyriske Produkter forstaas Kødvarer, Æg, Smør og Fedt.
Kødproduktionen og Kødforbruget har i en Aarrække været stærkt stigende. Forbruget er ifølge Statistikken naaet op paa rigelig 100 Pund aarlig for hver Indbygger. Største Delen af Forbruget har kunne dækkes af det indenrigske Husdyrsholds Frembringelser. Kun omkring ved 6. Pund pr. Indbygger er blevet indført. Af Smør har maattet indføres op imod et Par Pund og af Fedt nær ved den trebobbelte Mængde pr. Indbygger. Dertil kommer Indførelsen af ca. 340 Millioner Pund Æg. Indførslen andrager helt igennem kun en ganske lille Del af hele Forbruget, ikke mere, end at den i for sig godt kan undværes, hvis det skal være. Men det behøves maaske slet ikke; thi disse produkter tilføres heldigvis for en stor Del fra de neutrale skandinaviske Lande, og det ser foreløbig ud til, at denne Forretningsforbindelse kan opretholdes.
Ulkebøl Sogn, Mandag.
Høsten og Tærskningen 1914. (Dbp.) Aaret 1913 var for Landmændene et ganske fortrinligt Aar, og vi var vel i Mening om, at vi vedvarende kunne sætte Kravene op. Stor er derfor Skuffelsen over Høsten 1914. Skønt man lagde Mærke til, at Hveden mange Steder var angreben af Rodsyge og at der var ret stærke Fritflueangreb i Havren, synes det sig, at der stod en ret god Afgrøde paa Marken. Men hist og her taltes der om, at Negene var for lette under Hjemførelsen, og nu, da vi faar Tærskningsresultaterne, viser det sig, at det var rigtigt. Som Gennemsnit tærskes der ikke mere end 15 Fold i Aar, det vil sige 5 Tønder Korn mindre paa hver Tønde Land end i Fjor. Særlig føleligt bliver det denne Gang, da Indførsel af al fremmed Sæd er standset. Oliekager er ogsaa i Aar meget knappe, og Følgen har været, at der kun kan sælges meget lidt korn udover, hvad der er solgt forud.
Rodfrugterne tegner heldigvis godt, og den sidste Regn har sat Farten op for dem, saa de vil give et godt Udbytte. Undtages maa dog Kartoflerne, de giver for faa og smaa Knolde.
Kaalrabifrøet gav i Aat et tillle Udbytte. Grunden var meget stærke Billeangreb i Blomstningstiden. Runkelroefrøet giver nok Middelhøst. Nogle Marker led under Tørken i Foraaret, men det er dog vokset ret godt til, og det er jo en fortrindelig Tid nu til at faa det bjærget.
Saarede i Krigen. Lærer Thomsen er kommen hjem som saaret fra den vestlige Krigsskueplads. Thomsen er bleven saaret i en Fægtning omtrent 45 Kilometer Nord for Paris. En Søn af Landmand Klaus Hansen er ogsaa bleven saaret. Han ligger i et Lasaret i Düsseldorf. Lærer Westergaard i Aller er blev saaret paa den vestlige Krigsskueplads. (D.)
Lintrup, Lørdag.
Paa Lasaret i Kønigsberg. Landmand Chr. Gammelgaard, Aarlund, der i Begyndelsen af Krigen havde været med i Belgien og Frankrig og sidst ved den russiske Grænse, ligger ifølge “Fl.N.” for Tiden paa et Lasaret i Kønigsberg. Han har faaet et Maveonde.
Tønder, Lørdag.
Landdagsmand Schifferer har som Officer i Efterretningsvæsenet faaet Jernkorset.
Husum, Lørdag.
Fedekvægmarkederne har naturligvis lidt meget under Krigen. Indtil 26. August var der tilført 9971 Stykker Hornkvæg mod 25,421 i samme Tidsrum i Fjord. Tilførslen har været saa lav som ingen Sinde i de sidste 10 Aar. Som Aarsag til denne Fremtoning nævner et tysk Blad i første Række den manglende Afsætningsmulighed. Paa den anden Side bemærkes fra Kvæghandlerkredse, at Opkøbet af Fedekvæg direkte paa Marken med Levering til nærmeste Banegaard antager en bestandig større Omfang.
Flensborg, Lørdag.
Faldne og saarede. Ifølge Menighedsbladet for Vor Frue Sogn er en af den herværende Militærmenighed Løjtnant Reissmann falden den 15. August, Kaptajn Man den 26. August. Kaptajnerne Deichmann og Bitter blev saarede den 26. August. Den 4. September faldt Major von Fuchs, Adjutant ved 15. Division, og Overløjtnant Behn fra den 16. Husarregiment, Ordonnandsofficer ved 18. Division, Den 4. September saarede Major von Gellhorn, Generalstabsofficer ved 18. Division, og den 6. September faldt Kaptajn Friherre von Lilieneron.
Fra den store Kamp paa Vestfronten. Et billede fra en Fægtning. (Særtelegram til “Hejmdal”. ) Berlin, 25. September.
En Enaarig-Underofficer ved Infanteribataillon meddeler følgende Skildring fra en Fægtning paa Vestfronten:
Pludselig blev der Røre i vort Regiment. Vi maatte fram. Næppe var vi ude af Skoven før Kuglerne fra de lige overfor liggende Høje peb os om Ørerne. Vi gik frem i Løb for at naa Bækken, som flød i Dalsænkningen. Vi overskred den med Bøsserne i Vejret. Mange Steder naaede Vandet os til Brystet. Nu gik det videre. De fjentlige Granater bestrøg hele Omraadet, som vi maatte passere. Til Højre og til Venstre bliver Kammerater bogstavligt revne i Stykker. Der springer en Granat over mig, og et stykke af Størrelse som en Haand borer sig et Skridt fra mig ned i Jorden. Lufttrykket faar mig til at bæve, jeg vakler, men kun fremad. Vi iler videre frem i Røg og Damp, i Snavs og Dynd, der sprøjter os op i Ansigtet, for endelig at naa Randen af Skoven paa Bakkens højeste Top. Her indtager vi fuld Dækning, thi hvad der her venter os, lader sig ikke beskrive. Vi laa i en Linje. Kuglerne suste omkring os saa tæt som Kornet, der udstrøes af Saamaskinen. Det franske Infanteri havde forladt Skovbrynet og valgte den næste Høj til Forsvaret.
Nu blev Skovranden Maalet for Franskmændenes Artilleriild. Skovbrynet blev bogstavligt revet bort, og Stumper af oprevne Træer med Rod fløj omkring. – En Granat farer 3 Skridt til Venstre for mig ned i den Skyttegrav, hvor vi ligger tæt sammen. Et skrig som af saarede Dyr skærer og i Ørene, der følger en Stønnen og Jamren, Rundt omkring i en stor Blodpøl ligger 6 Kammarater. Min Kammerat til Højre for mig faar en Kugle i Hovedet og søger endnu at løfte Haanden i Vejret, den synker atter ned. En anden faar et Skud i Underarmen og skriger. Jeg tilsnører Overarmenen, for at han ikke skal dø af Blodtab.
Jeg kravler hen til Kaptajnen for at faa at vide, hvad vi skal gøre. Her kan vi ikke blive liggende, for saa vil vi alle gaa til Grunde. Kaptajnen sender mig til Bataillonskommandøren. Jeg skal melde ham, at hvis vi ikke faar Artilleri, er hele Bataillonen fortabt.
I Kugleregnen iler jeg saa ned ad Højen. Til Højre og til Venstre for mig falder atter Granaterne. Endelig finder jeg Kommandanten og melde ham, at 4 Officerer allerede er faldne, og at hele Bataillonen vil blive tilintetgjort, hvis vi ikke faar Artilleri. “Gaa”, svarer han, “vi faar ingen Artilleri!”
Vi sætter os fast ved Vejen, der gaar langs Skrænten. Der vil vi blive. Patronerne lægges til Rette. Da kommer en preussisk Officer galopperende paa skumhvid Hest og siger til min Kaptajn: “Hr. Kammerat, de preussiske Brødre til Højre forbløder, hvis Bajrerne ikke holder ud. For Guds Skyld, gaa tilbage.” Taarene staar ham i Øjnene.
Jeg iler pustende min Vej tilbage op ad Bakken. Min Kaptajn vil lige give Orde til Fremrykning. Jeg bringer Bataillonsbefalingen. Tilbagetoget tiltrædes over Dalen, over til den Høj, vi er komne fra.
Men vi kan kke finde nogen Major. Kaptajnen giver da igen Odre: “Fremad, march!” Trommerne røres; det gaar atter op ad Højen til vor Grav. Da vi har naaet Skovranden og gør Holdt, kommer Hjælpen. En fransk Brigade vilde netop gaa frem mod vor Bataillon, da falder 20. Regiment dem fra Venstre i Flanken. Vi aander op. Vi og Preusserne er reddede.
Vi bliver liggende i Kanten af Skoven, til Aftenen kommer. Saa bærer vi vore dyrebare Døde ud af Skoven. Begge vore Løjtanter, en aktiv og en Reservist, der begge havde giftet sig lige før Krigen, bæres forbi os. Vi staar tavse med Hjelmen i Haanden. Vi græder og hulker som Børn.
M. Erzberger. Rigsdagsmand.
Opspind. Berlin, 25. September.
I “Le Matin” bringer Jeand’Orsay den usande Meddelelse, at det tyske Folk har i Sinde at ødelægge de bøger, Tapisserier og Kunstgenstande af alle Slags, som Nabofolkene i god Tro loyalt har betroet til Udstillingen i Leipzig. Det er fuldstændig usandt og tendentiøst Opspind. Alle Genstande, som er overladt Bogudstillingen og den grafiske Udstilling, er fuldstændig ubeskadigede og staar efter Fredens Slutning til Udstillernes Disposition. Udstillingsledelsen og Statsmyndighederne overtager enhver Garanti.
Den 25. September kan man i Aabenraa avisen Hejmdal læse en artikel, hvori det opfordres at slagte så mange svin som muligt.
“Regeringspræsidenten gør opmærksom paa, at der i Øjeblikket er en Overflod paa Svin i Tyskland. Priserne er derfor sunket ned til det mindst mulige. Sandsynligvis vil der ogsaa i en nær Fremtid blive sendt en stor mængde Svin paa Markedet, da den russiske Foderbyg, der bruges til Svinene, snart vil slippe op.
Af den Grund anbefales det at købe Svinekød nu, mens det er billigt, ag at behandle det saaledes, at det kan holde sig, for at have Forraad. Paa den Maade, ved at have Forraad, kan man ogsaa virke med til at hindre, at Priserne senere skulde stige alt for stærkt.”
Årsagen til denne opfordring er, man frygter at svinene vil æde kornet fra menneskene. Med krigens udbrud, var det ikke længere muligt at importere korn til de store svinebesætninger. Dette resultere i en dissideret udryddelses krig imod svinene, hvor smågrise druknes som killinger.
I resten af krigen forbliver svinebesætningerne på et meget lavt niveau. Der indgår totalt forbudt at fodre med korn, og bliver der fundet korn i maven på en gris, kan man risikere fængselsstraf.
Ved udgangen af 1915 var svinebesætningerne reduceret med 60% og i 1917-1918 var besætningerne reduceret med 80%. De svin der var tilbage var tynde og udhungrede og levede hovedsageligt af køkkenaffald samt agern og lignede fra skoven.
Hvis man sammenligner svinebestanden med kvægbestanden, der blev prioriteret højt pga. den vigtige mælkeproduktion, blev denne i 1916-1919 kun reduceret med 14%. I 1918 blev der ligeledes indført kødløse uger, netop for at skåne nedslagtningen af 300.000 kvæg svarende til 750.000 liter mælk eller 50.000 kg. smør.
Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.
Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”
“Jeg er syg, Deres Eksellence.”
“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”
Ja vel, Deres Eksellence!
(fortsætter under billedet)
Generalløjtnant von Blottnitz
Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.
I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.
Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.
Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.
Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.
I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halmlaa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.
En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.
En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.
Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.
(fortsætter under billedet)
Hærenes forbrug af heste var umætteligt. A. Svensson, Sønderborg, holder en hest hos beslagsmeden.
For de Saarede
Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.
Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad med Baarerne.
Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.
Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.
Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.
Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.
Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.
Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.
Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.
Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.
Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?
I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:
Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!
Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.
Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.
Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.
Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.
Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.
Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)
Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.
Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:
Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.
Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.
Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.
Død af Saarene.
Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.
Saarede fra Aabenraaegnen.
Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.
Falden i Belgien.
Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.
Fra Røddingegnen.
En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.
Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.
Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.
I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.
Hilsen fra Felten.
“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.
Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.
FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.
Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.
Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.
Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.
Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.
Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.
Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.
De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.
Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.
Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.
Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.
En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”
“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.
Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.
Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.
Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.
Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.
Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.
Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.
Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.
Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.
Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.
Dagens nyt fra Nordborg Avis, lokaludgave af Hejmdal
Frivillige Gaver til det Røde Kors
Tropperne i Felten har nu haardt Brug for frivillige Gaver. Disse skal udelukkende tjene til Lettelse og Opmuntring for Tropperne i Felten og de Syge ud over de af Hærforvaltningen givne Ydelser. Som frivillige Gaver kommer i Betragtning:
I. Næring og Nydelsesmidler.
a) Ris, Gryn, Nudler, Makkaroni, Bælgfrugter, Kartofter.
b) Tørrede Grønsager, Grønkonserves, syltede Frugter, Suppeekstrakt.
c) Mel, Salt, Kiks, holdbart Brød og Bagværk, Sukker.
d) Holdbor Pølse, Skinke, Flæsk, Daasekød, Fiskkonserves e) Vin, Øl, Likør, alkoholholdige Drikke.
f) Mineralvand, Frugtsaft, alkoholfrie Drikke.
g) Chokolade, Kakao, Te, Kaffe, Honning, Marmelade, forfriskende Bonbons.
h) Cigarer, Cigaretter, Tobak, Røg-, Skraa- og Snustobak, Piber, Cigaretpapir.
II. Brugsgenstande.
a) Sæbe, Svampe, Kamme, Børster, Mundvand, Tandpasta, Neglerensere, Lommeknive, Sakse, Naale, Knapper, Sysager, Pengepunge, Fyrtøj
b) Drikkebægere, Knive, Skeer, Gafler, Skaale, Feltflasker.
c) Brevpapir, Postkort, Blyanter, Notitsbøger, Tavler og Griffel, Bøger og Aviser.
d) Ure, Termomestre, Hørerør, Lommelamper, Landkort, Musikinstrumenter, Stokke, Hængemaatter, Briller, Kikkerter.
e) Hygiejniske og lignende Artikler: Fransk Brændevin, Luftpuder, Insektpulver, Svedepulver osv.
III. Beklædnings- og Udrustningsgenstande.
a) Støvler, Sko, Tøfter, Huer.
b) Undertøj, uldne Skjorter og Linnedskjorter, Strømper, Fodlapper, Haandklæder, Lommeklæder.
c) Mavebælter, Halstørklæder, Hovedklæder, Uldvanter, Ørelapper, Seler, Bælter, Veste af Læder og Tøj.
d) Uldne Tæpper, Puder.
Lasaretgenstande.
a) Senge, Madersser, Puder, Tæpper, Betræk.
b) Sygedragter, Linned til Sygepleje.
c) Vaskeborde, Sygestole, Natborde, Kogeapparater, Operationsborde, Sygebaarer, Krykker.
d) Al Slags Forbindingsmateriale, sædvanligt og steriliseret Vat, Cambuc-, Gibs- og andre Bind, trekantede Klæder, Træ- og Metalskinner.
Kun gode, ubetinget holdbare Varer modtages med Tak, derimod ingen Varer, der er udsatte for at blive fordærvede. (Ingen raa Frugt eller Kød eller Fjerkræ, heller ingen Blomster.)
Frivillige Gaver sendes til Altona til “Abnahmestelle II Zu Händen des Eisenbahnobersekretärs Kunde, Bahnhofsstrasze 17, Altona”.
Hvem der vil sende noget til Marinen, kan adressere det til “Sammelstelle des Roten Kreuzes in Kiel, Landesversicherungsanstalt, Gartenstrasse 7”, eller “Selvig, Düsternbrooker Weg 2”. Her modtages ogsaa Gaver til Hæren. (Formand: Fabrikant Lehment, ledende Dame: Grevinde Platen Zu Hallermund.)
Ønsker om, at Gaverne skal tilfalde Soldaterne fra en bestemt Provins eller bestemte Vaabenarter, kan ikke opfyldes. Saadanne Særønsker kan der intet Hensyn tages til. For Forsendelsen gælder følgende Bestemelser:
Det Fragtbrev, der følger med Sendingen, skal nøje angive Indholdet samt Adressen. Paa mindst to Sider af Pakken skal denne paa en paaklæbet Seddel forsynes med samme Udskrift som Fragtbrevet. Indpakningen skal være let haandterlig og ikke for tung.
Fragtsendinger med Betegnelsen “Frivillige Gaver”, adresserede til Modtagelsesstederne, bliver foreløbig befordrede frit paa alle Baner. Jernbaneforvaltningen har ikke Lov til at afvise Befordringen af Militærgods med den begrundelse, at der er Mangel på Transportmidler. Det med “dringlich” betegnende Militærgods befordres forud for alle andre Godssendinger. Heller ikke Søn- og Helligdage maa Indleveringen ag Militærgods nægtes.
Det maa anbefales, at sendingerne først samles paa stedlige Samlesteder og herfra forsendes i hele Kasser. Derimod maa det anses for upraktisk at oprette Kredssamlesteder og herfra lade samtlige Sendinger gaa til Modtagelsesstederne. Herved vilde Forsendelsen kun blive dobbelt besværlig.
Efter Høst
Vinden hvivler Lundens faldne Blade
hvinende hen over Mark og Straa,
Fuglen gæster Foldens aabne Lade,
og en Halvnat dækker Himlens Blaa
O, Natur, din fulde Frugt du gav,
og nu ringer Storme dig til Grav.
Schack v. Staffeldt.
Saaret General.
Infanterigeneral d’Elsa fra 12 Hærkorps er bleven let saaret. Hans tre Sønner er faldne på Krigsskuepladsen.
Dansen og Krigen.
Herredsfoged Andersen i Nørre Sundby har iflg. “Aalborg Amtstidende” forespurgt Hals Sogneraad, om det er enigt med ham i, at man i disse alvorlige Tider nægter Tilladelse til offentlig Dans. Raadet var fuldstændigt enigt med Herredsfogden.
En stor Gave til Soldaterne. Berlin, Lørdag. (W.B.)
Der er tilsendt “Sammelstelle des Roten Kreuzes” i Berlin en meget kærkommen Gave til vore brave Tropper fra den nye apostoliske Menighed i Berlin. Paa Distriktslederens Opfordring har Menighedens Kvindelige Medlemmer indsendt 3000 Par Strømper og andre nyttige Genstande.
En tysk Fyrste falden.
I Mandags faldt Fyrst Otto Vektor af Schönburg-Waldhausen, der var Overløjtnant Livhusarregimentet tidligere Fyrst Wilhelm af Albanien.
Svinepriserne i Danmark.
Det er ikke alene Smaagrise, som falder i Pris i disse Tider, ogsaa Grisesøerne er naturligvis i lav Kurs, skriver “Kold. Folkebl.” Ved Auktionen paa “Dyrehavegaard” solgtes saaledes en Del Grisesøer til saa smaa Priser, at den højeste var paa 75 Kr. Rekorden i Prisbillighed naades af en 120Pd.s So, som kun gik op til 10 Kroner!
Landbruget i sidste Uge. (Efter “Ugeskrift for Landmænd” for 18. September.)
Nogen Regn af væsentlig Betydning er der kun kommen i faa af Landets Egne i den sidste Uge, men Vejrforholdene har i Ugens Slutning forandret sig og har faaet en mere efteraarsagtig Karakter samtidig med, at Barometerstanden er falden temmelig stærkt, saa maaske vil den kommende Uge bringe den saa længe ventede Regn. Manglen herpaa giver sig nu ikke blot til Kende paa Plantevæksten, men Brøndene tørres mange Steder ud, saa man er henvist til at hente ofte lang Vejs fra, det Vand, der skal bruges til Kreaturerne.
For Markarbejdet har forholdene fremdels været uheldig, og det kniber svært i Egne med lerede Jorder at skaffe et blot nogenlunde ordenligt Sædebed til Vintersæden. Men Aarstiden rykker imidlertid frem og man søger saa at lave det saa godt som muligt. haabende paa at en enere Regn nok skal kunne bringe Sæden til at spire ordentligt, selv om den nu saas i noget bekvemt Jord.
Rodfrugternes Vækst lader stadig meget tilbage at ønske, idet de hidtil faldne Byger næppe har kunnet udrette mere end at friske Bladende noget op. Paa mange Runkelroemarker, der hidtil har klaret sig godt, ser man nu, at de nederste Blade bliver gule og visne, et sikkert Tegn paa, at Væksten nærmer sig sin Afslutning, og man maa derfor vist i Almindelighed nu regne med, at Udbyttet kun de færreste Steder bliver over Middel og for Kaalroer og Turnips saa godt som alle Steder under Middel, ja i mange Egne vel endog meget under Middel.
Tærskningsarbejdet er fortsat i den forløbne Uge og stadig under ret gode Forhold. Meddelserne om Foldudbyttet stemmer godt overens med de hidtil fremkomne. Medens de nye Kløver mange Steder endnu staar nogenlunde godt, saa hører det nu til Sjældenhederne at se en Græsmark, hvor der er ordentlig Græs; de Køer der malker noget, er derfor i stort Omfang tagne paa Stald. De mindre malkende og Ungkvæget holder man endnu ude, selv om Græsset er noget sparsomt, thi Fodring paa Stald er i Aar for dyr til, at man tør begynde paa den, før det er højst nødvendigt. Der vil sikkert mange Steder foregaa en stærk Reduktion af Besætningerne.
Sanitetshunde i Krigen
Naar man efter Slagene opsamler de Saarede, der er bleven liggende paa Slagmarkerne, kan det, hvis Slagmarken er udstrakt eller uvejsom, eller hvis Mørket er indtraadt, let hænde, at haardt Saarede, der er falden i Afmagt, overhovedet ikke bliver fundne. For saa vidt muligt at undgaa dette er men nu i Tyskland begyndt at drage Nytte af Hunden, der langt bedre end Mennesker kan trænge frem igennem alle de Forhindringer, som Naturen frembyder, og som med sin fint udviklede Spore- og Lugtesans næppe vil kunne gaa uden om noget Levende paa sin vej.
Der er i Tyskland en Forening, der særlig har taget sig af Sanitetshundevæsnet. Det er den i 1893 oprettede “Deutsche Verein für Sanitätshunde”, der har Storhertugen af Oldenborg til Protektor. Hidtil har Foreningen imidlertid ikke haft større Betydning idet Hundene i Fredstid er saa godt som uden praktisk Nytte. Men nu da Krigen er begyndt, har Foreningen taget saa meget kraftigere fat, og der er allerede sendt en Mængde velafrettede Hunde til Fronten, hvor de ved flere Lejligheder skal have gjort udmærket Tjeneste.
Bedst egner sig til dette Forman de samme fire Racer, som ogsaa anvendes som Politihunde, nemlig den tyske Schäferhund, Doberman-Pincher, Rottweiler og Airedale-Terrier.
Stepping, Lørdag.
Ikke falden i Krigen. (Dv.) Gaardejer Hansen i Kolstrup har i disse Dage faaet Brev fra den Søn, der i de officielle Tabslister stod opført som død.
Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.
Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.
Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.
En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.
Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.
I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — — Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!
Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …
Høstberetninger. Vodder Sogn. Vodder, i Septbr. 1914.
Rugen er i Sognet er ualmindelig god, Byg og Havre middel. Hvede dyrkes ikke meget her, men maa kaldes god. Roer og Kartofler tegner til at give under Middel, vistnok paa Grund af den lange Tørke nu paa Eftersommeren.
Men vi kan være godt tilfreds med den lange Tørke, for den har jo lettet Høsten meget. Ellers ville det ikke have gaaet saa godt og hurtigt, da der er mange Landmænd ved Hæren her fra Sognet.
Græs har der været rigeligt af hele Sommeren, men nu begynder det vel nok at knibe.
Vi maa kalde det en af de bedste Somre, vi har kendt.
V. Hansen.
Agerskovegnen. Hovslund, 14. September.
Høsten 1914 er endt.
En beretning om Høsten fra Egnen her kan sammenfattes i de Ord: Det har været en god og let Høst i Aar.
Skal vi gaa lidt i Detailler, da maa det siges, at Kløveren og Græsarterne har været ualmindelige frodige, især paa de højere liggende Marker, men der bjærges ikke Kløver her i større Udstrækning, langt den største Part bliver ædt paa roden.
Det kan maaske siges, at engene kun gav en lille Middelhøst, men Eftergrøden har været desto bedre og har kundes lade sig udnytte i fuldt Maal paa Grund af det smukke og tørre Vejr.
Vintersæden gav i Kvantitet en god Middelhøst, men ved Tærskningen viser det sig, at den skuffer i Fold. Vaarsæden derimod gav en stor og god Høst, og giver ogsaa noget i Posen, Havren op til 40 Sække pr. Hektar.
Roerne tegnede meget godt; men den lange Tørke har nu ogsaa sat sit Præg paa dem, og skønt de ved de sidste Dages Regnvejr har faaet noget af det, de saa haardt trængte til, maa der sikkert regens med et mindre Udbytte.
De lavere liggende vedvarende Græsmarker har været gode, og Kreaturerne er gaaet godt til, men Handlen med Staldkvæg staar stille, kun Heste og Korn er efterspurgte Handelsvarer.
Ser vi tilbage paa selve Høstarbejdet, da er det gaaet over al Forventning, trods de usædvanlige Forhold; som pludselig slog ind og bortrev en stor Mængde af Arbejdskraften.
Det er gaaet her som overalt, det lange tørre Høstvejr hjalp over mange Vanskeligheder.
M.R.Hansen
Tyskland vil ikke Fred nu. Berlin, Torsdag (W.B.)
Til Artiklen i “Nordd. Allg. Zeit.” der vender sig mod den løgnagtige Beskyldning at vi skulde være tilbøjelige til at slutte Fred, bemærker “Tägliche Rundschau”: Det tyske Folk vil være “Nordd. Allg. Zeitung” taknemlig for denne Erklæring, der baade har Næb og Klør og ikke tillader Fortolkninger og Misforstaaelser. Vi har ikke villet Krigen, men nu da man har paatvungen os den, vil vi ikke høre Tale om en Fred, som ikke bringer Ro og Sikkerhed og utvetydig Klarhed i alle Forhold for os selv og Verden og som ikke yder os fuld Oprejsning og fuld Erstatning for de os paatvungne Ofre. Frem for alt vilde intet kunne fornærme det tyske Folk mere en en Henstilling om nu ikke en Gang for alle at holde Afregning med den engelske Landevejsrøver- og Sørøverpoliti.
Prins Friedrich Carles Hessen, Kejser Wilhelms Svoger, er blevet haardt saaret ved det Skud i Laaret.
Krigsfanger i Sydafrika. London, 16. Septbr. (W.B.)
“Daily Telegraph” meddeler fra Johannisburg: Fangelejren i Robertsheights vokser dagligt. Der føres hertil Tyskere og Østerrigere fra alle Egne i Sydafrika. Tallet skal allerede beløbe sig til 4500.
Feltposten. Berlin 15. Septbr. (W.B.)
Som der er blevet bekendtgjort, bliver talrige Feltpostsendinger til Soldaterne i den mobile Felthær forsynet med et Bestemmelsessted, ja endog med Adresser som “Feltpoststation Nr…”uden nogen som helst Angivelse af den Troppeafdeling, som Modtageren hører til. Angivelserne af Feltpoststationer med Numre bliver formodentlig af Afsenderne taget fra Stemplerne paa de til den ankomne Feltpostbreve og Feltpostkort fra Hæren. Da Opholdsstederne af de enkelte Troppedele hyppigt skifter og Feltpoststationerne ofte bliver flyttet eller fuldstændigt ophævet, maa der advares mod at bruge disse Adresser.
Feltpostsendinger til Soldaterne i Felthæren skal kun være forsynet med Navn og Stilling saavel som den mulige fuldstændige Betegnelse af Troppeafdelingen, som Modtageren tilhører, og det helst i den Rækkefølge, der er angivet paa de officielle Feltpostkort eller Feltpostkonvolutter, hvorved man nøje maa skelne mellem Linje-, Reserve-, Udfyldnings (Ersatz)-, Landeværns (Landwehr)- og Lnadstormstroppeafdelinger.
Ingen Hesteudførselsforbud i Danmark. I Anledning af nye verserende Rygter om Forbud mod Udførsel af Heste kan “Sorø Amtstidende” fra absolut paalidelig Kilde meddele, at der aldeles ikke foreligger noget, som skulle give Anledning til Forbud mod Udførsel af Heste, saa meget mindre som Hæren nu har faaet, hvad den har Brug for.
Flensborg, Torsdag.
Endnu en Realskolelærer saaret. Det er endvidere bleven meddelt Overrealskolens Elever, at foruden Overlærer Dr. Albrecht ogsaa Realskolelærer Taneré er bleven saaret i Krigen. (Fl.Av.)
Nordslesvig, Torsdag.
Stævnede Værnepligtige. I “Amtsblatt” for den 12. September stævnes rigelig 30 Personer, deriblandt 1 fra Nordslesvig – Skræddersvend Jens P.C. Ravn fra Errigsted -, der sigtes for at have unddraget sig deres Værnepligt i Hæren eller Flaaden, til at møde i Retten.
86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:
Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.
Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.
Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”
Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.
Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.
Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.
Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.
