6. januar 1918. Kompagnibedstefar på “trykpost” i proviantdepotet

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I december 1917 blev regimentet indsat ved Passchendaele og efter svære tab trukket ud igen.

Og i Begyndelsen af det nye Aar modtog jeg Ordre til at melde mig ved Felt-Proviantdepotet for vor Division.

Det var med let Hjerte, jeg styrede bort fra Roulers op imod Lichtervelde, hvor jeg skulde melde mig. Jeg fik straks en varm Modtagelse, idet den Officer, som jeg henvendte mig til, noget barsk spurgte mig, om jeg var dygtig til at bære tunge Byrder; jeg svarede hurtigt, at det var jeg ingen Helt til, men Arbejde skyede jeg ikke.

Officeren sprang op og klappede mig paa Skulderen, og endskønt han vel var ca. 20 Aar yngre end jeg, sagde han dog: „Godt svaret, min Søn, godt svaret.”

Saa var jeg først hos en gammel Mand, som skulde ordne Sække ved Provianten, det rene Driverliv. Vi modtog vel den Dag 200 Sække, som vi skulde rulle sammen 25 i hvert Bundt, saa stod vi Resten af Tiden og frøs og skiftedes til at holde Vagt, for at ikke en Officer skulde overrumple os ved Driveri.

Det passede mig i Grunden ogsaa meget daarligt.

Det var en hel Lettelse, da der en Morgen var kommet nogle Jernbanevogne, som skulde tømmes. Vi begyndte med at bære Salt ud, 200 Pund i hver Sæk, og da jeg kunde se, at de ikke havde Spor Begreb om, hvordan man skal behandle en Sæk, der skulde nemlig stables 12 Sække ovenpaa hinanden, saa tilbød jeg min Tjeneste.

Der var tre Mand, hvoraf de to havde fat i hver sin Ende af et kort Kosteskaft, som vi lagde under den ene Ende af Sækken, med den anden Haand tog vi den anden Ende, løftede den op og svingede den opad, og i det Øjeblik kommanderede jeg den tredie Mand til at passe paa og saa give Sækken et Skub, saa den fløj op paa Plads.

Det var udmærket og faldt Opsynsmanden saa meget i Øjnene, at han straks  begærede af Proviantmesteren at faa mig ind i Lageret.

Midt under Arbejdet kom der nogle Flyvere op og kastede Bomber. Saa løb alle Mand deres Vej; men det var jeg ikke vant til, hvorfor jeg blev. Det viste sig imidlertid, at Bombekasterne havde anrettet Ødelæggelser nok, der var rigelig 40 døde og saarede.

Her var der meget Arbejde. Om Natten blev der losset, om Dagen blev der uddelt. Gang paa Gang maatte der rekvireres nyt Mandskab; thi selv om vi ikke var med i Slaget, var vi altid udsat for Granater og især for Flyvernes Bomber.

Jeg blev snart Vidne til, at her var der to Synder, som særligt gik i Svang. Det var Drukkenskab og Tyveri, og en tredie, som fulgte i Hælene paa dem, var Løgnen, og det var mig en Pine Gang efter Gang at staa overfor dem.

Jeg prøvede stadigt at overbevise mine Kammerater om det skændige i deres Opførsel.

Lidt efter lidt blev jeg mere betroet, og det var tilsidst en ret stor Grossererhandel, jeg havde; men jeg følte nok, at her skulde mit Gudsforhold staa en anden Prøve end ude i Skyttegravene, og det var mange Gange værre at staa som et Guds Barn paa denne Plads end ude i forreste Linie.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *