Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.
Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.
Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.
Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.
Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.
Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.
Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.
Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.
Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.
De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.
Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?
Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …
Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
