Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

Skriv en kommentar

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

Krigens forløb, Steder

21. februar 1916: Et enormt bombardement indleder tysk offensiv ved Verdun

4 kommentarer

Denne morgen indledte den tyske hær et massivt artilleribombardement mod de franske stillinger og befæstninger nord for Verdun. I otte timer stod himmel og jord i et, og en øredøvende larm herskede over et 19 km langt frontafsnit. Her kunne panikslagne franske soldater i stillingerne ikke gøre andet end at kaste sig til jorden, trykke sig sammen i fosterstilling eller forsøge at gemme sig under deres oppakning.

Tyskland vender blikket mod Vestfronten

Den øverstkommanderende for den tyske hær, generalstabschef Erich von Falkenhayn, kunne i starten af 1916 være godt tilfreds med krigens forløb i det forgangne år: På Østfronten var den russiske hær blevet slået tilbage, som følge af en række offensive operationer med udspring i Slaget ved Gorlice-Tarnow, og en stor russisk tilbagetrækning havde fundet sted. Fronten stabiliserede sig i slutningen af året til tysk fordel, men den afgørende sejr over Rusland havde tyskerne imidlertid endnu ikke opnået. På Balkanfronten havde den tyske armegruppe under general Mackensen til gengæld løbet Serbien over ende i oktober 1915, og Bulgarien var trådt ind i krigen på centralmagternes side; to vigtige skridt i retning af at stabilisere Østrig-Ungarn, som militært set havde været nært et kollaps.

En afgørende indsats

Det var derfor ikke overraskende, at general Falkenhayn nu rettede blikket mod Vestfronten, som han stadig anså for det sted, hvor krigen skulle afgøres. Den tyske generalstab var ganske bevidst om, at centralmagterne resursemæssigt ikke ville kunne hamle op med de allierede på lang sigt. En udmattelseskrig ville Tyskland ikke kunne vinde, og derfor handlede det nu om hurtigst muligt at genvinde initiativet på Vestfronten og fremtvinge en afgørelse. Spørgsmålet var blot, hvor den tyske offensiv skulle sættes ind?

Falkenhayn valgte et begrænset frontafsnit ved floden Meuse nær byen Verdun. På papiret var dette et af de stærkeste franske afsnit, da en række forter til sammen udgjorde et imponerende forsvarsanlæg. Desuden havde Verdun stor symbolværdi for franskmændene, men netop områdets psykologiske og historiske betydning var en del af den tyske plan: Om end det ikke står helt klart, hvad den tyske hærledelses præcise mål var for offensiven, så kan der ikke være tvivl om, at man fra tysk side håbede på at kunne tvinge Frankrig ud af krigen ved ét afgørende slag. Hvis Verdun ikke kunne erobres, eller et afgørende gennembrud ikke blev opnået som følge af offensiven, så ønskede man i stedet fra tysk side at lade fjenden ’forbløde’ på Vestfronten– dvs. tvinges franskmændene og briterne til at udføre nyttesløse angreb med store tab til følge og derved tvinge dem i knæ.

Den 21. februar blev den tyske offensiv ved Verdun indledt. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.
Den 21. februar indledte den tyske  hær en offensiv på Vestfronten. Et enormt bombardement på et begrænset frontafsnit nord for Verdun og øst for floden Meuse skulle bane vejen for de tyske angrebstropper.

Som angrebsmål var Verdun velvalgt trods de mange forter. Området havde siden efteråret 1914 været et af Vestfrontens mest rolige afsnit, og derfor var de frygtindgydende forsvarsstillinger nu kun sparsomt bemandet. Store dele af befæstningernes svære artilleripjecer var ligeledes blevet afmonteret og flyttet til andre frontafsnit, og i midten af februar var der kun opstillet fem franske divisioner på frontafsnittet. Heroverfor indsatte Falkenhayn ni tyske divisioner, ca. 100.000 mand, under den unge tyske kronprins Wilhelms kommando samt mere end 1.200 stykker artilleri, heriblandt tungt skyts som den frygtede ”Tykke Bertha” og store skibskanoner.

Især artillerimængden krævede fra tysk side en enorm opbygning ved fronten. Artilleriet var dog også udset en nøglerolle under det indledende angreb. Et præcist bombardement skulle bane vejen for de fremrykkende tyske angrebsformationer, og netop denne del af planen førte til, at operationen blev sat i gang 10 dage senere end oprindeligt planlagt. Sne og regn besværliggjorde effektiv observation af granatnedslag, og det blev derfor besluttet at udskyde angrebstidspunktet til den 21. februar – en udskydelse, som ikke var uden konsekvenser. Under indtryk af den seneste tids tyske troppeopbygning begyndte franskmændene nemlig i alt hast at forstærke deres front. Således var Verdun-afsnittet ved angrebstidspunktet blevet forstærket med yderligere tre franske divisioner.

Angrebet

Det var en kold, klar og tør morgen ved Verdun den 21. februar 1916, men kl. 08:12 blev stilheden pludselig brudt: Mere end 1.200 tyske kanoner åbnede ild mod de franske stillinger og skabte et inferno af jord, røg og stål. I otte timer regnede omtrent 1 million granater ned over de franske linjer og skabte noget, der lignede et månelandskab. Både hovedkamplinjerne, forbindelseslinjerne og byen Verdun blev hårdt ramt. Efter lidt under en time var kontakten mellem de franske linjer og baglandet stort set brudt sammen. Først lidt efter kl. 16 stilnede bombardementet af, hvorefter mere end 100.000 tyske tropper i bølger rykkede frem over en ca. 19 km bred front nord for Verdun på den østlige side af Meuse-floden.

Tyskerne mødte imidlertid stærkere modstand end forventet, men efter hårde kampe erobrede tyske tropper den 25. februar det vigtige franske fort, Douaumont, og stod nu kun otte km fra selve Verdun. Dagen inden havde den franske general, Georges Heer, beordret en begyndende tilbagetrækning – en beslutning som blev støttet af den franske øverstkommanderende, general Joseph Joffre. Medens tilbagetrækning måske militært set var en fornuftig beslutning, var det fra et politisk synspunkt til gengæld uacceptabelt. Den franske premiereminister, Aristide Briand, gav derfor Joffre besked om, at Verdun skulle forsvares for enhver pris, da tabet af det symbolsk vigtige område potentielt kunne få alvorlige politiske konsekvenser.

Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.
Luftfoto af det vigtige franske forsvarsanlæg, fort Douaumont, som den 25. februar faldt i tyske hænder. Billedet er taget inden kampene ved Verdun for alvor tog til i styrke. Fra Wikimedia Commons.

Kort tid efter blev den franske general, Phillip Pétain, sat i spidsen for forsvaret af Verdun. Han beordrede de franske tropper til at holde ud og holde fast. Dette krævede især reservetropper og forsyninger, som pga. af de kraftige tyske bombardementer kun kunne komme frem på én måde, nemlig ad landevejen fra Bar-le-Duc ca. 60 km syd for Verdun. Her fik Pétain organiseret en konstant transport, hvor lastbiler uafbrudt kørte mod fronten. Stillede man sig op ved vejen, ville man blive passeret af en lastbil ca. hvert 14. sekund – døgnet rundt! I den anden retning ville man se lange marchkolonner af udmattede soldater, da Pétain også beordrede hyppige afløsning af de franske kampenheder. Disse tiltag styrkede den franske moral. Den primitive landevej til Verdun kom til at udgøre en livsnerve og blev hurtigt kendt som ’la Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Den første tyske angrebsbølge ebbede ud i starten af marts. På dette tidspunkt havde tyskerne endnu ikke erobret højdedragene nord for Verdun, som ellers var centrale for operationens succes. Begge parter beredte sig nu på ny kamphandlinger og et længerevarende slag.

 

Relaterede indlæg:

10. april 1916: Franskmændene forsvarer sig hårdnakket ved Verdun – ”Fat mod, vi skal nok få dem!” lyder den franske general Pétains dagsbefaling

7. juni 1916: Tysk fremgang ved Verdun – den franske fæstning Fort Vaux er faldet

24. oktober 1916: Franskmændene er i offensiven ved Verdun og generobrer Fort Douaumont

Aviser, Krigens forløb, Sønderjyder

21. februar 1916. Flygtende krigsfanger, Østfront og faldne sønderjyder

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Tilskyndelse til at flygte

”Schleswigsche Grenzpost” i Haderslev meddeler, at adskillige tjenestekarle på landet i den sidste tid er blevet anholdt, fordi de havde tilskyndet russiske krigsfanger til at flygte. Disse tjenestekarle kan selvfølgelig vente en hård straf.

Vanskelige forplejningsforhold for tyskerne på Østfronten.

Ingen skyttegrave – for meget vand. Megen sygdom.

Vi anfører nedenfor en del oplysninger om forhold, således som disse allerede i længere tid har hersket og endnu hersker på adskillige steder på Østfronten. De her givne oplysninger stammer fra folk, der indtil for ganske nylig har ligget i Polen.

Når det siges, at de her i Polen kæmpende afdelinger ligger i skyttegravene, er det i grunden at forstå som en talemåde. Den forholdsvis milde vinter i forbindelse med den stærke nedbør bevirker nemlig, at den i forvejen fugtige jordbund ikke tillader at grave dybere end et par spadestik, før vandet siver frem og umuliggør yderligere uddybning af dækningsværnet. Praktisk talt ligger man her i egnen på den bare jord.

Med hensyn til forplejningen kniber det ofte med at skaffe den frem, idet afdelingerne ofte kan være indtil 100 km, ja mere, fjernt fra de bag fronten liggende magasiner. Og da forplejningen meget ofte må transporteres i køretøjer med okse- eller hesteforspand ad opkørte og sumpede veje, hvor køretøjerne ikke sjældent synker så dybt, at selv meget forstærkede forspand er ude af stand til a trække de velbelæssede befordringer igennem, som så må graves ud af udkommanderet mandskab, hænder det, afdelinger i 5 dage ikke har fået anden forplejning end den, som mandskabet tilfældigt har opsparet eller på anden måde har tilvejebragt.

På grund af disse forplejningsvanskeligheder hersker stor sygelighed i afdelingerne, så at afgangen af mandskab som følge af sygdom til tider flere gange overstiger den afgang, der skyldes fjendens projektiler.

Faldne, sårede og fangne.

Efter Nordslesvigske blade

Knud Juhl, søn af Simon Juhl i Strandelhjørn ved Bevtoft, er falden den 23. december, 24 år gl.

Jørgen Jensen, en søn af gårdejer Hans Jensen, på Avnbøl Mark (Pilegård) ligger på lazaret. Han var med i de sidste dages kampe mod vest.

Martin Lund fra Ustrup er hårdt såret, mens Johan Peter Petersen fra Hostrupskov, og underofficer Hans Brodersen fra Sottrup er let sårede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Asger Jacobsen fra Brøns Mølle er savnet.

Christian Prahm fra Stenderup (kredsen ikke anført) er ifølge efterretninger, der er indløbne fra udlandet, men ikke er militært bekræftet, er i fangenskab.

Krigens forløb

20. februar 1916. Minutiøse øvelser forud for stormen på Navarin-Ferme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme.

Imidlertid skansede III bataljon ikke langt fra ”Königindorf” på en model. Hele det franske skyttegravssystem, som skulle stormes, samt vores forpostsystem blev med hjælp af flyveroptagelser eftergjort, om end kun i knæhøjde.

Så skulle stormen indøves og hver enkelt mand på det nøjagtigste gøres bekendt med det franske skyttegravsvirvar.

Den 20. februar var arbejdet gjort. Det var blevet klaret af III bataljon på tre dage med hver tolv timers arbejdstid, en helt ekstraordinær præstation. Det samme gjaldt også anlægget af en løbegrav mellem Sønderborger- og Flensburgervejen. Denne ”Glücksburgervej” skulle tjene til materielforstærkning og transport af sårede og var derfor anlagt i usædvanlig bredde. Den har senere vist sig meget velegnet, fordi fjenden i den korte tid inden kampen ikke fik skudt sig ind på den.

Ved fronten blev der ligeledes arbejdet feberagtigt. En række saper blev yderligere skudt frem. I sapespidserne opstod små materieldepoter, de blev fyldt op ved møjsommeligt slæbearbejde med skanseredskaber, økser, skovøkser, stålskjolde, sandsække, ammunition, håndgranater, lyskugler, spanske ryttere, pindsvinespærringer, hurtig-spærringer, bygningstræ, kort sagt alt, hvad der var nødvendigt til etablering af en ny stilling.

I små nicher stod stormstigerne tæt ved siden af hinanden. En række befalinger fra division, regiment og bataljon bestemte og regulerede på det nøjagtigste mål og tid for angrebet, inddeling, opmarch, artilleriforberedelse, stormtroppernes påklædning, forsyninger, sanitetstjeneste.

Målet var, som allerede nævnt, at fordrive fjenden fra det højdedrag, der lå lige foran. Fremstødet skulle på det dybeste sted nå 300 m ind i den fjendtlige stilling, ved siden af til venstre havde 89’erne en endnu længere strækning at tilbagelægge.

Tidspunktet for stormen var planlagt til den 27. februar kl. 5,30 om eftermiddagen. Fra hver bataljon skulle to kompagnier gå frem som stormtropper, ét kompagni skulle følge efter som materielbærere.

Bataljonernes fjerde kompagnier blev sammen med det 13. kompagni slået sammen til en forsyningsbataljon, der fik betroet at sørge for den samlede forsyning. Stormkompagnierne var igen inddelt i storm-, spærre-, skyttegravsrensnings-, skanse- og stikvejsgrupper.

Regimentets angrebsformering den 27.2.1916

(arabertal er numre på kompagnierne, navnene deres førere)

I bataljon                                II bataljon                                      III bataljon

  1. Ledebur                           v.Schuckmann                           v.Alt-Stutterheim

stormkompagnierne

  1. Wrang   2. Fabian  5. Jaritz     7. Kalepky      11. Toft     12. Schwede

Transport- og stikvejskompagnier

  1. Kutscha                                     6. Weyhe                           10. Blücher

Forsyningskompagnier

  1. v.Oertzen                          8. Stolze       9. Jürgensen             13. Festesen

Stormgrupperne skulle støde frem 80 til 100 m længere end den linie, der skulle tages, og sikre de efterfølgendes arbejde, nemlig først spærregruppen, infanteri med tildelte pionerer, hvis opgave det var at afskære de erobrede skyttegrave for fjenden, d.v.s. kaste dem til eller blokere dem med pindsvinespærringer.

Skyttegravsrenserne hentede samtidigt den fjendtlige besætning ud fra dækningsrummene og sendte dem bagud. Skansegrupperne skulle straks gøre stillingen forsvarsduelig; endelig skulle stikvejsgrupper sørge for løbegravsforbindelse mellem den gamle og den nyerobrede stilling. Kodeordet for operationen var ”Erntebier” (”høstbryg”).

Artilleriet, som skulle gøre forarbejdet for indbruddet i den fjendtlige stilling, var betydeligt forstærket.

Til 18. feltartilleribrigade kom endnu et halvt batteri 21 cm mørsere, 10 batterier tunge felthaubitser, fire batterier lette felthaubitser, endvidere fire tunge og fire lette minekastere. De nye batterier skød sig ubemærket ind i ugerne før stormen.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb, Sønderjyder

20. februar 1916. Henrik Petersens lykkedag

Skriv en kommentar

Henrik Petersen (1892-1982), Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.

En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«

Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.

Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.

Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.

Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved  hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.

Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg  blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.

Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.

I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.

Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.

Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.

Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.

Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.

Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle  derude, som stadig maatte lide.

Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.

DSK-årbøger, 1958

Krigens forløb

16. februar 1916. Mathias Petersen i “Bøffel-kompagniet”

Skriv en kommentar

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev indkaldt i sommeren 1915.

Jeg fik jo ogsaa den røde Seddel og skulde møde den 12. Juli 1915 i Flensborg. Jeg blev forfærdelig skuffet, for det skete jo ofte, at nogen blev indkaldt, men kom hjem igen. For os, som mødte denne Dag, gik det den anden Vej, nemlig til Husum. Et andet Hold kom til Güstrow i Mecklenborg.

Vi blev afhentet af to Mand, en Underofficer og en Gefreiter. Det var et Par Rævepelse. Vi kom altsaa godt til Husum og havnede nede i  Nystad hos en Gæstgiver. Vi blev indkvarteret i lange Kreaturstalde. Saa fik vi udleveret en Spiseskaal.

En Gefreiter tog sig af os. Han var ikke særlig flink. Vi hentede vor Mad nede i en anden Gade i et Slagteri. Middagen stod paa Klipfisk og nogle sorte Kartofler, som de jo paa denne Aarstid kunde være. Jeg havde desværre ingen Spisegrejer, for jeg havde ingenting med, da jeg regnede med at komme hjem.

Den Morgen, jeg skulde af Sted, sagde jeg til mig selv: »Men gælder det at Stride for Frihed, Liv og Fred, jeg lægger alt til Side og gaar i Kampen med«. — Det var rigtignok ikke af Begejstring, men der var jo noget, der hed: »Du skal!«

Vi maatte saa af Sted til Depotet efter vore Beklædningsgenstande, og vi file Straasække til at ligge paa. Af og til skulde vi til Byen for at hente adskillige Ting. Vi skulde lære at hilse, men det var de jo flinke til at bibringe os. Vi fik ogsaa Krigsartiklerne forelæst, og der var jo noget, der hed, at vi kunde blive straffet. Det skulde vi særligt have i Erindring.

Jeg kom i samme Gruppe som Niels Borg, Høgelund,og Peter Dall,  Visby. Vor Øvelsesplads var ude i Mildsted Plantage og Horsted Hede. Der gik det løs med Løb og Spring og meget andet. Peter Dall sagde: »Det var som Sørens!« Han var ikke særlig smidig.

Vi havde den Lykke at blive ret lang Tid i Husum. Der udbrød Difteritis, men omsider blev vi jo til rigtig Kanonføde. Vi rejste fra Husum den 16. Februar 1916 og havnede i Elsass i Byen Kolmar.

Derfra marcherede vi om Natten et Par Kilometer ind mod Bjergene til Byen Vettelsheim, og her blev vi i ca. tre Uger. Vi holdt Øvelser i Bjergene og var paa Marchture op til Dreiähren.

En Dag blev vi fordelt paa de forskellige Kompagnier. Vi var en Flok, som vilde være sammen, og da der blev kommanderet: »Haandværkere frem!« traadte en Underofficer og jeg frem. Vi kom til 4. Kompagni. Der kom saa et højere Væsen og sagde, at alle, der gerne vilde være sammen, skulde blive sammen. I vort Kompagni var der flest Mecklenborgere. Man kaldte os »Bøffel-Kompagniet«.

DSK-årbøger 1958

Krigens forløb

15. februar 1916. Forberedelser til storm på Navarin-Ferme

1 kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 lå i begyndelsen af året 1915 ved Somme-Py. Her fik det i februar ordre til at forberede et angreb på højdedraget ved Navarin-Ferme.

I de to første måneder af året 1916 havde tyskerne på forskellige steder af fronten gennemført delangreb og også opnået pæne resultater.

Foruden lokale stillingsforbedringer havde de også det strategiske formål at aflede fjendens opmærksomhed fra en anden stor operation, som allerede blev forberedt i den første halvdel af februar: Verdun.

I denne større sammenhæng skal også det angreb ses, hvis forberedelse divisionen havde befalet regimentet den 11. februar.

I tilslutning til en opgave for Infanteriregiment 31 den 12. februar mod den såkaldte ”franske rede” skulle 85’erne og 86’erne storme det foran dem liggende højdedrag. Derved skulle fjenden berøves det indblik, han havde i vore tilbageliggende stillinger, mens omvendt vi skulle tiltvinge os oversigt over hans. Måske kunne man så få ram på hans artilleri, særligt det overordentlig generende flankeskyts.

En lille gård, Navarin-Ferme, dannede midtpunktet for den stilling, som skulle stormes. Nu var der ikke engang ruiner tilbage på stedet. Alligevel fik operationen navn efter den.

Først var angrebet kun planlagt for den venstre fløj i tilslutning til det ligeledes fremrykkende Grenadér-Regiment 89 fra 17. division. Seks kompagnier skulle deltage.

Så blev angrebet udvidet til højre ind til sape 6, d.v.s. over 2½ kompagniafsnit. Hele regimentet skulle nu deltage i stormen.

Omhyggelige forberedelser helt ned i detaljen var nødvendige. De blev gennemført under ledelse af den omhyggelige og kloge grev Kielmannsegg, der blev støttet af sin adjudant, premierløjtnant von Leyser, og det oven i købet i største hast.

Afstanden fra fjenden i det venstre afsnit var alt for stor. Fire nye saper blev derfor ført frem og forbundet med en grav. Det var udgangsstillingen for stormen. Mærkværdigvis forholdt fjenden sig passiv over for disse arbejder.

Fra “Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb

14. februar 1916. Feltlazarettet: “… umenneskelig rædsel og uhygge.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende Kammerater.

Jeg forsøgte at staa, men kunde ikke. Jeg befølte mine Lemmer, jo, de var der alle, men en Hovedpine havde jeg, som om mit Hoved skulde sprænges. Mine Hænder, der i Forvejen var overtrukket med et Lerlag, var blodige, og Fingrene klæbede sammen i denne afskyelige Masse.

Da jeg havde iagttaget mine Omgivelser noget nærmere, ønskede jeg, at jeg kunde sove fra det hele. Frygteligt og aldeles ubeskriveligt  saa det ud.

Haardtsaarede og lemlæstede Krøblinge laa imellem og oven paa hinanden. Hulen var mere end overfyldt, og der var kun Plads til nogen, efterhaanden som Ligene af andre var bragt ud.

Fortvivlede Skrig og Raaben om Hjælp lød til alle Sider. Letsaarede stod i et andet Hjørne og røg deres Cigaretter, øjensynlig ligeglade med Omgivelserne og glade for selv at være sluppet ud af det hele.

I  et andet Hjørne havde Lægerne indrettet et Operationsbord, hvor Arme og Ben blev bortamputerede og smidt hen i et Hjørne. Nye Forbindinger blev lagt paa, og saa blev der gjort Plads til den næste.

 Mange laa hengivet i Bøn til Joseph, Jesus og Maria, men hvad enten Folk bandede eller bad, Elendigheden var lige stor, og Opholdet lige frygtelig for dem alle.

Ved Midnatstid kom der Ordre til, at de, der kunde gaa, skulde begive sig afsted til Sechult, hvorfra der gik en Feltbane.

Haardtsaarede, dem uden Arme eller Ben, dem med bortskudte Kæber eller med Lunge- eller Underlivssaar blev under frygtelige Skrig baaret til Sanitetsvognene, der skulde køre foran. Udenfor Hulen laa en lang Række af døde Kammerater, og der kom stadig flere til.

Det var et sørgeligt og tankevækkende Tog af lemlæstede og for Resten af deres Livstid til Krøblinge dømte Mennesker, der nu satte  sig i Bevægelse.

Bort gik det fra al den umenneskelige Rædsel og Uhygge, og først henad Morgenstunden var vi naaet udenfor Granaternes Rækkevidde.

Som en fjern Torden naaede Granaternes ustandselige Rullen over til os, og Lysraketternes Stigen og Falden kunde herfra endnu ses mod den fjerne Horisont og tilkendegav Stedet, hvor  Menneskene endnu sloges og myrdede hinanden i djævelsk  Afsindighed.

 

Krigens forløb

13. februar 1916. “Modtagelsen blev frygtelig …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paany drøner Granaterne, paany er der udleveret Brændevin, og paany sidder vi og venter med Lommeurene i Hænderne.

Pigtraad og Jordklumper rasler ned i Graven udenfor, og Granatsplinterne hyler omkring og synes ikke at kunde finde Hvile, før de har anrettet en  Ulykke.

Skorstensfejeren er meget betænkelig ved at gaa med paany,  og han har Ret i , at der ikke er Udsigt til at slippe fra dette  med Livet, i hvert Fald kan vi ikke regne med, at det vedblivende skal gaa godt.

Modtagelsen blev frygtelig, da vi atter satte ind til Storm. V i var alle kendt med Forterrænet og var naaet næsten helt over, da pludselig en Granat slog ned midt i 3. Deling og spredte Mennesker, Pigtraad og Jord til alle Sider.

Et øredøvende Brag, en Flyvetur, der ikke endte i Glideflugt, er alt, hvad jeg husker, indtil jeg om Morgenen fandt mig selv i en stor Jordhule, der var fyldt med saarede og døende  Kammerater.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

13. februar 1916. Kresten Andresen: “Fremtiden står i infanteriets tegn”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

Krigens forløb

12. februar 1916. “Klokken 11 satte modangrebet ind …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Klokken 11 satte Modangrebet ind, lige saa morderisk og voldsomt som forhen. Franskmændene var overlegne i Tal, og efter en heftig Kamp blev vi jaget tilbage til det Sted, hvorfra vi var kommet. Det skyldtes Mørket, at saa mange af os slap over.

Vi har nu faaet Vished for, at det er nemmere at storme en fjendtlig Skyttegrav, end, naar først den er taget, at holde den.

Ledelsen har imidlertid besluttet, at Graven skal være vor, og der er derfor atter ansat Stormangreb.

 

Krigens forløb

12. februar 1916. “Klokken 6 skal der angribes …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Rouvroy, den 12. Februar 1916.

Vi er atter kommet i Stilling. Denne Gang noget længere til venstre for den gamle Stilling. Vi har faaet en ny Delingsfører, der kom herud med en Forstærkningstransport, saa jeg har atter maattet overtage min gamle Gruppe.

Stillingen her skal lægges noget fremefter, og Artilleriet har begyndt deres forberedende Arbejde. Det franske Artilleri bliver ikke Svar skyldig, og der er saaledes ikke Tale om nogen „Stilhed før Stormen”. Granaterne hyler hid og did, og „Marmeladespandene” — det er store Miner — slaar ned i Skyttegraven og efterlader intet levende, hvor de slaar ned.

Understanden bliver ved Minernes kolossale Kraft og Sprængevne slaaet igennem, og mange bliver saaledes levende begravet.

Det er umuligt at bjerge de saarede, og de, der ikke kan hjælpe sig selv tilbage, maa blive liggende i Skyttegraven, hvor de maa prise sig lykkelige, naar den næste Granat vil gøre Ende paa deres Lidelser.

Det er umuligt at have en Post staaende i Graven, og alle har de søgt Dækning i Understandene.

Der er blevet uddelt Levnedsmidler — Chokolade og Brændevin. Ledelsen véd nok, at „uden Mad og Drikke, duer Helten ikke”, og særlig Brændevinen er vel beregnet paa at skulle indgive lidt Mod. Mange har drukket sig Mod til , og Skomageren har af den Grund opgivet al videre Angreb.

Klokken 6 skal der angribes.

Ildhastigheden synes nu at være paa sit højeste. Max er ikke begejstret for Foretagendet, og Udsigterne til at faa Løjtnantsdistinctionerne, som hans Fader længe har ventet paa, skal blive fæstnet til hans smalle Skuldre, hjælper ikke til at sætte Humøret op. Han sidder ved Siden af Skorstensfejeren, og de lader Flasken gaa ivrigt fra Haand til Haand. Vi er alle forsynet med Udrustning, beregnet til at klippe Franskmandens Pigtraad over; med Brædder til at bygge nye Understande; „spanske Ryttere” til at afspærre for Franskmændenes Fremtrængen ved et eventuelt Modangreb, og med Masser af Patroner.

Vi Underofficerer sidder med Lommeurene i Hænderne og iagttager Viserne, der langsomt arbejder sig om til 6.

(… fortsættes)

 

Krigens forløb

12. februar 1916. I Makedonien: “Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet.”

2 kommentarer

Chr. R. kom som soldat til Balkan, der forekom ham meget fremmedartet

En Tur gennem Makedoniens Bjerge.

Makedonien, den 12. Februar 1916.

Kære „Hejmdal“!

Med Dig og dine Læsere vil jeg nu gøre en lille Tur gennem Højbjergene i Syd-Serbien, det saakaldte gamle Makedonien.

Vejret er just ikke særlig godt, men jeg vil haabe, at det op paa Dagen bliver bedre. Det regner. Vejen er jo, da Vandet fra Bjergene strømmer ned derpaa, en dejlig Vælling, dog er den jo med sin faste Undergrund temmelig farbar. Gennem en snæver Dal gaar Vejen jævnt opad, til den naar et forhenværende Gæstgiveri, nu Opholdssted for bulgarske Armerings-Soldater.

Saa maa vi til at anstrenge os lidt, thi nu gaar det opad. Vejen snor sig i Siksak op ad Bjergets Sider. Stolte Bjerge, dels graa Klipper, dels med et tyndt Jordlag bevokset med forkrøblet Egebusk og lidt Græs. Længere henne, hvor Vejen er indhugget i Bjergets Side, glinser Stenene, som om det var Guldstøv, en Art Metal er det jo sikkert, da Landet er rigt paa Metal, særlig Kobber.

Her er Vejen smukt anlagt, og i Frastand ser det ud som en prægtig Stenmur eller et Galleri. Skuer man i Vejret, op til Spidsen, en svimlende Højde, i alt Fald for os Nordboere, ser man en Ørn majestætisk svævende højt, højt oppe, spejdende efter Bytte. Den ser i denne Afstand ikke særlig stor ud, men jo højere vi kommer, desto større bliver den.

Her gennemskæres Bjerget af en rivende Bjergflod, der skummende strømmer ned mellem Stenene. 1.700-1.800 Meters Højde ligger der Sne.

Her er det temmelig koldt og det blæser lidt. Nu gaar det ind i Skyerne, en tæt Taage indhyller alt. Her er en raakold Luft, dog stadig opad, højere og højere. Efter 5 Timers Kørsel, med smaa Mellempavser, naas Højdepunktet.

Lidt før møder vi en Massegrav med 48 faldne Bulgarer. Ved Siden af dem staar der et provisorisk bygget Hus til Armerings-Soldater og Telefonarbejdere, ganske lunt og net, dækket med Træ, Halm og Jord. En Kakkelovn med Røret op gennem Taget mangler heller ikke, saa de har indrettet sig ganske husligt. Nu er vi oppe paa Spidsen, i hvert Tilfælde af Vejen (1.135 Meter), men Bjerget rager endnu 632 Meter i Vejret. Dets Højde er 1.767 Meter.

Nu gaar det atter i Siksak nedad, ind mod Byen P. Til højre for Vejen befinder der sig i et Par Hundrede Meters Afstand en meget smuk Bjergkæde. Alt store Kæmpesten, opstablet og henkastet mellem hverandre som af en overnaturlig Magt. Et dejligt Billede, hvorover enhver Sletteboer maa frydes.

Hist paa den højeste Tinde vajer et lille Fag, dog er det ikke muligt at skelne Nationaliteten, men det er vistnok et bulgarsk, da det er paa bulgarsk Etappeomraade.

Histovre til venstre drager en bulgarsk Oksekolonne i endeløs Række. Deres smaa Vogne, forspændt med nogle store graa Stude med mægtige Horn giver det, som alt her, et østerlandsk Præg. Ogsaa Æslet er her et meget brugt Befordringsmiddel. Hvad der alt kan læsses paa dem er utroligt, 2-300 Pund bærer de smaa Tingester.

Til venstre for Vejen, ved en lille Bæk, ligger 5-6 Vandmøller i Rad, meget snildt og billigt indrettet. Vandet ledes i en Grøft, som opdæmmes, hen til Møllen, derfra gennem et udhulet Træ ned over et Hjul, som ligger vandret, og ikke, som hos vore Vandmøller, lodret. Her styrter det med mægtig Kraft og Larm ind over Egerne eller rettere Brædderne og driver med mægtig Fart Hjulet, der driver en lille 70-80 Ctm. stor Sten. Det er Hvedemølleri i denne Egn.

Nu naas Byen P. Snævre, smudsige Gader med lige saa simple som smudsige Huse. Her er den mahomedanske Religion den fremherskende. Dog findes der ogsaa saakaldte Ung-Tyrkere. (Landet har jo før tilhørt Tyrkiet).

Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet. Enhver nogenlunde velsitueret Mahomedaner har jo 3-5-10 Koner. En mærkelig Tilstand.

De Damer, som befinder sig i et saadant Harem, gaar tæt tilsløret, i en lang sort Præstekjole og Hovedet tæt tilbundet med et hvidt Klæde. De lader sig sjældent se. Neglene har de farvet helt røde som Tegn paa deres Værdighed, eller ogsaa som Pynt for at bedaare deres naadige Ægtefælle. De taler aldrig med os, og gaar for det meste af Vejen.

Se ind i deres Bolig eller Helligdom er umuligt eller saa godt som umuligt. Det er en Sjæl­denhed, at det tillades, hvad der dog ogsaa er os ligegyldigt, endskønt Nysgerrighed er en slem Drivfjeder.

Der findes i Byen mange Moskeer. Præsten gaar to Gange daglig omkring Taarnet og synger nogle monotone Sange, det lyder meget kønt, dog paa Grund af mit Ukendskab til Sproget, uforstaaeligt.

Vi vil nu aflægge et lille Besøg i Europæer-Kvarteret. Her ser det ordentligt og bedre ud. Der findes Gæstgiverier paategnet: Herr Man sprit Deukk (Manden her taler Tysk).

Vi gaar ind; der bydes Vand og Vin. Vi forlanger et Glas Vin, og der serveres en Drik, som næppe fortjener Navnet Vin. Den drikkes, og det gaar videre.

Her er et Konditori. Der maa vi ind Der udsøges en 3-4 Slags Kager. „Og de koster?“ „1,20 Mark“. Lidt dyrt, men alt maa jo prøves. Her er en Urmager- eller Juvelerbutik, flere kønne Sager, alt tysk Fabrikat. Det er nu bleven mørkt, og vi maa se at komme hjem. En anden Gang mere.

De venligste Hilsener til alle derhjemme i vort gamle Nordslesvig sender
Chr. R.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Krigens forløb

11. februar 1916. Soldat med to sønner i felten

Skriv en kommentar

Feltbrev fra Østfronten

Lida, den 11. Februar 1916.

Kære Venner!

Det er nu ikke mit Hverv at skrive for Offentligheden, men jeg vil alligevel gerne sende et Par Ord hjem til mine Venner, som jeg ved tænker, lider og beder for os. Hvad der særlig har bidraget til, at jeg tager til Pennen, er Indholdet af det lille Hefte, der er sendt til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem. Jeg og alle, jeg har talt med, som ogsaa har faaet Bogen tilsendt, finder dens Indhold meget smukt med den kære Julefest for Øje. Ved første Øjekast i Bogen var jeg allerede klar over, at den maatte være af læseværdigt Indhold. Det første Vers i Bogen lyder saaledes:

Dengang I drog bort, blev her knugende trangt, saa trangt, saa vi knap kunde aande.
Dengang I drog bort forstummed al Sang, den blev kvalt i vor navnløse Vaande.
Dengang I drog bort, da vidste vi først, at hele vor Fremtid blev trælsom og mørk, hvis I aldrig, aldrig kom hjem.

Ved at læse Indholdet af dette Vers blev jeg greben af de kære hjemlige Følelser, og jeg maatte give Taarerne frit Løb. Der staar: Dengang I drog bort, forstummed al Sang.

Ved at læse det, blev jeg mindet om et Brev, som min Hustru en Gang skrev til mig: Kære Mand, Du maa komme hjem til os. Vi savner Dig i de lange Vinteraftener til at synge med Børnene. Jeg er nemlig en Elsker af Sang og var kommen paa den Tanke: Du skal lære dine Børn at synge. Og det viste sig, at de var lærvillige, og ved en Times Sang hver Aften havde jeg ogsaa bragt det saa vidt, at de næsten kunde synge alt, hvad jeg kunde. Men ak, kære Venner, her maa jeg sande Ordet: Dengang I drog bort, forstummed al Sang. Vi maa imidlertid alle bede til, at de, der endnu kan komme hjem, inden ret længe maa udfylde deres Plads hos deres Kære for der at begynde deres Gerning, hvor de holdt op. Da vil der blive mange lyse og lykkelige Hjem.

Trods det, at jeg er saa fjernt fra Hjemmet, føler jeg mig mine Kære saa nær som aldrig tilforn. De sidste Linjer af Verset skal jeg ikke komme nærmere ind paa, da jeg ikke godt kan taale at tænke mig Muligheden deraf. Min Familie bestaar af 8 Børn, men Gud være takket, sunde og stærke allesammen. Den ældste er 19 Aar. Han blev indkaldt til Tjenesten den 2. November 1915 og er rede til at gaa i Felten. Den næstældste er 18 Aar, og er ogsaa udtaget til Infanterist og kan komme ind, naar det skal være, saa I kan nok tænke Jer, med hvilke Følelser jeg spiller Soldat.

Jeg kan ikke indlade mig paa at skrive ret meget om Krigens Rædsler. Jeg blev som 41-aarig indkaldt til Tjeneste, hvor vi kom til at ligge i Reserve og til videre Uddannelse til først i Januar. Saa gik det i Skyttegraven, hvor vi har været i 4 Uger, men nu er vi atter kommen i Reserve. Jeg har jo som sagt ikke været Vidne til meget af Krigens Ødelæggelse, men ønsker heller ikke at være Vidne til mere.

Det frygteligste, jeg har været Vidne til, var en Dag, da vi affyrede 20 Miner paa en russisk Stilling. Den blev fuldstændig sammenskudt, man kan tydelig se Minen fare igennem Luften i Form af en Kæmpecigar for med et at slaa omtrent lodret ned paa sit bestemte Punkt. Naar den saa eksploderer, er det, som om hele Verden skulde forgaa. Det var om Eftermiddagen omkring ved Klokken 3. Men den næste Dags Morgen var Graven fuldstændig udbedret.

Russerne sparer heller ikke deres Artilleri, og de er ikke længe om at skyde sig ind. Det er jo en bekendt Sag, at Russerne ikke sparer paa Krudtet, men de har jo ikke den Ledelse og Disciplin i deres Hære, som vi har. De kan undertiden være meget dumdristige. Et lille Eksempel derpaa: En Aften da jeg gik Patrouille langs Pigtraadshegnet, lød der en russisk Stemme over til os: „Germanie kom herover!“

Det var tydeligt at høre, at Stemmen var ikke mange Meter fra os, men det var bælgmørkt, og vi kunde ikke faa Øje paa dem. Da vi har haft megen Artilleriild, maa man undres over, at den ikke kræver flere Ofre. Vi har kun haft 3 let saarede ved vort Kompagni i den Tid, jeg har været i Skyttegraven.

Jeg maa nu til at slutte min fattige Skrivelse, men jeg haaber, at flere af mine Venner læser den med Interesse. Hvad der har bragt mig til at skrive er som sagt det lille omtalte Hefte, som er bleven mig tilsendt, og jeg og medundertegnede Kammerater bringer hermed det Udvalg, som har bidraget til at give Bogen et saa righoldigt Indhold, vor hjerteligste Tak. Naar vi nu blot inden ret længe kunde komme sunde og raske hjem til Eder og vi med hverandre kunde synge:

„Fred hviler over Land og By, ej Verden larmer mer“

Det er vor daglige Bøn. Jeg vil endnu minde om et Vers af samme Digt:

Vi kan bede Jer hjem i vort Haab og vor Tro til Freden, til Lykken, til Livet, af Bønnen kan bygges den stærkeste Bro, det Løfte har Jesus os givet.
Saa slutter vi Kæde da gammel og ung og stander saa stille paa Troens Grund og beder — vi beder Jer hjem.

Lad os alle med hverandre holde ud i Bønnen, saa bliver Enden nok god. Lev vel og paa snarligt Gensyn, det ønskes af Undertegnede.

(15 Navne).

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Krigens forløb

9. februar 1916. Russisk landsby “… endnu værre end i Mjøls!”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Jakob skrev hjem til sin niece fra en russisk landsby

I en russisk Landsby

Rusland, den 9. Februar 1916.

Kære Marie!

Nej, mit Billede, som jeg sendte hjem, var ikke smukt, men det var ejendommeligt, det vil sige Rammen. Den vidner om Russernes Kultur her i denne Egn af det store Rusland. Naar Du vil lægge Mærke til den, saa er den udhulet af ét Stykke Træ og ikke sammensat, som vore Billedrammer.

Vi lever her paa Landet 8—9 Mil fra Lida, ligesaa langt fra Minsk og lidt længere fra Vilna, saa Du kan nok forstaa, at det er endnu værre end i Mjøls.

Landbruget her staar forholdsvis paa samme Standpunkt som Billedrammen. Alle Redskaber er hjemmelavede og af Træ. Harver, Plove, Vogne, Slæder, alt er hjemmelavet og af Træ.

Som Repræsentant for den nyere Tid saa jeg forleden en moderne Symaskine staa ved Ruinerne af et russisk Bondehus. Klædningsstykkerne har ogsaa været hjemmelavede, da man i hvert Hus kan se en Væv og der endnu ligger Rester af pænt vævet broget Klæde mellem Ruinerne.

Ruiner, som i Tyskland, kendes ikke her. Enten staar Husene endnu, eller ogsaa er de helt nedbrændte. De er nemlig byggede helt af Træ, den ene Træstamme lagt over den anden til samme Højde, som hjemme hos os i Kolstrup, og tækkede med Halm. Naar et saadant Hus kommer i Brand, og det har Russerne sørget for saa godt som muligt,  saa brænder Rub og og Stub.

Af de Huse, som endnu staar, tager vi til Dels Bjælkerne, som vi bruger til at bygge Dækninger af og til Brænde. Det sidste maa vi ganske vist ikke, men ved Militæret lærer man at hjælpe sig, og alt er tilladt, naar bare man kommer godt fra det.

Russernes Landbrugsredskaber og Driftsmaader er de samme, som vore var det for 200 Aar siden. At Fremskridt ikke kan komme til sin Ret her, ligger i, at Jorden drives i en Art Fællesskab og hvert tredie eller femte Aar bliver ny fordelt indenfor Kommunen, rettende sig efter, hvormange Indbyggere Kommunen har; enhver Familie skal have sit.

Det var et Stykke russisk Kulturhistorie. Maaske interesserer det Dig ligesaa meget at høre, paa hvilket Kulturstandpunkt jeg selv staar i Øjeblikket. At vi ikke ofte kommer af Tøjet, kan Du vel tænke Dig. At jeg hver Aften gaar i Seng med lange Støvler, rene eller snavsede, som det kan passe sig, paa Benene, Kasket paa Hovedet og Hænderne i Lommen, er ogsaa Tilfældet. Men i Modsætning dertil bliver jeg barberet 2—3 Gange ugentlig, og mit Overskæg bærer jeg som før, efter nyeste Mode. Som Du ser, en sælsom Blanding af middelalderlig Røverridder-Kultur og raffineret Lapse-Kultur fra det 20. Aarhundrede.

Ellers har jeg det godt, lever, som det kan træffe sig, af Rov, d. v. s. af mine Pakker med lidt Tilsætning af Soldaterkost. Vinteren lader os i Ro, og da Solen kommer højere og højere, lader det nok være med at blive altfor slemt.

I Haab om, at I har det godt og med de bedste Hilsener til Dine Forældre, Søskende og i Kolstrup være Du selv bedst hilset fra

Din Onkel Jakob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Krigens forløb

5. februar 1916. Fortsat fransk artilleribeskydning ved Somme-Py

Skriv en kommentar

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Ved fronten blev den ret stærke artilleriild mod slutningen af januar noget svagere. Kun en ubehagelig flankebeskydning krævede stadig nye ofre.

Den 5.februar om eftermiddagen fra kl. 3 til 6 ny og tungere virkningsild på hele regimentsafsnittet, særligt på det højre fløjkompagni (det 9.), med minekastere og tungt krum- og fladbaneskyts. Særlig forpostgraven og K1 blev ramt. En kort ildpause, som blev sluttet med et chokerende ildoverfald, skulle igen lokke besætningen ned i gravene og dermed øge tabene.

Takket være de bombesikre dækningsgrave, som var etableret i januar, var tabene noget mindre end ved de forrige beskydninger.

Slemme var igen ødelæggelserne, navnlig på højre fløj hos ”Adolf”.

Igen var resultatet af ugelangt arbejde ødelagt. Et trøstesløst rod af trådnet, med hvilket man havde forsøgt at holde på skyttegravsvæggene, bjælker og brædder spærrede graven helt til randen. Det var blevet til en næsten uadskillelig masse og gjorde oprydningsarbejdet særlig vanskeligt. Derfor blev fra nu af al forskalling og beklædning af skyttegravsvæggene forbudt af regimentet.

En lille tilfredsstillelse var en halv times gengældelsesild fra vor samlede 18. feldartilleribrigade den følgende dag. De gevaldige ammunitionsmængder, som modstanderen havde dænget os til med, havde vi ganske vist ikke råd til.

Årsagen til dette skyderi lå igen i frygten for et tysk angreb. Dette blev konstateret ved en aflytning af en fransk telefonsamtale. Helt uden grund var fjendens frygt ikke. Lige nu var den ganske vist forhastet.

Fra “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Krigens forløb

19. december 1915. Skyttegravsgravning på Østfronten

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Trods beskydning blev arbejdet fortsat, for skyttegraven skulle være færdig, en havde gravet sig ned her, en anden der, disse huller skulle forbindes, hjørnerne graves bort og skulderværn med 10-15 m afstand oprettes og i baglandet anlægges beskyttelsesrum til mandskabet.

Hen imod Jul var vi færdige med det. Samtidig med at vi forude befæstede vort gravesystem med løbegrave ud til lytteposterne og løbegrave tilbage, så der kunne hentes forplejning og forsyninger af krigsmateriel, byggede bagagefolkene deres hestestalde og opholdsrum, til både feltkøkken og lagerrum til madvarer. Det var et stort kompleks, der lå godt beskyttet i en lav plantage, hvor træerne kun var et par meter høje, det blev opnævnt efter vor kaserne i Charlottenborg ved Berlin, der hed “Westend”, og det her foretagende langt inde i de russiske skove, halvvejs til Moskva fik navnet “Neu westend”.

Der skulle være plads til 10-11 heste og lige så mange betjening, og da der til første bataljon hørte fire kompagnier med samme antal heste og mandskab med bataljonstab og melderyttere, måtte der jo lægges et stort arbejde i at få det nogenlunde.

Til at begynde med anede vi ikke hvor længe opholdet her kunne vare, men vi lå i denne stilling over et år.

I det område hvor vi havde etableret os var der tre høje, som kæmpegrave herhjemme, men nok så store, det var vi glade for, for her kunne vi have vore beskyttelsesrum bedre garderet mod beskydning som ude på den flade mark, de blev nu udhulet så de kunne rumme en deling på 30 -40 mand, der var tre delinger i et kompagni, og der var tre høje, dem havde vi kaldt “Grenzberg”,”Spuchberg” og ”Blocksberg”.

Vi var kun halvfærdig med det store arbejde, så blev vi rykket et par km sydpå, men i samme stilling, nu lå vi næsten ude ved floden, Beresina, og overfor Smorgon og Moledetschno (aw Molodeczno), det var ved denne flod Napoleon i 1812 tabte 20.000 af sine tropper og ved Smorgon forlod han hæren og rejste tilbage til Paris.

Til venstre støttede vi også ”Hindenburg-højen” og til højre på klosteret “Sutskow”. Her begyndte vi så igen at bygge bombesikre beskyttelsesrum og for at kunne gøre det, måtte vi have træ og atter træ, der var jo nok at tage af, en kolonne kom derud for at fælde træerne og afkviste dem, så kom en mand med et par heste og en kæde, der blev slået om den tynde ende og afsted gik det til pionerparken, hvor det blev savet op i bjælker, stolper og brædder, der så igen blev transporteret ud til skyttegraven og anvendt der, endnu længere inde i skoven var kulsvierne og fældede træer til deres ”miler” hvor der blev brændt trækul, det blev anvendt, der hvor linjerne lå tæt på hinanden og hvor rummene alligevel skulle opvarmes i den strenge vinter, trækul ryger jo ikke, men varmer godt, det er en egen teknik ved det, milerne må nok ryge, men der må ikke gå ild i dem, de må kun ulme.

Der kom mange officerer og så på det og fik forklaringen på hvordan milerne skulle behandles. Det var soldater fra Bayern, der ordnede det, de havde bygget sig rigtig smukke svejtserhuse at bo i, for dem var krigen forbi så længe vi lå i Rusland. Det træ, vi skulle bruge, blev befordret med feltbane og heste, det var dejligt et gå i de mægtige skove og slæbe træ til brug i skyttegravene, der blev en dyb rille hvor de store stammer gled langs ad.

Ude bag skyttegravene blev der gravet et ni meter dybt hul 4 m bredt og en færdigsyet ramme af meget svære granstammer sat på plads, forskallet med brædder så jorden blev stående, så meget svære granatammer lagt ovenpå, så en meter jord, stammer igen den anden vej, jord og stammer igen og så fremdeles til hullet var fyldt.

En skyttegravsovn blev installeret, kakkelovnsrøret var af træ, selve skyttegraven var afstivet af unge graner i ca. 5 cm tykkelse, tænk en gang hvad træ der skulle bruges til en strækning fra Riga til Sortehavet.

Det var kedeligt når fjendens granater slog vor veludbyggede stilling i stykker og det skete mange, mange gange.

Vi tabte selvfølgelig mandskab ved udbygningen, men da vi var færdige hørte det op. I Soly-West stod der mange lokomobiler som skaffede os el-strøm til oplysning af vore opholdsrum og den strøm havde vi megen spas med, den blev sommetider forbunden med lejet, der var af båndjern eller med kogekarrene der også var af jern, så lød der et brøl af den anden verden og så gjaldt det om at finde ud af, hvem synderen var, for det skulle hævnes.

I trådforhukningen foran var der også strøm, de første patruljer fik strømmen at føle, men så fandt russerne ud af at skyde pigtråden i stykker, så der ingen strøm var nedenfor brudstedet. Når det var fugtigt vejr regn eller tåge kunne vi høre det suse og knistre, der foran i pigtrådsbæltet.

Sommetider blev der gjort et angreb med tågebomber, hos os kunne vi ikke bruge rigtig gas, blaukreutz eller gelbkreutz, der blæses ud af beholdere, fordi skovene forandrede vindretningen, den var ikke bestandig, så vi kunne risikere, at få det hele tilbage igen.

En morgen da vor kammerat Kloss stod vagt i skyttegraven, så han ude i pigtrådsbæltet en ueksploderet glasbeholder med tågegas, han fik den lempet ind og så kastede han den så langt over mod den fjendtlige stilling at den splintredes og en vældig sky udviklede sig, nu blev han bange, for russerne kunne tro, at vi begyndte igen, og så vilde de overdænge os med granater, han greb så en håndgranat og kylede den ud i tågeskyen, så skulle de ovre på den anden side tro, det var den der forårsagede skyen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Skriv en kommentar

I starten af oktober blev Serbien invaderet af tyske og østrig-ungarske styrker. Få dage efter var landets hovedstad, Beograd, på tyske hænder, og situationen blev ikke bedre for den serbiske hær, da Bulgarien senere samme måned også angreb landet. Et lille håb eksisterede dog i kraft af den fransk-britiske ekspeditionsstyrke, som fra starten af oktober blev sat i land i det nordlige Grækenland.

Serbien løbes over ende

Serbien blev hurtigt presset fra flere side: Fra nordvest rykkede dele af den østrig-ungarske 3. armé frem, forstærket af to tyske divisioner, og fra Beograd pressede den tyske hovedstyrke sig videre ned i landet. Bulgarerne angreb østfra og brød igennem de serbiske linjer i Vardar-floddalen mod syd, hvorefter de besatte byerne Stip, Skopje og Kumanovo (i det nuværende Makedonien).

Den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, stod over for både frontale og flankerende angreb fra en overlegen fjende. Han imødegik angrebene med en række dygtigt udførte tilbagetrækninger og undgik med nød og næppe, at den serbiske hær blev omringet. Serberne var dog nedslidte og dårligt udrustet, ligesom der var kun lidt hjælp at hente hos deres montenegrinske allierede.

Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.
Kort over centralmagternes angreb i Serbien, 1915. Klik på kortet for at se det i fuld størrelse.

I starten af november, efter rømningen af Beograd, faldt også byen Niš, hvor den serbiske regering havde taget sæde. Herefter trak serberne sig tilbage til Kosovo, hvor man ville koncentrere sine kræfter. Imens forsøgte centralmagterne igen at omringe den serbiske hær. Som modsvar forsøgte serbiske tropper derfor at bryde igennem de bulgarske linjer ved Skopje. Håbet var at skabe forbindelse til det allierede ekspeditionskorps, som rykkede frem fra Salonika (Thessaloniki i det nuværende Grækenland). Angrebet mislykkedes imidlertid, og bulgarerne kunne slå de udmattede serbiske tropper tilbage.

I løbet af november, samtidig med at serberne kæmpede i Kosovo og nær Skopje, bevægede de første franske og britiske ekspeditionsstyrker sig frem over det græske grænseområde og ind i serbisk Makedonien. Planen var at støde frem mod nord gennem Vardar-floddalen og komme de stærkt pressede serbere til undsætning. To franske og en enkelt britisk division (i alt ca. 60.000 mand) marcherede frem på begge sider af Vardar-floden i nordlig retning, men den bulgarske 2. armé satte en hurtig og effektiv stopper for den fransk-britiske fremrykning. De allierede styrker gravede sig derfor ned langs en 80 km lang front mellem Crna Reka-floden og Doiran-søen i det sydøstlige Makedonien.

Serbisk og fransk-britisk tilbagetog

Den 23. november indtog tyske og bulgarske tropper byen Prishtina i Kosovo, og to dage efter erkendte den serbiske feltmarskal Putnik, at en fortsættelse af kampene vil betyde tilintetgørelsen af den serbiske hær. Valget stod nu mellem at kapitulere eller at forsøge at undslippe fjenden ved at føre resterne af hæren, parlamentet, hoffet, tusindevis af civile flygtninge og ca. 70.000 krigsfanger gennem Montenegro og Albanien til Adriaterhavet. Putnik valgte det sidste og beordrede den 25. november den fuldstændige tilbagetrækning.

Nyheden om Prishtinas fald fik den franske general og ekspeditionskorpsets leder, Sarrail, til at opgive en undsætningsaktion i Serbien. Han besluttede i stedet at begynde en tilbagetrækning til udgangspunktet i Salonika. Den bulgarske overkommando vendte samtidigt blikket mod netop det fransk-britiske ekspeditionskorps, og den 3. december begyndte den bulgarske 2. armé en forfølgelse af de franske styrker. Få dage senere angreb bulgarerne den britiske division ved Kosturino (i det nuværende Makedonien) og jog dem på flugt. Forfulgt af bulgarske styrker trak de allierede ekspeditionstropper sig således tilbage mod den græske havneby Salonika uden at have ydet serberne nogen nævneværdig hjælp.

Ankomst til Adriaterhavskysten

Den 7. december nåede et sørgeligt optog, bestående af resterne af den slagne serbiske hær, flere tusinde civile serbere og ca. 20.000 krigsfanger, frem til Scutari (Shkodër) i Albanien, hvorfra turen er gået videre mod syd til havnebyen Valona (Vlorë). I en helt forfærdelig forfatning – mange uden sko og kun pjalter på kroppen – har serberne siden slutningen af november forceret de montenegrinske og albanske bjerge i et ekstremt hårdt vintervejr ad umulige veje. Tusindvis er døde på vejen af udmattelse, sult, kulde og sygdom. Mange andre er blevet dræbt af de østrig-ungarske forfølgere eller den fjendtlige lokalbefolkning i Kosovo og Albanien. I alt har ca. 100.000 mistet livet på tilbagetoget til Adriaterhavskysten.

I dag den 11. december er de bulgarske styrker nået frem til den græske grænse. Her beordres de af tyskerne til at indstille forfølgelsen af de fransk-britiske styrker, og de modtager gentagne tyske advarsler om ikke at krydse grænsen til Grækenland. Hele Serbien er nu under den tyske general Mackensens kontrol. Den kombinerede tysk-østrig-ungarske styrke har taget ca. 124.000 krigsfanger – bulgarerne yderligere 50.000 – og mere end 94.000 serbere er blevet dræbt eller såret under selve krigshandlingerne. Centralmagterne er desuden kommet i besiddelsen af ca. 600 stykker serbisk artilleri og værdifulde lagre af håndvåben. De har dog også selv haft et tab på ca. 67.000, heraf ca. 12.000 tyske og ca. 18.000 østrig-ungarske soldater.

Evakuering til Korfu

Selv efter ankomsten til den albanske kyst finder lidelserne ikke umiddelbart nogen ende for resterne af den serbiske hær og de mange hårdtprøvede civile flygtninge. På trods af at lokale albanske myndigheder forsøger at hjælpe, er de allierede ikke i stand til at fremskaffe tilstrækkeligt mad og husly til de mange tusinde serbere. Sygdom, sult og kulde fortsætter med at koste mange livet. Italien nægter at evakuere de serbiske soldater og flygtninge og forsøger faktisk i første omgang fra Vlöre at drive dem tilbage mod bjergene.

I sidste ende tager de allierede dog affære. Frankrig inddrager den græske ø Korfu, og dækket af 70 krigsskibe bliver de ca. 140.000 overlevende serbere evakueret i slutningen af februar 1916. Tanken er fra allieret side, at de resterende ca. 90.000 serbiske soldater skal fragtes videre til Salonika, hvor de skal regrupperes, genudstyres og genoptrænes, så de kan indgå i ekspeditionsstyrken i Grækenland.

 

Relateret indlæg:

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

Krigens forløb

17. november 1915 – Tønder Zeppelinbase: L18 brænder

Skriv en kommentar
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Under påfyldning brintcellerne på luftskibet L18 eksploderer et af gasanlæggets gasrør. Eksplosionen sætter ild til luftskibet, der udbrænder fuldstændigt. En mister livet, mens syv såres.

Zeppelinhallen tager næppe den store skade, da kun brændstoffet til motorerne eksploderer, mens brinten brænder. Under alle omstændigheder bliver det besluttet at forlænge hallen med ca. 60 meter, så den kan rumme de nye og større luftskibe, som nu er på tegnebrættet.

Læs mere om luftskibet på  Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseets hjemmeside.

Krigens forløb

16. november 1915 – Tønder Zeppelinbase: Nyt luftskib

Skriv en kommentar
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Det indre af dobbelthallen Toska, Tønder Zeppelinbase (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Det nybyggede luftskib L18 ankommer  under kommando af Max Dietrich til Tønder, og får som det første luftskib plads i den netop færdigbyggede dobbelthal Toska.

Luftskibet fløj sin første tur 3. november og indgik tre dage efter i marinen. Det blev bygget på værftet i Löwenthal og har en længde på 163,5 m langt, er 18,7 m bredt og har en topfarten på knap 100 km/t.

Læs mere om luftskibet på  Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseets hjemmeside.

Krigens forløb

31. oktober 1915 – Tønder Zeppelinbase: Nybygning

Skriv en kommentar

Byggeriet af et gasværk på den sydøstlige del af Zeppelinbasen ca. 500 m fra basens øvrige bygninger påbegyndes. Gasværket skal gøre basen selvforsynende med brint, der indtil videre bringes frem med jernbane i tankvogne. Fuldt udbygget får værket en daglig kapacitet på 10.000 m3 brint og lagerkapacitet på 33.000 m3.

Læs mere om Zeppelinbase på  Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseets hjemmeside og på Verdenskrigens spor.

Krigens forløb

26. oktober 1915 – J.N. Jensen: En luftkamp.

Skriv en kommentar

Den 10. november bragte Flensborg Avis et feltbrev fra en af deres indkaldte journalister. Han havde den 26. oktober oplevet en luftkamp mellem en britisk og franskmaskine syd for Arras.

En Flyverkamp.
Frankrig, i Oktober. Der er stadig intet at bestille for Flyverne, hed det engang imellem, og det var ikke saa mærkeligt, at de blev savnede, for de hører med til Hverdagsbilledet. Sagen var den, at det Dag efter Dag stadig var Taage, tyk Taage, saa man kunde fristes til at prøve paa, om den lod sig skære i Terninger. Flyverne kunde rolig tage sig et Hvil, for dem var der intet at udrette.

Taagen laa stadig over Landet; men ved Middagstid brød Solen igennem en Stund. Et stærkt Vindpust skar Revner i den; man mærkede, der vilde indtræde en Forandring. Vindpustene øgedes, det blev haard Blæst fra Nord, den kom med Kulde, skarp og bidende.Franskmanden sagde: Dette her kommer fra Tyskland og Rusland, og det var vel rimeligt.

Løvet paa Træerne havde bevaret sig helt vel, det var grønt, kun her og der isprængt med gullige Blade; men Kulden, der nu kom, sved paa det. Det blev til Regn og Rusk, et rigtigt Efteraarsvejr. Vejene sejlede, og Blæsten rystede Laderne; men det varede bare een Nat. Næste Morgen var det høj Luft, klar blaa Himmel, men stadig strid, kold Blæst.

Midt paa Formiddagen hed det: Ja, nu er Flyverne der igen! De Folk hviler da ikke længere end højst nødvendigt; at de nu tør gaa saa højt til Vejrs med den Vind!

Det var en fransk Dobbeltdækker, der var gaaet op. Nu var der gaaet Dage, hvor man intet Spejdertogt havde kunnet foretage. Tiden maatte udnyttes, og de to Mænd styrede roligt deres Vej gennem Luften. Sikkert brugte de Øjnene godt, det var jo derfor, de var oppe. Men om de netop blev va´r, at en tysk „Due”, flink og væver, skød til Vejrs, med een Officer, der ligesom de kun havde ærgret sig i Dage over den evige tykke Luft, er ikke oplyst.

Duen steg højt op; den var kun at skimte som en liden Prik. Maskinen arbejdede godt; snart var Duen i stor Højde lige over Dobbeltdækkeren. I et Nu lod den sig dumpe ned i Højde med de franske Flyvere, og et Sekund senere forkyndte Maskingeværernes hurtige Tatatata, at Kampen mellem Flyverne var i Gang.

Tysk Fokker Eindecker angriber britisk flyvemaskine. Udsnit af postkor (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Tysk Fokker Eindecker angriber britisk flyvemaskine. Udsnit af postkort (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

I lange Kurver kredser man om hinanden. Trods Vejr og Vind manøvrerer man godt; man stiger og daler og kredser paa ny, alt imens man lader Maskingeværerne arbejde, Kuglerne sprøjtes ud i Massevis i faa Sekunder. Et Øjeblik ser det ud, som de kan tørne sammen, men i næste Øjeblik er de igen hinanden paa Afstand. Enhver søger at finde Modstanderens ømmeste Punkt. Det er øjensynligt, at den lette Due klarer sig bedst i denne Bind; den vender sig rappere, hvor den store Maskine maa have baade mere Plads og mere Tid.

De kæmpende er imens stadig komne Jorden nærmere, Lyden bliver saa tydelig, at manges Øjne rettes imod de kæmpende; de følges med spændt Opmærksomhed.

Mens Sekunderne gaar, spørges der: Hvem bliver Sejrherre? eller gaar det bare som saa ofte, at de skyder paa hinanden for saa at fjerne sig, uden at noget virkeligt Resultat opnaas? Men paa een Gang hedder det: Franskmanden gaar ned! Paa en aaben Mark under gode Forhold foretog Dobbeltdækkeren en rask og glat Landing.

Duen var Jorden nær, men gav sig Tid og svævede stadig i ikke ret stor Afstand af den landede tæt hen over Jorden. Den vilde vel sikre sig. Landingen var maaske kun et Kneb, en fin Manøvre. Man vilde maaske bare gør sig rede til en kort Kamp paa fast Grund og saa ilsomt tage bort; Landingen havde maaske slet ikke været nødvendig.

— Vejen fri! lød Raabet. Gendarmeriet kom sprængende frem for om muligt at optage en Forfølgelse, og for at kunne yde hurtig Hjælp om fornødent. Fra alle Kanter kom der nu Folk til; nogle var til Hest, andre til Fods, andre igen fusede frem i Avtomobil. De to Flyvere, der var landede, havde intet Valg; de maatte overgive sig. Duen landede, og dens Fører — der nu havde hentet det Flyvetøj ned — tog sit Bytte i Eje.

Det viste sig, at det var to Englændere, der var gaaede op i en smuk og kraftig Dobbeltdækker. Den ene stod usaaret, den anden var bleven ramt af flere Kugler. Men alt imens Maskinen slog sine Kurver i Luften, forbandt han sig selv. Det var ikke hans Saar, der havde faaet dem til at lande, men saa blev Benzinbeholderen skudt itu, og da havde de kun Valget mellem at lande hurtigt eller ogsaa at falde ned.

En Læge var til Stede; den saarede kunde straks faa en ny og bedre Forbinding. Det viste sig, at den ene Arm havde flere Saar, og Tommelfingeren var slemt medtaget. Da der ingen Udsigter var til, at den stod til at redde, skar den saarede selv, mens Armen blev forbunden, med et rask Snit Fingeren af oven over det første Led; saa kunde Stumpen blive forbunden med det samme.

Paa fransk Side blev det ikke længe nogen Hemmelighed, hvad der var blevet af de to. Thi inden en tililende Motorvogn kunde bringe de to Fanger bort, kredsede en anden fransk Flyver over Pladsen. Sejrherren saa noget bedrøvet paa sin Maskine,der nemlig heller ikke vilde lystre længere, mens han sagde: Ja, havde du bare været i Orden, saa vilde jeg med det samme have prøvet et Forsøg paa ogsaa at hente Spejderen ned deroppe.

Det er ikke smaa Krav, der stilles til en Flyver; den Bestilling kræver sin Mand. Her maa Mænd til med Mod i Bryst, med klart Hoved og kolde, stærke Nerver. Er dette nødvendigt i al Almindelighed, saa paakræves det tifold under en Kamp, hvor den mindste Blottelse kan betyde Fald fra en svimlende Højde. Derfor ser alle med Beundring paa de Mænd, der stolt gaar deres Vej i de høje Regioner til Trods for springende Granater til alle Sider. Hvor farligt det kan være med Flyverne over sig, har Krigen belært de fleste om, og dog vil kun den, der er aandeligt underernæret, bruge Skældsord om Fjenden, der er paa Flyvertogt, thi ingen kan nægte Manden, der saa dristigt selv vover Liv og Lemmer, sin Agtelse og Beundring.

J. N. Jensen

Krigens forløb

22. oktober 1915: Overblik over månedens kampe i Serbien

3 kommentarer

Stigende tab, overstrakte forsyningslinjer og ufarbare veje satte i slutningen af september 1915 en stopper for centralmagternes offensiver på Østfronten. Men den russiske hær var bragt i knæ, og det ville tage flere måneder, før Rusland igen var i stand til udføre større operationer på Europas østlige krigsskueplads. Således kunne centralmagterne nu vende blikket mod Serbien, der stadig var en torn i øjet på Østrig-Ungarn og en stopklods for de fælles forbindelser til Det Osmanniske Rige.

Balkan og Gallipoli-fronten

Allerede i marts luftede den tyske generalstabschef, Falkenhayn, idéen om en fælles tysk-østrig-ungarsk offensiv, som skulle slå Serbien ud af krigen. På daværende tidspunkt var hans østrigske kollega, Conrad von Hötzendorf, dog ikke villig til at afsætte tropper til et sådan foretagende. For Tysklands vedkommende handlede et Serbien-felttog dog også om at få genoprettet transportforbindelsen til Det Osmanniske Rige via Donau-floden. Dette blev kun mere aktuelt efter den allierede landgang på Gallipolihalvøen i slutningen af april. I et større perspektiv var der tillige usikkerhed omkring krigens udvikling på Balkan: I sommeren 1915 var Bulgarien og Rumænien stadige neutrale, mens Grækenland mest hældede til de allieredes side, men en endelig sejr over Serbien kunne muligvis ændre på dette billede.

I første omgang var især Bulgariens stilling betydningsfuld: Både centralmagterne og de allierede havde siden krigsudbruddet forsøgte at lokke bulgarerne med i en alliance.  I lyset af de store tyske sejre i forbindelse med Gorlice-Tarnow-offensiven, og de allieredes tilsyneladende fiasko ved Gallipoli, valgte Bulgarien imidlertid til fordel for centralmagterne den 6. september 1915. Helt uden betydning var det desuden heller ikke, at man i Berlin stillede Bulgarien en indlemmelsen af Thrakien (i det nuværende Grækenland) og serbisk Makedonien i udsigt.

Ved indgangen til oktober stod Serbien dermed praktisk talt isoleret overfor Tyskland, Østrig-Ungarn og Bulgarien. Den serbiske hær havde i sensommeren og efteråret 1914 slået østrig-ungarerne tilbage af to omgange, og hærens ressourcer var næsten udtømte. Derfor sendte de allierede i alt hast et ekspeditionskorps under fransk ledelse afsted til støtte for serberne, og i første omgang gik en beskeden fransk-britisk styrke i land ved Salonika (Thessaloniki) i det neutrale Grækenland i starten af oktober. På dette tidspunkt var det dog allerede for sent at komme centralmagternes angreb i forkøbet.

Centralmagternes angreb på Serbien
Serbien_1915
Kort over centralmagternes angreb ind i Serbien, 1915. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.

Den 6. oktober iværksatte Tyskland og Østrig-Ungarn angrebet på Serbien med en samlet styrke på ca. 600.000 mand. Strategien var klar: Fra nordvest skulle østrig-ungarske tropper i Bosnien-Herzegovina (og senere bulgarske tropper fra øst og syd) fastholde eller evt. presse serberne ind i landet. Imens skulle den tyske hovedstyrke under ledelse af operationens øverstkommanderende, den tyske general Mackensen, marchere direkte mod Beograd og videre ned gennem landet. Til at modstå denne tripel-invasion havde den serbiske øverstkommanderende, feltmarskal Putnik, kun ca. 330.000 tropper. Alene de tysk-østrig-ungarske styrker talte altså næsten dobbelt så mange som de serbiske.

Angrebet blev indledt med et svært bombardement af Beograd og området omkring byen fra tysk og østrig-ungarsk artilleri, imens tropper overskred grænsen ved floderne Sava og Donau. Der opstod voldsomme gadekampe i den serbiske hovedstad, hvor civile serbere tog del i kamphandlingerne. Kampene var intense over hele linjen, og serberne forsøgte desperat at holde ud, men den 9. oktober var Beograd i general Mackensens besiddelse.

Den 14. oktober, godt en uge efter det indledende tysk-østrig-ungarske angreb, erklærede Bulgarien så officielt Serbien krig. Nu rykkede to bulgarske arméer frem fra øst med ordre om at erobre byerne Niš og Skopje. Serberne formåede i første omgang at stoppe den bulgarske 1. armés fremstød, men 2. armé brød igennem mod syd ved Vardar-floden nær Skopje (i det nuværende Makedonien).

Status i slutningen af oktober

De talmæssigt langt underlegne, slidte og dårligt udrustede serbiske styrker er ikke overraskende blevet løbet over ende. Bulgarerne har indtil videre fortsat fremrykningen fra syd og øst, og i dag, den 22. oktober, er Skopje faldet i bulgarske hænder. Mod nord er general Mackensens tyske hovedstyrke trængt ca. 30 km frem.

Det eneste håb for Serbien er på nuværende tidspunkt, at den allierede ekspeditionsstyrke ved Salonika kan gribe ind, inden de tyske og bulgarske tropper får forbindelse til hinanden. Men eftersom udskibningen af de første fransk-britiske tropper først begyndte i starten af måneden, kan hjælpen meget vel vise sig at komme for sent for serberne.

 

Relateret indlæg:

11. december 1915: Overblik over kampene i Serbien i november og december

Krigens forløb

15. oktober 1915. “Germanski dut-dut!”

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 1.10. fik vi nyt fra inderst til yderst, undertøj, strømper, uniform og frakke, alt det gamle med alle lus blev smidt i en stor hob og brændt af.

Det var jo nok bestemt, at der ikke skulle ske mere i denne omgang, vinteren var jo så småt begyndt og det gjaldt om at komme i jorden, nu den 15.10. frøs det allerede 5o.. Vor bagage, feltkøkken, ammunition, levnedsmidler, foder til alle heste lå et godt stykke tilbage fra det sted, hvor vi skulle grave os ned for vinteren.

Mit kompagni fik tildelt et afsnit ved Kunawasskoven, vi var temmelig nær ved den russiske stilling en 60-70 m langt nok til at vi ikke kunne kaste håndgranater over til hinanden.

Om natten begyndte vi så at grave os ned i jorden, vi skulle helst så langt ned så vi havde dækning, når det blev lyst, Vi forstyrrede gensidigt hinanden med minekastere, det var først senere, der også kom kanoner, det var Feltartilleriregiment Nr. 63 kaliber 7,5 cm.

Da vi havde udbygget vores stilling i en 14 dages tid, havde russerne fået tid til at få meget store minekastere kørt i stilling, og da de første miner eksploderede over hovedet på os blev vi helt chokerede, det gav et brag som vi kun havde hørt ved Kowno af de 42 cm.

I begyndelsen kom der kun et per stykker, men det blev værre senere, og vi var længst ikke færdige med udbygningen, og disse her tingester sprang en meter over jorden, for at gøre mest mulige ukampdygtige, og det havde de også held til, men så lærte vi at tage os bedre i vare.

Vi kunne høre denne dumpe lyd, når der blev sendt en afstod, der blev så stillet en vagt ud med en trompet, han skulle så give et par stød i hornet, når han hørte afskudet, så gjaldt det om at komme i dækning, den var tydelig at se når den suste opad, fik vendt og kom ned igen, men russerne kunne også høre, at vi advarede med hornet hvergang de sendte en afsted og så råbte de samtidig “germanski dut-dut”.

Russerne havde en ulige bedre stilling, de lå nede bag en høj skrænt, som de kunne gå ind i fra siden og hytte sig. Der stod ovre på deres side et stort træ, hvor toppen var frosset bort eller på anden måde forsvundet, mellem to store grene, der ragede højt til vejrs sad en stump af toppen som nøjagtigt lignede et menneskehovede, der stirrede over på os, og det kan nok være, der blev skudt på denne stump træ.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

29. september 1915. “Otte kugler fra et maskingevær i maveregionen.”

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Vi passerede nu ViIna, den ligger jo i en lavning nede ved Vilja mellem ret høje bjerge, det var et smukt syn at se ned over den med alle de kønne kirketårne, efter sigende 18. Det var den 18.9. Vi marcherede gennem Vilna, nøjagtig en måned efter Kowno fald, nu blev vi ved østpå til de store skove ved Krasnopol, hvor russerne havde særdeles stærke stillinger, det forstod de at bygge stærke gode skyttegrave og camuflere dem, så man næsten trådte på dem inden man blev dem var.

Den 29.9. hen på formiddagen begyndte vi angrebet og russernes skyttegravsystem begyndte lige udenfor byen, ingen sammenhængende front, man små korte skyttegrave med en 10-12 mand i hver og som kunne flankere hinanden, de var farlige at gå på.

Min kammerat “Verholm fra Magdeburg” fik 8 kugler fra et maskingevær i maveregionen, jeg fik en anden kammerat til at hjælpe mig med at bære ham tilbage til byen, men det overlevede hen ikke.

Min delingsfører sprang over m sådan kortgrav og hørte et gevær blive spændt, han drejede sig hurtig med sin revolver skød han ham for panden.

Artilleriet havde nu begyndt at beskyde den nærliggende skovkant og da vi var færdige med systemet skulle vi storme den, vi tabte jo en hel del folk ved disse operationer, min landsmand Hans Hansen fik pulsåren i højre håndled skudt over, jeg forbandt ham og underrettede hans for ældre.

Inde i skoven lå skytterne ene bag træerne eller sad oppe i dem og beskød os. Her kom vi et par dags senere ud for en episode, som vi endnu aldrig havde været ude for, vi løb på en nygravet skyttegrav, den var ikke camufleret, men nem at se, vi lagde os ned og rådslog hvordan vi bedst skulle ordne den, besætningen havde jo nok bemærket os for på en gang stod de ud af hullet, stak geværet med bajonetten på ned i jorden og løftede hænderne i vejret, vi ville da ikke skyde, når de overgav sig frivilligt, vi gik over mod dem med bøssen under armen, men da vi var ca. 10 m fra dem rev de bøssen op af jorden og fyrede løs, vi lå pladask i løvet, der var kun en der blev såret af os, men af dem blev der ingen skånet. Det var fejgt gjort, men i krig og kærlighed gælder alle kneb, siges der jo.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

26. september 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

7 kommentarer

Den russiske hær rystet. Den er blevet slået i slag efter slag, men endnu er det ikke lykkedes centralmagterne at tvinge Rusland i knæ.

Den russiske tilbagegang startede for alvor med den tysk-østrigske offensiv ved Gorlice-Tarnow i maj, og efterfølgende måtte russerne opgive Lemberg og fæstningen Przemyśl. I denne måned har centralmagterne igen iværksat nye offensiver, men russerne nægter at lade sig besejre.

Ingen udsigt til en endelig afgørelse

Skønt betydelig fremgang havde den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, ved udgangen af august endnu ikke opnået den endegyldige sejr på Østfronten. Russerne trak sig tilbage med varierende dygtighed, men overordnet effektivt, og undgik hermed de tyske forsøg på udkæmpe et afgørende omringelsesslag.

Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.
Den tyske kansler, Theobald von Bethmann Hollweg.

Derfor opfordrede Falkenhayn over sommeren ved flere lejligheder de tyske politikere til at indgå en separatfred med Rusland uden anneksioner. Den tyske overkommando indså nemlig, at den overordnede situation for centralmagterne var usikker: På Vestfronten nød Ententemagterne en talmæssig overlegenhed på hele 600 bataljoner (dvs. ca. 600.000 mand), og i øst var de tyske forsyningslinjer, som følge den russiske tilbagetrækning, nær bristepunktet.

Imidlertid nægtede den tyske kansler, Bethmann Hollweg, at tage imod rådet om separatfred med russerne. Han frygtede blandt andet, at Storbritannien og Frankrig ville anse det som et tegn på svaghed, samt at det ville møde modstand fra den politiske højrefløj i Tyskland.

Tyske operationer mod nord

Tabet af Kovno-fæstningen i august medførte uro i de russiske rækker både administrativt og blandt tropperne. Tsar Nicolaj 2. overtog formelt selv rollen som hærens øverstkommanderende den 1. september, og på frontlinjen mod nord blev tropperne omrokeret og trukket tilbage. Denne situation ville den tyske general, Ludendorff, i starten af september udnytte til at trumfe sit ønske om en offensiv på den nordlige frontlinje igennem. Dette gik direkte imod generalstabschef Falkenhayns vilje, som den 2. september for anden gang advarede mod fornyede angreb.

På trods af Falkenhayns indsigelser indledte Ludendorff den 8. september et frontalangreb mod Vilna (Vilnius i det nuværende Litauen). Det slog fejl, men et samtidigt flankeangreb lykkedes. Tre tyske infanteri- og tre kavaleridivisioner rykkede nord om Vilna på det russiske forsvars højre flanke. Ved et tilfælde mødte de ikke meget modstand: Umiddelbart foran dem stod kun en lille kavalerigruppe og 600 lettiske frivillige med forældede rifler. Over de næste to dage rykkede de tyske tropper frem nord for Vilna, og den 12. september var de i besiddelse af Sventsiany (Ŝvenčiónys) nordøst for Vilna. Dermed havde tyskerne afskåret jernbanelinjen mellem Vilna og Riga, og efterfølgende foretog tysk kavaleri raids ind i det russiske bagland mod syd ved Maladzyechna og Smarhoń (i det nuværende Hviderusland). Imens fortsatte det tyske frontalangreb på selve Vilna, og med det succesfulde flankeangreb var de russiske tropper i byen nu i fare for at blive omgået. Fra russisk side beordrede man derfor en troppeforskydning, men da tyske enheder pressede sig videre frem mod syd for at omslutte Vilna, besluttede den russiske general, Alexeyev, at rømme byen.

Den 18. september var Vilna i tyske hænder, hvilket var en stor erobring – men den blev efterfulgt af en række tilbageslag, som viste, at Falkenhayn havde haft ret i at modsætte sig angrebene. En nyoprettet russisk armé gik til modangreb øst for Vilna og trængte tyskerne i defensiven. Herudover mislykkedes tyske angreb på Maladzyechna, og efterfølgende var russerne i stand til at genindtage Smarhoń. Ved Pinsk længere mod syd led tyskerne også nederlag. Nu greb Falkenhayn ind og krævede 13 tyske divisioner overført til Frankrig.

I dag, den 26. september, har Ludendorff erkendt, at den nordlige offensiv er slået fejl. Han beordrer derfor konstruktionen af en Dauerstellung – en permanent linje af skyttegrave på hans del af fronten. Hermed er der i den nærmeste fremtid ikke udsigt til større tyske operationer på Østfronten.

”Herbstsau”

Mod syd, på den østrig-ungarske del af fronten, slog en anden offensiv også fejl for centralmagterne. Den østrigske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, ville ikke stå tilbage for Ludendorffs operation, og han ignorerede derfor også Falkenhayns ønske om at indstille offensiven på Østfronten.

På trods af at den østrig-ungarske hær var betydeligt svækket efter det første års kampe, iværksatte Conrad den 26. august en stort anlagt angrebsplan, kaldet den ’sort-gule’ offensiv, i det østlige Galizien. Indledningsvis forløb offensiven rimeligt. Østrig-ungarerne stormede Rovno (Rivne) og Lutsk (i det nuværende Ukraine), men endnu en gang nægtede russerne at lade sig omringe med en dygtigt udført tilbagetrækning.

Conrads offensiv var dårligt planlagt og endnu dårligere udført: Man havde ikke taget højde for terræn, logistik eller troppernes beskaffenhed, og i udførelsen formåede de østrig-ungarske hærførere aldrig at indse, at operationen var tænkt som en knibetangsmanøvre.   Østrig-ungarerne havde således store tab pga. utallige frontalangreb og mangelfuld ledelse. Conrad var rasende, og en af hans stabsofficerer kaldte den 3. september hele operationen for ”skamfuld”.

Den 23. september generobrede general Brusilovs 8. russiske armé Lutsk, og her erobrede de tilstrækkeligt med østrigske-ungarske skydevåben til bevæbne ca. 50.000 mand. Falkenhayn blev nødsaget til at sende to tyske divisioner mod øst for at stabilisere den østrig-ungarske del af fronten, men krævede så til gengæld at den østrig-ungarske 4. armé fremadrettet skulle stå under tysk kommando.

Den ’sort-gule’ offensiv har hurtigt fået øgenavnet ”Herbstsau” (’efterårssvineri’ eller ’-fadæse’). Mellem den 1. – 25. september har den østrig-ungarske hær mistet mere end 231.000 mand, af hvilke ca. 100.000 er blevet taget til fange. Især ruthenske og tjekkiske tropper er deserteret og løbet over til russerne. I disse dage trækker den russiske general Brusilov sine tropper tilbage fra Lutsk, og en fast frontlinje synes at tage form fra denne by og til Rovno.

Fronten stabiliserer sig
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915.
Østfrontens udstrækning fra april til oktober 1915. (Klik på billedet for at se det i forstørret visning).

Nu er centralmagternes offensive fremgang stoppet, og Østfronten har stabiliseret sig i en linje fra Riga i nord (i det nuværende Letland) til øst for Pinsk (i det nuværende Hviderusland) og ned til Tarnopol og Czernowitz (Ternopil og Tjernivtsi i det nuværende Ukraine) mod syd. Efterårsregn har gjort vejene ufarbare, og med stigende tab samt forsyningslinjer, der har været strakt til bristepunktet, har centralmagterne indstillet angrebene på Østfronten. De har dog besat store russiske landområder og påført den russiske hær et tab på op mod 2 mio. mand, hvoraf ca. 850.000 er taget som krigsfanger.

Tyskland og Østrig-Ungarn vender nu deres øjne mod Serbien, som man håber at kunne besejre med et samlet og beslutsomt fremstød. Rusland har med Østfrontens stabilisering nu fokus på en intern reorganisering af sine stridskræfter. Den russiske hær vil i de næste måneder således ikke være i stand til at udføre større operationer, og centralmagterne har dermed frie hænder i den næste tid overfor Serbien.

Relaterede indlæg:

25. maj 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

27. juni 1915: Overblik over månedens kampe på Østfronten

26. august 1915: Overblik over kampene på Østfronten i juli og august

Krigens forløb

25. september 1915 – Vestfronten: Allierede offensiver

Skriv en kommentar

Efter flere døgns vedvarende beskydning fra henimod 5000 kanoner og med brug af klorgas indleder franske og britiske tropper en dobbelt offensiv i Artois og Champagne.

Håbet er at trænge gennem de tyske linjer for bryde det forgangne års stillingskrig og bring fronten i bevægelse. Samtidig skal angrebene aflaste den hårdt pressede russiske hær.

Det lykkedes indledningsvis flere steder at erobre de forreste tyske skyttegrave , og enkelte steder at nå frem til den anden tyske forsvarslinje, men ingen steder at gennembryde den.

Flere regimenter fra Slesvig-Holsten deltager i kampene. I Artois sammenstilles således i slutningen af september et midlertidigt regiment af bataljoner fra IR162, IR163 og RIR86, og i Champagne indsættes kompagnier fra IR31 og FR86.  I løbet oktober flyttes de to slesvig-holstenske armekorps IX. og IX. Reserve til henholdsvis Champagne og Artois .

Midt i oktober indstiller de allierede offensiven uden at have været i stand til at opnå et gennembrud, og uden nævneværdige erobringer. Angrebet kommer også for sent til at have nogen umiddelbar indflydelse på østfronten.

 

Tegning af artilleriebeskydning forud for den franske efterårs-offensiv 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Tegning af artilleribeskydningen forud for den franske efterårs-offensiv 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

 

Krigens forløb

18. september 1915. Nis Kock i Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et Par Maaneder efter, at jeg var kommet til Daressalam, kort Tid efter, at jeg var blevet Ammunitionsunderofficer, blev jeg nødt til at gøre en anden Forandring i mit daglige Liv. Min Boy, Saidi, som havde fulgt mig fra Mansabugten, blev mere og mere umulig, og da han en Dag ødelagde mit Lommeur — noget, der næsten ikke var til at opdrive for Penge i Østafrika, i det mindste ikke i den Kvalitet — maatte jeg bede ham om at forsvinde.

I Stedet for fik jeg en Tjener fra en Plantage i Omegnen, som maatte indskrænke sit Folkehold paa Grund af Blokaden, der næsten havde stands’et Driften af Plantagen. Min nye Boy hed Ramasan og var en kulsort Neger fra det Indre af Landet — fra Egnen omkring Kondoa-Irangi, midtvejs mellem de to Baner. De Folk, der kom derfra, gjaldt ellers for at være temmelig upaalidelige, men Ramasan, der bar sin Stammes Kendetegn — et A filet ind mellem Overtænderne — maa saa have været den Undtagelse, der bekræfter Reglen. Hvad jeg skylder ham, er egentlig først gaaet op for mig i Aarene efter Krigen, og i min Erindring staar den høje, alvorlige sorte Mand med sine utydelige Tatoveringsstreger i Ansigtet — et Bevis paa Stammens nære Slægtskab med Urskovens Vilde — som den smukkeste og bedste Repræsentant for det Afrika, jeg har kendt.

Jeg var ved at tage fejl af Ramasan allerede ved hans Ansættelse, idet han forlangte to Maaneders Gage forud. Da jeg temmelig forbavset spurgte ham, hvad han dog skulde bruge alle disse Penge til, svarede han lige ud, at han skulde giftes paa sin nye Stilling, men Pigens Far holdt den Skønne i en temmelig høj Pris. Jeg gav ham straks Pengene, mens jeg i mit stille Sind funderede over det mærkelige i, at jeg kunde spille Forsyn for to unge Mennesker — jeg, som var revet bort fra alt mit derhjemme og tit syntes, at  jeg havde forspildt hele mit Liv ved denne Ekspedition.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

Krigens forløb

10. september 1915 – Zeppelinbasen: Arbejdet med dobbelthallen skrider frem

Skriv en kommentar

Arbejdet med den store dobbelthal på den nordlige del af Tønder Zeppelinbase er nu så vidt, at den kan anvendes som nødhavn. Hallen, der kan rumme to zeppelinere, er 42 m høj, 71 m bred og 180 m lang. Det store metalskellet er beklædt med letbeton og eternit, og fra den enorme port mod øst strækker sig til bugsering af luftskibene et trestrenget skinneanlæg 250 meter ud i landskabet .

Dobbelthallen Toska under opførelse sommeren 1915 (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)
Dobbelthallen Toska under opførelse sommeren 1915 (Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum)

Læse mere om Zeppelinbasen på Tønder Zeppelin- og Garnisonmuseums hjemmeside og på Verdenskrigens Spor.