Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Efter optegnelserne i min soldaterbog har jeg været med til at storme følgende byer: Den 28.2.1916 Bezonvaux og Hardemont. Noget senere byen og fæstningen Vaux. Hvis jeg skulle skrive om alle oplevelser i denne tid, ville det fylde mange sider. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.

En af de mest rædselsfulde var en nat vi lå i en skov, hvor vi ikke blot blev beskudt at af fjenderne, men også af vort eget artilleri. Vi  sendte lyskugler op med tegn om, at de skulle forlægge ilden længere frem. Men det tog sin tid, inden de blev klar over den fadæse, de havde lavet.
Det var også i denne skov, at vi en nat skulle tilbage for at hente vort feltkøkken. Da vi var med på det sidste hold, fik vi to mand besked om at tage en ballonflaske med 20 liter brændevin med tilbage, som dagen efter skulle fordeles i kompagniet.  Med vilje sakkede vi lidt bagud, for at få vore feltflasker fyldte med de klare dråber. Men vi to var også de eneste, som fik noget ud af denne snaps, for den næste morgen foretog fjenden et modangreb, så vi hurtigt måtte trække os tilbage, og overlade de kostbare dråber, som skulle have givet os lidt varme i kroppen, til franskmændene. Forhåbentlig har de så haft glæde af den.

At være ordonnans kunne i en rolig stilling være en “druckposten”. Men i en offensiv var den lidet misundelsesværdig. For at være sikker på, at en melding kom frem, blev to mand altid sendt afsted. Den ene kunne jo blive såret eller falde. Så kunne den anden bringe meldingen videre. Om dagen var det næsten umuligt at lade sig se, så al meldetjeneste foregik derfor om natten i ly af mørket.

Vort kompagni lå i en hulvej, hvor vi benyttede os af de bunkers, som franskmanden havde lavet. For at komme i forbindelse med batl, måtte vi over en vej og en grøft. Det var uhyggeligt at passere denne, da den var fyldt med døde, som ikke kunne skaffes væk. Mangen gang var vi ikke klar over, om en by var besatte at de franske eller tyskerne. Byen kunne den ene dag være besat af den ene part, og den næste dag af den anden. Vi fik således en nat til opgave af vor batl.-fører, at udforske,om en by, der lå lidt til venstre for os, hvem den var besat af. Det var ikke nogen hyggelig opgave. Da vi sneg os frem i mørket, opdage vi pludselig en fransk dobbelpost. De havde heldigvis ikke bemærket os. Vi kunne godt have skudt på dem. Men det var slet ikke vor opgave. Det var bare om hurtigst muligt – at komme tilbage igen og aflægge beretning.

Det var en nat med heftigt skyderi, at vi befandt os hos batl.-føreren. “I kan vente her, til det bliver lidt mere roligt, inden I går tilbage til kompagniet”, mente han. I det samme dumpede en ordonnans fra en jægerbatl. ned hos os. “Hvor kommer du fra?”, spurgte majoren. “Vi har lige afløst Deres batl., men fandt først nu Deres understand.” Sikken redelighed”, mente majoren, “Her sidder deres fører og har ingen anelse om, at hans batallion er afløst. Hurtigt tilbage”. Og denne ordre var vi ikke sene til at efterkomme. Med majoren, hans oppasser og vi to ordonnanser i hælene gik det hurtigt ned ad bjerget.

Det var ved at blive lyst, og franskmændene havde opdaget os og begyndte at åbne en kraftig ild. Vi var så uheldige, at vi ikke kunne finde nogen åbning i den brede pigtrådsspærring, så vi et stykke tid måtte løbe langs med denne, inden vi fandt igennem. Da vi var kommet så vidt, at vi var uden for skudvidde, kunne vi tage den mere med ro. Men vi var kommet så langt til siden, at vi først nåede frem, da vores batl.  var færdig med at spise. Men mad var der nok af, for der var mange, som aldrig nåede tilbage.

Nogle dage senere blev et af vore store ammunitionslagre skudt i brand. Det var nu også fjollet at opbevare så meget på et sted, i stedet for at lægge det i mindre depoter. Dette var måske også medvirkende til, at vor fremrykning ikke gik så hurtigt, da et stort frontafsnit blev forsynet fra dette depot. Efter hvad der blev fortalt, ramte en granat noget letfængeligt materiale.  Og så fulgte den ene store detonation efter den anden. Da vi lå lige op ad depotet, var det bare om at komme så langt væk derfra som muligt og finde dækning. Vi fik besked om at åbne munden og stoppe ørerne til, for at trommehinderne ikke skulle sprænges. Sprængningen havde været så voldsom, at et større hus kunne have ligget i hullet bagefter.

Efter en uges hvil gik det atter til fronten. Noget af det farligste var at komme frem og tilbage. Franskmændene havde altid observationsballoner oppe, og ligeledes var flyverne igang hele dagen for at udspejde vore troppebevægelser.

En nat var jeg med til at hente mad, men kunne ikke finde køkkenet. Endelig løb vi på et stort lager af konserves, og det tog os ikke lang tid at forsyne os, med alt hvad vi lige kunne slæbe. Vi fyldte de store kaffebeholdere med vand, og så hurtigt tilbage, inden det blev lyst. Da vi led mest af tørst, var vandet lige så velkommen, som om det havde været kaffe. Under sådanne omstændigheder er det bare om at hjælpe sig, som man bedst kan.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)