Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.
Jeg fortsatte et Par Maaneder min Tjeneste i Skyttekompagniet og vilde vel engang være blevet udtaget og sendt til en af Fronterne, som flere af Kammeraterne allerede var blevet det, da Overfyrværker Stache tilfældigvis kom gennem Byen. Han havde alt, hvad der sorterede under Ammunition og Tilberedning af Ammunition, under sig, og han søgte en Mand, der kunde være ham behjælpelig med at behandle Ammunition. Tilfældigvis kom han i Forbindelse med vor Intendant paa „Kronborg“ , Anker Nissen fra Haderslev, der varmt anbefalede mig til dette Arbejde.
Stache kom samme Dag til mig og spurgte, om jeg havde Lyst til at blive Ammunitionsunderofficer. Det var, sagde han, et farligt Arbejde, men det var jo ikke den eneste Risiko, man løb her i Østafrika i Øjeblikket. Jeg var parat til, hvad det skulde være, til at afgaa til Fronten, til at skille og samle Granater og andet Djævelskab, blot jeg kunde blive fri for at gøre Geværgreb i Daressalam, og allerede samme Dag blev jeg taget ud af Skyttekompagniet, dog med den Forpligtelse at skulle møde ved Havnen, hvis Englænderne forsøgte Landgang. Jeg blev endvidere udnævnt til Underofficer, hvilket gav højere Løn, jeg fik anvist et Værksted og en Del Indfødte til at gøre det grovere Arbejde, og i næsten et Aar boede jeg nu i Daressalam i Egenskab af „Vaabenfabrik“ og lærte Byen at kende som kun faa Byer, jeg har boet i.
Jeg havde et udmærket Logi, kunde tillade mig at spise paa et godt Hotel, havde Saidi til min personlige Opvartning hjemme hos mig selv og en Mængde Sorte under mig paa Værkstedet. Jeg var min egen Herre, hvad Arbejdet angik, og havde ofte megen Tid til min Raadighed, saa jeg kunde tillade mig at besøge Plantageejere i Omegnen af Daressalam, hvor jeg efterhaanden erhvervede mig en ret stor Bekendtskabskreds. Det var et stilfærdigt og heldigt Aar for mig, kun nu og da afbrudt af Sygdom og meget strengt Arbejde, naar der stilledes store Krav fra Fronterne, som dog foreløbig laa stille.
Daressalam var en stor, smuk By, med brede smukke, rene Gader, og en talrig Befolkning. Den bestod som Tanga af en hvid By, en Inderby og en Negerby. Tre Verdensdele mødtes her paa denne Plet Jord, men holdt sig dog skarpt adskilt. Den hvide Stenby laa for sig, de indiske Bazargader for sig, og Negrenes Græshytteby for sig, men Bydelene gled dog jævnt over i hinanden. Havnen var meget stor og havde været meget kostbar at bygge, da der ikke er nogen naturlige Betingelser for Havneanlæg. Der laa en Del sænkede Skibe i den, sænket dels af Tyskerne selv og dels af Englænderne ved Beskydning, og i den Tid, jeg var der, kom der ikke et eneste Skib ud eller ind i Havnen — saa fuldstændig var Byen blokeret af de engelske Skibe, hvis Skorstensrøg man næsten daglig kunde se langt ude i Horisonten.
Mit Arbejde var meget forskelligt. Min første Opgave var at lave Tændrør og montere en Mængde smaa 3,7 cm Granater til Revolverkanoner. Det lykkedes saa godt, at Stache var himmelhenrykt og beroliget rejste sin Vej til Byen Morogoro, hvor han havde Opsynet med de store Ammunitionsdepoter. I lang Tid arbejdede jeg med disse Granater, hvoraf jeg kunde montere ca. 30 om Dagen, hvilket var, hvad en Revolverkanon kunde haspe af paa et halvt Minut, men dog bedre, end hvis der slet ikke blev gjort noget.
Senere konstruerede jeg efter Staches Anvisning en Del Jordminer, der blev sendt til Nordfronten, og senere igen begyndte jeg at dreje engelske 4 Tommer Granater ned til tyske 8,8 cm Kaliber. Man havde taget de lette 8,8 Kanoner fra Krydseren „Kønigsberg“ s Vrag og anvendte dem nu som Feltskyts rundt omkring paa Fronterne. Det var i Øjeblikket det kraftigste og mest moderne Skyts, som de tyske Tropper raadede over, og det drejede sig jo kun om nogle ganske faa Kanoner.
Men kort Tid efter lykkedes det at bjerge alle „Kønigsberg“ s store, langtrækkende 10,5 cm Kanoner, hvortil der fandtes en Mængde Ammunition. De blev monteret paa Hjul fra Jernbanevogne og slæbt til alle Fronter, hvor de gjorde en forfærdelig Virkning, navnlig i Begyndelsen, da Englænderne ikke anede, at de kunde blive udsat for Beskydning af Kanoner af dette ret svære Kaliber. Denne Ammunition fik jeg dog intet at gøre med i Daressalam, men kort Tid efter at jeg var kommet til Byen, blev der opstillet to „Kønigsberg“-Kanoner i et Batteri bagved Byen for at forsvare den mod Beskydning fra Søsiden, hvad dog kun til Dels lykkedes.
I juli fortsatte tyskernes fremgang, og den tyske generalstabschef, Erich von Falkenhayn, besluttede derfor at udføre en storslået manøvre, der én gang for alle skulle besejre den russiske hær: På frontfremspringet i russisk Polen skulle fjenden omringes og i sidste ende nedkæmpes i området omkring Warszawa. Den 13. juli angreb general Hindenburgs troppers fra nord, general Mackensens tropper fra syd og en armegruppe under general Woyrsch fra vest.
Russerne forsvarede sig imidlertid hårdnakket og forstærkede frontafsnittet omkring Warszawa med både flere tropper og kanoner. Mod nord ved floden Narew klarede det tyske angreb sig dårligt – det tyske artilleri havde ikke forventet modstand fra russiske kanoner, og de tyske tropper måtte se sig slået tilbage af kraftig maskingeværild. Mod syd afskar Mackensens tropper derimod jernbanelinjen fra Lublin mod øst, og længere mod nord marcherede tyske tropper, uafhængigt af angrebsplanerne, mod den russiske fæstning Kovno (i det nuværende Litauen).
Den 19. juli godkendte storhertug Nikolaj Nikolajevitsj, den russiske hærs øverstkommanderende, en tilbagetrækning fra området. Det betød, at russerne måtte opgive Warszawa, som tyske tropper marcherede ind i den 4. august. Den russiske retræte foregik dog i forholdsvis god orden, og beskyttet af flodsystemerne mod nord og fæstningen Osowiec undgik man, at tyskerne brød igennem og faldt den centrale russiske armé i ryggen.
Østfronten fra 13. juli og frem mod slutningen af 1915. Kort: 1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7.
Russisk tilbagetrækning – Kovno og Brest-Litovsk kommer på tyske hænder
Fra starten af august fortsatte en omfattende russisk tilbagetrækning. Russerne ønskede at forkorte frontlinjen og udjævne frontfremspringet i russisk Polen, hvilket man var godt på vej til allerede den 7. august. I teorien burde den store tyske knibetangsmanøvre have været succesfuld, men rent praktisk var realiteterne en anden på slagmarken. Hver dag rykkede russernes sig ca. 5 km mod øst, hvorpå de konstruerede en ny forsvarslinje og ventede på at tyskerne bevægede sig imod den. Herefter startede så en ny tilbagetrækning, og gradvist blev de tyske forsyningslinjer mere og mere belastede.
Som dagene gik, forlod de russiske arméer russisk Polen, og frontlinjen blev dermed forkortet så betragteligt, at tyskerne efterhånden havde for mange divisioner i forhold til frontens nye forløb. Hertil kom at terrænet blev mere og mere ufremkommeligt. Vejene var elendige, og enden på de russiske jernbanelinjer havde man også passeret. Inden længe nåede tyskerne tilmed store skov- og moseområder. Reelt kunne den tyske fremmarch ikke foregå i et højere tempo end det, infanteriet var i stand til at gå.
Forfølgelsen af den russiske tilbagetrækning begyndte nu også at blive omkostningsfuld i form af tab af tyske tropper. Udmattelse og mangel på rent drikkevand kostede eksempelvis den tyske general, Gallwitz, ca. 60.000 mand – hvilket var over en tredjedel af hans styrke. Surén, en af Gallwitz’ korpskommandører, bemærkede: ”Fremgang tager evigheder… det skyldes ikke så meget fjendes styrke men den fuldstændige umulighed, som alle former for observation udgør i denne type terræn.”
På trods af at tyskerne kun rykkede langsomt frem under stort besvær, så forsatte russerne deres tilbagetrækning. I juli havde tyske tropper nået den russiske fæstning Kovno i nord. Den 6. august blev fæstningen angrebet, og to dage efter startede svært belejringsartilleri et voldsomt bombardement. Trods fremgang nåede tyskerne ikke at nedkæmpe fæstningen – russerne rømmer den selv den 17. august. Her efterlod de over 1.300 kanoner, 53.000 granater af tung kaliber samt over 800.000 granater af let kaliber.
Slået – men ikke besejret
Tabet af Kovno-fæstningen har fået konsekvenser for den russiske generalstab. Zar Nikolaj 2. har den 23. august afsat sin fætter, storhertug Nikolajevitsj, som hærens øverstkommanderende, og zaren overvejer nu selv at overtage hvervet. Længere mod syd har russerne også rømmet byen Brest-Litovsk (i det nuværende Hviderusland), som i dag er faldet i tyske hænder. Af større betydning er dog tabet af den store mængde våben, som den russiske tilbagetrækning har bevirket, ligesom også store produktionsområder er gået tabt for russerne. Hæren benytter sig desuden af den brændte jords taktik, hvilket går hårdt udover civilbefolkningen.
Alligevel vækker den meget veludførte russiske tilbagetrækning beundring blandt tyske officerer. Den russiske hær er igen blevet slået, men ikke besejret. Russerne kan tillade sig at give afkald på store landområder for at vinde tid. Blandt de russiske soldater er moralen til gengæld stort set ikke tilstedeværende, og udrustningen er under al kritik. Omvendt er de tyske forsyningslinjer overstrakte og tropperne udmattede. Men den tyske generalstabschef, Falkenhayn, har ikke til hensigt at føre angrebet ind i hjertet af Rusland. Efter hans mening vil det kun øge den russiske modstandsvilje og give flere forsyningsproblemer. Tanken var at omringe og nedkæmpe russerne i det polske frontfremspring, og dette er endnu ikke lykkedes for centralmagterne.
Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og 1. Landwehr-Division, som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.
Den 13. juli havde tyskerne indledt slaget ved floderne Narew-Bohr med Armee Gallwitz som primær angrebsenhed, mens 8. arme skulle støtte Armee Gallwitz venstre flanke. 1. Landwehr-Division lå lige nord for Lomza.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Front gegen Russland vom 13. Juli bis Ende 1915 – Karte 7
Den 30. juli skulle angrebet forsætte på den venstre fløj af arme Gallwitz (G. på kortet) understøttet af 8. armes højrefløj, men angrebet blev besværliggjort af manglen på ammunition, hvilket kommandøren for 58. Infanteri Division Generalløjtnant von Gersdoff, som var bedre vant fra sin tid fra vestfronten, også meddelte ”at en fortsættelse af angrebet var udelukket pga. de fuldkomne utilstrækkelige midler”. Problemet var ikke mangel på ammunition til østfronten, men at få transporteret ammunitionen fra aflæsningstogene frem til fronten på de dårlige vejforhold. Og så var der også udbrudt kolera i armeen med 97 tilfælde.
Den 31. juli blev broen, som 75. Reserve Division (75.R.) havde bygget over Szkwa flodmundingen (på kortet ses floden mellem de to armeer) igen ødelagt af russisk artilleri. Den 1-2. august lød der flyvermeldinger om, at russerne var ved at rømme Warschau og man forventede at de snarlig ville trække sig tilbage fra narew-linjen. Den 3. august fandt tyskerne narew-stillingen ved Ostrolenka forladt.
I stedet for som befalet af den øverste hærledelse, at dreje syd på mod Bug floden, befalede Overkomando Ost, at Gallwitz gruppen skulle fortsætte øst på mod Sniadowo syd for Lomza. Den 4. august kom korps Eben 15 km øst på, hvortil korps Sendewitz (58. Infanterie og 75. Reserve Division(75.R.) fra 8. arme) tilsluttede deres fremmarch i østlig retning. Ved Nowogrod gik 10. Landwehrs Division (10 L.)over floden.
Efter en uges stilstand og 3 hårde kampdage, så det ud ti,l at der igen var fremdrift i angrebene over hele fronten. Ved den 8. arme havde man i disse dage forsøgt at indtage Osowiec med et gas angreb dog uden succes.
Under hele sommerangrebet havde der været uoverensstemmelser mellem den øverste hærledelse Falkenhayn og Oberbefehlshaber Ost ved v. Hindenburg om, hvor på fronten der skulle sættes afgørende strategiske angreb ind. Det resulterede i, at den øverste hærledelse oprettede en ny arme enhed Prinz Leopold af den 9. arme, som v. Hindenburg måtte afgive, og til hans store fortrydelse blev den understillet den øverste hærledelse. Dermed var hans muligheder for at flytte mellem enhederne begrænset, og han så sin post som øverst befalende for østfronten indskrænket. Uoverensstemmelserne fortsatte i august 1915 med skarpe brevudvekslinger og meningsudvekslinger om, hvad meningen var med offensiven og den manglende udslettelse af den russiske hær.
1915-08-04 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn VIII – Die Operationen der Verbündeten gegen Russland Mitte Mai bis November 1915 – Karte 6
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.
Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.
Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.
Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.
Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Lidt længere mod øst skulle der være en meget stærk russisk stilling som skulle erobres, da den spærrede vejen til Kowno [Kaunas].
Vi kom dertil og lå tre dage i skoven før der skete noget, da vores regiments-kommandør nægtede at storme uden artilleriforberedelse, men den kom så og hjalp os igang.
Endelig en morgen kl. 4 blev vi beordret i stormstilling, kanonerne fyrede nu løs alt hvad der ville ud af rørene, pionererne havde skåret pigtrådsspærringen i stykker, så der var fri bane til første skyttegrav, besætningen lå da også i fuld dækning på maven da vi sprang over dem og videre frem i skoven og nåede ud på en åben plads der lå ned til et ca. 10 m bredt vandløb på den modsatte side steg terrænet 2 – 3 m, og deroppe var den egentlige stærke stilling, der førte en træbro over floden og for enden af den på lysningen lå et blokhus, spækket med maskingeværer, før stormen havde vi fået ordre til at sætte bajonetter på, da vi så kom løbende ind på pladsen kom besætningen stormende ned deroppe fra og det blev et frygteligt opgør med blanke våben, men kun få skud.
Jeg blev da også stukket ned og trillede langs af jorden, men heldigvis traf den fjendtlige bajonet mit lædertøj, så den gjorde ingen skade, men det hårde stød kastede mig til jorden.
Fra blokhuset kunne der ikke skydes, da der så ville rammes både venner og fjender, vi sprang så som katte over broen og op over skrænten mens vi rev geværerne ud af skydeskårene. deroppe var flere rækker skyttegrave, men de var forladt af besætningen, jeg gik så langs med vandet og her lå det længste menneske jeg nogensinde har set, og dette pragteksemplar af et menneske var dræbt af en lille bitte kugle.
En underofficer, der hed Dotter skulle have været på orlov, men han ville først gøre denne storm med, men desværre faldt han så.
Pionererne havde samlet de døde sammen og gravet gravene der på pladsen, to store fællesgrave ved siden af hinanden, således at jorden blev hobet op til begge sider, så der blev en jordvold imellem, da jeg gik hen ad denne vold, mødte jeg en korporal han standsede og så forundret på mig og sagde ”jeg troede, at du også lå dernede, da havde han set mig falde, men ikke at jeg var kommet på benene igen.
Skyttegravene oppe over floden blev jævnede, blokhuset brændt af og vi drog videre til nye bedrifter.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
Nis Kock var med en besætning af dansktalende sønderjyder kommet til Østafrika med blokadebryderen S/S Kronborg. Skibet var skudt i sænk og besætningen blev nu indrulleret i de tyske styrker i området. Det skib, de skulle undsætte, SMS Königsberg, blev skudt i sænk den 11. juli 1915.
Paa 10 Dage drog vi langs Kysten fra Tanga til Østafrikas Hovedstad, Regeringsbyen Daressalam, en stor, smuk By, hvis Navn er Arabisk og betyder Fredens By.
Meget fredelig var den dog ikke i disse Aar. De engelske Blokadeskibe havde beskudt den og blandt andet ødelagt Guvernørens Palads, og de beskød den jævnligt endnu under Paaskud af, at den var befæstet. Dette sidste var for saa vidt rigtigt nok, som Byens faste Forsvarsstyrke, et Skyttekorps sammensat af Byens og Omegnens Indbyggere, havde gravet Skyttegrave nede ved Havnen for at kunne afslaa mulige Landgangsforsøg. Netop i de Dage, vi var paa Safari fra Tanga til Daressalam, havde Byen været udsat for Beskydning, og Befolkningen var meget opskræmt. Det havde været et usædvanlig haardt Bombardement, hvori mange Skibe havde deltaget.
Englænderne havde nu Raad til at gøre noget ekstra ved Daressalam, da de ikke længere behøvede at blokere Rufijifloden. Da vi opholdt os paa Rekreationshjemmet i Korokve, havde vi faaet de første Efterretninger om Krydseren „Kønigsberg“ s Ødelæggelse, og her i Daressalam traf vi Størstedelen af Krydserens Besætning formeret som et Kompagni, der gæstfrit aabnede sine Arme, ja, ligefrem gjorde Krav paa alle dem af „Kronborg“ s Besætning, der var i aktiv Tjeneste, da Krigen brød ud.
De pillede den første Dag Peter Hansen, Bror Johansson, Svensson og mange andre ud af vore indskrumpede Rækker, medens jeg og en Del andre, der først blev indkaldt, da Krigen udbrød, blev optaget i Skyttekorpset og i de følgende Dage og Uger maatte gøre Felttjeneste i Daressalam og Omegn i den brændende Solhede, hvilket ikke bekom os allesammen lige godt.
Foto fra Sønderborg Slots billedsamling med fransk krigsmateriel erobret den 4. juli 1915 ved Infanterie-Regiment Nr. 60´s storm på højdedraget ved Croix-de-Carmes i Lorraine mellem Metz og Nancy. Ud over nogle maskingeværer og de store morterbomber til venstre i billedet er der hovedsageligt tale om ældre kanoner uden rekylbremser, samt morterer som selv kanonere i krudtets barndom ville have kunnet nikke genkendende til.
Udvalg af franske våben erobret af Infanterie-Regiment Nr. 60 den 4. juli 1915 ved stormen på Croix de Carmes i Lorraine/Lothringen (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Centralmagterne indledte den 2. maj 1915 en offensiv mellem Gorlice og Tarnow på Østfronten. Alene på denne dag lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. De tysk-østrigske styrker drev i de følgende dage russerne tilbage mod San-floden, hvor dele af den russiske forsvarslinje igen kollapsede.
Centralmagterne generobrer Przemyśl
Ved indgangen til juni 1915 var russerne hårdt trængte som følge af centralmagternes offensiv: De russiske arméer havde lidt store tab i form af mænd og kanoner og var blevet tvunget tilbage over en 160 km lang front. Kampene havde imidlertid heller ikke været uden omkostninger for centralmagterne, og Gorlice-Tarnow-offensiven var gået i stå for en stund. Inden da lykkedes det dog for de tysk-østrigske styrker at trænge russerne yderligere tilbage, og kun en smal korridor på knap 5 km forbandt den russiskbesatte fæstning, Przemyśl, med russernes to vigende arméer mod øst.
Med centralmagternes fremgang var det kun et spørgsmål om tid, før russerne måtte opgive at holde på Przemyśl. Tysk-østrigske tropper rykkede frem for at genindtage den østrig-ungarske fæstning, og 3. juni kunne bayerske enheder rykke ind fæstningen. Przemyśl havde af to omgange været under russisk belejring og kom i russisk besiddelse i marts 1915. Den østrig-ungarske hær havde desperat og forgæves forsøgt at komme fæstningen til undsætning med store tab til følge. Nu var Przemyśl igen på østrig-ungarske hænder, men det var tyske tropper, der havde gjort det muligt, ligesom det var tyske tropper, som marcherede ind i fæstningen som sejrsherrer.
Portræt af den tyske general August von Mackensen, øverstbefalende for offensivens tysk-østrigske armégruppe. Med generobringen af Lemberg 22. juni 1915 blev han forfremmet til feltmarskal.
Russerne drives ud af Lemberg
Det, der startede som et taktisk gennembrud ved Gorlice-Tarnow, blev efterhånden til en strategisk succes for centralmagterne. Mens russerne forsøgte at reorganisere sig, overførte tyskerne yderligere tropper vestfra og fra Balkan-området. Disse skulle sættes ind over for de russiske styrker øst for San-floden, og den 12. juni genoptog centralmagterne offensiven. General Mackensen, øverstbefalende for den tysk-østrigske armégruppe, kunne kort efter rapportere, at man stod over for en slagen russisk hær. Russerne var nødsaget til at trække sig tilbage i forskellige retninger, og konsekvente tyske fremstød kunne dermed konstant ramme en udsat russisk flanke.
Efter kun seks dage af den fornyede offensiv rykkede centralmagternes tropper i retning af Galiziens hovedstad, Lemberg (Lviv i det nuværende Ukraine). Russernes position var for alvor begyndt at smuldre, og den 20. juni beordredes en ”energisk evakuering” af Lemberg og resten af Galizien. Den 22. juni faldt Lemberg, men i modsætning til generobringen af Przemyśl lod general Mackensen denne gang den østrig-ungarske 2. armé marchere ind i byen som de første. De kunne dermed hyldes som befriere af den østrig-ungarske by, som siden september 1914 havde været under russisk kontrol.
En af krigens største sejre
Den 27. juni krydser tyske tropper Dnestr-floden på frontafsnittets sydlige del, og det afrunder endnu en måned med betydelig fremgang for centralmagterne på Østfronten. Den russiske hær fortsætter med at trække sig tilbage, og den tysk-østrigske offensiv, der startede ved Gorlice-Tarnow og sammenlagt har strakt sig over seks uger, har udviklet sig til en af krigens foreløbigt største sejre.
Falkenhayn indsatte i første omgang kun otte tyske divisioner (ca. 164.000 mand) på det galiziske frontafsnit, og Mackensens tropper har alene stået for ca. 240.000 russiske tilfangetagne og 224 erobrede kanoner. Heroverfor har de tyske tabt været på blot 90.000 mand. Fremgangen på Østfronten begejstrer Falkenhayn, som har kunnet informere den tyske kansler Bethmann Hollweg, at ”den russiske hær er i ruiner”. Således er muligheden for et stort omringningsslag nu begyndt at tiltrække den tyske generalstabschef: En knibetangsmanøvre med Hindenburgs armé mod nord og Mackensens i syd kunne måske brække ryggen på den russiske hær nord for Warszawa.
Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten.
[kan også være en anden dato: slutningen af juni]
Men medens vi langsomt forvandledes til Afrikanere, stiftede vi ogsaa Bekendtskab med en anden og meget vigtig Side af Livet i Afrika — Malariaen. I den sumpede Strækning ved Kysten og midt i Regntiden var vi dens sikre Bytte, og havde „Kronborg“ s Ladning ikke været saa overordentlig værdifuld, var vort Ophold dér næppe bleven af lang Varighed.
Mand efter Mand maatte forlade Lejren med Malariafeberen kogende i Blodet — nogle blev baaret bort, og andre vaklede af Sted selv. Een for én havnede i Sygehuset i Tanga og blev derfra sendt videre til Rekreationshjem i de sunde Usambarabjerge. Skønt jeg ogsaa havde følt Sygdommen og navnlig lidt under dens modbydelige Træthedsfornemmelser, var jeg næsten nødt til at holde Stillingen, da jeg stadig maatte være til Rede for at reparere Grejer, der var brudt itu under Bjergningen. Det blev da ogsaa mig, der sammen med Peter Hansen pillede „Kronborg“s Radioanlæg ned og forlod Bjergningspladsen som de sidste hvide Mænd i Slutningen af Juni Maaned.
Netop den Dag, da vi brød Lejren op og begav os paa Safari til Tanga, kom den engelske Krydser „Hyacint“ , som havde skudt „Kronborg“ i Sænk, dampende ind i Mansabugten og begyndte til vor store Overraskelse at beskyde de usselige Rester af „Kronborg“, der laa og ragede op over Vandet. Det helt tomme Skib blev ramt af en Mængde Granater, der dog ikke formaaede at sænke det yderligere, og efter at have udført denne Bedrift vendte Englænderen og dampede ud igen.
Saaledes forlod vi Mansabugten og dens sumpede, usunde Omgivelser med ganske det samme Billede præget i vort Sind som den Dag, vi ankom til Bugten — en Krydser indhyllet i Røg fra Skorstene og Kanoner, spyende Ild mod et Skib, der allerede laa paa Havets Bund. Peter Hansen mente, at Englænderne gennem Spioner havde faaet at vide, at vi bjergede det sunkne Skibs Ladning, og derfor havde villet afbryde Bjergningsarbejdet. De kom imidlertid for sent.
Russisk brevkort med to russiske soldater, på bagsiden en påskrift på russisk (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
I Sønderborg Slots samling findes dette brevkort med to russiske soldater. Hvem de er og hvornår billedet er taget er uvist, ligesom der ikke findes nogen oplysninger om, hvordan kortet er havnet på Sønderborg Slot.
De to soldater på forsiden ligner ikke krigsfanger; blomsten på den ene soldats bryst kunne tyde på, at det er et erindringsbillede taget før afgangen til fronten.
Kortet kan være bragt til Sønderjylland af en af de mange russiske krigsfanger, der opholdt sig i landsdelen under krigen. Det er også muligt, at det er hjembragt af en sønderjysk krigsdeltager, der enten har taget det fra en krigsfange eller fundet det på slagmarken. Måske den russiske tekst på bagsiden kan kaste lys over det. Er der nogen, der kan tyde teksten?
Bagside af russisk brevkort (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Den 22. juni bragte Flensborg Avis under overskriften “I Kamp mod Vest (Af et Feltbrev fra en Flensborger)” følgende beskrivelse af kampene ved Moulin-sous-Touvent.
“Det var om Morgenen den 6. Juni. Solen skinnede klart. Kanonerne tordnede, og Projektilerne slog bestandig ind i vor Grav, 1—5 Granater i hvert Sekund. En saadan Artilleriild havde vi haft fem Dage i Forvejen fra Morgen til Aften, og Franskmændene havde skudt hele Graven sammen. Du har vel hørt, at jeg allerede var begravet i mit Opholdsrum, men at vi tre Mand gravede os selv ud igen.
Klokken blev 9. Ilden syntes at være bleven noget svagere. Da vi skulde afløses af et andet Kompagni, som allerede var kommet, vilde jeg fjerne mig. Mens jeg var undervejs, kom jeg i Tanker om, at jeg havde glemt mine Støvler. Hurtigt løb jeg tilbage igen; men da jeg naaede Graven, var Zuaverne allerede i den.
Der var ikke mere Tale om at skyde. Hurtigt drejede jeg mit Gevær om og slog med Kolben. De blev mig imidlertid for mange: 5—6 Mand fo’r løs paa mig, og jeg maatte flygte efter at have slaaet et Par ned. Det lykkedes mig ogsaa at slippe bort sammen med en Stabssergent og tre Mand. Da vi kom op fra Graven, kom en gammel Landeværnsmand løbende, som havde været begravet i et Opholdsrum, og fortalte, at nogle flere var begravede. Jeg og nogle andre ilede hurtigt til Hjælp, og det lykkedes os at faa endnu en Mand ud, som jeg førte til Sanitetsmandskabet.
Da jeg igen ankom hos mine Kammerater, kom der Ordre fra en Kompagnifører: Alle op paa Højen foran os! Bajonetten blev sat paa, og saa gik det i Storm op paa Højden. Her faldt Føreren med et Skud i Hovedet og mangen Kammerat. Jeg var temmelig paa højre Fløj og kom saa i Stillingen hos 3. Kompagni, hvor der endnu ingen Fjende var at se. Men det varede ikke længe, saa saa vi Fjenden komme ud af Graven. De blev skudte ned, som de kom ud.
Om Aftenen kom jeg ud igen og fulgte med Stabssergenten med en Sæk Patroner. Saa kom 85’erne os til Hjælp, og saa gik det fremad.
Dagen efter blev jeg saaret af en Granat.
C.”
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Med de tyske nederlag ved Marne i september og senere ved Ypres i oktober 1914 stod det klart, at Schlieffen-planen ikke lod sig realisere. I den tyske hærledelse var der imidlertid ikke enighed om, hvor eller hvordan den tyske hær nu burde slå til: Generalstabschefen, Erich von Falkenhayn, mente stadig, at krigen skulle vindes på Vestfronten. Østfrontens øverstkommanderende, Paul von Hindenburg, og hans stabschef oberst Erich Ludendorff, ønskede derimod at få mulighed for at udkæmpe store omringningsslag i det nordlige Rusland.
Foreløbigt lod Falkenhayn de tyske tropper på Vestfronten trække sig tilbage til dybe, defensive stillinger, og hæren blev omstruktureret, så man nu rådede over en strategisk reserve, der kunne bruges i mobile, offensive operationer. I marts 1915 accepterede Falkenhayn, at disse operationer skulle foretages på Østfronten, men han overtog ikke Hindenburg og Ludendorffs dagsorden. En offensiv skulle i første omgang sættes ind i Galizien – af en kombineret tysk-østrigsk armégruppe – på et ca. 32 km langt frontafsnit mellem Gorlice og Tarnow (i det nuværende Polen).
Offensiven ved Gorlice-Tarnow
Angrebstidspunktet blev fastsat til den 2. maj. Ved Gorlice-Tarnow samlede tyskerne og østrigerne 334 tunge kanoner, 1.272 feltkanoner og 96 skyttegravsmortérer. På samme strækning besad russerne ved starten af måneden kun fire tunge kanoner, 675 feltkanoner og slet ingen mortérer. Centralmagterne havde dermed samlet den indtil videre største koncentration af artilleri, svarende til en tung kanon for hver 120 m og en feltkanon for hver 40 m. De kunne desuden se de russiske stillinger og målrette deres ild. De russiske skyttegrave havde tilmed ingen dække over dem, og hele stillingen manglede dybde.
Artilleriet begyndte at skyde sig ind på målene den 1. maj, og i de tidlige morgentimer den 2. maj bevægede tyske patruljer sig ud i ingenmandsland for at finde svage punkter og klippe den russiske pigtråd i stykker. Kl. 06 samme morgen startede et kraftigt bombardement, og allerede en time senere kunne tyskerne rykke to bataljoner frem til en forladt russisk stilling. Kl. 10 begyndte artilleriet at beskyde fjernere, bagvedliggende mål for at afskære eventuelle russiske forstærkninger. Russerne var forberedte på et stormløb men troede ikke, at de angribende kolonner allerede havde forladt deres stillingerne. Bombardementet havde effektivt forhindret russerne i at se centralmagternes indledende manøvrer, og tyske tropper stormede nu frem.
Samtidigt angreb også den østrig-ungarske 3. og 4. armé fra syd. Både østrigerne og tyskerne benyttede informationer fra luftfotos, forhør af krigsfanger og detaljerede kort over terrænet til deres fordel samt både telefon- og telegramforbindelser til at holde kommunikationslinjerne åbne i forbindelse med angrebet. I løbet af 2. maj lykkedes det centralmagterne at gennembryde den russiske linje over en 16 km bred front og trænge op til 7 km frem. Et stort antal russiske fanger blev taget, men centralmagterne led også tab. De var herudover ikke i stand til at udnytte gennembruddet til en hurtig fremrykning, da deres forsyninger skulle slæbes igennem terræn, der var sønderskudt efter det indledende bombardement.
Russisk skyttegrav efter seks timers trommeild (Museum Sønderjylland – Haderslev Museum)
Slaget ved San-floden
På Østfrontens nordlige del rykkede tyskerne ligeledes frem fra Østpreussen i starten af måneden, og den 8. maj erobredes Libau (i dag Liepāja i det vestlige Letland). Mod syd gik den russiske stilling i Karpaterne i opløsning som følge af den tyske-østrigske offensiv. I første omgang trak de russerne sig tilbage til San-floden. Af den russiske 3. armé, bestående af 200.000 mand og 50.000 rekrutter, nåede kun i alt ca. 40.000 helskindet til floden. Den 16. maj angreb tyske og østrigske styrker her den russiske stilling, som ikke var blevet ordentligt forberedt– snarere tværtimod. Slaget ved San-floden blev mere eller mindre en gentagelse af mønstret fra Gorlice-Tarnow, da de russiske tropper nu var blevet svækket betydeligt. De første tre dage var præget af tysk fremgang: Dele af den russiske forsvarslinje kollapsede, og flere tusinde russiske soldater druknede under deres flugt over floden eller blev ofre for tyske maskingeværkugler.
Den 19. maj havde tyskerne etableret et stort frontfremspring over floden, som de søgte at udvide mod syd i retning af den østrigske fæstning Przemyśl, der siden 22. marts havde været på russiske hænder. Det var en cadeau til det russiske forsvar, at dette tyske angreb langt fra lykkedes. Tyskernes fremgang var nu kun begrænset, og deres tab var stigende. Østrigerne led også under klare tilbageslag og var hårdt pressede. Den 19. – 20. maj udførte russerne et modangreb mod de tysk-østrigske styrker; østrigerne trak sig tilbage, mistede mange tusinde fanger og et tysk korps måtte sættes ind for at afstive det østrigske frontafsnit. På den tyske del af fronten brød det russiske modangreb derimod hurtigt ned. Den 25. maj var modangrebet inddæmmet og kampene ved San-floden ebbede ud.
Russiske soldater overgiver sig (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Indenfor en uge efter det indledende angreb ved Gorlice-Tarnow mistede russerne 210.000 mand, heraf op mod 140.000 tilfangetagne, som følge af den tysk-østrigske offensiv. I denne måned alene har russerne lidt et tab på ca. 412.000 mand og 200 kanoner. Den russiske hærs moral er knust, og Tsarens tropper har i løbet af maj trukket sig tilbage over en 160 km lang front. Przemyśl-fæstningen er indenfor tysk-østrigske troppers rækkevidde, og det forventes at centralmagternes fremgang vil fortsætte på Østfronten.
Johannes Hansen, Avnbøl, gjorde krigstjeneste ved LIR75/3 på Østfronten
Det var i Rusland i Maj 1915. Jeg hørte til 3. Kompagni, Landwehr Inf. Reg. 75, og vi var efter et tolv Dages Ophold i forreste Linie kommet tilbage paa et tre Dages Ophold i en Hvilestilling i en tæt Granskov, ca. 500 m bag forreste Linie. Det var nærmest en Reservestilling, vi befandt os i.
En Formiddag skulde vi alle til Feltgudstjeneste. Man havde af Grangrene lavet en nydelig Prædikestol, og da Kompagniet stod opstillet, ankom Præsten, naturligvis flot dekoreret med Jernkorset.
Vi sang nogle Salmer, hvorefter Præsten entrede Prædikestolen og tog fat paa sin Prædiken. Denne gik ud paa, at vi roligt kunde bede til den store, tyske Gud, for han hørte vor Bøn, hvorimod Englændernes Gud og Franskmændenes Gud ikke hørte deres Folk. — Nu var der mange, der syntes, at han havde sagt nok, og saa gik det løs: „Den Fyr spinder jo en Ende!
Sikke noget Pjat! Han har jo en Skrue løs! Han er jo skruptosset! Vi gaar hjem!!“ — Og saa gik vi allesammen; kun Officererne blev tilbage.
Samme Eftermiddag havde vi Gymnastik. Man havde anbragt en Stang mellem et Par Graner, og vi skulde nu trække os op i Armene. En Feldwebel kommanderede, og da vi alle var raske Karle i Trediveaarsalderen, gik det jo fikst og let. Øvelserne overværedes af tre Løjtnanter og vor Kaptajn.
Midt under Forestillingen ankom en ny Løjtnant. Han forestillede sig for vor Kompagnifører og meddelte ham, at han var tildelt vort Kompagni. Det var nu en mærkelig Mand at se paa. Han var ganske lille, og saa var han næsten lige saa tyk, som han var høj. Saa var han omtrent blaasort i Ansigtet — af Drik, men hans Næse var saa rød som et modent Jordbær.
Vor Kaptajn kikkede længe og spekulerende paa den lille Tyksak, men saa sagde han: „Naa, ja, saa kan De jo overtage Kommandoen!” — „Javel, Hr. Kaptajn,” svarede han, hvorefter han stillede sig i flot Positur, med Hænderne paa Ryggen, som om han var selve Generalen, og saa kommanderede han.
Den første, der skulde prøve Kræfterne, var en stor og flot Fyr, som havde været ved Garden Han sprang op i Tværstangen; men saa blev han hængende som en røget Sild.
„De skal hæve Dem op i Armene, tre Gange, og De skal hver Gang hæve Dem saa højt, at De kan kigge over Stangen!” raabte Løjtnanten; men Fyren hoppede ned paa Jorden igen og sagde: „Vær saa venlig, Hr. Løjtnant, og vis mig, hvordan det skal gøres.”
Det kunde den tykke naturligvis ikke, og han blev oven i Købet saa forfjamsket, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre eller sige. Vi morede os kosteligt, og Officererne vendte sig om — med brede Grin om Munden.
Saa sagde Kompagniføreren: „Lav hellere noget andet med Folkene, Hr. Løjtnant.”
Løjtnanten kommanderede os nu til Geværerne, som stod i Pyramider langs Skovvejen. Han tog fat paa Geværeksercits, men det huede ikke vor Kaptajn. „De vil da ikke lave Geværeksercits med mine Folk?” raabte han. „Jo, Hr. Kaptajn,” svarede Løjtnanten.
„Hvad i Alverden! Tror De, vi stiller os op her og indøver Geværgreb? Hvad tror De, Russerne derovre vilde sige, dersom de saa det! Nej, med den Slags driller man Rekrutterne i Garnisonen, men ikke Soldater i Felten! Find paa noget andet, Hr. Løjtnant!” Kaptajnen var vred.
Løjtnanten vidste ikke, hvad han skulde gøre, men saa fandt han paa, at vi skulde sværme ud langs Skovkanten. Det gik helt godt; men pludselig raabte en af mine Kammerater: „Saa stormer vi Skoven!” — og med kraftige Hurraraab forsvandt hele Sværmen i den tætte Granskov.
Løjtnanten kunde ikke komme med; han var for tyk til at komme ind under Granerne. Han stod paa Vejen og kaldte os tilbage; men der kom ikke en eneste.
Saa maatte han omsider gaa hen til Kompagniføreren og melde, at Kompagniet var forsvundet.
Kompagniføreren saa haanligt paa ham og sagde: „Jeg synes, det er ret enestaaende, at De sætter hele mit Kompagni til i Løbet af et Kvarter!”
Den tykke og helt igennem umulige Løjtnant blev kun fjorten Dage hos os. Da vi kom ud, hvor Kuglerne fløjtede os om Ørerne, meldte han sig syg og forsvandt.
Martin Falkenberg, Gram, tilhørte de ældste årgange og blev derfor i første omgang sendt på vagttjeneste. I 1915 gik han vagt ved Jels-Troldkær.
Vi var alle Danske, og der blev naturligvis ikke talt Tysk undtagen netop Kommandosproget. — Efter nogen Tids Forløb kom vi nærmere til Grænsen. Jeg kom til Jels Troldkær, i Nærheden af mit Fødested. Her skulde vi bevogte Grænsen, og det var vi vel nok de rigtige Gutter til.
Da jeg en Dag gik Vagt paa Vejen, der fører mod Skudstrup og Skodborg, ca. 50 Meter fra Grænsen, havde jeg en lille Oplevelse. Medens jeg stod og stoppede min Pibe ved et tæt Buskads, stod der pludseligt, da jeg vendte mig om, lige ved Siden af mig en ung Mand med en stor Kuffert i hver Haand. Han blev helt bestyrtet, da han saa mig, og paa mit Udbrud „Naa?“ spurgte han, om han dog ikke nok maatte faa Lov til at gaa over Grænsen.
Jeg svarede: „Jeg tror, du er tumbet! Vil du se, du kommer tilbage, ellers skyder jeg dig!“ Han kiggede lidt paa mig og begyndte lidt smaat og skuffet at gaa tilbage.
Saa tog jeg Bøssen paa Nakken og gik, uden at se mig om, bort; men jeg lagde den ene Haand om paa Ryggen og gjorde nogle Kast med den, — og det kunde jeg jo ikke gøre ved. Da jeg var gaaet ca. hundrede Meter, vendte jeg mig om og saa da til min store Glæde, at han allerede var kommet langt ind i Danmark.
En anden Gang stod jeg ved Grænsetoldstedet og talte med en dansk Grænsegendarm. Pludselig siger Gendarmen: „Se lige derned!’
— Jeg sagde, at jeg ikke kunde se noget. „Nej“ , svarede han, „du ser jo ikke saa godt.
– At det var en Mand, der vilde over Grænsen, var vi jo godt nok klar over, men da jeg som min Mening holdt paa, at det ikke var en Overløber, men en Smugler, maatte det jo være Grænsegendarmens Opgave at tage Affære, og medens vi med et lunt Smil i Øjenkrogene stod og „smaaskændtes” om dette Tilfælde, var Manden allerede kommet et godt Stykke ind i det forjættede Land, og saa havde jeg i hvert Fald ikke mere noget at gøre med denne Sag.
En skønne Dag blev vi dog desværre afløst af Hamborgere og kom til Karpaterne.
En unavngiven sønderjyde fortæller denne historie om begravelse af faldne venner og fjender
Kammeradskab (Set. Eloi – Vermandovillers).
I Efteraaret 1914 var mit Kompagni en Tid lang afkommanderet til at begrave de Soldater, Venner som Fjender, der endnu laa paa Slagmarken i Omegnen af Bixchoote og Langemark ved Ypern. Da der var Mangel paa Underofficerer, var jeg som en af de ældste forbigaaende udnævnt til Delingsfører, og jeg havde altsaa faaet 8 Mand, frivillige fra Hamborg, med for at afsøge og begrave de der liggende Lig.
Ved et Kornhæs fandt vi syv tyske Soldater, som vi, efter at have frataget dem Identifikationsmærke og de personlige Ting, vi kunde finde hos dem, jordede i en Fællesgrav, og efter at vi havde lavet et Kors af nogle Lægter, vi bandt sammen med et Stykke Hegnstraad, og pyntet Graven med Udrustningsgenstande, saa man kunde se, at det var tyske Soldater, der laa der, gik vi over en gammel engelsk Skyttegrav og kom over et Tjørnehegn ind i en anden Mark og fandt her en engelsk Soldat.
Da „Hamburgerdrengene” saa ham, udbrød en af dem: „Den lange Sportsmand smider vi bare i den gamle Skyttegrav og roder ham til der”, og saafremt jeg ikke havde blandet mig i Sagen, var den gamle Skyttegrav vel nok blevet Englænderens sidste Hvilested.
Jeg gav Ordre til at lægge Engelskmanden ned igen og jeg snakkede saa ganske roligt og fornuftigt med de unge tyske Soldater og især med ham, der var kommet med Forslaget om at smide Sportsmanden i den gamle Skyttegrav, og forklarede dem, at man under saadanne Forhold, som vi levede under, maatte regne med Gengældelse. „Vilde du, Kammerat Feich, der lige kom med Forslag om at smide Englænderen i den gamle Skyttegrav, — vilde du bryde dig om at komme til at ligge i en gammel Skyttegrav, halv fyldt med Vand, hvis du blev dræbt, hvad tror du, dine Forældre vilde tænke, hvis de fik Viden om, hvorledes du opfører dig her”.
Enden paa Forhandlingen blev, at Englænderen fik en Begravelse lig den, vi gav vore egne Kammerater.
Faa Maaneder senere, omkring Maj Maaned 1915, fortalte en af mine Kammerater mig, at Feich var faldet, og at han i ca. 14 Dage havde ligget i et Ledhul, og at der var stor Sandsynlighed for, at han vilde faa Lov at ligge længe endnu, da Begravelseskommandoen ikke kunde komme frem til hans Lig, da der ingen Dækning var, og Egnen dér permanent var under Maskingeværild. Vi blev enige om at gaa hen til Stedet for at undersøge, om der var noget at gøre. Vi blev snart klar over, at vi ikke kunde faa Feichs Lig bort, men nogle Kammerater kravlede hen ved Siden af Liget og dækkede det ved Hjælp af deres Feltspader til med Jord.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen som tysk soldat på Østfronten. Vi har fulgt ham tæt her på siden hele efteråret 1914. I januar blev han syg og blev transporteret til Dresden, hvor opholdt sig på lazaret det meste af februar og marts.
I Paasken fik jeg Orlov i en Uge og var hjemme, og kort Tid efter, at jeg var kommet tilbage til Lazarettet, blev jeg udskrevet og sendt til min Garnison i Thorn, hvor jeg snart fandt min gamle Kaserne. Denne husede Østrigske Soldater. Mit Ophold her var kort, for jeg blev sendt til Preussisch-Stargard ved Danzig, hvorfra mit gamle Regiment rekruteredes. — De nyankomne blev lægeundersøgt og Dommen lød paa tre Ugers Rekreations-Orlov med paafølgende Duelighed til Fronttjeneste. Det første nød jeg, men det sidste snød jeg mig fra, idet jeg midt i Maj gik over Kongeaaen og dermed tog Afsked med min Soldatertid.
Gennem mine Oplevelser har jeg prøvet at skildre en nordslesvigsk Frontsoldats Færden paa Østfronten det første Stykke Tid af Krigen 1914—18, — først gennem den af aktive Regimenter noget rastløse Jagt paa Russerne i Østprøjsen, en Jagt, der kulminerede sidst i August i Slaget ved Tannenberg og i September ved Angerburg, og senere gennem Beskrivelsen af den mere stillestaaende Skyttegravskrig.
Idet jeg udtrykker en Tak til Aarbogen for Optagelsen af mine Indlæg, haaber jeg i al Beskedenhed, at mine Bidrag, saavel som mange andres, for kommende Slægter maa kunne vidne om en Trængselstid for nordslesvigsk Ungdom.
Sluttelig vil jeg, hvad vi D. S. K.’ere vel alle gør, i Taknemmelighed mindes gode Kammerater fra den Tid. Tak for jeres Trofasthed, naar Døden lurede paa os. Var mine Kammerater end tyske Mennesker, var de dog udmærkede Kammerater.
N. H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste ved bataljon 36 på Vestfronten. I maj 1915 mødte han ved fronten en belæst Hauptmann.
Historien, som jeg dengang oplevede den, daterer sig fra den fjortende maj 1915. Vi havde den foregående nat foretaget et mindre angreb på en belgisk skyttegravsstilling til højre for den lille købtad Dixmuiden i Flandern.
Belgierne havde måttet opgive deres stilling, og de, der kunne, trak sig tilbage i sikkerhed på den anden side af Yserkanalen, hvor de havde deres udbyggede og gode stillinger i den ret høje kanaldæmning, og herfra tog de os under ild. Vi, der befandt os i en lavere stilling, kunne næsten ikke finde et sted, hvor vi ville være i sikkerhed.
Før krigen havde her ligget en bondegård, men nu var der kun nogle lave ruiner tilbage. Man havde anbragt nogle af de sårede omme bag en stump mur, andre hørtes jamre ude på marken, og på grund af nattetågen var det ret vanskeligt at bringe dem hjælp.
Vi opholdt os her kun en times tid eller så; men så gik det fra mand til mand som en gentagen mumlen: »Vi går nu tilbage«. Da vi var stormet frem, var dette sket forholdsvis hurtigt, men nu gik det kun langsomt, for de sårede kammerater skulle ikke lades tilbage. De, der kunne, skulle gå, andre måtte slæbes bort på teltlærreder, båret af fire mand. Del værste var næsten denne tåge, som hindrede vor vandring tilbage, men som til gengæld også forhindrede fjenden derovre i at se, at vi nu igen havde forladt den vundne stilling.
Vi havde lagt vor byrde fra os. — Kammeraten var blevet tavs. Vi havde gjort vor pligt og stod nu der og trak vejret et øjeblik. Gennem tågen skønnede man, at en ny dag var ved at bryde frem. — I øst begyndte himlen at farves rød. — Frøernes »kvak-kvak« hørtes fra de mange små vandløb, der gennemkrydsede de side enge.
Der stod man, udkørt og træt, og nød den herlige natur og den stilhed, ja, skønhed omkring én . . . —
Pludselig blev vi kaldt tilbage til virkeligheden. En sagte kommando hørtes: »Alle, der er her tilbage, må følge med frem . . .«
Lidt efter befandt jeg mig sammen med andre i et lille gravstykke — vor første stilling. Megen dækning fandt man ikke her. Vandstanden var nemlig alt for høj. Når man lå ned, var man i skjul, ellers ikke. Mig var det lige meget, for træt, som jeg var, faldt jeg straks i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg nød denne tilværelse, men jeg må have sovet meget længe, for da jeg vågnede, var det solen, der stak så nederdrægtigt.
Jeg åbnede øjnene. Jo, det var for længst dag. Jeg fik mig anbragt i siddende stilling og var endnu ret desorienteret. — Der var også andre mænd, ligesom jeg, her. — Mænd, jeg ikke kendte. Det var ikke mine sædvanlige kammerater fra kompagniet. De lå og drev den af i ret umagelige stillinger. En lod en lille latter høre, et par lå og fortalte hinanden et eller andet, lidt længere fremme sad en anden og så nærmest sindssyg ud. En gang imellem gjorde han en mærkelig bevægelse og stak hovedet op over brystværnet og så sig rundt. — Sikken en fornøjelse, tænkte jeg, men manden her var alt andet end sindssyg. — Han var vagtpost . . .
Jeg henvendte mig til en af de nærmeste og spurgte ham, om han hørte til »36’erne«? — Men manden, en skægget fyr, så ret nysgerrigt på mig, før han tillod sig at besvare mit spørgsmål. — Nej, kammerat, det gør jeg ikke. Vi er andet kompagni fra bataljon 14, der ligger her; det kan du da ikke have glemt — eller måske . . .
— Å, jeg torsk, afbrød jeg ham. Nå, du, I hører altså til en anden afdeling. Så kan jeg bedre forstå, jeg ingen kendte ansigter ser her.
— Ha, sagde manden, her er én, der er gået fejl i byen, og så lo han af fuld hals. — Men ellers, kammerat, hører du til bataljon 36? spurgte han videre. — Jo, indrømmede jeg, det har sin rigtighed, og her har jeg absolut ikke noget at gøre, men hvad, nu er jeg engang her — så . . .
Jeg følte mig sulten og tørstig og greb efter min feltflaske; men den var borte, forsvundet i nattens løb. — Fra brødposens dyb halede jeg en gnalling brød frem, tørt og hårdt. Mistrøstig! betragtede jeg det. — Det er altså alt, jeg har af spiseligt.
Kammeraten, der så ret nysgerrigt til, sagde: — Hør, kammerat. Du har nok ikke noget at fylde i vommen . . . kom, her skal du se, det har jeg; hvorefter han af sin udrustning halede både brød og en stump pølse frem.
— Her, kammerat, tag bare og spis! Du skal ikke sulte. Jeg får nok senere noget igen, og et bæger kan jeg også byde på, men du må regne med, at det er lunkent. Og det var det; men når man er sulten og tørstig, er alt godt. Jeg var ikke mere sulten, men følte mig ret vel tilpas.
Snakken gik, og røgen bølgede fra vore piber og så ud til at ville stå stille i den stille sommerluft. En luftning og borte var den alligevel. Vi blev dog en enkelt gang forstyrret af en sælsom lyd. Det var, når fjendtlige projektiler under hvislen eller imed smæld for hen over gravens rand og fik os til at dukke os lidt. Også et par granatsalver fra fjendens batterier slog med brag ned, dog uden, at gøre synderlig skade, bortset fra den jord, der ved granaternes eksplosion slyngedes op i luften og lidt senere dalede ned til os i graven. Jo, man blev rigtignok doven i sådan en varme. — Pyh!
Hvor tit har man ikke senere erfaret, hvor kort en sommereftermiddag kan være; men når man som her lå og gjorde sit bestik, blev eftermiddagen særlig lang.
Solen ville absolut ikke gå ned! Nå, endelig, endelig er den nede ved horisonten, og om kort tid vil den være helt forsvundet. Se, der kommer allerede tågen; sagte og som et fint slør breder den sig efterhånden over egnen og indhyller omgivelserne, så alt skjules under den.
— Så, kammerater, siger jeg, nu er tiden inde til at komme af Sted. Nu må I have farvel og mange tak for denne gang. — Jeg griber min bøsse og andre ting og stiger op af graven for at gå hen og melde mig hos kompagniet, som pligten byder. Jeg ser, at kaptajnens bolig er anbragt i graven. Lidt brædder dækket med græstørv, ellers er der ingen forskel mellem hans og mandskabets dækning.
Kaptajnen er hjemme, ser jeg. Jeg hilser og nævner mit navn og min afdeling og siger det, som det er; at jeg ikke hører til her, og at det nu er min agt så hurtigt som muligt at vende tilbage til min af deling.
— Ha, ha, ha — nå, De er faret vild? — og kaptajnen ler.
— Javel, hr. kaptajn, svarer jeg, jeg . . .
Han afbryder mig. — Åh, gå til hede h ………… med det pjat. Det har intet på sig her . . . Kort og godt, jeg er . . . og Besenschneider er mit navn. Lad os bare snakke sammen uden videre dikkedarer. Han tilføjer: — Hør, vent lige et øjeblik, så kan De slå følge med Küschmann, han har nemlig fået et strejfskud og skal tilbage, og han kender vejen, hvad De nok ikke gør.
Hvad var det nu, De hed? — Lustrup, hr. kaptajn.
— Ja, ja, sådan var det. — Er De måske fra Hamborg, spurgte han.
— Nej, jeg er hjemmehørende oppe ved grænsen til Danmark.
— Nej, se! Det var da ganske interessant. Kender De noget til Danmark, dette herlige land, fortsatte kaptajnen.
— Jo, det kan jeg da ikke nægte, for der har jeg da så godt som hjemme, og jeg har endda familie i Danmark.
— Hjemme? sagde kaptajnen og afbrød mig. — Det kan De da ikke have, for man må vel gå ud fra, at De må være tysk statsborger, siden De er med her på den tyske side. — Jo, indrømmede jeg, tysk statsborger er jeg, men dansksindet og dansktalende, som vi allesammen er det deroppe ved grænsen.
Kaptajnen ser nysgerrigt på mig og bemærker så: — hm, det lyder mærkeligt, ja, forunderligt — danskere som er tyskere . . . — Ja, sådan er det nu blevet mit hjemlands lod deroppe ved grænsen, forklarer jeg.
— Hvor lyder det dog forunderligt, mæler kaptajnen, og efter et øjebliks tavshed fortsætter han: — Hør, min ven, kender De måske også til dansk litteratur? —Jeg har beskæftiget mig en hel del med åndslivet i Danmark og har læst en hel del af danske forfattere i oversættelse, bl. a. ham — hvad er det nu, han hedder? Jakob Knudsen! og hvad er det nu, den anden — Grundtmann — er det ikke sådan han hedder eller noget lignende.
— Grundtvig, — er det ikke ham, De mener, hr. Besenschneider ? — Jo, sandelig, sådan er det. — De har ret. — Store mænd, de to herrer.
— Ja, hr., men de er jo forlængst døde begge to.
— Ja, nok, men deres tanker og ideer lever jo videre, og bøgerne, de har skrevet, tror jeg, vil blive læst og studeret over hele verden . . . og hvis den forbandede krig ikke var kommet, så . . . — Jo, jeg kender det — og efter en kort pause — jeg kender også lidt til dit land. Jeg har før dette her været på studierejse i de nordiske lande, har været i København, Aarhus og i . . . Hør, har De nogen sinde været i Ribe, en lille by lidt nord for grænsen? — I Ribe! Hvor forunderligt! I Ribe! — Jo, hr. Besenschneider. Ribe kender jeg da godt, for mit hjem ligger ikke langt fra denne gamle danske kongeby med domkirken, hvis tårn ses langt — — Åh ja, en dejlig gammel og hyggelig by — og domkirken og dens arkitektur og udsmykning! Ting, som jeg netop har studeret, og ikke mindst disse mange gamle bindingsværkshuse . . . Kaptajnen gør atter en pause. Han er dybt inde i minderne, men fatter sig igen, hvorefter han fortæller mig, at han er fra Leipzig, hvor han før krigen havde en stilling som docent ved byens universitet, og hvor han også har sin familie boende. Vi afbrydes her af manden, som jeg skal slå følgeskab med. — Nå, er det dig Küschmann, siger kaptajnen. Det er godt, du kommer, for det er bedst, at I to nu kommer af sted. — Men, hør Küschmann, du kommer jo nok en tur hjem til Tyskland med dit hoved der. Skulle du så nå at komme til Leipzig, må du endelig huske at gå op til min hustru og bringe hende en hilsen fra mig, og så — kom ikke for hurtigt igen, min ven! Küschmann kan blot nikke. Hovedet er helt indpakket i bandager. Man ser kun et par huller, som han kan kigge ud af, og et, hvori den korte pibe hænger og dingler. — Og du, Lustrup, siger Besenschneider ved vor bortgang, besøg mig endelig i Leeke, hvor vi ligger i hvil, og når du kommer hjem, så husk endelig at hilse fra mig i Ribe!
Johs. Clausen, Gram, gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 på Vestfronten. Han kan berette flere historier om sin stammende kammerat, Gustaf. Her er én af dem.
Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 215 laa den 10. Maj 1915 med 1. Batl. i forreste Linie ved Lizerne i Flandern . Min Gruppe laa paa venstre Fløj med Tilslutning til Naboregimentet, og da Pionererne arbejdede i Pigtraadsspærringen, fik vi Ordre til at stille en Lyttepost ca. 60 Meter foran Pigtraaden.
Da Pionererne tidligt om Morgenen holdt op med Arbejdet, blev Lytteposten trukket ind, og da vi kom ind i Skyttegraven, blev vi af Delingsføreren, Ltnt. Cordes, opfordret til at hente Ammunition nede ved en lille Tøndebro, der gik over Yserkanalen.
Da vi kom ned til Kanalen i Nærheden af Broen, var Franskmændene travlt beskæftiget med at skyde den lille Bro i Stykker ved Hjælp af Artilleri, og da vi ikke skulde nyde noget, medens Skydningen stod paa, blev vi liggende i passende Afstand.
Da Skydningen efter vor Mening var ophørt, gik vi nærmere, fandt Patronerne, og skulde netop til at tiltræde Tilbagevejen, da vi fik Øje paa en Soldat, der kom fra den anden Side og vilde passere Broen. Den kommende havde Tornyster paa, og i højre Haand holdt han Geværet, medens han havde en Sandsæk med noget i i venstre Haand. Tornystret var bugnende fuldt af Uldtæpper, og da jeg syntes, at jeg skulde kende Fyren, gik jeg nærmere og saa nu, at det var min gode Ven Gustaf — Løjtnant Cordes’ Oppasser.
Gustaf havde været oppe ved Kaffevognen for at hente Løjtnantens Bagage, og foruden Udtæpperne var der sikkert ogsaa andre gode Sager i Tornyster og Sandsæk.
Da vi gensidig blev os var, var Gustaf ved at undersøge Broens Stabilitet ved med den ene Fod at træde paa Broplanken. »N-n-na, Ind r-r-r-etningen g-g-gynger jo slemt, men det gaar vel«, — mente Gustaf og balancerede ud paa Broen. Ved Broens højre Side var der spændt et svært Tov, og med højre Arm forsøgte Gustaf at støtte sig til Tovet, og han var kommet godt halvvejs over Broen, da Franskmændene igen fandt paa at sende en lille Granatbyge hen over Broen.
Det var naturligvis uhyggeligt for Gustaf, og han forsøgte da ogsaa at faa lidt mere Fart paa, for at faa fast Grund under Støvlerne, da en Granat slog ned umiddelbartunder Broen. Ved Eksplosionen røg Broen op i Luften, og Gustaf forsvandt i Yserkanalens Bølger med Gevær, Tornyster og Sandsæk.
Vi sprang straks til for at hjælpe, og da Gustaf endelig kom til Syne, svømmede han kun med højre Arm, saa vi mente, han var saaret i venstre Arm, hvilket dog senere viste sig at være en Misforstaaelse. Kammeraterne sprang til, og snart fik vi Gustaf trukket paa Land.
Gustaf var ikke saaret; han havde i venstre Haand vedblivende Sandsækken, og paa vor Forespørgsel svarede Gustaf stammende, — Gustaf stammede nemlig som et Maskingevær: — »I-i-i er vel t-t-tossede, i højre H-h-haand havde jeg j-j-jo Ge-geværet,——-d-d-det b-blev derude, men F-f-flaskerne har jeg da faaet med i Land —.«
Gustaf havde altsaa F-f-flasker i Sandsækken!!!
»En Bø-bø-bøsse skal Kompagniet nok sk-skaffe mig igen, m -m -m en «…
Meget rigtigt tænkt, Gustaf, et Gevær skal Kompagniet nok skaffe dig igen, men to Flasker Rødvin — — aldrig; altsaa maatte Bøssen blive derude, — men nu straks at betænke saadan noget, naar man er ved at drukne i Yserkanalen!
Gustaf saa slemt medtaget ud, — tilsmurt af Kanalens Mudder som han var, fra Top til Taa. — Vi hjalp ham med at faa Tornystret af, og skyllede ham med Vand fra Kanalen, og snart saa Gustaf ret præsentabel ud igen.
»N-n-na, det var det«, — mente Gustaf — »d-d-det er n-n-nu ikkke lutter Grin a t faa M-m-mudderbad, saadan s-s-straks om Mor’nen, — jeg f-f-fryser nederdrægtigt, — o-o-om F ø -fø -fø d d e rn e .
Denne Gustafs Udtalelse skaffede mig den ædle Tanke at indgive Gustaf noget, der kunde varme ham, — og da Gustaf jo selv havde fortalt, at han havde Flasker med i Sandsækken, saa laa Tanken ret nær, at det var den Medicin, Gustaf trængte til, og paa en høflig Forespørgsel fra min Side svarede Gustaf: »D-d-du m aa jo-jo-jo være tosset, altsaa , — det er Løjtnant Cordes’ Fla-fla-flasker, — din Idi-o-ot.«
»Nanu, Gustaf«, svarede jeg, »Flaskerne blev dog derude, hvor du lod Bøssen blive, — jeg er dog Vidne, — vi alle har dog set, at du røg i Kanalen, og det kan Løjtnanten da baade se og lugte paa dig …«.
Gustaf gloede paa mig, inden det brød ud af ham : »S-sørenme e-e-en gggod! Idé«!!!
Som sagt, saa gjort, — frem med Fla-fla-flaskerne, — Kammeraterne fik en Slurk med, og Gustaf truede endnu med Munden fuld: »I-i-i skal sø-sø-rnme hold’ Kæft med den her Historie …, ellers faa-faa-faar jeg et sy-syndigt Leben med ha-ha-ham, Lø-Lø-Løjtnanten.
Som gode Kammerater lovede vi Gustaf ubrødelig Tavshed, altsaa hvad Løjtnanten angik, thi ellers kunde jeg jo ikke skrive denne Historie, — vel?
Det var ved at blive rigtig lyst, vi fik hurtigt fat i Patronkasserne, og med Gustaf i Teten gik vi tilbage til Skytttegraven. Ankommet dertil stod Løjtnanten og tog imod os, og Gustaf knaldede Hælene sammen og meddelte Løjtnanten om Tilfældet ved Broen og Vandgangen mm.
»Je-je-jeg ser u-u-ud som et Sv-sv-svin, Hr. Lø-Lø-Løjtnant «, forklarede Gustaf.
»Javel, Gustaf, du ser ud som et Svin, — du lugter ogsaa som et Svin, Gustaf, men jeg synes ogsaa, du har en anden Lugt, din Laban, — du lugter efter min gode Bourgunder!«.
Mere hørte jeg ikke af Samtalen, thi vi havde jo alle lovet Gustaf ubrødelig Tavshed, og iøvrigt fik vi meget travlt med at bringe Patronerne hen i den anden Ende af Skyttegraven.
Som led i et fælles fransk-britisk forårsoffensiv åbner fransk artilleri ild mod de tyske stillinger på højdragene ved Loretto. Fra klokken 6 beskydes de tyske skyttegrav på en 34 km lang strækning, og i løbet af dagen affyres ca. 300.000 granater af alle kalibre. Klokken ti angriber tropper fra 18 franske divisioner de sønderskudte tyske stillinger.
Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.
En Dag blev Depotet lavet om til Kompagnier, og samtidig hermed blev en Del af os sendt til Slesvig. Jeg var blandt de heldige — ligesom ogsaa Andreas Beck m. fl. var med her. Her i Slesvig blev vi indkvarterede paa Gottorp Slot, og der blev nu daglig ekserceret med os, og dette var just ikke saa rart. Turen kunde jo snart komme til os — vi maatte til Fronten.
Der herskede stor Mangel paa Haandværkere i Slesvig. De, der var her, længtes alle — hvor besynderligt det end lyder — efter at komme med ud i Kampen, at høste Forfremmelse og Ære eller — dø! — De gik ind i Geleddet og drog af Sted.
Ved den daglige Appel blev der derfor spurgt efter Haandværkere — hvilket vil sige: Skomagere og Skræddere. Andreas Beck var fræk nok til at melde sig som Skrædder — skønt han aldrig havde lært Haandteringen.
Nu sad han deroppe og havde sit paa det tørre, tænkte jeg, og ærgrede mig halvt over, at det ikke var mig. Jeg skulde ikke have noget af at dumme mig, skønt Andreas pressede paa, at jeg skulde melde mig.
En Dag kom Kammersergenten sammen med vor Feldwebel hen til mig, mens jeg stod i Geleddet. — Hør, sagde Feldwebelen: De er jo Skomager, Lauritsen!
Jeg? — Hr. Feldwebel. — Nej, det er jeg ikke. — Jo, De er, Lauritsen. Træd kun ud af Geleddet og følg med Kammersergenten op paa Kammeret!
Ja, saadan blev jeg — Haandværker, og dette kunde jeg takke min gode Ven, Andreas, for. Han havde nemlig over for Kammersergenten angivet mig som — Skomager af Profession.
Ankommet paa Kammeret fik jeg under en vis Beklemmelse anvist en Buk og en ledig Plads, og Sergenten tilkastede mig et Par Støvler, som skulde beslaas med Søm.
Sømmene blev slaaet i, og jeg var antaget som — Skomager …
Her sad vi nu og havde det godt. Arbejde skulde vi jo, men — det blev dog ikke til ret meget. Dette her var dog noget helt andet end at trave rundt dernede i Ka- sernegaarden, og en Dag var Kammeraterne borte — afgaaet til Fronten.
Jo, jovist. — Vi havde vel nok skudt Papegøjen … Saa sad vi da her og havde det rart, medens Vinteren gik, og Vaaren kom. Nede i Kasernegaarden var man i Gang med at indøve et nyt Hold Rekrutter. — Det var Folk fra Landstormen — ældre Mænd, de fleste af dem var Familiefædre. Man kunde godt sidde og faa ondt af dem, medens de løb som besatte dernede paa Pladsen.
Men hvad — det rager en jo ikke, og, som det hedder — enhver hytter sig, som han kan bedst.
Mit Arbejde bestod i at lappe gamle Støvler, der i Vognladninger kom tilbage fra Fronten.
Det hele tog vi dog ikke saa højtideligt. Wagner, som Kammersergenten hed, var en flink Mand. At lappe eller forsaale eet Par Støvler om Dagen var nok, saa vi havde god Tid til at lave andet, og det gjorde vi da ogsaa.
Forlængst havde vi indkvarteret os privat i Byen og kunde nu nyde et halvt civilt Liv. Vi blev efterhaanden godt kendte med en Del af Byens Borgere, ligesom vi ogsaa havde den Fornøjelse at have Familien paa Besøg og ogsaa kunde komme hjem paa Søndagsorlov.
Byens Borgere var over for os flinke og gæstmilde. — Men noget for noget! — De gæve Fruer eller Damer kom med deres mere eller mindre pæne Sko, der trængte til en ny Saal eller at blive syet. — Man maa jo huske, at der jo var Krig, og Læder og nye Sko var det smaat med. — Saa, lille Soldat — du kommer til at hjælpe mig denne Gang! — Og det kunde vi. — Vi tog — stjal — Læderet oppe i Magasinet, hvor der laa i Bunker af det. Ja, hvor lærte man mange Mennesker at kende, gode og daarlige mellem hverandre.
Hvordan det kom, forstaar jeg ikke; men efter et Par Maaneders Forløb kom Wagner en Dag og sagde henvendt til mig: Hør, Lauritsen, De har været en flink og tro Mand, og Dem har jeg Tillid til. Fra i Dag af staar De for Udleveringen fra Magasinet.
Javel, sagde jeg og takkede ham for hans store Tillid til mig. Jeg skulde nok passe godt paa Magasinet og dens Indhold.
Jeg opdagede senere, at Wagner var Medlem af det stedlige Baptist-Samfund. — Ellers var han god nok.
Andreas og jeg holdt sammen til Paaske 1915, da var Andreas saa heldig at komme hjem paa Orlov i et Par Dage. Han vendte ikke tilbage, men gik den rette Vej. Han kunde dog godt have sparet sig dette, da det kort Tid efter oplystes, at han var dansk Statsborger.
Kammerater havde jeg altid nok af. Mange er de, som jeg bagefter med en vis Vemod mindes. De fleste af dem, der drog til Fronten, kom aldrig mere tilbage. En af de faa heldige er Karl Hein, Spandet. Det var en kort Tid efter, at Andreas Beck var borte, at Karl Hein søgte ind til mig som Skomager. Han havde været saaret og havde fra Rekonvalescentkompagniet søgt herind. En kort Tid sad han nu her, men en skønne Dag var han igen borte. Karl Hein faldt i engelsk Fangenskab og sad der, til Krigen var forbi.
Klokken 6 om morgenen åbner tysk og østrig-ungarske artilleri ild mod de russiske linjer ved byerne Gorlice og Tarnov i Galizien. I de næste fire timer beskyder mere end 1600 kanoner de russiske skyttegrave. Klokken 10 holder kanonerne inde, og de tyske og østrig-ungarske soldater stormer de russiske stillinger. Angrebet kommer som en overraskelse for russerne, og i løbet af dagen lykkedes det at gennembryde de russiske linje på 16 km bred front og at trænge op til 7 km frem. Angrebet forsættes med stort held i den følgende tid.
Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.
Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.
Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.
Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.
Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.
Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!
Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.
Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.
Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.
Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.
Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.
At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.
Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.
Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.
En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?
Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.
Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.
Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!
2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.
Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.
Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.
Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.
Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.
Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:
Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.
An Herrn Christian Høeg
Süder Seierleff (!)
Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.
(sign.) von Rahlenstein Hauptmann u. Batls. Kdeur.
Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane! Chr. Høeg
Jens Nielsen, Kolstrupvang, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Regiment 86. Han blev taget til fange i forbindelse med Marneslaget i september 1914. Den 1. maj 1915 var han blandt de første fanger i den særlige fangelejr for sønderjyder, Aurillac.
Det var under Marneslaget i 1914. Den 12. September fik vi Ordre til at dække Artilleriet og kom derved i Kamp med Franskmændene Ved Vic-sur-Aisne. Floden var imellem os, og Franskmændene bestrøg en Chaussé med Maskingeværer, saa vi ikke kunde komme tilbage. Vi var saa en Del fra 86. Reg., hvor jeg stod i 3. Komp., og fra 84. Reg., der løb ned til Aisne. I det samme sprængte Tyskerne Broen i Luften, og vi prøvede saa at komme over ved en Sluse. Det lykkedes ogsaa, men midt paa Planken fik jeg et Geværskud i Laaret, kom dog alligevel over, men faldt saa, blev hjulpet op af Peter Goos fra Flensborg. Jeg faldt igen og kunde ikke rejse mig mere. Jeg var falden lige paa en stor Betonplade, og her hlev jeg liggende, godt synlig fra alle Sider, ligesom paa en Præsenterbakke.
Og her laa jeg i seks Døgn uden saa meget som at kunne kravle bare et Par Meter, hele Kroppen var ligesom lammet, og det eneste, jeg kunde bevæge lidt, var Hovedet. Kuglen var gaaet ind paa Indersiden af Laaret og ud igen paa Ydersiden. Der var ikke meget Hul og der kom kun et Par Draaber Blod, men Laarbenet var slaaet i Stykker.
Og her laa jeg som sagt i seks Døgn uden at faa Mad eller Drikke, midt imellem Franskmændene og Tyskerne. En Gang imellem skød Franskmændene efter mig langt borte fra, men dog uden at ramme. De første Dage var de værste, og Sulten gnavede slemt i mig. Heldigvis regmede det næsten uafbrudt i de seks Dage, for ellers var jeg maaske død af Tørst. Der laa en Roemark kun en 5-6 Meter fra mig, og de første Dage prøvede jeg engang imellem paa at kravle derover, for saa havde min værste Sult jo været stillet. Men nej. det gik ikke, jeg maatte blive paa min Cementplade.
De sidste tre Dage var der ikke meget Liv i mig, jeg døsede Tiden hen, vaagnede engang imellem op, men havde ikke Kraft til nogen Verdens Ting. Seks Dage var gaaet, havde Tyskerne trukket sig tilbage, og der kom nu to franske Officerer roende i en Baad over Aisne og kiggede paa mig. Men de lod mig ligge, tog min Pikkelhue med og roede tilbage igen. Jeg var atter alene paa min Cementplade. Saa kom der to franske Sergenter hen til mig, dog de gik ogsaa igen. Men endelig kom fire franske Menige med en Baare, fik mig læsset op paa Baaren og bar mig til Kroen i Dantréche, hvor der allerede var 50 saarede Tyskere.
Her laa vi i to Dage. Den anden Dag gik der en Granat ned og tog det ene Hjørne af Huset med sig uden dog at nogen blev saaret. Vi blev saa transporteret til Banegaarden, men jeg kom ikke med den første Transport, hvad der var Held ved, for Toget fik en Fuldtræffer. Omsider blev vi, der var tilovers, læsset op i nogle aabne Vogne og kørte i samfulde 72 Timer, indtil vi naaede Sct. Brieux ved Atlanterhavet.
Indtil nu var vi ikke blevet tilset hverken af Læger eller Sygeplejersker, og jeg er forresten aldrig blevet behandlet af en Læge. Efter 6 Ugers Forløb var mit Laarben groet sammen igen, altsaa uden Lægebehandling, men rigtignok var det blevet nogle Tommer kortere, end det var før.
Da vii laa paa Banegaarden i Sct. Brieux, kom der en Dame hen og kiggede paa os. Gennem sin Stanglorgnet saa hun længe og vedholdende paa mig, for tilsidst at spytte mig lige ned i Ansigtet. Det var et Udslag af fransk Had til Tyskerne.
I Sct. Brieux laa vi paa en Kaserne, der var indrettet til Lazaret, og her blev vi plejet af spanske Nonner. Her fik vi ogsaa omsider vore tomme Maver og Tarme fyldt igen. Jeg manglede haardt en Skjorte og bad en af Nonnerne skaffe mig en „Chemise“. Da hun ikke kunde faa fat i nogen Mandsskjorte, gav hun mig en af sine egne Særke, og inden vi kom herfra, var denne Nonnesærk gaaet paa Omgang ved alle de 60 saarede Fanger, der laa her, idet enhver, som skulde have sine egen Skjorte vasket, laante Nonnesærken saa længe.
Fra Kasernen blev de, der var bleven saa raske, at de kunde gaa ud, flyttet over i et Tugthus, der laa i Nærheden. Og ved denne Flytning havde jeg forresten en ejendommelig Oplevelse.
For flere Aar tilbage, altsaa længe før Krigen, havde jeg en Nat en Drøm, hvori jeg saa mig selv komme gaaende til en stor skummel Bygning med en lille Trækasse under hver Arm. Jeg huskede tydeligt Bygningens Omrids og kunde ogsaa huske, hvorledes det Værelse i Bygningen saa ud, som jeg kom ind i. Og nu gik Drømmen i Opfyldelse. Jeg havde virkelig en lille Trækasse under hver Arm, hvori jeg havde mine faa og smaa Ejendele, og Bygningen var den samme som jeg saa i Drømme, men særlig kunde jeg genkende det Værelse som jeg blev ført ind i. Det hele gjorde et stærkt Indtryk paa mig.
En Dag i Februar 1915 fik jeg Ordre til at møde i Kontoret. Det var jo ikke gerne noget godt Tegn, naar man fik den Besked, og jeg ransagede min Samvittighed for at hitte ud af, hvad jeg havde forbrudt mig med. Da jeg kommer over i Kontoret, rejser en Herre sig og kommer mig i Møde. Det var en lille mørk Mand, typisk Franskmand, og idet han rækker mig Haanden, siger han paa fejlfrit Dansk:
— Naa, Jens Nielsen, hvorledes har De det?
Dette at han talte dansk, tog saa stærkt paa mig, at jeg blev ligesom forstenet og kunde ikke faa et Ord frem.
Naa, han forestillede sig saa som Professor Verrier, og nu kom Munden paa Gled, og det blev en lang og hyggelig Samtale, vi to havde med hinanden.
Den 1. Maj 1915 drog det første Hold paa en 6-7 Stykker ind i Lejren ved Aurillac, og blandt disse var jeg ogsaa.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Efter at have været i kamp i en uge og ligget uden fødevarer i et granathul i fem dage er Lauritz Jørgensen nået tilbage til de tyske linjer, hvor han og hans kammerater endelig kan sove – og spise.
(… fortsat)
Vi fik også mad. Vi vaskede os, men appetit til maden havde vi ikke. Nu dukkede vor bataillonskommandør op. Han var en usympatisk herre. Han sagde, at han havde ventet at se os hver med nogle hoveder af de „sorte” under armene osv. -— Vi blev atter kommanderet ud, hvor vi hørte hjemme, dvs. i første linie. Idet samme lød der nogle skud. — To af vore kammerater havde sat bøssepiben på foden og såret sig selv. De slap for at følge med.
Vi andre gik tavse frem igen. Vi spekulerede på, hvorledes vi kunne slippe bort. Min sidekammerat, en sadelmager fra Mecklenborg, sagde højt: „Jeg går ikke over kanalen igen!” Han fik tilslutning fra os alle. Officeren spurgte, hvad vi talte om. Sadelmageren trådte frem og gentog, hvad han havde sagt. Officeren svarede: „Det forstår jeg, men vi skal i to dage bevogte en tidligere broovergang i byen.”
Yserkanalen delte byen, og franskmændene havde den ene halvdel. Franske lyskugler hang her som overalt i små faldskærme og belyste ruinerne. Maskingeværkugler føg ind imellem de sønderskudte huse, hvorfra beboerne lige var flygtet.
Nogle af os havde søgt ly i et hus. Det urolige, blafrende lys fra lyskuglen belyste de voksagtige ansigter af mor og børn, der opholdt sig i stuen. — De forholdt sig rolige. Vi følte os som mordere og forbrydere. Sadelmageren tog min hånd, og med bevæget stemme sagde han: „Skal vi være enige om aldrig mere at gå med i krig?” — „Ja,” var mit svar, „aldrig mere.” — En anden soldat stod tavs og græd. Han gav os begge hånden, og tavse gik vi alle tre ud i uvejret. Natten efter blev vi afløst og gik helt tilbage til vort gamle kvarter.
Mange tropper af forskellige våbenarter deltog i dette lumske gasangreb, men ikke mange slap tilbage medlivet i behold. „Den storesejr”, som var proklameret i Tyskland gennem aviserne ved angrebets begyndelse, endte som et ynkeligt nederlag.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Lauritz Jørgensen og ca. 30 andre overlevende tyske soldater har i fem dage ligget i et granathul i ingenmandsland.
(… fortsat)
Den 28.april, lige før lysets frembrud, meddelte officeren os, at han havde besluttet sig til at forlade dette sted uden ordre. „Find om muligt et gevær, og vi forsøger at nå tilbage,” sagde han.
De af os, der kunne, fulgte ham. Den tur tilbage vil jeg heller ikke forsøge at beskrive. Da hele kampfeltet var under maskingeværild, og det lette artilleri fra begge sider var i uafbrudt virksomhed, kravlede vi i timer og nåede omsider så langt tilbage, at vi med mellemrum kunne gå oprejst.
Endelig nåede vi Yserkanalen. Soldater før os havde lagt løbebroer over vandet, og vi passerede kanalen. På den modsatte side traf vi de første levende tyske soldater. Det var den forreste linie. Det var nu lyst, så vi undgik at blive skudt her, da vi nærmede os dem. Med et yderligere tab af to mand var tilbagetoget lykkedes os.
Vi fortsatte længere tilbage til den næste linie. Her blev vi standset af officerer og feltgendarmer. Med deres våben ville de tvinge os tilbage. Vor løjtnant diskuterede højlydt med dem, men vi gik videre; lidt længere tilbage smed vi os i græsset foran to feltbatterier, som uafbrudt fyrede løs. Regnen, rigtig forårsregn, silede ned i strømme, men vi sov til næste dags aften.
Zeppelin-luftskibet L7 i Tønder. Tønder Zeppelin- og garnisonsmuseum.
Luftskibet L7 ankommer til Tønder basen. Luftskibet er produceret af Zeppelin og fløj sin første tur 23. november 1914. Det blev først stationeret i Leipzig, men kom efter et par måneder til Nordholz. Da det kom til Tønder fik det plads i luftskibshallen “Joachim”. L7 har en længde på 158 m og en gasvolumen på 22.470 kubikmeter. Gassen opbevares i 18 gasceller, fastgjort til det lærredsdækkede aluminiumsskellet.
Læs mere om luftskibet på Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum her
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915. Dette opslag omhandler tidsrummet 23.-27. april 1915.
(… fortsat)
Time efter time blev vi færre og færre. Efterhånden var hele femte kompagni samlet i et hul. Vi var ca. 30 mand. Ingen af os havde brød; de døde franske soldater heller ikke. Vi fik en cigar af overløjtnanten. Den spiste vi.
Det er umuligt at beskrive den tilstand, der herskede her i dødens hule. De dage og nætter, vi var her, var uendelig lange. De hårdtsårede lå ubevægelige. Ingen kunne hjælpe dem, og ingen bad om hjælp. En soldat kom kravlende ned til os. Hans ene ben var skudt af, men det hang endnu i nogle trævler. Han havde bundet en snor om fodleddet og trak på den måde benet med sig. Nu lå han her uden at sige noget, indtil døden befriede ham.
Nogle råbte pludselig op og kaldte på deres mor, men og i samme nu, de rejste sig op, blev de ramt.
Jeg vil ikke fortælle mere om enkelthederne. Alt var håbløst. Vi tænkte ikke mere, vi var alle tilsølet af snavs og blod, og mange af os var såret af strejfskud eller på anden måde.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
(… fortsat)
Pludselig var en franskflyvemaskine over os. Lige så hurtigt var den igen borte. Vi var observeret. Nu blev vi hele dag en overdænget med granater, fra de mindste til de største, og vore maskingeværer blev tavse.
Ved mørkets frembrud stormede vi frem til byen „Lixerne“. Flere angreb blev forsøgt i løbet af natten , dog uden resultat. Byen var beboet, og et frygteligt syn mødte os. De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.
Det kan ikke beskrives. Mange af os græd ved synet af denne barbariske fremgangsmåde.
Jeg tror, at både det tyske og franske artilleri havde byen under ild, og vi blev nødt til, så snart mørket faldt på, igen at forsøge på at nå videre frem. Da vi kom ud på den våde mark, satte utallige maskingeværer ind på os. Vi måtte i liggende stilling grave os ned, medens kuglerne haglede igennem vore sammenrullede kapper og blikspandene, som lå øverst.
Vor forbindelse bagud var også gået tabt. Så var det slut.
Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.
Allerede i februar 1915 blev der mand og mand imellem talt om „storangreb“. Vi skulle støde frem til dem engelske kanal. Angrebet, sagde man, skulle finde sted i marts.
Tyskerne havde udregnet en djævelsk plan. Franskmændene skulle fordrives fra deres stærke stillinger, især fra hovedstillingen på den anden side af Yser-kanalen, og dette skulle ske ved hjælp af klorgas, som skulle udsendes fra forreste linie, vel at mærke, når vindretningen var gunstig.
En aften midt i marts blev vi sammen med alle mulige andre soldater sendt ud i nærheden af frontlinien , hvor vi havde været så ofte før. Vi havde mad til tre dage og en mængde patroner.
Angrebet skulle startes ved to tiden. Vi lå i stendyngerne i ruinbyen Bixchoote og frøs. Vi afventede ordre,, men den udeblev. Det var vindstille, og hele angrebsstyrken blev sendt tilbage.
Dette gentog sig næsten hver nat indtil den 21. april. Den nat blev vi kun sendt nogle kilometer tilbage. Vi skulle skjule os i noget krat.
Vi var trætte og havde kastet alt overflødigt, patroner iberegnet, bort og havde nu kun et stykke brød til natten. Vi fik flere patroner udleveret, og angrebet skulle begynde klokken seks aften, og det skete.
Ved højlys dag rykkede vi igennem løbegravene og ud i første linie, hvor gasflaskerne var indbyggede med kort mellemrum. Vor bataillon skulle være stødtropper, skulle tage den franske forreste linie og forcere Yser-kanalen, hvor hovedstillingen var.
Nu så vi et forfærdeligt syn. En kolossal, sort-blågul gassky rullede foran os. Solen formørkedes, og i samme nu satte det franske artilleri ind på de tyske linier med utallige batterier af alle kalibre. Tabene var uhyre store. Vi havde nået kanalen og løb over de lette pontonbroer, som pionererne rullede ud. De faste, store broer var ikke sprængt bort, men vi så nu til begge sider den ene fuldtræffer efter den anden knuse dem. De var tætpakkede af fremstormende soldater, som faldt ned i kanalen og var fortabte.
„Fanger bliver der ikke taget! “ var der blevet befalet. Vi sprang ned i den franske hovedstilling, men hvilket syn! De levede endnu, men var værgeløse. Ingen af dem havde gasmasker, hvorimod vi havde en tot tvist i næsen. Den betød dog intet. Mange af vore kammerater hang i de lange franske bajonetter, som stod oprejst i stillingen. De var faldet eller sprunget ned i dem; andre var fanget i deres pigtrådsspærring.
Det franske artilleri satte nu ind med uhyre styrke. Vi stormede over kampfeltet, hvor alle de franske reserver lå i massevis, døde og forgiftede. Første reservestilling løb vi overende, og det gik videre fremad i en forfærdelig ild. Vi stødte på næste linie, som var bemandet. Maskingeværild mejede os ned, men inden daggry var også vore maskingeværer i stilling, og vi gravede os ned.
Nis Kock var med blokadebryderen S/S Kronborg kommet til Østafrika. Skibet var skudt i sænk af briterne, men det var lykkedes at redde dets last af våben, ammunition og sprængstof. Men hvad skulle der nu sket?
Vi gled saaledes … hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.
I disse to Slag havde Tyskerne sejret og skaffet sig Ro baade paa Fronterne og til Dels ved Kysten, og i Tiden, der fulgte efter, levedes Livet endnu nogenlunde normalt i den tyske Koloni. Ganske vist var alt vaabenført tysk Mandskab udskrevet til Soldat, men en Mængde Plantere fik Lov til at blive paa deres Farme og Plantager endnu i 1915, selv om deres Arbejde dér var ret haabløst, da Landet var blokeret. Stillingen ved Fronterne var den, at den Øverstkommanderende over alle tyske Tropper i Afrika, Oberst Lettow-Vorbeck, laa med Hovedstyrken af Hæren ved Taveta mod Nord paa Grænsen til Kenya, Generalmajor i den sachsiske Hær Wahle, der tilfældigt opholdt sig i Østafrika, da Krigen brød ud, laa med en mindre Styrke paa Grænsen til belgisk Kongo og ved de store Søer, og ogsaa mod Syd, mod Nord-Rhodesia, laa der mindre tyske Styrker.
Oberst Lettow-Vorbeck støttede sine Styrker til Landets nordligste Jernbane, Usambarabanen, og General Wahle støttede sig til Dels til den sydlige Jernbane, som kaldtes Midtbanen eller Centralbanen, fordi den delte Landet over i to lige store Halvdele. Dette blev vi snart helt paa det rene med. De talrige Europæere, der Tid til anden besøgte vor Lejr under Bjergningsarbejdet, fortalte beredvilligt om alt, hvad de havde oplevet og vidste, mod at faa Lov til at spørge ud om Forholdene i Hjemlandet, som de omfattede med en rørende Interesse.
Vi fik at vide af disse Folk, at Krigen havde truffet Østafrika fuldstændig uforberedt. Koloniens samlede Hær bestod af 4000 Mand sorte „Beskyttelsestropper“ , hvis Opgave egentlig kun var at holde Ro inde i Landet, og som derfor var udrustet med gammeldags Rifler af Model 71. Disse Tropper havde maattet kæmpe mod moderne udrustede engelske Tropper ved Tanga og Jassini, men havde sejret, og det havde givet baade deres Befalingsmænd og dem selv Mod paa Fremtiden.
I Øjeblikket var der omkring ved 10,000 Mand af de gode Negerstammer fra Egnene omkring Søerne under Uddannelse i talrige Rekrutlejre, men trods det store Bytte ved Tanga og til Dels Jassini og trods vore 2000 Mauserkarabiner havde man ikke Vaaben nok til dem allesammen, men maatte uddanne dem uden Vaaben eller forsyne dem med Restoplaget af de gamle 71-ere, som man skrabede sammen omkring i Provinsernes Magasiner, hvor de havde ligget i en Menneskealder.
Værst følte man dog Savnet af moderne Artilleri. Man maattet klare sig med Revolverkanoner fra Boerkrigens Tid og med Feltkanoner Model 1873. I Timevis kunde Kolonisterne fortælle om alt det, Kolonien manglede for at kunne forsvare sig, men naar vi paa Slutningen af saadan en Samtale uvægerligt spurgte dem, hvorledes det havde været muligt for Kolonien at forsvare sig saa heldigt, medens alle de andre tyske Kolonier forholdsvis hurtigt var bukket under, saa svarede de fuldstændig enstemmigt: — Det er Lettow-Vorbecks Skyld. Uden hans Villiekraft havde Kolonien været fortabt allerede i November. Han vandt Slaget ved Tanga med 1400 Mand mod 8-10.000 Englændere og Indere.
I disse Maaneder, medens der var Ro paa Fronterne efter de to Sejre, naaede Forgudelsen af Lettow-Vorbeck sit Højdepunkt i Østafrika. Senere, da Fronterne ikke længere kunde holdes, fik man Øjnene op for de ubehagelige Sider, denne Mands Energi og Handlekraft havde, men jeg tvivler om, at nogen Hær i noget Land har set op til sin øverste Chef med en saadan Tillid og Beundring som de tyske Tropper i Østafrika under hele den lange og for denne Koloni næsten totalt ødelæggende Krig.
