3. august 1918. Selvforskyldte bylder

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Sidst i juli eller først i august måned fik jeg eksem i hovedbunden og måtte under lægebehandling. Da jeg havde hele hovedet forbundet, kunne jeg ikke benytte gasmaske og måtte derfor blive tilbage ved bagagen i det såkaldte Revier (infirmeri), hvor lægen befandt sig.

En dag faldt jeg i snak med en mand fra et andet kompagni. Da han hørte om mit eksem, sagde han, at det skulle bare være ham, der havde det, så skulle han snart komme til Tyskland.

Jeg blev selvfølgelig interesseret og spurgte, hvordan han da ville bære sig ad.

Han ville ikke rigtig ud med svaret, men det slap dog ud af ham til sidst, at han var drogist og havde et vist kendskab til hudsygdomme. Mod at jeg lovede ham ubetinget tavshed, forklarede han mig, at hvis jeg daglig drak 2-3 skefulde eddike, ville ingen læge kunne helbrede mig. Den sure eddike ville straks gå over i blodet, og – sluttede han: »Så skal du bare se løjer.«

Egentlig troede jeg ikke rigtig på ham, men tænkte, at det var et forsøg værd. Jeg gik til kokken og spurgte, om han havde lidt eddike til mig, for jeg skulle lave kartoffelsalat. Det havde han, og da jeg var kommet i enrum, tog jeg den første mundfuld.

I løbet af det næste døgn tog jeg et par stykker mere, og jeg skal love for, at min skepsis forsvandt. Hele hovedbunden blev oversået med bylder så store som ærter. Hår og bylder måtte radikalt barberes væk, og jeg blev indsmurt i salve.

Jeg holdt op med at drikke eddike et par dage, og bylderne begyndte at svinde. Inden de var helt borte, drak jeg atter lidt af det sure, og så var de der igen.

Sådan gik det en fjorten dages tid , så var det ved den tid, da jeg skulle rejse på orlov, og jeg holdt op med at »drikke«.

Et par dage før jeg skulle rejse, var jeg så godt som helbredt, og lægen mente, at jeg godt kunne tage af sted.  (…) Sammen med den sidste af de 30 sønderjyder, der kom til bataljonen i 1916, rejste jeg hjem.

Vi skiltes i Over Jerstal, og aftalte, at vi atter skulle mødes der, når orloven var forbi. Jeg så ham ikke før mange år efter krigen, han gik nemlig til »Kongeå-brigaden«. (Betegnelse for de sønderjyder, der flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste). Jeg blev således »Den sidste på skansen«, vel nok en tvivlsom ære; men jeg havde givet Hannoveraneren mit ord på, at jeg ville komme igen, og det agtede jeg at holde for ikke at sætte ham i forlegenhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *