Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.
Paul Buchwald — min Ven — stammede fra Schlesien, hvor hans Forældre Øst for Breslau havde en lille Landejendom. Vi traf hinanden paa Garde-Kyrasser-Kasernen i Berlin Sommeren 1915. I Rusland begyndte vor Karriere som Frontsoldater. Mange fælles Oplevelser under Patruljegang bandt os mere og mere sammen.
Efterhaanden kunde vi næsten ikke undvære hinanden. Vi delte alt med hinanden, Penge, Pakker og selv alt, hvad der hørte til Livets Opretholdelse. En Frontsoldats Mave var jo næsten altid slunken. Vi plyndrede en Nat vor Ritmesters Spisekammer — trods den udstillede Vagtposts Aarvaagenhed. Men vi fandt en Bagdør. Vi levede højt et Par Dage, men saa blev det opdaget, og jeg vandrede i Kachotten — tre Dages mørk Arrest paa Vand og Brød. Det var i en Kælder i Byen Pinsk. Her tog jeg dog Tørnen alene.
Den Modtagelse, jeg fik af Paul og mine Gruppekammerater, da jeg atter kom ud, var enestaaende: 12 Spejlæg med brunede Kartofler og Vodka i lange Baner. Stemningen blev saa høj, at Ritmesteren kom til Stede. Han lovede Paul og mig, at han nok skulde huske os, naar vi efter nogen ekstra Uddannelse blev overført til Vestfronten.
I Februar 1918 gik denne Overførsel for sig. Vi kørte gennem Polen og kom ind i Tyskland. Her fik vi et lille Ophold i Doberitz. I Løbet af tre Uger blev vi gjort bekendt med de sidste nye Mordvaaben, saasom Flammekastere, Miner osv. Vi var nu klar over, at vi var modne til Vestfronten. Af denne Grund var der ogsaa lige ved at blive Revolte i Doberitz den sidste Aften, vi var der. Vi havde alle faaet Natorlov til Klokken to. Vi Kyrasserer gik i Flok og Følge gennem Byens Restaurationer og lavede al den Halløj og Spektakel, vi kunde finde paa.
Under Alkoholens Indvirkning væltede fem Mand en Disk med over hundrede Glas, Paul og jeg ordnede en Musikautomat. Det var den rene Vandalisme. Politiet blev tilkaldt, men de gjorde intet for at standse os. De vidste, at vi den næste Morgen Klokken fem tog af Sted til Vestfronten.
Det varede længe, før vi kom af Sted den Morgen, Flere af mine Kammerater var nemlig i Nattens Løb deserteret. Vi skrev med Kridt paa Vognene: „Schlachtvieh für die Westfront”!
Vore Officerer, der efterhaanden erkendte Sagens Alvor, bad os om at viske det ud, men vi raabte i Kor: „Stimmt es nicht?“ Da de ikke svarede, raabte vi: „Lad det bare blive staaende!” Og det blev staaende. Disciplinen slog en kraftig Revne!
Jeg mindes ellers den smukke Rejse gennem. Tyskland som en Oplevelse. Vi havde mange Ophold. Solen skinnede, Foraaret gryede, og hvor var det skønt ved Rhinen. Vi passerede mange Transporttog med saarede. Stemningen blev vel saa lidt trykket, men hvor kan saadan en Flok Kammerater dog holde Humøret oppe paa hinanden!
Paul og jeg blandede Blod og lovede hinanden, at hvis en af os skulde blive lemlæstet, skulde den anden give ham Naadeskuddet; thi — komme hjem som Krøblinge vilde hverken han eller jeg.
Til sidst havnede vi i Belgien. Jeg skal love for, vi fik en varm Modtagelse af de engelske Flyvere.
(… fortsættes)