Tag-arkiv: desertør

30. juli 1917. Desertøren Claus Clausen for retten: “Ikke bedre værd end at stilles op ad en mur og skydes!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.

Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.

Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.

En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.

Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.

Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.

Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.

Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.

Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.

Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.

DSK-årbøger 1947

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

20. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: faneflygtige og overløbere vises ingen naade

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faneflygtige og overløbere

Generalkommandoen i Altona har udsendt følgende: Beklageligvis har det hos overløbere til fjenden vist sig, at de var vildledte af den anskuelse, at de efter krigen vilde blive benaadede.

Dette er en skæbnesvanger antagelse. Allerede i den bekendtgørelse, som af krigsministeriet angaaende faneflygtige er udstedt den 29. maj 1917, nævnes, at overløbere til fjenden er udelukkede fra benaadningen.

Naar der ikke mere tages noget hensyn til de faneflygtige, der ikke inden udløbet af den fastsatte frist er vendt tilbage fra de neutrale lande, gælder dette i saa meget højere grad overløbere til fjenden.

Overløbernes forbrydelse er saa stor og deres optræden er saa forræderisk, at der ikke til nogen tid vil blive øvet naade af nogen art mod disse folk. Hele lovens tyngde vil efter krigen ramme overløberne saavel som de faneflygtige, der ikke efterkommer krigsministeriets reskript af 29. maj 1917.

 

27. maj 1917. Desertøren Claus Clausen på vej i fængsel

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen.

Pinsedag kom så Kommandanten og forhørte mig; han viste sig at være en Overtolder fra Hviding. Samme Dag gik det videre til Flensborg, hvor jeg indsattes i Arresten i Junkerhulvej-Kasernen.

Det var med blandede Følelser, jeg den Dag passerede Bredebro Station og så alle de kendte Ansigter i Pinsestemning. Jeg selv var lagt i Bånd og Fængsel.

Fra Flensborg førtes jeg derefter til Rostock i Mecklenborg, min Garnisonsby. Atter måtte jeg trække i Trøjen; mit Civiltøj har jeg siden ikke set noget til.

Sagen mod Claus Clausen kom for retten den 30. juli 1917.

DSK-årbøger 1947

26. maj 1917. “At flygte ville betyde den visse død …” Desertøren Claus Clausen fanget!

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.

Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”

Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“

Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb

Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.

Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.

Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:

”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”

– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på

Jorden er skøn, som du, mit Hjem …

Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.

At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.

DSK-årbøger 1947

25. maj 1917. Desertøren Claus Clausen faret vild i Vadehavet: “Jeg anede ikke mere, hvor land var!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord.

Først i Maj 1917 fik jeg Orlov; og nu skulde det ske. Gensynsglæden i Hjemmet var stor, men Far og Mor syntes ikke rigtigt, jeg var som jeg plejede.

Orlovstiden gik alt for hurtigt; den sidste Dag fik jeg Far med ud i Marken og fortalte ham så, at nu gik jeg over Grænsen. Far sagde ikke meget; han vidste, hvad det kunde komme til at betyde, hvis det ikke lykkedes.

Næste Dags Morgen kørte Far mig til Stationen. Vi tog Afsked, og Far gav mig sin Velsignelse med, Mor vidste ikke noget. Min Plan var at nå ned til Søndernæs, og derfra gå ud i Vadehavet og på den Måde at nå over til Danmark til Vester Vedsted, hvor jeg i sin Tid havde varet Elev på Efterskolen.

For ikke at vække nogen som helst Mistanke rejste jeg med Toget sydpå til Tønder, steg ud der, gik ud i Gallehus Skov, hvor jeg smed Gevær, Uniform og alt, trak i det medbragte Civiltøj og gik så Øst om Bredebro, over Ellum nordpå, over Brede Å, krydsede atter Hovedvejen og Jernbanen og nåede ud i Engene mellem Ottersbøl og Skærbæk, hvor jeg løb på den første Pigtrådsspærring og — hvad værre var — en tysk Grænsepatrulje.

Jeg gav mig da til at hælde Vand op til Kreaturerne, kløede Studene lidt ved Halen osv. — for at aflede Patruljens Opmærksomhed fra mig. Endelig forsvandt den også; jeg kom igennem Spærringen, gik så lige op til Søndernæs og ind til min Efterskolekammerat, Hans J. Bjerrum.

Det var blevet ved Aftenstide. Vi måtte opholde os i Havens Lysthus, da der var Indkvartering på Gården. Der var Lavvande fra Kl. 11 Aften til 5 Morgen; den Tid skulde benyttes.

Med Lommelygte og Kompas, som jeg fik af Hans, begav vi os så ned til Havet. Hans og Broderen Peter var med for at give mig de fornødne Instrukser. I den stille Majnat gik jeg da med Støvlerne på Nakken ud i Vadehavet, det lumske Hav; i ca. en halv Time blev jeg ved lige ud — for at undgå Strandpatruljen.

Jeg tændte så Lommelygten, så på Kompasset og gik mod Nord. Efter en to Timers Gang skulde jeg kunne være ved Manø-Vejen.

Da jeg havde gået godt en Times Tid, så jeg på Kompasset igen, og vilde så prøve at gå indad, for at overbevise mig om, hvor langt jeg var ude i Havet. Jeg kom godt ind til Stranden, men så her til min Forskrækkelse friske Spor af Strandpatruljen, som altså måtte være i umiddelbar Nærhed. Det var dog helt diset, og jeg i en Fart ud i Havet igen, men glemte desværre i Forfippelsen at se på Kompasset.

Hele Natten gik jeg så derude; det begyndte at lysne mod Morgen; nu gik jeg ikke mere, men løb. Vandet var ved at komme ind igen; det gik mig til Bæltestedet, jeg anede ikke mere, hvor Land var.

Da slog det pludselig ned i mig: Kompasset! Jeg så på det og blev klar over, hvor Stranden var. Helt forkommen nåede jeg i Land, men vidste ikke, om det var Danmark eller Tyskland, jeg kom til.

DSK-årbøger 1947

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

20. april 1917 – Ribe Stiftstidende: unddraget værnepligt

Senest ændret den 27. juni 2023 17:39

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

For at have unddraget sig værnepligten
er følgende mænd fra Nordslesvig ifølge regeringens Amtsblatt blevne idømt hver 10 maaneders fængsel: Tjenestekarl Nicolai Leimand fra Asserballeskov paa Als, tjenestekarl Frederik Christen Grønkjær fra Nustrup, landmand Enevold Bolvig fra Sverdrup ved Øsby, landmand Carsten Marius Terkildsen fra Skaft, landmand Hans Jørgen Conradsen fra Fuglebæk ved Lintrup, handelslærling Henrik Henriksen fra Vojens Mark, sidst bosat i Haderslev, matros Karl Christian Christensen fra trappen ved Graasten, tjenestekarl Niels Hansen Lund fra Ballum, tjenestekarl Christian Peter Jønset fra Tandslet paa Als, sidst bosat i Mommark, tjenestekarl Karl Kreutz Jensen fra Majbølgaard pa Als, sidst bosat i Mommark, tjenestekarl Jørgen Mortensen Hansen fra Skaft, tjenestekarl Ole Olesen fra Nørre-Bollum ved Bredebro, sidst bosat i Døstrup, tjenestekarl August Christiansen fra Barsbøl, sidst bosat i Lintrup, tjenestekarl Viggo Boisen fra Brem ved Rødding, gaardejer Hans Tjellesen Schmidt fra Tiset ved Gram, tjenestekarl Christian Christensen fra Fjelby, sidst bosat i Rugbjerg ved Øster-Løgum, tjenestekarl Jørgen Clausen Jørgensen fra Stenderup i Sundeved, tjenestekarl Hans Hefte Hansen fra Gammelgaard ved Ketting paa Als, sidst bosat i Sønderborg, Gustav Adolf Friedrich Wirth fra Sønderborg, fisker Christian Nielsen fra Kongshoved ved Hjortholm paa Als og stud. theol. Svend Harald Zachariassen fra Dybbøl.

Faldne
P. Hansen af Toftlund er den 12. april død i et lazaret efter at have været syg i flere maaneder af lungebetændelse. Han blev 40 aar og efterlader sig enke og 4 børn. 

Desertører fra Nordslesvig – en liste

Igennem længere tid har den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, Peter Weber, pløjet sig igennem efterlysninger efter desertører i de fire nordslesvigske Kreisblätter, i Reichsanzeiger og i de lister, der ligger i Landrådsarkiverne.

Nu er vi så vidt, at vi kan vove et bud på en alfabetisk fortegnelse over sønderjyske desertører i Første Verdenskrig. Listen tæller ca. 2100 navne.

Alfabetisk liste over desertører

Efter hvert navn henvises til den overordnede desertørside , hvor man kan hente mere detaljerede oplysninger om hver enkelt desertør.

 

1. april 1917. Claus Clausen beslutter sig for at desertere

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere.

April 1917

Den 9. Januar 1915, netop på min 20 Års Fødselsdag, stillede jeg til Session i Løgumkloster og blev taget til Infanterist.

Den 10. Maj samme År fik jeg Ordre til at stille i Flensborg og blev samme Dag med en hel Del andre Nordslesvigere transporteret til Rekrut-Depotet i Husum, hvor vi skulde uddannes. Allerede ca. 10 Uger senere var den første Transport rede til at drage i Felten.

Jeg kom dog ikke med denne Gang, da jeg på Grund af Sygdom var blevet indlagt på et Lazaret i Hamborg. Derfra blev jeg i Oktober Måned udskrevet som „garnisonsdienstfahig“ og tilbagesendt til Husum, hvor jeg så for det meste forrettede Vagttjeneste.

Til Julen 1915 var der blevet tildelt os Orlov, men så kom der Fordring på en Transport Garnisonssoldater til Frankrig. Vi blev da indklædt mellem Jul og Nytår og sendt til Slesvig, hvor hele Transporten skulde samles. Lige netop på min Fødselsdag igen, 9. januar 1916, om Eftermiddagen Kl. 2, marcherede vi til Banegården, hvor Toget holdt rede.

Efter et Par Dages Kørsel havnede vi i Flandern, blev udladede i Byen Staden og skulde så gå ud til Melane-Skoven. hvor Res. Inf. Regt. 214 lå.

Vi var 10 Mand, som blev tildelt 10. Komp., alle dansktalende Nordslesvigere. Da vi ikke måtte anvendes til Fronttjeneste, kom vi til at arbejde på en Soldaterkirkegård der i Skoven, hvor vi skulde begrave vore faldne Kammerater, der blev bragt tilbage fra Fronten. Et trist Arbejde fra Dag til Dag.

I Foråret 1917 lå vi nede ved St. Gobain, lige bag ved den nye Hindenburg-Stilling, hvortil Tilbagetrækningen efter Sommeslaget skulde ske. Jeg arbejdede i en Pionerpark, hvorfra Forsyningen med alt muligt Krigsmateriel til Fronten foregik.

Vi havde indrettet os i en Skovfogedbolig, som Civile lige havde rømmet. I nogle Dage havde vi det meget hyggeligt, lavede selv vor Mad, fandt den dejligste Vin nedgravet rundt omkring Huset.

Men så pludselig en Dag så vi, at de franske Observationsballoner, disse mægtige „Cigarer”, som hang i Luften langs Frontlinjen, var kommet os på nærmere Hold. Det franske Artilleri begyndte at indskyde sig på de nye tyske Artilleristillinger, der lå lige bag ved os.

Vi flyttede da fra Loftsetagen ned i Kælderen, fik den stivet af så godt det lod sig gøre, men den franske Luftobservation havde naturligvis set Røgen fra vor Skorsten, som kvalmede hele Dagen. En 20 Mand var vi i Kælderen; men så skete det: om Natten hørte vi en fransk Flyvers melodiske Summen og lidt efter kom den første Granat hvinende lige over Huset — lidt for langt. Så hørte vi Afskuddet fra den næste — den lå lidt for kort.

Nu var vi klare over, at det var os,det gjaldt, og i samme Nu havde vi også Fuldtræfferen lige over Indgangen. Murbrokkerne fik vi om Ørerne, men heldigvis kom ingen til Skade. Resultatet blev, at vi trak os et Par km længere tilbage i Skoven og lavede os en „Unterstand”.

Men samtidig tog jeg også den faste Beslutning, at så snart jeg kom på Orlov, da at gå over Grænsen til Danmark. Jeg havde i disse År set nok af Krigen og dens Rædsler.

DSK-årbøger 1947

8. marts 1917. Nød og elendighed i Sønderjylland ved indgangen til 1917

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende modtog efter nytår et brev fra en anonym slægtning til den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Det rummer mange interessante detaljer om Sønderjylland i begyndelsen af året 1917. Brevet her er fra bind 3 af notesbøgerne.

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Redaktør N.C, Willemoë’s notesbøger

Vær med: Indtast oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig

Rigsarkivet Aabenraa afholder lørdag den 4. marts 2017:

Tastefest i Aabenraa

Vær med til at gøre din, min og vores historie tilgængelig for alle, når Rigsarkivet, Aabenraa holder tastefest. Du kan være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Tilmeld dig her.

Ved tastefesten kan du være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Vi taster oplysningerne ind i Rigsarkivets indtastningsportal.
Når data er tastet ind, kan de søges frem i tjenesten “Søg i samlingerne“.Indtastningsportalen består af indscannede kilder, og kilderne i den Sønderjyske Samling omhandler alle Sønderjylland.
Samlingerne bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle ved, at frivillige transskriberer kilderne.

Arrangementet er åbent for alle, og Rigsarkivet sørger for forplejning på dagen.

Praktiske oplysninger

Du skal medbringe egen bærbare pc, som skal kunne bruge trådløst netværk.

Husk tilmelding på: https://www.sa.dk/brug-arkivet/arrangementer/tastefest-aabenraa-2

Tid og sted

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: 10:00 – 15:00
  • Dato: 04-03-2017
  • Tilmeldingsfrist: 03-03-2017
  • Pris: Gratis

20. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 10. februar 1917 efterlyses følgende personer, som er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: Landstormsmand Peter Wilhelm Autzen f. 21. januar 1886 i Tyrstrup; gefreiter Anders Andersen Skjøth, f. 6. oktober 1882 paa Nustrup Mark; landstormspligtig Nikolaj Rudbeck, f. 20. december 1880 i Hajstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Johan Arnold, f. 17. juni 1898 i Ralmadebro, sidst i Stenderup; ikke-uddannet landstormspligtig Søren Nielsen Degn, f. 3. december 1898 i Ustrup; ikke-uddannet landstormspligtig Alfred Christensen, f. 16. oktober 1898 i Hvidding; ikke-uddannet landstormspligtig Hans H. Jessen, f. 19. februar 1898 i Aarslev, sidst i Mintebjerg; landstormsmand Peter Sørensen Platz, f. 1. juni 1875 i Tyrstrup, sidst i Frørup; musketer Johan Evangelist Geller, f. 17. april 1881 i Bayern, sidst i Frørup; infanterist Christian Rasmussen,  f. 29. december 1875 i Nørre Vilstrup, sidst i Kjelstrup; kontorist Hans Andersen Madsen, f. 9. april 1895 i Broager.

En flygtning skudt ved grænsen

Fredag morgen omkring tretiden hørtes syd for Brenøre(der ligger umiddelbart nord for grænsen, vest for Taps) nogle skud og kort efter observeredes tyske vagtposter paa eftersøgning syd for grænsen med deres elektriske lommelygter. Det lykkedes dog først nogle timer senere at finde den eftersøgte, der viste sig at være en tysk marinesoldat, som efter et par aars tjeneste nu vilde søge at unddrage sig denne ved flugt over den danske grænse. Han var efter forlydende bleven ramt i begge arme og blev ført bort ag vagtposterne.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Karl Mortensen fra Tornum er falden.

Slagtermester P. Clausen og hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge budskab, at deres søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en granatsplint i hovedet, mens han stod paa vagt, og var død paa stedet. Alec Clausen blev kun 20 aar gl. Han har været ved fronten siden sidste efteraar.

Hans Toft og hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige efterretning, at deres søn Karl er falden. Han blev kun 20 aar gl.

Reserveløjtnant Friedrich Bønning er falden den 11. februar. Hans forældre, der bor i Flensborg, har derved mistet deres eneste søn.

Familien Feidenhansl i Oksenvad har modtaget det sorgens budskab, at sønnen Christian er falden den 28. januar. Han blev kun 21 aar gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Larsen fra Barsmark er død som følge af sygdom.

Gaardejer Jørgen Fromm paa Grarupgaard er falden den 3. februar i en alder af 30 aar.

Saarede

Johan Heinrich fra Søft ved Aabenraa er haardt saaret.

Landstormsmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som følge af en mineeksplosion bleven saaret i hovedet, saa han nær havde mistet synet. Han har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skriv hjem til sin familie. Seks andre andre kammerater maatte lade livet, medens Westphal blev reddet af feldwebelen. Han er bleven indlagt paa et feltlazaret.  

I fangenskab

Fyrbøder i reserven Karl Kunz fra Bovrup og over-maskinist-mat i reserven Hans Henrik Nissen fra Brandsbøl paa Als er i engelsk fangenskab.

Landmand Peter Struck og hustru i Mølmark ved Broager har faaet efterretning om, at deres søn hans er falden i fransk fangenskab.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Uldal fra Arnitlund, der hidtil har været savnet, er i fangenskab.

Savnede

I marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist mat Rasmus Wolter fra Røllum fra Aabenraa er savnet og efter al sandsynlighed maa antages at være omkommen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Toft fra Øster Løgum er savnet.

Familien Jess i Mastrup har modtaget meddelelse om, at svigersønnen Leonhardt Nissen har været savnet siden den 5. februar. L. Nissen har været med siden krigens begyndelse. 

7. februar 1917. Desertører mister statsborgerskabet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De deserteredes forhold efter krigen

Schleswigsche Grenzpost i Haderslev har fra kompetent kilde modtaget følgende oplysninger om deserterede tyske statsundersaatters forhold efter krigen: Deserterede tyskere eller saadanne, der har unddraget sig deres værnepligt, før de er traadte ind i hæren, eller tyskere i udlandet, som – uberettiget – ikke har begivet sig til indlandet for at opfylde deres værnepligt, mister deres tyske undersaatsret.

Skulde saadanne personer, efter at krigen er til ende, vende tilbage til indlandet, vil de først blive dømte og derefter blive udviste af statsomraadet, efter at de har afsonet deres straf.

 

11. januar 1916. Med kul til Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

7. januar 1917. “Forbandet danskerpak!” Desertører fra Haderslevegnen

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, blev indkaldt i 1916. Hans historie vidner om, at det kunne være problematisk at være nordslesviger, hvis éns kammerater deserterede.

Den 16. oktober 1916 blev jeg indkaldt til Junker Hulvejskasernen i Flensborg, hvor der mødte 65 fra Haderslev amt og 35 fra Sønderborg amt, alle årgang 1897, og samme dag 100 fra Aabenraa og Tønder amter. Alle skulle vi uddannes ved 2. armekorps.

De første af os kom til Bromberg, til Infanteriregiment 14, de øvrige kom til Deutsch-Krone i Vestprøjsen, til Regiment 42. Efter fire ugers uddannelse blev den første tredjedel fra Bromberg sendt til Makedonien, og 24. november kom 40 mand til Krekow ved Stettin.

Fire dage senere gik det til Beverloo i Belgien for at blive uddannet ved de tunge maskingeværer.

Vi nordslesvigere samledes alle i første og anden deling. Der var lovet denne deling orlov i julen, dog på grund af overbelastning i trafikken kom vi først af sted 3. juledag om aftenen, men vor orlov var kun på ti dage, og de var hurtigt omme.

Vi kom tilbage, men så viste det sig, at der manglede en del af vore kammerater, næsten alle fra Haderslev og egnen ved Kongeåen. De var alle gået over grænsen.

Til at begynde med regnede man ved troppedelen med, at de ville ankomme senere, men omsider stemplede man os som et »forbandet danskerpak«,

DSK-årbøger 1972

 

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

22. december 1916 – Ribe Stiftstidende: et budskab der kom for sent

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Et budskab der kom for sent

Den hjemløse Julius Wittrup fra Kamp søndenaa søgte for nogen tid siden som ikke-uddannet landstormspligtig over grænsen, fordi han mente, at en ordning af hjemløshedspørgsmålet ikke vilde komme tidsnok til at fritage ham for at blive indkaldt. Hans flugtforsøg mislykkedes imidlertid, og han blev sendt til uddannelse og efter en kort uddannelse sendt til fronten, hvor han nu er falden i den første træfning, han deltog i. Dagen efter, at han var falden, kom der underretning til hans afdeling om, at han var løst fra sit militærforhold og kunne hjemsendes.

Efterlyste

Følgende efterlyses for at være deserterede eller for at have fjernet sig fra deres troppeafdeling uden tilladelse: forstærkningsmand Jens Marius Nissen, f. 1. juni 1890 i Sverdrup; landmand Rasmus Holm, f. 7. februar 1892 i Neder Jersdal; ikke-uddannet landstormspligtig Otto Bertel Petersen, f. 22. december 1898 i Hvidding; ikke-uddannet landstormspligtig August Slot, f. 25. 1898 i Hjerting, sidst i Hygum; ikke-uddannet landstormspligtig Peter Hansen Nielsen, f.  8. februar 1897 i Rangstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Peter Jensen Petersen, f. 1. november 1898 i Hygum; ikke-uddannet landstormspligtig Elias Marinus Johansen, f. 3. august 1898 i Ribe, sidst i Hvidding; landeværnsmand Christian Paulsen Schmidt, f. 13. oktober 1880 i Kirkeby, sidst bosat i Kolding; Niels Sørensen Hansen, f. 1. februar 1887 i Friskmark, sidst bosat i Danmark; ikke-uddannet landstormspligtig Christian Jacobsen, f. 18. november 1897 i Sottrup skov, sidst i Raahede; landeværnsmand Hans Peter Madsen, f. 2. februar 1887 i Fjelstrup. Endvidere efterlyses for samme overtrædelse 11 personer, som er fødte sydpaa.

Faldne

Rasmus Møller og hustru, Klosteret i Haderslev, har faaet meddelelse om, at deres anden søn, Rasmus Møller, 24 aar gl., er falden. Broderen faldt i august maaned.

Christian Duus fra Hørup paa Als, der før har været opført som savnet, er falden.

I tabslisten meddeles, at Christian Mortensen fra Strandelhjørn er død paa et lazaret.

Chr. Christensen, søn af J. Christensen i Brøns, er død paa St. Franciskus-sygehuset i Flensborg, 23 aar gl.

Tidligere landmand Knud Clausen i Aabenraa har nu faaet vished for, at hans søn Peter er død.

Cand. Min. Christian Høck, søn af pastor Høck i Hamborg, tidligere i Rinkenæs, er falden.

Ifølge tabslisten er Waldemar Hansen fra Haderslev falden og Gustav Madsen fra Hvinderup ved Kristiansfelt død i fangenskab.

Ifølge tabslisten er Jørgen Schmidt 9.  fra Sønder Vilstrup falden.

Pens. lærer Carl Sørensen paa Damager ved Haderslev har modtaget budskab om, at hans søn Waldemar er død paa et feltlazaret den 14. december, 23 aar gl.

P. Sandberg i Allerup ved Toftlund har modtaget meddelelse om, at hans søn Jes den 8. december er død paa et lazaret i Frankrig, 30 aar gl.

Saarede

Karl Jensen fra Gøtterup ved Toftlund er bleven saaret.

Otto Paarsch fra Rejsby er ifølge tabslisten haardt saaret.

I fangenskab

Hans Duus fra Lysabildskov paa Als er i fangenskab.

Savnede

Ifølge tabslisten er Jørgen Bodum fra Halk, Jens Jørgensen fra Bjerndrup og Jens Møller fra Købingsmark paa Als savnede.

Jørgen Schmidt fra Arnum, der før har været savnet, er vendt tilbage til sin troppeafdeling.

I tabslisten meddeles, at Peter Bojsen fra Store Nustrup, Jes Bunde fra Felsted og Søren Sørensen fra Gestrup er savnede.

 

20. december 1916 – Ribe Stiftstidende: i kvindeklæder over grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mere begrænsning i jernbanefærdslen

Som følge af mangel paa personer vil jernbanefærdslen blive endnu mere begrænset; saaledes vil nedsættelsen af billetpriserne paa udflugter blive ophævet, og søndagsbilletter til lavere priser vil blive ophævede fra den 20. december. Der vil heller ikke blive givet orlov til saa mange soldater; dette gælder dog ikke for dem, som ligger ved fronten. Som aarsag hertil angives, at der stilles store krav til jernbanerne for at føre de i Rumænien erhvervede forraad bort!

Spar paa brændsel paa lys!

Magistraten i Haderslev har udstedt en anordning om at spare paa brændsel og lys. Alle lysreklamer er forbudte. Forlystelseslokaler, spisehuse, værtshuse og kafeer skal lukke kl. 10 om aftenen, ogsaa forenings- og selskabslokaler, hvor der nydes spise- og drikkevarer – Belysning af butikker og butiksvinduer skal begrænses. Belysning udefra af butikker og bygninger i industrielle øjemed er forbudt. Lyset paa trapper og fælles forstuer skal slukkes kl. 9. Gadelygterne slukkes kl. 10.

I kvindeklæder over grænsen

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags blandt andet følgende sager: For medhjælp til faneflugt var anklaget frøken Adele B. fra Jels. Hun sigtedes for i oktober maaned at have gjort forsøg paa at hjælpe sin broder, der var paa orlov fra Vestfronten, over grænsen. Hun udtalte, at hun i førstningen havde fraraadet ham at flygte; men da broderen blev ved med at plage hende om at hjælpe ham, havde hun til sidst givet efter, og paa hendes raad fik broderen noget af hendes tøj paa, da hun var af den mening, at det nok var lettere at komme over grænsen i kvindeklæder. Hun gik saa sammen med ham til grænsen, men en 20 minutters gang fra denne blev de stoppede af vagten. Medens broderen blev anholdt, lykkedes det hende at flygte, dog blev hun arresteret næste dag. Statsadvokaten androg paa 5 maaneders fængsel. Dommen lød dog paa 6 maaneder, da et saadant foretagende burde straffes haardere i krigen. Af denne straf fraregnes 1 maaned for udstaaet varetægtsarrest.

10. november 1916. Beskyldninger mod sønderjyder for at desertere

En Kammerat, der værgede vor Sag

I November 1916 blev en Del gamle Landstormmænd her fra Nordslesvig indkaldt til Oplæring i Krigskunsten og sendt til Schwerin. Blandt de indkaldte var ogsaa M. Wahrlich fra Aabenraa.

Han hørte nu just ikke til dem, der ved »Schneidighed« kastede Glans over Soldaterstanden , men han havde, naar det gjaldt, Mod til at forsvare os.

En Morgen, da hele Afdelingen var traadt an til Undervisningen paa en af de store Belægningsstuer, lod en Feldwebel falde nogle Ord om, at Nordslesvigerne jo løb over Grænsen.

Da rettede Wahrlich sig og spurgte: Tillader Hr. Feldwebel?

Da Tilladelsen var givet, sagde Wahrlich : Der er da i hvert Fald falden 2800 Mand deroppe fra, saa de er da ikke alle løbet bort fra den lille Plet deroppe.

Da vi kom tilbage til Stuen, var der mange af vore tyske Kammerater, som roste Wahrlich for hans Optræden.

P-L. i DSK-årbøger, 1941

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:02

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

29. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos: Forfulgt af en rasende vagthund

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han endelig egnen syd for grænsen til Danmark. Natten tilbragte han på høloftet hos en bekendt i Jels.

Den næste dag var en søndag. Jeg blev budt ned til kaffe, og den smagte mig ovenud godt. Det var den første varme drik, jeg modtog, siden jeg tog hjemmefra. Søndagen gik, og da mørket brød frem, fortsatte jeg min vej mod grænsen, ført af en vejviser til hest. Vi havde en aftale: red han langsomt fremad, var der ingen fare; skældte han hesten ud, skulle jeg omgående forsvinde bag et hegn eller søge ind i skoven; holdt han stille, skulle jeg komme hen til ham, for så var der et eller andet, han ville meddele mig.

Det gik godt. Vi nåede uden for byen. Her måtte jeg forsvinde første gang. Jeg skjulte mig bag længerne på en gård. Da faren var overstået, kom jeg igen frem, og nu gik turen videre, indtil vi uden forstyrrelser nåede op i umiddelbar nærhed af grænsen. Jeg kom op i nærheden af ham og modtog de sidste instrukser. To soldater, som var blevet afløst, nærmede sig, og jeg forsvandt omgående.

Da jeg atter kom frem, var rytteren borte, og det var umuligt at få øje på ham. Så var jeg nødt til at klare mig på egen hånd. Forsigtigt sneg jeg mig nu fremad. Medens jeg holdt skarpt udkig til alle sider, opdagede jeg henne ved et hegn noget mørkt. Jeg troede, at det var min vejviser, men da jeg nærmede mig det ubestemmelige, opdagede jeg i sidste øjeblik, at det var en tysk vagtpost, der stod ved siden af sit skilderhus.

Nu vidste jeg, at jeg var ved grænsen, og nu gjaldt det om at udspejde, hvor vagtposterne stod og ad hvilken vej de gik. For at blive klar over det, krøb jeg frem over en mark og hen til et skovbryn. Her i skyggen af skoven kunne jeg mere ubemærket komme videre. Efter en times ihærdig spejden var jeg på det rene med vagtposternes gøren og laden, og så prøvede jeg at kravle frem på maven. Det gik godt til at begynde med. Jeg nåede helt frem til den vej, vagtposten gik på. Men i det øjeblik, jeg ville springe op og styrte over vejen, altså over grænsen, blev jeg overfaldet af en vagthund.

Jeg havde en svær knippel i hånden, den havde jeg fået af manden i Jegerup, og jeg forsøgte nu at give hunden en over panden, men det gjorde kun ondt værre —. Hunden blev fuldstændig skruptosset. Der var ingen tid til betænkning. Omkring! og tilbage til skoven. Den rasende hund forfulgte mig hele vejen. Jeg krøb ind under en busk i skovens udkant. Her ventede jeg på, at bæstet skulle gå sin vej, men den blev roligt stående og holdt trofast vagt. Der var intet andet at gøre end at forsvinde ind i skoven. Dyret fulgte ikke med, og da jeg efter nogen tids forløb hørte den gø langt borte, besluttede jeg mig til at gøre et nyt forsøg.

Det gjaldt om at udnytte tiden, medens hunden var optaget andetsteds. Jeg krøb igen frem, hurtigt. Kort efter så jeg, at to vagtposter på deres runde fjernede sig fra hinanden. Så fik jeg endnu mere travlt, samlede alle mine kræfter, avancerede så hurtigt jeg  kunne, og — ti minutter senerestod jeg i Danmark. Jeg trak vejret  lettere. Den næste formiddag tog jeg til Vamdrup. Turen havde taget fire døgn. Det eneste, jeg ejede, var det omtalte egespir, men — jeg havde min frihed!

DSK-årbøger, 1958

28. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos faret vild ved grænsen

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han til Jegerup, hvor han søgte ind hos en bekendt.

Ved midnatstid fulgte han mig på vej og gav mig de nødvendige oplysninger og råd. Han advarede mig navnlig mod at nærme mig Mølby ved Sommersted, fordi denne by var meget tæt belagt med militær. Omsider skiltes vi, og efter hans råd gik jeg østen om Sommersted.

Det gik godt. Jeg søgte igen ind til banelinien og passerede en jernbanebro. Herefter gik jeg mod vest, idet jeg fulgte amtsbanesporet, der førte til Jels. Indtil nu var alt gået planmæssigt; men nu blev hele min fint udtænkte plan kuldkastet. Jeg løb nemlig vild.

Hvordan dette kunne ske, er den dag i dag en gåde. I seks timer løb jeg rundt, så hurtigt jeg kunne, men alle vegne var der vand, som jeg ikke kunne komme over. Et sted ville jeg løbe over en bro, og på et hængende hår var jeg lige ved at løbe i armene på en vagtpost, der stod der. Jeg var kun nogle få skridt fra ham, da jeg opdagede ham. Egentlig havde jeg nok set, at et eller andet ragede op i terrænet, men jeg troede, at det var et træ. Den mystiske genstand stod  nemlig ganske ubevægelig.

Da jeg var kommet helt ind på ham, følte jeg det, som om det var den  onde selv, der var dukket op —. Jeg gjorde kort omkring og løb derfra så hurtigt, jeg kunne.

Under mit vilde løb kom jeg til noget, der lignede en sø. Jeg troede, at det var en af søerne ved Jels, men i virkeligheden var det en å, der var gået over sine bredder. Jeg besluttede mig til at følge bredden af det, jeg formodede var en sø, for ved enden af søen måtte Jels by ligge. Men jeg løb og løb og kom ikke til nogen by.

Natten gik, morgenstunden nærmede sig. Da nåede jeg endelig til en by, men den lå på den anden side af vandet. Jeg var dog heldig. En jernbanebro førte over vandet, og snart var jeg inde i byen — som jeg altså troede var Jels. I en hel time spurgte jeg om en bestemt mands bopæl, men det var forgæves. Og nu begyndte det at blive lyst. Folk viste sig allerede i byens gader. Der var ikke andet at gøre end at finde et skjulested, og det så hurtigt, som muligt. Jeg listede ind på en større gård, og kort efter var jeg forsvundet på høloftet. Jeg sov det meste af dagen.

Ved hjælp af mit landkort fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i — Øster Lindet! Jeg var kommet alt for langt mod vest, fuldstændig ude af kurs; men jeg vidste i hvert fald, hvor jeg var og kunne lægge en ny plan.

Så snart det var blevet mørkt, begav jeg mig atter på vandring. Desværre løb jeg atter vild, men det var dog ikke værre, end at jeg et par timer senere atter var på den rette vej —. I disse timer havde jeg dog været helt inde ved det farlige Mølby, og først da jeg på  banegården kunne læse byens navn, var jeg rigtigt orienteret.

Nu behøvede jeg bare at følge amtsbanesporet, så skulle jeg nok komme til Jels. Og det kom jeg også. Jeg opsøgte den mand, jeg havde en aftale med, kom indenfor og fik anvist en seng, men for en sikkerheds skyld kravlede jeg op i høet og skjulte mig.

DSK-årbøger 1958

27. oktober 1916. Jakob Moos’ natlige vandring mod nord

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Han gik til fods med retning mod nord i øsende regnvejr. I Sønder Hostrup fik han sig en aften et par timers søvn på et halmloft, men ved midnatstid gik det løs igen.

Jeg skyndte mig ned og kom ud på gårdspladsen. Luften var klar. Det regnede ikke mere. Jeg satte farten op for at få lidt varme i kroppen. Jeg havde frosset gudsjammerligt i mit våde tøj oppe på loftet. Jeg fulgte hovedlandevejen, der fører nordpå.

Lidt syd for Aabenraa slog jeg ind på en sidevej, der førte gennem skovene og ud til banelinien. Herfra ville jeg følge sporene mod nord. Efter et par timers forløb nåede jeg banelinien lidt syd for Rødekro, og nu gik jeg tværs over markerne ved siden af sporene. Jeg syntes, det gik hurtigt fremad, og uden at der hændte mig noget, nåede jeg henad morgenstunden Abkær. Der lå her en bondegård, lidt afsides, og her besluttede jeg mig til at holde mig skjult dagen over.

Ganske forsigtigt nærmede jeg mig gården. Det lykkedes mig at slippe igennem en port, og herfra kiggede jeg ind i kostalden. Man var i færd med at malke. En mand fodrede dyrene, men i det øjeblik, han vendte ryggen til, sprang jeg ind i stalden og klatrede op ad stigen. Det gik godt, og i løbet af et øjeblik var jeg forsvundet i kornet. Det var også på høje tid, at jeg søgte et skjul, for udenfor var det ved at blive lyst.

Efter at jeg havde spist lidt brød, lagde jeg mig til at sove, og jeg vågnede først ved tre-tiden om eftermiddagen. Nu fik jeg mit landkort frem, og ved hjælp af en lommelygte studerede jeg den rute, jeg ville slå ind på. Jeg indprentede mig ruten meget omhyggeligt. Pludselig fik jeg en slem forskrækkelse. Der kom  nemlig en mand op på loftet. Han skulle smide foder ned i stalden. På et hængende hår var jeg faldet lige ned i hovedet på ham.

Jeg tror, at jeg ikke trak vejret, medens han rumsterede deroppe. Omsider forsvandt han. Jeg spiste igen lidt brød, og så var det tid at bryde op. Forsigtigt kravlede jeg ned og listede ud. Vandringen mod nord begyndte atter. Kort efter passerede jeg Over-Jerstal.

Indtil nu var turen gået glat, men nu kom de første vanskeligheder. Man havde anlagt et skyttegravsnet fra øst til vest, forsynet med en tæt pigtrådsspærring. Det gik endda med at forcere denne  forhindring, men på den anden side stod der vand, som jeg ikke  kunne vade igennem. Jeg gik fremad, til vandet nåede mig op til knæene, men der var et stykke vej endnu over til den modsatte side. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage og forsøge at komme over et andet sted.

Jeg nærmede mig ganske sagte banelinien, og rigtigt, her førte en bro over vandet. Men oppe på broen stod der nogle vagtposter.

Efter at jeg havde tænkt mig lidt om, begyndte jeg at kravle langs med dæmningen, og skønt jeg kun var nogle ganske få meter fra vagtposterne, slap jeg ubemærket over. Jeg nåede nu helt op til Jegerup. Her tog jeg ind til en pålidelig og god dansk mand, som jeg kendte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

26. oktober 1916. Jakob Moos med kurs mod Danmark

Jakob Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I oktober 1916 traf han efter et lazaretophold beslutning om at desertere.

Jeg nåede hjem til Als den næste dags eftermiddag og skulle tiltræde tilbagerejsen den næste dags morgen. Der var ingen tid til at betænke sig i; men jeg havde jo også taget min beslutning, og nu stod kun tilbage at udføre den. Jeg besluttede mig til at gå til fods til grænsen og så se at komme over et eller andet sted.

Der var dog en del at tage under overvejelse, f. eks. klæderne. Jeg trak i et sæt arbejdstøj og tog min uniform udenpå. Det var min hensigt at smide uniformen bort, når jeg fandt det gunstigt. Dernæst var der også provianten. Jeg regnede med at ville være på march flere dage.

Under turen var det vel nok så rigtigt, at holde sig borte fra mennesker. — Min mor sørgede for en stor pakke smørrebrød. Med den ville jeg være i stand til at holde den værste sult borte i tre til fire dage. Så tog jeg afsked.

Min far kørte mig ind til banegården i Nordborg. Han tog afsked med mig, og så var jeg overladt til mig selv og min skæbne. Ved middagstid var jeg i Sønderborg. Jeg passerede pontonbroen, og da jeg kom op på Dybbøl Banke, følte jeg, at nu var terningerne kastede. Nu gjaldt det bare om at komme fremad.

Medens jeg travede hen ad landevejene på Sundeved, regnede det. Jeg var til sidst gennemblødt. Vejret var trøstesløst, og mit humør sank. Ved aftenstide nåede jeg Sønder Hostrup. Jeg havde i sin tid tjent hos gårdejer Lassen og var stedkendt her. Jeg gik ind på gården og ind i vognporten.

Her gik jeg omgående i gang med at trække uniformen af. Det lettede betydeligt, for den var jo pjaskvåd. Nu rullede jeg uniformen sammen til en bylt. Den skulle gemmes et eller andet sted. Derpå tog jeg mig en bid brød. Medens jeg var i færd med at spise, kom  gårdejer Lassen, min gamle husbond ud. Han havde en lygte i hånden. Han var helt henne i nærheden af mig. Min første tanke var at styrte ud og hilse på ham og forklare ham meningen med min tilstedeværelse. Jeg betænkte mig dog. Det var vel det bedste, at ingen så mig . . .

Det vedblev imidlertid med at regne, og jeg besluttede mig til at blive her, til det igen klarede op. Det var ellers min mening at marchere hele natten, men under disse våde forhold var det hele håbløst. Klokken var halv syv om aftenen. Jeg gik op på høloftet for at sove lidt. Klokken ti ville jeg så fortsætte. Jeg vågnede dog først ved midnatstide. Nu var der ingen tid at spilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

25. oktober 1916. Thomas Hansen skudt som faneflygtig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

3387

Mindstetallet af døde paa lazaret eller faldne er nu steget til 3387. Heriblandt smedemester Thomas Hansen, Branderup, skudt, da han, der var hjemme med orlov, vilde flygte over den, danske grænse.

Henrik Riis i Haderslev er en arbejdsmands tredje og sidste søn, og sygepasser Karl Jensen fra samme by blev sindssyg under krigen.

Henrik Stagh i Ulkebøl var sine forældres eneste søn og døde fra hustru og fem smaa børn og Frederik Petersen fra Egen efterlader hustru og 4 børn.

Fra Agern i Enge sogn er faldet ikke mindre end fire brødre Poulsen.

21. oktober 1916. Jakob Moos med kurs mod Danmark

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31

Jeg havde som hørende til 1. kompagni i infanteriregimentet 31 deltaget i de svære og udmattende kampe ved Lorettohøjderne, ved højderne ved Vimy og i slaget ved Somme i årene 1915 og 1916 og var omsider med en sygetransport kommet til Zeithain i Sachsen.

Herfra sendte man mig til min forstærkningsbataillon i Heide i Holsten. Stabslægen foranledigede, at jeg fik orlov i seks uger. Jeg var ellevild af glæde, da jeg steg ind i toget og kørte nordpå. Det var i høsttiden i 1916.

De seks uger svandt som dug for solen, og alt for hurtigt oprandt den dag, da jeg atter skulle af sted. Den 12. oktober 1916 meldte jeg mig tilbage til bataillonen i Heide; men jeg havde på dette tidspunkt allerede taget den faste beslutning ikke igen at tage med til fronten.

Jeg blev tildelt 3. kompagni, og nu gik det løs hver dag med eksercits. Der ankom i de dage ustandselig folk, der var udskrevet fra lazaretterne. Vi måtte belave os på, at vi nu var så mange, at der var nok til en transport til fronten. Det skete da også en dag, og jeg blev også tildelt transporten. Vi fik orlov for at kunne tage hjem og sige farvel. Da jeg om aftenen gik ud gennem kasernens port, var det med den faste beslutning aldrig mere at vende tilbage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

20. oktober 1916. Homøopaten i Hvidding er flygtet til Danmark

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende førte en privat notesbog, bl.a. med de ting, han ikke kunne skrive i avisen. En del af sine oplysninger lod han gå videre til den danske efterretningstjeneste.

N.C. Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
N.C. Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

De hjemløse
Såvidt jeg har kunnet erfare har indenrigsministeriet nu til alle ansøgere blandt de hjemløse [sønderjyder uden hverken dansk eller tysk statsborgerskab, RR] afsendt en erklæring lydende på, at de har indgivet andragende om indfødsret og at dette vil blive behandlet med velvilje. Dette vil sikkert være nok til foreløbig at holde dem klar af fronten.

Samtidig har departementchef Vedel foreslået, at man affattede loven således, at den gælder for alle før 1898 fødte personer med undtagelse af dem, der inden en bestemt tidsfrist f.eks. 6 måneder fra dato har indgivet begæring til et andet lands regering om indfødsret.

Dette har ministeriet dog sat sig imod ud fra dem bestemte opfattelse, at man fra tysk side kun vil gå med til en løsning af sagen til bunds. Undtagelserne vil de bestemme. Forhandlingerne mellem København og Berlin siges at være i fuld gang.

En pjece
En lille pjece af Knud Barfoed ”Danmark under verdenskrigen” beder jeg Dem lægge mærke til. Den er sikkert kommet temmelig direkte fra det tyske gesandtskab til Rigsdagen og perspektivet er jo ikke nyt; men det har for mig hidtil ikke stået så klart som nu, at ikke alene professor Hollmann men også hans regering står bag ved lokkemaden, der nu vinkes med. Vi kommer ind i en svær tid, ind i kampe, som desværre ikke kan udkæmpes for åbne døre.

Skyttegravsarbejderne m.m.
En tysker fra Haderslev fortæller, om meget store skyttegravsarbejder på Hoptruplinjen. Han har endog set en dobbeltsporet bane bag de meget dybe og bombesikre skyttegrave. Der er vel nok noget om det, i alt fald er der tropper i meget tæt kantonnement …..

Homøopaten der flygtede
Homøopatlægen Schiødt, der boede i en villa opført i Hvidding kun få alen fra selve grænseskellet, har været indkaldt og gjort tjeneste ved flyverværnet i en by i Sydtyskland. Han var kommet hjem på orlov der var forlænget til den 20. oktober.

Imidlertid kom der den 17. oktober ordre til, at han skulle give møde igen. Det var han imidlertid ked af, og om eftermiddagen den     oktober tog han sit gode tøj og gik over grænsen, medens soldater, der var i kvarter hos ham, vinkede til ham fra vinduerne!!

Kommet over på den anden side [af] grænsen telefonerede han fra tol[d]stedet efter en bil i Ribe, og ved 6-tiden kunne vagtposterne se ham køre i bil til Ribe!

Han havde, meddeles det, nogle dage forinden, taget de sidste af sine i Slesvig indestående penge ud af Skærbæk bank, men den store villa, som var hans ejendom, mister han. Han håber nu, at hans familie snart vil følge hans eksempel.

Lægen, der har haft et stort klientel, men anses for kvaksalver af danske læger, kan ikke praktisere i Danmark, da han ikke har eksamen.

Han fortæller fra sit ophold som arbejdssoldat, at kosten er meget slet, og da en tid fik kålrabisuppe til middag 4 gange om ugen. Der kunne endog opstå slagsmål om en kartoffel.

Redaktør N.C, Willemoës’ notesbøger