20. juli 1918. Fire desertører: Fra Vestfronten via Berlin til Kegnæs

Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Oprindeligt ville de have været til Schweiz, men i Berlin blev de enige om at prøve at komme til Danmark.

Den nat gik vi 25-30 km til Kegnæs, hvor jeg stammer fra. Vi kom  der kl. 4 om morgenen og bankede far og mor op.

De blev jo noget urolige, for de skulle have meldt det til tyskerne.

Nå, men vi fik nogle tæpper og noget brød og smør og sov godt ud i en skov, der ligger i nærheden. Næste aften skulle vi så se at komme af sted. Vi ville sejle fra Kegnæs til Ærø.

Men der var ikke noget at ro med. Alt var omhyggeligt holdt under kontrol af tyskerne. De få både, der lå her, var låst fast, og årerne fjernet.

Næste dag gik vi ind i en lade, der tilhørte en kromand, som desuden havde både bageri og købmandshandel. Vi rodede os godt ned i høet og gemte os — og lagde os derefter til at sove.

Men så var det hverken værre eller bedre, end at kromanden havde nogle høns, som havde for vane at gå ind i høet og lægge deres æg.

Mens vi lå og sov, kom krokonen med sine to drenge for at lede efter æg i høet. Jeg havde et tørklæde over ansigtet og hø ovenover.

Krokonen stak hånden lige ned i ansigtet på mig og rodede rundt.  Jeg vågnede med et sæt og sprang op, helt forvildet.

Hun blev så bange, at hun snurrede to gange rundt om sig selv og styrtede af sted. Jeg råbte: »Jamen, så bliv dog her, Johanne. Det er jo mig«. Men hun styrtede af sted og råbte, »Nej, jeg vil ikke snakke  med dig«.

Drengene havde genkendt mig, og lidt senere, da Johanne var kommet til sig selv igen, kom hun tilbage.

»Men hvordan går det dog til, at du er her. Har du fået noget at spise?« Ja, jeg havde da fået lidt hjemme, sagde jeg, men hun kom tilbage med brød og smør og ost og kød. De havde både kroen,  bageriet og købmandshandelen, og vi fik alt det, vi kunne spise.

Nu var Johanne blevet helt sig selv, og hun var ikke bange for at hjælpe os, men vi måtte jo se at komme af sted hurtigt, inden den tyske gendarm kom.

Hun fortalte om en båd, der lå nede ved stranden. Den var selvfølgelig låst og der var ingen årer.

»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan  komme af sted«.

DSK-årbøger 1960

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *