Vores leksikonsider har de seneste måneder været under udbygning. Det er vores frivillige Søren Østergaard, der skriver opslag og artikler til siden.
Læs f.eks. om Dyrene i Den store Krig
Kategoriarkiv: Nyheder
1. Marts 1916: Vedrørende Metalafleveringen
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten.
Faldne.
August Ebeling og hustru i Sebbelev paa Als har modtaget dem sørgelige Efterretning, at deres Søn Theodor er falden den 5. Februar. Han blev kun rigelig 20 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 5. marts om Formiddagen Kl. 9½ i Ketting Kirke.
Boy Frandsen fra Friskmark ved Gram, der tjente som Feldwebel ved Vestfronten, er falden den 24. februar, ramt i Baghovedet af en Granat. Hans Forældre modtog i Forgaards denne sørgelige Efterretning fra en Kammerat af ham.
Saarede.
Murer Maloth fra Toftlund er, efter hvad han selv har skrevet hjem til sin hustru, under Kampene ved Verdun bleven saaret i de ene Arm af en Granat og derefter kommen paa Lasaret.
Hjempermitteret.
Gaardejer Tiedemann fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig til Militærtjeneste og derfor kommen hjem.
Hjemme paa Orlov.
Følgende Mænd er for Tiden hjemme paa Orlov: Peter Petersen fra Kolstrup ved Aabenraa, der før Krigen var sysselansat paa Aktiebryggeriet, og som fra Krigens Udbrud har været med i Rusland, Gaardejer H.C. Aagaard fra Lilholt ved Skrydstrup, der bliver uddannet i Slesvig, Gaardejer Christian Jensen fra Skrydstrup, der har været med i Galicien, Gaardejer Jakob Petersen fra Jernhyt ved Hammelev, der gør tjeneste ved en Fangelejr, Gaardejer Jens Lund fra Ladegaard ved Hammelev, der har været med siden Krigens Begyndelse, Andreas Frandsen fra Kastrup ved Gram, der ligger i Husum, Jens Fuglsig fra Terp, der ligger i Slesvig, og Gaardejer H. Boelk fra Lindtrup, der ligger i Garnison i Mühlheim.
Fra Provinsen.
Vedrørende Metalafleveringen peges der ifølge “Fl.Av.” fra kompetent Sted hen paa, at den hos Publikum oftere udbredte Mening, at kun virkelige brugte Genstande af Kobber, Messing og rent Nikkel rammes af Beslaglæggelsen, er fejlagtig. Tværtimod er ikke alene brugte, men også ikke brugte genstande beslaglagte ved Forordningen af den 31. Juli 1915 og skal saaledes ogsaa afleveres. Det kommer heller ikke an paa, hvor Genstandene netop befinder sig, i Køkkenet eller i et andet Rum. Deres Formaal er alene bestemmende.
Sukkerfoder faas i Haderslev. Beviser for, at man kan faa noget, kan hentes i Raadstue Nr. 6.
Krigshjælpen udbetales i Bykassen i Haderslev Torsdagen den 2. Marts. Der anmodes indtrængende om at hæve alle Beløb den nævnte Dag.
Vær med: Tastefest på Rigsarkivet Aabenraa
Rigsarkivet i Aabenraa arrangerer lørdag den 12. marts 2016, en “tastefest”, hvor interesserede mødes på Rigsarkivet Aabenraa og hygger sig sammen med at indtaste kartotekskort over DSK-medlemmer fra Sønderborg Amt.
Kortene er som hovedregel skrevet på skrivemaskine og der er ofte et fotografi af medlemmet på kortet.
Læs mere på https://www.sa.dk/brug-arkivet/arrangementer/tastefest hvor man også kan tilmelde sig eller se denne pdf-fil: RAA – Tastefest 2016.
Husk at tilmelde dig via ovenstående link – der er plads til max. 30 deltagere.
NB: Læsesalen er ikke åben denne dag.
23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave
Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.
To gode Kammerater fra Nordslesvig.
I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.
Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.
I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.
Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.
Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.
Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.
Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.
Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.
I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.
Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.
Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.
Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.
Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.
For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.
Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.
En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”
En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet
Brev fra Fangenskab.
A., 6. Februar 1916.
Kære Forældre.
Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.
Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.
Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?
De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrunden af det næste.
Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.
Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?
Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.
Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —
Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?
Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.
Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.
Jer Søn.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder
Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.
Fra Makedonien.
Den 31. Januar 1916.
Kære Mor, Søster og Helga!
Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.
Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.
Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.
Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.
Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.
Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.
I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.
Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.
Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.
Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.
Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.
Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.
Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.
Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.
Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.
Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.
I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.
Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.
Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.
Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.
Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.
Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.
Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”
Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten
En Nat paa Vagt i Skyttegraven.
Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.
Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.
Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.
Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.
Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.
Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.
Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.
Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.
Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.
Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.
Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.
Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.
Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.
En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.
Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.
Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.
Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.
Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …
Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.
Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.
Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.
Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.
Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.
Eders hengivne Hans.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
27. januar 1916. Kejserens fødselsdag fejret med uheld
Jens Rudebeck, Ravsted, havde en god tjans med militæret som vognsmed
Vi har jo alle i Verdenskrigens Dage oplevet lidt af hvert. Da jeg i Marts 1915 blev udskrevet fra Lazarettet i Spandau, kom jeg til Doberitz og skulde gøre Tjeneste som Smed; men man satte mig til noget helt andet, nemlig at uddanne Rekrutter. Det var meget mod min Vilje, for jeg har åltid syntes, at der ikke kunde være noget tillokkende ved denne Bestilling. Af denne Grund protesterede jeg ogsaa kraftigt, og jeg opnaaede endelig at blive afkommanderet som Vognsmed.
Dette Arbejde var jeg beskæftiget med i en længere Periode; men i Efteraaret 1915 blev vi alle underkastet en nærmere Undersøgelse. Man vilde finde faglærte Metalarbejdere, som kunde afløse Folk i Fabrikkerne, der var nemlig stor Brug for Soldater ved Fronterne. Jeg fremskaffede en Udtalelse fra et Firma i Flensborg, som jeg i mange Aar havde staaet i Forretningsforbindelse med. Attesten gik ud paa, at jeg kunde arbejde som Drejer eller Maskinsmed. Saa havde jeg foreløbig mit paa det Tørre.
Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.
Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes udtil mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.
Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. Det blev det lille Selskab glad ved at høre, for de skulde jo betale Udgiften. „Ja,“ sagde jeg, „men saa vil jeg have nyt Materiale dertil, og bagefter en god Orlov.“ Det lovede de mig, og saa gik jeg i Gang. De høje, men uheldige Herrer stod hele Dagen og saa paa mit Arbejde, men det generede mig nu ikke.
Omsider blev jeg færdig med Arbejdet, men Dagen derpaa fik jeg Ordre til at møde med hele min Udrustning i Doberitz. Vi holdt et lystigt Afskedsgilde, for i Morgen gik det jo til Flensborg, hjem paa Orlov. Men — god Morgen! Til min store Forbavselse fik jeg at vide, at jeg skulde til Fronten. Det var vel nok en stor Skuffelse!
Jeg var aldeles rasende, og jeg gav vel nok ondt af mig. Vagtmesteren i Doberitz genkendte jeg straks, han havde nemlig været med paa „Spritrejsen“. Jeg sagde til ham: „Ja, her kan man vel nok se, at Utak er Verdens Løn!
Nu undskyldte Vagtmesteren sig med, at han desværre ikke kendte mit Navn, for selvfølgelig skulde jeg have min Orlov. Jeg skulde bare gaa ind til Ritmesteren i Værelset ved Siden af, saa skulde det nok gaa i Orden. Jeg lod mig formilde og gik derind.
Kort efter havde jeg mit Orlovsbevis. Ritmesteren gav mig endda Haanden og roste mig for mit fine Arbejde og den billige Pris.
Min Orlov gjaldt for fjorten Dage, men jeg opsøgte omgaaende Vagtmesteren og fik hans Tilsagn om at anbefale et Andragende om otte Dages ekstra Orlov. Saa gik det endelig hjemad. Det var alligevel noget andet end at komme til Fronten.
DSK-årbøger 1951
27. januar 1916. Kejserens fødselsdag i en engelsk fangelejr
En unavngiven sønderjyde under mærket “P” beretter følgende om opholdet i en engelsk fangelejr.
Over den irske Sø og i Fangelejren
Efter et 3 Maaneders Ophold som Krigsfange paa et gammelt Herresæde i Grevskabet Tipperary i Irland blev vi i Slutningen af Januar 1915 atter sendt tilbage til England.
Overfarten over den irske Sø var meget stormfuldt. Damperen var kun lille og rullede voldsomt i den høje Sø. De fleste af os var søsyge, men den, der var værst medtaget, var en Landmand fra Vestkysten, der til daglig gik under Navnet „den sorte Haand”.
Han laa paa Trappen ned til Kahytten med Hovedet nedad og studerede den ca. 4 Timer i Forvejen indtagne Middagsmad. Mens han laa der og omtrent spærrede hele Trappen, skulde en af de andre Danske, der var med, hurtigt op i den friske Luft. Han sparkede derfor til „den sorte Haand”, idet han sagde: „Gaa da a e Vej, Boy, æ skal ue’“.
-„Aa lad mæ da savt lig’”, svarede „den sorte Haand”, „æ kan da lisaagodt lig’ hæe aa dø, som et andt Stej”.
Efter endt Overfart blev vi ført til en Lejr i Nærheden af Manchester. Her var der ved vor Ankomst allerede installeret ca. 1000 Fanger. Den engelske Lejrkommandant var en lille vindtør Oberst. Han havde afgivet det daglige Tilsyn med Fangernes Velbefindende til en tysk „Feldwebel” ved Navn Rabetsche.
Rabetsche var en ivrig Soldat, der mente at det var nødvendigt at holde Krigsfangerne i Træning. Hver Morgen Kl. 6 var der „Appel” med Uniformsgenstandene. Det var ikke sjældent, at hele Lejren stod opstillet i bar Skjorte og fremviste Underbukserne.
Lejren var inddelt i Batailloner og Kompagnier ligesom i Garnisonen, og i Mangel af Officerer var Underofficererne udnævnt til Kompagniførere.
Hver Formiddag Kl. 10½ blev hele Lejren pebet ud paa Pladsen, opstillet i Kompagnier og overgivet til Rabetsche. Derpaa lød det udover Pladsen „Ersatzreservisten und Kriegsfreiwillige links raus!“
Disse, der ikke havde lært Eksercits, maatte saa under behørig Opsyn begynde forfra med at rulle Haand, Fod, Øjne, Tæer o. s. v., medens de andre eksercerede af karsken Bælg.
Fangerne var aldeles rasende over denne Behandling, skældte ud gjorde de højlydt, og ofte troede jeg, at de vilde overfalde Rabetsche og gennemprygle ham. Han lod som intet, vel vidende, at den tyske Disciplin stak saa dybt i Soldaten, saa han end ikke under disse Forhold vovede at lægge Haand paa en Befalingsmand.
Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.
Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.
Bag ham, i ærbødig Afstand, stod den engelske Kommandant, tilfreds med, at Rabetsche sparede ham for megen Ulejlighed.
DSK-årbøger, 1943.
24. januar 1916. Slut med fraterniseringen: “Fændrikken blev hængende såret i pigtråden i to dage.”
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.
Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.
Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.
Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.
Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.
I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.
Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.
Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.
Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.
22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder
H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.
Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.
De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.
Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.
Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.
Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”
Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.
11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften
Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten
En ublid Opvaagnen.
Frankrig, den 11. Januar 1916.
Kære Venner!
I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.
Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.
Læs videre 11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften
6. januar 1916. „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“
Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten
Madame Badoux.
Frankrig, den 6. Januar 1916.
Kære Venner!
Efter hvad jeg erfarer, har I haft Vinter hjemme, en hvid Jul. Her i Nordfrankrig er Vejrliget helt anderledes. I Julen havde vi Regn og Slud, temmelig stærk Blæst, men ingen videre Kulde. Frost har vi ikke haft i Aar, lidt Nattefrost undtagen. Bønderne arbejder hver Dag paa Marken, kører Gødning, pløjer og saar. Jordbunden er her saaledes, at selv om det har øsregnet i en hel Uge, saa kan Bønderne dog arbejde paa Markerne, da der er Kalklag under, saa at Fugtigheden straks trækker bort.
I disse Dage har vi mildt, foraarsagtigt Vejr. Elmetræerne staar ordentligt med svulmende Knopper, og Tusindfryden titter overalt frem paa de grønne Græsmarker. Klimaet er dejligt her i Frankrig.
Men Kanonerne tordner. Krigen ligger som en Mare paa Landet her. Overalt, hvor Du vender Dig hen, mindes Du om Krigen.
Kanonernes Malmmunde brøler det ud, saa det runger milevidt: Krig! Krig! Flyvemaskinernes stadige Brummen taler det samme Sprog. Hvorhen Du vender Dit Blik, mindes Du om Krigen. Ruiner, Brandtomter, Kvinder med Sørgeslør, feltgraa Krigsmænd.
Den Egn, hvorover Krigens Fakkel har lyst i over et Aar, den er værd at beklage. Vi maa være glade og taknemlige for, at vor Hjemstavn er bleven for- skaanet for Verdenskrigens Rædsler.
Sidste Nat vaagnede jeg ved Lyden af springende Granater, det var Englænderne, der sendte Granater ind i L. Man undres ofte over, at Modstanderen bombarderer Byer, der ligger langt bag Fronten. Det gaar jo oftest ud over sagesløse Personer, over Kvinder og Børn. Men det er moderne Krigsførelse; Kulturen fejrer sine Triumfer.
Jeg var i Eftermiddags henne at besøge Madame Badoux. Det er stedse en Fornøjelse for mig at træde ind i hendes propre Bod; smilende rækker hun mig Haanden med et: „Bon jour, Monsieur!“ Hun er Elskværdigheden selv. Jeg besørger mine beskedne Indkøb, hvilket alt sker under livlig Passiar, og jeg maa endelig ikke gaa uden at drikke en Kop Kaffe og smage hendes vidunderlige Risomelette, som hendes Datter har lavet. Omeletten er virkelig mageløs, og da jeg udtaler min Beundring over den, skal jeg absolut have et Stykke med hjem til min „tykke Kammerat“ og „den lille Korporal“.
Ja, saadan er Befolkningen her i Frankrig, høflig, venlig og forekommende.
Da jeg takkende rækker Madammen Haanden til Afsked, spørger hun: „Hvor længe vil Krigen endnu vare?“ Jeg trækker paa Skuldren og svarer: „Kan ikke sige det, Madame, maaske kan den vare længe endnu.“ Da forsvinder for et Øjeblik Smilet fra hendes Ansigt, et Par Taarer perler i hendes mørke Øjne, mens hun med usikker Stemme siger: „Hvorfor har vi Krig, Monsieur?“ Jeg bliver hende Svaret skyldig. Der gives her i Livet saa mangt et „Hvorfor“, vi ikke kan besvare.
Men efter denne Verdensbrand vil vi vel komme til at se mange Ting i klar Belysning, som nu er skjult for os i Taage.
Eders hengivne Th. K.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
4. januar 1916. Den dumme narrer den kloge …
Peter Paulsen, Vester Lindet, blev indkaldt til et Landstorms Rekrutdepot i efteråret 1915. Det var ikke just soldater af bedste kvalitet.
29. december 1915. Byttehandel med tobak og appelsiner over 20 meter ingenmandsland
Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa blev efter ankomsten til fronten tildelt Regiment 90
3. Juledag kom vi til Semide, hvor vi blev tildelt Regiment 90, det meklenborgske, og alle vi syv Danske kom sammen i det 12. Komp.
4. Juledag om Eftermiddagen gik det i Marchkolonneforbi den store Kirkegaard „Kaisertreu” til Sommepy, som allerede dengang var fuldstændig sammenskudt og mennesketom, gennem Byen og ud til Fronten. Inden vi naaede derud, fik vi endnu paahængt Haandgranater og tre Remme med Patroner.
Allerede Dagen efter havde Franskmændene bemærket, at der var kommet Afløsning i Graven, og de vinkede til os. Vi syntes, det var dog besynderligt, vi var dog Fjender — men vi vinkede igen. Afstanden mellem Gravene var kun en Snes Meter. Men det blev meget bedre.
Den næste Dag kom der en Haand til Syne med en Pibe, og da Pegefingeren uafbrudt blev stoppet ned i Piben, forstod vi jo nok, at de manglede Tobak derovre. Vi kastede saa nogle Pakker „Heer und Flotte” over til dem, som Franskmændene belønnede med at kaste Chokolade og Appelsiner over til os.
Hele den Tid, vi laa i Champagne, løsnede vi ikke et Skud. Vi var gode Venner med Franskmanden.
Ja, det var Julen 1915, som jeg aldrig glemmer.
DSK-årbøger, 1944.
27. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten
Hilsner fra Felten
Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni her i Rusland,sender Venner og Bekendte derhjemme en venlig Hilsen med Ønsket om en glædeligJul og et godt og velsignet Nyaar. Gid det nye Aar maa bringe os Freden.
Jens Autzen, Skovbøl Mark ved Felsted; Hans Jessen, Alnor; Christian Lauritzen, Bøgeskov; Henrik Lyck, Sønderborg; Andreas Petersen, Skovby (Als); Frode Carstensen, Kliplev; Andreas Carstensen, Lunderup; Markus Ottsen, Løjtkirkeby; Thomas Thomsen, Horsbyg; Chr. Jensen Nissen, Hostrupskov; Hans Chr. Wolff, Eistrup.
Kurland, den 4. December.
Undertegnede Landstormsmænd, om for Tiden ligger i Reserve foran …, sender den ligger i Reserve foran Dyna [sic!]. Sender herved en hjertelig Tak for Tilsendelse af „Flensborg Avis”, som vi alle er glade ved at læse og som kommer regelmæssiat, naar Forbindelsen da er nogenlunde. Vi sender en kærlig Julehilsen til vor Hjemegn til Familie og Venner hjemme og i Felten.
Niels Rasmussen, Jels-Troldkær; Jens Boisen, Farris; Hans Christoffersen, Grønnebæk; C. Smidt, Ørsted; Søren Andersen, Ballum; Jens Mikkelsen. Arndrup Avgust Rasmussen, Aabenraa; Martin P. Nissen, Ris; Hendrik Klausen, Perbøl; Andreas Christensen, Hokkerup; Hans Petersen, Aabenraa; Christian Brødsgaard, Rangstrup; Martin Paulsen, Lille Jyndevad; Peter Mortensen, Arnitlund; Søren Hansen, Rens; Hans Christiansen, Haderslev; Asmus Jepsen, Hammelev; Søren Lauritsen, Brede; Georg Andersen, Kløjeng; Hans P. Hansen, Vejen; Chr. Mikkelsen, Sarup (Als); Peter Puggaard, Brøns; Hans Beier, Vester Aabølling; Nis Thomsen, Snogbæk: Peter Petersen, Sjellerup (Als); Niels Niels n, Kollund; Johs. Itzke. Aabenraa; Jakob Angel, Øster Aastrup; Chr. Kongsted, Sønder Vilstrup; Chr. Sand, Lunding; Jep Smidt, Arnum; Knud Bode, Sønderballe; Broder Holdt, Stenderup; Adolf Møller og Martin Hansen, Arrild: Anders Popp og Niels Matiensen, Rømø, Daniel Jensen, Nybøl Mark; Hans Johansen, Mels Mark; Thomas Leimand, Ertebjerg; Christian Nielsen, Røllum; Bahne P. Figen, Egebæk ved Tinglev; Jørgen Petersen, Løjtkirkeby; Henrik Kjær, Himmark.
Da vi nu nærmer os Julen, som vi for anden Gang maa fejre her i Fjendeland langt fra det kære Hjem, vil vi sende alle Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig en kærlig Hilsen og ønske dem en glædelig Jul. Vi takker for de mange Breve og Pakker, der er blevne os tilsendte i det henrundne Aar. Philip Tychsen, Vester Sottrup; Peter Mikkelsen, Jægerup; Christian Bill, Barsmark.
Fra Nordfrankrig, den 15. December.
Kære „Flensborg Avis”! De bedste Hilsner til Slægt og Venner og et Ønske om. at alle vore kære derhjemme maa opleve en „Glædelig Jul”, sender undertegnede Nordslesvigere, som nu for Tiden ligger i Reserve. Vi staar alle ved eet Kompagni, og det gaar os saa vidt helt godt; vi haaber, at vi ret snart maa vende sunde og raske hjem, for atter at genoptage vor gamle Gerning derhjemme. Anders Christensen, Blans pr. Ullerup; Peder Christensen, Avnbøl; Hans Hansen, Østerby (Kajnæs).
Frankrig, den 12. December.
Undertegnede ønsker hermed alle vore kære Venner og Bekendte i vor Hjemstavn en rigtig glædelig Jul og et godt og velsignet Nyaar. Hans Jakobsen, Bjerndrup ved Kliplev; Peter Brodersen, Bylderup; Vilhelm Mors, Sølsted; Leopold Lorenzen, Brarup; Andreas Nissen, Høgslund; Johan Baumgarten, Møgeltønder; Peter Møller, Fol; Frederik Jensen, Rødding; Chresten Bonde, Christian Hansen og Herman Hünermund, Nordborg paa Als. Vi er alle ved eet Kompagni og er alle sunde og ved godt Humor.
Frankrig, den 19. December.
Undertegnede Nordslesvigere sender hermed fra Vestfronten en venlig Julehilsen til Venner oq Bekendte. Hans A. Hansen, Hørup (Als); Frits Lorensen, Broager; Nikolaj Carstensen. Hørup ved Skovlund; Karl Christensen, Nørre Løgum; Hans Schnittgaard, Lertskov; Marius Rasmussen, Aller; Theodor Ottesen, Døstrup.
Latyol, den 5. December.
En Julehilsen sender fra Østfronten til alle Venner og Bekendte derhjemme i Nordslesvig: Markus Nørgaard, Arnitlund; Christian Sørensen, Branderup; Peter Callesen, Bredevad; Jens Bjørnskov, Harres; Karl Marcussen, Østerby; Cornelius Reggelsen og Peter Hansen, Gallehus. Vi er alle sunde og raske og ved godt Humør.
26. december 1915. “Dig er i dag en frelser født …”
En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:
Dig er I Dag en Frelser født
Frankrig, den 26. Decbr. 1915.
Kære Venner!
Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.
Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.
Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.
Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.
Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.
Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.
Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.
Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.
Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.
Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.
Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.
I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
25. december 1915. Jul i Galizien
Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.
Br. i Galizien i Julen 1915.
Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.
Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.
For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).
Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.
Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.
Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.
Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.
Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.
Eders
J. N. O.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
24. december 1915. Snydt af korporalen – men hævnen er sød!
Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.
Det var den 24. December 1915 om Aftenen ved Mørkets Frembrud, da vi gjorde Holdt ved nogle Barakker, som dog var rømmet. Vi frøs, thi det var bidende koldt med haard Blæst. Paa Grund af Kulden fik vi Lovning paa en god Snaps at varme os paa, et Bæger, altsaa 1/4 Liter, til to Mand.
Men vi blev snydt, for da det kom til Stykket, maatte fire Mand dele et halvt Bæger fuldt, og det blev vi jo forarget over. Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Korporalerne og Køkkenmandskabet havde hugget det fra os, baade drukket rigeligt og stukket Resten til Side.
Hen paa Aftenen kom vor Korporal anstigende, døddrukken, og smed sig paa Lejet ved Siden af mig med Hovedet paa Tornystret. Jeg opdagede nu, at der var bundet et kvart Brød til Tornystret. Vi havde ikke faaet noget af Gullaschkanonen, jeg var sulten, og saa var jeg ikke sen til at faa løsnet Brødet fra Tornystret. Og udenfor Barakken fyldte jeg min Mave med Korporalens Brød.
Det var Juleaften 1915. En Juleaften, som jeg aldrig glemmer.
Julemorgen tordnede og bandede Korporalen over sit forsvundne Brød, men der var selvfølgelig ingen, der kunde give ham Oplysninger i denne Sag.
DSK-årbøger, 1944
24. december 1915. Juleaften i en krigsfangelejr nord for Petrograd (Skt. Petersborg)
En anonym sønderjyde beretter under mærket -a om sine oplevelser som krigsfange i Rusland
Det var Lille Juleaften 1915. En Trop tyske Krigsfanger var paa Vej fra det Indre af Rusland, hvor de, indtil Vinteren satte ind, havde været beskæftiget ved Vejarbejde, til Egnen omkring Petrograd. Det var en forfærdelig Rejse.
Der var pakket ca. 40 Krigsfanger ind i en Godsvogn. Midt i Vognen stod en lille Kakkelovn. Men selv om det en Gang imellem lykkedes at stjæle saa meget Brænde, at Kakkelovnen var rødglødende, kunde den ikke nær varme Vognen op, saa Vognens Vægge var delvis hvide af Rim. Dertil kom, at Fangerne som Følge af “Mangel paa Smaapenge” kun hver anden eller tredie Dag fik udbetalt de 12 Kopeker, som tilkom dem, saa de kunde købe sig noget at spise. Det var en sulten og forkommen Flok, som blev udladet paa en Station nord for Petrograd.
Efter en March paa godt og vel halvanden Time ankom Fangerne til den Landsby, hvorfra de skulde gaa paa Skovarbejde. Til Trods for at Rejsen havde varet længe nok, var de endnu ikke ventet. Der var ikke sørget for Forplejning og kunde ikke anvises noget andet Kvarter, end en uopvarmet Nybygning.
Fangerne søgte at faa Natten til at gaa paa bedste Maade. Næste Formiddag, Juleaftensdag, blev en Del af Fangerne beordret til at gaa hen til Bageren, som boede i den anden Ende af Byen, for at hente Brød.
De store runde Brød var varme, lige kommen ud af Ovnen, da de blev udleveret. Men inden man naaede “hjem”, var Brødene stivfrosne.
De blev uddelte, et Brød til hver fire Mand, men det viste sig umuligt at faa Brødet skaaret i Stykker, — der var jo ikke mange, som havde en Kniv. Saa fandt et lyst Hoved paa, at man jo kunde save Brødet i Stykker, hvilket ogsaa skete.
Et Stykke frosset Brød og en Haandfuld Sne var alt det, som den Flok Krigsfanger fik til Juleaftensnadver den Juleaften.
Alle, som var med til denne Juleaften, vil huske den. Alle, — nej, ikke alle. Thi da Fangerne havde været der i Landsbyen i 3 Uger og hver Dag været paa Skovarbejde, var der saa mange syge, at hele Flokken blev indlagt paa et Lazaret i Petrograd.
Dog ikke alle, som havde været med den Juleaften. Tre Grave, forsynet med et raat tilhugget Kors med Navnet paa den her begravede Krigsfange, skrevet med Blyant, blev tilbage.
DSK-Årbøger, 1941
22. december 1915. Vestfronten: Rotterne løb med juleposten
Sønderjyden H.J.B. skriver fra Frankrig:
Juleaften i Skyttegraven.
Ved A. i Frankrig 1915.
Ja, det var anden Jul, vi fejrede hernede. Første Gang 1914 gik det nogenlunde, da vi havde det Held at ligge i Borgerkvarter i Juledagene. Vort Opholdsrum var rigtignok en Ko- eller Svinestald, men alligevel havde vi det nogenlunde hyggeligt indrettet med Bord og Bænke, og vi kunde da fejre den kære Julefest i Ro. Et Juletræ havde vi ogsaa og sang ogsaa nogle Julesalmer, saa vi havde det efter Forholdene helt godt.
I Aar, 1915, kom det anderledes Juleaften. Vi laa i forreste Stilling ved A., som langtfra er saa god, som den Stilling, vi havde sidste Aar ved Juletid, da der i Sommerens Løb er bleven kæmpet meget haardt her. Tilmed havde det nu regnet et helt Døgn før Juleaften, saa det gjorde det ikke bedre for os. Vi arbejdede næsten hele Dagen for at holde Graven og vore Jordhytter fri for Vand og Pløre. Paa Vagt skulde vi ogsaa, da det i det hele var lidt uroligt, især da det kom til Aften. Det var næsten, som om Franskmændene slet ikke vidste, at det var Juleaften. Granater, Miner og Geværskud hørtes som sædvanligt. Hen paa Natten blev vi afløst og kom tilbage i Reserve.
Ja, Juleaften 1915 glemmes vist ikke saa let. Dog er vi alle ved godt Humør og har det helt gemytligt. En morsom Oplevelse havde vi et Par Dage før Jul. Vi laa tre Nordslesvigere i en og samme Dækning og havde alle skreven til vore Kære hjemme. Korporalen og jeg havde lagt vore Breve, vi havde skreven, i vor Brevkasse, men vor Ven havde lagt sine Breve paa en Hylde, hvor vi havde vore andre Sager liggende.
Det blev Aften og vi kom paa Vagt alle tre paa en Gang, alt gik godt, vi kom ind og lagde os til at sove. Men da Tiden var kommen, da vi skulde paa Vagt igen, skulde vi give vore Breve af til den, som var bestemt til at bringe dem bort. Korporalens og mine var i god Behold i vor Brevkasse, men vor Vens, som havde ligget paa Hylden, var borte. Vi ledte overalt, men de var borte og blev borte. Lidt efter lidt kom vi dog i Tanker om, at ingen andre end Rotterne kunde have slæbt dem bort, og ganske rigtig, da vi kom ud af Hytten, talte vi med den vagthavende Korporal, han havde ganske rigtig set Rotterne løbe med noget, om det var en Avis eller et Brev havde han ikke set saa nøje efter. Mon de franske Rotter er gode som Brevbærere? Ja, kære Venner, Husdyr har vi nok af her nede, nemlig Lopper og Lus, Rotter og Mus i en større Maalestok, men nok om det, der er jo Krig.
Til Slut en Tak til Dig, kære „Hejmdal“, fordi Du kommer saa regelmæssigt, og Ønsker om et rigtig godt Nytaar.
H. J. B.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
20. december 1915. Rotter: “Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang.”
H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 kom han tilbage til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.
Ripont, den 20. December 1915. Hele Maaneden har været rig paa Angreb og Modangreb. Ro har Vi aldrig. Næppe har vi taget et Stykke Skyttegrav hos Fjenden for at forbedre Stillingen, før han atter henter det tilbage. Døde og mange saarede hører til Dagens Orden. Har vi endelig Ro for Fjenden, plages vi af Rotterne.
Ustandselig er de paa Færde og huserer om Natten i vores Tornystrer for at finde noget spiseligt. Grimt er det, naar de om Natten paa deres Røvertogt lister hen over Ansigtet paa Een. Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang. Jeg tror aldrig, vi bliver Venner med disse smaa Djævle, men vi skal jo vænne os til dem.
Da vi sidste Nat var ude at trække Pigtraad, opdagede v i enkelte Lig af Fjenden. V i syntes ikke, at vi vilde lade dem ligge dér foran Stillingen, da de ikke mere lugtede saa friskt, men vilde opfylde vor Kristenpligt ved at sørge for deres Begravelse. Et stort Granathul blev udset til deres sidste Hvilested, og vi forsøgte at bære dem derhen. De skiltes dog ad i flere Stumper, og ud fra Mund, Ærmer og Støvler fo’r der i Snesevis af Rotter, der her havde fundet sig et godt Madsted. Omsider fik vi dog Resterne af de stakkels Mennesker kastet i Granathullet, hvor de forsvandt med et „Plump”.
„Der Tod im Felde ist doch der schonste Tod,” filosoferede Skorstensfejeren, medens Vandsprøjt stod op om Stedet, hvor de forsvandt.
18. december 1915 – Flensborg Avis: Sårede og faldne
Tabslisten
meddeler, at Jens Hansen af Egernsund og Karl Schumann af Broager, hidtil begge Haardt saarede, er afgaaede ved Døden paa et Feltlazaret; de hørte til 91. Infanteriregiment.
Udmærkelse (S.Z)
Overmaskinist E. Dekena af Sønderborg har faaet det storhertugelig oldenborgske Frederik-Avgust-Kors; Jernkorset har han allerede tidligere erhvervet sig.
Jernkorset af første Klasse
har Kaptajn Richard Schwerdtfeger, Søn af afdøde Gaardejer Schwerdtfeger paa Rønhave paa Als, ifølge Sonderburger Zeitung faaet tildelt.
Falden paa Vestfronten
Maks Greve af Tumbøl har den 23. November fundet Døden i Vogeserne, kun 21 Aar gammel. Der holdes Sørgegudstjeneste ham Onsdag den 22. December i Felsted Kirke.
Død af sine Saar (Dv.)
Som meddelt, fik i Onsdags Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej i Haderslev, Telegram om, at hans Søn, Elektriker Christian Kristensen, var bleven indleveret Haardt saaret paa et feltlazaret ved Vestfronten. I Fredags kom der Bud om, at han var afgaaet ved Døden, han blev 23 Aar gammel.
Saaret (Dv.)
Jens Dueholm i Haderslev, der blev indkaldt i Foraaret, er under de sidste Kampe i Vest bleven saaret i Haanden; for Tiden ligger han paa Lazarettet i Haderslev.
Forfremmelse (S. G.)
Vicestabssergent Peter Schütt fra Aastrup, Søn af Amtsskriver Schutt, er bleven forfremmet til Løjtnant i Reserven.
Falden.
Gefrejter Gerd Uphoff af Studsbøl ved Sommersted er falden den 15. November, 24 Aar gammel.
16. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten
Hilsner fra Felten
Kære „Flensborg Avis”!
Modtag hermed en Hilsen fra en Del Nordslesvigere. Vi ligger nu paa en temmelig rolig Plet af Vestfronten og samles en Gang imellem, naar Lejlighed gives. Landsbyen, hvor vi ligger indkvarteret, naar vi ikke er forude, ligger en Mils Vej bag Fronten. Den er af vore forgængere, for øvrigt Landsmand, gjort temmelig net i Orden, saa vi har ganske gode Kvarterer. Gaderne har faaet hjemligt klingende Navne. Hovedgaden hedder saaledes Kiel-Gade, og Landsbyens fineste Plads har faaet Navn af Schleswig-Plads. Ogsaa forude har de forskellige Dele af Skyttegraven hjemlige Navne.
Medens I hjemme har Vinter, har vi her næsten Regn hver Dag. Mange af os har dog saadanne Stillinger, saa vi ikke behøver ud i det værste.
Af de mange Pakker. Posten bringer os, kan vi se. at det er i Slagtetiden hjemme: og hjertelig Tak alle sammen, thi „uden Mad og Drikke duer Helten ikke”.
Ogsaa hjertelig Tak til Bladenes Redaktion for den hjemlige Avis, som bringer os Bud og Hilsen fra saa mange Landsmænd i Øst og Vest.
De fleste af os fejrede ogsaa Julen i Fjor her i Frankrig, og vi takker Gud, at han har bevaret os saa vel Aaret igennem. Vore Venner fra i Fjor, som maatte lade deres unge Liv i Champagne og Galicien, mindes vi med Vemod. Og saa vil vi ønske jer alle derhjemme „glædelig Jul” og „velsignet Nyaar” med snarlig Fred paa Jord, saa vi igen til Foraaret kan komme hjem til den hjemlige Dont. Jepsen, Brede; Schættiger, Flensborg; Mathias Bram, Grarup; Hans Hansen, Tinglev; Hans P. S. Petersen, Borup; Jens Andersen, Elstrup; Chresten Grau, Mintebjerg; Lorens Nielsen, Skovbyballe; Jens Bladt, Kongshoved (Kajnæs).
Champagne, den 12. December.
Undertegnede Nordslesvigere, som staar ved eet og samme Regiment i Champagne, sender hermed en Julehilsen til alle Venner og Bekendte. Vi er endnu alle sunde og rafle og er ved frist Mod. Jens Thomsen, Blansgaard; Jørgen Ebsen, Nybøl; Peter Hansen, Nejs; Jens Michelsen, Klinting (Als); Hans Andersen, Snogbæk; Mads Madsen. Frørup; Falk, Aastrup; Thomas Brok, Skelle; Frits Duus, og Vilhelm Bernhager, Egernsund; Peter Rasmussen, Iller.
Død af sine Saar
Avgust Hansen af Graasten, som hidtil har været saaret, er ifølge den 405. Tabsliste død paa et Lazaret.
Efter et Aar. (Fl. N. Z.)
Købmand Hans Nielsen Andresen, Bogegade 5 i Flensborg, er falden den 23. Oktober 1914 ved Warschau. St. Jørgen Sogns Menighedsblad meddeler derom: Enken og de paarørende havde i et helt Aar ikke hørt fra ham. De haabede, at han, om end maaske saaret, var falden i russisk Fangenskab og var i Live. Nu har en Fange, der er udvekslet og er kommen hjem, bragt Enken Efterretning og et Billede som sidste Hilsen. Begge var de blevne saarede ved Warschau, Andresen i Ryggen og den anden i Benet. De var begge blevne opsamlede af Russerne og godt behandlede paa Lazarettet. Andresen hadde paalagt Kammeraten at hilse, derefter var de begge sovede ind, Andresen for ikke at vaagne mere.
Anders Andersen, Søn af Høker Andersen i Fridagade, havde ligeledes været savnet siden den 12. September 1914 (Slaget ved Marne), og hans paarørende havde ikke hørt fra ham siden. Alle Efterforskninger var frugtesløse; nu har de gennem Røde Kors i Hamburg erfaret, at han i December i Fjor er død paa et fransk Lazaret. Det er uforklarligt, hvorfor han ikke skulde have skrevet i et helt Fjerdingaar.
Dødsfald. (Dbp)
Købmand og tidligere Raadmand B. Steins Hustru i Sønderborg afgik i Tirsdags Eftermiddags ret uventet ved Døden efter kort Tids Svaghed. Den afdøde var en Datter as Fabrikant Otzen i Sønderborg. 5 af hendes Sonner har været med i Krigen, de to er faldne, og de tre er i Fangenskab.
Haardt saaret.
Elektriker Christian Kristensen, Søn af Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej 31 i Haderslev, er bleven Haardt saaret i en Kamp i Frankrig. Et Telegram, som Forældrene har modtaget i Gaar Morges fra Overlægen paa et Feltlazaret, meddeler, at hans Tilstand var meget alvorlig Tirsdag Aften. Den unge Mand havde den 10. December fyldt 23 Aar.
Faaet Jernkorset. (Dv.)
Peter Toft, Søn af Skræddermester Mads Toft i Skodborg skov, har faaet Jernkorset efter en Kamp ved Moulin den 14. Juli. Han har deltaget i Kampene i Frankrig siden Krigens Begyndelse.
Udmærkelser.
Karl Wempner, Søn af Skomagermester Wempner i Toosbüygade i Flensborg, har paa den vestlige Krigsflueplads erhvervet sig Jernkorset.
Herman Koll, Søn as Jernbanesnedker Koll paa Lavtrupsvej, har faaet tildelt den tyrkiske Halvmaane; Koll staar ifølge et flensborgsk
Blad som Stabssergent i tyrkisk Tjeneste.
Overmatros Karl Thomsen af Flensborg er bleven dekoreret med Jernkorset.
16. december 1915 – Flensborg Avis: Opråb til den nordslesvigske befolkning.
De høje Priser paa Levnedsmidler og alle andre Livsfornødenheder har bragt mange af vore Medborgere i en meget vanskelig Stilling. Vi har den Opfattelse, at der rundt omkring i vor Landsdel sidder mange mere velstillede, der ser dette og føler med disse vore Medborgere og gerne vil træde hjælpende til. At dette er Tilfældet, ses deraf, at der paa flere Egne og i enkelte Sogne er nedsat Udvalg eller dannet Velfærdskomiteer, der paa forskellig Maade med dertil egnede Midler vil søge at lindre Nøden og afhjælpe Savnene.
Nu er Tiden kommen, da det skal vise sig, at Befolkningen i Nordslesvig ikke deler sig i Klasser, der hver for sig mener at være sig selv nok og hver for sig mener at skulle sørge for sig selv og lade andre gøre det samme.
Vi anser det for nædvendigt, at disse! ovenfor nævnte spredte Velfærdsbestræbelser udstrækker sig til hele vor Landsdel, saa ikke et eneste Sogn eller en eneste Landsby holder sig tilbage.
Vi opfordrer herved først og fremmest alle Landmænd, men for øvrigt alle, der har Raad og Hjerte for det, til by- eller sognevis at træde sammen og danne Komiteer, der vil drage Omsorg for, at ingen af vore mindre velstillede Medborgere skal komme til at lide uforskyldt Nød.
Bestyrelsen for „Fælles-Landboforeningen for Nordslesvig”.
I. P. Refsghauge, Formand, I. Højer, Næstformand.
Chr. Jessen Reinholdt. A. Bladt. H. Andresen. Carsten Gregersen.
Th. Thomsen. Lars Holm. Jes Mærsk. Chr. Hansen. Jorgen Grau. Chr. Christensen.
13. December 1915: Kagebagning i Sønderborg Kreds
Dagens nyt fra Hejmdal
Fra Felten.
I Fangenskab.
Murer Wilhelm Holdt fra Tagkær ved Kristiansfelt havde været savnet siden den 2. November efter en større Kamp i Rusland. I Torsdags modtog hans Hustru ifølge “Dv.” den Efterretning fra ham, at han var kommen i russisk Fangenskab og efter Omstændighederne havde det godt.
Fra Provinsen.
Død paa Lasaret. Bestyreren af Brugsforeningen i Mjolden, Købmand Petersen, en Søn af afdøde Degn Petersen i Randerup, er forleden Dag afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Rusland som Følge af Sygdom. Petersen, der i længere Tid har været med Fronten i Rusland, var en brav og trofast Mand, som havde mange Venner paa Vestkysten, der vil vedblive at holde hans Minde i Ære.
Kagebagning til Jul. Landraaden i Sønderborg bekendtgør i Kredsbladet: Forbudet af 16. August 1915 mod Bagning af Kager af Hvedemel i Hjemmene sættes ud af Kraft indtil de 31. December i Aar.
Paa samme Tid frigives der af Melreserverne til Julebagningen én Gang ½ Pund Hvedemel á Person til hver Civilperson i Kredsen. Gær maa dog ikke anvendes til Bagningen. I Ugen fra 13. til 19. December maa der sælges saa mange Melmærker ud over det foreskrevne Kvantum, at hver Husholdning kan faa ½ Pund Hvedemel mere á Person, hvis de ønsker det. I de to sidste Uger af December er Salget af disse Mærker ikke tilladt.
13. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner til og fra fronten
De hjemløse.
Fra Landraadskontoret i Haderslev bekendtgøres den 10. December 1915, at i Medfør af en Forordning fra Indenrigsministeren og Krigsministeren af 28. Oktober 1915 skal alle mandlige Personer uden Undersaatsret, der er fødte i Tiden fra 2. Avgust 1869 til 31. December 1898, melde sig til Lægdsrullen i Tiden fra 15. til 31. December 1915 hos den stedlige Politimyndighed (Magistrat, Borgmester, Kommuneforstander, Godsforstander). Ved Anmeldelsen skal fremvises mulige Militærpapirer og saadanne Papirer, der kan give Oplysning om deres egen, deres Forældres eller Søskendes Undersaatsforhold. Til de meldepligtige Personer hører ogsaa Optantbørnene.
Hilsner fra Felten.
Fra Rusland skrives den 6. December:
De hjerteligste Hilsner sendes Venner og Bekendte fra flere Nordslesvigere, der er ved samme Regiment. Glædelig Jul ønskes alle derhjemme. Anton Linnet, Fredr. Friedrichsen, Hans Jensen, Emil Vollbrecht og Klavs Christiansen.
Flandern, den 9. December.
Kære „Flensborg Avis”! Hermed sendes alle Venner og Bekendte i vort kære Nordslesvig vore inderligste Julehilsener: vi ligger her et Sted i Belgien og skal holde Jul langt borte fra eder, vore kære derhjemme, men vi haaber, at vi, naar Gud vil, alle sunde og raske næste Aar kan holde Jul i vort kære Hjem sammen med vore kære. Ellers har vi det helt godt: vi er sunde og rafle og haaber, at vi ikke behøver at holde Jul i Skyttegravene, men i Ro et andet Sted her i Belgien, i en større By. Endnu en Gang ønsker vi alle Venner og Bekendte en glad og velsignet Jul og et godt Nyaar. Hans Æbelø, Nybøl Mark; Jørgen Brag, Egernsund; Hans Jørgensen, Egebjerggaard paa Als; Lavrids Fischer, Rovstrup.
Fra Rusland skrives den 5. December:
Kære „Flensborg Avis”! Du bedes optage en lille Julehilsen til alle Venner og Bekendte i Nordslesvig fra tre Nordslesvigere, som for Tiden staar ved Østfronten i Rusland. En glædelig Jul og et velsignet Nyaar ønskes alle I kære derbjemme. Pauli Krogh, Flensborg, B. Jensen og K. Albrecht, Sønderborg.
Julehilsen til Felten.
Vi herhjemme modtager gennem „Flensborg Avis” saa mangen venlig Hilsen derude fra, og vil jeg benytte samme til hermed at sende de fraværende en venlig Tanke. Julen nærmer sig, den glade Fest. som ikke for intet bliver lovsunget som Børnenes Fest, og igen maa vi udsætte Haabet. Hvor har vi ikke, vel de fleste, i Maaneder sat hele vor Længsel og Haab til den kære Jul at vore tapre og brave feltgraa igen skulde fejre Julen i Krigens Uhygge og fjernt fra det, der er dem kærest, havde vi ikke
ventet, og dog er det saa.
Hold Modet og Haabet oppe, for jer selv og dem herhjemme, hver Dag bringer Maalet nærmere. Julen bringer Fred, har Digterne sunget, lad os sætte vort Haab hertil, og alt hvad Bønner og gode Ønsker formaar, vil vistnok, især nu ind under Jul. blive bragt til ham, der ene er Trøster i Nøden.
Mange er de Gaver, der er paa Vej til jer derude, og gid enhver maa faa en
lille Del deraf, til Glæde og Opmuntring for jer selv og os, der af Hjertet ønsker eder alle en velsignet og rolig Jul.
Toftlund, i December 1915.
12. december 1915. I jødekvarteret i Grodno
Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:
Søndag Formiddag
Nu sidder jeg og skriver i en Pionerkaserne i Grodno. Et Par Stationer før Grodno fik vi Ordre til at gøre Oppakningen i Orden. Der blev Røre, da vi ikke kan transportere mere, end vi kan faa stuvet ned. Jeg deler ud til mine Kammerater af hvad jeg har for meget, og da vi holder ved Grodno, er vi fuldt op- pakkede med det nødvendige.
Grodno ligger et godt Stykke fra Banegaarden, og i jævn March gaar det ind i Byen, over en Bro, som Tyskerne har bygget, da de store Broer er sprængt af Russerne.
Byen tager sig godt ud i Maaneskin, men Gaderne er daarligt brolagte og snavsede. Vi gør Holdt paa en Plads udenfor Teatret og venter paa Ordre for Natten. Geværerne stilles sammen og Oppakningen lægges paa Jorden. Klokken er halv elleve; heldigvis er Vejret mildt og tørt. Vi venter ca. en halv Time og marcherer derpaa ud til Kasernen her. Det gælder om at holde sig paa Fortovet, da Midten af Vejen ikke er passabel for Fodgængere med Oppakning. Brolagt er den ikke og fuld af Mudder.
I Kasernen er der ingen Lys, men dem har vi selv, Sengehalmen er Træuld, forresten helt brillant, da det baade er rent og varmt.
Forplejningen er ikke at prale af, da vi ikke har faaet noget siden i Morges Klokken otte, og her giver det ikke noget. Det er vi dog ikke kede af, da vi har rigeligt og det gælder om at faa det spist snarest muligt. Altsaa rask et Stykke Brød og en Plade Chokolade, Tornystret under Hovedet, Tæppet dækket over og saa sover vi straks som Sten.
I Morges blev jeg vaagen Klokken syv; her er tidligt lyst, saa op for at faa Laaget af Kogekarret fyldt med Kaffe og saa ned i Kælderen for at blive vasket, noget jeg snart ikke er bleven de fire Dage, vi var paa Jernbanen. Vi har „Ruhetag“ i Dag, faar Lønning udbetalt og kan gaa i Byen til Klokken fem.
Nu har jeg været i Byen og set Jødekvarteret, puh ha, men morsomt er det for en Gangs Skyld at se noget af den Slags. Et Par russiske Kitler til Børnene havde nær fristet mig, men der er ingen Lejlighed til at faa dem sendt hjem. Vi bliver her kun til i Morgen tidlig, og det er allerede mørkt, skønt Klokken kun er fire.
Grodno er ingen lille By, og de russiske Kirker tager sig brillant ud med de hvide Mure og de forgyldte Kupler. Der er intet ødelagt i Byen undtagen Banégaarden og Broerne, men alting er forfalden, Stenbroen miserabel uden Kloak, Vandet i Rendestenene langs Gaden og en vis Stank over det hele.
Tysk Militær er der en Mængde af, den civile Befolkning, mest Jøder, gaar hurtig og tavs forbi, men handle med Soldaterne vil de nok og store Priser tager de. Jøderne taler næsten alle Tysk, og en Del af dem er vist fulgt med Soldaterne, de ved jo nok, hvor der er Penge at tjene.
De russiske Køretøjer er nogle smaa usle Tingester med magre russiske Ponyer for. Droskerne, for saadanne findes ogsaa her, har alle Gummihjul og betjenes af rigtige russiske Droskekuske i Kafta med en rød Snor om Livet. En af de rigtige Jødekager har jeg smagt, en Slags Hvedekage med Valmuefrø inden i. Nogen Lækkerbisken var det ikke, men vi maa jo prøve lidt af alt.
For Øjeblikket er her i Salen, hvor vi ligger, en rigtig Soldaterlejr. Enkelte spiser, andre læser Aviser, atter andre pakker Tornystre, alle ryger, saa Luften er saa tyk, saa den kan skæres med Knive, og alle snakker, saa det er, som i en Jødeskole.
Det hele oplyses af en enlig Lampe, som netop hænger over min Plads, saa jeg kan sidde og skrive.
Militærautotrafikken er stor; Lastautomobiler, Syge- automobiler og Officersautomobiler tutter og kvækker i det uendelige og lange Tog af Træn vogne kører i Gaderne.
Samtalen mellem Kammeraterne drejer sig mest om Hjemmet. Krigen tales der ikke meget om, mere om, at der snart maa blive Fred. Her tales næsten lige saa meget Dansk som Tysk, i det mindste taler jeg mere Dansk end Tysk, da vi ialt vistnok er 100-150 Nordslesvigere i denne Transport.
Kære Ella, hav det rigtig godt, Du og Børnene. Hils alle Bekendte, der spørger efter mig.
Din
Jacob.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)
10. December 1915: Penge og Smør til Soldater, der har Orlov
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten.
Savnet – Om Oplysninger bedes.
Johannes Lorentzen i Kolsnap skriver i “Dv.”:
Min Søn, Peter Lorentzen, 23 Aar gammel, blev indkaldt i Maj Maaned og uddannet i Husum. I August kom han til Fronten i Rusland, blev tildelt det 10. Armékorps, 20. Division, Infanteri-Regiment Nr. 92, 2. Bataillon, 8. Kompagni, kom derefter til Frankrig og var med i Slaget ved Somme By den 29. September. Fra den Dag er han savnet, og alle Efterforskninger har hidtil været forgæves.
Kammerater, der staar ved samme Kompagni, eller maaske disses Paarørende, der kan give Oplysninger om den Savnede, bedes godhedsfuldt at sende disse til hans Forældre: Johannes Lorentzen, Kolsnap pr. Store Nystrup, Haderslev Kreds.
Helbredet.
Johan Jespersen, Søn af J. Jespersen i Over-Jersdal, der har været med ved Østfronten siden Krigens Begyndelse, har været saaret to Gange. Nu er han efter sit andet Saar atter bleven udskreven af Lasarettet som helbredet og han er ganske uventet kommen hjem paa en 14 Dagens Orlov.
Fra Provinsen.
Penge til Soldater, der har Orlov. I flere tyske Blade meddeles, at Soldater, der har Orlov for at komme sige eller for at vinde deres Helbred tilbage, kan gøre Krav paa en Pengesum, for at de kan holde sig med egen Kost.
Julesmør til Soldaterne. Ensted Sogns Andels-Mejeri holdt forleden et Møde, paa hvilket det vedtoges at sende hver Mand fra Mejeriets Omraade, der er indkaldt til Militærtjeneste, 1 Pund Smør til Julen, hvad enten Vedkommende ligger ved Fronten eller gør Vagt- eller Garnisonstjeneste. der er allerede afsendt henved 200 Pakker.
9. December 1915: Papirspenge i sædvanlige Breve og Kødsalget i Aabenraa
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten.
Faldne.
Peter Thomsen fra Iller ved Broager er den 14. November falden under et Stormangreb ved Arras, 25½ Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.
Peter Christensen, en Søn af Frederik Christensen i Gaansager ved Vodder er den 16. November falden paa Slagmarken i Rusland.
Savnede.
Hans Nissen fra Nybøl i Aabenraa Amt opføres i Tabslisten som savnet. Desuden meddeles, at Peter Christiansen fra Sillerup, der har været meldt haardt saaret, er savnet.
I Fangenskab.
Gefr. Christian Sørensen fra Helved paa Als er ifølge den sidste preussiske Tabsliste i Fangenskab.
Fra Provinsen.
Papirspenge i sædvanlige Breve. Som bekendt sendes ikke sjældet Papirspenge i sædvanlige Breve. dette sker især med de smaa Laanekassesedler paa 1 og 2 mark. Ogsaa Soldater i Felten sender Papirspenge i sædvanlige Breve til Hjemmet, hvorfor krigsministeriet i en særlig Anordning har sysselsat sig med denne sag. For Tab af sædvanlige Breve gives der ingen Erstatning. Underofficerer og Soldater skal Tid efter anden gøres opmærksomme herpaa, og endvidere skal der vises hen til, at Forsendelsen af Pengebeløb til 800 Mark til Hjemmet paa Postanvisning ikke blot sker portofrit, men ogsaa sikkert. Tillige skal det anbefales dem ikke at sende Papirspenge i Breve til Hjemmet.
Kødsalget i Aabenraa. I Overmorgen, Lørdag, lader Aabenraa By atter sælge Oksekød. der meddeles, at der er Kød nok, og at det er af udmærket Kvalitet.