Kategoriarkiv: Nyheder

Nyheder

26. december 1915. “Dig er i dag en frelser født …”

Skriv en kommentar

En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:

Dig er I Dag en Frelser født

Frankrig, den 26. Decbr. 1915.

Kære Venner!

Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.

Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.

Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.

Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.

Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.

Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.

Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.

Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.

Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.

Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.

Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.

I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

25. december 1915. Jul i Galizien

Skriv en kommentar

Sønderjyden J.N.O. tilbragte julen 1915 i Galizien.

Br. i Galizien i Julen 1915.

Kære „Hejmdal!“ Atter en Jul, den anden i det fremmede, denne sidste dog mere trist end den første; sidste Aar, hvor vi gjorde Tjeneste ved Grænsen, var jo egentlig ikke saa trist og slem. — Vel savnede vi den vanlige Frihed til at boltre os i Juleglæder, men Hjemligheden var der dog, naar man efter endt Tjeneste kom hjem i sit gode Kvarter. Ja, da havde vi det herligt imod Julen i Aar.

Ikke havde vi drømt sidste Aar, at dette Aars Jul skulde fejres i Ufred og tunge Tider, — Drømmene, vi da drømte, var mere lyse, men Skuffelsen er dog heldigvis ikke bleven større, vi har jo lært at vænne os til onde Ting og føle os tilrette i dem næsten ligesaa godt og endda bedre som i gode Ting og Tider. Underligt — forresten — før næsten halvt syg, naar lidt var i Vejen, og nu kan alle Hindringer overvindes, uden at det gør særdeles Indtryk. Saadan omtrent er Sindet „ind under Jul“.

For Tiden ligger vi her i en større By ved Zlota Lipafloden, der, hvor der stredes i August. Byen bærer jo synlige Vidnesbyrd om hin Tids uhyggelige Dage,mange yngre og ældre Mænds Hjerteblod har her hine Augustdage farvet Græsset rødt, mangt et Blik har her for sidste Gang skuet Guds Sol, mens det dræbende Jern gjorde Jorden til et Helvede. — (Vi laa den Gang ca. 12 Kilometer bagved og mindes med Gru Kanonernes Drønen, vel vidende, at dette Skuespil maaske krævede meget Blod).

Her fejrer vi altsaa Jul i Aar, — Juleaften var her rigtigt Julevejr, Sne, lidt Frost, dejligt Kaneføre. Jo saadan kan jeg lide Juleaften udadtil, men inden Døre, maa jeg tilstaa, faldt den ikke rigtig i min Smag. — Julegaverne manglede ikke, takket være de mange gode Mennesker derhjemme i vort kære gamle Land — dem fik vi saamænd af i Overflod. — Nej, men Hyggeligheden og disse vævre Skabninger, vi Mænd kalder for Husmødre, og saa lykkelige unge Menneskers glade Ansigter. — Alt det, der giver Højtidelighed, det savnede vi.

Nej, men i Tankerne var vi heller ikke her, da var vi hjemme hos Eder, I Kære derhjemme i vort kære Moderland. I Tankerne fejrede vi Jul hos og med Eder. Vi Nordslesvigere sang en Del af vore kære Julesalmer, hvor klang det sødt i den stille Nat. Jeg og en god Kammerat gik hen til Soldaterhjemmet, hvor der var lidt Højtidelighed, et Par yngre Soldater talte om Freden, Guds Søn bragte med sig til Jord for ca. 2000 Aar siden, atter et Par andre spillede Melodierne til gode aandelige Sange, medens vi sang. Da vi gik derhen, kom vi forbi en Bygning, hvor der laa en Del Nordslesvigere indkvarteret.

Ud gennem det aabne Vindue lød den dejlige Sang „Glade Jul“, saa fuldtonende og kraftig, at mange stod stille foran Huset og lyttede til Sangen, som selv Jøderne sagde, lød ualmindelig skøn. — Kanske det er første Gang, denne skønne Sang er bleven sunget hernede. Og den er bleven sunget af Hjertet. Hvor det gjorde godt, Højtideligheden var der i selvsamme Øjeblik. Jo, det var alligevel Jul.

Et andet eller flere andre Steder fejredes Julen paa anden Maade; men denne Maade falder heldigvis ikke i de fleste af vi gamle Mænds Smag, vi ynder Gud ske Lov at fejre Julen mere stille og hjemligt. Anden Juledagsaften kom jeg tilfældigvis ind til nogle gamle Kendinger. De havde det ganske gemytligt, et lille pænt Juletræ stod paa den ene Ende af Bordet, rundt om Bordet sad de gamle Krigere og reviderede en Del Julepakker, de lige havde faaet, medens en spillede paa Harmonika og en anden slog Takt paa et Stolesæde og en stor Tromme. En ganske dejlig Underholdning, især da Musikken af og til ledsagedes af en rigtig god Sang.

Se saadan, kære Venner, fejrede vi Jul. Jeg tænkte det kunde interessere at høre lidt om, paa hvilken Maade vi saadan i al Almindelighed henlever denne skønne Fest herude i det fremmede. Vi beder nu med Eder om at vi næste Aar maa være samlede med Eder i vore resp. Hjem for at fejre Festen i Fred og Glæde med Eder, 1 Kære derhjemme. „Godt Nytaar“ ønskes alle i Felten og hjemme.

Eders
J. N. O.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

24. december 1915. Snydt af korporalen – men hævnen er sød!

Skriv en kommentar

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.

Det var den 24. December 1915 om Aftenen ved Mørkets Frembrud, da vi gjorde Holdt ved nogle Barakker, som dog var rømmet. Vi frøs, thi det var bidende koldt med haard Blæst. Paa Grund af Kulden fik vi Lovning paa en god Snaps at varme os paa, et Bæger, altsaa 1/4 Liter, til to Mand.

Men vi blev snydt, for da det kom til Stykket, maatte fire Mand dele et halvt Bæger fuldt, og det blev vi jo forarget over. Sagen blev undersøgt, og det viste sig, at Korporalerne og Køkkenmandskabet havde hugget det fra os, baade drukket rigeligt og stukket Resten til Side.

Hen paa Aftenen kom vor Korporal anstigende, døddrukken, og smed sig paa Lejet ved Siden af mig med Hovedet paa Tornystret. Jeg opdagede nu, at der var bundet et kvart Brød til Tornystret. Vi havde ikke faaet noget af Gullaschkanonen, jeg var sulten, og saa var jeg ikke sen til at faa løsnet Brødet fra Tornystret. Og udenfor Barakken fyldte jeg min Mave med Korporalens Brød.

Det var Juleaften 1915. En Juleaften, som jeg aldrig glemmer.

Julemorgen tordnede og bandede Korporalen over sit forsvundne Brød, men der var selvfølgelig ingen, der kunde give ham Oplysninger i denne Sag.

DSK-årbøger, 1944

Nyheder

24. december 1915. Juleaften i en krigsfangelejr nord for Petrograd (Skt. Petersborg)

Skriv en kommentar

En anonym sønderjyde beretter under mærket -a om sine oplevelser som krigsfange i Rusland

Det var Lille Juleaften 1915. En Trop tyske Krigsfanger var paa Vej fra det Indre af Rusland, hvor de, indtil Vinteren satte ind, havde været beskæftiget ved Vejarbejde, til Egnen omkring Petrograd. Det var en forfærdelig Rejse.

Der var pakket ca. 40 Krigsfanger ind i en Godsvogn. Midt i Vognen stod en lille Kakkelovn. Men selv om det en Gang imellem lykkedes at stjæle saa meget Brænde, at Kakkelovnen var rødglødende, kunde den ikke nær varme Vognen op, saa Vognens Vægge var delvis hvide af Rim. Dertil kom, at Fangerne som Følge af “Mangel paa Smaapenge”  kun hver anden eller tredie Dag fik udbetalt de 12 Kopeker, som tilkom dem, saa de kunde købe sig noget at spise. Det var en sulten og forkommen Flok, som blev udladet paa en Station nord for Petrograd.

Efter en March paa godt og vel halvanden Time ankom Fangerne til den Landsby, hvorfra de skulde gaa paa Skovarbejde. Til Trods for at Rejsen havde varet længe nok, var de endnu ikke ventet. Der var ikke sørget for Forplejning og kunde ikke anvises noget andet Kvarter, end en uopvarmet Nybygning.

Fangerne søgte at faa Natten til at gaa paa bedste Maade. Næste Formiddag, Juleaftensdag, blev en Del af Fangerne beordret til at gaa hen til Bageren, som boede i den anden Ende af Byen, for at hente Brød.

De store runde Brød var varme, lige kommen ud af Ovnen, da de blev udleveret. Men inden man naaede “hjem”, var Brødene stivfrosne.

De blev uddelte, et Brød til hver fire Mand, men det viste sig umuligt at faa Brødet skaaret i Stykker, — der var jo ikke mange, som havde en Kniv. Saa fandt et lyst Hoved paa, at man jo kunde save Brødet i Stykker, hvilket ogsaa skete.

Et Stykke frosset Brød og en Haandfuld Sne var alt det, som den Flok Krigsfanger fik til Juleaftensnadver den Juleaften.

Alle, som var med til denne Juleaften, vil huske den. Alle, — nej, ikke alle. Thi da Fangerne havde været der i Landsbyen i 3 Uger og hver Dag været paa Skovarbejde, var der saa mange syge, at hele Flokken blev indlagt paa et Lazaret i Petrograd.

Dog ikke alle, som havde været med den Juleaften. Tre Grave, forsynet med et raat tilhugget Kors med Navnet paa den her begravede Krigsfange, skrevet med Blyant, blev tilbage.

DSK-Årbøger, 1941

Nyheder

22. december 1915. Vestfronten: Rotterne løb med juleposten

Skriv en kommentar

Sønderjyden H.J.B. skriver fra Frankrig:

Juleaften i Skyttegraven.

Ved A. i Frankrig 1915.

Ja, det var anden Jul, vi fejrede hernede. Første Gang 1914 gik det nogenlunde, da vi havde det Held at ligge i Borgerkvarter i Juledagene. Vort Opholdsrum var rigtignok en Ko- eller Svinestald, men alligevel havde vi det nogenlunde hyggeligt indrettet med Bord og Bænke, og vi kunde da fejre den kære Julefest i Ro. Et Juletræ havde vi ogsaa og sang ogsaa nogle Julesalmer, saa vi havde det efter Forholdene helt godt.

I Aar, 1915, kom det anderledes Juleaften. Vi laa i forreste Stilling ved A., som langtfra er saa god, som den Stilling, vi havde sidste Aar ved Juletid, da der i Sommerens Løb er bleven kæmpet meget haardt her. Tilmed havde det nu regnet et helt Døgn før Juleaften, saa det gjorde det ikke bedre for os. Vi arbejdede næsten hele Dagen for at holde Graven og vore Jordhytter fri for Vand og Pløre. Paa Vagt skulde vi ogsaa, da det i det hele var lidt uroligt, især da det kom til Aften. Det var næsten, som om Franskmændene slet ikke vidste, at det var Juleaften. Granater, Miner og Geværskud hørtes som sædvanligt. Hen paa Natten blev vi afløst og kom tilbage i Reserve.

Ja, Juleaften 1915 glemmes vist ikke saa let. Dog er vi alle ved godt Humør og har det helt gemytligt. En morsom Oplevelse havde vi et Par Dage før Jul. Vi laa tre Nordslesvigere i en og samme Dækning og havde alle skreven til vore Kære hjemme. Korporalen og jeg havde lagt vore Breve, vi havde skreven, i vor Brevkasse, men vor Ven havde lagt sine Breve paa en Hylde, hvor vi havde vore andre Sager liggende.

Det blev Aften og vi kom paa Vagt alle tre paa en Gang, alt gik godt, vi kom ind og lagde os til at sove. Men da Tiden var kommen, da vi skulde paa Vagt igen, skulde vi give vore Breve af til den, som var bestemt til at bringe dem bort. Korporalens og mine var i god Behold i vor Brevkasse, men vor Vens, som havde ligget paa Hylden, var borte. Vi ledte overalt, men de var borte og blev borte. Lidt efter lidt kom vi dog i Tanker om, at ingen andre end Rotterne kunde have slæbt dem bort, og ganske rigtig, da vi kom ud af Hytten, talte vi med den vagthavende Korporal, han havde ganske rigtig set Rotterne løbe med noget, om det var en Avis eller et Brev havde han ikke set saa nøje efter. Mon de franske Rotter er gode som Brevbærere? Ja, kære Venner, Husdyr har vi nok af her nede, nemlig Lopper og Lus, Rotter og Mus i en større Maalestok, men nok om det, der er jo Krig.

Til Slut en Tak til Dig, kære „Hejmdal“, fordi Du kommer saa regelmæssigt, og Ønsker om et rigtig godt Nytaar.

H. J. B.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

20. december 1915. Rotter: “Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 kom han tilbage til  Vestfronten i  Leib-Kompagni Nr. 118.

Rottejagt_mindre 00020X13324
Rottejagt ved Füsilierregiment 86

Ripont, den 20. December 1915. Hele Maaneden har været rig paa Angreb og Modangreb. Ro har Vi aldrig. Næppe har vi taget et Stykke Skyttegrav hos Fjenden for at forbedre Stillingen, før han atter henter det tilbage. Døde og mange saarede hører til Dagens Orden. Har vi endelig Ro for Fjenden, plages vi af Rotterne.

Ustandselig er de paa Færde og huserer om Natten i vores Tornystrer for at finde noget spiseligt. Grimt er det, naar de om Natten paa deres Røvertogt lister hen over Ansigtet paa Een. Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang. Jeg tror aldrig, vi bliver Venner med disse smaa Djævle, men vi skal jo vænne os til dem.

Da vi sidste Nat var ude at trække Pigtraad, opdagede v i enkelte Lig af Fjenden. V i syntes ikke, at vi vilde lade dem ligge dér foran Stillingen, da de ikke mere lugtede saa friskt, men vilde opfylde vor Kristenpligt ved at sørge for deres Begravelse. Et stort Granathul blev udset til deres sidste Hvilested, og vi forsøgte at bære dem derhen. De skiltes dog ad i flere Stumper, og ud fra Mund, Ærmer og Støvler fo’r der i Snesevis af Rotter, der her havde fundet sig et godt Madsted. Omsider fik vi dog Resterne af de stakkels Mennesker kastet i Granathullet, hvor de forsvandt med et „Plump”.

„Der Tod im Felde ist doch der schonste Tod,” filosoferede Skorstensfejeren, medens Vandsprøjt stod op om Stedet, hvor de forsvandt.

 

Nyheder

18. december 1915 – Flensborg Avis: Sårede og faldne

Skriv en kommentar

Tabslisten
meddeler, at Jens Hansen af Egernsund og Karl Schumann af Broager, hidtil begge Haardt saarede, er afgaaede ved Døden paa et Feltlazaret; de hørte til 91. Infanteriregiment.

Udmærkelse  (S.Z)
Overmaskinist E. Dekena af Sønderborg har faaet det storhertugelig oldenborgske Frederik-Avgust-Kors; Jernkorset har han allerede tidligere erhvervet sig.

Jernkorset af første Klasse
har Kaptajn Richard Schwerdtfeger, Søn af afdøde Gaardejer Schwerdtfeger paa Rønhave paa Als, ifølge  Sonderburger Zeitung faaet tildelt.

Falden paa Vestfronten
Maks Greve af Tumbøl har den 23. November fundet Døden i Vogeserne, kun 21 Aar gammel. Der  holdes Sørgegudstjeneste ham Onsdag den 22. December i Felsted Kirke.

Død af sine Saar (Dv.)
Som meddelt, fik i Onsdags Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej i Haderslev, Telegram om, at hans Søn, Elektriker Christian Kristensen, var bleven indleveret Haardt saaret paa et feltlazaret ved Vestfronten. I Fredags kom der Bud om, at han var afgaaet ved Døden, han blev 23 Aar gammel.

Saaret (Dv.)
Jens Dueholm i Haderslev, der blev indkaldt i Foraaret, er under de sidste Kampe i Vest bleven saaret i Haanden; for Tiden ligger han paa Lazarettet i Haderslev.

Forfremmelse (S. G.)
Vicestabssergent Peter Schütt fra Aastrup, Søn af Amtsskriver Schutt, er bleven forfremmet til Løjtnant i Reserven.

Falden.
Gefrejter Gerd Uphoff af Studsbøl ved Sommersted er falden den 15. November, 24 Aar gammel.

Nyheder, Sønderjyder

16. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner fra felten

Skriv en kommentar

Hilsner fra Felten

Kære „Flensborg Avis”!
Modtag hermed en Hilsen fra en Del Nordslesvigere. Vi ligger nu paa  en temmelig rolig Plet af Vestfronten og samles en Gang imellem, naar Lejlighed gives. Landsbyen, hvor vi ligger indkvarteret, naar vi ikke er forude, ligger en Mils Vej bag Fronten. Den er af vore  forgængere, for øvrigt Landsmand, gjort temmelig net i Orden, saa vi har ganske gode Kvarterer. Gaderne har faaet hjemligt klingende Navne. Hovedgaden hedder saaledes Kiel-Gade, og Landsbyens fineste Plads har faaet Navn af Schleswig-Plads. Ogsaa forude har de forskellige Dele af Skyttegraven hjemlige Navne.
Medens I hjemme har Vinter, har vi her næsten Regn hver Dag.  Mange af os har dog saadanne Stillinger, saa vi ikke behøver ud i det værste.
Af de mange Pakker. Posten bringer os, kan vi se. at det er i Slagtetiden hjemme: og hjertelig Tak alle sammen, thi „uden Mad og Drikke duer Helten ikke”.
Ogsaa hjertelig Tak til Bladenes Redaktion for den hjemlige Avis, som bringer os Bud og Hilsen fra saa mange Landsmænd i Øst og Vest.
De fleste af os fejrede ogsaa Julen i Fjor her i Frankrig, og vi takker Gud, at han har bevaret os saa vel Aaret igennem. Vore Venner fra i Fjor, som maatte lade deres unge Liv i Champagne og Galicien, mindes vi med Vemod. Og saa vil vi ønske jer alle derhjemme „glædelig Jul” og „velsignet Nyaar” med snarlig Fred paa Jord, saa vi igen til Foraaret kan komme hjem til den hjemlige Dont. Jepsen, Brede;  Schættiger, Flensborg; Mathias Bram, Grarup; Hans Hansen, Tinglev; Hans P. S. Petersen, Borup; Jens Andersen, Elstrup; Chresten Grau, Mintebjerg; Lorens Nielsen, Skovbyballe; Jens Bladt, Kongshoved (Kajnæs).

Champagne, den 12. December.
Undertegnede Nordslesvigere, som staar ved eet og samme Regiment i Champagne, sender hermed en Julehilsen til alle Venner og Bekendte. Vi er endnu alle sunde og rafle og er ved frist Mod. Jens Thomsen,  Blansgaard; Jørgen Ebsen, Nybøl; Peter Hansen, Nejs; Jens Michelsen, Klinting (Als); Hans Andersen, Snogbæk; Mads Madsen. Frørup; Falk, Aastrup; Thomas Brok, Skelle; Frits Duus, og Vilhelm Bernhager, Egernsund; Peter Rasmussen, Iller.

Død af sine Saar
Avgust Hansen af Graasten, som hidtil har været saaret, er ifølge den 405. Tabsliste død paa et Lazaret.

Efter et Aar. (Fl. N. Z.)
Købmand Hans Nielsen Andresen, Bogegade 5 i Flensborg, er falden den 23. Oktober 1914 ved Warschau. St. Jørgen Sogns Menighedsblad meddeler derom: Enken og de paarørende havde i et helt Aar ikke hørt fra ham. De haabede, at han, om end maaske saaret, var falden i russisk Fangenskab og var i Live. Nu har en Fange, der er udvekslet og er kommen hjem, bragt Enken Efterretning og et Billede som sidste Hilsen. Begge var de blevne saarede ved Warschau, Andresen i Ryggen og den anden i Benet. De var begge blevne opsamlede af Russerne og godt behandlede paa Lazarettet. Andresen hadde paalagt Kammeraten at hilse, derefter var de begge sovede ind, Andresen for ikke at vaagne mere.

Anders Andersen, Søn af Høker Andersen i Fridagade, havde ligeledes været savnet siden den 12. September 1914 (Slaget ved Marne), og hans paarørende havde ikke hørt fra ham siden. Alle Efterforskninger var frugtesløse; nu har de gennem Røde Kors i Hamburg erfaret, at han i December i Fjor er død paa et fransk Lazaret. Det er uforklarligt, hvorfor han ikke skulde have skrevet i et helt Fjerdingaar.

Dødsfald. (Dbp)
Købmand og tidligere Raadmand B. Steins Hustru i Sønderborg afgik i Tirsdags Eftermiddags ret uventet ved Døden efter kort Tids Svaghed. Den afdøde var en Datter as Fabrikant Otzen i Sønderborg. 5 af hendes Sonner har været med i Krigen, de to er faldne, og de tre er i Fangenskab.

Haardt saaret.
Elektriker Christian Kristensen, Søn af Arbejdsmand Lavrids Kristensen, Moltrupvej 31 i Haderslev, er bleven Haardt saaret i en Kamp i Frankrig. Et Telegram, som Forældrene har modtaget i Gaar Morges fra Overlægen paa et Feltlazaret, meddeler, at hans Tilstand var meget alvorlig Tirsdag Aften. Den unge Mand havde den 10. December fyldt 23 Aar.

Faaet Jernkorset. (Dv.)
Peter Toft, Søn af Skræddermester Mads Toft i Skodborg skov, har faaet Jernkorset efter en Kamp ved Moulin den 14. Juli. Han har deltaget i Kampene i Frankrig siden Krigens Begyndelse.

Udmærkelser.
Karl Wempner, Søn af Skomagermester Wempner i Toosbüygade i Flensborg, har paa den vestlige Krigsflueplads erhvervet sig Jernkorset.
Herman Koll, Søn as Jernbanesnedker Koll paa Lavtrupsvej, har faaet tildelt den tyrkiske Halvmaane; Koll staar ifølge et flensborgsk
Blad som Stabssergent i tyrkisk Tjeneste.
Overmatros Karl Thomsen af Flensborg er bleven dekoreret med Jernkorset.

Nyheder

16. december 1915 – Flensborg Avis: Opråb til den nordslesvigske befolkning.

Skriv en kommentar

Opråb

De høje Priser paa Levnedsmidler og alle andre Livsfornødenheder har bragt mange af vore Medborgere i en meget vanskelig Stilling. Vi har den Opfattelse, at der rundt omkring i vor Landsdel sidder mange mere velstillede, der ser dette og føler med disse vore Medborgere og gerne vil træde hjælpende til. At dette er Tilfældet, ses deraf, at der paa flere Egne og i enkelte Sogne er nedsat Udvalg eller dannet Velfærdskomiteer, der paa forskellig Maade med dertil egnede Midler vil søge at lindre Nøden og afhjælpe Savnene.

Nu er Tiden kommen, da det skal vise sig, at Befolkningen i Nordslesvig ikke deler sig i Klasser, der hver for sig mener at være sig selv nok og hver for sig mener at skulle sørge for sig selv og lade andre gøre det samme.

Vi anser det for nædvendigt, at disse! ovenfor nævnte spredte Velfærdsbestræbelser udstrækker sig til hele vor Landsdel, saa ikke et eneste Sogn eller en eneste Landsby holder sig tilbage.

Vi opfordrer herved først og fremmest alle Landmænd, men for øvrigt alle, der har Raad og Hjerte for det, til by- eller sognevis at træde sammen og danne Komiteer, der vil drage Omsorg for, at ingen af vore mindre velstillede Medborgere skal komme til at lide uforskyldt Nød.

Bestyrelsen for „Fælles-Landboforeningen for Nordslesvig”.
I. P. Refsghauge, Formand,  I. Højer, Næstformand.
Chr. Jessen Reinholdt. A. Bladt. H. Andresen. Carsten Gregersen.
Th. Thomsen. Lars Holm. Jes Mærsk. Chr. Hansen. Jorgen Grau. Chr. Christensen.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

13. December 1915: Kagebagning i Sønderborg Kreds

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

I Fangenskab.
Murer Wilhelm Holdt fra Tagkær ved Kristiansfelt havde været savnet siden den 2. November efter en større Kamp i Rusland. I Torsdags modtog hans Hustru ifølge “Dv.” den Efterretning fra ham, at han var kommen i russisk Fangenskab og efter Omstændighederne havde det godt.

Fra Provinsen.

Død paa Lasaret. Bestyreren af Brugsforeningen i Mjolden, Købmand Petersen, en Søn af afdøde Degn Petersen i Randerup, er forleden Dag afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Rusland som Følge af Sygdom. Petersen, der i længere Tid har været med Fronten i Rusland, var en brav og trofast Mand, som havde mange Venner paa Vestkysten, der vil vedblive at holde hans Minde i Ære.

Kagebagning til Jul. Landraaden i Sønderborg bekendtgør i Kredsbladet: Forbudet af 16. August 1915 mod Bagning af Kager af Hvedemel i Hjemmene sættes ud af Kraft indtil de 31. December i Aar.
Paa samme Tid frigives der af Melreserverne til Julebagningen én Gang ½ Pund Hvedemel á Person til hver Civilperson i Kredsen. Gær maa dog ikke anvendes til Bagningen. I Ugen fra 13. til 19. December maa der sælges saa mange Melmærker ud over det foreskrevne Kvantum, at hver Husholdning kan faa ½ Pund Hvedemel mere á Person, hvis de ønsker det. I de to sidste Uger af December er Salget af disse Mærker ikke tilladt.

Nyheder

13. december 1915 – Flensborg Avis: Hilsner til og fra fronten

Skriv en kommentar

De hjemløse.
Fra Landraadskontoret i Haderslev bekendtgøres den 10. December 1915, at i Medfør af en Forordning fra Indenrigsministeren og Krigsministeren af 28. Oktober 1915 skal alle mandlige Personer uden Undersaatsret, der er fødte i Tiden fra 2. Avgust 1869 til 31. December 1898, melde sig til Lægdsrullen i Tiden fra 15. til 31. December 1915 hos den stedlige Politimyndighed (Magistrat, Borgmester, Kommuneforstander, Godsforstander). Ved Anmeldelsen skal fremvises mulige Militærpapirer og saadanne Papirer, der kan give Oplysning om deres egen, deres Forældres eller Søskendes Undersaatsforhold. Til de meldepligtige Personer hører ogsaa Optantbørnene.

Hilsner fra Felten.
Fra Rusland skrives den 6. December:
De hjerteligste Hilsner sendes Venner og Bekendte fra flere Nordslesvigere, der er ved samme Regiment. Glædelig Jul ønskes alle derhjemme. Anton Linnet, Fredr. Friedrichsen, Hans Jensen, Emil Vollbrecht og Klavs Christiansen.

Flandern, den 9. December.
Kære „Flensborg Avis”! Hermed sendes alle Venner og Bekendte i vort kære Nordslesvig vore inderligste Julehilsener: vi ligger her et Sted i Belgien og skal holde Jul langt borte fra eder, vore kære derhjemme, men vi haaber, at vi, naar Gud vil, alle sunde og raske næste Aar kan holde Jul i vort kære Hjem sammen med vore kære. Ellers har vi det helt godt: vi er sunde og rafle og haaber, at vi ikke behøver at holde Jul i Skyttegravene, men i Ro et andet Sted her i Belgien, i en større By. Endnu en Gang ønsker vi alle Venner og Bekendte en glad og velsignet Jul og et godt Nyaar. Hans Æbelø, Nybøl Mark; Jørgen Brag, Egernsund; Hans Jørgensen, Egebjerggaard paa Als; Lavrids Fischer, Rovstrup.

Fra Rusland skrives den 5. December:
Kære „Flensborg Avis”! Du bedes optage en lille Julehilsen til alle Venner og Bekendte i Nordslesvig fra tre Nordslesvigere, som for Tiden staar ved Østfronten i Rusland. En glædelig Jul og et velsignet Nyaar ønskes alle I kære derbjemme. Pauli Krogh, Flensborg, B. Jensen og K. Albrecht, Sønderborg.

Julehilsen til Felten.
Vi herhjemme modtager gennem „Flensborg Avis” saa mangen venlig Hilsen derude fra, og vil jeg benytte samme til hermed at sende de fraværende en venlig Tanke. Julen nærmer sig, den glade Fest. som ikke for intet bliver lovsunget som Børnenes Fest, og igen maa vi udsætte Haabet. Hvor har vi ikke, vel de fleste, i Maaneder sat hele vor Længsel og Haab til den kære Jul at vore tapre og brave feltgraa igen skulde fejre Julen i Krigens Uhygge og fjernt fra det, der er dem kærest, havde vi ikke
ventet, og dog er det saa.

Hold Modet og Haabet oppe, for jer selv og dem herhjemme, hver Dag bringer Maalet nærmere. Julen bringer Fred, har Digterne sunget, lad os sætte vort Haab hertil, og alt hvad Bønner og gode Ønsker formaar, vil vistnok, især nu ind under Jul. blive bragt til ham, der ene er Trøster i Nøden.

Mange er de Gaver, der er paa Vej til jer derude, og gid enhver maa faa en
lille Del deraf, til Glæde og Opmuntring for jer selv og os, der af Hjertet ønsker eder alle en velsignet og rolig Jul.
Toftlund, i December 1915.

Nyheder

12. december 1915. I jødekvarteret i Grodno

Skriv en kommentar

Sønderjyden Jacob skriver fra Østfronten:

Søndag Formiddag

Nu sidder jeg og skriver i en Pionerkaserne i Grodno. Et Par Stationer før Grodno fik vi Ordre til at gøre Oppakningen i Orden. Der blev Røre, da vi ikke kan transportere mere, end vi kan faa stuvet ned. Jeg deler ud til mine Kammerater af hvad jeg har for meget, og da vi holder ved Grodno, er vi fuldt op- pakkede med det nødvendige.
Grodno ligger et godt Stykke fra Banegaarden, og i jævn March gaar det ind i Byen, over en Bro, som Tyskerne har bygget, da de store Broer er sprængt af Russerne.

Byen tager sig godt ud i Maaneskin, men Gaderne er daarligt brolagte og snavsede. Vi gør Holdt paa en Plads udenfor Teatret og venter paa Ordre for Natten. Geværerne stilles sammen og Oppakningen lægges paa Jorden. Klokken er halv elleve; heldigvis er Vejret mildt og tørt. Vi venter ca. en halv Time og marcherer derpaa ud til Kasernen her. Det gælder om at holde sig paa Fortovet, da Midten af Vejen ikke er passabel for Fodgængere med Oppakning. Brolagt er den ikke og fuld af Mudder.

I Kasernen er der ingen Lys, men dem har vi selv, Sengehalmen er Træuld, forresten helt brillant, da det baade er rent og varmt.

Forplejningen er ikke at prale af, da vi ikke har faaet noget siden i Morges Klokken otte, og her giver det ikke noget. Det er vi dog ikke kede af, da vi har rigeligt og det gælder om at faa det spist snarest muligt. Altsaa rask et Stykke Brød og en Plade Chokolade, Tornystret under Hovedet, Tæppet dækket over og saa sover vi straks som Sten.

I Morges blev jeg vaagen Klokken syv; her er tidligt lyst, saa op for at faa Laaget af Kogekarret fyldt med Kaffe og saa ned i Kælderen for at blive vasket, noget jeg snart ikke er bleven de fire Dage, vi var paa Jernbanen. Vi har „Ruhetag“ i Dag, faar Lønning udbetalt og kan gaa i Byen til Klokken fem.

Nu har jeg været i Byen og set Jødekvarteret, puh ha, men morsomt er det for en Gangs Skyld at se noget af den Slags. Et Par russiske Kitler til Børnene havde nær fristet mig, men der er ingen Lejlighed til at faa dem sendt hjem. Vi bliver her kun til i Morgen tidlig, og det er allerede mørkt, skønt Klokken kun er fire.

Grodno er ingen lille By, og de russiske Kirker tager sig brillant ud med de hvide Mure og de forgyldte Kupler. Der er intet ødelagt i Byen undtagen Banégaarden og Broerne, men alting er forfalden, Stenbroen miserabel uden Kloak, Vandet i Rendestenene langs Gaden og en vis Stank over det hele.

Tysk Militær er der en Mængde af, den civile Befolkning, mest Jøder, gaar hurtig og tavs forbi, men handle med Soldaterne vil de nok og store Priser tager de. Jøderne taler næsten alle Tysk, og en Del af dem er vist fulgt med Soldaterne, de ved jo nok, hvor der er Penge at tjene.

De russiske Køretøjer er nogle smaa usle Tingester med magre russiske Ponyer for. Droskerne, for saadanne findes ogsaa her, har alle Gummihjul og betjenes af rigtige russiske Droskekuske i Kafta med en rød Snor om Livet. En af de rigtige Jødekager har jeg smagt, en Slags Hvedekage med Valmuefrø inden i. Nogen Lækkerbisken var det ikke, men vi maa jo prøve lidt af alt.

For Øjeblikket er her i Salen, hvor vi ligger, en rigtig Soldaterlejr. Enkelte spiser, andre læser Aviser, atter andre pakker Tornystre, alle ryger, saa Luften er saa tyk, saa den kan skæres med Knive, og alle snakker, saa det er, som i en Jødeskole.

Det hele oplyses af en enlig Lampe, som netop hænger over min Plads, saa jeg kan sidde og skrive.

Militærautotrafikken er stor; Lastautomobiler, Syge- automobiler og Officersautomobiler tutter og kvækker i det uendelige og lange Tog af Træn vogne kører i Gaderne.
Samtalen mellem Kammeraterne drejer sig mest om Hjemmet. Krigen tales der ikke meget om, mere om, at der snart maa blive Fred. Her tales næsten lige saa meget Dansk som Tysk, i det mindste taler jeg mere Dansk end Tysk, da vi ialt vistnok er 100-150 Nordslesvigere i denne Transport.

Kære Ella, hav det rigtig godt, Du og Børnene. Hils alle Bekendte, der spørger efter mig.

Din
Jacob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

10. December 1915: Penge og Smør til Soldater, der har Orlov

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Savnet – Om Oplysninger bedes.

Johannes Lorentzen i Kolsnap skriver i “Dv.”:
Min Søn, Peter Lorentzen, 23 Aar gammel, blev indkaldt i Maj Maaned og uddannet i Husum. I August kom han til Fronten i Rusland, blev tildelt det 10. Armékorps, 20. Division, Infanteri-Regiment Nr. 92, 2. Bataillon, 8. Kompagni, kom derefter til Frankrig og var med i Slaget ved Somme By den 29. September. Fra den Dag er han savnet, og alle Efterforskninger har hidtil været forgæves.
Kammerater, der staar ved samme Kompagni, eller maaske disses Paarørende, der kan give Oplysninger om den Savnede, bedes godhedsfuldt at sende disse til hans Forældre: Johannes Lorentzen, Kolsnap pr. Store Nystrup, Haderslev Kreds.

Helbredet.
Johan Jespersen, Søn af J. Jespersen i Over-Jersdal, der har været med ved Østfronten siden Krigens Begyndelse, har været saaret to Gange. Nu er han efter sit andet Saar atter bleven udskreven af Lasarettet som helbredet og han er ganske uventet kommen hjem paa en 14 Dagens Orlov.

Fra Provinsen.

Penge til Soldater, der har Orlov. I flere tyske Blade meddeles, at Soldater, der har Orlov for at komme sige eller for at vinde deres Helbred tilbage, kan gøre Krav paa en Pengesum, for at de kan holde sig med egen Kost.

Julesmør til Soldaterne. Ensted Sogns Andels-Mejeri holdt forleden et Møde, paa hvilket det vedtoges at sende hver Mand fra Mejeriets Omraade, der er indkaldt til Militærtjeneste, 1 Pund Smør til Julen, hvad enten Vedkommende ligger ved Fronten eller gør Vagt- eller Garnisonstjeneste. der er allerede afsendt henved 200 Pakker.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

9. December 1915: Papirspenge i sædvanlige Breve og Kødsalget i Aabenraa

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.
Peter Thomsen fra Iller ved Broager er den 14. November falden under et Stormangreb ved Arras, 25½ Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og en lille Søn.
Peter Christensen, en Søn af Frederik Christensen i Gaansager ved Vodder er den 16. November falden paa Slagmarken i Rusland.

Savnede.
Hans Nissen fra Nybøl i Aabenraa Amt opføres i Tabslisten som savnet. Desuden meddeles, at Peter Christiansen fra Sillerup, der har været meldt haardt saaret, er savnet.

I Fangenskab.
Gefr. Christian Sørensen fra Helved paa Als er ifølge den sidste preussiske Tabsliste i Fangenskab.

Fra Provinsen.

Papirspenge i sædvanlige Breve. Som bekendt sendes ikke sjældet Papirspenge i sædvanlige Breve. dette sker især med de smaa  Laanekassesedler paa 1 og 2 mark. Ogsaa Soldater i Felten sender Papirspenge i sædvanlige Breve til Hjemmet, hvorfor krigsministeriet i en særlig Anordning har sysselsat sig med denne sag. For Tab af sædvanlige Breve gives der ingen Erstatning. Underofficerer og Soldater skal Tid efter anden gøres opmærksomme herpaa, og endvidere skal der vises hen til, at Forsendelsen af Pengebeløb til 800 Mark til Hjemmet paa Postanvisning ikke blot sker portofrit, men ogsaa sikkert. Tillige skal det anbefales dem ikke at sende Papirspenge i Breve til Hjemmet.

Kødsalget i Aabenraa. I Overmorgen, Lørdag, lader Aabenraa By atter sælge Oksekød. der meddeles, at der er Kød nok, og at det er af udmærket Kvalitet.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

8. December 1915: Intet Forbud mod Bagning af Julekager.

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Fronten.

Døde paa Lasaret.
Enke Ch. Kjer i Graasten modtog i Foregaars  fra Ems telegrafisk Meddelelse om, at hendes Søn Jens er afgaaet ved Døden som Følge af de Saar, han havde faaet den 6. Juni ved Moulin. Den unge mand har ikke blot været med i haarde Kampe, men han har u de 5 Maaneder, han har ligget paa Lasarettet, maattet lide mange Smerter.
Niels Chr. Andersen fra Alslev Mark ved Løgumkloster er den 25. Oktober død paa et Feltlasaret i Flanderen, efter at han var bleven saaret den 21. Han blev 35 Aar gammel. der holdes Sørgegudstjeneste for ham Fredag den 10. december om eftermiddagen Kl. 2 i Øster Højst Kirke.

I Fangenskab.
Købmand Ravns Hustru i Ullerup har faaet Meddelelse om, at hendes Mand er falden i russisk Fangenskab.

I Bedring.
Sporskifter Beck i Toftlund modtog for en Maaneds Tid siden Meddelelse om, at hans Søn Asmus i Kampene ved Dünaburg var bleven saaret i Ryggen af en Geværkugle. den unge Beck har siden da ligget paa et Lasaret, men er dog nu saavidt i Bedring, at han har kunnet komme hjem paa en 14 Dages Orlov. Kuglen har foreløb ikke kunnet fjernes, da den sidder fast under det ene Skulderblad. Asmus Beck kom i Efteraaret sammen med sin Broder Hans til Fronten i Rusland.

Hjemme paa Orlov.
Hans Lyck, Søn af tidligere Gæstgiver Hans Lyck i Avnbøl i Sundeved, der siden Krigens Begyndelse har været indkaldt til Hæren, er kommen hjem til sin Faders Jordfæstelse; endvidere har for Tiden Hjemlov: Arbejdsmand Frits Jøhnke fra Stiftelsegade 7 i Haderslev, der deltager som Infanterist i krigen i Blegien, Nis Hyte, der før sin Indkaldelse tjente som Røgter hos Gaardejer Petersen paa Østergaard i Hyrup II ved Toftlund og har været med i Rusland, Landmand Lauritz Hansen fra Birkelev i Agerskov Sogn og Droguist Christian Petersen fra Skærbæk, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse og som sidst har været med i Galicien.

Fra Provinsen.

Intet Forbud mod Bagning af Julekager. Efter hvad der meddeles “Berliner Tageblatt” fra kompetent Kilde, har man ikke paatænkt at forbyde Kagebagning til Jul; men der svæver Forhandlinger om med Henblik paa den øjeblikkelige Knaphed paa Smør og Fedt at begrænse Bagning af saadanne kager, der forlanger meget Smør og Fedt.

Priserne for Svinekød og Flæsk er for Sønderborg By blevne fastsatte som følger; Fersk Svinekød 1,33 mark pr. Pund, Fedt 1,71 Mark pr. Pund. Ren Flæsk (uden Kødben) 1,60 Mark. Røgede Skinker med Kødben 1,80 Mark, røgede Rulleskinker 2.20 Mark, raa og kogt Skinke i Udsnit 2,90 Mark, røget Flæsk 1,80 Mark. Svinefedt 2 Mark, Svinehoved med Tryne og Skank 90 Pg., røget 1,10 Mark, Grisetæer 20 Pg. pr. Pund. Der maa til det bedste Flæsk ikke vedlægges ringere Stykker eller udskaare Kødben.

Nyheder

5. december 1915. I Kurland på Østfronten

1 kommentar

Sønderjyden “M” skriver fra Kurland bl.a. om kampene i september 1915

Kurland, den 5. Decbr. 1915.

Gode Venner!

Vi er nu kommen mange Mil fra det Sted, hvorfra jeg sidst skrev til Eder. Dengang laa vi 80 Kilometer fra Vilna. Den Strækning tilbagelagde vi til Fods med 60 Pund paa Nakken. Det var nogle haarde Dage for os.

I Vilna, hvor vi hver Dag havde Eksercits, laa vi i fjorten Dage. En skønne Dag var det jo ogsaa forbi, og vi fik Ordre til at gøre os færdige. Saa gik det til Banegaarden. Der lød mange Rygter om, hvor Turen nu skulde gaa hen. Nogle mente til Frankrig, andre til Serbien, men vi havnede i Mitau i Kurland, hvortil vi ankom i Mørkningen sidste Søndag Aften i stærkt Snefog.

I det Vejr maatte vi derpaa gaa 20 Kilometer til Fods, det var langtfra behageligt, tilmed da vi først ikke fandt hen, hvor vi skulde. Enden blev, at vi maatte ind i en aaben Lade, hvor vi sov udmærket, da vi var godt udmattede. Mandag Morgen gik det saa løs igen, men da havde vi ikke langt til vort Kvarter. Vi blev indkvarterede i Bøndergaardene, som jo staar øde og forladte. Alt Korn staar her paa Marken endnu og er fordærvet.

Det synes, som om Russerne har begyndt Tilbagetoget lige til Rughøsten, da der somme Steder ligger en Fenne Rug i Neg. Det er store Værdier, der her er gaaet tabt, da det ser ud til at være rigtig god Sædejord her, men alt lavt og fugtigt. Det er en anden Jordbund end i Polen. Husene er dog ikke stort bedre her, og de fleste Steder ser det ud efter stor Armod. Kun enkelte Steder ses Velstand. Der maa have boet en Del Tyskere her, eller ogsaa har Befolkningen lært Tysk, da vi i de fleste Huse fandt tyske Aviser og Breve.

I dette Kvarter blev vi kun to Dage, saa kom der Befaling til at gaa tilbage til Mitau og derfra 20 Kilometer i nordøstlig Retning. Nu gik det saa løs igen, men vi havde kun gaaet i en Time, da der kom en Melderytter tilbage fra Mitau og meddelte, at vi intet Kvarter kunde faa for Natten, da alt var belagt med Militær. Saa maatte vi ligge der paa aaben Mark i en klingende Frost i tre Timer, indtil det blev telefonisk ordnet. Omsider gik det løs igen, men da var det allerede mørkt, og Vejen var saa knudret, saa det var forfærdeligt. Kl. 9 naaede vi endelig Mitau, hvor vi blev indkvarteret i en Kirke.

Mitau er en køn By, men den har lidt ikke saa lidt ved Bombardementet.

Nu er vi saa kommen hertil. Her ligger vi ogsaa paa en Bondegaard i en dejlig varm Stue. Vi er saa langt fra Fronten, at vi kun lige kan høre Skydningen. Her skal vi nu til at bygge en Reservestilling, men om det er til os selv, ved vi jo ikke, da vi nu ikke har forrettet andet end Arbejdstjeneste siden den 24. September.

Vi venter efter Freden, for at vi kan komme hjem igen.

Det var ikke godt om vort kære Nordslesvig skulde blive Skueplads for Krigen, thi det vilde være forfærdeligt for Eder derhjemme. Thi hvad de Folk lider, hvor Krigen hærger, det kan I ikke faa et klart Begreb om, naar I ikke har set det.

Den 9. og 10. September var vi med i det haarde Slag ved -Skidel, hvor Russerne led et stort Nederlag. Jeg har aldrig set saa mange døde Russere som der. Russerne prøvede mange Gange paa at storme, men blev hver Gang slaaet tilbage med forfærdelige Tab, og Natten til den 11. September forlod de i Mulm og Mørke deres sammenskudte Stillinger. De maa have været i stor Nød, thi de lod alle deres Døde ligge, noget Russerne ellers ikke gerne gør. Vi havde ogsaa meget store Tab, indtil vi fik os nedgravede. Vi begyndte at storme om Morgenen Kl. 9 og fik os først nedgravet om Eftermiddagen Kl- 3. I dette Slag faldt ogsaa Mygind fra Øster Lindet, som Du maaske kendte, og mange flere af vore bedste Mænd derhjemme fra.

Ja, denne Krig er skrækkelig. Gud give at den havde Ende. Vi vilde ikke gerne gøre saadan en Tur med igen, som i Sommer.

Nu ved jeg ikke, om I kan læse det, for vor Skrivelejlighed er kun daarlig. De bedste Hilsener og paa snarligt Gensyn.

M.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

2. december 1915 – Flensborg Avis: Faldne og sårede m.v.

Skriv en kommentar

Ifølge den 393. Tabsliste
er Hans Nielsen Hansen af Ballum, Boy Konstmann af Borrig, Jakob Popp af Løgumkloster Mark og Jes Paulsen af Rens Mark, som hidtil har været savnede, i Fangenskab. Poul Nielsen af Diemersminde, falden og Christian Clausen af Klægsbøl, Haardt saaret.

Død i Rusland.
Karl Madsen og Hustru i Kummerlev har modtaget det  tunge Bud, at deres Søn Jens er død af Lungebetændelse paa  Hovedforbindingspladsen Gr. Eckau i Rusland den 19. November; han havde lige fyldt 32 Aar

Hængt sig. (T. Z.)
Den 70 Aar gamle Enke Okholm i Drengsted ved Døstrup fandtes i Mandags hcengt i sin Lejlighed. Der menes, at hun har begaaet den sørgelige Gerning af Frygt for Straf, da hun skulde drages til Ansvar for Pasforseelse. Det er højst beklageligt, at hun har taget sig denne Historie saa nær, da Sagen sandsynligvis vilde være forløben lempeligt for hende.

Falden.
Anders Christian Hansen af Rejsby-Ballum er død den 16. November paa et Lazaret i Frankrig, efter at han Dagen i Forvejen var bleven saaret. For den afdøde, der blev 27 Aar gammel, holdes der Sørgegudstjeneste Onsdag den 8. December i Ballum Kirke.

Dekoreret. (S. Z.)
Jernkorset er blevet tildelt Sanitets-Vicestabssergent Møller fra Garnisonslazarettet i Sønderborg; han er nu paa den østlige Krigsskueplads.

I Tabslisten
nævnes, at Peter Petersen af Lysabild er falden. Christensen af Mels Mark Haardt saaret, Henrik Jakobsen af Skodsbøl, som hidtil har været meldt savnet, i Fangenskab.

Paa et Lazaret.
Skomagermester Knud Cornett af Aabenraa, som har deltaget i Krigen imod Øst, er bleven bragt til et Lazaret i Blankenburg i Harzen

Fra Tabslisten.
Poul Lassen af Kværs og Hans Petersen af Varnæs, der hidtil har været meldt savnede, er ifølge den sidste Tabsliste tagne til Fange.

Glædelig Efterretning. (Hmd.)
Gaardskarl Chresten Hansen, Søn af Rentier Hansen og Hustru i Horsbyg ved Hellevad, der tjente ved 86. Regiments 1. Kompagni, har været savnet siden Begyndelsen af Oktober Maaned i Fjor. En Kammerat af ham meddelte dengang, ar han havde set, at Chresten Hansen var bleven saaret. men hans senere Skæbne vidste han ikke noget om.  Forældrene har siden den Tid idelig søgt Oplysninger om ham, baade gennem de forskellige Oplysnings-Bureauer i Tyskland og igennem „Røde Kors” i Danmark og Svejts, men stadig uden Resultat, saa de næsten havde opgivet Haabet om, at han endnu var i Live. Nu har de imidlertid i disse Dage uventet faaet Meddelelse fra Oplysningskontoret for savnede i Paderborn om. at deres saa længe savnede Søn siden 14. Februar i Aar har befundet sig i Fangelejren i Casablanca i Marokko, hvortil han var kommen fra Lejren i Trompeloup.

Falden i Frankrig.
Marcus Enemark af Agerskov er falden den 22. November ved Appy i Frankrig, 20 Aar gammel, Der holdes Sørgegudstjeneste for ham Tirsdag den 7. December.

Saaret.
Anders Starup af Tiset, der er med i Frankrig, er bleven saaret i Haanden og indlagt paa et Lazaret.

Jernkorset.
Barber Mikkelsen af Gramby, der er bleven saaret under Kampene i Frankrig, er bleven dekoreret med Jernkorset.

Nyheder

1. december 1915. Krigsfange i Rusland: Næste stop: Vladivostok.

1 kommentar

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskvar og Boreosowka i Sibirien gik turen nu til Vladivostok.

(… fortsat fra 10. november)

Den 1. December fik vi Ordre til at gøre os færdige og marchere til Banegaarden. Jens Andresen fra Skeldemark var syg og kunde ikke komme med.

Paa Banegaarden blev vi jaget 50 Mand ind i hver Vogn og saa blev Dørene lukket til. Vi aabnede dem paa Klem for at se lidt ud, men en russisk Officer belærte os om, at dette ikke var tilladt. Saa gik Rejsen videre østpaa.

Denne Rejse var dog bedre end Turen fra Moskva. Vi kunde alle ligge ned, og da der var Kakkelovne i Vognen, kunde den varmes nogenlunde op. En Gang om Dagen fik vi varm Mad, ikke god og ikke rigelig.

Toget kørte gennem vidt forskellige Landskaber, Bjerge, Sumpe, Skove, snart beboede, snart ubeboede Egne. Omsider var vi kommet saa langt mod Øst, at Befolkningen var Kinesere.

Vi kom forbi Harbin til Nikolsk Ussurisk, en stor Militærfangelejr omtrent 200 km fra Vladivostok, den store Krigshavn i Østen. Der var murede Barakker med rigelig Plads. Men til Gengæld var vi rigtige Fanger, Pladsen var indhegnet med Pigtraad og der var strengt Opsyn alle Vegne.

Til at begynde med var Forplejningen ganske god. Vi fik hver Dag et Stykke Brød og varm Suppe. P. Nicolajsen og jeg delte det, saa vi ogsaa havde noget til Aftensmad, hvilket førte med sig, at vi blev kaldt for Sultekunstnere.

Tiden gik langsomt, vi havde ingenting at bestille og ingen Underholdning. Kun een Dag om

Maaneden skulde vi arbejde i Køkkenet. Ellers søgte vi at faa Tiden til at gaa ved at tale om dem derhjemme.

Hen imod Jul blev Forplejningen daarligere. Vi fik nu kun tørret Brød, lavet af Brødaffald, hver Dag to Haandfulde.

Der var ogsaa stor Knaphed paa Tobak. P. Nicolajsens Pibe manglede en Spids, men saa fandt han paa Møddingen en Erstatningsspids, som han lavede af et Ribben af en Kamel.

En Meklenborger, som havde sluttet sig til os Danske, kom en Dag med en Klump Ler og erklærede, at nu vilde han til at lave Piber. Han fik ogsaa lavet et brugeligt Pibehoved, som han brændte i Kakkelovnen. Men meget værd var det jo ikke.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944.

Nyheder

Krigens seneste barn

Skriv en kommentar
Satirisk Postkort "Jerntidens seneste barn" (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Satirisk Postkort “Jerntidens seneste barn” (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Postkortet er en spøgefuld kommentar til den i efteråret 1915 indførte fem-pfennig mønt fremstillet af jern og overtrukket med zink for at forhindre rust. “Der eiserne Zeit” (Jerntiden) blev anvendt som betegnelse for krigen.

Nyheder

22. november 1915. Østfronten: 32 kilometer til fods med fuld oppakning

2 kommentarer

Sønderjyden Jacob skriver til sin kone Ella:

Paa et russisk Gods.

Tirsdag, den 22. November, Middag.

Første Forplejningsstation fra Grodno, en afbrændt Herregaard, hvor der staar nogle forfaldne Lader og Stalde.

I Gaar Morges begyndte Marchen fra Grodno mod Øst. Klokken 9 tog vi afsted med fuld Oppakning plus Levnedsmidler til privat Brug. Vejret var mildt, og Stemningen ret god. Verst gik efter Verst, vi kunde se det paa Milepælene langs Chausséen. Forresten en god Vej, som Tyskerne har udbedret og som mindst er lige saa god som vore Chausséer, naar man tager Hensyn til den Trafik, der hersker paa dem.

Vor Transportforer er en fornuftig Mand, der tager Marchen i et fornuftig Tempo og lader os holde Rast med ikke altfor lange Mellemrum. Og dog varer det ikke længe, inden den første gør slap, og snart følger der flere efter. Det hjælper ikke ret meget, da de maa indhente os, naar vi holder Rast. Endelig kommer der et Jødekøretøj, og en Del Tornystre kommer op at køre, men selvfølgelig kun deres, hvor Lægen har erklæret, at Tornystret skal køres.

At faa Tornystret kørt, har ogsaa sine Misligheder, men derom senere. Marchen fortsættes stadig. I Grodno var der Tale om, at vi skulde 20 Kilometer frem. De 20 Kilometer naas, flere og flere bliver trætte, men stadig fremad. Jeg vandrer sammen med to Nordslesvigere. Af og til styrker vi os ved et Stykke Chokolade.

Den ene Nordslesviger kan tilsidst ikke mere og bliver tilbage. Han faar senere sit Tornyster baaret og kommer en halv Time bagefter i Kvarter. Samtalen dør tilsidst hen, og lidt sløv traver man videre. Heldigvis gaar jeg midt inde i en Kolonne, saa jeg ikke kan se fremad. Vejen bliver derved ikke saa lang, og det gaar lettere, da vi baade har nogle til at trække og til at skubbe os. Endelig ser jeg langt fremme en stor afbrændt Bygning. Bygningen naas, og Føreren svinger til venstre. Maalet er naaet.

Klokken er 4 og det er ved at blive mørkt. Ind i den første den bedste Stald. Tornystret af og ned i Halmen, og det er længe siden, at en lille Pibe Tobak har smagt saa godt.

Kun et Øjeblik har vi Ro, saa skal vi ned til Gullaschkanonen. Den holder nede i en Lavning; vi faar Grubbesuppe og derefter Kaffe. Vor Portion glider i os i en Fart, saa hjem i Vognporten igen for at indrette os for Natten. Nu begynder det at knibe for dem, der har faaet Tornystret kørt, for der er ingen Tornystre kommen, og medens vi dækker os til med Tæppe, Teltbane og Overfrakke, maa de vente efter Bagagen. Den kom imidlertid slet ikke i Nat, og vi har ikke svedt under vor Dækning, saa man kan tænke sig, hvorledes de uden Bagage har tilbragt Natten.

Da vi ligger godt, spørger min Sidekammerat, hvorlangt vi er gaaet, og da jeg svarer 32 Kilometer, var det Penge værd at se hans Forbavselse. Selv vilde jeg ogsaa i civil have erklæret det umuligt at gaa fra Aabenraa til Flensborg med den Oppakning, men i Militærlivet gaar det.

I Morges skulde vi have været videre, men da der ingen Bagage er kommen endnu, maa vi blive her. Der har udviklet sig det rene Zigøjnerliv her i Dag, da vi selv har maattet koge os vor Føde. Kogesteder ses overalt, og Brændsel tages, hvor det kan findes. Vejret er brillant, Solskin og let Frost. Formiddagen benyttes til at se lidt paa Omgivelserne. Godset er stort, og det lader til, at det har været en Fremskridtsagrar, som har boet her, da Maskinerne og Redskaberne, der ligger her omkring, er temmelig moderne.

Russerne har prøvet at standse Tyskerne her ved Gaarden. Løbegrave, Granathuller og enkelte Grave tyder herpaa.

Paa de fire Mil fra Grodno hertil har vi kun pas­seret to usle Landsbyer, tilsyneladende forladt af Beboerne, ellers ingen Huse, skønt Jorden er god. Her er næsten som i en Ørken, men der maatte kunne bringes meget ud af den russiske Jord.

Trafiken fra og til Grodno er livlig. Vi mærkede det rigtig i Gaar, da vi maatte bøje af for den ene Bil efter den anden og for Trænkolonner, bestaaende af 40—50 Vogne efter hinanden. Tilsidst gad vi næsten ikke bøje af mere og lod os hellere oversprøjte af Snavs end gaa 3 Meter til Side.

Enkelte Russere er bleven tilbage her paa Godset, og de stillede straks i Morges for at tigge Brød og Tobak. De fik imidlertid ikke ret meget, da vi selv skal omgaas sparsomt med vore Varer. Vi fik udleveret 2 Cigarer og 2 Cigaretter af Kompagniet, og vi faar ogsaa Marmelade i Dag. Desuden faar vi vel nok Kaffebønner udleveret, da vi selv skal sørge for Kaffe i Aften og i Morgen tidlig.

Efterhaanden vænner man sig til Soldaterlivet, det har ogsaa sine lyse Øjeblikke. De tilbageblevne Folk her paa Godset har benyttet Lejligheden til at forsyne sig med hvidlakerede Sengesteder og Kobber-Temaskiner m. m., men det kan de jo ogsaa ligesaa godt, som at det skulde ødelægges af Ild eller slaas i Stykker. Lidt Penge tjener de ogsaa, idet vi giver 10 Penning for en Skaal varmt Vaskevand, for at vi kan faa os vaskede, en Luksus, som vi skal til at vænne os af med, ligesom vi maa vænne os af med saa meget andet.

Hils Børnene og alle, selv mange kærlige Hilsner, kære Ella,
fra Din

Jacob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

18. november 1915. En ægte jyde på Balkan

Skriv en kommentar

Jes Sørensen fra Kronborg ved Højer gjorde krigstjeneste som Sergent i Kavalleri Stabswache ved Generalkommandoen for 22. Res. A. K.

Med kortere eller længere Mellemrum blev der af en ældre Major, Grev Rauter, ansat Hesteappel, ogsaa for Officersheste og Heste fra Bagagen.

Greven havde et ualmindeligt godt Kendskab til Heste og interesserede sig stærkt for dem. Under disse Heste­appeller drøftede Majoren sammen med Stabsveterinæren og Stabs-Fanesmeden ivrigt Hestenes Pleje, Sundheds­tilstand, Beslag osv., ligesom Majoren ogsaa var stærkt interesseret i, hvilken Race Hestene tilhørte.

I Efteraaret 1915 deltog vi i Felttoget i Serbien. Da vi en Dag laa i Kvarter i Byen Neusalz (Ujviedeck), vis- a-vis Fæstningen Peterwardein, blev der afholdt Hesteappel. Vi havde mistet mange Heste og de, som var til­bage,var i en meget daarlig Fodertilstand.

En pæn, tyk rød Walak vakte, da den blev ført frem for Majoren, hans Opmærksomhed.

Den Hest er kommen godt over Krigen, hvad er det for en Race? spurgte Majoren.

Min Kollega, Sergent Knollenberg, med hvem jeg ofte havde drøftet denne Hest og dens gode Udseende, svarede straks: Det er en Jyde. Kender De en Jyde, svarede Majoren og henvendt til mig bemærkede han : Det maa De jo vide, Sørensen, er det en Jyde?

Javel, Hr. Greve! Svarede jeg.

Æder den ogsaa Sildehoveder? spurgte Majoren.

Jeg vidste, at Majoren ofte skæmtede og ønskede et kvikt Svar, og svarede derfor frejdigt: Javel Hr. Greve!

Naa, sagde han leende, henvendt til Stabsveterinæ­ren, saa er det en rigtig Jyde.

DSK-årbøger, 1915

RIR242 skoer heste_mindre
Soldater fra RIR242 skoer heste

 

Nyheder

15. november 1915. L.P. Christensen på Østfronten: “Og sneen falder og falder …”

Skriv en kommentar

L.P. Christensen, journalist ved Flensborg Avis, skrev om sine indtryk fra Østfronten.

Øjebliksbilleder fra Øst. 15. November 1915.

Der synes at være forløbet lang Tid siden Russerne blev fordrevne fra Øst-Preussen; der falder mange Krigsbegivenheder i Mellemtiden, og de har stillet de seneste østpreussiske Kampe noget i Baggrunden. I Virkeligheden er der kun gaaet et Aar efter de russiske Troppers Fjernelse fra tysk Grund, og dog er der allerede udført et stort Genrejsningsarbejde i de hærgede Egne.

Der ligger Korschen Banegaard, et ret vigtigt Punkt i det østpreussiske Jernbanenet. Af den stod efter Russernes Besøg kun de nøgne, røgsværtede Mure tilbage. Nu bruser det ene Tog efter det andet ind til Perronen, som om Stedet ikke for nylig havde været Vidne til Krigens Ødelæggelser. Og langs Strækningen nedad mod Sydøst passerer Toget mange kønne nyopførte Stationsbygninger. I disse Egne gaar nu igen det sort-hvide Kvæg og græsser paa Marken, og den kolde Oktobervind sysler med Vinterrugens spæde Blade. Her ses ogsaa Russere i lang Kæde, dog ikke længere som hærgende Krigsfolk, men som rolige Roearbejdere.

Dernede til højre breder sig en af de store, skovbræmmede masuriske Søer. Blæsten pisker dens mørke Bølger til Skum og istemmer en dyb Orgeltone omkring et vældigt Kors, hvis Arme udstrækker sig værnende over en stor Fællesgrav ved Søens Bred. Hist og her en ensom Grav i Udkanten af Naaleskoven, hvis mørke Masser enkelte Steder brydes af hvide Birkestammer. En tysk Hjelm eller en russisk Soldaterhue paa eller foran Trækorset viser, hvem der er stedt til Hvile her. Enkelte Steder ses ogsaa hele smaa Kirkegaarde, Grav ved Grav, Trækors ved Trækors. Mangt og meget minder om de blodige Kampe, som her har krævet deres Ofre.

Efterhaanden som Toget nærmer sig den russiske Grænse, bliver Krigens Spor endnu hyppigere. Brand- faklerne og Granaterne har særlig gjaldt Banegaarde og Broer; men snart er hele Landsbyer ødelagte; kun Mure eller Brudstykker af dem staar tilbage. En Del Nybygninger er dog her, hvor Egnen alle Vegne er gennemfuret af Skyttegrave eller overtrukken med Pigtraadshindringer, allerede under Tag, og der arbejdes paa flere. Histnede beskinner Solen Ruinerne af det smukt beliggende Lyck.

I Prostken, den sidste Station før Grænsen, søger man forgæves efter et uskadt Hus. — Lokomotivet stønner frem over en stor, øde Slette, som forude afgrænses af en lav Naaleskovs Rundinger, der forekommer bløde og fjerne i det svage Maanelys. Langs Togets Vej hen over den triste, mørke Flade fængsles Øjet af enkelte smaa Baal, i hvis Skær man ser Omridsene af ensomme Vagtposter. Nu og da øjnes ogsaa et Kors paa en Soldatergrav, og paa Sletten tegner sig sorte, runde Pletter: store Huller, hvor Granater er slaaet ned og eksploderede.

Da Toget stanser bagved Skoven, ses en Tavle med Navnet Ossovicz ved Siden af Sporet. Den faldne russiske Fæstning frembyder et Billede af en Ødelæggelse saa grundig, som den bare kan tænkes. Det sværeste tyske og østerrigske Skyts, som har drønet imod den, har haft en frygtelig Virkning. Metertykke Beton- og Cementmasser er sprængte som Glas og kastede hulter til bulter.

Russerne holdt Fæstningen længe, fortæller en barmhjertig Søster, mens hun med flink Haand skænker en Kop varm Kaffe og smører en vældig Rundtenom til en frysende Soldat, men de havde ogsaa 2600 døde!

I Dag faldt den første Sne over Bialovicz-Urskoven. Store, bløde Fnug førtes af en svag Søndenvind ned paa de prægtige, ranke Graners mørke Hang, lagde sig til Hvile paa de metertykke Fyrres knoglede Grene og graasprængte Naalepur og hvidnede de gamle Eges rødgule Blade. Sneen vedblev at falde, og snart stod Urskovens Kæmper i frisk Vinterskrud.

I en lille Lysning i Skovens Udkant har Krigen skabt en ny lille Kirkegaard. Gravhøj hæver sig her ved Gravhøj; der er brede Fællesgrave og smaa Enkeltgrave, hver med sit nytømrede Trækors paa. En alderstegen Kvinde, der har fundet Vej her forbi, standser ved Rækkerne. Mens hun ser paa de mange russiske Navne, som er skrevne paa Korsenes Forside, formørkes hendes furede Ansigt, Mundvigene trækker sig af og til bævende nedad, og den magre Haand synes at gribe fastere om Støttestaven. Den gamle bliver en Stund staaende ubevægelig og gransker tilsyneladende nogle blyantskrevne, russiske Ord under en af Navnerækkerne: „Hvem der tro tjener sit Fædreland og ofrer Livet for det, tager Gud i sin Varetægt.“

Og Sneen falder og falder. Den har lagt et funklende Baand om de simple Trækors, har pudret de smaa friske Graner, som ved Siden af dem udgør Gravenes eneste Smykke, og har bredt et tæt, hvidt Lin udover alle Højene.

Inde fra Urskoven lyder af Og til en Knitren som hurtig Geværild, efterfulgt af dundrende Brag. Det er Graner og Fyr i Tsarens Skov, som falder for tyske Jernbanesoldaters Økse og nu skal tjene til Fornyelse af de Banegaardsramper og andre Anlæg, som Russerne har brændt under deres Tilbagetog.

L. P. Christensen

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

13. november 1915. Peter Paulson nægter at aflægge faneed

Skriv en kommentar

Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke udsædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg.

Det var et udsøgt Korps. Lamme og stramme, døve og blinde osv. Det første Mandefald havde vi ved Afrejsen fra Haderslev, idet en Mand paa Grund af Epilepsi faldt om ude i Storegade. I Flensborg faldt den næste fra.

At jeg ikke var tilfreds med Indkaldelsen, siger sig selv. Flere Gange havde jeg begæret at blive naturaliseret, men hver Gang blev det afvist, og saa oven i Købet blive indkaldt til Soldat i min Alder, og det til et saa bedrøveligt Korps, det var dog for galt. Min Protest udeblev da heller ikke.

Jeg skrev omgaaende til Provinsregeringen i Slesvig, at jeg var indkaldt til Soldat i Rendsborg og begærede mit Naturalisationspatent udstedt. Svaret blev et Afslag, men med en Tilføjelse om, at efter et Aars upaaklagelig Tjeneste var det maaske muligt, at jeg kunde blive naturaliseret.

Dette Svar syntes jeg ikke var tilfredsstillende, hvorfor jeg omgaaende svarede, at til en Handel var der altid to Parter, Køber og Sælger, og var Vilkaarene for Handelen for den ene af Parterne uantagelig, blev Handelen ikke til noget, og jeg kunde ikke acceptere de usikre Vilkaar for Erhvervelsen af prøjsisk Statsborgerret, og forlangte derfor, at Provinsregeringen foranledigede mig hjemsendt.

Herpaa fik jeg intet skriftligt Svar, men jeg fik af min Korporalskabsfører Ordre til at indfinde mig paa Skrivestuen den 13. November om Formiddagen.

Her meddelte Chefen, en Løjtnant, mig Svaret fra Regeringen. Det gik ud paa, at jeg ikke blev hjemsendt, før den Troppedel, til hvilken jeg hørte, blev hjemsendt, og i en barsk Tone sluttede han: „Har De forstaaet?”, hvortil jeg spagfærdigt svarede ja.

Men i Mellemtiden var vi Rekrutter en Dag blevet ført op i en Skolegaard for at tages i Ed af Bataillons- kommandøren, en gammel, skægget Major. Efter at vi var opmarcheret, og der var kommanderet ret, traadte Majoren hen foran Fronten og spurgte, om der var nogen, der af en eller anden Grund ikke mente at kunne aflægge Faneeden, for saa skulde han træde frem. Øjeblikkelig traadte jeg et Skridt frem, hvorefter følgende Replikskifte fandt Sted: Majoren: Hvorfor kan De ikke aflægge Faneeden?

Jeg: Jeg har ikke tysk Statsborgerret.

Majoren: Hvor er De født?

Jeg: I Lunding, Haderslev Kreds.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Er De gift? Har De Børn?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser.

Jeg: Nej, Hr. Major.

Majoren: Har De Ejendom?

Jeg: Ja, Hr. Major.

Majoren: Saa er De Prøjser!! (Majoren var nu blevet vred i Knolden).

Jeg: Nej, Hr. Major, og jeg vil tillade mig at levere Hr. Majoren Bevis for det, naar mine Papirer ankommer hjemmefra, enten i Morgen eller i Overmorgen.

Majoren: Skrub af over i det Hjørne!

Jeg tøflede over i det paagældende Hjørne af Skolegaarden og blev der, til Edsaflæggelsesceremonien var forbi.

Et Par Dage senere leverede jeg Majoren Beviset for, at jeg ikke var Prøjser, og saa havde jeg Fred for ham.

I Slutningen af Oktober 1915 var Rekrutdepotet blevet overført til 2. Landstormsbataillon. Nu gik det roligt en Tid, bortset fra Rivninger med de hjemlige Myndigheder,, fordi min Kone havde faaet udstedt Pas som Udlænding. Det syntes jeg var meningsløst, naar hendes Mand var i tysk Militærtjeneste.

En skønne Dag fik jeg dog ved Appellen Ordre til at indfinde mig hos Kompagniføreren, en Overløjtnant. Han havde en Erklæring liggende til mig til Underskrift. Da jeg meldte mig hos Overløjtnanten, oplæste han en Erklæring for mig. Det var Faneedsformularen. Derefter spurgte han: „Vil De underskrive?” Jeg nølede lidt med Svaret. Saa spurgte han anden Gang: „Vil De underskrive?” men han gjorde det med et Blink i Øjet og i en Tone, som vilde han sige: „Du er godt dum, hvis du gør det.”

Nu havde jeg dog fattet mig og svarede: „Ja, jeg vil underskrive, naar jeg har Papirer paa, at jeg er prøjsisk Statsborger.” Saa kom de ærlige Ord fra Kompagniføreren: „Ja, det staar ikke i min Magt at give Dem disse, og det staar heller ikke i min Magt at tvinge Dem til at underskrive!” Saa havde jeg Fred for Faneeden til Februar 1916.

(… fortsættes til februar 1916)

DSK-årbøger 1949

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

10. November 1915: Faldne og saarede samt restriktioner paa Mælk og Fløde og russiske Krigsfanger i Landbruget

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Morgen-Udgave

Meddelelse til “Hejmdal”s, “Nordborg Avis”s og “Haderslev Dagblad”s Holdere.
Efter Anordning fra den stedfortrædende Generalkommando er det forbudt “Hejmdal” med Særudgaver at udkomme i tre Dage, den 6., 8, og 9. d. M.
Aabenraa, den 6. November 1915.
“Hejmdal”s Ekspedition.

Dagens nyt fra Hejmdal.

Aften-Udgave

Fra Felten.

Faldne.
Arbejdsmand Hansen paa Klingbjerg i Aabenraa har faaet Meddelelse om, at hans anden Søn er falden. Hans første Søn fandt i sin Tid Døden om Bord paa “Mainz” i Træfningen ved Helgoland i August 1914.
om Marius Thomsen fra Løjtkirkeby, der for kort Tid siden meldtes som “savnet”, er der nu indløbet Efterretning fra Kompagniet, at han er falden den 13. Oktober foran Dünaburg. Han blev indkaldt i Februar som ikke uddannet Landstormand og kom til Østfronten i Eftersommeren. Den Faldne efterlader sig Enke og 1 Barn.
Mathias Chr. Petersen fra Jels er den 7. September falden paa Valpladsen i Galicien, 29 Aar gammel. En Mindegudstjeneste for han afholdes Søndagen den 14. November om Formiddagen Kl. 9½ i Sommersted Kirke.
Jordmoder Nissen i Agtrup har faaet Meddelelse, at hendes Mand, Detlef Nissen, den 26. Oktober har fundet Døden ved en Mineeksplosion.
Hans Sønnichsen, Søn af Chr. Sønnichsen i Flensborg, er i September Maaned falden paa den østlige Krigsskueplads, ramt af et Skud i Hjertet. han blev 29 Aar gammel.
Enke efter afdøde Skibsreder Jørgen Brink i Flensborg, Jenny Brink, født Jost, bekendtgør, at hendes Søn, Ernst Brink, der tjente som Løjtnant i Reserven, er dø i Petrovac som Følge af et Skud i Lungen og Hjertet. Hans blev næppe 20 Aar gammel.
Det “Forenede Flensborg-Egernsund og Sønderborg Dampskibs-Selskab” bekendtgør, at følgende af dets Medarbejdere er faldne siden Krigens Udbrud: Arbejdsmand Eskild Madsen fra Stationen Aabenraa, Styrmand Friedrich Webel fra Dampskibet “Kanal III” og Handelsmedhjælper Karl Lausen fra Driftskontoret i Flensborg.

Død i Fangenskab.
Forretningsrejsende Hans N.  Andresen fra Flensborg er efter hvad Familien først nu erfarer, Natten mellem den 22. og 23. Oktober i Fjord afgaaet ved Døden i russisk Fangenskab efter at være bleven haardt saaret. Den Afdøde har i mange Aar været Rejsende for Firmaet Chr. I. Møller, Indehaver Johs. Knutzen i Flensborg.

Paa Lasaret.
Fra Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, om hvem vi fornylig meddelte, at han den 23. Oktober var bleven angreben af Lungebetændelse og kommen paa Feltlasaret, er der forleden kommet et Kort, dateret den 25. Oktober. Han skriver, at han ligger med Feber, men alt gaar normalt. Han ligger i en jødisk Synagoge i Olschany og bliver passer af en Præst, der er i Sanitetsvæsenets Tjeneste der.

Savnede.
Tidligere Landmand H. Jensen i Nordborg har ifølge “S.Ztg.” modtaget Meddelelse om, at hans Søn Thomas, der har været med ved Vestfronten, er savnet.

Efterretning fra Sibirien.
Gæstgiver Christian Paulsens Hustru paa Skibsbroen i Aabenraa, der i over et halvt Aar ikke havde hørt noget fra sin Mand, har ifølge “A.T.” ny modtaget den glædelige Meddelelse fra ham, at han har det godt i Sibirien, hvor han er i Fangenskab.

Kommen hjem.
Dr. med Grevsen fra Skærbæk, som under Krigen har gjort Tjeneste som Stabslæge først ved Vest- og senere ved Østfronten, er for nogle Dage siden kommen hjem og er ved Militæret i Skærbæk bleven ansat som Bataillonslæge.

Fra Provinsen.

Mælk til Chokolade. Som meddelt, maa der til Fremstilling af Chokolade og andre kakaoholdige Varer, Bonbons og lignende Frembringelser hverken anvendes Fløde eller Mælk af nogen som helst Slags. Dette gælder dog ikke for Mælk ved Tillavningen af Chokolade som Drik i Kafeer og Gæstgiverier, meddeles der i “Hamburgischer Correspondent”.

Krigsfangerne paa Kajnæs, som i denne Tid er sysselsatte ved Damptærskningen, vil ifølge “Dbp.”, hvis det tillades, herefter blive fordelte paa de forskellige Bøndergaarde. Paa den Maade haaber man at faa raadet Bod paa de manglende Arbejdskraft i Vinter.

Nyheder

10. november 1915. Ankomst til Sibirien: ”Det var nogle forfærdelige barakker!”

Skriv en kommentar

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det den 15. oktober videre mod bestemmelsesstedet i Sibirien – en rejse på knap en måned i tog.

(… fortsat fra 9. november)

Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka. Vi blev først stuvet ind i nogle Barakker, som allerede var optaget af Østerrigere.

Efter et Par Dages Forløb blev vi indkvarteret for os selv. Det var nogle forfærdelige Barakker, som blev os anvist. Paa Gulvet stod Vandet i store Pytter, som med Tiden blev til Isbaner, Vinduerne var i Stykker, der var ingen Brikse osv. Vi gik snarest muligt i Gang med at faa Barakken gjort i Stand.

Tømmeret kunde vi kun skaffe os ved at stjæle det, men lange varede det ikke, inden Barakken var nogenlunde beboelig.

En Dag blev vi kommanderet over i Badeanstalten. Vi var glade, thi nu kunde vi ikke alene blive vasket, men ogsaa faa Skjorten vasket, hvilket den haardt trængte til. Men Badeanstalten blev hurtigt overfyldt, og længe varede det ikke, inden Russerne jog os ud. Jeg fik lige min Skjorte vredet lidt, inden jeg tog den paa, og med den vaade Skjorte paa Kroppen gik jeg saa ud i den sibiriske Vinter, uden at det dog skadede mig.

Badet havde ikke hjulpet stort, Huden var og blev sort, Haar og Skæg trængte til at blive studset.

For at vi kunde holde Barakken nogenlunde ren, maatte vi have en Kost. Sammen med nogle Kammerater meldte jeg mig frivilligt til at hente Kosteris, for jeg vilde gerne se mig lidt Om i Naturen, som her i Bjergene var meget smuk. Vi fik skaaret nogle Ris og kom tilbage til Barakken igen, segnefærdige af Kulde.

Her i Boreosowka havde vi mange Oplevelser, baade morsomme og sørgelige. Vi kunde gaa frit omkring i hele Lejren og aflægge Besøg i alle Barakker. Russerne vidste nok, at vi ikke kunde løbe bort; der var langt til beboede Egne.

Som vi nu gaar og ser os om, faar P. Nicolajsen Øje paa en udstoppet Sæk, som hænger i et Stativ. Den brugtes som Skive ved Bajonetfægtningsøvelser for de russiske Rekrutter. Men vi syntes, at den vilde gøre meget mere Nytte som Madras og tog den med.

At dette Tyveri gik godt, er nu ikke til at forstaa. Vi havde altsaa faaet en god Seng, men den blev med Tiden saa underlig levende.

Vi besluttede os til at afholde en Revision og — du milde Kineser — hvor det vrimlede med forskellige seksbenede Skabninger. Vi maatte smide den dejlige Seng ud igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

Nyheder

9. november 1915. Krigsfange på vej til Sibirien: “… så kom knuten i sving”

Skriv en kommentar

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det videre mod Sibirien.

(… fortsat fra 15. oktober)

Den 15. Oktober rejste vi bort fra Moskva, og efter en lang Jernbanerejse ankom vi til Byen Boreosowka i Sibirien, hvor der var en stor Fangelejr.

Det var en forfærdelig Rejse. Kulde og Utøj plagede os, og vi havde jo næsten ingen Klæder. Flere, deriblandt A. Jacobsen fra Røllum, blev syge undervejs. Han kom paa Sygehuset i en By i Sibirien, og jeg har ikke set noget til ham siden.

Men det gjaldt jo om at holde Humøret oppe. I den Vogn, i hvilken jeg var, var der en Berliner, som sang næsten hele Tiden. Paa Hovedet havde han Betrækket til Pikkelhuen, og paa Kroppen et Par pjaltede Benklæder og en Vaabenfrakke, der ikke var meget bedre.

Han havde et ualmindelig rødt Haar og Skæg og blev selvfølgelig straks døbt „Rotschild”.

En anden Kammerat, Bøtger hed han, kunde fortælle Historier og Vitser som hvilken Grammofon, og flere andre gav deres Bidrag til Underholdningen.

Til at begynde med var det mildt i Vejret, og ved Stationerne steg vi Gang paa Gang ud af Toget for at røre Benene. Men længe varede det ikke, inden vi fik den sibiriske Vinterkulde at føle.

Langs Banen var der opstillet Sneskærme. Vi mente, at de kunde gøre mere Gavn som Brændsel end som Sneskærme. Da Toget saa holdt ved en Station, blev der hentet Sten og Jord til et „Fyrsted” paa Bunden af Vognen og en Sneskærm blev „rekvireret” til Brændsel.

Men sikken en Redelighed. Der blev en Røg i Vognen, saa det var næsten ikke til at holde ud. Men vi lærte, ved at linde lidt paa Døren og „Vinduerne”, at regulere Trækken, saa der var til at være i Vognen.

Min gode Ven P. Nicolajsen var særlig dygtig til at rekvirere Brændsel, men længe varede det jo ikke, inden Russerne opdagede Tyveriet og saa kom Knuten i Sving.

Der blev dog stadig fyret, indtil Ilden en Dag havde brændt Hul paa Bunden af Vognen. Nu kan det nok være, at Russerne skældte ud. Vi blev saa omsider vist over i et andet Tog, hvor der var Kakkelovne i Vognene (Tjepluschka kalder Russerne disse Vogne).

Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

Ordforklaring: En knut er en pisk med metalknuder i enderne. Anvendt i Rusland til afstraffelse.

Nyheder

6. november 1915. H.C. Brodersen om de nye folk: “De kan ikke bruges til stort andet end at holde orden i Understanden og koge kaffe.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 var han tilbage ved fronten.

Ripont, den 6. November 1915.

Tiden gaar med at udbedre Stillingen, og med at uddybe Jordhullerne, saa de kan blive til Understande. Arbejdet er haardt, og der arbejdes Dag og Nat. Om Dagen arbejdes der under Jordoverfladen, hvor den løsarbejdede Jord fyldes i Sække, og om Natten bæres de ud i Bagterrænet for at blive tømt.

Vi er tildelt: Leib-Kompagni 118, der har Hjemsted i Worms. Det er allesammen Hessere, og Kammeraterne er os derfor fremmed og usympatisk indstillet. I min Deling er Gruppeførerne: Underofficererne: Hep, kaldet Sepl, — Schulz, kaldet „Berliner Justav”, — Skorstensfejeren og jeg.

I min Gruppe har jeg et Par gemytlige Gutter, nemlig: en Skomager fra Mainz, som er trekvart blind og bærer to Par Briller, en „Etaarig”, Max Kaufmann fra Frankfurt a.M . , hvis Fader er Bankdirektør. De kan ikke bruges til stort andet end til at holde Orden i Understanden, til at koge lidt Kaffe, hente Post og Forplejning og lignende.

Om Natten kan Skomageren slet ikke se, og hans evindelige Omsorg gælder Konen og hans 8 „Rollinger, daheim”. Max har saa fine Hænder, at han ikke kan trække Pigtraad foran Stillingen. Dette Arbejde er vel ogsaa nok det mest uhyggelige og farlige, og han har derfor faaet Ord for at være fejg.

Idag har vi haft en anstrengende Dag. Franskmændene har skudt vor Skyttegrav sønder og sammen, og hele Natten er medgaaet til at bringe lidt Orden tilveje. Det er derfor blevet sent, inden jeg kunde byde paa Fødselsdagskaffen, til hvilken Køkkenunderofficeren havde sendt et Par Flasker Brændevin. Det er noget værre „Sprøjt”, og det brænder i lys Lue, naar der kommer en Tændstik til det.

 

Nyheder

31. oktober 1915. Østfronten: “Af de 30 Mand fra Flensborg, der var kommen til Kompagniet, var de 17 nu borte.”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Christian fortæller i et feltpostbrev til sin bror om de hårde kampe på Østfronten i begyndelsen af september 1915.

Foran Friedrichsstadt

Rusland, Søndag den 31. Okt. 1915.

Kære Broder!

Jeg haaber, Du har faaet mine Breve og Kort; da jeg modtog Dit Brevkort fra den 29. September havde Du jo endnu ikke faaet dem. Jeg fortalte i sidste Brev lidt om mine Oplevelser paa Turen hertil Rusland, fortalte, at jeg havde været ret haardt med i Begyndelsen.

Ja det var næsten, som alt det onde, man kunde tænke sig, herude kom over os lige straks, vi var kommen hertil.

Den Aften, vi kom til Kompagniet, kom vi straks i Skyttegraven, det vil sige, i en Reserveskyttegrav. Rekrutterne glædede sig til, at det var en Reservegrav; det klinger jo ogsaa lidt mere fredeligt og trygt for dem, der første Gang kommer i Skyttegraven, men vi andre, der før har været med, ved nok, at det ikke altid er heldigt at ligge i Reserve, særlig naar, som det her var Tilfældet, Reservegraven kun ligger en 3-400 Meter bag den forreste Grav.

Natten forløb roligt, næste Dags Formiddag ogsaa, men ved Middagstid fik vi saadan en Artilleriild, at vi maatte trække os tilbage fra venstre Fløj for ikke at blive knust af det dræbende Bly. Saadan gik det hver Dag i tre Dage, Natten og Formiddagen var rolig, men midt paa Dagen fik vi saadan en velrettet Artilleriild, at jeg aldrig har prøvet noget lignende før. Og det var fra svært Artilleri, som stod paa den anden Side af Düna.

Friedrichsstadt laa omtrent 3 Kilometer borte. Den tredje Dag var den værste. Da begyndte de straks om Morgenen. Jeg laa i en Hule sammen med to andre Alsingere, vi maatte dog atter trække os tilbage fra vor Hule, og løb langs Graven tilhøjre. Jeg blev et Øjeblik staaende i en Dækning, da jeg kunde høre en Granat komme susende. I næste Sekund fulgte et vældigt Brag. Taget eller rettere Bjælkerne fra den Dækning, jeg stod under, løftede sig i Vejret, jeg følte Varmen fra den springende Granat slaa mig i Møde, et Øjeblik kunde jeg ikke trække Vejret paa Grund af det stærke Lufttryk, jeg vidste næsten ikke rigtig, om der var passeret mig noget — men jeg kom dog hurtigt til Hægterne igen og var snart klar over, at jeg var uskadt; Granaten var slaaet ned to Meter fra Gravkanten.

Dette Bombardement varede en halv Time. Det var nogle frygtelige Minutter, snart 2-3 Meter foran eller bag Graven, snart Shrapneller over Graven, saa Stumperne raslede ned paa Dækningerne. Endelig blev det roligt, vi vovede os atter hen til vor Hule, men o ve — den var falden helt sammen. Døren ind til den var splintret, foran den laa Hylstret af en saakaldt Udblæser. Du kan tro, vi var glade for, at vi ikke var blevne i Hytten.

Pludselig kom Ordren til at gøre os færdige, vi vidste, at vi skulde storme.

Det er en underlig trykkende Stemning, der er over pakkede, Bajonetten sat paa og man staar færdig til at springe op af Graven — blege, nervøse og famlende gør de sig færdige, enhver forstaar Alvoren af det, der nu kommer.

Saa kom Ordren til først at rykke lidt til højre i Graven, inden der skulde stormes frem. Men Russerne sov ikke, de havde allerede mærket, at det blev levende i Graven, og snart haglede det med Granater og Shrapneller. Skyttegraven slog en lille Bugtning. Jeg stod just i Færd med at bøje omkring Hjørnet, da en Granat slog ned i Graven lige bag Ombøjningen — et gennemskærende Skrig fulgte efter, en var truffet, en anden var ogsaa truffet, men han klagede ikke mere, ikke en Lyd kom over hans Læber, han var død.

Nu gik det videre over den døde Kammerat. Da lød Kommandoen: „Fremad, march, march“, og igennem Granat-, Shrapnell-, Gevær- og Maskingeværild stormede vi fremad, Russerne blev kastede fra Stilling til Stilling, og tre Timer efter naaede vi de første Huse i Friedrichsstadt. Frem gik det i de første Gader, men nu fik vi en vældig Artilleriild fra den anden Side Duna. Granater og Træstumper og Murstensbrokker fløj om Ørene paa de stakkels Soldater — naa jeg kan ikke skildre det videre, jeg føler, at jeg bliver nervøs ved endnu at tænke paa det, maaske kan Du se paa Skriften, at Haanden ryster.

Jeg vil blandt andet endnu fortælle, at vi faa Dage senere havde en lignende Dag, og saa kom dertil, at det regnede næsten hver eneste Dag, saa det var, som jeg skrev i Begyndelsen af Brevet, som om vi skulde døje alt, hvad der var af ondt, straks de første Dage. Vi havde efter den sidste Fægtning just været ved Kompagniet i otte Dage, det var den 8. September, men af de 30 Mand fra Flensborg, der var kommen til Kompagniet, var de 17 nu borte — saa Du kan forstaa, vi har været godt med i de Dage.

Siden den Dag har vi ingen Tab haft, nu ligger vi i fast Stilling i en stor Granskov, hvor vi ikke kan se længere end 30—40 Meter frem, og saa selvfølgelig heller ingen Russere ser til. Der falder kun et enkelt Skud engang imellem, ellers lever vi temmelig fredeligt som Hule- og Skovboer. Bare vi kunde blive i denne Stilling, men vi ved kun lidt, hvad der endnu venter os.

Men jeg tror fuldt og fast paa, at Gud vil føre mig hjem igen, saa vi kan samles i vor kære Hjemstavn, sunde og raske, som vi drog ud. Gud bevare vore Mænd, som kæmper den haarde Kamp med, give Gud, at vi snart maa faa Fred, men en retfærdig Fred. Jeg haaber, at dette Brev vil naa Dig sund og rask og ved godt Humør.

Kærlig Hilsen Din Broder Christian.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

30. Oktober 1915: Faldne, Saarede og en god Gerning

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Faldne.
Gaardejer Jørgen Petersen og Hustru i Jernhyt ved Hammelev har modtaget den sørgelige Meddelelse, at deres Søn Henrik Petersen den 15. Oktober er falden ved Dünaburg i Rusland. De har endnu 2 Sønner med i Krigen ved Østfronten.
Cathrine Berg, født Friis, i Taps, bekendtgør, at hendes Mand, Chresten Jensen Berg den 9. September er falden paa Valgpladsen, næppe 38 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Tirsdagen den 2. November om Eftermiddagen Klokken 2 i Aller Kirke.
Hjuler og Landboldmand Chr. Jensen i Langetved fik fornylig den tunge Meddelelse, at hans Søn, Johannes, der som Reservist deltog i Krigen paa Vestfronten, er falden. En Fætter var hos ham, mens han døde. Hans Efterladenskaber er Forældrene tilsendt. Johannes Jensen, der havde lært Hjulerhaandværket hos Hjulmager J. P. Toft i Rødding, overtog for faa Aar siden Faderens Forretning og var en meget dygtig og solid ung Mand.
Postsendninger til Gaardejer Aksel Skøtt i Langetved, der i Foraaret blev indkaldt som ikke uddannet Landstormand og sidst var med paa den serbiske Krigsskueplads, er kommen tilbage med Paategning om, at han er falden. I Hjemmet venter hans unge Hustru med deres 2 smaa Børn i ængstelig Spænding paa nærmere Underretning om hans Skæbne.
Jens Amstrup fra Højer er falden i Rusland den 27. September. Han var sine Forældres eneste Søn. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham i Højer Kirke Onsdag den 3. November om Eftermiddagen Klokken 3, paa hans 23. Aars Fødselsdag.
Martin Carstensen, yngste Søn af Martin Carstensen paa Storehallig i Nykirke Sogn ved Tønder, der kun har været med i Krigen i nogle faa Maaneder, er den 9. Oktober falden i Frankrig, næppe 20 Aar gammel. En Mindegudstjeneste for ham og to andre Faldne fra Sognet, Peter Paulsen og Andreas Petersen, vil blive afholdt i Morgen Formiddag i Nykirke Kirke.
Hans Petersen, Søn af Heinrich Petersen i Flensborg, Slesviggade 67, er den 12. Oktober falden i Champagne, 27 Aar gammel.

Døde paa Lasaret.
Tjenestekarl Jes Karstensen, en Søn af Skræddermester Hans Karstensen i Rebbøl ved Bolderslev, er ifølge “A.T.” den 10. Oktober paa et Lasaret ved Østfronten afgaaet ved Døden som Følge af Brandsaar, han havde faaet. Han blev kun 21 Aar gammel.
Kredssekretær Schmidt fra Pinneberg, der for nogle Aar siden var Supenumerar  paa Landraadskontoret i Haderslev og var en Svigersøn af tidligere Mineralvandsfabrikant Silleberg dersteds, er ifølge “S.G.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Bessalen, efter at han var bleven saaret under Kampene paa Vestfronten.
Hans Christian Hansen fra Hanved er den 26. Oktober afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Altona, 39 Aar gammel. Han efterlader Hustru og flere Børn.

Gaaet under med “Prinst Albert”.
Kaptajn H. R. Gontard og hustru i Aabenraa bekendtgør nu, at deres Søn Henry har fundet Døden ved Krydseren “Prins Albert”s Undergang.

Saarede.
Gaardejer Johannes Petersen fra Hyrup ved Toftlund er under Kampene i Rusland bleven saaret af et Skud i Munden.
Chr. Sommerlund og Hustru i Toftlund modtog i Gaar Meddelelse om, at deres Søn Jens, der har været med i Kampene i Rusland, er bleven saaret.

I Fangenskab.
Maskinbygger Nicolaj Johansen fra Als, der før sin Indkaldelse arbejdede hos Fabrikant Heinrich Callesen i Aabenraa og om hvem vi for nogen Tid siden meddelte, at han var savnet, er ifølge Efterretning til hans Paarørende falden i russisk Fangenskab.

Fra Provinsen.

En god Gerning. En Gaardejer i Oldenswort lod en god fed Ko, der vejede 500-600 Pund, slagte og fordelte Kødet blandt Landsbyens Smaakaarsfolk.

 

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

29. Oktober 1915: Kødfrie Dage

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Enke Julie Lorenzen i Sæd ved Tønder har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Søn Christian er falden den 9. Oktober.

Stadfæstet Dødsbudskab.
Den 16. September modtog Christine Nielsen, født Duus, i Østerby paa Kajnæs den tunge Meddelelse, at hendes Mand, Hans Peter Nielsen, var falden ved Grodno den 3 September; men i sin dybe Sorg fandt hun Grund til det stille Haab, at han maaske kunde være bleven taget til Fange, da ingen af hans Sager blev sendte tilbage. Ved Forespørgsel hos Løjtnanten er det imidlertid nu blevet stadsfæstet, at Hans Peter Nielsen i Virkeligheden er falden. Han blev 32 Aar gammel.

Døde paa Lasaret.
Ifølge den sidste Tabsliste er August Petersen fra Flensborg død af sine Saar og Carl Heicksen fra Tinnum paa Sild er død som Følge af Sygdom.

Gaaet under med “Prins Albert”.
Landsretsraad v. Ahlefeld i Flensborg bekendtgør, at Kaptajnløjtnant Karl v. Ahlefeld har fundet Døden ved krydseren “Prins Albert”s Undergang forleden.

Saarede.
Christian Carstensen fra Skovgaard ved Gamby, der er med i Krigen i Frankrig, er bleven saaret i den højre Overarm.

Fra Provinsen

Kødfrie Dage. (W.B.) Ifølge Forbundsraads-Forordningen fra i Gaar maa der fra 1. November om Tirsdagen og Fredagen ikke erhvervsmæssig sælges Kød til Forbrugerne.
Om Mandagen og Torsdagen maa der i Restaurationerne ikke serveres Kød- Vildt-, Fjerkræ- eller andre Retter, der er stegt, bagt eller kogt i Fedt eller Flæsk. Endvidere er Rigskansleren bleven bemyndiget til efter Afhørelsen af Sagkyndige af fastsætte Engrospriserne for Kød og Vildt paa det berlinske Marked.

En Sørgegudstjeneste afholdes Søndag den 31. Oktober Klokken 2,30 i Kapellet ved Harreslev over 6 Mænd, som er faldne i den sidste Tid.