Sønderjyden “M” skriver fra Kurland bl.a. om kampene i september 1915

Kurland, den 5. Decbr. 1915.

Gode Venner!

Vi er nu kommen mange Mil fra det Sted, hvorfra jeg sidst skrev til Eder. Dengang laa vi 80 Kilometer fra Vilna. Den Strækning tilbagelagde vi til Fods med 60 Pund paa Nakken. Det var nogle haarde Dage for os.

I Vilna, hvor vi hver Dag havde Eksercits, laa vi i fjorten Dage. En skønne Dag var det jo ogsaa forbi, og vi fik Ordre til at gøre os færdige. Saa gik det til Banegaarden. Der lød mange Rygter om, hvor Turen nu skulde gaa hen. Nogle mente til Frankrig, andre til Serbien, men vi havnede i Mitau i Kurland, hvortil vi ankom i Mørkningen sidste Søndag Aften i stærkt Snefog.

I det Vejr maatte vi derpaa gaa 20 Kilometer til Fods, det var langtfra behageligt, tilmed da vi først ikke fandt hen, hvor vi skulde. Enden blev, at vi maatte ind i en aaben Lade, hvor vi sov udmærket, da vi var godt udmattede. Mandag Morgen gik det saa løs igen, men da havde vi ikke langt til vort Kvarter. Vi blev indkvarterede i Bøndergaardene, som jo staar øde og forladte. Alt Korn staar her paa Marken endnu og er fordærvet.

Det synes, som om Russerne har begyndt Tilbagetoget lige til Rughøsten, da der somme Steder ligger en Fenne Rug i Neg. Det er store Værdier, der her er gaaet tabt, da det ser ud til at være rigtig god Sædejord her, men alt lavt og fugtigt. Det er en anden Jordbund end i Polen. Husene er dog ikke stort bedre her, og de fleste Steder ser det ud efter stor Armod. Kun enkelte Steder ses Velstand. Der maa have boet en Del Tyskere her, eller ogsaa har Befolkningen lært Tysk, da vi i de fleste Huse fandt tyske Aviser og Breve.

I dette Kvarter blev vi kun to Dage, saa kom der Befaling til at gaa tilbage til Mitau og derfra 20 Kilometer i nordøstlig Retning. Nu gik det saa løs igen, men vi havde kun gaaet i en Time, da der kom en Melderytter tilbage fra Mitau og meddelte, at vi intet Kvarter kunde faa for Natten, da alt var belagt med Militær. Saa maatte vi ligge der paa aaben Mark i en klingende Frost i tre Timer, indtil det blev telefonisk ordnet. Omsider gik det løs igen, men da var det allerede mørkt, og Vejen var saa knudret, saa det var forfærdeligt. Kl. 9 naaede vi endelig Mitau, hvor vi blev indkvarteret i en Kirke.

Mitau er en køn By, men den har lidt ikke saa lidt ved Bombardementet.

Nu er vi saa kommen hertil. Her ligger vi ogsaa paa en Bondegaard i en dejlig varm Stue. Vi er saa langt fra Fronten, at vi kun lige kan høre Skydningen. Her skal vi nu til at bygge en Reservestilling, men om det er til os selv, ved vi jo ikke, da vi nu ikke har forrettet andet end Arbejdstjeneste siden den 24. September.

Vi venter efter Freden, for at vi kan komme hjem igen.

Det var ikke godt om vort kære Nordslesvig skulde blive Skueplads for Krigen, thi det vilde være forfærdeligt for Eder derhjemme. Thi hvad de Folk lider, hvor Krigen hærger, det kan I ikke faa et klart Begreb om, naar I ikke har set det.

Den 9. og 10. September var vi med i det haarde Slag ved -Skidel, hvor Russerne led et stort Nederlag. Jeg har aldrig set saa mange døde Russere som der. Russerne prøvede mange Gange paa at storme, men blev hver Gang slaaet tilbage med forfærdelige Tab, og Natten til den 11. September forlod de i Mulm og Mørke deres sammenskudte Stillinger. De maa have været i stor Nød, thi de lod alle deres Døde ligge, noget Russerne ellers ikke gerne gør. Vi havde ogsaa meget store Tab, indtil vi fik os nedgravede. Vi begyndte at storme om Morgenen Kl. 9 og fik os først nedgravet om Eftermiddagen Kl- 3. I dette Slag faldt ogsaa Mygind fra Øster Lindet, som Du maaske kendte, og mange flere af vore bedste Mænd derhjemme fra.

Ja, denne Krig er skrækkelig. Gud give at den havde Ende. Vi vilde ikke gerne gøre saadan en Tur med igen, som i Sommer.

Nu ved jeg ikke, om I kan læse det, for vor Skrivelejlighed er kun daarlig. De bedste Hilsener og paa snarligt Gensyn.

M.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Postkortet er en spøgefuld kommentar til den i efteråret 1915 indførte fem-pfennig mønt fremstillet af jern og overtrukket med zink for at forhindre rust. “Der eiserne Zeit” (Jerntiden) blev anvendt som betegnelse for krigen.

L.P. Christensen, journalist ved Flensborg Avis, skrev om sine indtryk fra Østfronten.

Øjebliksbilleder fra Øst. 15. November 1915.

Der synes at være forløbet lang Tid siden Russerne blev fordrevne fra Øst-Preussen; der falder mange Krigsbegivenheder i Mellemtiden, og de har stillet de seneste østpreussiske Kampe noget i Baggrunden. I Virkeligheden er der kun gaaet et Aar efter de russiske Troppers Fjernelse fra tysk Grund, og dog er der allerede udført et stort Genrejsningsarbejde i de hærgede Egne.

Der ligger Korschen Banegaard, et ret vigtigt Punkt i det østpreussiske Jernbanenet. Af den stod efter Russernes Besøg kun de nøgne, røgsværtede Mure tilbage. Nu bruser det ene Tog efter det andet ind til Perronen, som om Stedet ikke for nylig havde været Vidne til Krigens Ødelæggelser. Og langs Strækningen nedad mod Sydøst passerer Toget mange kønne nyopførte Stationsbygninger. I disse Egne gaar nu igen det sort-hvide Kvæg og græsser paa Marken, og den kolde Oktobervind sysler med Vinterrugens spæde Blade. Her ses ogsaa Russere i lang Kæde, dog ikke længere som hærgende Krigsfolk, men som rolige Roearbejdere.

Dernede til højre breder sig en af de store, skovbræmmede masuriske Søer. Blæsten pisker dens mørke Bølger til Skum og istemmer en dyb Orgeltone omkring et vældigt Kors, hvis Arme udstrækker sig værnende over en stor Fællesgrav ved Søens Bred. Hist og her en ensom Grav i Udkanten af Naaleskoven, hvis mørke Masser enkelte Steder brydes af hvide Birkestammer. En tysk Hjelm eller en russisk Soldaterhue paa eller foran Trækorset viser, hvem der er stedt til Hvile her. Enkelte Steder ses ogsaa hele smaa Kirkegaarde, Grav ved Grav, Trækors ved Trækors. Mangt og meget minder om de blodige Kampe, som her har krævet deres Ofre.

Efterhaanden som Toget nærmer sig den russiske Grænse, bliver Krigens Spor endnu hyppigere. Brand- faklerne og Granaterne har særlig gjaldt Banegaarde og Broer; men snart er hele Landsbyer ødelagte; kun Mure eller Brudstykker af dem staar tilbage. En Del Nybygninger er dog her, hvor Egnen alle Vegne er gennemfuret af Skyttegrave eller overtrukken med Pigtraadshindringer, allerede under Tag, og der arbejdes paa flere. Histnede beskinner Solen Ruinerne af det smukt beliggende Lyck.

I Prostken, den sidste Station før Grænsen, søger man forgæves efter et uskadt Hus. — Lokomotivet stønner frem over en stor, øde Slette, som forude afgrænses af en lav Naaleskovs Rundinger, der forekommer bløde og fjerne i det svage Maanelys. Langs Togets Vej hen over den triste, mørke Flade fængsles Øjet af enkelte smaa Baal, i hvis Skær man ser Omridsene af ensomme Vagtposter. Nu og da øjnes ogsaa et Kors paa en Soldatergrav, og paa Sletten tegner sig sorte, runde Pletter: store Huller, hvor Granater er slaaet ned og eksploderede.

Da Toget stanser bagved Skoven, ses en Tavle med Navnet Ossovicz ved Siden af Sporet. Den faldne russiske Fæstning frembyder et Billede af en Ødelæggelse saa grundig, som den bare kan tænkes. Det sværeste tyske og østerrigske Skyts, som har drønet imod den, har haft en frygtelig Virkning. Metertykke Beton- og Cementmasser er sprængte som Glas og kastede hulter til bulter.

Russerne holdt Fæstningen længe, fortæller en barmhjertig Søster, mens hun med flink Haand skænker en Kop varm Kaffe og smører en vældig Rundtenom til en frysende Soldat, men de havde ogsaa 2600 døde!

I Dag faldt den første Sne over Bialovicz-Urskoven. Store, bløde Fnug førtes af en svag Søndenvind ned paa de prægtige, ranke Graners mørke Hang, lagde sig til Hvile paa de metertykke Fyrres knoglede Grene og graasprængte Naalepur og hvidnede de gamle Eges rødgule Blade. Sneen vedblev at falde, og snart stod Urskovens Kæmper i frisk Vinterskrud.

I en lille Lysning i Skovens Udkant har Krigen skabt en ny lille Kirkegaard. Gravhøj hæver sig her ved Gravhøj; der er brede Fællesgrave og smaa Enkeltgrave, hver med sit nytømrede Trækors paa. En alderstegen Kvinde, der har fundet Vej her forbi, standser ved Rækkerne. Mens hun ser paa de mange russiske Navne, som er skrevne paa Korsenes Forside, formørkes hendes furede Ansigt, Mundvigene trækker sig af og til bævende nedad, og den magre Haand synes at gribe fastere om Støttestaven. Den gamle bliver en Stund staaende ubevægelig og gransker tilsyneladende nogle blyantskrevne, russiske Ord under en af Navnerækkerne: „Hvem der tro tjener sit Fædreland og ofrer Livet for det, tager Gud i sin Varetægt.“

Og Sneen falder og falder. Den har lagt et funklende Baand om de simple Trækors, har pudret de smaa friske Graner, som ved Siden af dem udgør Gravenes eneste Smykke, og har bredt et tæt, hvidt Lin udover alle Højene.

Inde fra Urskoven lyder af Og til en Knitren som hurtig Geværild, efterfulgt af dundrende Brag. Det er Graner og Fyr i Tsarens Skov, som falder for tyske Jernbanesoldaters Økse og nu skal tjene til Fornyelse af de Banegaardsramper og andre Anlæg, som Russerne har brændt under deres Tilbagetog.

L. P. Christensen

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Sønderjyden J.G. var pionér (ingeniørsoldat).

Minearbejde.

Frankrig, den 27. Oktbr. 1915.

Kære Venner!
Efter længere Tids Tavshed føler jeg Trang til at sende et Par Ord, især da en Tak for Bladets Tilsendelse.

De store Krigsbegivenheder er forlagt til andre Egne og Lande. Alligevel er der jo Krig paa alle Fronter, men der er Forskel paa Kamp- og Stillings-Krig. I sidste Tilfælde gaar Tiden med Arbejdstjeneste, som aldrig slipper op. Der bygges stadig, enten nye Reserve-Stillinger eller de gamle udbedres og forstærkes, og Fjenden sørger af bedste Evne for, at der stadig er noget at bestille. Nogle Dages Beskydning med Miner og Luft-Torpedoer kan forvandle den „idylliske“ Skyttegrav til en Grusdynge, det kræver ogsaa Ofre af Menneskeliv.

Vor Opgave som Pionerer er hovedsagelig det underjordiske Minearbejde, og vi har nu i næsten 4 Maaneder uden Afbrydelse arbejdet i Fjældet med Hakke og Spade, Hammer og Mejsel og som sidste Nyt elektriske Boremaskiner, for ved Sprængning at komme hurtigere fremad. Tanker af mangfoldig Art kan bemægtige sig Sindet, naar man i sin Skakt, der maaler 100 x 80 Cm. Profil og gennemsnitlig gaar 10 Meter dybt i Jorden, lader Arbejdet hvile. Underlig Krigsførelse, hvor ikke alene Mandsmod og Kraft betyder Sejr, men langt mere Snille og raffineret maskinmæssig Bedrift overalt bringer Gevinsten og „Laurbærkransen“.

Naar man i Skakten stille lytter, høres der i alle Retninger hvileløse Slag af Hammer eller Hakke blandet med en skurende Lyd fra Borene. Franskmandens Slag kan skelnes fra vore, da han arbejder i hurtigere Takt, begrundet paa at han bruger lettere Værktøj.

Tiden er nu kommen, da vi omtrent midtvejs mellem Stillingerne mødes, og Værktøjet lægges til Side. En Sprængladning anbringes og inddæmmes godt, saa den, naar Beregningerne passer, maa slaa igennem og ødelægge Fjenden og hans Skakt. Det sker dog undertiden, at Sprængningen uden at ødelægge Skakten kun slaar Skillemuren igennem, og der bliver fri Gennemgang til den fjendtlige Stilling. Det giver underjordiske Forpostfægtninger med Revolver, og Franskmanden søger med vekslende Held at erobre nogle Meter af vor Skakt.

Hvor jeg for Tiden arbejder, har vi samtidig sprængt 2 Ladninger paa tilsammen 600 Pund, og Virkningen har været saa vældig, at Minegangen har mistet sin halve Bredde og de fyldte Sandsække er klemt saadan sammen, at de er saa faste som en Cementblok og ikke kan rives ud, men maa hakkes ud med Hakken.

Til Slut hjertelig Hilsen og Meddelelse, at alle Nordslesvigere ved Kompagniet har det godt.

J. G.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

I slutningen af september 1915 fortalte sønderjyden “T”, formodentlig læge H. Lausten Thomsen,  i et feltpostbrev om en usædvanlig kvinde, som han havde truffet i september.

Mor Charlotte.

29. Oktober [må være en trykfejl, RR] 1915.

Mor Charlotte er en vidunderlig Kone; de Par Timer, jeg tilbragte hos hende, hører til de bedste, jeg har oplevet i Krigen. Det gør altid godt at træffe et ejendommeligt, dygtigt og hjertensgodt Menneske; men Mor Charlotte er ganske enestaaende.

Lad mig dog fortælle fra en Ende af, hvorledes jeg traf hende, og hvem hun er. Det var i de sidste Dage i September Maaned, at Bataillonen laa et Par Dage i Kvarter i Købstaden N. Vi havde set den efter i alle Ender og Kanter, beundret den i dens Høstdragt. Bladene gulnes paa Platan og brunes paa Kastanie; Benveddens Bær er næsten helt røde. Alléer og Hegn er maaske aldrig kønnere end nu og ingen Steder kønnere end i min Købstad.

Vi havde en Nat vandret i dens Gader, moret os over Husenes muntre Skyggerids og var standset foran et Hus, fra hvis Stuer der lød Guitarspil. Vi nynnede uvilkaarligt selv en Folkevisetone. Den gav Stemningen. Vi havde paa alle Dagens Tider glædet os over Lysvirkningerne gennem Domkirkens brogede Vinduer; men hvad skulde vi saa i Eftermiddag?

Saa er der en af os, der har hørt noget om en Malerisamling, vi venter os ganske vist ikke stort af den, og den er i Privateje; men vi bliver enige om at prøve at faa den at se, og et Kvarter senere kimer 5 Officerer paa Døren til et stort Hus i Byens Udkant. En ældre, svær Kone kommer ud og lukker op og giver os alle Haanden. „Saa gerne, kom bare indenfor.“

Hun snakker Elsasser-Tysk, meget udpræget allemannisk Landsmaal, iblandet en Mængde franske Udtryk. Paa Fødderne har hun et Par store Slæbere, den ikke absolut rene Kjole er ikke knappet i Halsen, men der er Rester af Fortids Skønhed i det fede, godmodige Ansigt; men det varer ikke længe, inden vi glemmer Madames synlige Smaafejl; for hendes Samling er fortrinlig, og hendes Fortællinger om sin Samling og om sig selv er endnu bedre.

Der hænger et udmærket Billede af en polsk Maler Slewinsky, en ung Pige, der halvt drejer Ryggen mod Tilskueren. „Ja, han boede hos mig“, siger den Gamle, „og han skænkede mig dette Billede; jeg har Billeder fra alle Folkeslag; for Kunstnere fra dem alle har boet hos mig i mit „Crémerie“ i Montmartre, og undertiden betalte de Logis med Billeder, naar de ingen Penge havde, og undertiden forærede de mig Billeder. De kaldte mig „Mor Charlotte“ eller „Kunstnernes Moder“, og jeg plejede dem, naar de var syge. De gav mig et Billede og andet, og jeg gemte dem, og nu er min Samling Hundredetusinder værd.

Se, han Slewinsky har ogsaa foræret mig et Billede af Strindberg. Kom med ovenpaa, I Svende, saa skal jeg vise Jer det.“ Vi ser paa hverandre, tyske Officerer er ikke vante til saadan Tiltale; allermindst venter vi den i Fjendeland i Krigstid. Men Mor Charlottes Ansigt er lutter Smil, hun puffer os i Ryggen og med Albuerne, og vi kan ikke modstaa, vi smiler med og puffer igen og svarer i samme glade Tone. „Jo, Strindberg og jeg er født i samme Aar, i 1849, og han har ogsaa boet hos mig. De sagde han var gal; naa, det var den Spiritisme og de Sager; det er bare Humbug.“

Der er saa mange Svinkeærinder i Mor Charlottes Fortællinger; men vi tager dem alle gerne med for det Smils Skyld, der lyser over dem, og den Klogskab, de vidner om. Strindberg havde ladet sig male af Slewinsky, og han syntes selv, at Billedet var saa godt, at han ikke kunde betale det tilstrækkeligt. Saa blev han og Slewinsky enige om at skænke Mor Charlotte det, og nu har det en af Hæderspladserne i hendes Samling. „Jo, Strindberg har saamænd fortalt om mig i en Bog med saadan et sært Navn.“

„Inferno“, indskyder jeg, og Mor Charlotte og jeg ser paa hinanden og er dobbelt saa gode Venner som før. Hun henter Breve fra ham og et norsk Tidsskrift „Urd“ med hendes Billede paa Forsiden. Jeg oversætter de venlige Ord for hende, der staar der om Charlotte Carron, Kunstnernes ejegode Moder. Til Gengæld forærer hun alle de 5 Svende hver en dejlig stor Pære. „For jeg har en dejlig Have, den skal I se,“ og da vi er færdige med at se Billederne, fører hun os ind i sin Have.

Der er adskillige Granathuller i den; men der er endnu ingen Granater kommen ind i Huset. „De har dog Respekt for mine Billeder,“ siger den Gamle; „Naboerne vil have, at jeg skal flytte, men jeg forlader ikke mine Billeder. Jeg har i et langt, arbejdsomt Liv samlet Skønhed inden mine Mure. Jeg vil leve omgivet af Skønhed, og kommer der en Granat, saa dør jeg midt i al den Skønhed. Jeg kunde gøre dem i Penge, men hvad bryder jeg mig om Penge!“ Hun brugte i Virkeligheden langt stærkere Udtryk. Nej, Mor Charlotte er en Dyrker af Skønhed, det alene kommer det an paa for hende.

Ingen af os ser mere, at hun er sjusket; hun har vundet os alle, og vi mener det, da vi lover at komme igen. Hun vinker ad os langt ned ad Gaden, og vi ler og vinker igen. Mor Carrons Bekendtskab var en Oplevelse for os alle, og vi har tit talt om hende i de sidste svære Dage.

T.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Sønderjyden “J” beretter om beskydningen af en landsby bag fronten

Beskydningen af en Landsby bag Fronten.
Frankrig, i September 1915.

Det var en stille, klar Efteraarsdag, maaske en Smule varmere end sædvanligt. I hvert Fald fik Solen forholdsvis hurtigt Bugt med den sidste blaanende Dis, der plejede at holde sig mellem Skovene og vanskeliggøre Flyveriagttagelser.

Nu i Dag var Vilkaarene for Flyverne de allerbedste, og fra tidlig paa Formiddagen af kredsede de da ogsaa højt oppe over Frontlinjen og langt inde over Egnene bagved til begge Sider. Fløjtesignalerne, der betød Ordre til „Flyverdækning“, lød uafbrudt fra Reservestillingerne og Landsbyerne bag Fronten.

Der syntes dog ikke at skulle hænde noget særligt den Dag. Ved Middagstid begyndte Artilleriet sin sædvanlige Duel; med Minutters Mellemrum hvinede Granaterne gennem Luften fra den ene Artilleristilling over mod den anden.

Vi var lige blevne færdige med at drikke Eftermiddagskaffe, og Drøftelsen af Fredsudsigterne — et Yndlingsemne -— var gaaet i Staa under Arbejdet, da der pludselig hørtes et vældigt Brag, saa Ruderne klirrede og Tagpanderne ramlede ned. Det var noget, vi var vant til; vi troede, at Braget stammede fra Afskydningen af svært Skyts eller fra, at et dødt Projektil, en saakaldt „Blindgänger“, var gaaet ned i Nærheden, hvad der ofte hændte.

Vi løb ud for at undersøge Aarsagen. Men næppe var vi komne ud, før den hvislende, skruende Lyd fra en Granat hørtes lige i Retning mod os. Den gik ned med et vældigt Brag i et Hus en Snes Meter til højre.

Der hørtes atter et Skud fjernt ude i Sydvest, og den tredje Granat kom hvislende og surrende — Sjurrr—urr—yrr—yrr—rr — i skraa Linje gennem Luften. Den gik ned gennem Mønningen af det tredje Hus til venstre. En tyk sort Røgsky fra Eksplosionen steg op gennem Hullet i samme Øjeblik, Granaten var gaaet ned, og sammen med Drønet fra Eksplosionen blandede sig Braget fra sammenstyrtende Mure og splintret Tømmer. Alentykke Bjælker splintres af nedslaaende Granater som svage Halmstraa.
Dette var Begyndelsen.

Beskydningen blev fortsat til Mørket indfandt sig. Med ca. 1 Minuts Mellemrum hørtes Skuddene ude i Sydvest, derpaa Granaternes uhyggelige Hvislen og Surren gennem Luften og sluttelig Nedslaget i Nærheden, saa Jorden rystede, og ofte sprøjtedes der Snavs og Smaasten gennem Hullet ned i Dækningen til os.

En Granats Bane gennem Luften kan følges med Øret, men selve Granaten kan ikke ses. Man kan høre, i hvad Retning Granaten bevæger sig, lige meget, om det er i en Bue højt over en, ud til en af Siderne eller i Retning lige hen imod en; men det gaar saa hurtigt, at det blotte Øje ikke kan følge med eller se noget. løvrigt er det jo indlysende, at Lyden er nogen Tid om at forplante sig, og at Projektilet er længere fremme end paa det Sted, hvorfra Lyden i et givet Øjeblik kommer. Der siges, at naar man kan høre Projektilet, er der ingen Fare, en Sætning, der dog nok ikke passer helt.

Naar man derimod iagttager Beskydningen fra nogen Afstand, som der saa tit er Lejlighed til, kan man se Røgskyen fra Stedet, hvor Granaten slaar ned. Først derpaa — eller et Par Sekunder senere, alt efter Afstanden — høres den skruende, hvislende Lyd fra Granatens Bane gennem Luften. Det er som med Lynilden og Tordenbraget: Øjet opfatter hurtigere end Øret.

Vor Landsby havde gentagende været udsat for Beskydning. Mure og Tage var gennemhullede af Granater, mange Huse var afbrændte eller skudt helt i Grus. Ved det nye Bombardement øgedes Hærværket selvfølgelig. Der dyngedes nye Grusdynger, nye Ruinhobe til de tidligere, og Landsbygaden og Haverne blev oprevne af dybe Granathuller. Et saadant Granathul ligner nøjagtigt Hullet, hvor Roden af et Træ er gravet ud. I Løbet af et Sekund roder Granaterne fra det mellemsvære Skyts, hvormed vor By blev beskudt, et saa bredt og dybt Hul i den haarde Limsten, som det vilde koste en Arbejdssoldat Sved og Møje at faa færdig gravet og udmejslet i Løbet af en hel otte Timers Arbejdsdag.

Da Aftenen kom, brændte et af de store Huse. Endvidere var de halmrige Møddinger syd- og nordfor Byen tændt i Brand. Hvis der havde været indbjærget Høst i Laderne, var selvfølgelig hele Landsbyen gaaet op i Luer. Nu begrænsedes Branden til et Par Huse og Møddingerne.

Saa vidt jeg ved, gik der intet Menneskeliv tabt ved den til Tider ret kraftige Beskydning. Vor Tabsliste siges at begrænse sig til, at en Mand blev saaret paa Kinden af en Granatsplint. Vi havde altsaa Held med os, men vi sad ogsaa i temmelig sikre Dækninger.

Man maa understrege „temmelig“, thi der skal et ordentlig solidt Tag til at staa imod, naar en 15-Centimeters eller 21-Centimeters Granat rammer Stedet. Heldigvis blev ingen af vore Dækninger udsat for denne Ildprøve.

Et Under var det, at ogsaa Landsbyens franske Befolkning slap godt fra Beskydningen. Der er ca. 100 gamle Mænd, Kvinder og Børn tilbage i Byen, som fører en kummerlig Tilværelse under og i Ruinerne af deres gamle Hjem. De tilbragte Timer i Angst og Uro hos os i Dækningerne eller i Kældrene under Husene. Mure og Tage styrtede ned over deres Skjulesteder, men de slap alle — saa vidt jeg da har erfaret — derfra med Livet.

J.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)