Senest ændret den 4. december 2020 9:27

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 kom han tilbage til  Vestfronten i  Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 20. December 1915. Hele Maaneden har været rig paa Angreb og Modangreb. Ro har Vi aldrig. Næppe har vi taget et Stykke Skyttegrav hos Fjenden for at forbedre Stillingen, før han atter henter det tilbage. Døde og mange saarede hører til Dagens Orden. Har vi endelig Ro for Fjenden, plages vi af Rotterne.

Ustandselig er de paa Færde og huserer om Natten i vores Tornystrer for at finde noget spiseligt. Grimt er det, naar de om Natten paa deres Røvertogt lister hen over Ansigtet paa Een. Deres Fødder er saa kolde og klamme, og deres Hale synes at være haaret og uendelig lang. Jeg tror aldrig, vi bliver Venner med disse smaa Djævle, men vi skal jo vænne os til dem.

Da vi sidste Nat var ude at trække Pigtraad, opdagede v i enkelte Lig af Fjenden. V i syntes ikke, at vi vilde lade dem ligge dér foran Stillingen, da de ikke mere lugtede saa friskt, men vilde opfylde vor Kristenpligt ved at sørge for deres Begravelse. Et stort Granathul blev udset til deres sidste Hvilested, og vi forsøgte at bære dem derhen. De skiltes dog ad i flere Stumper, og ud fra Mund, Ærmer og Støvler fo’r der i Snesevis af Rotter, der her havde fundet sig et godt Madsted. Omsider fik vi dog Resterne af de stakkels Mennesker kastet i Granathullet, hvor de forsvandt med et „Plump”.

„Der Tod im Felde ist doch der schonste Tod,” filosoferede Skorstensfejeren, medens Vandsprøjt stod op om Stedet, hvor de forsvandt.