22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *