27. januar 1916. Kejserens fødselsdag fejret med uheld

Jens Rudebeck, Ravsted, havde en god tjans med militæret som vognsmed

Vi har jo alle i Verdenskrigens Dage oplevet lidt af hvert. Da jeg i Marts 1915 blev udskrevet fra Lazarettet i Spandau, kom jeg til Doberitz og skulde gøre Tjeneste som Smed; men man satte mig til noget helt andet, nemlig at uddanne Rekrutter. Det var meget mod min Vilje, for jeg har åltid syntes, at der ikke kunde være noget tillokkende ved denne Bestilling. Af denne Grund protesterede jeg ogsaa kraftigt, og jeg opnaaede endelig at blive afkommanderet som Vognsmed.

Dette Arbejde var jeg beskæftiget med i en længere Periode; men i Efteraaret 1915 blev vi alle underkastet en nærmere Undersøgelse. Man vilde finde faglærte Metalarbejdere, som kunde afløse Folk i Fabrikkerne, der var nemlig stor Brug for Soldater ved Fronterne. Jeg fremskaffede en Udtalelse fra et Firma i Flensborg, som jeg i mange Aar havde staaet i Forretningsforbindelse med. Attesten gik ud paa, at jeg kunde arbejde som Drejer eller Maskinsmed. Saa havde jeg foreløbig mit paa det Tørre.

Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.

Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes udtil mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.

Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. Det blev det lille Selskab glad ved at høre, for de skulde jo betale Udgiften. „Ja,“ sagde jeg, „men saa vil jeg have nyt Materiale dertil, og bagefter en god Orlov.“ Det lovede de mig, og saa gik jeg i Gang. De høje, men uheldige Herrer stod hele Dagen og saa paa mit Arbejde, men det generede mig nu ikke.

Omsider blev jeg færdig med Arbejdet, men Dagen derpaa fik jeg Ordre til at møde med hele min Udrustning i Doberitz. Vi holdt et lystigt Afskedsgilde, for i Morgen gik det jo til Flensborg, hjem paa Orlov. Men — god Morgen! Til min store Forbavselse fik jeg at vide, at jeg skulde til Fronten. Det var vel nok en stor Skuffelse!

Jeg var aldeles rasende, og jeg gav vel nok ondt af mig. Vagtmesteren i Doberitz genkendte jeg straks, han havde nemlig været med paa „Spritrejsen“. Jeg sagde til ham: „Ja, her kan man vel nok se, at Utak er Verdens Løn!

Nu undskyldte Vagtmesteren sig med, at han desværre ikke kendte mit Navn, for selvfølgelig skulde jeg have min Orlov. Jeg skulde bare gaa ind til Ritmesteren i Værelset ved Siden af, saa skulde det nok gaa i Orden. Jeg lod mig formilde og gik derind.

Kort efter havde jeg mit Orlovsbevis. Ritmesteren gav mig endda Haanden og roste mig for mit fine Arbejde og den billige Pris.

Min Orlov gjaldt for fjorten Dage, men jeg opsøgte omgaaende Vagtmesteren og fik hans Tilsagn om at anbefale et Andragende om otte Dages ekstra Orlov. Saa gik det endelig hjemad. Det var alligevel noget andet end at komme til Fronten.

DSK-årbøger 1951

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *