Sønderjyden H.J.B. skriver fra Frankrig:

Juleaften i Skyttegraven.

Ved A. i Frankrig 1915.

Ja, det var anden Jul, vi fejrede hernede. Første Gang 1914 gik det nogenlunde, da vi havde det Held at ligge i Borgerkvarter i Juledagene. Vort Opholdsrum var rigtignok en Ko- eller Svinestald, men alligevel havde vi det nogenlunde hyggeligt indrettet med Bord og Bænke, og vi kunde da fejre den kære Julefest i Ro. Et Juletræ havde vi ogsaa og sang ogsaa nogle Julesalmer, saa vi havde det efter Forholdene helt godt.

I Aar, 1915, kom det anderledes Juleaften. Vi laa i forreste Stilling ved A., som langtfra er saa god, som den Stilling, vi havde sidste Aar ved Juletid, da der i Sommerens Løb er bleven kæmpet meget haardt her. Tilmed havde det nu regnet et helt Døgn før Juleaften, saa det gjorde det ikke bedre for os. Vi arbejdede næsten hele Dagen for at holde Graven og vore Jordhytter fri for Vand og Pløre. Paa Vagt skulde vi ogsaa, da det i det hele var lidt uroligt, især da det kom til Aften. Det var næsten, som om Franskmændene slet ikke vidste, at det var Juleaften. Granater, Miner og Geværskud hørtes som sædvanligt. Hen paa Natten blev vi afløst og kom tilbage i Reserve.

Ja, Juleaften 1915 glemmes vist ikke saa let. Dog er vi alle ved godt Humør og har det helt gemytligt. En morsom Oplevelse havde vi et Par Dage før Jul. Vi laa tre Nordslesvigere i en og samme Dækning og havde alle skreven til vore Kære hjemme. Korporalen og jeg havde lagt vore Breve, vi havde skreven, i vor Brevkasse, men vor Ven havde lagt sine Breve paa en Hylde, hvor vi havde vore andre Sager liggende.

Det blev Aften og vi kom paa Vagt alle tre paa en Gang, alt gik godt, vi kom ind og lagde os til at sove. Men da Tiden var kommen, da vi skulde paa Vagt igen, skulde vi give vore Breve af til den, som var bestemt til at bringe dem bort. Korporalens og mine var i god Behold i vor Brevkasse, men vor Vens, som havde ligget paa Hylden, var borte. Vi ledte overalt, men de var borte og blev borte. Lidt efter lidt kom vi dog i Tanker om, at ingen andre end Rotterne kunde have slæbt dem bort, og ganske rigtig, da vi kom ud af Hytten, talte vi med den vagthavende Korporal, han havde ganske rigtig set Rotterne løbe med noget, om det var en Avis eller et Brev havde han ikke set saa nøje efter. Mon de franske Rotter er gode som Brevbærere? Ja, kære Venner, Husdyr har vi nok af her nede, nemlig Lopper og Lus, Rotter og Mus i en større Maalestok, men nok om det, der er jo Krig.

Til Slut en Tak til Dig, kære „Hejmdal“, fordi Du kommer saa regelmæssigt, og Ønsker om et rigtig godt Nytaar.

H. J. B.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)