Senest ændret den 4. august 2021 19:20
P. Grau fra Hellevad gjorde krigstjeneste i 3. kompagni, Regiment 444 på Vestfronten.
Den 30. august 1918 lå jeg sammen med en tredjedel af mit kompagni – det var 3/444 – ved et vejkryds på landevejen Noyon-Roye, hvor vi skulle dække tilbagetoget, efter at vi var gået tilbage fra Lassigny den forrige nat og nu havde gravet os ned i vejsiden her.
Tidligt om morgenen lagde franskmanden en spærreild – dvs. brisant- og gasgranater – på vort frontafsnit, så vi måtte gå med gasmaske på, hvad der var en underlig og ubehagelig fornemmelse, da man til stadighed gik rundt med opkastningsfornemmelser.
Efter spærreildens ophør afventede vi fjendens angreb, der heller ikke udeblev, og det var et »fremad« i små ryk. Vor afdelingsfører, en ung løjtnant, overgav nu kommandoen til sin vicefeltwebel, der hed Wachsmutt, med den besked, at han sammen med nogle mænd ville lede efter kompagniet og søge at få forbindelsen genoprettet. Hvis dette lykkedes for ham, skulle vi komme bagefter, og han ville give tegn dertil ved afskydning af et par lyskugler.
Der kom imidlertid intet signal, og vor »Vize«, en stor og godmodig sporvognsfører i civil fra Berlin, gav os nu ordre til enkeltvis, og som vi kunne bedst, at trække os tilbage. Han selv med en snes mand tiltrådte også tilbagetoget.
Ca. 300 meter til venstre og bagud lå der en delvis fremskudt ferme, hvor der var dækning at finde, og ligeledes til højre en banedæmning, og det var mod den, Wachsmutt med sin lille flok styrede hen. Når der blev skudt på de retirerende, kastede disse sig ned og krøb i dækning, men »Vizen« bøjede sig, bare lidt ned og kiggede fornærmet bagud, som ville han sige: »Kan I nu være lidt skikkelige!« Men de nåede velbeholdent banelinjen.
Vi andre derimod, vi var tre og blandt disse min gode kammerat Nicolai Bock fra Skærbæk, funderede lidt over, hvorvidt vi skulle søge tilbage, eller om vi skulle blive, hvor vi var, og havne i fangenskab.
Nicolai Bock ville helst tilbage, for han ventede snarligt at komme på orlov, og så ville han forsøge at komme over grænsen til Danmark.
Jeg derimod ville hellere blive og så komme i fangenskab, for så syntes jeg, at jeg kunne øjne en afslutning på krigen for mit vedkommende da, og jeg var netop kommet hjemmefra for tre uger siden efter en orlov på Als og efter et fem ugers lazaretophold i Sønderborg.
Vi var altså kun tre kammerater tilbage, og ved at kigge over dækningen kunne vi se, at franskmanden langsomt rykkede nærmere. Så pludselig var den tredje af os forduftet, og lidt efter forsvandt også Bock i retning af den sammenskudte ferme. Nu, da jeg var ene tilbage, blev jeg lidt betænkelig ved situationen – jeg kiggede efter franskmændene. Så samlede jeg mine ting sammen og stak som den sidste af fra mit skjul i den usle vejgrøft.
Jeg løb mod fermen, for jeg mente, at der havde jeg hurtigst en chance for at nå i dækning. Jeg havde dog kun løbet ca. 30-40 meter, inden kuglerne slog ned omkring mig, så jeg søgte dækning ved at kaste mig ned. Da de ikke kunne se mig, holdt skydningen op, og jeg blev liggende lidt for at samle kræfter til det næste spring. Dette gentog sig en tre-fire gange, endelig nåede jeg da ruinerne af fermen, hvor man nu kunne gå oprejst igen. Da hørte jeg stemmer – jeg lyttede, om det var tysk eller fransk der taltes, men det var tysk, og jeg dristede mig videre.
Det viste sig, at der i kælderen til gården var 12 fra mit kompagni, blandt hvilke jeg fandt to feltvebler, to underofficerer, to gefrejtere, resten menige, og blandt disse Bock fra Skærbæk.
Men muligheden for at komme længere tilbage var ikke stor, da der bag ved os var en kanal, som var tørlagt og lå under fjendens ild af maskingeværer, og den skulle vi passere for at komme over på den anden side. Men det var jeg jo ikke så ked af, da det som bekendt var min hensigt at komme i fangenskab, og nu fandt jeg, at jeg ikke havde andet valg.
To af os prøvede at komme tilbage, men vi fik hastigt det indtryk, at det ikke lykkedes så godt, da vi ret hurtigt hørte de franske maskingeværers tik-tak.
Vi andre spiste, alt det vi orkede, thi, vi anede, at det ville vare et stykke tid inden det næste måltid, og vi gjorde os altså rede til at gå i fangenskab. Vi havde til stadighed en mand på vagt, han skulle tage imod franskmændene og varsko dem om, at resten var i kælderen og sådan forhindre, at de kastede håndgranater derned.
Men vi kom til at vente i hele tre timer, og vagten gik på afløsning. Så var det, at jeg skulle i et naturligt ærinde, hvorfor jeg kravlede op af kælderen. Den vagthavende råbte på afløsning, og jeg meldte mig straks, da jeg havde klaret mit ærinde, men han smuttede hurtigt ned i kælderen, mens jeg listede hen til hushjørnet for at spejde efter, om franskmanden skulle vise sig. –
Pludselig hører jeg en raslen i ruinerne bag ved mig og opdager da tre franske soldater komme imod mig med revolvere og geværer i skudklar stilling, hvorfor jeg rækker begge arme i vejret og råber: »Pardon, monsieur«, og det flere gange.
Men nede fra kælderen opfatter jeg samtidig stemmer, der lyder: »Hør nu til Grau, nu laver han løjer igen«. Men jeg replicerer: »Nej, virkelig, franskmanden er her«.
Der kom så flere franskmænd til, og de spurgte – den ene af dem kunne tysk – om vi var flere, hvorpå jeg pegede på kælderen og søgte at forklare, at de var dernede. De blev nu kaldt frem, og da alle var oppe, kastedes et par håndgranater ned i kælderen.
Mine kammerater havde kun gasmaske, stålhjelm og overfrakke, men jeg fik ikke min overfrakke med, da den var i kælderen, hvor jeg ikke kunne få lov at kravle ned; men jeg kom senere til at savne den meget.
De franske soldater, der tog os til fange, var meget flinke og behandlede os næsten som kammerater; den tanke lå næsten i luften: »Ja, vi har heller ikke villet krigen«. –
Nu var vi kommet et skridt videre på vor vej og nærmere vort ønske om for sidste gang at have været i ildlinjen. Da vi nu gik i retning mod Paris, eller lad os sige mod den franske etape da, avancerede vi gennem haven bagved gården, hvor der lå flere kammerater fra vort kompagni, men faldne eller sårede.
Vi fik lov til at slæbe to sårede med os; vi bar den ene i et tæppe og den anden i en overfrakke, men det sidste var nu meget vanskeligt, da vi måtte gå sidelæns, hvilket var meget trættende, tilmed gik det over marker med mulige forhindringer, og dem var der mange af.
Afløsning var der ingen af – samtidig måtte vi af og til »ned«, for nu blev vi stærkt beskudt af tyskernes spærreild. Men det gik godt, og lidt efter lidt kunne vi mærke, at vi mere og mere fjernede os fra fronten – en dejlig fornemmelse og en stor opmuntring for os til at klemme på, thi vort højeste ønske var jo at komme velbeholdent ud af skidtet, og det så ud til at lykkes for os.
Hen på eftermiddagen indtraf der dog en kritisk situation: Vi kom til en sandgrav, hvor vi blev nødt til at søge dækning, men der var også franske soldater i sandgraven. Da de så os, de tyske soldater – Boches som de kaldte os – næsten overfaldt de os, det var vore eventuelle værdigenstande, ure og ringe m. v., det gjaldt. De greb også efter min urlomme, hvor der dog intet ur var, og jeg havde stort besvær med at forklare dem, at der i forvejen havde været en anden, som havde snuppet det. Imidlertid havde jeg i god tid anbragt det i stroppen på den ene af mine halvlange støvler; jeg fik det med mig hjem og har det endnu.
Mens vi opholdt os i sandgraven, gav de os ordre til igen at forbinde vore sårede, hvad vi imidlertid havde gjort, men altså ikke godt nok.
Da vi var i gang med det, begyndte det pludseligt at hyle i luften, og det var svære, tyske granater, som man begyndte at bestryge sandgraven med. Vi kastede os ned, og jeg var så uheldig at falde ned på en fransk soldats ben, der medførte, at min stålhjelm ramte hans lår og røg af mig. Da soldaten imidlertid opdagede, at jeg var en tysker, plantede han en næve i ansigtet på mig, hvorpå jeg hurtigt foretog et strategisk tilbagetog. .
Lidt efter kom der ordre til at gå videre, og vi ville fort sætte ad hulvejen, hvor der var mere dækning, men de jog os op ad skråningen med et barskt: »Allez, allez«. – Der var et sted, hvor man kunne kravle op, men vi havde intet hastværk med det, da der ikke var dæk-ing deroppe, og vi var også kun kommet et lille stykke opad, da vi påny hørte hvin i luften efterfulgt af bragene af granatnedslag, hvorpå vi skyndsomt igen »faldt« ned.
Men vi måtte af sted igen, opad, og underet skete, at vi velbeholdent kom op og skyndte os frem – eller var det tilbage.
Vi nåede en landsby – her faldt de sidste tyske granater – klokken var alt imens blevet syv aften. Her kom den ene sårede kammerat med en sanitetsbil, den anden var død, men for os gik det lettere, nu vi ingen havde at slæbe på, men der kom flere fanger til, og vi havnede i et teglværk, hvor vi nu blev natten over.
Da var klokken 10 (22 siger vi i dag). Undervejs var en masse tropper og artilleri passeret forbi os. Jeg husker, at en amerikaner ved sin kanon stod og vinkede til os, alt imens han gjorde klar til »Fyr«, og jeg tænkte som så: Det er vel nok godt, at du ikke står der, hvor denne granat slår ned og eksploderer. –
Det var meget tydeligt, at amerikanernes krigsmateriel var meget bedre end tyskernes, det gav os en klar fornemmelse af, at krigen gik imod sin afslutning.
Men vi kom altså, som allerede sagt, til teglværket henad kl. 10 aften, efter at have været undervejs siden kl. 10 om formiddagen, altså i samfulde 12 timer, og her fik vi så lov til at lægge os og sove, og vi sov til kl. 4 næste morgen.
I al den tid havde vi intet fået at spise, men her fik vi om morgenen hver to-tre skiver tørt brød, hvorefter vi brød op for at gå længere tilbage, men vi var alt imens nået op på et par hundrede fanger og marcherede nu i kolonner med fire i rækkerne, men med kavaleri-vagtmandskab. De red i kolonne sammen med os, to foran, to i midten og to bagefter.
Det gik meget godt, så længe vi befandt os i krigshærget område. Ved middagstid kom vi til landsbyer, hvor der til trods for ødelæggelserne boede civile. Nu red vagtfolkene ved siden af os, for de civile truede ad os, og jeg så en smide en spand vand fyldt med kartoffelskræl ud over os. Et andet sted stod der en kone, som med store gebærder og en stor brødkniv, som hun trak hen over halsen, viste, at det var det, hun ønskede, man skulle gøre ved os: Skære halsen over på Bocherne, altså på os. –
Lidt efter lidt syntes befolkningen dog venligere stemt over for os; overalt mødte de os nu med glade ansigter og var nysgerrige efter at se, hvor mange, altså Boches, som de jo kaldte os, der var i vor flok. –
De har nok også været glade over, at krigen nu syntes at lakke mod enden. I en landsby sagde en af de civile noget til mig, hvad jeg dog ikke fik noget ud af, men jeg svarede ham: »Parti Paris«, og så gjorde jeg med armene nogle fejebevægelser, som han kunne udlægge, at jeg mente, at jeg skulle feje gader, og da han så mit glade ansigt, stemte han i med en skraldende latter.
Vi gik hele dagen med en halvanden times middagshvil – fra kl. 4 morgen til 10 om aftenen – vel nok en små 18 timer á 5 km, så jeg regner med, at det er blevet til en 90 kilometer i alt, en god dagsmarch, men vi havde jo heller ingen oppakning, da gasmaske og stålhjelm for længst var gået sig en tur i en eller anden vejgrøft.
DSK-årbøger 1972
