Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

3. oktober 1915. Georg Hansen simulerer

Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten.

Den 17. August 1914 blev jeg indkaldt til Infanteriet, kom til Flensborg og derfra til Slesvig, senere tilbage igen til Flensborg. Den 3. Marts 1915 gik det til Frankrig — til forskellige Frontafsnit. Det var strenge Tider.

Hen paa Efteraaret syntes jeg, at jeg nu havde faaet nok af denne Ballade, og derfor meldte jeg mig syg. — »Jeg tror, jeg har en Hjertefejl«, sagde jeg.

Saa sendte man mig til et Feltlazaret. Efter nogen Tids Forløb blev der spurgt, om der var Murere iblandt os. Selv om jeg var Murer i det civile Liv, skulde jeg ikke have noget af at være Murer her. Det blev  alligevel opdaget. Sygehusinspektøren spurgte, hvorfor jeg ikke havde meldt mig.

»Jeg har en Hjertefejl og kan ikke taale at arbejde«, sagde jeg. Han  spurgte saa, om jeg ikke kunne paatage mig at føre Opsyn. — »Jeg  skal prøve det«, svarede jeg.

Vi skulde lave et Køkken med Badestue, og jeg maatte selv  bestemme, hvem jeg vilde have med. Der var mange Sønderjyder iblandt os. Vi var vel otte Mand og skulde saa hen at se paa det, vi skulde lave. Det første, jeg sagde til dem, var, at de skulde arbejde  godt paa, saa Tyskerne kunde vinde Krigen. Der blev jo Grin og Sjov.

Materialer fandtes ikke. Dem skulde vi først søge i Ruinerne fra de ødelagte Huse. Det blev Hans Clausen fra Hokkerup og mig, der skulde ordne denne Sag.

Det var Efteraar, og der var mange Æbler og Nødder Dem tog vi os  naturligvis først af. Saa gik der nogle Dage. Vi fandt ingen Materiale, men saa var det Slut med Inspektørens Langmodighed. Han blev  grov, og vi maatte love liam at finde noget. Langt om længe kunde vi meddele ham, at vi havde været heldige. Nu kunde han sende et Køretøj af Sted, og saa kunde vi begynde paa Arbejdet.

Naar man ligger paa Lazaret, faar man som Soldaterløn kun ti Penning om Dagen. Jeg tænkte, om ikke vi kunde faa Daglønnen forhøjet og spurgte derfor Inspektøren, om det var muligt. Han sagde: »De er vel blevet tosset!« Det kunde han ikke gøre.

»Naa, ikke det, saa skal vi i det mindste have noget bedre at spise«, sagde jeg. Det gik han med til. Vi skulde have en Fedtemad om Formiddagen og et kogt Æg om Aftenen, men kun Hans Clausen og jeg, for vi havde jo Opsynet. Vi skulle leve lidt bedre.

Saa var Akkorden afgjort, og vi kunne begynde Arbejdet.

Tempoet rettede sig jo efter Timelønnen. Der kom jo hver Dag mange Læger forbi vor Byggeplads, og de sagde jævnligt: »Naar denne Bygning er færdig, er Krigen ganske bestemt forbi!« — Det tænkte vi ogsaa . . .

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960.

3. oktober 1915 – Reichsrevolver Modell 1879

Tysk revolver Modell 1879 også kaldet Reichsrevolver M1879, fabrikant V.C. Schilling & C.G. Haenel, kaliber 10,6 mm.

Revolveren har tilhørt arkitekt Dall, Sønderborg, der bar den under felttoget i Litauen under Første Verdenskrig. Revolveren var den første den tyske hær indførte, og allerede før Første Verdenskrigs udbrud blev den anset for udtidssvarende. Mobiliseringen medførte dog en akut mangel på håndvåben, og den blev derfor givet til soldater, der ikke tilhørte egentlige kampenheder som eksempelvis chauffører og sanitetsfolk.

Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Reichsrevolver Modell 1879 (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

25. september 1915. I.C. Barsballe ved Argonne: “Den forreste skyttegrav er fuld af franskmænd!”

I.C. Barsballe fra Københoved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i LIR85. Efter at have ligget ved La Chapelle, kom hans regiment i juni 1915 til Argonnerskoven.

Sommeren forløb ellers ret roligt; men den 23. September sporede vi en livlig Flyveraktivitet, og Dagen derpaa rettede Franskmændene et stærkt Artilleribom­bardement mod vore Stillinger.

Vi laa nu i Argonner-skoven. Jeg var sammen med en Kammerat, Carl Poulsen, i en Gruppe, der skulde grave en Understand i forreste Linie; men Bombardementet var meget haardt. Splinterne røg omkring os som Snefnug om Vinteren, og da det blev Aften, var vore Skyttegrave næsten jævnet med Jorden.

En Del af vore Kammerater var blevet saaret eller var faldet. I Mørkningen gik vi tilbage til vore Hytter, der laa paa en Skrænt, for at faa lidt at spise.

Da Kompagniet havde lidt en Del Tab, maatte Carl Poulsen og jeg om Natten frem i Linien igen. Natten forløb dog rolig, men ved Firetiden aabnede Franskmændene dog Skyderiet igen med Kanoner og Minekastere.

Jeg blev sendt tilbage efter Kaffe til vor Gruppe, men da jeg naaede tilbage til vort Køkken, var dette forladt af Mandskabet. Der var gaaet en Granat ned i Nærheden. Jeg dyppede Kogekarrene ned i Kaffegryden, fik dem fyldt og trave­de saa hurtigt som muligt ud i Stillingen. Min Ven Carl Poulsen stod paa yderste højre Fløj ved en fremskudt Løbegrav, der gik over imod Franskmændene. Her var Johannes Jensen fra Hygum faldet Dagen i Forvejen. Nu var Adgangen til Løbegraven spærret med Pigtraad, for at ingen skulde komme Franskmændene for nær.

Carl Poulsen stod med en Haandgranat i hver Haand, da jeg kom. „Kast dog det Skidt bort,” sagde jeg til ham, „for det er jo ikke vor Mening at gøre Franskmændene Fortræd. Vi drak vor Kaffe og fik en Bid Brød til. Af og til maatte vi søge Dækning for Nedslagene fra Minekasterne. Vor Situation var yderst kritisk, og da vi engang i fuldt Løb vilde søge Dækning i en paabegyndt Understand, eksploderede en Mine i vor Nærhed. Jeg fik et saa voldsomt Slag i Ryggen af en Klump Jord, at jeg et Øjeblik var helt lammet; men ned kom vi da.

Carl Poulsen blev siddende paa Trappen, der førte ned i Understanden. Han var bleg som et Lig. Om sider blev der en Pause i Skydningen, og vi gik atter uden for. Idet jeg vilde tage mit Gevær, mærkede jeg, at det ikke var mit. „Det kan da vel være det samme, hvilket Gevær du faar,”sagde min Kammerat. Det var nu ikke helt ligegyldigt for mig, for jeg kendte mit Gevær ud og ind, og det har nu sin Betydning i Krig.

Bombardementet tog atter til, og jeg gik atter ind i Understanden. Omsider hørte Granatregnen dog op. En af mine Kammerater gik ud en for, men han kom, dog hurtigt ind igen, idet han samtidigt raabte: „Den forreste Skyttegrav er fuld af Franskmænd.”

– „Saa maa vi vel ud ,” sagde jeg.

Det var rigtigt nok. Franskmændene var under den pludselige Standsning i Skydningen stormet frem, og de myldrede stadig over mod vore Linier i smaa Grupper. Det havde smaaregnet hele Morgenstunden, og Krudtrøgen laa som en Taage over Jorden og kunde ikke drive bort i den regnmættede Luft. Jeg steg op paa Skyttegravskanten og skød paa maa og faa en Kugle i Retning af Franskmændene. Sigte kunde jeg ikke, dertil var jeg for urolig.

En af mine Kammerater skændte paa mig, for Kuglen suste lige forbi hans Hoved. Da jeg vilde Skyde endnu et Skud, klikkede Geværet. Jeg havde gjort en Ladefejl; Patronhylstret fra det første Skud sad endnu i Løbet.

Ved Klikket kom jeg dog til mig selv igen. „Det er vel ikke din Mening, at du vil skyde Franskmændene,” sagde jeg til mig selv.

Neden for mig stod min Kammerat Seeberg fra Brøstrup. Jeg foreslog ham, at vi omgaaende skulde retirere. Det kunde vel ogsaa nok være paa høje Tid.

Vi løb nu tilbage gennem en L øbegrav; men da den­ne var tæt pakket af tilbagestrømmende Soldater, sprang jeg udenfor og løb videre i en Sænkning i Jordsmonnet. Her slog Granaterne og Shrapnels dog saa voldsomt ned, at jeg hurtigst muligt kom ind i Løbegraven igen.

Endnu peb en Kugle om Ørerne paa mig. Det har nok været en Franskmand, der har haft mig paa Kornet. Vi naaede helt tilbage til Regimentets Samleplads. Her blev vi stand­set af Regimentskommandøren.

Han holdt en mægtig Tordentale til os og befalede os at besætte Voldene om­kring Samlepladsen. Jeg gjorde kort omkring, som om jeg var meget ivrig efter at adlyde hans Ordre; men i Stedet for at entre Volden forsvandt jeg mellem nogle Hytter og søgte Tilflugt i en Understand, og flere andre gjorde det samme. Det var vel nok det klogeste at se Tid en lidt an. Jeg var jo nærmest ligeglad med, om Stillingen kunde holdes eller ikke, bare vi kunde blive fri for al Myrderiet.

Franskmændenes Angreb ebbede ud og forblev resultatløst. Det var ikke iværksat med den fornødne Kraft, og de maatte trække sig tilbage under store Tab.

Vi havde ogsaa lidt store Tab. I vort Kompagni var kun 25 uskadte, omkring ved 50 var faldet, og Resten var saaret. Blandt de faldne var ogsaa min gode Kammerat Carl Poulsen fra Langetved. Den følgende Dag, den 26. September, var ogsaa ret urolig; men vi havde nu faaet Forstærkning fra et andet Regiment, og Franskmændene kunde nu ikke bryde gennem vore Linier.

DSK-årbøger 1952

23. september 1915. De franske piger …

Frederik Bjørnsen, Roager, fortæller om følgende uheldige forsøg på kurtisering

Jeg lå dengang ved artilleriet, og vi var nu gået i stilling med batteriet et sted mellem Metz og Beims. Kanonerne stod ude i stillingen, mens deres forspand samt øvrige bagage lå i sikkerhed  længere bagude.

Vi havde en tid vort kvarter i en mindre landsby og lå her på gårdene med vore heste.

Sammen med to kammerater og seks heste havde vi fået anvist kvarter på en gård, og her havde vi det forholdsvis rart og hyggeligt. Folkene, vi boede hos, var flinke. Der var nu først gammelfar. Han kunne kun fransk. Så var der svigerdatteren, der  kunne en hel del tysk. Vi kunne da gøre os forståelige. Så var der datteren. Hun var en flink og sød pige på en 16—17 år. Manden,  gammelfars søn, var borte. Han var med på den anden side.

Jo, vi  kunne ikke klage. Vi havde det godt her. Om aftenen, når vi ikke var en tur ude bag fronten med proviant og ammunition, opholdt vi os inde hos familien og fordrev tiden med at spille »Sorteper« med mor og datter. Ved sengetid serverede de en kop kaffe med en vaffel til.

Ellers var franskmændene af let forståelige grunde ret afvisende. Gik vi tyske soldater gennem landsbyens gade, og sendte vi et lille venligt smil til en af pigerne, så vendte de sig bort og så til den anden side. De hadede os . . .

På den modsatte side af vejen lå der et hus. Man opdagede snart, at der her befandt sig to unge piger samt deres forældre. Den ældste af dem viste sig at være lærerinde ved byens skole. Denne var ved  krigens udbrud blevet lukket, men var atter blevet åbnet. Det skete, at de unge piger en gang imellem kom på besøg hos vor unge pige. De ville kun lige hilse på hende. Os så de tilsyneladende ikke.

Men det fortog sig dog lidt efter lidt. Vi fik endda et lille slag kort med dem og med Monica, ja, sådan hed vor pige.

— Åh du, hvor er hun dog køn — betroede Seibert, min kammerat, mig.
— Køn! Hvem mener du, er køn! udbrød jeg.
— Selvfølgelig den sorthårede, lærerinden! tilføjede han.
Jeg drillede ham med, at han jo kunne forsøge at gøre sine hoser grønne hos den skønne . . .
— Ja, men hun kan nok ikke tale andet end sit modersmål, mente den allerede dybt forelskede Seibert.
— Jeg mente, at det vel ikke betød noget, når man ellers holdt af hinanden, for så kom det andet nok af sig selv. — For resten kender jeg en udvej. Hvad om du kunne benytte den.
— Hvilken? — Frederik! -— Om jeg bare kunne sige:
— Frøken, kys mig! Jeg elsker dig! Eller sådan noget i den retning . . .
— Åh, nu har jeg det. — Ser du, ham Buchmeier, kokken, han’ er jo Elsasser af fødsel. Han taler jo lige så godt fransk som tysk. Få du bare ham til at lære dig, hvad du skal sige . . .

Der gik nogle dage. Af og til hørte jeg den gode Seibert gå og brumme et eller andet.

— Han reperterer nok på sit franske, tænkte jeg og lod ham ellers være i fred.
Så kom da igen en aften, hvor vi kom sammen med naboens piger. Aftenen igennem havde vi haft det så rart sammen, og da pigerne endelig brød op for at gå hjem, sagde jeg til min kammerat:
— Hør, Seibert, nu frem med dig! Benyt nu lejligheden og få det overstået!
Jeg måtte ligefrem hale i ham — men han fik da afleveret den tillærte remse. Men — hvad skete der . . . ?
Ak, den skønne rødmede. Øjnene lynede. Hun forsvandt skyndsomt ud gennem døren, som hun lod falde i med et brag.
Ja, der stod vi så — ret betuttede, for hvad var der vel sket, siden hun, den skønne, trak sig så hurtigt ud af legen?
Og — Seibert, han stod som fortabt . . .
Men så råbte Monica: — Fy! Fy! Det kan De ikke være bekendt — De »boche«!
— Ja, men hvad har jeg da gjort? jamrede den uheldige bejler.
— Gjort — gjort!!!
Jo, det var den forbandede kok, der havde været på spil. For den sætning, Seibert havde glædet sig så meget til at kunne sige til den elskede pige, lød omtrent sådan: »Du kan rende mig ad helvede til!

DSK-årbøger, 1959

21. september 1915. K. Tastesen på Østfronten: Russisk pansertog afspores!

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Om Morgenen skulde vi storme Pikstern. Uden nogen særlig Kamp naaede vi lige uden for Byen Jernbanen, der gik fra Dynaburg til Pikstern. Der kom jeg paa Vagt og skulde ligge med Øret mod Skinnerne for at høre, om der kom noget Tog. Da jeg havde ligget der i nogle Minutter, hørte jeg en Buldren i Jorden. Jeg vilde ikke melde noget, da jeg godt vidste, det var Hensigten at sprænge Toget i Luften. Men længere ude var der nogle Tyskere paa Vagt, de hørte ogsaa Toget og løb hen og meldte det.

Hurtig kom der nogle Pionerer og brækkede to Skinner op, og nu afventede vi roligt Toget. Det varede ikke længe, før vi kunde se et Pansertog, og nogle Sekunder efter løb Toget af Skinnerne med et Brag. De forreste Vogne blev kørt helt ind i hinanden, og det hele rullede fra Banelinjen ned ad Skrænten. Der blev en frygtelig Raaben og Skrigen fra de Saarede, hvoraf de fleste blev gravet ud. De andre blev taget til Fange, og de Døde fik Lov at blive liggende.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

20. september 1915. K. Tastesen på Østfronten: Overrasket af kosakker!

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Dagen efter skulde vi storme Pikstern. Jeg var med i en Patrouille forude paa 16 Mand for at udspionere Fjenden. Vi saa imidlertid ingen, og om Natten var vi gaaet op paa et Loft for at sove. Jeg stod paa Vagt i Haven uden for Gaarden.

Pludselig hørte jeg Hestetrampen og vilde ind og melde det, men inden jeg kom gennem Gaarden, kom der nogle Kosakker. Jeg kom ubemærket ind i Laden, hvor jeg skulde op paa Loftet, men kunde ikke finde op i Mørket.

Kosakkerne var allerede ved Døren. Jeg smuttede ind under en Trillebør og laa ganske stille. Kosakkerne kom ind og bandt deres Heste. Trillebøren lod de heldigvis staa. Jeg turde næsten ikke trække Vejret, for hvis de opdagede mig, kunde de jo nok tænke sig til, at der maatte være flere Tyskere i Huset. Da de havde bundet Hestene, gik de igen, og jeg kravlede op paa Loftet og fortalte det hele.

Underofficeren, der førte os, kommanderede os først ned, men det nægtede vi, der var ingen, der havde Lyst til at give sig i Kamp med Kosakkerne i Mørket.

Endelig opdagede vi et Hul i den anden Ende af Loftet. Jeg kravlede derhen. Det var ud imod Haven, og jeg kunde skimte en Kosak, der skulde staa Vagt, men han havde sat sig ned og sov trygt, lænet mod Muren.

Jeg kravlede ud af Hullet og sprang ned i Haven. Kosakken sov endnu, og jeg skulde lige forbi ham. Hans Karabin stod imellem Knæene, lænet op imod Skulderen. Jeg havde intet Gevær, hvorfor jeg greb hans Karabin og gav ham et Slag i Hovedet med Kolben, saa han sank sammen uden et Kny.

Jeg løb saa tilbage og meldte det, og tyve Minutter efter var Gaarden omringet og Kosakkerne taget til Fange.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

19. september 1915. Tastesen på Østfronten: “Endelig var russerne drevet ud af byen.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Nu var Jernbanen lavet i Stand, og vi kom med Toget til Krautsche. Derfra marscherede vi saa til Alt Seilburg, hvor vi mødte vort Regiment. Der kom vi til at grave Skyttegrave foran Byen. Vi laa her i otte Dage og stormede i den Tid 4 Gange med store Tab.

Endelig var Russerne dreven ud af Byen, men vi maatte trække os lidt tilbage igen for ikke at forskyde Fronten for meget. Da vi havde faaet anlagt Skyttegrave der, blev vi afløst af Landstormsmænd, og vi marscherede derfra den 19. September.

Der var allerede stærk Snestorm og Frostvejr. Vinteren var kommen meget tidlig og pludselig.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

17. september 1915. Regiment 84: “Kl. 11:15 bliver der stormet!”

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Klokken var 10 om formiddagen den 17. september. Vort artilleri skød allerede alt, hvad kanonløbene kunne holde til.

Kl. 10:30 lod bataljonsføreren alle delingsførere kalde til sig og meddelte følgende befaling, der var vanskelig at forstå i den helvedeskoncert. “Det er i dag en særlig vigtig dag. Virkningsilden er begyndt. Minekastere og pionerer med håndgranater er forude. Kl. 11:15 bliver der stormet, og stillingen skal under alle omstændigheder tages.

Gennembrudsstedet befinder sig ved regiment 84. II bataljon reg. 84 træder an kl. 10,45 for at deltage i stormen. Vi kæmper i dag under overværelse af hans kongelige højhed prins Joachim og den kommanderende general v. Pluskow. 6. kompagni til højre, 8. kompagni til venstre træder straks an mod Bartosze, 7. kompagni i 2. linje, 5. kompagni bliver ved regimentsstaben.”

Vi trådte straks an i halvdelinger med hver 50 skridts afstand og store mellemrum. Frem til den russiske stilling havde vi stadig en opmarch på 3-4 km. Snart kom vi ind i en fjendtlig spærreild, og på afstand så jeg løjtnant Hartmann bryde såret sammen.

Røgen og de oppiskede sandsøjler tog for et stykke tid udsynet, og da vi endelig var kommet igennem spærreilden, så vi foran os blot vore tropper som blå silhuetter.

De havde ikke afventet vor ankomst, men begyndt stormen og allerede gennemskåret trådspærringerne. Russerne veg langsomt tilbage. Snart indhentede vi vor forreste linje. Den næste landsby, Zarzecze, blev taget uden kamp, men ved skoven øst derfor stivnede den russiske modstand, og nu blev vi også beskudt fra halvvenstre, hvor vor egen linje lå bøjet langt tilbage.

Vi havde svære tab og måtte grave os ned. Alle underofficerer i min deling var døde eller sårede, blandt de sidstnævnte også mine dygtige Unteroffiziere Juhl og Mortensen. Juhl havde mistet højre hånd og Mortensen havde et benskud. Vidt og bredt var der heller ingen officer mere, jeg var helt alene på banen. Da jeg skyndte mig langs fronten, brød jeg også såret sammen. Om natten afviklede russerne.

Næste dag har 54. infanteri-division endnu forfulgt fjenden, så er den blevet trukket ud og er marcheret af til Ostpreussen for yderligere at blive brugt på vestfronten

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

16. september 1915. Regiment 84: Russerne trækker sig tilbage

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Den 16. september om morgenen kl. 3 blev 8. kompagni trukket tilbage. Gruppevis kom vi ud uden tab. Divisionsbefalingen lød: “I dag foretager vi os ikke noget!” Hele dagen lå II bataljon bag ved en lille skov nedgravet som flankedækning. Det russiske artilleri skød, så snart blot en mand viste sig.

Om aftenen afmarcherede vi over Storczycki og Jelna for at vende tilbage til regimentssammenhæng. Natten til den 17. september bivuakerede vi i en skov, mens I og III bataljon reg. 84 lå i forreste linje.

I fire dage blev der allerede kæmpet om Bartosze, uden at vi havde fået stillingen. Nu rykkede svært artilleri og minekastere ind, og vi mærkede, at der blev forberedt et kraftigere slag. En flyvermelding fortalte os, at der på vejene bag russerne væltede store, uordentlige kolonner afsted. Russeren var altså ved at afvikle, men stillingen foran os holdt han endnu.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015

15. september 1915. Regiment 84: Den russiske spærreild var for stærk

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Om natten kl. 2,30 blev vi alarmeret for at indtage en stilling nærmere ved Bartosze bag reserve-regiment 27. Vi gravede os ned i kanten af et enebærbuskads og ventede.

Om eftermiddagen forsøgte jeg efter ordre at komme lidt nærmere med min deling for at understøtte regiment 27 under beordret storm. Men langt kom vi ikke, for den russiske spærreild var for stærk, og vore tab hobede sig op, heller ikke stormen kom til udførelse.

Da kompagniet efter mørkets frembrud samlede sig fremadrettet, var vi stadig 1 km fra den fjendtlige stilling.

Min deling havde på den dag mistet 17 mand, mens 2. deling (vi havde igen kun to delinger) længere bagude var kommet igennem uden tab.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015

14. september 1915. Regiment 84: Russerne holdt overgangen over bækken under ild.

Senest ændret den 18. september 2015 10:31

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Foran os på højderne vest for Bartosze havde russerne sat sig fast i en godt udbygget stilling.

I et tæt buskads forsøgte vi den 14. september at nærme os fronten, men vor opmarch var blevet bemærket, og ved Juszki holdt russerne overgangen over bækken under ild.

5. og 6. kompagni blev trukket over bækken, mens vi blev ved Juszki og 7. kompagni stod længere tilbage. Vore 3 delinger lå med 50 skridts afstand i buskadset i bæk-sænkningen. Fjenden havde set os fra sin observationsballon, for snart susede granater og shrapnels ned over os.

Jeg lod nu min deling gå over bækken og grave sig ned i engkanten på den modsatte side, men alligevel havde jeg på kort tid 1 død og 3 sårede. Den døde var sygebæreren Nissen fra Anstedt [der må menes Anslet], Haderslev amt (Kreis), der faldt død om, mens han forbandt en kammerat.

Vor 3. deling under Vizefeldwebel Lohfert, der var blevet i buskadset, gik det meget værre. En shrapnelsalve slog ned og dræbte eller sårede 21 mand. Vor 2. deling under Vizefeldwebel Bielenberg blev hen mod aften trukket frem til forstærkning af 6. kompagni, mens resten af kompagniet tilbragte natten til 15. september i en hulvej ved Juszki.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

14. september 1915. “Ich will das ‘Jeppen’ nicht haben!”

Peter Clausen fra Lundsgårdsmark gennemgik i 1915 fem måneders rekruttræning i Aabenraa under kommando af den særprægede Knudsgaard “von Barsmark.”

Afrejsen til fronten blev stadig udsat, og da vi næsten hver dag havde lange marchture, regnede vi så småt med, at vi skulle til Rusland og nu skulle i træning.

Normalt så vi ikke meget til vor chef, major Knudsgaard, på eksercerpladsen, men når vi var på tur, bl. a. ude på Løjtland, så kom han for det meste på sin brune vallak og hentede os hjem.

En gang, vi holdt lidt hvil i Barsmark, kom hans naboer og hilste på ham, og det kom på dansk: »Go’dav Jep«. Det irriterede ham  sandsynligvis, for han skal have affærdiget dem med følgende: »Ich will das »Jeppen« nicht haben«. Om det stemmer, det ved jeg
ikke, da jeg personlig ikke har hørt udbruddet.

Blandt alle de forskellige befalingsmænd, vi havde, husker jeg også en officersstedfortræder, der var fra Pommern. Hans navn mindes jeg ikke, men det var noget med »ski«, og vi kaldte ham »Krumstiefel« på grund af hans lange, krumme ben, som altid stak i infanteristøvler. Det var en lang, knoklet fyr, og han var fanatisk soldat, så det idylliske liv, som vi levede i Aabenraa, var noget, der ikke passede ham.

En eftermiddag skulle vi have let tjeneste nede på måderne, men han havde kommandoen. Uden at have lov dertil lod han sig udlevere en del patroner med løst krudt, og i stedet for at komme til at lege »tre mand høj« slæbte han os ud på Løjtland, hvor vi skulle lege rigtig krig. Der blev formeret skyttekæde og hvad mere, han kunne finde på af sligt. Så blev det ene hegn stormet efter det andet, og der blev knaldet med de førnævnte »Platzpatroner« i stor stil, så køeme rev sig løs og for forvildede omkring, mens vi ved vore stormangreb lavede huller i de levende hegn.

Dagen efter var det ikke godt at være »Krumstiefel«. Knudsgaard var vred, og »Krumstiefel« fik otte dages kvarterarrest, så vi så ham om morgenen sidde ved sit vindue, som vendte ud mod torvet, og se sur og for trædelig ud, alt imens vi godtede os umådeligt over det, der var forefaldet.

I de fem måneder, vi var i Aabenraa, var vi en lille flok, der havde et godt tilholdssted på »Folkehjem«, hvor vi kunne læse aviser fra Danmark og høre nyt om mange ting. Værtinden, fru Andersen, tog sig meget af os, og også hendes mand, Nikolaj Andersen, viste sig og snakkede med os.

DSK-årbøger 1968.

Frivillig til indscanning/affotografering søges!

Denne webside drives ved hjælp af frivillige

Vi søger nu én eller flere frivillige, der kan påtage sig en opgave på Rigsarkivet i Aabenraa (tidligere Landsarkivet), Haderslevvev 45, Aabenraa.

Det drejer sig om at indscanne hhv affotografere et udvalg af arkivalier, der vedrører sønderjyder under Første Verdenskrig.

Det drejer sig bl.a. om redaktør Willemoës’ optegnelser om sønderjyske desertører, Foreningen “To Løvers” kartotek over sønderjyske desertører og deres ophold i Danmark, samt DSK’s medlemskartotek fra det gamle Sønderborg Amt.

Arbejdet foregår på arkivet i Aabenraa i åbningstiden og arkivet stiller scanner/fotoudstyr til rådighed.

Kontakt kontakt René Rasmussen på Museum Sønderjyllandfor  – Sønderborg Slot yderligere information.

13. september 1915. Rekrutter på march i Aabenraa

Peter Clausen fra Lundsgårdsmark gennemgik i 1915 fem måneders rekruttræning i Aabenraa.

Da der ingen skydebaner var i Aabenraa, måtte vi til Haderslev for at dyrke denne ædle sport. Turen frem og tilbage tog vi til fods. Navnlig turen derop var streng, særlig fordi det var vor første større marchtur, og vi hverken var vant til at pakke vort tornyster  fornuftigt eller forstod at pleje vore fødder rigtigt, og så var det så ulideligt varmt den dag.

Allerede da vi nåede Knivsbjerg, begyndte de første at ømme sig, og vi fik lov til at fjerne halsbindet og noget senere at løsne den øverste knap i uniformsfrakken. Det hjalp lidt, men det var alligevel en sørgelig indmarch i Haderslev, vi præsenterede.

Men næppe havde vi gjort holdt på den glohede kasemeplads, før der drattede fem mand. Havde Gosch ikke i en fart fået os inddelt og sendt til de forskellige kvarterer og det uden militærisk orden, så var såmænd hele kompagniet segnet.

Jeg blev indkvarteret på hotel »Concordia« ikke langt fra kasernen.  Men hvor gjorde det godt at få smidt tornysteret og støvlerne og få fødderne i vand. Så godt som alle havde vi vabler under fødderne.

Det var også første og sidste gang, at dette skete for mig, thi nu vidste jeg og forstod, at det gjaldt om at få fødderne godt varmt og tykt indpakket, når det gjaldt en længere marchtur og det i varmt vejr. Jeg havde taget et par tynde sommerstrømper på, da jeg mente, at det betød noget, om fødderne kunne få luft. Helt forkert! Efter denne tur skete det ikke oftere.

Nej, et par gode hjemmestrikkede uldstrømper og et par kraftige »Fusslappen« udenom, det var absolut det bedste.

DSK-årbøger 1968.

13. september 1915. Regiment 84 på Østfronten: Falsk alarm!

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Efter en længere march nåede vi Suchynieze, en landsby med påfaldende mange nybygninger. Om det måske var flygtninge fra grænseområderne, som havde forladt deres hjem og havde slået sig ned her i forventning om, at den russiske damptromle ville forhindre vor fremtrængen hertil? Vi har ikke fået det at vide. Kun en gammel mand var blevet tilbage i landsbyen.

En stor ufremkommelig sump tvang os næste dag (13.9.) til at lave en stor bue. Om aftenen nåede vi uden kamp Ozdobycze. Vi havde netop slået telte op og fået mad, da der kom ordre til II bataljon om at træde an straks for på divisionens højre fløj at sikre flanken for det kæmpende regiment 27.

I stor hast blev der pakket sammen og i lydløs stilhed gik det afsted ind i den bælgmørke nat. Overgangen over floden Jelnia forsinkede os længe, da der ingen bro var, men derimod nogle store sten i vadestedet. Springende fra sten til sten måtte vi skaffe os over.

Om natten kl. 1,30 nåede vi Skorzyki og fandt delingsvis gode kvarterer i kornlader. Vi havde endnu ikke ligget længe, før end min vagtpost råbte: “Fjenden kommer, fat våbnene!” På et øjeblik stod min deling marchklar udenfor, men intet rørte sig.

Kompagnifører, løjtnant Hartmann, der havde sluttet sig til min deling, gik med en gruppe i den retning, hvorfra min vagtpost havde opfattet alarmeringen. Det viste sig så, at en lige ankommet ung frivillig fra vor 3. deling, der stod post for første gang, havde hørt  samtale fra de i laden liggende kammerater og antaget, at russerne kom. Alarmen fik altså et ret hyggeligt forløb, men nattesøvnen var ødelagt, og så snart det blev lyst, betænkte det russiske artilleri os af og til med et helt lag, dog uden at tilføje os tab.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

12. september 1915. Tastesen på Østfronten: “… da Russerne kom, var de fuldstændig omringede”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Jeg var fri først paa Natten, men det var saa koldt, at man næsten ikke kunde sove, og vi havde kun et Tæppe hver. Fra Kl. 4 til 6 kom jeg paa Vagt. Da vi blev afløst, kom jeg med en Sikkerhedspatrouille foran Regimentet.

Da vi havde marscheret halvanden Time opdagede vi et russisk Regiment, som kom paa Landevejen efter Jakobstadt. Saa snart vi saa dem, skjulte vi os, og to Mand løb tilbage og meldte det til vort Regiment.

Russerne skulde lige igennem en Skov; den gik vort Regiment uden om og lagde sig i spredt Orden omkring Landevejen ved Skovens Udkant. Der blev hurtigt stillet Maskingeværer op, og da Russerne kom, var de fuldstændig omringede. Der opstod en kort Kamp, men Russerne var snart klar over Stillingen og lod sig tage til Fange.

Jeg kom med Fangetransporten, som vi skulde føre til Mitau, men vi var for lidt Mandskab. En Russer havde skjult en Revolver paa sig og skød en af vore Soldater ned, hvorefter han flygtede. Da vi kom til Davtsewas overgav vi Fangerne til Kavalleriet, som laa der.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. september 1915. Tastesen på Østfronten finder et svin: Jorden gyngede pludselig under os …”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Saa gik vi frem igen. Der var ingen Fjender at se, men da vi kom over en Bakkekam, blev vi modtaget af Maskingeværild. Da vi ingen Fjender kunde se, trak vi os straks tilbage til nogle Gaarde, som laa i en Lavning; men vi var knap kommen derned, før nogle Granater slog ned i Gaarden. Det varede ikke længe, før vi havde en Telefon i Orden og underrettede Artilleriet om Fjenden, men der faldt mange, før Artilleriet kom til Hjælp.

Sagen var, at da Russerne gik tilbage, havde de skjult et Batteri og nogle Maskingeværer i en Lavning for at standse vor Fremrykning. Kanonerne var i Forvejen bleven indskudt efter Gaardene, da Russerne jo nok tænkte, vi vilde søge tilbage dertil, naar vi blev modtaget af Maskingeværerne. Da vort Artilleri kom til, var de hurtig bragt til Tavshed. Kanonerne blev taget og Mandskabet taget til Fange.

Vi blev der saa i Kvarter om Natten. Da jeg sammen med et Par af mine Kammerater kom uden for Gaarden, mærkede vi pludselig, at Jorden gyngede under os, og i det samme styrtede vi ned i et Hul, som var tildækket med Lægter og Jord. Vi blev selvfølgelig noget forskrækkede, og blev det endnu mere, da et Svin begyndte at hyle dernede. Vi fik Hullet undersøgt og fandt et stort Svin dernede som Beboerne af Huset havde gemt der; desuden var der baade Høns, Ænder og Gæs. Vi fik det hevet op og tænkte, vi rigtig skulde have Svinesteg. Men det blev en stor Skuffelse, for da Officererne opdagede det, maatte vi aflevere det hele til Køkkenet. Jeg beholdt alligevel selv en Høne, som jeg senere plukkede og stegte.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. september 1915. Regiment 84: Sejrens laurbær dyrt betalt.

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84. Fra den 8. september 1915 deltog han i kampene ved Njemen.

Den 10. september var en dag til at hvile og at komme til kræfter i dejligt vejr. Delingsvis blev der badet i den nærliggende flod Njemen. Men russerne undte os ikke denne fredelige fornøjelse, men skød med shrapnel ned i den brede flod, heldigvis uden at ramme. 8. kompagni fik tildelt 67 mand erstatning og kunne nu igen opstille 3 delinger.

Om natten kl. 1 blev vi forstyrret af ordren: “Klargøring!” Endnu i mørke indtog vi en reservestilling på bredden af Njemen syd for landsbyen med avlsbygninger ved navn Lawna, hvor russerne sad i stærkt udbyggede og forsvarede stillinger. Om eftermiddagen blev stillingerne taget ved storm af regimenterne R. 90 og R. 27, uden at vi behøvede at gribe ind. Natten til den 12. september forblev vi på stranden.

I denne nat gik de slagne russere langt tilbage, og da vi om morgenen fulgte efter tværs over kamppladsen, så vi, at vore to regimenter havde betalt den forgangne dags laurbær dyrt.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

10. september 1915. Tastesen på Østfronten: “… blev vi liggende der, var det den sikre Død.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.

Af Allan Otto Wagner

Vi marscherede saa samme Nat tilbage og kom til en mindre By der hed Neugut, hvor Russerne havde sat sig fast. Der blev vi liggende foran Byen indtil den 10., stadig beskudt af Artilleri. Jeg var saa uheldig at komme til at ligge midt paa en Landevej, hvor vi skulde grave os ned. Det var jo næsten umuligt, men jeg maatte hverken gaa frem eller tilbage for ikke at forskyde Linjen. Det kneb med at faa sig arbejdet ned, men efter 2—3 Timers Anstrengelse havde jeg saa meget Hul, at jeg kunde skjule mig i det.

Om Morgenen den 10. Kl. 10 fik vi Ordre til at storme. Det var ned ad en Skraaning, og Maskingeværerne smeldede, saa der var en Fløjten omkring os hele Tiden. Mange faldt paa Skraaningen, men jeg naaede ned paa en Eng foran. Nu blev Ilden saa slem, at det var umuligt at være der længere. En Række Maskingeværkugler for ned i Jorden et Par Meter fra os, og jeg var klar over, at blev vi liggende der, var det den sikre Død.

Jeg sprang op, mine Kammerater raabte efter mig, men jeg løb alligevel over mod en Skov paa den anden Side Engen. Kuglerne sang, saa det lød som en Sværm Fugle, der fløjtede. Jeg naaede i god Behold Skoven, hvor jeg kastede mig ned i en Grøft.

Nu fulgte nogle af mine Kammerater med, men mange faldt, før de naaede Skoven. Der blev vi liggende i tre Timer, da det var umuligt at tænke paa at komme ud. Russerne kunde se os, men vi kunde ikke se dem. Kl. 4 havde vort Artilleri bombarderet Russerne, saa deres Stilling var helt ødelagt, og det meste af Skoven, hvor de laa, var skudt ned. Saa stormede vi igen, men da var de enten skudt eller flygtede allesammen. De faa, der var tilbage, blev taget til Fange.

Russerne havde altid rigeligt med Tobak. Det lettede vi dem nu for, da vi ikke havde smagt Tobak i fjorten Dage. Vi masede videre ind i Neugut uden videre Modstand. Der blev sat Vagt og Patrouiller uden for Byen og vi, der var derinde, kunde roligt lægge os til at sove om Natten. Jeg kom op paa Loftet i et Udhus til en Bondegaard, der var noget Halm, og jeg sov lige til Kl. 6 om Morgenen.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

9. september 1915. Regiment 84 på Østfronten

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84. Fra den 8. september 1915 deltog han i kampene ved Njemen.

Vor første optræden underlagt 8. armé gav os et slemt tab. Straks efter overgangen over floden Njemen gik vi ind i en stor skov, ved hvis modsatte kant vi indtog en reservestilling. Bataljonsstaben befandt sig hos 8.kompagni.

Da endnu engang shrapnel-hagl i den opblussede artilleriduel raslede ned over skovkanten, blev bataljonskommandøren, kaptajn Hülsemann, såret og måtte bæres bort. Han havde ført II bataljon i mange kampe, og han havde alles ubegrænsede tillid. Det var nok, at han var tilstede for at udløse følelsen af sikkerhed i de kæmpende rækker. Derudover havde han sørget for sin bataljon på bedste måde, og vi har sommetider undret os over, hvordan han bar sig ad med at få feltkøkkenet på plads i det rigtige øjeblik. Det var derfor ikke så mærkeligt, at denne førers afgang blev almindeligt beklaget.

Kaptajn af reserven Fürsen overtog føringen af II bataljon.

Hen mod aften blev vi sat ind, overhalede de forreste linjer og gravede os ned, da den fjendtlige ild blev for stærk.

Hele næste dag blev vi i denne stilling, stærkt beskudt af fjendtligt artilleri, uden at vi dog havde tab. Andre regimenter blev indsat og overhalede igen vor stilling, hvorpå vi om aftenen blev trukket tilbage til skoven.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer senere i 2015.

 

7. september 1915. Peter Clausen rekrut i Aabenraa

Senest ændret den 26. juli 2017 10:26

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gennemgik i 1915 fem månedes rekrutuddannelse i Aabenraa under kommando af den særprægede major Knudsgaard fra “von Barsmark”

Det med at komme igennem uden at gøre sig bemærket, lykkedes kun til dels for mig. Da vi var færdige med rekrutuddannelsen, kom 70 mand, og de var næsten alle frivillige, til fronten.

Vi, der blev tilbage, fik stadig skiftende underofficerer. Jeg husker, at den første morgen, vi havde fået en ny og stillede op til indendørs tjeneste nede i de gamle karantænestalde på grund af regnvejr, skulle han have vore navne. Da jeg havde sagt mit, bemærkede han, at jeg var vist fra Sundeved-egnen og sikkert medlem af  ungdomsforeningen i Sottrup. Da han så, efter at jeg havde bekræftet det, fortsat udspurgte mig—og underholdningen foregik jo på tysk — og spurgte mig, om det ikke også var mig, der havde ledet gymnastikken dér, til trods for at det var forbudt, begyndte jeg at blive lidt betænkelig ved sagen, for jeg vidste altså ikke, hvad  meningen var. Men naturligvis måtte jeg indrømme, at det var mig, og så kom det på dansk: »Så kan De i aften komme hen i mit logi, for at vi kan snakke lidt sammen«.

Det var en anden udgang end den, jeg havde været belavet på. [Underofficeren kan meget vel have været H.C. Brodersen fra Nordborg, som på dette tidspunkt uddannede rekrutter i Aabenraa, RR]

Et par dage efter, da vi om morgenen stod oppe på torvet, kom Gosch og skulle have en mand, »mit guter Führung«, til at hjælpe skydeunderofficeren. Vor underofficer foreslog mig, og Gosch kiggede på mig, da han ikke erindrede, at jeg havde gjort mig særlig bemærket, hvad jeg jo heller ikke havde. Men jeg fik alligevel jobbet. Da de andre marcherede ud til eksercerpladsen, fulgte jeg med skydeunderofficeren tilbage til »Stadttheater«. På mit spørgsmål om, hvad jeg skulle lave, fik jeg til svar, at foreløbig skulle jeg tage den med ro, da han først skulle hjem til »mor« og have morgenkaffe. — Han var fra Styrtom.

En timestid senere, mens jeg sad og skrev brev, kom Gosch og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg kunne kun fortælle ham, at jeg var afkommanderet til at hjælpe skydeunderofficeren, men at vi lige holdt en pause, da han var gået et ærinde i byen. — Så spurgte Gosch, hvad jeg var i civil, og fik at vide, at jeg var landmand, hvorpå han mente, at så måtte jeg også forstå at håndtere en spade, og jeg kunne gå ned i haven hos snedker Petersen og hjælpe en gartner dér. Gartneren viste sig at være en soldat fra en ældre afdeling.

Vi holdt ud der en halv snes dage. Hvad vi egentlig lavede, det kan jeg dårligt nok huske. Men en dag kom Gosch ud for at se til os, og han spurgte da, om vi ikke snart var færdige, hvad vi jo måtte indrømme, og at vi syntes, at nu var haven vist i orden.

Gosch spurgte så, hvad jeg nu ville lave, og jeg svarede, at et par dages orlov ikke var at foragte. — Jeg fik så tre dage, og glad var jeg. De dage var jeg hjemme og hjalp til i høsten.

Ja, det er jo ikke altid, at det går efter fortjeneste: Først drive den af i ti dage og så få tre dages orlov som belønning.

DSK-årbøger 1968

6. september 1915. Rekrut i Aabenraa

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gennemgik i 1915 fem månedes rekrutuddannelse i Aabenraa under kommando af den særprægede major Knudsgaard fra “von Barsmark”

Vi blev 150 mand, næsten alle dansktalende, tildelt 1. kompagni, 2. Ersatzbataillon nr. 86, som lå i Aabenraa. Ankommen hertil, og det var sidst på eftermiddagen, fik vi først middagsmad — gule ærter med flæsk — derefter inddeltes vi i korporalskaber og ført i kvarter i »Stadttheater«.

Femte korporalskab, som jeg tilhørte, fik kvarter oppe på scenen. Det er vist eneste gang, at et så stort antal nordslesvigere har været samlet i garnison herhjemme, for ellers sendtes vi længere bort og mest sydpå.

Vor kompagnifører var den hjemmetyske gårdejer Knudsgaard fra Barsmark. Han havde været med i krigen 1870 og var nu avanceret til major. Hans »tysk« var ikke til at prale af, dog er vist mange af de historier, der fortælles om ham, overdrevne.

Lederen af 1. korporalskab var mejeribestyrer Henningsen fra Rødekro, men min korporalskabsfører var friser; han talte tysk og frisisk og kunne forstå lidt dansk. — Jeg traf ham senere — efter krigen — som tækkemand, og da var han medlem af det danske mindretal i Sydslesvig. Begge hans gefrejtere var danske, én fra Broagerland og én fra Als. Alle vi 25 mand i korporalskabet talte dansk. Vor kompagnifeltwebel var tysker og havde 12 års soldatertjenestetid som aktiv bag sig, han hed Gosch. Han var  vistnok den, der kendte reglementet bedst i hele garnisonen.

I begyndelsen kunne vi ikke rigtig lide ham, da vi syntes, at han ville chikanere os, hvad der dog viste sig ikke at være tilfældet, nej, men han ville bare have orden i sagerne.

I grunden havde vi det godt i Aabenraa. Men jeg skal villigt indrømme, at den første uge var hård for mig. Ikke selve tjenesten, men jeg syntes, at det hele var så meningsløst. Op klokken halv fem for at blive færdig til klokken seks, derefter stå på Storetorv og vente til halv syv på løjtnanten. Eller også stå i timevis på kammeret, hvor vi skulle have tøj og udrustning, eller stå og vente på lægen, altid stå og vente — bare vente og vente. Det var for mig også en alt for stor omvæltning at komme fra pladsen som forkarl på  »Grønvang«, hvor jeg havde været optaget af arbejde fra tidlig morgen til fyraften — og så til dette driverliv her.

Jeg vidste, at jeg blev savnet. Ejeren var blevet indkaldt i marts, og jeg havde måttet klare hele forårsarbejdet.

Omgangstonen hjemme på »Grønvang« og i ungdomsforeningen og i frimenigheden, alt det var så ganske anderledes, og også den omstilling havde jeg svært ved at tage. Jeg kom dog ret hurtig over krisen, og jeg husker det tydeligt endnu, hvordan det gik til. Det var en aften lige efter spisetid en uges tid efter indkaldelsen, at jeg lå oppe på min stråsæk på scenen og var dygtig ked af det hele. Så kommer Gosch farende ind i salen i fuld krigsmaling, med pikkelhue på hovedet og raslende med sin lange sabel.

Han kalder én af mine sidekammerater ned til sig og spørger ham, om det var hans. Denne  havde skrevet hjem til sine forældre på  Kegnæs på åbent brevkort og på dansk og afleveret kortet på skrivestuen, hvad vi havde fået påbud om.

Jeg tror aldrig, at jeg har hørt en mand blive sådan skældt ud, som Gosch skældte min kammerat ud. Men Kristian Fogd tog det roligt. Han samlede sit kort op, det Gosch havde smidt på gulvet, og bar det senere i postkassen på Storetorv. Det er for resten den eneste gang, jeg har set Gosch optræde så ubehersket og provokerende. Han ville vist gøre os bange, men jeg tror nok, at han opnåede det modsatte.

Gosch var heller ingen danskerhader. Jeg husker en eftermiddag, da han havde eksercits med os. Det gik ret godt med undtagelse af én, som ikke kunne hitte ud af højre og venstre, og lige meget, om Gosch skældte ud eller forklarede ham det, lige meget hjalp det. Til sidst rystede han opgivende på hovedet og sagde som til sig selv, at det var dog mærkeligt, thi nordslesvigsk landboungdom var dog ellers ikke så tosset, hvad vi opfattede som en anerkendelse.

Episoden i salen den aften fik afgørende betydning for mig. Da Christian blev skældt ud, og feltvebelen skabte sig så ganske umanerligt for sådan en bagatel, og kortet til hans forældre hånligt blev smidt på gulvet, gav det lige som et klik inde i hovedet på mig, og jeg sagde til mig selv, at når vi skulle behandles på denne måde, så nyttede det ikke noget at blive ved med at ærgre sig over det, og da jeg hverken er ude efter at blive forfremmet eller få Jernkorset, så er der ikke andet at gøre end at lade den slags gå ind ad det ene øre og ud af det andet og i øvrigt passe på, hverken på den ene eller anden måde at gøre sig bemærket. Denne beslutning hjalp mig over krisen, og nu vænnede jeg mig hurtigt til at tage livet, sådan som det formede sig og uden at ærgre mig.

DSK-årbøger 1968

29. august 1915. Sneg til til at sove hjemme hos konen

Peter Skøtt fra Flensborg blev efter rekonvalescens uddannet i Aabenraa hos den særprægede Knudsgaard “von Barsmark”.

Det var under den første Verdenskrig. Sommer 1915. Jeg var dengang sammen med syv Lidelsesfæller fra Rekonvalescent-Kompagniet i Haderslev havnet i en Uddannelsesbataillon i Aabenraa og havde her den nok saa bekendte Major Knudsgaard til Kompagnichef.

Majorens Tysk var det kun saa som saa med, men ondt kunde Manden da gøre. — Maaske var Fejlen min, men udstaa hinanden kunde vi to ikke. I Aabenraa havde vi faaet anvist Massekvarter i Hotel „Stadt Hamburg”. Vi skulde nu til at være rigtige Soldater igen — med Stramhed og Disciplin.

Paa vor første Marchtur naaede vi ud til Hjordkær. Lidt udenfor Byen faldt otte Mand fra — vi gjorde „slap”. Naa, ja, der var jo ikke andet at gøre; vi fik Lov at tage hjem med Toget.

Paa Skrivestuen fik vi ordentlig Teksten læst af vor „Spiess”, og han dikterede paa staaende Fod to Timers ekstra Eksercits med fuld Oppakning. — „Op—ned!” næsten hurtigere end vi kunde følge. Det var rigtignok en værre Omgang, og hvor var vi elendige og trætte efter disse Strabadser.

Den næste Dag blev vi af Majoren dømt til at være k. v. [“krigsduelige”, RR] igen. Vi holdt den dog gaaende nogle Maaneder endnu i Aabenraa.

Jeg var paa det Tidspunkt gift og havde min Kone boende i Alnor ved Graasten. Hun kom omtrent hver Lørdag til Aabenraa og blev saa Søndagen over. For at dette kunde lade sig gøre, havde jeg lejet et Værelse i Hotellet. Her kunde jeg være sammen med hende. Min Underofficer var en flink Mand og saa gennem Fingrene med dette.

En Tid gik det ogsaa godt, men en Aften, da den vagthavende Officer gjorde sin Runde, opdagede han, at der manglede en Mand i Salen, og det var den „verdammte Skøtt”. Der gik hastigt Bud op til mig; maatte ned i en Fart, og der stod jeg.

— Hvor har De været? brølede Officeren og saa bister ud.
Paa W. C., løj jeg. — Det gjaldt jo om at klare den i en snæver Vending …
— Det er Løgn! skreg Løjtnanten og pegede ned paa min ubenyttede Straasæk, der røbede, at den ikke havde været benyttet endnu. Den  gik altsaa ikke, og jeg nød den Ære at blive noteret.

Den næste Dag var det Søndag. Som sædvanlig mødte vi frem til Appel i Søndagsuniformen. Min Kone var nysgerrig og fulgte derfor med hen paa Alarmpladsen for at se, hvordan det vilde gaa mig. Ganske rigtigt! Det første, der skete efter Opstillingen, var, at Feldwebelen kaldte mig og en anden Mand frem foran Fronten og dikterede tre Dages Arrest, fordi jeg om Aftenen ikke havde været i mit Kvarter. Min Kammerat, der var Underkorporal, fik tre Dages mørk Arrest. Jeg fandt, at dette var urimeligt og tog derfor til Genmæle.

— Hr. Feldwebel, De maa undskylde, men jeg var absolut
ikke ude af Kvarteret. Men det kan nok være, at Feldwebelen tog det unaadigt op. Han blev arrig og kaldte paa den Underofficer, der
havde Vagten.
— Før ham straks i Kachotten, — men i Dagligtøj, skreg han.
Jeg bad om at faa Lov til at vente til den næste Dag; min Kone var jo her, men det kunde absolut ikke tillades, mente han. Ja, men paa Torsdag rejser vi ud til Fronten, vovede jeg at sige.
— Lige meget, men De kan faa Lov at tale med Deres Kone her, men gør det kort og saa — færdig!
Jeg forklarede min Kone, at hun straks skulde gaa hen og sende et Telegram, til Generalkommandoen i Altona. Det lovede hun, og saa vandrede jeg af Sted til Kachotten.
Dette med Telegrammet til Generalkommandoen maa ikke rigtigt have passet ind i den gode Feldwebels Kram, for efter en telefonisk Konference, som han bagefter havde med sin Foresat, Major  Knudsgaard i Barsmark, fik min Kone Besked om, at jeg maatte slippe ud igen, og det straks. Han selv, Feldwebelen altsaa, vilde selv gaa om og faa mig ud af Kachotten. Min Kone fulgte med, for man vidste jo aldrig, om man kunde stole paa den gode Feldwebels Ord.

Den første, der slap ud, var Underkorporalen, dog først efter at han havde faaet skældt Huden fuld, fordi denne glemte at melde hvorfor han sad der. Jeg skyndte mig at sige: „… fordi jeg om Aftenen ikke skal have været i vort Kvarter”.
Feldwebelen ønskede dog ingen Diskussion, men lod mig løbe.

Ja, saadan endte mit første og eneste Arrestophold. Alle Kammeraterne havde for Søndag Nat faaet bevilget Orlov. — Den følgende Torsdag gik Rejsen videre til Rostock.

Klokken var fem, da jeg betraadte Kompagnikontoret og hilste. — „Fyseler Skøtt beder om Tilladelse til at sove hjemme hos Konen denne sidste Nat”. — Jeg fik Orloven bevilget og det endda til den næste Dags Middag — og det oven i Købet skriftligt.

Naa-da-da, hvor man lo paa Kontoret!

NB. Senere, under den sidste Verdenskrig, traf jeg igen sammen med den gode Feldwebel. Kejser-Wilhelm-Skægget var borte, men jeg genkendte ham. Jeg stod under ham i et Straffekompagni. Jeg kunde ikke lade være med at tale mit danske Modersmaal, naar Lejlighed dertil bød sig. Jeg tror, efter hvad han selv sagde, at han kunde tale Dansk, men mig har han nu aldrig kunnet lide.

DSK-årbøger, 1955

25. august 1915. Regiment 84 på Østfronten: Landsbyen rømmes

Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten

Den 25. august blev der bekendtgjort forfremmelser. En gammel sej Landwehrmann, Itzke, som netop skulle hjem på orlov, blev forfremmet til korporal. I tanker så han sig i hvert fald skride gennem sin mecklenburgiske landsby med blanke knapper. En kammerat råbte til ham: “Johann, jeg troede, du skulle “forfremmes” hjem, og så bliver du forfremmet til korporal!”

Få dage efter stod vi ved en frisk grav under et fyrretræ, og på det kors, som kammerater havde tømret sammen, stod: “Her hviler Landwehrmann Itzke, 8/84.”

Vort kvarter i Proniewicze blev vedholdende beskudt af russisk artilleri, og det har i hvert fald været anledningen til, at der den 25. august blev givet ordre til at rømme landsbyen og gå tilbage til skoven.

Ved antrædningen sagde vor bataljonsfører, kaptajn Hülsemann, til sin adjudant: “Det er mig inderligt imod at foretage et skridt baglæns!” Men det var en ordre. Vi troede, at vi kunne blive der endnu nogen tid, og indrettede os så hyggeligt som muligt. Men det gik helt anderledes, for næste nat rømmede russerne deres stilling, og det gik videre fremad. Slaget ved Bielsk var ovre.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk senere i 2015.

20. august 1915. Hjem på orlov – men rejsepengene er brugt på øl!

Senest ændret den 6. april 2021 17:50

C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret den 4. juni 1915. Det var få dage før det store franske angreb, der kostede så mange sønderjyder livet. Efter 10 uger på forskellige lazaretter kom han til ”Genesungskompagniet” (”skåne-kompagniet”) i Guise.

(… fortsat)

Efter at have drevet rundt i Byen et Par Dage, skulde jeg melde mig hos en Underofficer paa en Vagt, som var stationeret i den anden Ende af Byen. Vagten skulde kon­trollere Passene hos de Folk, Franskmænd eller Belgiere, som gik ind til eller ud af Byen.

Jeg havde været paa Vagt fra tolv til to og laa om Morgenen ved halvseks Tiden i min bedste Søvn, da Vagtens næstkommanderende ruskede mig vaagen. „Vollschow, du maa i Dag rejse paa Orlov”.

Jeg blev lysvaagen med det samme. Jeg skulde Klokken ni paa Aflusning, Klokken halv elleve til Lægen og saa hen paa Skrivestuen efter Orlovsbevis, Fribillet og Lønning for ti Dage, saa jeg burde have travlt.

Men Tiden kravlede af Sted, særligt efter at jeg var færdig til at rejse. Klokken godt to gik der et Tog fra Guise til Charleroi. Vi var seks Mand fra „Genesungskompagniet”, som skulde hjem, og vi var i god Tid mødt op paa Banegaarden.

Det var saa varmt, at Tøjet ligefrem klæbede til Kroppen, og vi fandt da paa at gaa, ind i Kantinen og drikke et Glas Øl; men det første Glas smagte efter mere, og vi fik hver en seks til syv Glas. Af de modtagne 5,30 Mark røg her 1,40 Mark. Endelig kom Toget, og vi kom ogsaa til Charleroi. Her maatte vi vente i to Timer paa Orlovsekspressen, der kom fra Chauny. Ved Syvtiden om Aftenen ankom vi til Herbesthal ved den tysk-belgiske Grænse.

Da der var en Ventetid paa flere Timer, inden vi kun­de køre videre til Köln, gik vi ind i Banegaardsrestaurationen og fik noget Smørrebrød og et Par Glas Øl; det kostede 2,60 M.

I godt Humør og sikre paa snart at være hjemme efter næsten et Aars Fravær, slentrede vi rundt paa Perronen og kom ogsaa ind i Banegaardshallen. Her fik jeg pludselig Øje paa et Skilt: Militærbillet til Ham­burg 6,50 Mark.

Det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig: 6,50 Mark, 6,50 Mark …!

Min Kammerat kom til, og jeg pegede stumt paa Skiltet: „Hvad gør vi nu? Vi kom­mer ikke hjem paa Orlov.”

Vi gik noget slukøret ud paa Perronen og mødte her Stationsforstanderen. Det maatte være Manden, som kunde hjælpe os. Jeg gik hen til ham og knaldede Hælene sammen, saa det gav Genlyd over hele Perronen. Han syntes forbavset, men hilste og spurgte: „Naa, Kammerat, hvad er der løs?” Jeg kunde se paa ham, at han ikke var saa brøsig som de Militærpersoner, vi kom i Berøring med, men at han gerne vilde hjælpe os. Jeg forklarede ham den Nødssituation, som vi var i.

Han kløede sig i Nakken og sagde: „Prøv at melde Dem paa Banegaardskommandanturen og bed om en Fribillet til Hamburg. “

Vi gik hen til Kommandanturen og hilste forskriftsmæssigt paa den vagthavende Feldwebel. Han løftede Blikket og saa paa mig: „Was wollen Sie?“. Jeg tænkte, nu kan du godt sige Farvel til Orloven; men jeg fattede mig og bad militærisk kortfattet om en Fri­billet til Hamburg.

Pludselig lød der et Løvebrøl fra et af Sideværelserne, til hvilket Døren stod aaben. Derinde sad en Major. Han brølede videre: „Se til, at I kommer ud. I maa laane Pengene hos en af jeres Kammerater. Kommer I igen, sender jeg jer tilbage til jeres Deling!”

Spagfærdigt svarede jeg:„ Javel, Hr. Major,” og saa stod vi atter udenfor paa Perronen. Min Kammerat og jeg blev meget nedslaaet; men nu kom Stationsforstanderen os i Møde, og da han hørte Resultatet af vor Henvendelse til Banegaardskommandanten, gav han os det gode Raad at købe en Billet til Dortmund og saa bare blive siddende i Toget. Vi købte Billetten og havde saa hver 15 Pf. i Behold; men vi syntes alligevel, at Livet var værd at leve igen.

Vi kørte saa videre, men alt som vi nærmede os Dortmund, blev vore Hjerter mere og mere knuget af Angst og Spænding. Toget holdt paa Stationen i Dortmund, og det kører videre.

Kammeraterne i Kupeen sov de retfærdiges Søvn; men vi to følte absolut ikke nogen Trang til at sove. Saa lød en Stemme: „Billetter skal forevises!” Min Kam­merat forsvandt hen i den anden Ende af Vognen til Toilettet. Da Konduktøren lige var færdig med at billettere;. puffede en Kammerat til mig og sagde: „Vaagn op, du skal fremvise din Billet!” Jeg gjorde, som om jeg blev vaagen og fremviste min Billet. Konduktøren saa paa den:

„Dortmund, der er vi jo lige kørt fra.” Jeg forklarede ham Situationen, og han lovede, at han vilde undersøge, om jeg havde en Chance hos en Kammerat, som havde Billet til Hamborg, men kun vilde til Bremen, og det lykkedes. Jeg udstødte et Lettelsens Suk, sank tilbage i Hjørnet og forsøgte at faa mine Nerver i Ro.

Klokken syv om Morgenen naaede vi Hamborg. Jeg kom godt igennem Billetkontrollen, men da min Lidelsesfælle kom, saa jeg, at der blev parlamenteret, og omsider kom en Vagtpost og førte ham bort.

Efter fjorten Dages forløb saa jeg ham igen i Guise ved Lønningsappellen. Feldwebelen kundgjorde her, at da han ikke havde kunnet betale Billetten fra Dortmund til Ly­bæk, havde Kompagniet betalt hans Gæld, og Beløbet vilde blive fradraget hans Lønning. Men han trøstede sig med, at han havde haft fjorten dejlige Dage derhjemme.

I Oktober blev der saa iøvrigt vedtaget en Lov, efter hvilken Soldater paa Orlov rejste frit hjem og tilbage.

Men jeg glemmer aldrig denne Orlovsrejse med dens Forhindringer.

DSK-årbøger 1952