Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960

20. januar 1916. “Englænderne havde åbenbart morskab af at beskyde vore retirader …”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Englænderne vedligeholdt ved dag og nat en irriterende ild mod vore stillinger. Det var ikke noget egentligt bombardement, en salve her og et par granater der.

Vi var altid og alle steder utrygge. Åbenbart havde de også deres morskab med at beskyde vore retirader, så vi også måtte til at bygge dem under jorden.

Alt dette sled på nerverne, og det kostede jo også menneskers liv og førlighed. En dag beskød de os med gasgranater, og da vinden hen på eftermiddagen løjede helt af, blev gassen ved at stå i skyttegravene, så vi i mange timer måtte gå med gasmaske på. Det var meget  ubehageligt, men ellers skete der ikke noget.

Underofficeren, som uddelte den daglige ration af snaps, havde soldet sammen med venner og fæller, og mange var stærkt berusede. Drikkevarerne var selvfølgelig taget af den fælles  tildeling, og snart kom der klager til kompagniføreren fra det menige mandskab, der jo ikke havde fået det kvantum snaps, der tilkom dem.

Så blev jeg sat til at dele spritten ud. Underofficererne blev selvfølgelig sure over at skulle hente deres ration hos mig, men blandt mandskabet fik jeg pludselig mange gode venner. Jeg holdt mig dog strengt til forskrifterne.

På en tur gennem stillingen blev kompagniføreren kvæstet. Et par granater slog ned i skyttegravens kant, og en jernstump ramte ham og slog ham omkuld. Den nedstyrtende jord begravede ham, men heldigvis havde der stået en løberist af træ på kant op ad gravens side, den væltede under jordens skred og lagde sig hen over ham, så det blev forholdsvis let for mig at få ham fri.

Kvæstelsen, som han havde fået, betød nu ikke så meget. Han var blevet klemt lidt og havde fået et chok. Jeg fik ham ned i hans bunker og lagde ham på briksen, og da det blev aften, ledsagede jeg ham ud af stillingen. Det blev sidste gang, jeg så ham.

DSK-årbøger 1960

19. januar 1916. Ordonnanstjeneste, telefoner og kodesprog

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Mange gange, når vi lå i vore bunkers, kunne vi høre modstanderne arbejde neden under os. Alle stillinger her var underminerede, og ved passende lejlighed sprængte de så hele partiet i luften.

Man kan ikke just sige, at det gav et stort brag, når de tusind kilo dynamit eller mere futtede af. Det virkede på en anden måde. En dump lyd, og så kom der ligesom flere bølger af rystelser efter hinanden. Der kunne opstå et hul, som man godt kunne have puttet en hel bondegård ned i. Jeg har set det flere gange, men har ikke ord for at beskrive idet . . .

Man ligesom lammedes af den ufattelige kraft, man her blev vidne til. Jordklumper, så store som jernbanevogne, slyngedes tårnhøjt til vejrs. Da gælder det om at hytte sig, når de kommer ned igen. Det er blevet fortalt, at ni mand engang blev begravet under en sådan jordklump.

Så længe løjtnant Wiegelmann var kompagnifører, var jeg ordonnans. Det var ikke ufarligt, da jeg jo måtte af sted, uanset hvor meget der blev skudt, og der har da også mange gange været bud efter mig.

En gang var jeg på vej ud i forreste linie med en melding. Der var et voldsomt skyderi. Det generede mig nu ikke stort, da løbegraven var ret dyb, men pludselig satte det engelske artilleri ind på min grav, og  granaterne hamrede ned til højre og venstre. Det kan nok være, at jeg fik travlt og nåede snart en bunker med ammunition, hvor jeg  krøb i ly mellem al slags farligt sprængstof. Englænderne havde øjensynlig set mig fra en lænkeballon, jeg hele tiden havde set forude.

Som ordonnans boede jeg sammen med telefonisterne. Fra vor bunker gik der en underjordisk gang ind til kompagniførerens  dækning. En dag sad jeg og spillede »Skamlingsbanke« på en mundharpe. Kompagniføreren kaldte på mig og spurgte, hvor jeg var fra, for han kendte godt den melodi. Jo, jeg var da deroppe fra den danske grænse, nærmere betegnet Lintrup. Den egn kendte han  godt. Han havde været ved toldvæsenet i Skodborg og havde haft  tur til Bavngård. »Så er det ikke så mærkeligt, at jeg hele tiden har syntes, at jeg skulle kende herr løjtnant«, sagde jeg, »for jeg har næsten kendt alle toldembedsmænd, som færdedes på den strækning«. Min far havde som bygmester haft arbejdet i mange år på de tyske toldbygninger på dette afsnit af grænsen.

Der var dog også mange fordele ved at være ordonnans. Jeg kom i forbindelse med mange mennesker. Når jeg bragte meldinger til officererne, fik jeg tit en cigar. En dag kom jeg ned til en ældre løjtnant med melding om, at han var afkommanderet til et  rekrutdepot. Han blev så glad som et barn og blev ved med at læse  meldingen igennem, alt imens han blev ved med at skubbe cigarkassen hen til mig med opfordring til at forsyne mig.

Jeg tog en, jeg tog to, men til sidst tog jeg en hel håndfuld og stak dem i lommen.

Et par gange om dagen måtte jeg tilbage til bataljonskommandøren, som boede i Lievin, vel et par kilometer bag fronten. Jeg benyttede gerne lejligheden til at gå hen til et køkken for at få noget at spise. Nu måtte jeg i grunden ikke gå alene på disse ture. Vi skulle altid være to i tilfælde af, at der skulle tilstøde os noget, men for at få mere fritid skiftedes vi til at gå. Somme tider kom kommandøren, Hauptmann v. Saal, dog med meget nærgående spørgsmål, så var min makker gået til køkkenet, eller havde lige henne i gaden truffet  en ven.

Da mit hverv som ordonnans førte mig temmelig langt omkring i stillingerne, fik jeg et kort over hele afsnittet udleveret. Det var en meget betroet sag, og jeg lod det aldrig ud af hænderne.

Nu kunne alle de meldinger, vi ordonnanser løb med, jo godt være afgivet pr. telefon, om bare ikke tyskerne havde haft en mistanke om, at modparten på en eller anden måde var i stand til at aflytte deres telefonsamtaler. De kunne nemlig selv i en afstand på indtil to kilometer høre visse summetoner. Derfor måtte ingen telefon ude i fronten være uden dobbelte ledninger og absolut ingen jordledning.

Blev der endelig givet vigtige meldinger igennem, blev det gjort i en slags kodesprog.

»Beder om forfriskning til 17, bærer hele dagen askespande!
« Det var en melding til artilleriet og betød: »Beskyd punkt 17, den kaster miner!« Meldesystemet var desuden sikret ved, at der var indbygget anlæg til at kunne sende lyssignaler.

DSK-årbøger 1960

18. januar 1916. Ved Loretto: Snigskytte med kikkertsigte

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Terrænet i vort afsnit skrånede svagt ned mod en høj banedæmning, som gik tæt bag vore modstanderes skyttegrave. Der lå minebyer på  begge sider af banedæmningen, og en gade var ført gennem en  viadukt.

Denne viadukt var tilbygget med props, for at man ikke skulle se ned  ad gaden på den anden side, men en dag havde en af vore soldater  kravlet omkring i granathullerne bag vor stilling. Derved var han  kommet noget højere op og opdagede nu, at han kunne se en skærm, som dækkede en gennemgang i den tilbyggede viadukt. Han kunne se, hvordan engelske soldater ganske sorgløst færdedes på den anden side af dæmningen.

Opdagelsen blev meldt til kompagniføreren, og han tog mig med ud til stedet. Jeg skulle bære periskopet og en riffel med kikkert.

Periskopet forstørrede 15 gange, og nu kunne vi rigtig betragte livet  på den anden side. Det hele var så tydeligt, at man ville have kunnet  genkende enhver som helst.

Længe kunne kompagniføreren imidlertid ikke dy sig; der skulle  skydes. Det var jo kun fuglefrie soldater, som gik der, og tilmed  fjender. Jeg skulle observere gennem periskopet.

Nu kom der to soldater. Kuglen må vist have pebet dem om ørene,  for de sprang hver til sin side og kiggede forbavset.

»Jeg tror, at kuglen slog i venstre side af viadukten«, sagde jeg til kompagniføreren. Det ville han ikke tro og fyrede igen. Skuddene vakte godt nok forundring på den anden side, men jeg så hver gang et nedslag i cementmuren. Da det blev ved at gentage sig, blev jeg klar over, at det var selve projektilet, jeg så en skygge af, idet det  smuttede gennem periskopets lysfelt.

Inden aften havde man dog skudt et par englændere. Dagen efter blev hullet lukket.

Der var iøvrigt fire rifler med kikkerter i kompagniet, udleveret til de bedste skytter, som skulle gå omkring og pille uforsigtige  modstandere ned. Man tilbød også mig en sådan riffel, men jeg frabad mig dette hverv.

DSK-årbøger 1960

Røde Kors’ register over 5.000.000 krigsfanger on-line

Røde Kors varetog under Første Verdenskrig forbindelsen mellem krigsfanger og deres familier.

På hjemmesiden http://grandeguerre.icrc.org/ kan man søge efter krigsfanger i fangelejre i hele verden.

NB: Man finder Jensen under Jenzen, Hansen under Henzen o.l.  og derpå er sedlerne ordnet fonetisk, ikke alfabetisk.

For at finde sønderjyske krigsfanger skal der søges i nationaliteten German og kategorien military (ikke civilians)

Der står overvejende militære oplysninger på sedlerne, af og til en hjemadresse.

17. januar 1916. Ved Loretto: Forskel på franskmænd og englændere

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Til at begynde med havde vi haft franskmænd liggende over for os.

De blev senere afløst af englænderne, og vi kunne straks mærke forskellen. Englænderne var ligesom mere pågående, mere bevidst i måden at holde os i spænding på. De sendte forvovne patruljer ind i vore skyttegrave, og de sloges som desperate, når de kom i knibe.

En nat blev en af dem skudt, og det viste sig da, at en af vore officerer kendte ham fra Hamborg, hvor han før krigen havde været ansat i en forretning. En anden gang blev et par englændere, som var kommet ned i vor skyttegrav, skarpt forfulgt. De løb ud gennem en sappe, slog en af vore vagtposter ned og sprang over dækningen. Den anden vagtpost glemte i forskrækkelsen helt at skyde.

En anden gang rendte en engelsk patrulje ligefrem med to af vore mænd, som stod vagt i en fremskudt stilling. Vi diskuterede  sommetider, om der var 18 eller 20 meter mellem stillingerne på  dette sted.

DSK-årbøger 1960

16. januar 1916. Gode, nye stillinger ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Den nye stilling, vi nu kom i, var ny og systematisk udbygget under hensyntagen til terrænets beskaffenhed. Den forreste skyttegrav var tre meter dyb og foroven en fem til seks meter bred, og bunden var overalt forsynet med løberiste af træ.

Fra gravens bund og ned til opholdsrummenes bund skulle der være mindst 22 trappetrin, så vi fik mindst 5 meter fast jord over os. Disse  bunkers var afstivede nede i jorden. Selve rummet var 1,80 m højt,  2,40 m bredt og 4 m langt. Hver bunker havde to udgange og var  desuden forbundet med hinanden under jorden. Nedgangene  krummede, så der ikke kunne skydes ned ovenfra.

Undergrunden bestod af kalksten, og det var et stort stykke arbejde at lave et sådant opholdsrum.

Vi fortsatte udbygningen af denne stilling. Om dagen fyldte vi den løshuggede kalk i sække, og om natten tømte vi sækkene bag ved  skyttegravene. Vi lå da i en række, hver bag et lille værn og kastede sækkene fra den ene til den anden, indtil den sidste tømte dem. Det  var et meget farligt job, idet man ovre fra den anden side forsøgte at forstyrre os i arbejdet ved at skyde på os med geværgranater, små  skyttegravskanoner og miner.

En nat syntes jeg dog, det blev for hedt og rullede mig langs jorden for at komme i dækning. Derved fik et stykke pigtråd fat i mine  bukser og rev en mægtig trekant. Jeg reparerede straks, men fik  underbukserne syet fast til benklæderne …

En lille kanon, måske kal. 4 cm, hvormed franskmændene kunne bestryge vort afsnit, var særlig generende. Den måtte tilintetgøres. Til dette formål fik hver vagtpost to pinde. Den ene af pindene blev  straks sat i jorden foran på dækningen, og når så af skuddet fra kanonen lyste op, blev den anden pind sat ned i pejleretningen.

Ved så at trække en linie over pindene fra de forskellige stand, fandt  man skæringspunktet, og der måtte den altså være. Den fik 120  skud af svært kaliber og var herefter tavs.

DSK-årbøger 1960

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

St. Lorettos høj skyder sig som en mægtig knude ud i det flade nordfranske land. Det er ikke noget bjergmassiv med klipper og vildsomme skove. Så langt jeg kunne se, havde der kun været dyrkede marker, men intet hus og ingen træer.

Nu var skrænterne gennemtrukket af et net af skyttegrave og løbegrave og arret efter forbitrede kampe.

Læs videre 14. januar 1916. Søren Petersen tilbage til fronten ved Loretto

7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Hvad var årsagen til disse beskydninger? Gik fjenden i angrebstanker? Begge gange var han blevet i sine skyttegrave.

En anden formodning var mere sandsynlig. Vores rastløse arbejdsaktivitet, særligt etableringen af forpostgrave med de små forstærkede dækningsnicher havde sandsynligvis foruroliget ham, idet banken og hamren naturligvis ikke var undgået hans opmærksomhed. Han troede åbenbart at vejre en operation fra vor side, som han ville holde nede, og hvis forberedelse han ville genere. Læs videre 7. januar 1916. Gasangreb ved Somme-Py?

5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Før end skaderne var helt udbedrede, gentoges beskydningen med samme styrke den 5. januar i det nye år. Samtlige regimentsafsnit og ”Hanseatenlejren” blev taget under ild.

Feltartilleriet beskød skinstillingen, hovedlinjen K 3 og højde 193. Især blev igen det andet kompagni fra højre, nu 5. kompagni, stærkt medtaget, mens de to kompagnier på venstre fløj slap bedre fra det. Dér lå den fjendtlige ild for kort. Læs videre 5. januar 1916. Fransk granatregn over Somme-Py

31. december 1915. “Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 (FR86) lå i julen 1915 ved Somme-Py. I dagene op mod nytår var de under hård beskydning.

Nu fulgte nogle tungere dage for regimentet. Allerede siden midten af december havde fjendens artilleriild ændret sig. Det havde især taget ”Hanseatenlejren” på kornet med tunge kalibre.

Den 27. december tog ilden til i alle dele af stillingen. Værre endnu blev det den 28. december. Tung ild, artilleri og miner, lå fra om formiddagen til kl. 5 om eftermiddagen med uformindsket styrke over midten af stillingen og over ”Hanseatenlejren.”

Særlig slemt blev kompagniet i andet afsnit (6. kompagni) ramt.

Kompagniet i ”Hanseatenlejren” (10. kompagni) blev heldigvis forskånet, da de var på arbejde foran i et mindre udsat afsnit.

Også opmarchvejene og højde 193 lå under ild. Under beskydningen anvendte franskmanden igen en af sine raffinerede metoder til at øge tabene. Han indlagde en kort ildpause og lod så infanteri- og maskingeværild brage løs. Herved skulle man foregive et kommende angreb og lokke besætningen ud af dækningsrummene. Et pludseligt ildoverfald antraf dem således ubeskyttede i skyttegravene.

Tabene var betragtelige, 23 døde og 12 sårede. Langt den største del ramte II bataljon, som lå i front.

Det forholdsvis store antal døde forklares ved, at mange dækningsgrave blev sønderskudt, og at deres mandskab blev begravet. 6. kompagni havde således mistet næsten alle deres dækningsrum.

En mand fra 6. kompagni lå med sine ben frygteligt indeklemt i et sønderskudt dækningsrum. Han kunne først blive befriet efter 48 timers opofrende arbejde. Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl.

I alt havde regimentet i den sidste tredjedel af måneden 30 døde og 47 sårede.

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

25. december 1915. Slagsmål til jul

Lauritz Jørgensen beretter om en ualmindelig ufredelig juleaften.

Juleaften blev vi afløst i skyttegraven. Vi glædede os til nogle få dages ro og havde slået køjesenge med halmsække op i et hus. Vor gruppe var folk fra Holsten og Mecklenborg samt undertegnede. En mand – “Paul Brændevin” – hvis borgerlige navn var Zimmermann, var altid glad, når vi gik tilbage; men i aften var han i overstadigt humør. Han sprang fra den ene til den anden og fortalte om alt, hvad han havde hørt om festen i aften.

„Ja,“ sagde han, „vi får en pakke hver, „Liebespaket”, fra garnisonen, en hel flaske vin, cigarer, julegodter, øl så meget som vi kan labbe i os, og rom fik vi muligvis også osv.“

Jo, han mente, at festen ville blive ualmindelig god.

Nu hoppede han ind i skoven og kom snart tilbage med juletræet, for det hørte med til en rigtig jul. Munden stod ikke stille på ham, han var så glad som et barn. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise fra feltkøkkenet, men herlige sager fik vi. Juletræet blev pyntet og Paul vimsede rundt. Sagerne blev pakket ud, og i al tarvelighed fejrede vi nu jul — til at begynde med da.

Paul havde allerede taget sig nogle store gibbenakker og havde vældig travlt. Han havde fået et par tøjsko i julegave, dem var han glad for. Jakken havde han smidt, men livremmen og feltflasken havde han om livet. Paul havde altid to feltflasker med rom i. Det hele formede sig, som han havde forudsagt, med vin, cigarer, øl, småkager m. m. —Men det varede ikke så længe.

Døren blev pludselig revet op, og ind trådte en feldwebel, “der Löwenbändiger”, iført flot ekstrauniform. Pistolen hang lige på maven. Her, bag ved fronten, kunne han tillade sig at være modig, her var han fræk, en farlig kraft at se på. Ude ved fronten var han lige det modsatte.

I dag var han en mand med sammenbidt energi, ja, ligefrem selve »der Kaiser*. Han blev stående et øjeblik for rigtig at sole sig. Så brølede han som en rasende efter «Schof«. »Hvor er den forbandede Schof?«

Pludselig stod Paul foran ham. — Her, herr feldwebel — og i samme nu slog han Paul lige i panden, så han omgående gik i gulvet. Da han kom til sig selv igen, krøb han ind under køjen og blev liggende der. Benene kunne der ikke blive plads til, så »sutterne« stak udenfor.

“Løvetæmmeren” brølede igen. “Frem med cigarerne!”

Straks havde flere af de yngre kammerater de nye kasser parat og bød ham af de flotte cigarer, men han langede ud efter kasserne, og flere hundrede cigarer røg rundt på gulvet. Så delte han lussinger ud både med højre og venstre hånd, og her var fart over feltet. Alle uden undtagelse fik en omgang.

Sadelmageren sagde nu til mig: »Lad os redde det, vi kan!“ og så væltede vi bordet med alle lys samt juletræet.

Nu var der mørklagt. »Løvetæmmeren« havde taget et af vore geværer, som stod opstillet i stativet, og slog om sig som desperat. Alle vi andre blev også snart bevæbnet, og kampen var hurtigt i gang. Den ene kolbe efter den anden røg af, efterhånden som vi ramte ham eller en anden — eller køjekanten.

Slaget var snart på sit højdepunkt. »Løvetæmmeren« løb rundt imellem os, og mange af de slag, der var tiltænkt ham, ramte en af vore. Snart var han her, snart der, ligesom en loppe.Han var næsten ikke til at få ram på. En gang imellem knurrede Paul, når vi trådte ham over tæerne, der jo kun var beskyttet af sutskoene. Det lød som en fornærmet, gammel kat.

Kampen fortsattes ude i køkkenet. En trappe herfra førte ned i kælderen, hvorfra over jæger Mathiesen kom op. Han og nogle andre fejrede jul dernede. Han råbte: »Hvad er her på færde?«. — Mathiesen var fra Husumegnen og havde bl. a. arbejdet i København. Han talte godt dansk; derfor svarede jeg på dansk: »Her er næsten alt skrupskørt!«

— »Er det ham, den bandit! Nu skal jeg ordne ham!« Han smed trøjen og gik lige i bælgen på »løven». Kampen blev ført i asende tempo. Træpanelet brasede sammen og de to kæmpende styrtede ned ad trappen, »løven« først, så Mathiesen. Han fik god lejlighed til at klø ham, og vi undte ham det. »Tænd lys!« råbte Mathiesen. Lyset blev tændt og nu kunne han bedre se, hvor „løven” var. Vi andre var blevet observatører.

Kampen bølgede videre med uformindsket kraft. — »Du, Paul«, kaldte en af kammeraterne, »nu kan du godt komme frem, for nu er han »løvetæmmeren« gået under jorden«. »Paul Brændevin« kunne altid snakke sig fra det hele og yndede at optræde i helterollen, men vi var spændt på, hvorledes han ville klare den nuværende situation. På forhånd syntes stillingen jo håbløs for ham, for han havde jo ligget skjult under køjesengen. Der var slet ikke noget at prale af for ham. For en gangs skyld kunne vi jo nu se ham som en slagen mand. Det var ikke til at bortforklare! — Men hvad gjorde Paul? — Han optrådte som »sejrherre!« Han brystede sig, han knejsede som en hane paa en møgbunke.

Nu var »løvetæmmeren« vel nok blevet snydt rigtig godt, sagde han. — Jeg narrede ham, for jeg hedder jo ikke »Schof«.

»Nej«, sagde sadelmageren, »du hedder »Paul Brændevin « og er en stor kujon!«

„Hvem? Er jeg en kujon? — Jeg skal bevise det modsatte!”

– Og nu ville han slå »løvetæmmeren« ihjel. En af kammeraterne rakte ham et stoleben. »Det dur ikke«, sagde han, og løb forbi de kæmpende og udenfor. Et par meter fra brostensrækken stod i dybt pløre en høj pumpe med en mægtig pumpestang af tykt jern. Stangen lignede et spørgsmålstegn. En stor kugle dannede afslutningen. Med den ville han ordne »løvetæmmeren«. Han sled hele natten med den stakkels pumpe, kun afbrudt en gang, da han løb ind for at skifte feltflasken med rom i. »Det gav kræfter«, sagde han. Det knagede i boltene, når han sled sidelæns i svinget, og engang imellem var det ligesom den trak modsat vej, for allerbedst som han mente, at nu havde han overtaget, fremkom der en hvislende lyd. Et ryk! og Paul mistede grebet og gik omkuld i pløret.

Han så farlig ud efter det mudderbad, iklædt skjorte og sutsko.

Mathiesen og »Løvetæmmeren« endte også i pløret, »Løvetæmmeren« endda i det fine tøj. De rullede rundt som et marsvin derhjemme i »Lillebælt«. Vi fik nu stablet bordpladen op, og lysene blev tændt. Vi tog et kort overblik over situationen og fortsatte vor julefest. Mathiesen kom ind, forrevet og forslået i ansigtet og — snavset, ikke så lidt endda. Jeg sagde til ham: »Tror du, vi holder fastelavn, siden du har maske på?« — »Hold kæft!« svarede han.

Ved totiden kom også Paul ind. Han så forfærdelig ud efter sin kamp med pumpen. Denne ville tydeligt nok ikke godvilligt afgive sit flotte sving, der nu nærmest lignede en kohale i færd med at jage fluer væk. Den før så stolte pumpe lignede nu nærmest et abstrakt kunstværk. Paul smed livremmen og skjorten, satte sig på køjekanten og sov på tværs i køjen. En af kammeraterne dækkede ham til med en kappe. Paul var træt.
Ved tretiden ebbede festen ud. Vi havde haft en gevaldig jul og moret os godt,, og sikken masse lussinger vi havde fået. Lidt uorden og rod var der vel nok efter festen, men oprydningen kunne vente til vi havde sovet. Vi var ogsaa trætte.

Klokken otte blev der kommanderet »Aufstehen!«

Lidt forbavset over et sådant brøl, lå vi nu og lurede lige som en flok grise efter en afbrudt, dejlig middagssøvn. Lidt omtumlet og slet ikke rigtig vågne glanede vi omkring, og uvilkårligt tænkte vi på, om vi nu skulle have tærsk igen. — Men denne gang mødte der tre mand, en officerstedfortræder, en løjtnant og vor stabsfeldwebel. De stod midt på gulvet og var benovet, ja, helt chokeret over den utaknemmelighed, vi havde lagt for dagen for de dejlige julegaver, vi havde fået. Alle vore gode sager lå spredt overalt på gulvet, godt blandet, som i et rovdyrbur.

Her lå cigarer, småkager, underbukser, fedtegrever, håndgranater, smør, patroner m. m. Næsten alle geværer var slået i stykker, og juletræet var også gået i stykker. Paul havde endnu sine nye hjemmesko på, men sikke nogen konvolutter!

Nu blev der læst op for os på ægte tysk soldatermanér. Der blev bandet og svovlet om den straf, som hang over hovedet på os, osv. Jo, der blev holdt morgenandagt, men det var jo da også jul endnu. »Giv en forklaring på, hvad her er sket!« råbte officeren til mig. Jeg lå nemlig nærmest. Jeg fortalte, hvorledes vi havde begyndt at fejre en fredelig jul ved et smukt juletræ, da feldwebelen pludselig indfandt sig og mishandlede os alle; derefter havde han slået alle vore geværer itu på os, og da overjæger Mathiesen kom ind, var også han blevet mishandlet.

— »Hent ham herhen!« — Mathiesen bekræftede forklaringen og føjede mere til. — »Aldrig før har jeg fået en sådan omgang tærsk,« sagde han.——- De talte nu sammen, hvorefter vi fik ordre til at bringe det hele i orden i løbet af en time. De gik.

Udenfor stod mange soldater med tomme spande. Nogle skældte ud, medens andre stod dybsindigt og funderede over den skæbne, som havde ramt den gode pumpe i nattens løb. Et par timer efter kom Mathiesen. »Du og sadelmageren skal med mig til forhør klokken elleve,” sagde han, »men nu skal I høre! Da han (»Løvetæmmeren«) gik herfra, har han givet to vagtposter lussinger henne ved vejkrydset —, hans papirer er ikke gode.«

Vi mødte klokken elleve, men »Løvetæmmeren« var der ikke. Vor forklaring blev ført til protokols. Sekretæren sad og smågrinede, medens han skrev. Sagen skulle gå videre, og vi skulle høre nærmere.

Vi hørte aldrig mere til den sag. »Løvetæmmeren« var sendt til »reparation« og kom tilbage ca. tre uger senere, tilsyneladende lige så fræk som før. Den danske gruppe fejrede jul i et større hus sammen med flere andre. De havde også moret sig godt, men de mange lussinger vi fik, I var de gået glip af.

DSK-årbøger, 1955

24. december 1915. Bedrøvelig jul otte meter under jorden

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. Den 23. december 1915 gennemførte hans deling om aftenen et angreb på en fransk forpost.

Klokken var 12, da vi alle var samlet i Understanden. Tænderne klaprede i Munden paa os, vi var gennemblødt til Skindet.

Fændrikken afleverede imidlertid sin forudaffattede Melding til Kompagniføreren, der belønnede hans første Heltedaad med at indbyde ham til Julestegen, der imedens var blevet serveret for ham. Det var i en meget oprømt Stemning, Fændrikken hen paa Natten indfandt sig i Understanden hos os for at ønske „Glædelig Jul “.

Kompagniføreren havde nemlig haft Vin til Stegen. Imidlertid var Skomageren ikke ankommet med Julemaden, da vi kom tilbage, og 3 Mand blev derfor sendt af sted for at søge efter „Julemanden”. Først Klokken 3 kom de tilbage. De havde fundet Skomageren i et med Vand fyldt Granathul, af hvilket han ikke kunde slippe op.

Maden var spildt, og de mange Pakker flød i Vandskorpen. Efter at de havde faaet bjærget, hvad der endnu kunde tænkes at være  noget værd, og efter at de fra Køkkenet havde faaet hentet en ny Forsyning Mad, der hurtig blev omdelt, kunde vi først nu begynde at fejre Jul.

Det blev ikke til ret meget, thi Stemningen var borte, og de  halvvaade Cigarer, som vi havde faaet Ild paa, hjalp ikke til at sætte Humøret op. Stille, enhver med sine Tanker, der kun forstyrredes ved Skomagerens Snorken og af en enkelt hylende Granat, sad vi og lod Minderne om tidligere Julefester, samlet i Familiens Kreds, glide forbi vore indre Blikke. En enkelt itonede Sangen: „Stille Nacht, heilige Nacht!”, og Sangen forplantede sig lidt efter lidt, først noget brummende, men senere med Inderlighed og Varme, over hele Understanden.

Hernede, 8 Meter under Jorden, og ved næsten udbrændte Julelys, medens hele Understanden var fyldt med en kvælende Røg, og med Damp fra det gennemvaade Tøj, sad vi Mand ved Mand, og sang nu den ene Julesalme efter den anden, medens Taarerne listede sig ned ad de indfaldne Kinder og efterlod en hvid Stribe i den af Snavs overtrukne Hud.

Fændrikken, der ogsaa havde indfundet sig hos os, hulkede som et lille Barn. Det var maaske første Gang, han var ude i den store Verden, og Stedet og Stemningen indbød da heller ikke til at se alt for lyst paa Tingene.

I Middags var jeg nede i Dalen, for at hilse paa Køkkenchefen, og for at ønske „Glædelig Jul”. Her fik jeg at vide, at Skomageren i lang Tid hver Dag havde faaet en ekstra Flaske Cognac med til „Korporalen”, naar han havde været der for at hente Middagsmad, og nu kan jeg bedre forstaa, hvorfor jeg har faaet Ord for at være „den fordrukne danske Underofficer”. Jeg har aldrig set noget t i l Cognacen, men Skomageren var fuld hver Dag, naar han kom tilbage fra Køkkenet, og det samme havde været Tilfældet, da han i Gaar Aftes hentede Julemaden, med hvilken han havnede i Granathullet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

24. december 1915. Ingen juleorlov til sønderjyderne

Chr. Hansen, Korup pr. Ravsted, blev indkaldt ved juletid 1915.

Den 10. Juli 1902 blev jeg paa Garnisonen i Tønder erklæret for varig uduelig til Tjeneste i Hær og Flaade, baade i Freds- og Krigstid,  men da Tyskerne i Sommeren 1915 indsaa, at Krigen vilde trække i Langdrag, ændredes Bestemmelserne til kun at gælde i Fredstid. Jeg blev derfor paa en ny Session taget til Infanteriet.

Den 7. December 1915 fik jeg Telegram om at melde mig paa Junkerhulvejkasernen i Flensborg, og derfra kom jeg sammen med tyve andre fra Haderslev og Flensborg til Husum for at uddannes ved Infanteriet. —

Samme Dag ankom en større Flok 20-aarige fra Mecklenborg og Segeberg og Omegn, og den følgende Dag begyndte Uddannelsen.

Ind under Jul kom Majoren pludselig i Tanker om, at vi skulde  aflægge Faneeden, inden der gaves Juleorlov. Vi blev i vor fineste Stads ført til Kirken, hvor Adjudanten stod foran Alteret med draget Sabel. — Seks af os maatte tage om den med højre Haand.

Adjudanten læste Edsformularen Stykke for Stykke, som vi saa gentog.

Juleorloven var ordnet paa den Maia de, at alle, der var gift, skulde paa Juleorlov, Resten fik Nytaarsorlov.

Den 23. om Morgenen skulde vi møde paa Appelpladsen for at modtage Papirerne. Der var dog en Del Nordslesvigere, som ingen Pas fik, da Tilladelsen fra Myndighederne derhjemme ikke var kommet. Vi, som i første Omgang ingen Pas fik, skulde møde alle to Timer paa Skrivestuen, og hver Gang var der nogle, der fik Pas, enkelte først den 24., men Johs. Schmidt fra Gram og jeg fik ingen og maatte saa fejre Jul i Husum.

Der faldt en Del Tøsne, men hjemme var der stærk Snefog, saa de var helt urolige, da jeg ikke kom. Posten kom slet ikke rundt, og Telefonen var i Uorden. Det blev en trist Juleaften for min Hustru og Mor.

Vi fik ingen Middag Jueaftensdag, men file ordre til at møde til Appel med vor Spiseskaal paa Hotel »Stadt Hamburg«. Saa gik vi tilbage og spiste et Stykke Brød. Pakker havde vi ikke faaet hjemmefra, for de troede jo, at vi kom hjem. —

Klokken seks marcherede vi saa til Fest. Musikken spillede, og vi sang »Stille Nacht« og »Deutschland über alles«, Die Wacht am Rhein« og lignende, fik saa Spiseskaalen tilbageleveret mød Nødder, Æbler, fem Cigarer, otte Cigaretter, Appelsiner, Brevpapir m. m.

Johs. Schmidt og jeg fik en ekstra Juleforæring — en lang Pibe. Vi drak Kaffe, men Julenadver fik vi altsaa ikke. En af de unge fra Segeberg opførte en Sketch, og saa sang vi en enkelt Sang, hvorpaa Feldwebelen holdt Juletalen.

Efter denne fik enhver et Mærke til en Mark udleveret, og da Tjenesten nu var forbi, gik Peter Kryger, Bolderslev, Peter Tyssen. Branderup, og jeg hjem paa vor Stue, skrev saa et langt Brev hjem, læste Juleevangeliet og sang et Par Salmer (ingen af os kunne synge!) —

Derefter bøjede vi Knæ og sendte en Bøn op til Gud, ogsaa for vore kære derhjemme, og en Tale, fordi vi ikke behøvede at holde Jul i Skyttegraven.

Vi var en Del, der meldte os frivilligt til Kirkegang 1. Juledag. Det var dog en tør Prædiken; det var om at holde ud og i den Dur. Vi havde fri til 3. Juledag.

Den 29. fik vi Nytaarsorlov, dog ikke alle. Enkelte, deriblandt Nis Lorensen, Lille Emmerske, fik overhovedet ingen Orlov. De var »fluchtverdächtig«

DSK-årbøger 1961

23. december 1915. Beordret til angreb af en helt grøn Fændrik

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Der var flere Omstændigheder, der gjorde, at vi turde regne med en rolig Jul. Der har i de seneste Dage kun været lidt Smaaskyderi og lidt Patrouille for nærmest kun at vise, at der endnu var Liv til begge Sider.

Vore Understande var gode og solide, og i deres Dyb, — vel 8 Meter under Jorden, — belavede vi os paa at holde en nogenlunde ugenert Julefest.

Dog det skulde komme anderledes. Da jeg i Gaar Eftermiddags Kl. ca. 3 stod i Skyttegraven og fik mig en Sludder med Skorstensfejeren i en efter Forholdene afpasset, dæmpet Tone, ankom der med Brask og Bram en — Fændrik.

Vi hørte ham komme ad Løbegraven og med en Alarm, som om der kom et helt Kompagni. Jeg løb i Retning af Aastedet, hvor jeg mødte Fændrikken og 2 Mænd, der bar hans Kuffert. Under Udfoldelse af hele min Autoritet, men dog uden at brøle op, belærte jeg  Fændrikken om, hvor han var, og om det første Bud i Skyttegraven.

Han gloede paa mig. „Hvem er De, og hvad vil De?” spurgte han. Han havde ikke været længe om at opdage, at han, skønt kun lige fyldt 18 Somre, stod noget højere paa Rangstigen og aabnede Munden til en sikkert meget aandrig Belæring om Respekt.

Men den Tone, han anslog, syntes ogsaa Skorstensfejeren at være for høj efter den Dur, vi var vant til paa dette Sted, og ret langt kom han da heller ikke, før han fik et Slag over Munden. Det var ikke saa slemt ment, men det var vel anvendt. Med dette Slag havde Skorstensfejeren bragt en foreløbig Ende paa den videre Diskussion, og da der i det samme kom et Par Granater susende og slog ned i Nærheden, syntes Fændrikken nu ogsaa belært om, at han ikke stod paa en Kasernegaard. Jeg beordrede dem dernæst til at slukke Ilden i deres Cigaretter, og anviste dem derefter den Understand, hvor Kompagniføreren havde tilhuse.

Dog alt dette havde allerede vakt Opsigt og Uro i Skyttegraven og længere ud, thi et Par Mand, der var ude paa Patrouille, kom nu væltende ind i Graven. Af deres Beretning kunde vi slutte, at Franskmændene ogsaa havde hørt den Alarm, der havde været, thi de havde med to Maskingeværer bestrøet Fortterrænet, og det var af den Grund Patrouillen maatte søge tilbage.

Patrouillens Fører mente forøvrigt at have iagttaget, at den Underofficerspost, som vi vidste laa ca. 30 Meter forude, og som var paa 3 Mand, var blevet forstærket, og at der derfra muligvis kunde forventes et Angreb paa vor Stilling.

„Total verrückt,” erklærede Skorstensfejeren, men Patrouilleføreren afleverede Meldingen om sine Iagttagelser til Kompagniføreren.

Denne besluttede, at den fjendtlige Post øjeblikkelig skulde tilintetgøres, og han satte sig derfor i Forbindelse med „Staber”, Artilleri o. s. v., og fik Tilladelsen til at angribe.

Det blev 3. Deling, der under den nyankomne Fændriks Ledelse skulde have den Adspredelse. — „Das bisschen zu ordnen,” som Kompagniføreren udtrykte sig. Det var nu baade min og de andre Underofficerers Opfattelse, at det hele intet havde paa sig, men at vi kun ved dette Postyr fik ødelagt vor Juleaften.

Fændrikkens Rangforordning tillod os heller ikke overfor ham at komme med Indvendinger, men da han kom med Besked om, at jeg, der hidtil havde været Leder af 3. Deling, skulde være ham  behjælpelig med at udarbejde en nærmere Plan, hvorefter der skulde gaas frem, forelagde jeg ham følgende:

Du tager af hver Gruppe 4 Mand, det er 16. De, der helst skal være frivillige, skal være forsynet med hver 3-4 Haandgranater, men skal ellers være uden anden Udrustning. I lige Linie af Kirsebærtræerne kravler I paa Hænder og Fødder, indtil en Afstand af ca. 10 Meter fra  Franskmanden. Der lader du opmarchere i Halvmaaneform. Paa et nærmere aftalt Signal kaster I Haandgranaterne, raaber Hurra og render tilbage, saa hurtig Eders Ben kan bære jer.

Særlig det sidste er uhyre nødvendigt, og for at I ikke skal tabe Retningen, naar I løber tilbage, vil jeg fra Skyttegraven sende et Par Skud i Luften. Derpaa gaar du til Kompagniføreren og melder, at „alle er slaaet ihjel.”

Fændrikken var ikke begejstret for Forslaget, og særlig ikke med dette at raabe Hurra og løbe tilbage. Paa Kasernepladsen havde han lært, at naar der raabtes Hurra, skulde der løbes fremefter. Han kunde dog ikke selv finde paa noget bedre, og uden at vi blev enige, kom der Ordre til, at saa snart der af Artilleriet var affyret 20 Skud, som Kompagniføreren havde bedt om, skulde vi storme frem.

Splinterne fra de sidste Granater var næppe faldet til Ro, før Fændrikken i Spidsen for sine 16 Mand, følgende en smal Aabning i Pigtraadsforhegningen, kravlede ud over Brystværnet. Der hengik dog ikke ret mange Minutter, før en Skikkelse kom kravlende tilbage. Det var den trekvartblinde Skomager. Han bad mig om, under  Hensyn til Hustruen og sine 8 Børn „daheim”, at blive fritaget for denne. Ekspedition og tilbød i Stedet for at ville hente Post og Juleaftensmaden fra Køkkenet. Han, der rystede af Angst og Kulde, fik den ønskede Tilladelse, men næppe var han forsvundet, før der atter kom en Mand tilbage. Han bragte Ordre til, at jeg skulde komme ud til Fændrikken.

Da jeg omsider naaede ud til ham, hvis Mod nu syntes at være sunket ret betydeligt, viste det sig, at han helt havde tabt Retningen. Det værste var, at han slet ikke var til at tale fornuftig med. Han  vilde absolut storme frem, ligemeget i hvilken Retning, det saa end var. Det holdt haardt at faa ham til at opgive sit taabelige  Forehavende, og medens Regnen stadig silede ned, laa vi derude og kævledes.

Jeg vilde under ingen Omstændigheder være med til at storme nogen fransk Skyttegrav, hvilket vi jo heller ikke havde nogen Ordre til, og hvilket heller ikke var Hensigten med vort Forehavende.

Folkene begyndte at blive utaalmodige, og jeg besluttede da at gaa tilbage og overlade Fændrikken hele Fornøjelsen. Men omsider opgav han, og jeg overtog Kommandoen. Fra Mand til Mand blev der hviskende givet Ordre til at opmarchere til højre, og da der noget  efter fra samme Side kom Besked tilbage: „Klar,” gav jeg Fløjtesignal til at kaste Haandgranaterne.

Vi afventede ikke, at de skulde begynde at eksplodere, men raabte Hurra, og saa hurtig vore forfrosne og stive Ben kunde bære os, søgte vi at naa tilbage til Skyttegraven.

En ildevarslende Tikken fra de franske Maskingeværer mindede os om „at tage Benene under Armen” og løbe endnu hurtigere, men da de første Lysraketter og Ildkugler oplyste Terrænet, laa vi allerede foran vort Pigtraadshegn og havde kun at finde igennem dette, for atter at være i Sikkerhed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. december 1915. Snavsede og trætte soldater til parade

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.

»Aldrig nogen sinde har man tilladt sig at præsentere så snavsede og beskidte soldater for mig!« udtalte den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Böhm, skarpt til vor kompagnifører, da vi stod opstillede på kasernegården i Douai.

Nu burde vi jo være blevet fornærmede, i hvert fald på vor kompagniførers vegne, men der er alligevel ingen, der tager sig det  mindste af, om en menig soldat bliver fornærmet eller ej, og så kunne vi da for resten være ligeglade.

Men den blaserte herre i den fine uniform med de mange ordener, som menigmand dog til syvende og sidst havde fortjent til ham, skulle bare have været med der, hvor vi  kom fra, så havde han nok stemt tonen lidt ned. I seks uger havde vi under de mest umenneskelige kår holdt stillingen derude på Gisseler-højene. Halvt i vand og halvt i ild havde vi ligget, som én så træffende sagde, og så  havde han endda glemt mudderet, de fysiske anstrengelser og det psykiske pres, som vi der havde været ude for.

Forrige nat var vi blevet afløst, og i går havde vi trasket de 25—30 kilometer her til Douai. Landevejenes ujævne brostensbelægning og de opblødte støvler havde gjort fødderne ømme som bylder. Jo,  kompagniføreren, løjtnant Wiegelmann, havde haft den rette  forståelse for vort behov og ladet os i ro. Men Wiegelmann var jo kun løjtnant, og i fredstid en lille toldembedsmand, han skulle kanøfles.

Omgivelserne, vi var kommet i, var nu heller ikke nogen opfordring til forfængelighed og storvask. Det var en gammel artillerikaserne,  der det, så megen franskvask havde jeg ikke lært! Beskeden var gaven i hvert fald, når man tænker på, at der for en eneste granat af lille kaliber kunne købes flere lommetørklæder til hver mand i kompagniet, og granater blev der nu ikke sparet på.

Nu blev der lagt et par ankre øl op. Vi drak af vore kogekar, og  efterhånden, som øllet sank i tænderne, steg julestemningen.

Fra året i forvejen kendte jeg den måde at holde jul på og listede stille bort. Der var så stille i de mørke gader, selv fronten derude mod vest syntes at tie, men hvor mange tårer blev der mon ikke grædt bag gadernes lukkede døre. Jeg så op mod de tindrende stjerner. Jo, der var Karlsvognen med den knækkede stang, og der var Nordstjernen. I den retning, langt mod nord, lå mit hjem.

Der sad nu far og mor og mine mindre søskende og kunne ikke få juleglæden ind i stuen og ind i deres bekymrede sind. Der savnedes jo tre omkring bordet. Min ældste bror lå på lazarettet, og den næste var gået over grænsen til Danmark.

Men i et andet hjem sad en lille pige og bad i angst for sin ven.

Hjemme i mit kvarter satte jeg mig hen og læste igen hendes og mine forældres julebreve efter at have stillet deres billeder op på bordet foran mig.

Dagen efter gik jeg hen på kasernen og hentede et juletræ, som jeg pyntede lidt og satte nye lys i. De to drenge, Leo og Lycien, hvem jeg var blevet mægtig fine venner med, havde også haft travlt. De havde  kastet hvide serpentiner over alle buske og træer i haven. —

Måské en slags erstatning for julesneen. Hjemmefra havde jeg fået nogle pakker med bagværk og julegodter, og nu holdt jeg jul sammen med mine værtsfolk. Større modsætninger kunne vel næppe samles om julens symbol, katolikker og protestant, ven og fjende. Vi forstod ikke meget af hinandens sprog, men jeg tror nok, at vore tanker gik ad de samme veje, da vi ønskede hinanden glædelig jul!

DSK-årbøger 1960

20. december 1915. Fængsling af sønderjyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Når sønderjyske kvinder fængsles.

Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.

I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.

Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.

Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.

I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.

Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.

Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.

Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.

Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.

19. december 1915. Underjordisk krig ved Moulin

Kübler, underofficer ved Regiment 84’s 6. kompagni, beretter om den underjordiske krig.

Efter tilbagevenden fra østfronten til vestfrontens stillingskrig syntes livet os ensformigt og afstumpende. Vi var jo vant til fremrykning og nye oplevelser hver dag.

Således kom 2 mand fra mit kompagni på den idé grundigt at undersøge Estorf-Nase-minegangen i stillingen ved Moulin, som af os var betegnet med et skilt: “Korteste vej til Paris.” Begge havde tilbragt flere gange to timer derinde som lyttepost.

Da jeg en aften – det var kort før jul 1915 – som skyttegravstjenstgørende underofficer kommer ned i den underjordiske gang for også her at kontrollere alt, var de to ved en lommelampes skær ved at undersøge den yderste ende af hulen.

Efter kort tid trak de en sandsæk ud af væggen foran sig. Vi var alle tre overraskede og temmelig forskrækkede, da vi gennem hullet, som havde været stoppet af sandsækken, kunne se ind i en yderligere minegang.

Yderste forsigtighed var nødvendig. Der kunne jo sidde en franskmand på den anden side og give os en venlig hilsen i form af en håndgranat eller lignende. Men det forblev altsammen stille.

Så gik vi i gang med at undersøge hulen med lommelampen. Vi fandt den tom. Men pludselig hørte vi franske ord og skridt, der kom imod os. Det gik over. Hurtigt blev hullet stoppet til igen, og vi lyttede alle tre, fornemmede også en mumlen.

Da vi efter nogen tid igen tog sandsækken væk, så vi, hvordan adskillige mennesker netop fjernede sig. Det blev klart for os, at franskmanden kun nu og da sendte en patrulje ind i sin minegang.

Efter at jeg havde beordret de to poster til at være meget opmærksomme, gik jeg selv til min delings-og kompagnifører for at aflægge rapport. Undervejs traf jeg Unteroffizier Madea fra min deling, hvem jeg fortalte om min oplevelse. Denne, en gammel feltsoldat, begav sig straks ind i minegangen. Da jeg sammen med min delingsfører kom tilbage til de tre, havde de ikke været uvirksomme. De havde allerede undersøgt den anden side grundigt og konstateret, at der langs begge sidevægge gik en stærk tråd, der førte ned i jorden. Vi vidste nu, at vi sad på en krudttønde.

Først måtte tråden klippes over. At gøre det med en almindelig trådsaks var ikke ufarligt, fordi tråden jo godt kunne være ladet med elektrisk strøm, Der blev derfor forespurgt ved bataljonen, om dér fandtes en saks med isoleret håndtag. Da dette ikke var tilfældet, måtte altså en almindelig saks bruges.

I mellemtiden havde Unteroffizier Madea og de to vagter, det var menig Jordan og menig Spiro, besluttet sig til at kravle igennem gangen og hente en fransk vagtpost ud af gangen. Hullet i væggen blev hurtigt udvidet. Snart var det så stort, at alle kunne komme igennem.

Forsigtigt krøb den ene efter den anden ind i den franske gang, én tog en trådsaks med, og snart var de forsvundet. Jeg blev i stor spænding tilbage sammen med min delingsfører. Det varede ikke længe, da kom alle tre hurtigst tilbage, desværre uden franskmand.

Unteroffizier Madea og menig Jordan krøb straks gennem hullet tilbage til os, mens menig Spiro vovede at klippe ledningstråden over. På begge sider skar han et stykke på ca. 50 cm ud. Så krøb også han hurtigt tilbage. Det var på høje tid, for nu kunne man igen høre stemmer og trin. I al hast blev hullet igen stoppet så godt som muligt, desværre blev der en lille åbning tilbage.

Den franske patrulje mærkede til vor beklagelse, at der var foregået noget i minegangen og opdagede også den afbrudte ledningstråd. Som vi kunne konstatere, blev to vagter tilbage, ikke til vor glæde, for vi havde jo endnu en udgravning foran os. Det blev der så ikke noget af. Vi måtte altså begrænse os til at passe nøje på, om franskmændene forlod minegangen. Skete det, så kunne man frygte en sprængning, og også vore vagtposter måtte så forlade minegangen.

Næste dag blev den franske mingang røget ud. En pioner satte forsigtigt tre kasser med hver to stinkbomber imod den væg, i hvilken hullet befandt sig. Mod vor side blev kasserne yderligere fordæmmet med tre lag sandsække og så bragt til sprængning med elektrisk tænding.

Stakkels franskmænd! – Efter nogen tid hørte vi en brusen som fra en pumpe. Franz var altså i gang med redningsarbejdet. Det blev han ikke forstyrret i.

I de næste dage kunne vi ikke give minegangen stor opmærksomhed. Kun fra tid til anden blev der sendt en patrulje derind.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

18. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En vægring og en retssag.

Som det vil erindres, er det flere steder i Sønderjylland blevet befalet at eleverne på statens efterskoler skal deltage i ”Jugendwehr”’s militære øvelser om søndagen. Et antal lærlinge i Haderslev har vægret sig herved og er derfor ved politiretten idømt straffe. Deres forældre har så indanket sagen for retten. “Schlesw. Grenzpost” skriver, at dommen imødeses med spænding.

De hjemløses militærpligt og statsborgerret.

I tilknytning til meddelelsen om, at de hjemløse i Nordslesvig nu skal melde sig til lægsrullen, udtalte ”Vossische Zeitung” forleden, at dermed hele hjemløshed spørgsmålet var blevet løst, da de hjemløse Nordslesvigere vilde blive prøjsiske statsborgere i det øjeblik, de trådte ind i hæren.

I anledning heraf har dr. jur. de Jonge nu sendt det nævnte blad et indlæg, hvori han hævder, at denne påstand beror på en misforståelse af statsretten. Artikel1 i rigsmilitærloven af 1913 bestemmer, at personer, som ingen stat tilhører, når de har varigt ophold indenfor rigets grænser, kan ligesom tyskere indkaldes til at aftjene deres værnepligt; en sådan indkaldelse betyder imidlertid på ingen måde ipso jure erhvervelse af statsborgerret.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

  • Kommis Jørgen Kaad, en søn af gårdejer K. i Stenderup i Sundeved, er falden den 7. december i Champagne, 23 år gammel.
  • Jørgen L. Jessen fra Vilsbæk ved Holebøl er den 6. december død på et lazaret i Frankrig, Han efterlader sig kone og tre børn.
  • August Hansen fra Gråsten er i følge den sidste tabsliste død på et krigslazaret.
  • I den sidste tabsliste meddeles, at Jørgen Duus fra Lysabildskov på Als er død på landeværns-feltlazaret 2.
  • Elektriker Chr. Kristensen i Haderslev er hårdt såret i en kamp i Frankrig.

 

16. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

De hjemløse og optantbørnene

Skal, som meddelt, nu også melde sig til lægdsrullen. Denne bestemmelse har haft til følge, at såvel hjemløse som optantbørn, der er kommet over grænsen fra Kongeriget med dansk pas, i disse dage er blevet forhindrede i at vende tilbage til Kongeriget – i alt fald foreløbig.

Tørvestrøelse.

Det meddeles, at såvel tørvestrøelse som tørvesmuld er beslaglagte og kun står til rådighed i ringe mængder. Befolkningen anmodes derfor indtrængende om at omgås de nævnte ting meget sparsomt. Der søges efter et erstatningsmiddel.

Tobaksrygning forbudt for børn under 16 år.

Generalkommandoen i Altona bekendtgør følgende forordning, som sundhedskontoret i Lybæk har udstedt den 10. marts 1915:

For i sundhedens interesse at sætte en stopper for tobaksrygningen hos ungdommelige personer, som i den sidste tid stadig har grebet mere om sig, har sundhedskontoret anordnet følgende: Personer under 16 år er det forbudt at ryge tobak, cigarer eller cigaretter. De, der er forpligtelse til at føre tilsyn med de ungdommelige personer, er ligeledes ansvarlige for, at forbuddet overholdes. Det er endvidere forbudt at sælge eller at afgive tobakspriser, tobak, cigarer eller cigaretter til personer under 16 år. De ungdommelige personer selv, samt de der skal føre tilsyn med dem, er medansvarlige for, at dette forbud overholdes. Overtrædelse straffes med en pengebøde på indtil 60 mark eller med indtil 14 dages arrest.