Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

31. december 1915. “Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 (FR86) lå i julen 1915 ved Somme-Py. I dagene op mod nytår var de under hård beskydning.

Nu fulgte nogle tungere dage for regimentet. Allerede siden midten af december havde fjendens artilleriild ændret sig. Det havde især taget ”Hanseatenlejren” på kornet med tunge kalibre.

Den 27. december tog ilden til i alle dele af stillingen. Værre endnu blev det den 28. december. Tung ild, artilleri og miner, lå fra om formiddagen til kl. 5 om eftermiddagen med uformindsket styrke over midten af stillingen og over ”Hanseatenlejren.”

Særlig slemt blev kompagniet i andet afsnit (6. kompagni) ramt.

Kompagniet i ”Hanseatenlejren” (10. kompagni) blev heldigvis forskånet, da de var på arbejde foran i et mindre udsat afsnit.

Også opmarchvejene og højde 193 lå under ild. Under beskydningen anvendte franskmanden igen en af sine raffinerede metoder til at øge tabene. Han indlagde en kort ildpause og lod så infanteri- og maskingeværild brage løs. Herved skulle man foregive et kommende angreb og lokke besætningen ud af dækningsrummene. Et pludseligt ildoverfald antraf dem således ubeskyttede i skyttegravene.

Tabene var betragtelige, 23 døde og 12 sårede. Langt den største del ramte II bataljon, som lå i front.

Det forholdsvis store antal døde forklares ved, at mange dækningsgrave blev sønderskudt, og at deres mandskab blev begravet. 6. kompagni havde således mistet næsten alle deres dækningsrum.

En mand fra 6. kompagni lå med sine ben frygteligt indeklemt i et sønderskudt dækningsrum. Han kunne først blive befriet efter 48 timers opofrende arbejde. Jernkorset blev rakt ned til ham på en skovl.

I alt havde regimentet i den sidste tredjedel af måneden 30 døde og 47 sårede.

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

25. december 1915. Slagsmål til jul

Lauritz Jørgensen beretter om en ualmindelig ufredelig juleaften.

Juleaften blev vi afløst i skyttegraven. Vi glædede os til nogle få dages ro og havde slået køjesenge med halmsække op i et hus. Vor gruppe var folk fra Holsten og Mecklenborg samt undertegnede. En mand – “Paul Brændevin” – hvis borgerlige navn var Zimmermann, var altid glad, når vi gik tilbage; men i aften var han i overstadigt humør. Han sprang fra den ene til den anden og fortalte om alt, hvad han havde hørt om festen i aften.

„Ja,“ sagde han, „vi får en pakke hver, „Liebespaket”, fra garnisonen, en hel flaske vin, cigarer, julegodter, øl så meget som vi kan labbe i os, og rom fik vi muligvis også osv.“

Jo, han mente, at festen ville blive ualmindelig god.

Nu hoppede han ind i skoven og kom snart tilbage med juletræet, for det hørte med til en rigtig jul. Munden stod ikke stille på ham, han var så glad som et barn. Jeg husker ikke, hvad vi fik at spise fra feltkøkkenet, men herlige sager fik vi. Juletræet blev pyntet og Paul vimsede rundt. Sagerne blev pakket ud, og i al tarvelighed fejrede vi nu jul — til at begynde med da.

Paul havde allerede taget sig nogle store gibbenakker og havde vældig travlt. Han havde fået et par tøjsko i julegave, dem var han glad for. Jakken havde han smidt, men livremmen og feltflasken havde han om livet. Paul havde altid to feltflasker med rom i. Det hele formede sig, som han havde forudsagt, med vin, cigarer, øl, småkager m. m. —Men det varede ikke så længe.

Døren blev pludselig revet op, og ind trådte en feldwebel, “der Löwenbändiger”, iført flot ekstrauniform. Pistolen hang lige på maven. Her, bag ved fronten, kunne han tillade sig at være modig, her var han fræk, en farlig kraft at se på. Ude ved fronten var han lige det modsatte.

I dag var han en mand med sammenbidt energi, ja, ligefrem selve »der Kaiser*. Han blev stående et øjeblik for rigtig at sole sig. Så brølede han som en rasende efter «Schof«. »Hvor er den forbandede Schof?«

Pludselig stod Paul foran ham. — Her, herr feldwebel — og i samme nu slog han Paul lige i panden, så han omgående gik i gulvet. Da han kom til sig selv igen, krøb han ind under køjen og blev liggende der. Benene kunne der ikke blive plads til, så »sutterne« stak udenfor.

“Løvetæmmeren” brølede igen. “Frem med cigarerne!”

Straks havde flere af de yngre kammerater de nye kasser parat og bød ham af de flotte cigarer, men han langede ud efter kasserne, og flere hundrede cigarer røg rundt på gulvet. Så delte han lussinger ud både med højre og venstre hånd, og her var fart over feltet. Alle uden undtagelse fik en omgang.

Sadelmageren sagde nu til mig: »Lad os redde det, vi kan!“ og så væltede vi bordet med alle lys samt juletræet.

Nu var der mørklagt. »Løvetæmmeren« havde taget et af vore geværer, som stod opstillet i stativet, og slog om sig som desperat. Alle vi andre blev også snart bevæbnet, og kampen var hurtigt i gang. Den ene kolbe efter den anden røg af, efterhånden som vi ramte ham eller en anden — eller køjekanten.

Slaget var snart på sit højdepunkt. »Løvetæmmeren« løb rundt imellem os, og mange af de slag, der var tiltænkt ham, ramte en af vore. Snart var han her, snart der, ligesom en loppe.Han var næsten ikke til at få ram på. En gang imellem knurrede Paul, når vi trådte ham over tæerne, der jo kun var beskyttet af sutskoene. Det lød som en fornærmet, gammel kat.

Kampen fortsattes ude i køkkenet. En trappe herfra førte ned i kælderen, hvorfra over jæger Mathiesen kom op. Han og nogle andre fejrede jul dernede. Han råbte: »Hvad er her på færde?«. — Mathiesen var fra Husumegnen og havde bl. a. arbejdet i København. Han talte godt dansk; derfor svarede jeg på dansk: »Her er næsten alt skrupskørt!«

— »Er det ham, den bandit! Nu skal jeg ordne ham!« Han smed trøjen og gik lige i bælgen på »løven». Kampen blev ført i asende tempo. Træpanelet brasede sammen og de to kæmpende styrtede ned ad trappen, »løven« først, så Mathiesen. Han fik god lejlighed til at klø ham, og vi undte ham det. »Tænd lys!« råbte Mathiesen. Lyset blev tændt og nu kunne han bedre se, hvor „løven” var. Vi andre var blevet observatører.

Kampen bølgede videre med uformindsket kraft. — »Du, Paul«, kaldte en af kammeraterne, »nu kan du godt komme frem, for nu er han »løvetæmmeren« gået under jorden«. »Paul Brændevin« kunne altid snakke sig fra det hele og yndede at optræde i helterollen, men vi var spændt på, hvorledes han ville klare den nuværende situation. På forhånd syntes stillingen jo håbløs for ham, for han havde jo ligget skjult under køjesengen. Der var slet ikke noget at prale af for ham. For en gangs skyld kunne vi jo nu se ham som en slagen mand. Det var ikke til at bortforklare! — Men hvad gjorde Paul? — Han optrådte som »sejrherre!« Han brystede sig, han knejsede som en hane paa en møgbunke.

Nu var »løvetæmmeren« vel nok blevet snydt rigtig godt, sagde han. — Jeg narrede ham, for jeg hedder jo ikke »Schof«.

»Nej«, sagde sadelmageren, »du hedder »Paul Brændevin « og er en stor kujon!«

„Hvem? Er jeg en kujon? — Jeg skal bevise det modsatte!”

– Og nu ville han slå »løvetæmmeren« ihjel. En af kammeraterne rakte ham et stoleben. »Det dur ikke«, sagde han, og løb forbi de kæmpende og udenfor. Et par meter fra brostensrækken stod i dybt pløre en høj pumpe med en mægtig pumpestang af tykt jern. Stangen lignede et spørgsmålstegn. En stor kugle dannede afslutningen. Med den ville han ordne »løvetæmmeren«. Han sled hele natten med den stakkels pumpe, kun afbrudt en gang, da han løb ind for at skifte feltflasken med rom i. »Det gav kræfter«, sagde han. Det knagede i boltene, når han sled sidelæns i svinget, og engang imellem var det ligesom den trak modsat vej, for allerbedst som han mente, at nu havde han overtaget, fremkom der en hvislende lyd. Et ryk! og Paul mistede grebet og gik omkuld i pløret.

Han så farlig ud efter det mudderbad, iklædt skjorte og sutsko.

Mathiesen og »Løvetæmmeren« endte også i pløret, »Løvetæmmeren« endda i det fine tøj. De rullede rundt som et marsvin derhjemme i »Lillebælt«. Vi fik nu stablet bordpladen op, og lysene blev tændt. Vi tog et kort overblik over situationen og fortsatte vor julefest. Mathiesen kom ind, forrevet og forslået i ansigtet og — snavset, ikke så lidt endda. Jeg sagde til ham: »Tror du, vi holder fastelavn, siden du har maske på?« — »Hold kæft!« svarede han.

Ved totiden kom også Paul ind. Han så forfærdelig ud efter sin kamp med pumpen. Denne ville tydeligt nok ikke godvilligt afgive sit flotte sving, der nu nærmest lignede en kohale i færd med at jage fluer væk. Den før så stolte pumpe lignede nu nærmest et abstrakt kunstværk. Paul smed livremmen og skjorten, satte sig på køjekanten og sov på tværs i køjen. En af kammeraterne dækkede ham til med en kappe. Paul var træt.
Ved tretiden ebbede festen ud. Vi havde haft en gevaldig jul og moret os godt,, og sikken masse lussinger vi havde fået. Lidt uorden og rod var der vel nok efter festen, men oprydningen kunne vente til vi havde sovet. Vi var ogsaa trætte.

Klokken otte blev der kommanderet »Aufstehen!«

Lidt forbavset over et sådant brøl, lå vi nu og lurede lige som en flok grise efter en afbrudt, dejlig middagssøvn. Lidt omtumlet og slet ikke rigtig vågne glanede vi omkring, og uvilkårligt tænkte vi på, om vi nu skulle have tærsk igen. — Men denne gang mødte der tre mand, en officerstedfortræder, en løjtnant og vor stabsfeldwebel. De stod midt på gulvet og var benovet, ja, helt chokeret over den utaknemmelighed, vi havde lagt for dagen for de dejlige julegaver, vi havde fået. Alle vore gode sager lå spredt overalt på gulvet, godt blandet, som i et rovdyrbur.

Her lå cigarer, småkager, underbukser, fedtegrever, håndgranater, smør, patroner m. m. Næsten alle geværer var slået i stykker, og juletræet var også gået i stykker. Paul havde endnu sine nye hjemmesko på, men sikke nogen konvolutter!

Nu blev der læst op for os på ægte tysk soldatermanér. Der blev bandet og svovlet om den straf, som hang over hovedet på os, osv. Jo, der blev holdt morgenandagt, men det var jo da også jul endnu. »Giv en forklaring på, hvad her er sket!« råbte officeren til mig. Jeg lå nemlig nærmest. Jeg fortalte, hvorledes vi havde begyndt at fejre en fredelig jul ved et smukt juletræ, da feldwebelen pludselig indfandt sig og mishandlede os alle; derefter havde han slået alle vore geværer itu på os, og da overjæger Mathiesen kom ind, var også han blevet mishandlet.

— »Hent ham herhen!« — Mathiesen bekræftede forklaringen og føjede mere til. — »Aldrig før har jeg fået en sådan omgang tærsk,« sagde han.——- De talte nu sammen, hvorefter vi fik ordre til at bringe det hele i orden i løbet af en time. De gik.

Udenfor stod mange soldater med tomme spande. Nogle skældte ud, medens andre stod dybsindigt og funderede over den skæbne, som havde ramt den gode pumpe i nattens løb. Et par timer efter kom Mathiesen. »Du og sadelmageren skal med mig til forhør klokken elleve,” sagde han, »men nu skal I høre! Da han (»Løvetæmmeren«) gik herfra, har han givet to vagtposter lussinger henne ved vejkrydset —, hans papirer er ikke gode.«

Vi mødte klokken elleve, men »Løvetæmmeren« var der ikke. Vor forklaring blev ført til protokols. Sekretæren sad og smågrinede, medens han skrev. Sagen skulle gå videre, og vi skulle høre nærmere.

Vi hørte aldrig mere til den sag. »Løvetæmmeren« var sendt til »reparation« og kom tilbage ca. tre uger senere, tilsyneladende lige så fræk som før. Den danske gruppe fejrede jul i et større hus sammen med flere andre. De havde også moret sig godt, men de mange lussinger vi fik, I var de gået glip af.

DSK-årbøger, 1955

24. december 1915. Bedrøvelig jul otte meter under jorden

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. Den 23. december 1915 gennemførte hans deling om aftenen et angreb på en fransk forpost.

Klokken var 12, da vi alle var samlet i Understanden. Tænderne klaprede i Munden paa os, vi var gennemblødt til Skindet.

Fændrikken afleverede imidlertid sin forudaffattede Melding til Kompagniføreren, der belønnede hans første Heltedaad med at indbyde ham til Julestegen, der imedens var blevet serveret for ham. Det var i en meget oprømt Stemning, Fændrikken hen paa Natten indfandt sig i Understanden hos os for at ønske „Glædelig Jul “.

Kompagniføreren havde nemlig haft Vin til Stegen. Imidlertid var Skomageren ikke ankommet med Julemaden, da vi kom tilbage, og 3 Mand blev derfor sendt af sted for at søge efter „Julemanden”. Først Klokken 3 kom de tilbage. De havde fundet Skomageren i et med Vand fyldt Granathul, af hvilket han ikke kunde slippe op.

Maden var spildt, og de mange Pakker flød i Vandskorpen. Efter at de havde faaet bjærget, hvad der endnu kunde tænkes at være  noget værd, og efter at de fra Køkkenet havde faaet hentet en ny Forsyning Mad, der hurtig blev omdelt, kunde vi først nu begynde at fejre Jul.

Det blev ikke til ret meget, thi Stemningen var borte, og de  halvvaade Cigarer, som vi havde faaet Ild paa, hjalp ikke til at sætte Humøret op. Stille, enhver med sine Tanker, der kun forstyrredes ved Skomagerens Snorken og af en enkelt hylende Granat, sad vi og lod Minderne om tidligere Julefester, samlet i Familiens Kreds, glide forbi vore indre Blikke. En enkelt itonede Sangen: „Stille Nacht, heilige Nacht!”, og Sangen forplantede sig lidt efter lidt, først noget brummende, men senere med Inderlighed og Varme, over hele Understanden.

Hernede, 8 Meter under Jorden, og ved næsten udbrændte Julelys, medens hele Understanden var fyldt med en kvælende Røg, og med Damp fra det gennemvaade Tøj, sad vi Mand ved Mand, og sang nu den ene Julesalme efter den anden, medens Taarerne listede sig ned ad de indfaldne Kinder og efterlod en hvid Stribe i den af Snavs overtrukne Hud.

Fændrikken, der ogsaa havde indfundet sig hos os, hulkede som et lille Barn. Det var maaske første Gang, han var ude i den store Verden, og Stedet og Stemningen indbød da heller ikke til at se alt for lyst paa Tingene.

I Middags var jeg nede i Dalen, for at hilse paa Køkkenchefen, og for at ønske „Glædelig Jul”. Her fik jeg at vide, at Skomageren i lang Tid hver Dag havde faaet en ekstra Flaske Cognac med til „Korporalen”, naar han havde været der for at hente Middagsmad, og nu kan jeg bedre forstaa, hvorfor jeg har faaet Ord for at være „den fordrukne danske Underofficer”. Jeg har aldrig set noget t i l Cognacen, men Skomageren var fuld hver Dag, naar han kom tilbage fra Køkkenet, og det samme havde været Tilfældet, da han i Gaar Aftes hentede Julemaden, med hvilken han havnede i Granathullet.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

24. december 1915. Ingen juleorlov til sønderjyderne

Chr. Hansen, Korup pr. Ravsted, blev indkaldt ved juletid 1915.

Den 10. Juli 1902 blev jeg paa Garnisonen i Tønder erklæret for varig uduelig til Tjeneste i Hær og Flaade, baade i Freds- og Krigstid,  men da Tyskerne i Sommeren 1915 indsaa, at Krigen vilde trække i Langdrag, ændredes Bestemmelserne til kun at gælde i Fredstid. Jeg blev derfor paa en ny Session taget til Infanteriet.

Den 7. December 1915 fik jeg Telegram om at melde mig paa Junkerhulvejkasernen i Flensborg, og derfra kom jeg sammen med tyve andre fra Haderslev og Flensborg til Husum for at uddannes ved Infanteriet. —

Samme Dag ankom en større Flok 20-aarige fra Mecklenborg og Segeberg og Omegn, og den følgende Dag begyndte Uddannelsen.

Ind under Jul kom Majoren pludselig i Tanker om, at vi skulde  aflægge Faneeden, inden der gaves Juleorlov. Vi blev i vor fineste Stads ført til Kirken, hvor Adjudanten stod foran Alteret med draget Sabel. — Seks af os maatte tage om den med højre Haand.

Adjudanten læste Edsformularen Stykke for Stykke, som vi saa gentog.

Juleorloven var ordnet paa den Maia de, at alle, der var gift, skulde paa Juleorlov, Resten fik Nytaarsorlov.

Den 23. om Morgenen skulde vi møde paa Appelpladsen for at modtage Papirerne. Der var dog en Del Nordslesvigere, som ingen Pas fik, da Tilladelsen fra Myndighederne derhjemme ikke var kommet. Vi, som i første Omgang ingen Pas fik, skulde møde alle to Timer paa Skrivestuen, og hver Gang var der nogle, der fik Pas, enkelte først den 24., men Johs. Schmidt fra Gram og jeg fik ingen og maatte saa fejre Jul i Husum.

Der faldt en Del Tøsne, men hjemme var der stærk Snefog, saa de var helt urolige, da jeg ikke kom. Posten kom slet ikke rundt, og Telefonen var i Uorden. Det blev en trist Juleaften for min Hustru og Mor.

Vi fik ingen Middag Jueaftensdag, men file ordre til at møde til Appel med vor Spiseskaal paa Hotel »Stadt Hamburg«. Saa gik vi tilbage og spiste et Stykke Brød. Pakker havde vi ikke faaet hjemmefra, for de troede jo, at vi kom hjem. —

Klokken seks marcherede vi saa til Fest. Musikken spillede, og vi sang »Stille Nacht« og »Deutschland über alles«, Die Wacht am Rhein« og lignende, fik saa Spiseskaalen tilbageleveret mød Nødder, Æbler, fem Cigarer, otte Cigaretter, Appelsiner, Brevpapir m. m.

Johs. Schmidt og jeg fik en ekstra Juleforæring — en lang Pibe. Vi drak Kaffe, men Julenadver fik vi altsaa ikke. En af de unge fra Segeberg opførte en Sketch, og saa sang vi en enkelt Sang, hvorpaa Feldwebelen holdt Juletalen.

Efter denne fik enhver et Mærke til en Mark udleveret, og da Tjenesten nu var forbi, gik Peter Kryger, Bolderslev, Peter Tyssen. Branderup, og jeg hjem paa vor Stue, skrev saa et langt Brev hjem, læste Juleevangeliet og sang et Par Salmer (ingen af os kunne synge!) —

Derefter bøjede vi Knæ og sendte en Bøn op til Gud, ogsaa for vore kære derhjemme, og en Tale, fordi vi ikke behøvede at holde Jul i Skyttegraven.

Vi var en Del, der meldte os frivilligt til Kirkegang 1. Juledag. Det var dog en tør Prædiken; det var om at holde ud og i den Dur. Vi havde fri til 3. Juledag.

Den 29. fik vi Nytaarsorlov, dog ikke alle. Enkelte, deriblandt Nis Lorensen, Lille Emmerske, fik overhovedet ingen Orlov. De var »fluchtverdächtig«

DSK-årbøger 1961

23. december 1915. Beordret til angreb af en helt grøn Fændrik

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Der var flere Omstændigheder, der gjorde, at vi turde regne med en rolig Jul. Der har i de seneste Dage kun været lidt Smaaskyderi og lidt Patrouille for nærmest kun at vise, at der endnu var Liv til begge Sider.

Vore Understande var gode og solide, og i deres Dyb, — vel 8 Meter under Jorden, — belavede vi os paa at holde en nogenlunde ugenert Julefest.

Dog det skulde komme anderledes. Da jeg i Gaar Eftermiddags Kl. ca. 3 stod i Skyttegraven og fik mig en Sludder med Skorstensfejeren i en efter Forholdene afpasset, dæmpet Tone, ankom der med Brask og Bram en — Fændrik.

Vi hørte ham komme ad Løbegraven og med en Alarm, som om der kom et helt Kompagni. Jeg løb i Retning af Aastedet, hvor jeg mødte Fændrikken og 2 Mænd, der bar hans Kuffert. Under Udfoldelse af hele min Autoritet, men dog uden at brøle op, belærte jeg  Fændrikken om, hvor han var, og om det første Bud i Skyttegraven.

Han gloede paa mig. „Hvem er De, og hvad vil De?” spurgte han. Han havde ikke været længe om at opdage, at han, skønt kun lige fyldt 18 Somre, stod noget højere paa Rangstigen og aabnede Munden til en sikkert meget aandrig Belæring om Respekt.

Men den Tone, han anslog, syntes ogsaa Skorstensfejeren at være for høj efter den Dur, vi var vant til paa dette Sted, og ret langt kom han da heller ikke, før han fik et Slag over Munden. Det var ikke saa slemt ment, men det var vel anvendt. Med dette Slag havde Skorstensfejeren bragt en foreløbig Ende paa den videre Diskussion, og da der i det samme kom et Par Granater susende og slog ned i Nærheden, syntes Fændrikken nu ogsaa belært om, at han ikke stod paa en Kasernegaard. Jeg beordrede dem dernæst til at slukke Ilden i deres Cigaretter, og anviste dem derefter den Understand, hvor Kompagniføreren havde tilhuse.

Dog alt dette havde allerede vakt Opsigt og Uro i Skyttegraven og længere ud, thi et Par Mand, der var ude paa Patrouille, kom nu væltende ind i Graven. Af deres Beretning kunde vi slutte, at Franskmændene ogsaa havde hørt den Alarm, der havde været, thi de havde med to Maskingeværer bestrøet Fortterrænet, og det var af den Grund Patrouillen maatte søge tilbage.

Patrouillens Fører mente forøvrigt at have iagttaget, at den Underofficerspost, som vi vidste laa ca. 30 Meter forude, og som var paa 3 Mand, var blevet forstærket, og at der derfra muligvis kunde forventes et Angreb paa vor Stilling.

„Total verrückt,” erklærede Skorstensfejeren, men Patrouilleføreren afleverede Meldingen om sine Iagttagelser til Kompagniføreren.

Denne besluttede, at den fjendtlige Post øjeblikkelig skulde tilintetgøres, og han satte sig derfor i Forbindelse med „Staber”, Artilleri o. s. v., og fik Tilladelsen til at angribe.

Det blev 3. Deling, der under den nyankomne Fændriks Ledelse skulde have den Adspredelse. — „Das bisschen zu ordnen,” som Kompagniføreren udtrykte sig. Det var nu baade min og de andre Underofficerers Opfattelse, at det hele intet havde paa sig, men at vi kun ved dette Postyr fik ødelagt vor Juleaften.

Fændrikkens Rangforordning tillod os heller ikke overfor ham at komme med Indvendinger, men da han kom med Besked om, at jeg, der hidtil havde været Leder af 3. Deling, skulde være ham  behjælpelig med at udarbejde en nærmere Plan, hvorefter der skulde gaas frem, forelagde jeg ham følgende:

Du tager af hver Gruppe 4 Mand, det er 16. De, der helst skal være frivillige, skal være forsynet med hver 3-4 Haandgranater, men skal ellers være uden anden Udrustning. I lige Linie af Kirsebærtræerne kravler I paa Hænder og Fødder, indtil en Afstand af ca. 10 Meter fra  Franskmanden. Der lader du opmarchere i Halvmaaneform. Paa et nærmere aftalt Signal kaster I Haandgranaterne, raaber Hurra og render tilbage, saa hurtig Eders Ben kan bære jer.

Særlig det sidste er uhyre nødvendigt, og for at I ikke skal tabe Retningen, naar I løber tilbage, vil jeg fra Skyttegraven sende et Par Skud i Luften. Derpaa gaar du til Kompagniføreren og melder, at „alle er slaaet ihjel.”

Fændrikken var ikke begejstret for Forslaget, og særlig ikke med dette at raabe Hurra og løbe tilbage. Paa Kasernepladsen havde han lært, at naar der raabtes Hurra, skulde der løbes fremefter. Han kunde dog ikke selv finde paa noget bedre, og uden at vi blev enige, kom der Ordre til, at saa snart der af Artilleriet var affyret 20 Skud, som Kompagniføreren havde bedt om, skulde vi storme frem.

Splinterne fra de sidste Granater var næppe faldet til Ro, før Fændrikken i Spidsen for sine 16 Mand, følgende en smal Aabning i Pigtraadsforhegningen, kravlede ud over Brystværnet. Der hengik dog ikke ret mange Minutter, før en Skikkelse kom kravlende tilbage. Det var den trekvartblinde Skomager. Han bad mig om, under  Hensyn til Hustruen og sine 8 Børn „daheim”, at blive fritaget for denne. Ekspedition og tilbød i Stedet for at ville hente Post og Juleaftensmaden fra Køkkenet. Han, der rystede af Angst og Kulde, fik den ønskede Tilladelse, men næppe var han forsvundet, før der atter kom en Mand tilbage. Han bragte Ordre til, at jeg skulde komme ud til Fændrikken.

Da jeg omsider naaede ud til ham, hvis Mod nu syntes at være sunket ret betydeligt, viste det sig, at han helt havde tabt Retningen. Det værste var, at han slet ikke var til at tale fornuftig med. Han  vilde absolut storme frem, ligemeget i hvilken Retning, det saa end var. Det holdt haardt at faa ham til at opgive sit taabelige  Forehavende, og medens Regnen stadig silede ned, laa vi derude og kævledes.

Jeg vilde under ingen Omstændigheder være med til at storme nogen fransk Skyttegrav, hvilket vi jo heller ikke havde nogen Ordre til, og hvilket heller ikke var Hensigten med vort Forehavende.

Folkene begyndte at blive utaalmodige, og jeg besluttede da at gaa tilbage og overlade Fændrikken hele Fornøjelsen. Men omsider opgav han, og jeg overtog Kommandoen. Fra Mand til Mand blev der hviskende givet Ordre til at opmarchere til højre, og da der noget  efter fra samme Side kom Besked tilbage: „Klar,” gav jeg Fløjtesignal til at kaste Haandgranaterne.

Vi afventede ikke, at de skulde begynde at eksplodere, men raabte Hurra, og saa hurtig vore forfrosne og stive Ben kunde bære os, søgte vi at naa tilbage til Skyttegraven.

En ildevarslende Tikken fra de franske Maskingeværer mindede os om „at tage Benene under Armen” og løbe endnu hurtigere, men da de første Lysraketter og Ildkugler oplyste Terrænet, laa vi allerede foran vort Pigtraadshegn og havde kun at finde igennem dette, for atter at være i Sikkerhed.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. december 1915. Snavsede og trætte soldater til parade

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84.

»Aldrig nogen sinde har man tilladt sig at præsentere så snavsede og beskidte soldater for mig!« udtalte den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Böhm, skarpt til vor kompagnifører, da vi stod opstillede på kasernegården i Douai.

Nu burde vi jo være blevet fornærmede, i hvert fald på vor kompagniførers vegne, men der er alligevel ingen, der tager sig det  mindste af, om en menig soldat bliver fornærmet eller ej, og så kunne vi da for resten være ligeglade.

Men den blaserte herre i den fine uniform med de mange ordener, som menigmand dog til syvende og sidst havde fortjent til ham, skulle bare have været med der, hvor vi  kom fra, så havde han nok stemt tonen lidt ned. I seks uger havde vi under de mest umenneskelige kår holdt stillingen derude på Gisseler-højene. Halvt i vand og halvt i ild havde vi ligget, som én så træffende sagde, og så  havde han endda glemt mudderet, de fysiske anstrengelser og det psykiske pres, som vi der havde været ude for.

Forrige nat var vi blevet afløst, og i går havde vi trasket de 25—30 kilometer her til Douai. Landevejenes ujævne brostensbelægning og de opblødte støvler havde gjort fødderne ømme som bylder. Jo,  kompagniføreren, løjtnant Wiegelmann, havde haft den rette  forståelse for vort behov og ladet os i ro. Men Wiegelmann var jo kun løjtnant, og i fredstid en lille toldembedsmand, han skulle kanøfles.

Omgivelserne, vi var kommet i, var nu heller ikke nogen opfordring til forfængelighed og storvask. Det var en gammel artillerikaserne,  der det, så megen franskvask havde jeg ikke lært! Beskeden var gaven i hvert fald, når man tænker på, at der for en eneste granat af lille kaliber kunne købes flere lommetørklæder til hver mand i kompagniet, og granater blev der nu ikke sparet på.

Nu blev der lagt et par ankre øl op. Vi drak af vore kogekar, og  efterhånden, som øllet sank i tænderne, steg julestemningen.

Fra året i forvejen kendte jeg den måde at holde jul på og listede stille bort. Der var så stille i de mørke gader, selv fronten derude mod vest syntes at tie, men hvor mange tårer blev der mon ikke grædt bag gadernes lukkede døre. Jeg så op mod de tindrende stjerner. Jo, der var Karlsvognen med den knækkede stang, og der var Nordstjernen. I den retning, langt mod nord, lå mit hjem.

Der sad nu far og mor og mine mindre søskende og kunne ikke få juleglæden ind i stuen og ind i deres bekymrede sind. Der savnedes jo tre omkring bordet. Min ældste bror lå på lazarettet, og den næste var gået over grænsen til Danmark.

Men i et andet hjem sad en lille pige og bad i angst for sin ven.

Hjemme i mit kvarter satte jeg mig hen og læste igen hendes og mine forældres julebreve efter at have stillet deres billeder op på bordet foran mig.

Dagen efter gik jeg hen på kasernen og hentede et juletræ, som jeg pyntede lidt og satte nye lys i. De to drenge, Leo og Lycien, hvem jeg var blevet mægtig fine venner med, havde også haft travlt. De havde  kastet hvide serpentiner over alle buske og træer i haven. —

Måské en slags erstatning for julesneen. Hjemmefra havde jeg fået nogle pakker med bagværk og julegodter, og nu holdt jeg jul sammen med mine værtsfolk. Større modsætninger kunne vel næppe samles om julens symbol, katolikker og protestant, ven og fjende. Vi forstod ikke meget af hinandens sprog, men jeg tror nok, at vore tanker gik ad de samme veje, da vi ønskede hinanden glædelig jul!

DSK-årbøger 1960

20. december 1915. Fængsling af sønderjyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Når sønderjyske kvinder fængsles.

Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.

I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.

Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.

Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.

I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.

Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.

Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.

Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.

Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.

19. december 1915. Underjordisk krig ved Moulin

Kübler, underofficer ved Regiment 84’s 6. kompagni, beretter om den underjordiske krig.

Efter tilbagevenden fra østfronten til vestfrontens stillingskrig syntes livet os ensformigt og afstumpende. Vi var jo vant til fremrykning og nye oplevelser hver dag.

Således kom 2 mand fra mit kompagni på den idé grundigt at undersøge Estorf-Nase-minegangen i stillingen ved Moulin, som af os var betegnet med et skilt: “Korteste vej til Paris.” Begge havde tilbragt flere gange to timer derinde som lyttepost.

Da jeg en aften – det var kort før jul 1915 – som skyttegravstjenstgørende underofficer kommer ned i den underjordiske gang for også her at kontrollere alt, var de to ved en lommelampes skær ved at undersøge den yderste ende af hulen.

Efter kort tid trak de en sandsæk ud af væggen foran sig. Vi var alle tre overraskede og temmelig forskrækkede, da vi gennem hullet, som havde været stoppet af sandsækken, kunne se ind i en yderligere minegang.

Yderste forsigtighed var nødvendig. Der kunne jo sidde en franskmand på den anden side og give os en venlig hilsen i form af en håndgranat eller lignende. Men det forblev altsammen stille.

Så gik vi i gang med at undersøge hulen med lommelampen. Vi fandt den tom. Men pludselig hørte vi franske ord og skridt, der kom imod os. Det gik over. Hurtigt blev hullet stoppet til igen, og vi lyttede alle tre, fornemmede også en mumlen.

Da vi efter nogen tid igen tog sandsækken væk, så vi, hvordan adskillige mennesker netop fjernede sig. Det blev klart for os, at franskmanden kun nu og da sendte en patrulje ind i sin minegang.

Efter at jeg havde beordret de to poster til at være meget opmærksomme, gik jeg selv til min delings-og kompagnifører for at aflægge rapport. Undervejs traf jeg Unteroffizier Madea fra min deling, hvem jeg fortalte om min oplevelse. Denne, en gammel feltsoldat, begav sig straks ind i minegangen. Da jeg sammen med min delingsfører kom tilbage til de tre, havde de ikke været uvirksomme. De havde allerede undersøgt den anden side grundigt og konstateret, at der langs begge sidevægge gik en stærk tråd, der førte ned i jorden. Vi vidste nu, at vi sad på en krudttønde.

Først måtte tråden klippes over. At gøre det med en almindelig trådsaks var ikke ufarligt, fordi tråden jo godt kunne være ladet med elektrisk strøm, Der blev derfor forespurgt ved bataljonen, om dér fandtes en saks med isoleret håndtag. Da dette ikke var tilfældet, måtte altså en almindelig saks bruges.

I mellemtiden havde Unteroffizier Madea og de to vagter, det var menig Jordan og menig Spiro, besluttet sig til at kravle igennem gangen og hente en fransk vagtpost ud af gangen. Hullet i væggen blev hurtigt udvidet. Snart var det så stort, at alle kunne komme igennem.

Forsigtigt krøb den ene efter den anden ind i den franske gang, én tog en trådsaks med, og snart var de forsvundet. Jeg blev i stor spænding tilbage sammen med min delingsfører. Det varede ikke længe, da kom alle tre hurtigst tilbage, desværre uden franskmand.

Unteroffizier Madea og menig Jordan krøb straks gennem hullet tilbage til os, mens menig Spiro vovede at klippe ledningstråden over. På begge sider skar han et stykke på ca. 50 cm ud. Så krøb også han hurtigt tilbage. Det var på høje tid, for nu kunne man igen høre stemmer og trin. I al hast blev hullet igen stoppet så godt som muligt, desværre blev der en lille åbning tilbage.

Den franske patrulje mærkede til vor beklagelse, at der var foregået noget i minegangen og opdagede også den afbrudte ledningstråd. Som vi kunne konstatere, blev to vagter tilbage, ikke til vor glæde, for vi havde jo endnu en udgravning foran os. Det blev der så ikke noget af. Vi måtte altså begrænse os til at passe nøje på, om franskmændene forlod minegangen. Skete det, så kunne man frygte en sprængning, og også vore vagtposter måtte så forlade minegangen.

Næste dag blev den franske mingang røget ud. En pioner satte forsigtigt tre kasser med hver to stinkbomber imod den væg, i hvilken hullet befandt sig. Mod vor side blev kasserne yderligere fordæmmet med tre lag sandsække og så bragt til sprængning med elektrisk tænding.

Stakkels franskmænd! – Efter nogen tid hørte vi en brusen som fra en pumpe. Franz var altså i gang med redningsarbejdet. Det blev han ikke forstyrret i.

I de næste dage kunne vi ikke give minegangen stor opmærksomhed. Kun fra tid til anden blev der sendt en patrulje derind.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

18. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En vægring og en retssag.

Som det vil erindres, er det flere steder i Sønderjylland blevet befalet at eleverne på statens efterskoler skal deltage i ”Jugendwehr”’s militære øvelser om søndagen. Et antal lærlinge i Haderslev har vægret sig herved og er derfor ved politiretten idømt straffe. Deres forældre har så indanket sagen for retten. “Schlesw. Grenzpost” skriver, at dommen imødeses med spænding.

De hjemløses militærpligt og statsborgerret.

I tilknytning til meddelelsen om, at de hjemløse i Nordslesvig nu skal melde sig til lægsrullen, udtalte ”Vossische Zeitung” forleden, at dermed hele hjemløshed spørgsmålet var blevet løst, da de hjemløse Nordslesvigere vilde blive prøjsiske statsborgere i det øjeblik, de trådte ind i hæren.

I anledning heraf har dr. jur. de Jonge nu sendt det nævnte blad et indlæg, hvori han hævder, at denne påstand beror på en misforståelse af statsretten. Artikel1 i rigsmilitærloven af 1913 bestemmer, at personer, som ingen stat tilhører, når de har varigt ophold indenfor rigets grænser, kan ligesom tyskere indkaldes til at aftjene deres værnepligt; en sådan indkaldelse betyder imidlertid på ingen måde ipso jure erhvervelse af statsborgerret.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

  • Kommis Jørgen Kaad, en søn af gårdejer K. i Stenderup i Sundeved, er falden den 7. december i Champagne, 23 år gammel.
  • Jørgen L. Jessen fra Vilsbæk ved Holebøl er den 6. december død på et lazaret i Frankrig, Han efterlader sig kone og tre børn.
  • August Hansen fra Gråsten er i følge den sidste tabsliste død på et krigslazaret.
  • I den sidste tabsliste meddeles, at Jørgen Duus fra Lysabildskov på Als er død på landeværns-feltlazaret 2.
  • Elektriker Chr. Kristensen i Haderslev er hårdt såret i en kamp i Frankrig.

 

16. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

De hjemløse og optantbørnene

Skal, som meddelt, nu også melde sig til lægdsrullen. Denne bestemmelse har haft til følge, at såvel hjemløse som optantbørn, der er kommet over grænsen fra Kongeriget med dansk pas, i disse dage er blevet forhindrede i at vende tilbage til Kongeriget – i alt fald foreløbig.

Tørvestrøelse.

Det meddeles, at såvel tørvestrøelse som tørvesmuld er beslaglagte og kun står til rådighed i ringe mængder. Befolkningen anmodes derfor indtrængende om at omgås de nævnte ting meget sparsomt. Der søges efter et erstatningsmiddel.

Tobaksrygning forbudt for børn under 16 år.

Generalkommandoen i Altona bekendtgør følgende forordning, som sundhedskontoret i Lybæk har udstedt den 10. marts 1915:

For i sundhedens interesse at sætte en stopper for tobaksrygningen hos ungdommelige personer, som i den sidste tid stadig har grebet mere om sig, har sundhedskontoret anordnet følgende: Personer under 16 år er det forbudt at ryge tobak, cigarer eller cigaretter. De, der er forpligtelse til at føre tilsyn med de ungdommelige personer, er ligeledes ansvarlige for, at forbuddet overholdes. Det er endvidere forbudt at sælge eller at afgive tobakspriser, tobak, cigarer eller cigaretter til personer under 16 år. De ungdommelige personer selv, samt de der skal føre tilsyn med dem, er medansvarlige for, at dette forbud overholdes. Overtrædelse straffes med en pengebøde på indtil 60 mark eller med indtil 14 dages arrest.

10. december 1915 – Thyge Thygesens dagbog

Thyge Thygesen var landmandssøn fra Stepping og blev indkaldt sidst i december 1914. I foråret 1915 kom han til fronten og blev tildelt Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36, der i efteråret 1915 blev indsat i Champagne.

d. 10. 12.
Natten var meget rolig. Men om Dagen, særlig i Efterm. har deres Artl. skudt meget, både på de forreste Stillinger og Skråninger. De har fået mere svært Geskyts. Nu i Aften Kl. 6 gik det løs akkurat som i går Aften. De greb an ved 75erne, men kom kun til Trådforhindringerne. – Jeg kan atter takke Gud for hans nådige Beskærmelse. Jeg var nede ved Pumpen, da der ca. 20-25 Skridt bag mig slog en meget svær Granat ned, uden såmeget som at skade mig – kun Jord og skidt regnede ned over Hovedet på mig. Da vort svære Artl. skød meget samtidig har jeg ikke hørt den komme.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)(Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her)

9. december 1915. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Et forbud mod at fotografere.

Den kommanderende general i Altona har forbudt at fotografere og tegne luftskibshaller, luftskibe og flyvemaskiner samt at sælge postkort, planer og tegninger deraf. At fotografere og tegne på offentlige gader og pladser må kun ske med særlig tilladelse.

Intet forbud mod bagning af julekager.

Efter hvad der meddeles ”Berliner Tageblatt” fra kompetent side, har man ikke påtænkt at forbyde julebagning til jul; men der kræver forhandlinger om med henblik på den øjeblikkelige knaphed på smør og fedt at begrænse bagning af sådanne kager, der forlanger meget smør og fedt.

Krigens følger i Husum

Af en regnskabsopgørelse, der forleden blev fremlagt i et byrådsmøde i Husum af byrådskassereren, fremgår ifølge ”Dannevirke”, at der ved årets slutning vil være en underbalance af 100.000 mark, heri indbefattet udlæg, som Riget skal godtgøre byen. Særlig værd at lægge mærke til er, at den planlagte indtægt ved markederne helt er udeblevne. De store kvægmarkeder har nemlig været standsede som følge af mund- og klovsyge.

Det manglende beløb skal optages som 4½% lån, der skal afbetales med 5½%.

Hun glemte passet

Fru Kirstine Jacobsen af Tønder var i tirsdags for landsretten i Flensborg anklaget for at være rejst fra Tønder til Bredebro uden pas. Fru Jacobsen, som havde syv børn hjemme, havde ifølge “Flensborg Avis” haft travlt før hun rejste og glemte passet.

Loven lyder som mindste straf på én dags fængsel, som retten også idømte den anklagede, mens den anbefalede hende at søge om benådning.

Der forelå en nødstilstand

Tjenestekarl Anton Hansen af Råager [Roager] , født i Danmark, var anklaget, fordi han havde forladt amtsdistriktet uden at indhente amtsforstanderens tilladelse. Hansen havde ifølge “Flensborg Avis” fået en lammelse i den ene side af ansigtet og måtte hurtigst til lægen i Gram. For at få tilladelse til dette, skulle han til Skærbæk for at have amtsforstanderens tilladelse. Retten erkendte, at der her forelå en nødstilstand, så den anklagede frikendtes.

Til advarsel

Landmand Peder Pedersen fra Danmark, der tjente i Skodborg, er af amtsretten i Rødding bleven idømt fire ugers fængsel for ikke, hver gang han gik over grænsen, at have meldt det til amtsforstander Rafalski i Rødding. Bladene meddeler dette som advarsel for alle, der mener, at den af generalkommandoen befalede til- og afmelding for udlændinge er overflødig.

Grøntsager, løg, surkål og ferskvandsfisk

På grund af forbundsrådsforordning er der til reguleringen af priserne for grøntsager, løg og surkål blevet bestemt, at der for så vidt der skal fastsættes højestepriser for detailhandelen må følgende priser for pundet af bedste vare ikke overskrides:

Hvidkål 5 penning, rødkål 7 penning, savoykål 6 penning, kålrabi 5 penning, gulerødder 8 penning, løg 15 penning, surkål 16 penning.

Disse bestemmelser træder i kraft med den 13. december.

For ferskvandsfisk må højestepriserne i detailhandel pr. pund ikke overstige:

Karper 1 mark 30 penning, suder 1 mark 50 penning, gedder 1 mark 25 penning, brasen på 1 kilogram og derover 1 mark, under 1 kilogram 75 penning, under 1 pund 65 penning. Hvis fiskene er døde, nedsættes priserne med 20 procent.

Bestemmelserne træder i kraft den 13. december.

 

8. december 1915. Arrestationerne i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Arrestationerne den 3. december

Tallet øges

Foruden de tidligere nævnte er i fredags også frk. Rahr, datter af gårdejer R. i Kirkeby, bleven arresteret, antagelig som følge af ytringer i nogle breve, som hun havde skrevet til den arresterede Truels Jensen, hvor de fandtes ved den dér foretagne husundersøgelse. Det kan tilføjes, at en bror til frk. Rahr gør tjeneste ved Vestfronten sammen med Truels Jensen, hvilken sidste, som nævnt for øjeblikket er fængslet.

Formentlig vil mistanken mod de arresterede – der nu omfatter gårdejer Truels Jensen og hans søster frk. Anna Jensen af Rejsby, partikulier Niels Beier og hans datter frk. Beier af Brøns, fru Meta Lorentzen af Skærbæk og frk. Rahr af Kirkeby – vise sig at være ganske grundløs, men det er unægtelig en ilde medfart, om de nævnte nu skal tilbringe julen i fængsel.

8. december 1915. „Naa, der har vi jo det danske Selskab.”

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten.

Næste Dag skulde vi saa organiseres. Vi skulde have været tildelt 3. Bataillon Landw. Inf. Reg. 84, men grundet paa en Misforstaaelse havde man ikke Brug for os. Vort Kompagni kom saa til at hedde N. Kompagni (det nye Kompagni), og blev saa at sige det femte Hjul paa Kærren. Vor Kompagnifører, Løjtnant Heinze, en hamborgsk Bankmand, var en ret human Officer, men vi syntes, han var lidt stram i Tjenesten.

Saa var der Feldwebel Schrader, ogsaa en Hamborger, Forretningsmand. Han var en udmærket Befalingsmand for dem, han kunde lide. Om det nu havde nogen Indflydelse, at han var gift med en Københavnerinde, ved jeg ikke, men Nordslesvigerne havde gennemgaaende et godt Nummer hos ham, og paa Tomandshaand var han god at komme paa Talefod med.

Engang, mens en Klynge Nordslesvigere stod og talte sammen, kom Schrader spadserende, og idet han gik forbi os, udbrød han smilende: „Naa, der har vi jo det danske Selskab.”

Lad mig ogsaa lige strejfe vor Korporalskabsfører, Underofficer Horn. Han var alligevel noget for sig, noget ubehøvlet, og blev ogsaa køligt behandlet af sine ligestillede. Et lyst Hoved i Korporalskabet døbte ham „Hornokse”.

DSK-årbøger 1952

7. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Om de sidste arrestationer,

som vi kortelig meddelte i går, kan vi oplyse, at partikulier Niels Beier blev anholdt på Brøns jernbanestation i fredags eftermiddags, da han stod i begreb med at tage med toget til Skærbæk.

Fru Meta Lorentzen, smedemester Lorentzens hustru, blev, som meddelt ligeledes arresteret, og umiddelbart herefter blev hele huset grundigt gennemsøgt af en politibetjent og 2 kriminalbetjente, der medtog alt, hvad der fandtes af breve.

Tyrkisk flag fra tysk kirke?

En rejsende, der for nylig var i Flensborg, beretter, at han til sin store forundring så et tyrkisk flag vaje fra – Frue Kirke!

Mange indkaldelser

er de sidste dage sket på Vesteregnen.

Manglen af kobber

til krigsbrug ses nu også i Åbenrå, hvor kobbertaget på ”Folkehjemmet” er pillet af, ligesom man er gået i lag med kirketårnets tag.

Begrænsning af kagebagning

Efter hvad Berlinbladet ”Tägliche Rundschau” meddeler, vil det med det første blive bestemt, om julebagningen skal indskrænkes i år.

Mere hvedemel i december

Rigskornkontoret i Berlin har for december måned forhøjet procenten af hvedemel ved melleveringen, så der vil blive udleveret halvt hvedemel og halvt rugmel. Blandingen er gået ned fra 70:30 til 60:40 og vil nu blive 50:50.

Lysene til juletræet

I ”Berliner Tageblatt” skrives, at folk har frygtet for, at knapheden på talg skulle have manglen på julelys til følge. Bladet oplyser, at denne frygt er ugrundet. Der har slet ikke været tænkt på at indskrænke julelysenes antal ved noget som helst forbud. Bladet opfordrer dog til ikke at ødsle med julelysene.

Beslaglæggelse af lapper af knyttede og strikkede varer

Den 1. december trådte en forordning i kraft vedrørende beslaglæggelse, salg og forarbejdelse af uldne og halvuldne lapper af knyttede og strikkede varer og af det, der falder af ved fremstillingen af sådanne.

7. december 1915. Andreas Bøgen blandt nordslesvigere på Østfronten

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten.

Næste Dags Morgen gik jeg igen til Vognkolonnen. hvor jeg Aftenen i Forvejen havde efterladt min Bagage. Jeg havde ikke ventet ret længe, før vor Afdeling ankom. Jeg meldte mig til den forreste Løjtnant, som jeg forklarede Sagens Sammenhæng. Løjtnanten svarede, at jeg kunde vente paa en Vogn, der kom lidt senere, og der kunde jeg aflevere Bagagen.

Det blev en lang og anstrengende Dagsmarch. I de første Mørkningstimer naaede vi frem til Feltkøkkenet. Det stod og ventede paa os i en forladt Landsby. Vi spiste vor Mad, og saa gjaldt det om at finde et Leje for Natten.

Mens nogle Kammerater og jeg var i Færd med at udbedre en gammel, utæt Rønne, traadte tre ukendte Soldater ind ad Døren. Den ene trak mig i Ærmet og spurgte, om jeg vilde vare med som fjerde Mand til at besætte en for Øjeblikket tom, men forholdsvis lun lille Hestestald. Dette tog jeg imod, og da vi ankom til Stalden, forestillede vi os for hinanden. Han, der havde tiltalt mig først, var Pastor Kardel, Sognepræst i et Sogn paa Als. De to andre, hvis Navne jeg ikke husker, var noget ældre. De var fra henholdsvis Flensborg og Husum.

Næste Dag skulde den sidste Vejstrækning til Fronten tilbagelægges. Allerede fra Morgenstunden blev det betydet os, at vi skulde bevæge os stille og roligt, for ikke at tiltrække Fjendens Opmærksomhed.

Der var ellers endnu mange Kilometer til Fronten Vejen var fremdeles daarlig, og det gik kun langsomt fremad. Det lakkede mod Aften, før vi naaede vort Maal, en lille Landsby ved Orginski-Kanalen. Da vi havde faaet noget at spise, maatte vi søge efter et Logi for Natten

DSK-årbøger 1952

 

6. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Nye arrestationer.

Gårdejer Truels Beiers far, partikulier Niels Beier, frk. Beier af Brøns samt frk. Anna Jensen i Rejsby, en søster til den nylig arresterede gårdejer Truels Jensen, der var hjemme på orlov – er alle bleven arresterede i dagene 2.-3- december. Samtidig er Truels Beier bleven indkaldt til militærtjeneste.

Det antages, at disse nye arrestationer må ses i forbindelse med fængslingen i sin tid af Truels Beier og partik. Svend Høbjerg, der som bekendt ikke førte til andet end deres løsladelse. Antagelig vil også disse nye fængslinger bidrage til at fastslå som en uigenkaldelig kendsgerning, at der trods alt ikke vil kunne påvises nogen illoyal optræden fra dansksindede Nordslesvigeres side.

Endvidere meddeles det, at ligeledes fru Meta Lorentzen, smed Lorentzens hustru i Skærbæk, er bleven arresteret.

Tjenestepligten skal ikke forlænges over 45 år.

I ”Schleswiger Nachrichten” for i lørdags skrives under overskriften ”Urigtigt rygte”:

”Ligesom for den sidste Rigsdags sammentræden udspredes også endnu igen det rygte, at hærledelsen har til hensigt at udvide den militære værnepligt over den tidligere aldersgrænse på 45 år. Det blev med bestemthed påstået, at i den Rigsdag, der skulle træde sammen, ville der blive fremsat et lovforslag om, at tjenestepligten skulle forlænges for folk, der ikke havde tjent til det 49. år for folk, der havde tjent til det 52. år.

Fra underrettet militær side i Berlin er pressen blevet bemyndiget til at fastslå, at fremsættelsen af et sådant lovforslag ikke er påtænkt. Til hærforvaltningens rådighed står efter de endnu gældende lovlige bestemmelser endnu et så stort antal tjenstpligtige, hvis indkaldelse endnu ikke er sket, at der ingen grund er til at forlænge tjenestepligten ud over det 45. år.”

Tunge tider.

Atter er det sorgens budskab kommet til Ballum, at en af sognets unge mænd, Anders Hansen af Rejsby Ballum, er falden i krigen. Han døde ifølge ”Flensborg Avis” på et feltlazaret den 16. november, efter at han dagen i forvejen var bleven hårdt såret.

Anders Hansen blev indkaldt ved krigens begyndelse som forstærkningsreservist efter endt uddannelse i Flensborg kom han sidste efterår til Frankrig, hvor han har været hele tiden, indtil døden nu ramte ham. Han var 27 år gammel.

For hans gamle forældre og søskende, hvis trofaste støtte han har været i mange år, er det et hårdt slag.

4. december 1915. Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade

  • Peter Jørgensen i Østerholm ved Fynshav på Als er falden den 14. november i Frankrig.
  • I den sidste prøjsiske tabsliste opføres Marius Thomsen fra Løjtkirkeby og Carl Bertram 1. fra Sønderborg.
  • I  den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Petersen ll fra Lysabild og Henrik Petersen fra Jernhyt er død af deres sår.
  • Jochum Witt fra Stevelt og Nikolaj Petersen fra Vester Vedsted er hårdt sårede.
  • Skomagermester Knud Cornett fra Åbenrå er bragt til et lazaret i Blankenburg i Harzen.
  • I den sidste tabsliste opføres Martin Schultz fra Skudstrup Mark, Bertel Christensen fra Over Jerstal, Hans Lund fra Øster Løgum og Niels Nielsen fra Hundevad som savnede.
  • Heinrich Jacobsen fra Skodsbøl, Robert Kruse fra Skodsbøl Mark, Paul Lassen fra Kværs, Hans Petersen fra Varnæs og Christian Schmidt fra Øster Gejl er i fangenskab.

3. december 1915. Ribe Stiftstidende: Syd for Grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Høje kvægpriser.

Gårdejer P. Hansen og P. Iversen i Sønderborg solgte forleden hver 26 staldstude til en pris af hver 775 henholdsvis 750 mark ved levering til foråret.

Et godt resultat.

En indsamling blandt de mere velstillede i Møgeltønder sogn har indbragt omtrent 12.000 mark til hjælp for de mindrebemidlede i vinterens løb.

Byg for svin.

Rumænsk byg er blevet stillet til rådighed for en billig pris til fedning af en halv million svin til henved 200 pund vægt. Landmændene skal så forpligte sig til at levere de dermed fedede svin i månederne februar, marts, april og maj 1916 til en pris, som senere vil blive fastsat.

Kontrolassistenten dømtes.

Besværlig kontrol.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod formanden for kontrolforeningen i Københoved, landmand Hans Christensen dersteds, der beskyldes for overtrædelse af belejringsloven. Forseelsen bestod i, at foreningens kontrolassistentinde, frøken Karen Lund, som er hans undersåt, havde opholdt sig over 24 timer hos den anklagede uden at være anmeldt.

Frøken Lund havde ifølge ”Hejmdal” haft bolig hos en landmand, hos hvem hun også var anmeldt. Hendes gerning var at overvåge mælkemængden og smørproduktionen hos foreningens medlemmer, og hun opholdt sig derfor den ene dag på den ene gård og den næste dag på den anden, alt efter tur. Gerningen måtte nødvendigvis føre med sig, at hun tilbragte natten på den pågældende gård.

Da opholdet hos hvert enkelt medlem for det meste varede over 24 timer, krævede amtsforstanderen i henhold til loven vedrørende anmeldelsespligten, at frøknen hvert sted skulle an- og frameldes.

For at udøve sin gerning opholdt assistentinden sig i juli hos den anklagede Christensen, og da der ikke skete nogen anmeldelse, stillede amtsforstanderen straffekrav.

Dommen lød på én dags fængsel. Domfældelsen måtte ske på grund af generalkommandoens anordning vedrørende anmeldelsespligten for udlændinge.

Faldne, sårede og fangne

Efter Nordslesvigske blade.

  • En søn, Kristian af fisker Rasmus Thomsen i Spramshuse ved Barsmarkstrand er falden den 6. november.
  • Marcus Enemark fra Agerskov er den 22. november falden ved Appy i Frankrig, 20 år gl.
  • Gårdejer Jakob Schmidt fra Nørre Løgum er falden i Frankrig den 24. november, 27 år gl. Den faldne, der kun har været gift godt et år, efterlader sig enke og et lille barn, der netop blev født den dag, faderen faldt.
  • Anders Aarup fra Tiset ved Gram er i Frankrig bleven såret i den ene hånd og derefter kommet på lazaret.
  • I den sidste tabsliste opføres Adolf Lassen fra Løjt Kirkeby som såret.

3. december 1915. Andreas Bøgen på Østfronten: Hvor er kammeraterne?

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til østfronten.

I Modsætning til hjemme i Sønderjylland, hvor Vinteren endnu ikke havde indfundet sig, havde der her været Frost og Sne; men nu var det Tøvejr. Vejene var plørede, og i Vejlavningerne var der Vandpytter med Isunderlag. Paa saadanne Veje begav vi os ud til Fronten.

Vi var ikke kommet ret langt, før Kammeraten foran mig gled og satte sig paa Halen i en Vandpyt. Uheldet fremkaldte Munterhed, men for Kammerat Barsø fra Flensborg var det ikke videre morsomt at skulle gaa med vaade Bukser.

Efterhaanden, som vi skred frem, blev vor Kolonne noget langstrakt. Jeg var kommet lidt bagefter, men kom dog i Følgeskab med nogle Kammerater, som jeg opmuntrede til at satte Tempoet op. Ved en Vej drejning ind i Skoven saa vi nogle Kammerater forude, som ventede paa os. Vi fik Besked om, at vi skulde skynde os.

Saa vandrede vi videre i Pløret; men nu kom en Vognkolonne. Den kørte i skarpt Trav ud imod Fronten. En Kammerat og jeg fik Tilladelse til at køre med. Vi kørte forbi Smaagrupper af Soldater, men Hovedkolonnen saa vi ikke noget til, idet den, som det senere viste sig, var gaaet ind ad en Sidevej.

Under dette drog et kort, men heftigt Tordenvejr hen over Egnen, og Regnen skyllede ned. Jeg var blevet noget betænkelig ved at komme bort fra Kammeraterne, og da vi naaede til en Landsby, fik jeg efter eget Ønske Lov til at forlade Vognen, for at orientere mig.

Jeg undersøgte de omkringliggende Huse, som saa ud til at vare ubeboede; men omsider kom der en Soldat hen til mig og spurgte, hvad jeg vilde. Jeg spurgte, om der kunde blive Plads; til mig om Natten; men det viste sig, at det var et Officerskvarter. Denne Mulighed var altsaa udelukket. Soldaten fulgte med mig ud paa Vejen.

Det var imidlertid blevet mørkt. Han viste mig en tændt Lygte, som hængte over Vejen et Stykke borte. Der var Vognkolonnerne stationerede. Muligvis kunde jeg faa Natlogi der.

Takket vare min medbragte Lommelygte naaede jeg i Mørket gennem Pløret og hen til Kolonnen. Paa mit Spørgsmaal, om jeg kunde blive der Natten over, blev jeg bestormet med Spørgsmaal i det uendelige. Endelig fik jeg et afvisende Svar; men jeg kunde kanske faa Natlogi i en anden Del af Byen hos Kammerater fra et andet Regiment.

Jeg fandt omsider frem til Huset, hvor jeg fandt en Kammerat. Denne var en flink, ung Mand, som jeg til at begynde med havde Vanskelighed ved at forstaa. Han var nemlig en „Leipziger Bub“. Lidt efter lidt gik det bedre med Underholdningen; han kogte Kaffe og serverede for mig. Jeg udtalte min Bekymring for, hvorledes jeg skulde finde min Afdeling, men han trøstede mig med, at Afdelingen nok skulde passere Byen Dagen efter, og dette slog til.

DSK-årbøger 1952

2. december 1915. Ribe Stiftstidende: Brændt feltpost og andre nyheder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændte feltpakker.

Overpostdirektionen meddeler, at en bivogn med feltpostpakker er kommen i brand mellem Osnabrück og Münster. Det lykkedes at redde 5/6 af vognens indhold, der bestod af 30.000 feltpakker; der er bleven henved 5.000 pakker ødelagt af ilden.

Pakkerne kom fra postsamlingsstedet i Hamburg og var bestemt til tropperne vestpå. Det drejer sig om sendinger, der fra 23. – 24. november om eftermiddagen har ligget der til bearbejdelse. Sendingerne var fra overpostdirektionsområderne Hamborg, Bremen, Kiel og Schwerin.

Årsagen til branden antages at være den forbudte afsendelse af tændstikker og andre brandfarlige sager, hvis forsendelse der ikke kan advares nok imod.

Krigens indflydelse på jernbanerne.

De prøjsiske jernbanedirektioner opfordrer i en bekendtgørelse de rejsende til i vintermånederne at tage varmt tøj på. Det hedder i bekendtgørelsen:

I den forestående vinter må opvarmningskedelvognene, der ellers i lange tog tjener til tillægsopvarmning, atter ligesom i fjor især anvendes i lazaret- og sygetog. Det kan derfor forekomme, at der i enkelte tilfælde ikke kan opnås en tilstrækkelig opvarmning af kupeerne.

Det rejsende publikum anmodes derfor om at forsyne sig med den nødvendige vinterbeklædning og med de af krigen betingede overordentlige omstændigheder for øje at ville bære over med forekommende mangler af den nævnte art.

Hvad grænseboerne ikke må nu.

Ifølge telegram til ”Nationaltidende” træffes der nu særlige foranstaltninger for at hindre overgange ved grænsen. Bladet erfarer følgende:

Beboerne langs grænsen i Skovrup, hvor i den senere tid flere tyske værnepligtige siges at være flygtet over, har nu fra de tyske militærmyndigheder fået påbud om, at de ikke må færdes på deres marker uden militærledsagelse. De skal i hvert enkelt tilfælde, når de ønsker at udføre markarbejde på deres avlinger henvende sig til vagten og få tildelt en soldat til ledsager.

1. december 1915. Nyt fra Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede, fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Sårede, faldne og fangne

  • I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Heinrich Paulsen fra Horsbøl, Christian Lorenzen fra Skodsbøl Mark og Laue Mikkelsen fra Haderslev er døde af deres sår.
  • Marius Braune fra Haderslev er død i fangenskab.
  • Christen Bonde fra Mintebjerg på Als er den 15. november falden i Frankrig, 20 år gl.
  • I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Krogh fra Arnitlund, Nis Finneman fra Brendstrup og Peter Andersen fra Egen er faldne.
  • Frederik Jørgensen fra Ballegårds Mølle i Sundeved er 17. november død på et lazaret i Vilna, 21 år gl.
  • H. Bartelsen i Brendstrup ved Rødding er ikke falden, men er sund og rask i fransk fangenskab.

26. november 1915. IR84 ved Moulin: Forholdet til de lokale

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Vore folks forhold til indbyggerne var venligt. Vore soldater fandt ingen glæde ved at spille den brutale sejrherre, tvært imod følte de vist mest medlidenhed med indbyggerne, for hvem de hyppige indkvarteringer og den begyndende knaphed på levnedsmidler ikke var et nemt lod.

Betegnelsen barbarer havde intet på sig. Jeg boede som kompagnifører for hvilekompagniet igen hos den samme franskmand, som regimentets kompagniførere havde boet hos allerede 1914, og hos hvem jeg også havde været.

Denne havde indrettet en slags gæstebog, og nu spurgte han straks efter alle de navne, der stod anført i hans bog som 84ere.

Da jeg sagde til ham, at nogle af dem havde måttet dø for deres fædreland i det store Rusland, var hans medfølelse og sorg ægte. Jeg følte, at følelsen af medmenneskelighed hos ham havde vundet over nationernes modsætninger.

Beundringsværdigt var det, hvordan indbyggerne trods besættelsens langvarighed, trods deres sørgelige situation og trods de tyske sejre på østfronten stadig fuldt og fast troede på Frankrigs sejr. Af denne sejrsvilje og nationale stolthed kunne vort folk godt lære noget.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

25. november 1915. Ved Loretto: “Koncentreret menneskelig lidelse og vanvid”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober-november 1915 lå regimentet ved Loretto. Vi har fulgt ham løbende igennem oktober måned.

En dag blev jeg sendt ned til Angres for hos pionererne at få et kort over vor stilling. Løbegravene var fulde af vand og pløre. Jeg tog risikoen og løb over markerne, men snart eksploderede den ene  shrapnel efter den anden omkring mig. Jeg måtte igen søge ned
i mudderet —.

Selvopholdelsesdriften er vidunderlig stærk og gør tit vore  handlinger til reflekser, men tit har jeg tænkt, at det sluttelig dog er lige meget, en dag indhenter skæbnen dig alligevel, og så spekulerer man over skæbnetro og forsyn.

En nat faldt den første sne, og da det blev lyst, lå jorden jomfruelig hvid som et liglagen, men snart rev granaterne store sorte pletter i det hvide tæppe, så det ligefrem gjorde ondt at se det. Nej, her var intet helligt, kun ødelæggelse og død.

Det var koncentreret menneskelig lidelse og vanvid. Med 250 mand var vi gået ind i denne stilling, og nu 6 uger senere, var vi knap 90 mand tilbage i 2. kompagni . . .

DSK-årbøger 1960

24. november 1915. Jørgen er stadig ikke kommet til fronten. Brev fra Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24. novbr. 1915

Kære Inger og små piger!

Tak for jeres sidste besøg, børnene taler vist derom endnu. Jeg håber da, at I er kommen godt hjem, og at der ikke har været noget i vejen derhjemme. Det er godt, at bedstemor kan være hos jer. Jeg vil håbe, at vi bliver her så længe, at du kan besøge mig igen og, hvis det er muligt, tage lille Agnete med herop. Alt er roligt her endnu og går i den gamle gænge. Plants er ikke kommen hertil endnu, og vi længes heller ikke efter ham…

Nu da vi har fået underofficer Hagge, som du jo nok kender, kan det sagtens gå an at være her, før var det en slem tid. Hvorfor den slyngel, jeg mener min forrige underofficer, således ville plage mig, det forstår jeg ikke, men han havde ikke været ved fronten før. Hagge derimod har været der, så han forstår bedre, hvad det er at være soldat. Det er ikke hans ønske, at vi skal plages. Havde vi haft fred, så kunne vi nu have sunget, ind under jul, hvor er det trist, og alle de mange andre gode sange ved vore møder i gymnastikhuset, men nu er det kommet helt anderledes, og så er det godt at have alle de gode minder at leve på, fra en svunden tid.

Den tid, som vi nu oplever, skulle gerne sætte sit præg på os for livet senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

23. november 1915. Andreas Bøgen, Vennemose, afrejser til fronten med fuld musik!

Af Allan Otto Wagner

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og efter træning i Slesvig blev han i november 1915 transporteret til øst fronten.

Sommeren var til Ende, og vi var kommet ind i November Maaned; da mærkedes det, at der var noget i Gære. Det rygtedes, at der skulde en Transport til Fronten. Der blev forespurgt, hvem der var ugift, hvem der var gift og ingen Børn havde — mellem dem var jeg — og hvem der kun havde eet Barn. Saa vidste vi, at vi snart skulde tage Afsked med Slesvig.

I de følgende Dage foretoges Indklædning og Tildeling af Udrustning, og enhver fik et Par Dages Orlov for at besøge Kone og Familie og tage Afsked med dem. Den 23. November skulde Afrejsen til Fronten foregaa, og samme Dags Morgen blev vi med fuld Musik ført til Banegaarden, fulgt af Løjtnanten for vor Afdeling, en fin og dannet Officer, som vilde tage Afsked med os; han bad os sende ham et Livstegn, naar vi kom til Fronten.

Klokken ni satte Toget sig i Bevægelse, og saa gik det til fremmede og ukendte Egne, maaske for aldrig mere at vende tilbage; ja, det var saadanne Tanker, vi havde den Morgen. Toget kørte kun langsomt, men vi havde ogsaa Tid nok. Det var allerede ved at blive mørkt, da vi naaede Wittenberge, hvor vi fik Middagsmad. Noget over Midnat var vi i Berlin. Her modtog vi Kærlighedsgaver i Form af Bolsjer, Chokolade og andre Godter.

Næste Dag spiste vi til Middag i Kreutz, hvorpaa. vi sneglede videre, indtil vi henimod Aften naaede Bromberg. Efter at vi havde holdt her en Tid, fik vi Ordre til at stige ud og medtage al vor Bagage. Dette var vi ikke forberedte paa, og da Toget var mørklagt, famlede vi rundt for at faa fat paa alle vore Ejendele.

Vi blev opstillet i Gruppekolonner og marcherede til den modsatte Ende af Byen. Ved Siden af mig, paa Fortovet, gik et ungt Par, og jeg hørte den unge Dame sige til sin Ledsager: „Mon de har Lus?“ Det kunde den unge Mand ikke svare paa. Nej, Lus havde vi nu ikke, eftersom vi kom lige fra Garnisonen, men det kunde de jo ikke vide.

Endelig naaede vi vort Bestemmelsessted, en stor Skolesal, som vi blev stoppet ind i. Vi stod som Sild i en Tønde.

I Bromberg opholdt vi os en Uges Tid, og Tiden gik med lidt Eksercits og med Marchture. Saa blev vi igen puttet i Toget, og Turen gik mod Øst, over den russiske Grænse. Her forandrede Landskabsbilledet sig, idet landet var sparsomt bebygget, og som Følge heraf var der langt mellem Stationerne. Naar der saaledes ikke var noget særligt at se efter, blev der spillet Kort.

Jeg husker, at nogle af Kammeraterne havde megen Morskab med en Maler fra Hamborg, en lille Vissenpind med en pibende Stemme. Han var altid gnaven og pirrelig, hvilket gav Anledning til Kammeraternes Drillerier. — Med Tiden naaede vi frem til Warszawa, hvor vi opholdt os et Par Dage, det vil sige uden at forlade Toget.

Igen satte Toget sig i Bevægelse, og et Par Dage efter naaede vi Baranovitz. Her blev der sagt, at vi var kommet for langt frem og skulde nogle Stationer tilbage

DSK-årbøger 1952

20. november 1915. IR84 ved Moulin: Franske granater sårer 32

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Når nu kompagniernes kræfter ved en 20 dages stillings- og 10 dages beredskabstjeneste til det yderste var udmattet, så kunne man bestemt unde kompagnierne 10 dages hvile, ja, for deres slagkraft og modstandsdygtighed var det ubetinget en nødvendighed.

Denne hviletid kunne naturligvis kun betyde virkelig hvile, hvis hvilekvartererne lå uden for den fjendtlige artillerivirksomhed, sådan at kompagnierne blev fuldkommen fri for følelsen af fare.

Desværre var dette i begyndelsen af vor stillingsperiode ved Moulin ikke tilfældet. Da 7. kompagni lå i hvile ved Audionicourt i simple træhytter uden bekvemmeligheder af nogen art, slog den 20. november 1915 to granater ned og sårede 32 mand, netop som kompagniet var trådt an til sundhedsbesigtigelse.

Med sikkerhed og hvile var det naturligvis forbi. Det blev derfor hilst meget velkomment, da regimentet fik gennemført forlægningen af hvilekompagnierne til Camelin og le Frenes. Begge byer lå uden for farezonen, indbyggerne boede der endnu, og landsbyens kvarterer var gode.

Her følte de hvilende kompagnier sig sikre og kunne også indhente det, som måtte forsømmes i skyttegravskrigen, nemlig eksercits og øvelse i angrebskrig.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.