Kategoriarkiv: Hjemmefronten

30. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 3-4 Dødsfald daglig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Der er i Haderslev blandt det unge 18-19-aarige Mandskab, der ligger til 6 Ugers Uddannelse i Byen, udbrudt Hungertyfus. I Lørdags laa paa Hospitalet 127 angrebne, og der forefalder 3-4 Dødsfald daglig.

Meddelelsen er fra meget paalidelig Kilde og bekræftet fra anden og ganske forskellig Side.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. september 1918. Det er vist begyndelsen til enden. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 29.9.1918

… I dag er der blevet skudt meget voldsomt ude ved fronten. Kanonerne har næsten tordnet hele dagen. I går blev banegården i Laon beskudt. Der gik ikke så få granater derhen. Jeg lige hørt, at der er blevet dræbt 12 mand derved.

I dag læste jeg i et tysk blad, at Bulgarien havde bedt om våbenstilstand.

Det er vist begyndelsen til enden, for så kommer Tyrkiet og Østrig vist snart efter. Ja, bare det da kunne føre til fred snart

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

28. september 1918. Jørgen Friis: “Det går stadig den vej, som krebsene går …”

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 28.9.1918

…Vi skal vistnok flytte i morgen. Det går stadig den vej, som krebsene går, eller hjemad. Så forstår du nok til hvilken side, det går.

I dag kom jeg til at tale med en køkkenkusk fra 7. kompagni, og det var en god mand fra vor hjemegn. Han er fra Bollerslev og landmand ligesom jeg. Han havde også nylig haft orlov i 4 uger.

Der var jo meget, vi kunne tale med hinanden om, for det er jo altid så hjemligt at komme til at tale sit modersmål sammen med en god mand. Han havde også i sine unge dage været på højskole i Danmark, så vidste jeg nok, hvad slags han var af.

Hvordan mon det går med havren hjemme. Den er vist ikke kørt ind endnu. Nu har det også begyndt at regne hernede hos os, men det er da langtfra så vådt her som hjemme.

Det er da en plage, så snart man kommer hertil, for så får man med det samme både lus og lopper, ja er det ikke for galt. Jeg har kun været her et par dage, og så er jeg fuld af det skidt …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

27. september 1918. Hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne medmskråtobakken. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 27.9.1918

Min egen kære Inger!

Hvor blev jeg da glad, da jeg i dag fik brev fra dig, så hurtigt, det havde jeg ikke ventet. Mange tak for det kære deltagende brev, det er så velgørende at mærke, at du føler med mig.

Jeg vil da straks fortælle dig, at jeg igen har fået min gamle bestillling at køre med æslerne. Det kan jeg takke vor vagtmester for, for han mente ikke, at Rindermann kunne køre æslerne.

Og så vil jeg da straks fortælle dig, hvilken glæde jeg gjorde kammeraterne med skråtobakken. Du kan ikke tænke dig, hvor glade de blev. Vagtmesteren fik også et par ruller.

Vil du ikke nok sende noget mere, hvis det er at få, for det er en god gerning. Du kan sige det til Fedder, så vil han måske også købe lidt. Petersen og Møller har også somme tider lidt at sælge. Det skal være sådan en udmærket skråtobak, siger de, og jeg har fordel af at kunne være dem til tjeneste dermed, for de er meget mere flinke over for mig. Det var nu en hel lang snak om en skrå.

Du vil gerne vide, hvor jeg er. Det er lige i nærheden af Laon, i »Bryeres«. Her bor vi ude under et æbletræ, hvor Mansfeldt og Rindermann har bygget en lille hytte af brædder, tækket med jernblik. Den er så lille eller så stor, at der lige kan stå to senge og et bord. Men i går lavede jeg mig et sengested, som om dagen bliver sat ud, og om natten bliver bordet sat ud, og sengestedet sat ind i dets sted. Der har du nu beskrivelsen af vor hytte…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. september 1918 – Enkefru Røgind: 200 rekrutter på lazaret

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

26. Septbr.
Man fortæller, at af de 800 Rekrutter her paa Kasernen ligger 200 paa Lazaret og Sygehus, mange Dødsfald., det er helt unge Mennesker, underernærede inden de kommer, og saa den daarlige Forplejning de faar her, sammen med det kolde, vaade Efteraar, fler gør at de falder sammen. Stemningen er ikke god.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

26. september 1918. Johannes Christensen: Vi kan ikke undvære dem endnu

Johannes Christensen, der er deserteret og befinder sig på Vallekilde Højskole i Danmark, skriver for anden gang til ildsjælen Frk. Møller. Frk. Møller har svaret, på hans første brev, at hun gerne vil hjælpe Johannes Christensens ven Hans Lindholm med at blive overført til Felthamlejren fra en almindelig britisk fangelejr.

Vallekilde Højskole 26.9.

Tak for deres brev. Hvor blev jeg glad over, at jeg straks mødte forståelse og hjertevarme fra Dem for min vens skæbne. Ja for hans sindelag indestår jeg fuldt og fast. De synes, at det er mærkeligt, at han ikke allerede er i en særlejr og at pastor Hansen ikke allerede har fundet ham, men måske ligger grunden deri, han skriver nemlig, at han slet ingen nordslesvigere er sammen med, ser jeg nu i aften i brevet, og så er det jo sandsynligt, at han blev taget til fange med lutter tyskere.

Ja undskyld, at jeg skrev fejl på adressen første gang. Det må jeg også have gjort helt i andre tanker. Jeg skrev nemlig til mor samme aften og skrev adresse lige efter hverandre, så på den måde er jeg kommet til at skrive Frue begge gange. Det glæder mig, at de er så velkendt med mine nærmeste. Ja, hvor er det strengt for far og mor at leve disse år og særligt for mor hvis hjerte er så svagt, men Gud Fader i himmelen giv Du dem styrke og livskraft til at holde ud. Vi kan ikke undvære dem endnu. Vi må have lov til at berede dem lidt glæde og velsignelse på deres gamle dage for al deres kærlighed, opofrelse og livskraft, de har udøst over os, mens vi var små, for at gøre os livet så lyst som muligt og for at prente os det klart og tydeligt ind i vores sjæls bevidsthed, at når vi herefter en gang skulle ud i livet og måske af og til prellede af mod livets stormmur, så ville vi altid kunne hente nyt mod og fortrøstning til atter at optage kampen mod livets genvordigheder. Ja, hvor har det tit stået for mig senere og særligt da jeg var med i det frygtelige, hvor var det let at leve livet derhjemme hos mor og far. Vi børn kan slet ikke takke Gud nok for, at han har givet os sådan et hjem, sådan en kærlig mor og far. Gud giver at der snart måtte gry en solskinsdag, så det tætte tågeslør, der har sænket sig over jorden og som søge at krige og tilintetgøre alt liv, snart måtte bortvejres og det længselshåb efter at mødes og gense hverandre snart måtte gå i opfyldelse.

Du spørger om, hvad jeg tænker på til vinter. Ja vi er tre brødre lige her i nærheden af hverandre og vi ville gerne på landbrugsskole alle tre til vinter. Nu har vi rigtigt nok fået afslag på en ansøgning pga. utilstrækkelige pengemidler, så vi ved ikke rigtigt, hvordan det kan gå. Det er jo heller ikke nemt at få plads nu, hvor det er så langt hen, men der åbner sig nok en udvej. Ja for halvandet år siden lå vi fire brødre i Frankrig og nu er vi tre herovre, hvilken lykke.

Til slut de kærligste hilsner og endnu gang tak for Deres venlighed, Deres hengivne Johannes Christensen

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter krigen i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918. Falskspillere i toget på vej hjem til Slesvig

Senest ændret den 4. december 2020 9:12

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914.  I 1918 kæmpede han i Regiment 186, 2. kompagni.

Saa  er  jeg  da  atter  naaet  tilbage  fra  den  korte  Visit.  Jeg kom  for  sent,  men  Transporten  er  endnu  ikke  afgaaet,  saa det  var  alligevel  ikke  sent  nok.  Den  Orlov  var  der  ikke  meget  ved.  To  Døgn  er  gaaet  til  Rejsen,  saa  der  var’kun  en Dag  at  være  hjemme  i.

Inden  jeg  paa  Rejsen  hjemefter  naaede  Kassel,  var  jeg  blanket  af  for  alle  mine  Penge.  Jægerne kunde  spille  Kort,  og  det  var  ligemeget,  hvad  jeg  foretog mig  eller  lod  være  med  at  foretage  mig, hver  Gang  tabte  jeg.

I  Kassel  var  der  et  lille  Ophold.  Maskinen  skulde  skiftes,  og vi  fik  lidt  Mad. Jeg  havde  en  lumsk  Anelse  om,  at  det  ikke kunde  forholde  sig  helt  rigtig  med  de  Herrer  Jægere,  og  da Toget  atter  havde  sat  sig  i  Bevægelse,  og  det  paany  skulde gaa  løs, bad  jeg  dem  om  at  bytte  Plads  med  mig, da  jeg  ikke godt  kunde  taale  at  sidde  hverken  side-  eller  baglæns  i  et Tog.

Spillet  tog  nu  en  saa  paafaldende  Vending,  at  jeg  havde  Lov  til at  gaa  ud  fra,  at  de  nu  ikke  mere  kunde  gøre  sig forstaaelig  ved  Fodsignaler  eller  andre  Tegn.  Da  vi  kom  til Hamburg,  havde  jeg  atter  Halvdelen af  mine  Penge.

De  var flinke  og  indbød  mig  til et  Glas  Øl.  Under  Samtalen  her  røbede  de  sig. De  havde  nu  i et  halvt  Aar drevet  denne  „Sport”. Orlovskortene  lavede  de  selv, og Fribilletterne kunde de nemt skaffe  Udvej  for.

Med en  raa,  gennemskaaret  Kartoffel  overførte  de  Stemplerne  fra  de  „ægte”  Pas  og  Fribilletter  til  deres  efterlavede,  og  de  forsynede  selv  disse  med  en  ulæselig Underskrift.

De  rejste  mellem  Darmstadt  og  Hamborg,  og tjente  gode  Penge.  Krigen  var  jo  paa  denne  Maade  lettere og  ogsaa  behageligere.  I  Slesvig  steg  jeg  selvfølgelig  ikke ud,  som  Aftalen  var,  thi  jeg  havde  i  Forvejen  overlagt  mig dette:  er  du  først  i  Slesvig,  kommer  du  nok  til  Flensborg  og videre

Det  skulde  da  gaa  til med  Hundekunster,  mente  jeg, om  ikke  jeg  skulde  slippe  hjem.  Jeg  havde  paa  Bataillons-skrivestuen  maattet  opgive  det  Hotel,  i  hvilket  jeg  vilde  bo, og  havde  da  opgivet „Kajserhof”  i  Flensburgerstrasse.  Jeg havde  aldrig  været  i  Slesvig,  og  vidste  derfor  heller  ikke,  om der  fandtes  noget  Hotel  af  dette  Navn,  men  det  var  jo  ogsaa kun  for  det  Tilfælde,  at  nogen  udeblev  fra  Orlov,  at  der  blev Brug  for  nogen  Adresse.

I  Flensborg, hvor  Snyderiet  ved  Revision  af  Orlovspasset  naturligvis  vilde  blive  opdaget,  ventede  jeg  med  at  gaa  fra  Banegaarden,  indtil  det  rigtige  Øjeblik  syntes  at  være  inde.  Med  5  Skridts  Tilløb  satte  jeg  over Afspærringen  og  løb  i  Retning  af  Raadhusgade,  og  Benene gik  som  Trommestikker,  da  jeg  kunde  høre  høje  Raab  bag ved  mig.

I  Storegade  bremsede  jeg  lidt  op,  og  i  Nørregade laante  jeg  en  Cykle  og  var  snart  hjemme.  I  Hjemmet  var Opholdet  kun  lidet  lystelig,  men  jeg  fik  dog  hilst  paa  dem alle,  forinden  jeg  atter  skulde  af  Sted  til  Frankrigs  blodbestænkte  Slagmarker.

 

19. september 1918. Endelig hjemme på orlov: “Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Den 19. september 1918 hen imod aften nåede jeg hjem. Jeg gik tværs over marken fra Mellerupvejen nord for Steffen Klings plantage på Vojomgård og igennem roemarken. Da jeg kom i roemarken, så de mig. Marie løb mig i møde, så kom min svoger Samuel Nielsen, der lige var kommet hjem fra russisk fangenskab, derefter kom far, mor, Alfred og Anne.

“Havde Johannes nu også blot været her”, sagde moder grædende. Jeg kom ind, fik noget at spise. Derefter trak jeg af tøjet og badede i en balje i hestestalden. Det vakte opsigt, da jeg smed frakken, og de så den smukke damechemise fra Cambrai.

Dagen efter, den 20. september, fejrede Samuel og Marie bryllup – et mærkeligt bryllup. Samuel var soldat, jeg var soldat, og Ingvardt Nielsen, der også var med til brylluppet, han var også hjemme på orlov. Men på bryllupsdagen var vi alle i civil. Stemningen var selvsagt noget trykket.

Ingvardt Nielsen skulle af sted dagen efter til fronten. Om aftenen talte vi alle om at gå over grænsen til Danmark. Ingvardt ville af sted samme nat; han kom også over grænsen, men han fortrød det, og gik tilbage igen og rejste til fronten. (Han kom dog godt hjem fra krigen og bor nu, 1941, på Hellevad Bjerg gift med min kusine, Pauline Riis).

Samuel kunne ikke beslutte sig til at tage af sted, han havde endnu 4 ugers orlov og ville se tiden an. Jeg blev hjemme til den 1. oktober. Jeg havde endnu ikke sagt noget til far og mor om, at jeg agtede at gå over grænsen. Men de sidste dage begyndte mor at ville ordne mit tøj, men så sagde jeg, at hun skulle ikke bryde sig om at ordne noget, for jeg fik ikke brug for det mere. Mor forstod det, men sagde ingenting.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

12. september 1918 – Marie Cosmus: “Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren branten auf.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”.  Nedenfor to diktater. Den først handler om det engelske angreb på zeppelinbasen, den anden noget kritisk om bøndernes afgivelse af hø.

No 27 Der Fliegerbesuch
Gestern Morgen besuchten uns die feindlichen Flugzeug. Die Einwohner unserer Stadt lagen noch in aller Seelenruh als wir von einem schrecklichen Radau erweckten. Es war zwischen fünf und sechs Uhr. Wir hörten einige Schusse. Die Bomben fielen. Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren, branten auf.

No 28 Etwas vom Kriege. Die Heuabgabe.
In dieser Kreigszeit ist alles sehr Knapp, sogar das Futter fürs Vieh, das heu. Die Heeresverwaltung braucht Heu für die Pferde und jeder Landmann, der auch nur eine Kuh hat, muß abgeben. Aus Spott nennt man es Hindenburgheu. Viele Bauern haben nicht mal genug Heu sie müßen kaufen, um abzugeben, sont werden sie bestraft. Binsen, Schilf und viel anderes wird gemäht und abegeliefert, dieses wird in Freidenszeiten nie gebraucht. Das Vieh muß den Winter über bald verhungern und die Leute schaffen sich die Kühe ab. Sie sagen ”Milch sollen wir abliefern, Heu sollen wir abliefern, es lohnt sich nicht, Kühe zu halten”. Die Schulkinder, ein allen Kreisen, sammeln Laub.

(Jørgen Bendorff)

12. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Feltgnisttelegrafer”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia

a. Ved Rødekro opføres en meget stor Traadløs Telegraf. I Udkanten af Rødekro er rejst 5 Master, der skal være c. 70 m høje.
Stationen (baade Modtager og Afsender) er snart færdig.

b. Desuden findes i Nordslesvig 3 almindelige Feltgnisttelegrafer (Funkertelegraphstationen) I. Nærheden af Sommersted, i ved Toftlund Mølle, i ved Vognshøj (N.V. for Løgumkloster)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

10. september 1918. Johannes Christensen: Afskeden blev tung

Den deserterede sønderjyske soldat, Johannes Christensen, skriver til ildsjælen Frk. Møller for at redde sin kammerat Hans Lindholm, der sidder i en almindelig  engelsk fangelejr og ikke i Feltham  den særligt indrettede lejr til sønderjyske krigsfanger.

Vallekilde Højskole, 10. september 1918.

Da jeg har fået at vide af min moster, lærerinde Frk. Jepsen i Thisted, at de er en god ven af de sønderjyske fanger i England, vil jeg gerne sende dem adresse på min bedste ven jeg havde, mens jeg var ude i skyttegravene. Vi traf hinanden i Argonnerskoven. Han var fra Ballum og jeg var fra Nørby ved Visby. Vi opdagede snart, at vi havde meget til fælles, og vi kunne blive hinanden til megen gavn og glæde, som vi i virkeligheden også blev. Vi var sammen og holdt ud sammen under de hårde kampe ved Verdun.  Vi var sammen i Præsteskoven i vinteren 1916-17 og kom så med hinanden til Champagne, da franskmændene brød på der. Hvad vi har været for hinanden er ikke nemt at beskrive med ord, i hvert fald skulle der en hel bog til så, men jeg vil blot bemærke dette, at det ville være næsten utænkeligt for mig at holde ud til det, vi har gået igennem sammen, hvis ikke han altid havde været ved min side.

Han kom hjem på orlov først. Den dag han kom derned igen, fik han at vide, at jeg skulle på orlov nu, og at han skulle overtage min plads i rækkerne. Det var natten, vi skulle ud og storme. Afskeden blev tung, men Gud gav os mod og styrke også denne gang. Dagen efter fik jeg at vide, at han var blevet såret. Jeg kom jo lykkelig hjem og under flere kritiske situationer også godt over grænsen.

Jeg har nu været her på Vallekilde Højskole siden november, hvad jeg har følt ligesom en lægedom oven på det forfærdelige, jeg har oplevet og gennemgået. Min ven Hans’ skæbne blev  ikke så blid. Efter længere tids lazaretophold blev han erklæret for felttjenestedygtig igen. Han kom så endelig under en hård kamp i engelsk fangenskab, men han har nok ikke haft det så heldig, synes jeg i hvert fald at kunne læse mellem linjerne på hans breve. Han er ikke sammen med andre sønderjyder. I det hele taget, synes jeg, at han er lidt nedslået. Det var han ellers ikke dengang, vi var sammen. Hvis de måske kunne bevirke, at han kom sammen med de andre sønderjyder og fik det lidt bedre og lettere under hans tunge skæbne, ville jeg være Dem meget taknemmelig.

Venlig hilsen
i håb om at dette ikke er skrevet forgæves, Johannes Christensen, Vallekilde Højskole, Vallekilde-Hørve Station.

Hans’ adresse lyder: Hans Petersen Lindholm, No. 141 Prisoner of War Camp, London.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter Første Verdenskrig i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

4. september 1918 – Enkefru Røgind: ” … det hele bliver udbasunet som “ein Sieg”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Septbr.
Grenzpost og de øvrige tyske Blade skjuler Nederlaget paa en helt latterlig Maade. De indrømmer aldrig, de har opgivet en By og været tvungne til at gaa tilbage. Nej, »vore Linjer er efter forudlagt Plan trukket saa og saa meget nord eller syd for den By«. Og det hele bliver udbasunet som »ein Sieg, ein grosser Sieg«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

2. september 1918. »Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen,«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 September

Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen, og saa hörte jeg hvor Englene sang. »Himmelsangen, Seiersangen, hist lad tone, salig ved Gud Faders Throne.« Saa sagde Stemmen, »Vor Herres Magt er stor. Glæden for eder, at din broder er i Live. Thi see, du skal nu lære alle Ting i dit Hjem, thi see jeg har vist dig alle Stjærne paa Himlen, ja oppe i di lyse Boliger, der skal I engang sees Ansigt for Ansigt.«

Den 2. September 1918. Jeg saa hvor Fransose Kavalleri drog i Krig.
Den 2. September 1918. Jeg saa vor alle Flag vaiede over vort Land.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

1. september 1918. »…Og nu maa du tegne den hvide Hest.«

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 1 September
(…) Saa sagde Stemmen, »Luk Bogen op over Aabenbaringen, thi det hele er Sandhed, hvad jeg tale til dig, Marie. Og nu maa du tegne den hvide Hest.« Nu sagde Stemmen, »Tyskland vil ikke give efter, naar skal vi först see, naar Freden vil komme.« Nu sagde Stemmen, »Mobilmachen«, saa hörte jeg, hvor di blæsede i Hornet »Heraus, Heraus« i eet dogn. Saa lyste det op, og saa saa jeg Angel, Slesvig og Danzig. Saa kom der en Engel og viste mig alle Flyvere, Stemmen sagde, »di skulle Flyve, men jeg vil afbryde deres Vinger, at di ikke kan flyve. Men i eders Hjem skulde i glæde
eder, thi Herren vil være med eder.«

Den 1. September 1918. Vorherre sagde, denne hvide Hest vil jeg nu tage Rytteren af. Men jeg vil igjen sette Rytteren paa, og Kæmpe her i Landet.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

21. august 1918 – Enkefru Røgind: Grænsevagterne deserterer

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Aug.
Nogle Bayerske Landstormsmænd ved Grænsen var en skønne Dag stukne af og havde efterladt deres fire Geværer, sat dem sammen i Pyramide, fæstet en Seddel ved, hvorpaa stod: »Fest steht und treu die Wacht am Rhein«. Hjertelig Modtagelse herhjemme, Pitscli lavede en voldsom Ballade’ da han saa mig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

18. august 1918. Kompagnichefen er hensynsløs. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 18. aug. 1918.

… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

12. august 1918. Nu har englænderne rigtig taget fat. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 12. aug. 1918

Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

10. august 1918. Koen er faldet. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 10. aug. 1918

… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.

Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.

Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.

Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. august 1918. “Hvor vi trænger til din hjælp nu”. Høsten er gået i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag 9. august

Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…

Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.

Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.

Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.

Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.

Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.

Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. august 1918. Vi skal huske at bede Vor herre om at hjælpe os. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 8. aug. 1918

Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…

Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.

Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.

Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.

I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.

Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

4. august 1918 – Enkefru Røgind: “at ofre for Fædrelandet alt”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Aug.
Der har været afholdt et Præstemøde her i Byen, hvor der har været en Udsending fra Ernæringskontoret tilstede, som har givet meget detaillerede Beretninger om Tilstanden indenfor det tyske Rige med Hensyn til Fødemidler, og han har skildret det saaledes, at der har været stor Bestyrtelse og Ophidselse, og Schwabe, Rektoren [ved Seminariet], har slaaet, i Bordet og sagt, han vilde ikke tro det.

Meningen med Mødet var, at Præsterne skulde søge at paavirke deres Menigheder til endelig at ofre for Fædrelandet alt, hvad de kunde afse, thi nu var Øjeblikket kommet, hvor det gjaldt, og Fædrelandet var i Fare i mere end een Henseende. Saaledes gaar Rygterne.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. juli 1918. “Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning.” Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde
med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26.7.1918

Min egen kære Inger!
I morgen er det 8 dage siden, at jeg har hørt fra dig. Så du kan nok forstå, at jeg længes meget efter at få brev. Jeg har i et par dage ikke skrevet til dig af den grund, at jeg var i en nedtrykt stemning, og så var jeg bange for, at mit brev ville blive et helt klagebrev. Vi kom så hovedkulds afsted bort fra vort gode kvarter, og er nu langt nede i Frankrig. Her ligger vi en skov og har ikke andet rum at bo i end vort lille telt. Men hvad bliver det da til med ansøgningen? Jeg er næsten bange for, at den kommer for sent, for nu står høsten for døren, og det tager jo lang tid, inden ansøgningen når hertil…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. juli 1918. Vi er ikke mange om arbejdet. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 26. juli 1918

Kæreste Jørgen!
Nu har jeg i tre dage ikke haft brev fra dig, så jeg frygter jo næsten for, at du er kommet et andet sted hen. Ellers plejer der aldrig at gå så mange dage. Jeg fik da heller ikke skrevet til dig i går. Da var jeg cyklende i Haderslev igen. Nu er ansøgningen endelig sendt ind, og jeg tror, at den herhjemmefra er så godt forberedt som muligt. Så får vi nu lade Gud råde for, hvordan det ellers vil gå. Måtte vi dog omsider få en lille smule medbør, så du kunne blive fri. Du har nu gjort din pligt længe nok, skulle vi mene…
Hans er rejst hjem til Fyn nu, så du kan nok forstå, at vi ikke er mange om arbejdet. Jeg skal jo selv til at tage mig af det. Køerne går løse i Store Nordskov, og nu vil jeg med Pietro derop at malke, for de er jo vant til at blive drevet ind i en fold. Der bliver søgt om en høstorlov også, indtil det andet kommer i orden. Jeg ved ikke, om du er glad ved det, men når Thaysen synes det, lader jeg jo ham råde. Gid det dog nu måtte lykkes. Ellers ved jeg da ikke, hvad vi skal gribe til.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

22. juli 1918 – Enkefru Røgind: “Hurra!”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Juli. Hurra! Tyskerne har trukket deres Tropper Syd for Marne tilbage. Faaet at vide underhaanden, at Flyvehallen i Tønder er blevet ødelagt, 2—3 Zeppeliner brændt og Gasværket ligeledes ødelagt. Det var engelske Flyvere. To Døde, elleve Saarede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

 

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)