Alle indlæg af Rene Rasmussen

Aviser

12. februar 1916. Forfremmelser og havareret Zeppelin

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Forfremmelser og udmærkelser

Advokat Schmidt fra Toftlund, der har været indkaldt siden krigens begyndelse som overløjtnant og som har ligget i Hamborg, er blevet forfremmet til kaptajn.

Gardejæger Christian Lund, søn af Chr. Nikolaj Lund, er ifølge ”Flensborg Avis” efter de hårde kampe i Vogeserne blevet forfremmet til gefreiter og har formentlig fået tildelt jernkorset.

 Fra Stiftet, Ribe den 12. februar

En Zeppeliner i havari?

Udfor Blåvand sås i går formiddags ved halvellevetiden et stort luftskib styrende mod sydøst. Det gik usædvanligt langt nede og lyden fra maskinerne syntes så regelmæssigt, at man måtte formode, at luftsejleren havde lidt et eller andet havari.

På Manø så beboerne luftsejleren ved ellevetiden. Da den passerede grunden ”Kurvesand” vest for øen var den så langt nede, at man trods den stærkt disede luft kunne læse den betegnelse ”L20”.

Luftskibet, der var hvidt, styrede mod syd, men blev af den østlige vind undervejs drevet mere og mere vestpå. Antagelig er det tyske luftskib senere landet et sted syd for grænsen.

Ikke kategoriseret

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

 

 

Krigens forløb

12. februar 1916. “Klokken 6 skal der angribes …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Rouvroy, den 12. Februar 1916.

Vi er atter kommet i Stilling. Denne Gang noget længere til venstre for den gamle Stilling. Vi har faaet en ny Delingsfører, der kom herud med en Forstærkningstransport, saa jeg har atter maattet overtage min gamle Gruppe.

Stillingen her skal lægges noget fremefter, og Artilleriet har begyndt deres forberedende Arbejde. Det franske Artilleri bliver ikke Svar skyldig, og der er saaledes ikke Tale om nogen „Stilhed før Stormen”. Granaterne hyler hid og did, og „Marmeladespandene” — det er store Miner — slaar ned i Skyttegraven og efterlader intet levende, hvor de slaar ned.

Understanden bliver ved Minernes kolossale Kraft og Sprængevne slaaet igennem, og mange bliver saaledes levende begravet.

Det er umuligt at bjerge de saarede, og de, der ikke kan hjælpe sig selv tilbage, maa blive liggende i Skyttegraven, hvor de maa prise sig lykkelige, naar den næste Granat vil gøre Ende paa deres Lidelser.

Det er umuligt at have en Post staaende i Graven, og alle har de søgt Dækning i Understandene.

Der er blevet uddelt Levnedsmidler — Chokolade og Brændevin. Ledelsen véd nok, at „uden Mad og Drikke, duer Helten ikke”, og særlig Brændevinen er vel beregnet paa at skulle indgive lidt Mod. Mange har drukket sig Mod til , og Skomageren har af den Grund opgivet al videre Angreb.

Klokken 6 skal der angribes.

Ildhastigheden synes nu at være paa sit højeste. Max er ikke begejstret for Foretagendet, og Udsigterne til at faa Løjtnantsdistinctionerne, som hans Fader længe har ventet paa, skal blive fæstnet til hans smalle Skuldre, hjælper ikke til at sætte Humøret op. Han sidder ved Siden af Skorstensfejeren, og de lader Flasken gaa ivrigt fra Haand til Haand. Vi er alle forsynet med Udrustning, beregnet til at klippe Franskmandens Pigtraad over; med Brædder til at bygge nye Understande; „spanske Ryttere” til at afspærre for Franskmændenes Fremtrængen ved et eventuelt Modangreb, og med Masser af Patroner.

Vi Underofficerer sidder med Lommeurene i Hænderne og iagttager Viserne, der langsomt arbejder sig om til 6.

(… fortsættes)

 

Krigens forløb

12. februar 1916. I Makedonien: “Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet.”

2 kommentarer

Chr. R. kom som soldat til Balkan, der forekom ham meget fremmedartet

En Tur gennem Makedoniens Bjerge.

Makedonien, den 12. Februar 1916.

Kære „Hejmdal“!

Med Dig og dine Læsere vil jeg nu gøre en lille Tur gennem Højbjergene i Syd-Serbien, det saakaldte gamle Makedonien.

Vejret er just ikke særlig godt, men jeg vil haabe, at det op paa Dagen bliver bedre. Det regner. Vejen er jo, da Vandet fra Bjergene strømmer ned derpaa, en dejlig Vælling, dog er den jo med sin faste Undergrund temmelig farbar. Gennem en snæver Dal gaar Vejen jævnt opad, til den naar et forhenværende Gæstgiveri, nu Opholdssted for bulgarske Armerings-Soldater.

Saa maa vi til at anstrenge os lidt, thi nu gaar det opad. Vejen snor sig i Siksak op ad Bjergets Sider. Stolte Bjerge, dels graa Klipper, dels med et tyndt Jordlag bevokset med forkrøblet Egebusk og lidt Græs. Længere henne, hvor Vejen er indhugget i Bjergets Side, glinser Stenene, som om det var Guldstøv, en Art Metal er det jo sikkert, da Landet er rigt paa Metal, særlig Kobber.

Her er Vejen smukt anlagt, og i Frastand ser det ud som en prægtig Stenmur eller et Galleri. Skuer man i Vejret, op til Spidsen, en svimlende Højde, i alt Fald for os Nordboere, ser man en Ørn majestætisk svævende højt, højt oppe, spejdende efter Bytte. Den ser i denne Afstand ikke særlig stor ud, men jo højere vi kommer, desto større bliver den.

Her gennemskæres Bjerget af en rivende Bjergflod, der skummende strømmer ned mellem Stenene. 1.700-1.800 Meters Højde ligger der Sne.

Her er det temmelig koldt og det blæser lidt. Nu gaar det ind i Skyerne, en tæt Taage indhyller alt. Her er en raakold Luft, dog stadig opad, højere og højere. Efter 5 Timers Kørsel, med smaa Mellempavser, naas Højdepunktet.

Lidt før møder vi en Massegrav med 48 faldne Bulgarer. Ved Siden af dem staar der et provisorisk bygget Hus til Armerings-Soldater og Telefonarbejdere, ganske lunt og net, dækket med Træ, Halm og Jord. En Kakkelovn med Røret op gennem Taget mangler heller ikke, saa de har indrettet sig ganske husligt. Nu er vi oppe paa Spidsen, i hvert Tilfælde af Vejen (1.135 Meter), men Bjerget rager endnu 632 Meter i Vejret. Dets Højde er 1.767 Meter.

Nu gaar det atter i Siksak nedad, ind mod Byen P. Til højre for Vejen befinder der sig i et Par Hundrede Meters Afstand en meget smuk Bjergkæde. Alt store Kæmpesten, opstablet og henkastet mellem hverandre som af en overnaturlig Magt. Et dejligt Billede, hvorover enhver Sletteboer maa frydes.

Hist paa den højeste Tinde vajer et lille Fag, dog er det ikke muligt at skelne Nationaliteten, men det er vistnok et bulgarsk, da det er paa bulgarsk Etappeomraade.

Histovre til venstre drager en bulgarsk Oksekolonne i endeløs Række. Deres smaa Vogne, forspændt med nogle store graa Stude med mægtige Horn giver det, som alt her, et østerlandsk Præg. Ogsaa Æslet er her et meget brugt Befordringsmiddel. Hvad der alt kan læsses paa dem er utroligt, 2-300 Pund bærer de smaa Tingester.

Til venstre for Vejen, ved en lille Bæk, ligger 5-6 Vandmøller i Rad, meget snildt og billigt indrettet. Vandet ledes i en Grøft, som opdæmmes, hen til Møllen, derfra gennem et udhulet Træ ned over et Hjul, som ligger vandret, og ikke, som hos vore Vandmøller, lodret. Her styrter det med mægtig Kraft og Larm ind over Egerne eller rettere Brædderne og driver med mægtig Fart Hjulet, der driver en lille 70-80 Ctm. stor Sten. Det er Hvedemølleri i denne Egn.

Nu naas Byen P. Snævre, smudsige Gader med lige saa simple som smudsige Huse. Her er den mahomedanske Religion den fremherskende. Dog findes der ogsaa saakaldte Ung-Tyrkere. (Landet har jo før tilhørt Tyrkiet).

Mahomedanerne driver jo alt efter deres Stilling og Formue Flerkoneriet. Enhver nogenlunde velsitueret Mahomedaner har jo 3-5-10 Koner. En mærkelig Tilstand.

De Damer, som befinder sig i et saadant Harem, gaar tæt tilsløret, i en lang sort Præstekjole og Hovedet tæt tilbundet med et hvidt Klæde. De lader sig sjældent se. Neglene har de farvet helt røde som Tegn paa deres Værdighed, eller ogsaa som Pynt for at bedaare deres naadige Ægtefælle. De taler aldrig med os, og gaar for det meste af Vejen.

Se ind i deres Bolig eller Helligdom er umuligt eller saa godt som umuligt. Det er en Sjæl­denhed, at det tillades, hvad der dog ogsaa er os ligegyldigt, endskønt Nysgerrighed er en slem Drivfjeder.

Der findes i Byen mange Moskeer. Præsten gaar to Gange daglig omkring Taarnet og synger nogle monotone Sange, det lyder meget kønt, dog paa Grund af mit Ukendskab til Sproget, uforstaaeligt.

Vi vil nu aflægge et lille Besøg i Europæer-Kvarteret. Her ser det ordentligt og bedre ud. Der findes Gæstgiverier paategnet: Herr Man sprit Deukk (Manden her taler Tysk).

Vi gaar ind; der bydes Vand og Vin. Vi forlanger et Glas Vin, og der serveres en Drik, som næppe fortjener Navnet Vin. Den drikkes, og det gaar videre.

Her er et Konditori. Der maa vi ind Der udsøges en 3-4 Slags Kager. „Og de koster?“ „1,20 Mark“. Lidt dyrt, men alt maa jo prøves. Her er en Urmager- eller Juvelerbutik, flere kønne Sager, alt tysk Fabrikat. Det er nu bleven mørkt, og vi maa se at komme hjem. En anden Gang mere.

De venligste Hilsener til alle derhjemme i vort gamle Nordslesvig sender
Chr. R.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Aviser

12. februar 1916. Krigsfanger – faldne og sårede

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Sønderjyder i krigsfangenskab

De sidste oplysninger.

Man har under krigens gang ikke haft autentiske oplysninger om antallet af de sønderjyder, der befinder sig i krigsfangenskab.

Vi har undersøgt dette spørgsmål, der sikkert vil interessere mange, og skal meddele, at så vidt man gennem ”Røde Kors” har kunnet få oplyst, stiller forholdet sig således:

Det største antal krigsfangne sønderjyder opholder sig i England i fangelejre dels på øen Isle of Man, dels i nærheden af Manchester.

I den nordfranske by, Aurillac findes ca. 800 sønderjyder internerede, og rundt om i det øvrige Frankrig, mener man, at der opholder sig ca. 100.

For Ruslands vedkommende er tallet vanskeligere at opgive. De russiske myndigheder har ikke deres administration i så god en orden som de øvrige krigsførende lande, og tallet på de fangne sønderjyder kan derfor kun opgives omtrentlig. Man regner med 3-400 sønderjyske krigsfanger i Rusland, og af disse er efterhånden de fleste samlet i en fangelejr i byen Pawlow-Possad i Guvernementet Moskow. Tallet bliver således alt i alt 2.200-2.300.

I almindelighed kan det siges, at krigsfangerne vistnok lever under tålelige forhold. Bedst i Frankrig, hvor fangerne særligt i Aurillac er genstand for en god og human behandling. Vanskeligst stiller forholdene sig i Rusland, hvor alt jo er mere primitivt end i de øvrige lande. Her må fangerne – i modsætning til fangerne i Tyskland, Frankrig og England, hvor staten sørger for forplejningen, – selv sørge for deres mad. Den russiske regering anviser hver krigsfange 50 kopek daglig i papirspenge, hver officer får 50 rubler månedlig og opad efter rang. I Rusland er begrebet fangelejr kun lidt udviklet. De fleste fanger opholder sig hos befolkningen, naturligvis under streng bevogtning. I øvrigt synes det, som om de krigsfanger, der befinder sig i Sibirien, gennemgående lever under bedre forhold end fangerne i det europæiske Rusland.

Hvad krigsfangerne i Tyskland angår, kan det oplyses, at deres kost selvfølgelig på grund af dyrtiden og mangel på adskillige fødemidler, er blevet afknappet, særligt hvad brød og smør angår. Det gælder jo i mange tilfælde, at fangerne får fødemidler o.a. tilsendt fra deres slægtninge gennem Røde Kors i de neutrale lande, men i den senere tid har det vist sig, at særligt de serbiske krigsfanger er dårligt stillede og yderst forarmede.

Faldne, sårede og fangne

  • Ingvard Petersen, en svigersøn til banevogter Eriks i Ris ved Aabenraa, er falden i de sidste hårde kampe ved Dixmuiden. Den faldne, der stammer fra Tønder amt, efterlader sig hustru og fire små børn.
  • Johan Peter Petersen, søn af enke Cathrine Petersen på ”Vingelby” ved Elisenlund i nærheden af Aabenraa, er den 25. januar blevet såret af et strejfskud i den venstre skulder.
  • Jens Petersen fra Smedager ved Bolderslev er ved østfronten blevet såret af et skud i underlivet.
Krigens forløb

11. februar 1916. Soldat med to sønner i felten

Skriv en kommentar

Feltbrev fra Østfronten

Lida, den 11. Februar 1916.

Kære Venner!

Det er nu ikke mit Hverv at skrive for Offentligheden, men jeg vil alligevel gerne sende et Par Ord hjem til mine Venner, som jeg ved tænker, lider og beder for os. Hvad der særlig har bidraget til, at jeg tager til Pennen, er Indholdet af det lille Hefte, der er sendt til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem. Jeg og alle, jeg har talt med, som ogsaa har faaet Bogen tilsendt, finder dens Indhold meget smukt med den kære Julefest for Øje. Ved første Øjekast i Bogen var jeg allerede klar over, at den maatte være af læseværdigt Indhold. Det første Vers i Bogen lyder saaledes:

Dengang I drog bort, blev her knugende trangt, saa trangt, saa vi knap kunde aande.
Dengang I drog bort forstummed al Sang, den blev kvalt i vor navnløse Vaande.
Dengang I drog bort, da vidste vi først, at hele vor Fremtid blev trælsom og mørk, hvis I aldrig, aldrig kom hjem.

Ved at læse Indholdet af dette Vers blev jeg greben af de kære hjemlige Følelser, og jeg maatte give Taarerne frit Løb. Der staar: Dengang I drog bort, forstummed al Sang.

Ved at læse det, blev jeg mindet om et Brev, som min Hustru en Gang skrev til mig: Kære Mand, Du maa komme hjem til os. Vi savner Dig i de lange Vinteraftener til at synge med Børnene. Jeg er nemlig en Elsker af Sang og var kommen paa den Tanke: Du skal lære dine Børn at synge. Og det viste sig, at de var lærvillige, og ved en Times Sang hver Aften havde jeg ogsaa bragt det saa vidt, at de næsten kunde synge alt, hvad jeg kunde. Men ak, kære Venner, her maa jeg sande Ordet: Dengang I drog bort, forstummed al Sang. Vi maa imidlertid alle bede til, at de, der endnu kan komme hjem, inden ret længe maa udfylde deres Plads hos deres Kære for der at begynde deres Gerning, hvor de holdt op. Da vil der blive mange lyse og lykkelige Hjem.

Trods det, at jeg er saa fjernt fra Hjemmet, føler jeg mig mine Kære saa nær som aldrig tilforn. De sidste Linjer af Verset skal jeg ikke komme nærmere ind paa, da jeg ikke godt kan taale at tænke mig Muligheden deraf. Min Familie bestaar af 8 Børn, men Gud være takket, sunde og stærke allesammen. Den ældste er 19 Aar. Han blev indkaldt til Tjenesten den 2. November 1915 og er rede til at gaa i Felten. Den næstældste er 18 Aar, og er ogsaa udtaget til Infanterist og kan komme ind, naar det skal være, saa I kan nok tænke Jer, med hvilke Følelser jeg spiller Soldat.

Jeg kan ikke indlade mig paa at skrive ret meget om Krigens Rædsler. Jeg blev som 41-aarig indkaldt til Tjeneste, hvor vi kom til at ligge i Reserve og til videre Uddannelse til først i Januar. Saa gik det i Skyttegraven, hvor vi har været i 4 Uger, men nu er vi atter kommen i Reserve. Jeg har jo som sagt ikke været Vidne til meget af Krigens Ødelæggelse, men ønsker heller ikke at være Vidne til mere.

Det frygteligste, jeg har været Vidne til, var en Dag, da vi affyrede 20 Miner paa en russisk Stilling. Den blev fuldstændig sammenskudt, man kan tydelig se Minen fare igennem Luften i Form af en Kæmpecigar for med et at slaa omtrent lodret ned paa sit bestemte Punkt. Naar den saa eksploderer, er det, som om hele Verden skulde forgaa. Det var om Eftermiddagen omkring ved Klokken 3. Men den næste Dags Morgen var Graven fuldstændig udbedret.

Russerne sparer heller ikke deres Artilleri, og de er ikke længe om at skyde sig ind. Det er jo en bekendt Sag, at Russerne ikke sparer paa Krudtet, men de har jo ikke den Ledelse og Disciplin i deres Hære, som vi har. De kan undertiden være meget dumdristige. Et lille Eksempel derpaa: En Aften da jeg gik Patrouille langs Pigtraadshegnet, lød der en russisk Stemme over til os: „Germanie kom herover!“

Det var tydeligt at høre, at Stemmen var ikke mange Meter fra os, men det var bælgmørkt, og vi kunde ikke faa Øje paa dem. Da vi har haft megen Artilleriild, maa man undres over, at den ikke kræver flere Ofre. Vi har kun haft 3 let saarede ved vort Kompagni i den Tid, jeg har været i Skyttegraven.

Jeg maa nu til at slutte min fattige Skrivelse, men jeg haaber, at flere af mine Venner læser den med Interesse. Hvad der har bragt mig til at skrive er som sagt det lille omtalte Hefte, som er bleven mig tilsendt, og jeg og medundertegnede Kammerater bringer hermed det Udvalg, som har bidraget til at give Bogen et saa righoldigt Indhold, vor hjerteligste Tak. Naar vi nu blot inden ret længe kunde komme sunde og raske hjem til Eder og vi med hverandre kunde synge:

„Fred hviler over Land og By, ej Verden larmer mer“

Det er vor daglige Bøn. Jeg vil endnu minde om et Vers af samme Digt:

Vi kan bede Jer hjem i vort Haab og vor Tro til Freden, til Lykken, til Livet, af Bønnen kan bygges den stærkeste Bro, det Løfte har Jesus os givet.
Saa slutter vi Kæde da gammel og ung og stander saa stille paa Troens Grund og beder — vi beder Jer hjem.

Lad os alle med hverandre holde ud i Bønnen, saa bliver Enden nok god. Lev vel og paa snarligt Gensyn, det ønskes af Undertegnede.

(15 Navne).

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Aviser

11. februar 1916. Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede og fangne

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde esyd for Kongeåen.

  1. februar 1916

Faldne, sårede og fangne.

-Efter nordslesvigske blade-

  • Dietrich Duus, en søn af arbejdsmand Duus i Åbenrå, er under kampene i Champagne blevet let såret. Det er nu fjerde gang, at Duus er blevet såret.
  • Lærer Christiansen fra Gramby er under kampene ved Østfronten bleven såret.
  • Landmand Chr. Clausen fra Lunderup Mark ved Rødekro er ifølge meddelelse fra hans kompagni midt i oktober i fjor kommet i russisk fangenskab.
  • Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Nørre Ønlev ved Rødekro, der har været savnet siden 23. december i fjor efter kampene ved Hartmannsweilerkopf, er i fransk fangenskab.
  • Midtgaard fra Andholm, i tjeneste hos købmand Tiedemann i Rødekro, er under krigen blevet såret tre gange. Han er dog nu så vidt helbredt, at han har kunnet komme hjem på orlov.
  • Malermester Hans Dall fra Hygum er midt i januar blevet hjemsendt som varig uduelig. Den meste tid under sin indkaldelse har han ligget på et lazaret.
  • Fisker Marius Kromand i Åbenrå er faldet under kampene ved Vestfronten, ramt af et skud i hovedet. Den unge Kromand, der var en af de hjemløse, var for nogle år siden ligeledes ansat ved jernbanen i Åbenrå. Kort før jul var han hjemme på orlov.
  • Marius A. Jensen fra Hyrup 2. ved Bevtoft er den 20. januar faldet, mens han stod på post.
  • En søn af parcellist Chr. Moldt i Løjt Sønderskov, der kort før jul blev indkaldt som rekrut til Neumünster, er på det herværende lazaret afgået ved døden som følge af et ulykkestilfælde under tjenesten.
  • Peter Wegersleff fra Broager, som forleden under kampene i Champagne blev hårdt såret af en granatstump, er den 3. februar afgået ved døden på et feltlazaret i Frankrig. Han blev kun 20½ år gl.
  • I Marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist Jørgen Holdt, kaldet Ellen, fra Tyrstrup og overmatros i reserven Emil Kjær fra Dalsgaard, der tidligere har været meldt savnede, men måtte ansås for at være omkomne, er døde.
  • Otto Deckmann fra Rødekro, der tidligere har været meldt savnet, er ifølge den sidste prøjsiske tabsliste i fangenskab.
  • Wilhelm Andersen, søn af garvermester Andersen i Haderslev, blev den 23. september 1915 sammen med andre fra Haderslev tagen til fange i en kamp med russerne ved Longwiglyn ikke så langt fra Minsk. Efter at garver Andersen gennem ”Røde Kors” i København havde bedt dette indhente oplysninger om sin søns skæbne, har han ifølge ”Dannevirke” den 7. februar i år gennem ”Røde Kors” i Kiel fået meddelelse om, at hans søn tillige med en søn af bagermester P. Jensen og en søn af købmand Voss i Haderslev befinder sig i en fangelejr i Stretjensk i det østsibiriske generalguvernement Transbaikalien (mellem Baikalsøen og Kina), og at han er rask. På transporten til det fjerne østen havde de stakkels fanger oplevet dage med 40 graders frost.
Aviser

10. februar 1916. Toftlund: Mejeriet lukket pga. indkaldelser

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Mejeriet i Toftlund,

Der forleden igen måtte standse på grund af mejeristens indkaldelse, holdes, da mejeristen trods ansøgningen ikke er vendt tilbage, stadig lukket.

Leverandørerne kører mælken til mejerierne i Branderup, Rabøl, Arrild og Bevtoft. Manglen af mælk i Toftlund er meget følelig.

Krigens forløb

9. februar 1916. Russisk landsby “… endnu værre end i Mjøls!”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Jakob skrev hjem til sin niece fra en russisk landsby

I en russisk Landsby

Rusland, den 9. Februar 1916.

Kære Marie!

Nej, mit Billede, som jeg sendte hjem, var ikke smukt, men det var ejendommeligt, det vil sige Rammen. Den vidner om Russernes Kultur her i denne Egn af det store Rusland. Naar Du vil lægge Mærke til den, saa er den udhulet af ét Stykke Træ og ikke sammensat, som vore Billedrammer.

Vi lever her paa Landet 8—9 Mil fra Lida, ligesaa langt fra Minsk og lidt længere fra Vilna, saa Du kan nok forstaa, at det er endnu værre end i Mjøls.

Landbruget her staar forholdsvis paa samme Standpunkt som Billedrammen. Alle Redskaber er hjemmelavede og af Træ. Harver, Plove, Vogne, Slæder, alt er hjemmelavet og af Træ.

Som Repræsentant for den nyere Tid saa jeg forleden en moderne Symaskine staa ved Ruinerne af et russisk Bondehus. Klædningsstykkerne har ogsaa været hjemmelavede, da man i hvert Hus kan se en Væv og der endnu ligger Rester af pænt vævet broget Klæde mellem Ruinerne.

Ruiner, som i Tyskland, kendes ikke her. Enten staar Husene endnu, eller ogsaa er de helt nedbrændte. De er nemlig byggede helt af Træ, den ene Træstamme lagt over den anden til samme Højde, som hjemme hos os i Kolstrup, og tækkede med Halm. Naar et saadant Hus kommer i Brand, og det har Russerne sørget for saa godt som muligt,  saa brænder Rub og og Stub.

Af de Huse, som endnu staar, tager vi til Dels Bjælkerne, som vi bruger til at bygge Dækninger af og til Brænde. Det sidste maa vi ganske vist ikke, men ved Militæret lærer man at hjælpe sig, og alt er tilladt, naar bare man kommer godt fra det.

Russernes Landbrugsredskaber og Driftsmaader er de samme, som vore var det for 200 Aar siden. At Fremskridt ikke kan komme til sin Ret her, ligger i, at Jorden drives i en Art Fællesskab og hvert tredie eller femte Aar bliver ny fordelt indenfor Kommunen, rettende sig efter, hvormange Indbyggere Kommunen har; enhver Familie skal have sit.

Det var et Stykke russisk Kulturhistorie. Maaske interesserer det Dig ligesaa meget at høre, paa hvilket Kulturstandpunkt jeg selv staar i Øjeblikket. At vi ikke ofte kommer af Tøjet, kan Du vel tænke Dig. At jeg hver Aften gaar i Seng med lange Støvler, rene eller snavsede, som det kan passe sig, paa Benene, Kasket paa Hovedet og Hænderne i Lommen, er ogsaa Tilfældet. Men i Modsætning dertil bliver jeg barberet 2—3 Gange ugentlig, og mit Overskæg bærer jeg som før, efter nyeste Mode. Som Du ser, en sælsom Blanding af middelalderlig Røverridder-Kultur og raffineret Lapse-Kultur fra det 20. Aarhundrede.

Ellers har jeg det godt, lever, som det kan træffe sig, af Rov, d. v. s. af mine Pakker med lidt Tilsætning af Soldaterkost. Vinteren lader os i Ro, og da Solen kommer højere og højere, lader det nok være med at blive altfor slemt.

I Haab om, at I har det godt og med de bedste Hilsener til Dine Forældre, Søskende og i Kolstrup være Du selv bedst hilset fra

Din Onkel Jakob.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Aviser

9. februar 1916. Syd for grænsen: Søhelt og smørforbud

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fængslet kommuneforstander.

Kommuneforstander Jens Jørgensen i Harreby, en mand på 75-76 år, er bleven arresteret og førtes til Rødding, hvorfra han menes at være ført til Flensborg.

Om årsagen til fængslingen er os endnu intet bekendt.

Landmænd der ikke selv må lave smør – kærner plomberes!

I det sidste nummer af ”Haderslev Kredsblad” findes en kundgørelse fra den stedfortrædende kommanderende general i Altona, hvori det forbydes landmændene at skumme deres mælk og selv kærne smør af fløden, for så vidt dette ikke er sket før den 15.januar 1916.

Alle kærner som er taget i brug efter 15. januar, skal plomberes så de ikke kan benyttes. Mælkeleverandører skal levere det samme kvantum mælk til deres mejerier og mælkehandlere, som de har leveret i december 1915.

”Appams” fører.

Til ”Sonderburger Zeitung” skrives fra Aabenraa blandt andet:

Nu har også vor by sin søhelt. Efter hvad der nu er blevet sikkert fastslået, er den meget nævnte løjtnant Berg, der bragte Appam til Norfolk, den forhenværende kaptajn Hans Berg. Berg er 39 år gammel og født i Skovby (Løjt). Han var fører af damperen Gamma fra det forhenværende rederi Arenkiel & Klausen på rejser til England, Amerika og til Østersøstationerne.

Han aftjente sin værnepligt som enårig-frivillig ved marinen og gik af som overmatros. Som sådan blev han snart efter krigens udbrud indkaldt til Marinen, tog i tidens løb del i et officerskursus og forfremmedes til løjtnant. Under en orlov i fjor sagde han til sin hustru, at hun skulle være ubekymret, ifald hun ikke hørte fra ham i længere tid, og kun antage, at han havde det godt. I lang tid har hans hustru heller ikke hørt fra ham og har ikke kunnet skrive til ham, da hans opholdssted var ubekendt.

Klager over kontrollen ved grænserne.

I en redegørelse fra Wolffs Telegramkontor i Berlin om fremsatte klager over den tyske kontrol ved grænserne, forklares, at en sådan kontrol, er nødvendig, da den sker af hensyn til fædrelandet for at bevare det for skade, og derefter hedder det til slutning:

”Det er småligt at klage og besvære sig over en kort ubekvemmelighed eller skrap behandling i en tid, hvor tusinder derude ofrer liv og sundhed for fædrelandet. For tiden står så stort på spil, at det synes næsten latterligt at spilde ord over sådanne klager.”

Krigshjælpen i Aabenraa Kreds.

I Aabenraa kreds vil der ifølge ”Hejmdal” fra krigens udbrud til den 31. marts 1916, da dette regnskabsår sluttes, i alt være blevet udbetalt ca. 1.448.000 mark til familieunderstøttelser.

Af denne store sum erstatter Riget ifølge lovkredsen ca. 828.000 mark. Af resten har staten siden 1. januar 1915 overtaget to trediedele, kredsudvalget antager, at den vil fortsætte dermed til regnskabsårets slutning.

Den del af krigshjælpen, fra 1. august 1914 til 31. marts 1916, der må betales af kredsen beløber sig herefter kun til ca. 259.200 mark.

Spar på brødet.

Ifølge ”Berliner Tageblatt” har kultusministeriet udstedt en forordning om, at alle embedsmænd ved skoletilsynet, lærere og lærerinder fra nu af skal henvise i skolen til nødvendigheden af at spare på brødet. En lignende forordning er udstedt til præsterne om, at de fra prædikestolen skal præke lignende belæringer og oplysninger. Her er et område, skriver bladet, hvor patriotismen kan vise sig på en virkningsfuld måde.

I det sidste nummer af Aabenraa kredsblad offentliggør landråd Siemon 10 paragraffer angående reguleringen af forbruget af brødkorn og mel i Åbenrå amt.

Den vigtige afvigelse fra de hidtil gældende bestemmelser går ud på, at der herefter i hver uge kun må sælges i alt 1750 gram brød og 175 gram mel (rug-, hvede-, havre- og bygmel) til hver person, medens det hidtilværende kvantum var 2000 gram brød og 175 gram mel.

En Nordslesviger tjener hos prins Oscar af Prøjsen.

En af gårdejer og hestehandler Jeppe Nielsens sønner i Stenderup ved Rødding, Peter Nielsen, der ved krigens udbrud lå som aktiv soldat ved garden i Potsdam og siden har været med ved fronten i Rusland, var ifølge ”Dannevirke” allerede før krigen tjener hos prins Oscar. Nielsen har også nu under krigen beholdt denne stilling, som han endnu beklæder.

Om Krigen

7. februar 1916. Soldatermenu: “Drahtverhau”, “Fusslappen” og “Blauer Heinrich”

1 kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, fortæller om soldaterkosten

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på. – Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig,

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen. Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt.

Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris …

Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland.

Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbettsuppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Læse mere om soldaterkost og forplejning her: Forplejning

DSK-årbøger 1963.

Aviser

7. februar 1916. Syd for grænsen under krigen.

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

En indsamling af gammelt avispapir

foranstaltedes af Røde Kors i Haderslev i fredags og i lørdags. Papiret skal bruges til fremstilling af tæpper og andet og til at strække forrådene af halm og træstoffer …

Faldne, sårede og fangne

-Efter nordslesvigske blade –

Peter Møller fra Skovby på Als er hårdt såret og Samuel Nielsen fra Kellerup, tidligere savnet, meldes nu fra udlandet at være i fangenskab.

-Ifølge tabslisten er Nis Hansen af Spandet i fangenskab; J. Jürgensen Schmidt af Halk er bleven hårdt såret; Emil Sohl af Haderslev er i fangenskab (Udlands-Efterretning); hidtil nævnes han som savnet.

Nyheder

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

Skriv en kommentar

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Krigens forløb

5. februar 1916. Fortsat fransk artilleribeskydning ved Somme-Py

Skriv en kommentar

FR86 lå i det nye år ved Somme-Py. Her havde man kort efter jul oplevet en stigende fransk artilleriild. Det fortsatte i det nye år.

Ved fronten blev den ret stærke artilleriild mod slutningen af januar noget svagere. Kun en ubehagelig flankebeskydning krævede stadig nye ofre.

Den 5.februar om eftermiddagen fra kl. 3 til 6 ny og tungere virkningsild på hele regimentsafsnittet, særligt på det højre fløjkompagni (det 9.), med minekastere og tungt krum- og fladbaneskyts. Særlig forpostgraven og K1 blev ramt. En kort ildpause, som blev sluttet med et chokerende ildoverfald, skulle igen lokke besætningen ned i gravene og dermed øge tabene.

Takket være de bombesikre dækningsgrave, som var etableret i januar, var tabene noget mindre end ved de forrige beskydninger.

Slemme var igen ødelæggelserne, navnlig på højre fløj hos ”Adolf”.

Igen var resultatet af ugelangt arbejde ødelagt. Et trøstesløst rod af trådnet, med hvilket man havde forsøgt at holde på skyttegravsvæggene, bjælker og brædder spærrede graven helt til randen. Det var blevet til en næsten uadskillelig masse og gjorde oprydningsarbejdet særlig vanskeligt. Derfor blev fra nu af al forskalling og beklædning af skyttegravsvæggene forbudt af regimentet.

En lille tilfredsstillelse var en halv times gengældelsesild fra vor samlede 18. feldartilleribrigade den følgende dag. De gevaldige ammunitionsmængder, som modstanderen havde dænget os til med, havde vi ganske vist ikke råd til.

Årsagen til dette skyderi lå igen i frygten for et tysk angreb. Dette blev konstateret ved en aflytning af en fransk telefonsamtale. Helt uden grund var fjendens frygt ikke. Lige nu var den ganske vist forhastet.

Fra “Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.”

Aviser

4. februar 1916. Syd for grænsen under krigen: Pølser og faldne lærere

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En forordning om kødkonserves og pølser,

som i mandags vedtoges af Forbundsrådet, går ud på, at erhvervsmæssig fabrikation af konserves af kød eller med kødtilsætning, som er gjorte holdbare ved ophedning, er forbudt.

Til erhvervsmæssig pølsetillavning må der ikke forarbejdes mere end en tredjedel af vægten af de slagtede kreaturer, svin og får, med mindre det sker efter direkte kontrakt med Hær- og Marineforvaltningen. For pølsefabrikker er der anordnet en anden beregning af den tilladte tredjedel. For fersk pølse kan regeringerne tilstede undtagelser.

Forordningen træder i kraft den 4. februar.

Faldne lærere.

I det sidste nummer af ”Schulblatt der Provinz Schleswig-Holstein” meddeles der, at der i året 1915 er faldet følgende antal lærere fra de forskellige kredse:

Kiel 12, Haderslev 9, Åbenrå 3, Tønder 3, Sønderborg 5, Flensborg 6, Slesvig 10, Husum 5, Eckernførde 2, Rensborg 3, Nøreditmarsken 4, Sønderditmarsken 6, Steinburg 5, Neumünster 5, Bordesholm 3, Pløn 2, Pinneburg 7, Altona 4, Stormarn 7, Segeberg 1 og Oldenburg 7.

Også mange seminarister er faldne, således fra seminariet i Haderslev 12, Tønder (Seminar- og præparandanstalt) 30, Eckernførde 15, Rendsborg 15, Kiel (Seminar- og præparandanstalt) 10, Ratzeburg 8, Uetersen ?? 5 og Præparandanstalten i Kappel 2.

Hidtil er 14 lærere savnede.

Ikke kategoriseret

4. februar 1916. Træning til kommende forårsoffensiv?

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Under krigen var en 6-8 ugers uddannelse ved at blive almindelig, men det rygtedes hurtigt – det er det, man i soldaterjargon kalder »lokumsparole« – at årgang 1896 skulle uddannes i mindst 9 måneder.

Grunden hertil skulle være, at denne årgang skulle danne  grundstammen i den tyske armé efter krigens afslutning.

At man havde tænkt sig noget særligt med denne årgang syntes at være sikkert, idet adskillige med højere skoleuddannelse, altså dem, der gik med en »officer i maven«, forsøgte at melde sig frivillig til fronten, men dette blev kategorisk afslået.

Jeg gjorde mig mine tanker angående denne sag og troede ikke rigtig på »parolen«. Mon ikke den egentlige grund var, at årgangen skulle have en nogenlunde god træning og så indsættes i en forårsoffensiv i det kommende år?

Dette viste sig tilsyneladende at være den rigtige forklaring.

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej (1969)

Aviser

3. februar 1916. Syd for grænsen under krigen: Falskmønteri!

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Falske enmarkstykker

har ifølge ”Hejmdal” i flere dage atter været i omløb i Slesvig og Holsten. De er forsynede med mønttegnet A og aarstallet 1908. I udseende adskiller de falske mønter sig ikke fra de ægte; kun af klangen kan man straks erkende, at det drejer sig om falske mønter.

Hvor er boghveden og hirsen?

”Vorwärts” skriver:

For nogle dage siden blev befolkningen opfordret til efter evne at erstatte den dyrere ris med boghvede eller hirse. Med en henvisning til denne slags bælgfrugters næringsværdi blev der også offentliggjort kogeforskrifter.

Disse kogekunstnere har let ved at give gode råd fra det grønne bord. For det første er prisen for boghvede og hirse ganske overordentlig høj; boghvede koster jo 90 og hirse 80 pfennig pundet. Men dernæst er der slet igen boghvede og hirse at få! Boghvede fås principielt ikke, og af hirse er der efter central-indkøbsselskabets skøn i hele Berlin ikke to centner?

Derfor er det spørgsmål berettiget, hvor boghvede og hirse egentlig er henne.

Fire hjulmagere fra Sundeved faldne.

Fra Sundeved skrives til ”Hejmdal”:

Atter er en af vore unge, dygtige hjulmagere bleven et offer for krigen, det er nu den tredje siden 1. maj, nemlig Klaus Nissen fra Dybbøl, som for kort tid siden faldt i Rusland.

I august faldt Lorens Jakobsen fra Stenderup også i Rusland, den 2. maj blev Chr. P. Hansen fra Smøl hårdt såret i Galizien og døde to dage efter; samtidig døde Chr. Christensen fra Broager.

Alle fire var unge dygtige hjulmagere, som for få år siden havde købt deres ejendomme og nu var godt i gang. Nissen og Jacobsen havde bygget nye værksteder og indlagt motor og maskiner, og nu har de måttet [her mangler et ord, GBN] fra det hele, nu sidder de sørgende enker med deres små børn uden mand og forsørger.

Feltpostpakkerne bliver undersøgt.

Gang efter gang har postvæsenet bedt befolkningen om ikke at sende brandfarlige genstande i felten; men alt forgæves. I talrige tilfælde har der fundet selvantændelse sted, som tit havde ødelæggelse af hele jernbanevogne til følge.

Nu vil er endelig officielt blive skredet ind derimod og pakkerne vil af og til blive efterset. Hvis det er brandfarlige genstande i skal sendingen standes og den pågældende feltstation underrettes herom, denne vil så i ethvert tilfælde på grundlag af paragraf 867.5 a i straffelovbogen foranledige yderligere skridt, der kan blive til 150 mark i bøde.

Ikke kategoriseret

3. februar 1916. Ingen hilsepligt på lokumsrensere

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

En anden dag – også i begyndelsen af min glorværdige militære løbebane – skete der endnu et sjovt tilfælde, da jeg sammen med en anden sønderjyde gik over kasernepladsen.

Imod os kom en mand i en uniform , som jeg ikke havde set før. Jeg spurgte min makker, om vi skulle hilse på ham , men han svarede, at det skulle vi ikke , det var kun en ganske gemen lokumsrenser.

Vi var kommet  temmelig tæt ind på manden, der åbenbart forstod dansk og havde hørt, hvad vi anså ham for at være. Det kan nok være, at vi blev belært om hans »rang, stand og stilling«, han var »Aufsichtsbeamter« og skulle nok sørge for, at »diese Knacker « – det var »kælenavnet« til de dansktalende – fik et kursus i takt og tone.

Min makke r og jeg blev bagefter enige om , at hvis det var takt og tone, vi skulle lære, var vi da vistnok havnet et forkert sted.

En gammel, elskelig dame, som jeg engang boede hos i min grønne ungdom , sagde altid , når vi unge kom lidt »for højt op«: »Den, der ingenting er og ingenting bilder sig ind, han er to gange ingenting.« Det passede udmærket på den mand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

Aviser

2. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Syd for grænsen under krigen

Jernkors.

”Hejmdal” meddeler bl.a.:

Leonhard Lycke, søn af stations-opsynsmand L. Lycke i Ladegaard 2. ved Hammelev, der siden krigens begyndelse har deltaget i de hårde kampe i Vogeserne, og ”Hejmdal’s” mangeårige medarbejder, sparekassebogholder, cand. polit. P.A. Callø fra Rødding, der har været med i kampene ved Ypern, har fået jernkorset.

 Også nøddetræ beslaglægges.

Den stedfortrædende generalkommando i Altona har igennem Wolffs Bureau anmodet os om at meddele, at fristen for beslaglæggelsen og anmeldelsen af det forhåndenværende nøddetræ og de stående nøddetræer er bleven forlænget til den 15. februar d.å.

Indkaldelse af lærere.

I flere blade meddeles her, at de lærere, der hidtil ikke har kunnet undværes, med det første vil blive indkaldte til hærtjenesten, for så vidt som de er krigsduelige og ikke over 40 år gamle. I stedet for de indkaldte lærere stiller hærforvaltningen så vidt muligt garnisonsdygtige lærere til rådighed, for at skolevirksomheden kan opretholdes.

Beslaglæggelse af høbeholdningerne

Generalkommandoen i Altona har anordnet, at alle høbeholdningerne, der var forhånden den 31. januar, skal optages. Anmeldelsespligten udstrækker sig ikke alene til handlere, men til samtlige ejere af hø. Hvem der undlader anmeldelsen eller gør urigtige eller ufuldstændige anmeldelser, kan straffes med fængsel indtil 6. måneder eller med pengebøder indtil 10.000 mark.

Hemmeligholdte forråd kan konfiskeres af staten.

 Faldne, sårede og fangne

-Efter nordslesviske blade-

Overmatros Christian Terp er falden den 17. december i fjor om bord på den lille krydser ”Bremen”, 23 år gl.

I torsdags modtog gårdejer A. Rasmussen og hustru i Tornumskov ved Lintrup et kort fra deres søn Marius, der er i russisk fangenskab; han toges til fange den 17. december d.å.

Ikke kategoriseret

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Skriv en kommentar

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

Ikke kategoriseret

1. februar 1916. På vagt på Østfronten

Skriv en kommentar

Niels E. Outzen, Hølleskov, gjorde i februar 1916 krigstjeneste på Østfronten i Jäger-Regiment Nr. 19.

Det var paa Østfronten i 1916, omkring 1. Februar. 19. Jæger-Regiment laa i Stilling i Nærheden af Byen Baranowice i Rokitno Sumpene.

At sige, at vi havde det godt her, vilde være at lyve. Kulde og Pløre døjede vi med, og ogsaa Lus og andet Skab sloges vi med, snart mere end med Fjenden, for Russerne holdt sig godt paa Afstand fra os. Vi saa dem nærmest kun om Natten, naar de kom snigende hen mod vor Stilling, og vi maatte jage dem bort med nogle Skud.

En sen Aften stod jeg paa Post i Skyttegraven. Det var en kedelig Bestilling saadan at staa og glo ud i Ingenmandsland. Bitterlig koldt var det ogsaa. — Man undrer sig sikkert ikke over, at jeg mest vendte Næsen den anden Vej. Der stod jeg da og bakkede paa min Pibe og lyttede til, hvad der foregik nede i Bunden af Graven. Kammeraterne dernede i Dækningen lo og trumfede i Bordet.

Da skete det. En Haand lagde sig tungt paa min Skulder. „Naa, min Ven, her staar du jo godt,“ sagde Kaptajnen, ham var det nemlig. Han var kommet listende, uden at jeg havde bemærket det. — Jeg tror næsten, jeg glemte at svare. — Kaptajnen lod heller ikke til at skænke det en Tanke; han var mere interesseret i, hvad der foregik
ovre hos Fjenden. Man kunde nemlig med det blotte Øje tydeligt se de russiske Soldater boltre sig i Sneen.

„Hør, Jæger, skulde De ikke sende dem en Hilsen,” mente Kaptajnen.

„En Hilsen, det vilde da være at bortødsle Patronerne, for der er sikkert en 400—500 m derover,” sagde jeg. „Ha, ha!” lo Kaptajnen, „du er en Filur,“ og saa gik han igen sin Vej.

DSK-årbøger, 1955.

Nyheder

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

2 kommentarer

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Nyheder

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Ikke kategoriseret

29. januar 1916. Militære skideballer

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Begholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Tjenesten i uddannelsestiden tog jeg med godt humør og uden større anstrengelse. Jeg havde dyrket gymnastik og fodbold og var i god træning.

Det, der voldte mig flest kvaler, var at lade være med at skrupgrine,  når de gamle professionelle underofficerer afleverede deres  »brandere«.

Deres ord­forråd var fænomenalt, her er en lille prøve:

En af de første dage stødte jeg sammen med en af disse herrer, da han ville gå ind – og jeg ud – ad en dør.

Dette udløste straks hans talegaver, og idet han satte en behandsket pegefinger på mit bryst, brølede han: »Først kommer jeg – og så kommer jeg endnu engang – derefter kommer der et langt, langt stykke tid slet ingenting – derefter kommer der en stor hob skidt – og så først kommer De!«

Denne udgydelse opfattede jeg som en mægtig god definition af en menig soldats placering på rangstigen. Jeg var ved at flække af grin, men holdt alligevel masken. At grine ad en foresat, når han uddelte reprimander, var en af de store dødssynder ved det tyske militær.

Det kaldtes »Achtungsverletzung vor versammelter Mannschaft« (respektløs optræden i alles påsyn), og gav mindst tre dage i spjældet.

I.J.I Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

Sønderjyder

28. januar 1916. Kresten: “En storsnudet flab …”

Skriv en kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Hornaing den 28. jan. 1916 Kære forældre!

Mange tak for pakkerne; der er i alt atter ankommet fire. Nr. 4 med gås og flæsk. Nr. 5 med æbler, nr. 6 med strømper og chokolade, nr. 7 med smør. Alt er i bedste orden. Kun må der siges, at jeg i året 1916 ikke bruger flere strømper, for ellers fylder jeg jo hele proviantvognen med strømper, og det er jo egentlig ikke dens bestemmelse.

Læs videre 28. januar 1916. Kresten: “En storsnudet flab …” →

Nyheder

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag fejret med uheld

1 kommentar

Jens Rudebeck, Ravsted, havde en god tjans med militæret som vognsmed

Vi har jo alle i Verdenskrigens Dage oplevet lidt af hvert. Da jeg i Marts 1915 blev udskrevet fra Lazarettet i Spandau, kom jeg til Doberitz og skulde gøre Tjeneste som Smed; men man satte mig til noget helt andet, nemlig at uddanne Rekrutter. Det var meget mod min Vilje, for jeg har åltid syntes, at der ikke kunde være noget tillokkende ved denne Bestilling. Af denne Grund protesterede jeg ogsaa kraftigt, og jeg opnaaede endelig at blive afkommanderet som Vognsmed.

Dette Arbejde var jeg beskæftiget med i en længere Periode; men i Efteraaret 1915 blev vi alle underkastet en nærmere Undersøgelse. Man vilde finde faglærte Metalarbejdere, som kunde afløse Folk i Fabrikkerne, der var nemlig stor Brug for Soldater ved Fronterne. Jeg fremskaffede en Udtalelse fra et Firma i Flensborg, som jeg i mange Aar havde staaet i Forretningsforbindelse med. Attesten gik ud paa, at jeg kunde arbejde som Drejer eller Maskinsmed. Saa havde jeg foreløbig mit paa det Tørre.

Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.

Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes udtil mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.

Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. Det blev det lille Selskab glad ved at høre, for de skulde jo betale Udgiften. „Ja,“ sagde jeg, „men saa vil jeg have nyt Materiale dertil, og bagefter en god Orlov.“ Det lovede de mig, og saa gik jeg i Gang. De høje, men uheldige Herrer stod hele Dagen og saa paa mit Arbejde, men det generede mig nu ikke.

Omsider blev jeg færdig med Arbejdet, men Dagen derpaa fik jeg Ordre til at møde med hele min Udrustning i Doberitz. Vi holdt et lystigt Afskedsgilde, for i Morgen gik det jo til Flensborg, hjem paa Orlov. Men — god Morgen! Til min store Forbavselse fik jeg at vide, at jeg skulde til Fronten. Det var vel nok en stor Skuffelse!

Jeg var aldeles rasende, og jeg gav vel nok ondt af mig. Vagtmesteren i Doberitz genkendte jeg straks, han havde nemlig været med paa „Spritrejsen“. Jeg sagde til ham: „Ja, her kan man vel nok se, at Utak er Verdens Løn!

Nu undskyldte Vagtmesteren sig med, at han desværre ikke kendte mit Navn, for selvfølgelig skulde jeg have min Orlov. Jeg skulde bare gaa ind til Ritmesteren i Værelset ved Siden af, saa skulde det nok gaa i Orden. Jeg lod mig formilde og gik derind.

Kort efter havde jeg mit Orlovsbevis. Ritmesteren gav mig endda Haanden og roste mig for mit fine Arbejde og den billige Pris.

Min Orlov gjaldt for fjorten Dage, men jeg opsøgte omgaaende Vagtmesteren og fik hans Tilsagn om at anbefale et Andragende om otte Dages ekstra Orlov. Saa gik det endelig hjemad. Det var alligevel noget andet end at komme til Fronten.

DSK-årbøger 1951

Ikke kategoriseret

27. januar 1916. Kejserfødselsdag på glatis

Skriv en kommentar

Hans J. Nielsen, Jenning, Ballum, beretter om, hvordan Kejser Wilhelm II’s fødselsdag blev fejret med en parade, der ikke gik helt efter planen.

Vi laa i Ro i en lille Landsby i russisk Polen. Vinteren var streng, høj Luft og knagende Frost, rigtig fint Vejr til Eksercits. Der skulle ogsaa øves dygtigt til en stor Parade paa Kejser Wilhelms Fødselsdag.

Nu ved enhver gammel Soldat jo nok, at Kejseren ikke selv var til Stede, men lod sig repræsentere ved Divisionschefen, i dette Tilfælde Excellencen von Breugel.

Paraden skulde foregaa i Byen i Nærheden af vort Kvarter. Alle Forberedelser blev foretaget med prøjsisk Grundighed. Der blev rejst Tribuner til den høje Stab og til Musikerne, Grantræer blev plantet langs Vejen, hvor Paraden skulle foregaa. Paa Vejen blev der strøet Sand; den var nemlig glat som et Spejl.

Ved Parolen den 26. Januar om Aftenen blev det bekendtgjort, at alt og alle skulde være i bedste Orden; alt skulde pudses og blankes. Vi skulde træde an et Kvarter over otte, og Afmarchen skulde finde Sted Klokken halvni til Poppenikli.

Kejserens Fødselsdag den 27. Januar oprandt ikke med Frost og Solskin, men med øsende Regn. Da vi ankom til Poppenikli, var hele Paradepladsen forvandlet til en Isbane.

Musikerne havde indtaget deres Pladser. Vi stod klar til at tage imod Excellencen. Omsider kom han, men i Stedet for at ride Fronten af, blev han kørt hen til den pyntede Tribune, og saa skulde Parademarchen begynde.

Musikken satte i, der blev kommanderet „March!” men, o ve! Ingen kunde staa paa Benene! Naar endelig en Afdeling kom hen i Nærheden af Tribunen, blev der naturligvis kommanderet „Giv Agt!“ og saa gjaldt det jo om at se derhen, hvor de høje Herrer stod; men enhver, der var altfor ivrig, gik sig en Tur paa Bagen.

Det blev dog taget med godt Humør. Efter Paraden blev der serveret noget tyndt Øl, og saa var den Højtidelighed forbi.

DSK-årbøger 1953

Nyheder

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag i en engelsk fangelejr

1 kommentar

En unavngiven sønderjyde under mærket “P” beretter følgende om opholdet i en engelsk fangelejr.

Over den irske Sø og i Fangelejren
Efter et 3 Maaneders Ophold som Krigsfange paa et gammelt Herresæde i Grevskabet Tipperary i Irland blev vi i Slutningen af Januar 1915 atter sendt tilbage til England.

Overfarten over den irske Sø var meget stormfuldt. Damperen var kun lille og rullede voldsomt i den høje Sø. De fleste af os var søsyge, men den, der var værst medtaget, var en Landmand fra Vestkysten, der til daglig gik under Navnet „den sorte Haand”.

Han laa paa Trappen ned til Kahytten med Hovedet nedad og studerede den ca. 4 Timer i Forvejen indtagne Middagsmad. Mens han laa der og omtrent spærrede hele Trappen, skulde en af de andre Danske, der var med, hurtigt op i den friske Luft. Han sparkede derfor til „den sorte Haand”, idet han sagde: „Gaa da a e Vej, Boy, æ skal ue’“.

-„Aa lad mæ da savt lig’”, svarede „den sorte Haand”, „æ kan da lisaagodt lig’ hæe aa dø, som et andt Stej”.

Efter endt Overfart blev vi ført til en Lejr i Nærheden af Manchester. Her var der ved vor Ankomst allerede installeret ca. 1000 Fanger. Den engelske Lejrkommandant var en lille vindtør Oberst. Han havde afgivet det daglige Tilsyn med Fangernes Velbefindende til en tysk „Feldwebel” ved Navn Rabetsche.

Rabetsche var en ivrig Soldat, der mente at det var nødvendigt at holde Krigsfangerne i Træning. Hver Morgen Kl. 6 var der „Appel” med Uniformsgenstandene. Det var ikke sjældent, at hele Lejren stod opstillet i bar Skjorte og fremviste Underbukserne.

Lejren var inddelt i Batailloner og Kompagnier ligesom i Garnisonen, og i Mangel af Officerer var Underofficererne udnævnt til Kompagniførere.

Hver Formiddag Kl. 10½ blev hele Lejren pebet ud paa Pladsen, opstillet i Kompagnier og overgivet til Rabetsche. Derpaa lød det udover Pladsen „Ersatzreservisten und Kriegsfreiwillige links raus!“

Disse, der ikke havde lært Eksercits, maatte saa under behørig Opsyn begynde forfra med at rulle Haand, Fod, Øjne, Tæer o. s. v., medens de andre eksercerede af karsken Bælg.

Fangerne var aldeles rasende over denne Behandling, skældte ud gjorde de højlydt, og ofte troede jeg, at de vilde overfalde Rabetsche og gennemprygle ham. Han lod som intet, vel vidende, at den tyske Disciplin stak saa dybt i Soldaten, saa han end ikke under disse Forhold vovede at lægge Haand paa en Befalingsmand.

Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.

Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.

Bag ham, i ærbødig Afstand, stod den engelske Kommandant, tilfreds med, at Rabetsche sparede ham for megen Ulejlighed.

DSK-årbøger, 1943.

Ikke kategoriseret

25. januar 1916. Husar på Østfronten

1 kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig.

Den 3. november forlod vi Slesvig med en transport på 60-70 husarer og en løjtnant som fører. Vi blev forladet på banegården,  både vi og hestene, for der var også heste ved regimentet i Rusland.

Otte dage varede et ophold i Konitz i Vestprøjsen, seks dage var vi i kvarter i Tilsit i Østprøjsen, hvorefter det gik med feltbane over grænsen ind i Rusland.

Det blev vinter, og hvor vi kom frem, var der bitterlig koldt og med sne i store højder. Jævnlig traf vi transporter med syge og sårede kammerater; hvor lazaretbilerne ikke kunne komme frem for sne, måtte man benytte bagagevogne med hesteforspand.

Vort første kvarter blev Schaulne, og derfra gik marchen til fods til en by ved navn Kelmi, og atter march til fods i høj sne – ikke noget for en kavallerist – indtil vi den 30. november arriverede ved det 18. kavalleris brigadestab, der lå på et gods ved Kaltenbrunnen, et tysk gods med tilsvarende godsejer – sådanne findes her og der i Lithauen og Kurland med videre.

I de følgende dage marcherede vi fortsat videre til fods, indtil vi nåede vort regiment, Husar-regiment 16, hvis stab lå i byen Michigelsk. Her blev vi præsenteret for vor regiments-kommandør, oberstløjtnant von Raszewski, og blev inddelt til eskadronen, hvor jeg kom til 3. eskadron og til 4. deling. Regimentet hørte til 4. kavalleridivision, som med seks kavalleri-regimenter, et ridende jægerkompagni og en ridende feltartilleri-afdeling holdt vagt langs Dynafloden i nærheden af Dynaburg.

Ved vort regiments afsnit havde vi et mægtigt skovareal, der fulgte flodbredden kilometervidt, og det gav os den fordel, at vi kunne afløse til hest, da vi var dækket af skoven lige til skyttegravene.

Eskadronen var inddelt med 1/3 af mandskabet ved hestene og 2/3 til skyttegravstjeneste, og så afløste vi hinanden med otte dage i skyttestillingen og derefter fire dage i hestenes kvarterer, der befandt sig på gårdene i en større omkreds og ca. 15 kilometer bag fronten.

I skyttegravene lavede vi jordhuler 800 meter fra Dynafloden, og om natten blev der kommanderet feltvagter frem til flodens bred. Hen på vinteren frøs floden til – men den var kun 2-300 meter bred på vort afsnit – så med russerne, som oftest var det kosakker, kom vi nu og da i fodfægtning, og tit var det snestormvejr.

Der skete ellers hele året igennem ikke væsentlige forskydninger, og alligevel mistede vi omtrentlig 15 procent af vore husarer under disse mindre skærmydsler.

I standkvartererne, hvor vi jo opholdt os sammen med hestene, gjaldt det om at pleje disse bedst muligt, men det var altid under yderst primitive staldforhold, og sløjt var det med foderet, især når det ikke var lykkedes at rane det nødvendige grovfoder, der som oftest forefandtes dækket af sne.

Endvidere måtte vi ride med flere af hestene hver dag for at holde dem i træning. Dette var ingen morsom sport i 30 graders kulde og oftest i høj sne. Nogle steder havde man ved herregårdene indrettet overdækkede ridebaner i de store tærskelader.

DSK-årbøger 1971