Alle indlæg af Rene Rasmussen

6. januar 1915. Regiment 84 forflyttes til Elsass

Kaptajn af reserven Roll, fører af 6. kompagni, fortæller om ankomsten til Uffholz i Elsass

Hvis vi ved Moulin-sous-Touvent trods alle anstrengelser og afsavn havde haft det forholdsvis godt, så blev situationen med forflyttelsen til Elsass væsentlig mindre behagelig. Allerede transporten i gennemkolde, franske jernbanevogne var ingen fornøjelse. I Bollweiler begyndte vor virksomhed med en yderst kraftig regnvejrsdag, der ganske vist var velegnet til hvil, men som dog trykkede stemningen betragteligt.

Da vi den 6. januar om aftenen rykkede ind i stillingen ved Uffholz, modtog det franske artilleri os med særlig varme, så man måtte undre sig over, at vi ikke fik større tab. Alligevel var der noget hyggeligt ved den skudlarm, vi så længe ikke havde hørt, og 110’ernes angst var mig ret uforståelig. En mand fra det kompagni, vi skulle afløse, var stillet til min rådighed som fører, og under marchen gennem Uffholz gik han livligt fortællende ved siden af mig. Da vi trådte ud af byens vestlige ende og her blev hilst velkomne af nogle shrapnels, var den gode mand pludselig sporløs forsvundet; og der var så for os ikke andet at gøre end at gå langs bækken og selv opsøge vor stilling.

Undervejs stødte vi på en ældre kompagnifører fra Landwehr-regiment 110, der viste sig meget fornøjet over vor tilsynekomst. Snart efter vor ankomst til hulvejen fik jeg ordre fra bataljonen, at jeg skulle gå tilbage til byen. Kammeraten fra 110 brød ud i ren fortvivlelse over vor afgang: “Vil De lade os i stikken? Og nu angriber franskmanden!”

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i verdenskrigen” (udgives i 2015)

1914-08-19 Alsace-Lorraine
Provinserne Elsass-Lothringen (Alsace-Lorraine) havde Frankrig måttet afstå til Tyskland i 1871. Lige siden havde det været et brændende fransk ønske at tilbageerobre dem.

 

6. januar 1915. Hemming Skov: “De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten.

1914-08-20 Faldne Gumbinnen
Faldne på Østfronten

Efter nogen Tids Søgen frem og tilbage, til højre og til venstre, lykkedes det op paa Formiddagen Resterne af vort Kompagni at blive samlet. Efter Gaarsdagens Stormangreb og Nattens russiske Modangreb og det deraf følgende Vir­var kunde dette nok være et Problem. Kompagniet var under Flugten spredt for alle Vinde. Russerne havde jaget os ud af vor Skyttegrav.

Efter at Kompagniet et Stykke Tid havde været uden Officerer, havde vi nu faaet en ny Kompagnifører. Da denne lod Kompagniet træde an, maatte vi med Vemod er­kende, at Geledderne var blevet afkortede. Det havde tyn­det slemt ud i Rækkerne.

Kort efter (6. januar 1915) traskede vi af Sted igen­nem Løbegravene og ud i forreste Linie. Den omstridte Skyttegrav var atter kommet i vor Besiddelse. Her var der mere end uhyggeligt, for oven for Graven laa mange fald­ne russiske Soldater, og fra den ene Side fik vi Flankeild. Graven var efter Erobring og Tilbageerobring en Del med­taget. Der var kun ringe Dækning. De døde Russere blev brugt til at dække sig bag ved. Da vi ud paa Aftenen blev udskiftet og kom i anden Linie, havde vi tre døde og flere saarede. I anden Linie blev vi liggende den følgende Dag.

I tre Dage havde vi været uden Mad og Drikke. Tørsten maa have pint os, for trods Forbud smeltede vi Sneen i vort Kogekar og drak Snevandet. En Kammerat dristede sig til at forcere et Stykke Ingenmandsland for at naa et sønderlemmet lille Hus, hvor vi kunde skimte en Vippebrønd. Men efter at han havde faaet en Kugle gennem Kogekarret, som han holdt i Haanden, fløj han hurtigst muligt i et Granathul og foretrak at blive liggende der, til det blev mørkt. Vi trængte ogsaa til Søvn og Hvile, og det var paakrævet. Den 7. Januar om Aftenen blev vi afløst og kom tilbage til Ludwikow. I Ruinerne af denne By hvilede vi ud.

6. januar 1915. 86’erne tilbage til Moulin

Füsilierregiment 86 rykker retur til Moulin

Den gamle front foran Moulin skulle besættes igen, og infanteriregiment 84, som var skudt længere ud mod højre, skulle afløses.

I natten fra 26. til 27. december afløste III bataljon, fra 28. til 29. afløste I bataljon, mens II bataljon blev trukket frem til Blérancourdelle og Carrière-Ferme som indsatsreserve og kunne hilse det nye år velkommen i fred og ro.

Den 6. januar 1915 afløste den III bataljon. Årsskiftet bragte også et skift i regimentets ledelse. Oberstløjtnant von Stein blev udnævnt til kommandør for Alexander-Grenadererne, og i hans sted overtog oberstløjtnant Esche kommandoen over regimentet.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Regiment 86’s “Königinhöhle” ved Moulin-sous-Touvent

6. januar 1915. Såret for anden gang: “To Kugler gik gennem hans Hjelm; men den tredje traf ham i Nakken og kom ud midt i Ansigtet”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Et haardt ramt Hjem

I Onsdags fik A. Waldemars Enke ifølge “Hejmdal” i Løjtkirkeby Meddelelse om, at hendes Søn, Andreas Waldemar, som hun ikke havde hørt fra i længere Tid, var bleven saaret. Han havde sammen med nogle andre været paa Patrouille Juleaften. Fjenden skød straks paa dem. To Kugler gik gennem hans Hjelm; men den tredje traf ham i Nakken og kom ud midt i Ansigtet. Han faldt besvimet om, og da han atter kom til sig selv, laa han paa et Feltlazaret, hvor hans kammerater lige fejrede Juleaften; de havde Juletræ og fik alle smaa Gaver. Senere blev han bragt til et Lazaret i Berlin, hvor han nu ligger.

Det er anden Gang, at A. Waldemar bliver saaret. Ved Krigens Udbrud var han aktiv soldat, og han var med i Belgien, hvor han blev saaret ved et Skud gennem Skulderen. Han kom sig dog hurtigt, og i Begyndelsen af November rejste han atter til Fronten og kom straks med igen.

Det var en særlig sørgelig Efterrretning for hans Moder. Hun har foruden ham to andre Sønner med i Krigen. Den ene, som er i Flaaden, blev straks alvorligt saaret ved en Eksplosion om Bord paa et Krigsskib og har hidtil ligget paa Lazaret i Kiel. Den anden Søn er med som Landeværnsmand og ligger i Gent.

Medens de tre Sønner var med i Krigen, døde deres Fader, som i længere Tid har været syg. Det har været en trist Jule for dette Hjem.

Jul på lazaret
Jul på et lazaret

 

5. januar 1915. Indsamling af uld og bomuld

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En “Rigs-Uld-Uge”
vil blive afholdt i Tyskland fra 18. – 24. Januar. Formaalet, der er stærkt anbefalet af Kejserinden, er i denne Uge at samle Uldtøj og Bomuldstøj ind til Soldaterne under alle mulige Former: Overfrakker, Jakker, Bukser og fremfor alt Tæpper. Netop Tæp­per kan Hæren bruge en Mængde af.

Opraabet slutter:
“sammel fra Skabe og Kister, hvad I finder af Sager, som kan undværes!
Snør det i Pakker, pak det i Sække og hold det rede, naar alle vore Hjæl­pere i Rigs-Uld-Ugen fra 18.- 24. Januar banker paa eders Dør.”

Sammelt Obstkerne

5. januar 1915. Hemming Skov på stormangreb: “Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel”

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Natten til den 5. Januar arbejdede vi i Sne og Kulde paa Gravning af Løbegrave imod Fjendens Skyttegrav. Pionerer sprængte Traadforhindringer, altsammen For­beredelser til næste Dags Stormangreb, som dog endnu holdtes hemmeligt for os.

Morgenen gryede, Arbejdet hørte op, men endnu lød intet om, at Dagen ventede paa os med et alvorligt Øjeblik. Hen paa Formiddagen trak vi os gennem Løbegravene og tilbage til anden Linje, hvor­under en Kammerat i min Gruppe blev dræbt af en Kugle. Vi fik nu af vor Delingsfører at vide, hvad denne Dag skulle bringe os. Vi var gaaet tilbage for at lægge vore Tornystre fra os og skulde kort efter frem igen. Nu vidste vi det selv: for at gøre Stormangreb.

Efter denne oprivende Meddelelse indtræder en angst­fuld Forventning, som vilde være uudholdelig, om ikke man her havde sin Skæbnetro. Man henfalder til en dyb Ligegyldighed. Man tænker ikke mere, kan ikke tænke mere. I stille Tavshed og Taalmodighed afventer man det frygtelige, — Vi lagde en Teltdug over vor døde Kam­merats Legeme, og saa gik det igen frem gennem Løbe­gravene til den forreste Skyttegrav, som blev tæt pakket af Mennesker. Stilhed var det alt over skyggende. Der var ingen, der skulde have noget sagt; man opdager, at man kan uhyre meget, naar man skal. I Sandhed en Til­stand, hvor Angsten driver sit Spil. — Et Øjeblik er man faktisk lammet af Frygt. Man bliver helt stiv, kan ikke engang dreje Hovedet. Man føler sig selv som en Klump levende Rædsel. Bag ved os fyldes Løbegravene med endnu mere Menneskemateriale. Alle Reserver sættes ind.

Paa Slaget Klokken eet skal alle styrte frem. En Time forinden tager Artilleriilden sin Begyndelse. Den frygteligste Artillerikoncentration, jeg hidtil har oplevet, bryder løs. 21 cm Morterer deltager. Det lyner i Luften. Dumpe Drøn, uhyggelige Brag, uhyggelig Hvislen. I Sal­ver kommer Granaterne fra vore svære Kanoner hylen­de hen over os for at sprede Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Tidspunktet nærmer sig. Nu begyn­der Befalingsmændene at se paa Uret. Samarbejdet mel­lem Artilleri og Infanteri afpasses efter Klokkeslæt; men baade før og under selve Foretagendet staar Tanken stille.

Pludselig er baade Hornist og Tambour ovenfor, over hele Linien blæses der og slaas paa Tromme en Stund, og alle styrter af Sted. I flere Rækker gaar det fremover. Ingen Kommando høres, men klagende Stemmer og smertelige Raab fra dem, der ikke naar frem, og dette er det pinligste under hele Dramaet. Mit Gevær er ved at tumle ud af Haanden paa mig. Jeg opdagede ikke straks, at Træet omkring Visiret er splintret af en Kugle eller en Granatsplint. Man er taknemmelig for Heldet. Snart er vi der, hvor Modparten maa ses direkte i Øjnene, og der skriges næsten: „Hoch die Hände!”. Nogle efterkommer Opfordringen og føres senere tilbage som Fanger. Andre tager Flugten.

Vi hopper i Russergraven, og Nerverne, der er anspændt til det yderste, finder Hvile. — Vild­mandens Blik faar normalt Udseende. Kanonernes Larm forekommer os nu næsten venlig. Maskingeværernes og Geværernes Knitren er næsten fortrolig. Solen straaler fra en skyfri Himmel. Den danner glinsende Perler i Sneen. Men paa dette lysende Tæppe ligger døde og saarede om­kring, Ven og Fjende mellem hinanden.

Vi udbedrede Skyttegraven, der af Artilleriet næsten har jævnet med Jorden. Nu havde den jo ogsaa Dækningen paa den forkerte Side. Imidlertid skal vi videre fremad, og den næste Russergrav kommer ogsaa i vor Besiddelse. Fangeantallet stiger, men ogsaa de dødes Tal bliver stort. Enkelte Kammerater løber ind i en lille brændende By foran os. — Vi saa dem aldrig igen, for Byen blev ikke vor; derimod kunde vi se, hvorledes Russerne førte Forstærkninger frem, og at de besatte Løbegravene foran os.

Skumringen begyndte saa smaat at brede sig, og vi haabede dermed at faa Ro. Vi var kommet for langt frem, fik Flankeild, hvorfor vi fik Ordre til at trække os tilbage. — Heller ikke Russerne var sikre i deres Forehavende, for af og til dukkede der en enlig Russer frem, og da saadanne forvildede og desorienterede russiske ”Forstærkninger” naaede til vor Grav, blev de under al­mindelig Jubel modtaget som Fange.

Da det endelig var blevet mørkt, listede vi lydløst tilbage, og takket være Mørket skete det uden at blive bemærket. En Del saarede blev baaret tilbage, og de fik en mere forsvarlig Forbinding. Vi naaede den Skyttegrav, vi havde taget om Middagen, og her gik vi i Stilling. Nu fik vi Lov at hente hele Kompagniets Tornystre, hvor vi om Formiddagen havde ladet dem tilbage. Da vi kom tilbage til Skyttegraven, maatte vi, første Deling, udfylde hele Kompagniets Plads, idet de to andre Delinger blev sendt tilbage efter Mad og Patroner. Maskingeværer blev bragt i Stilling, Lyskastere stillet op.

Efter at Lytteposter var sendt frem, og der var opstillet Poster til at holde Udkig, krøb jeg sammen med to Kammerater ind i en af Russernes Huler. Da vi alle tre var blevet sultne, aabnede vi for Spisekammeret. Det skete med en vis Andagt. Man gjorde klogt i ikke at tøm­me Spisekammeret helt. Derfor blev Brødet omgaaende pakket i Tornystret igen, efter at der var skaaret et Par Skiver af. Dette krævede dog en vis Overvindelse, ganske efter, hvor sulten man var. Vi havde Erfaring i saa Hen­seende. Derefter lagde vi os, med Tornystret som Hoved­pude, til at sove.

Med eet blev der dog et vældigt Røre. Vi tumlede op fra vort Leje, og samtidig med, at der raabtes: „Die Rus­sen kommen,” var disse næsten over os. I nogle Sekun­der stod vi rystende og famlende og saa dem komme i store Flokke. I sidste Øjeblik tog vi vor Beslutning. Vi sprang op og tog Flugten, næsten i samme Sekund, som Russerne sprang ned i Graven. Den ene af mine to Kam­merater fik end ikke sit Gevær med.

I Traadforhindringerne, som desværre endnu stod der, hvor vi om Midda­gen var tumlet igennem, hang vi fast. Jeg flængede min Kappe fra øverst til nederst. Farten var desperat, man fløj formelig af Sted, for Russerne skød ind i Mørket efter os. — Da vi endelig igen var kommet under Jorden, var alt splittet. Der var kun een, vi kendte, og det var vor Kom­pagnifører, Feldwebel Lapuhs. Han blev under Flugten haardt saaret og laa nu i en Understand. Hans Smerter var saa store, at han tryglede alle forbipasserende om at gøre en Ende paa hans Lidelser. Han døde samme Nat.

Vi maatte efterlade tre Maskingeværer, som Mand­skabet løb fra. Tabet af hele Kompagniets Tornystre, som vi ogsaa maatte lade i Stikken, endda med Indhold, var dog det værste. Vi havde nu hverken Tæpper eller Teltdug. Mit Tornyster indeholdt Julepakker mad dejlige, lækre Sager, ligeledes dejligt varmt Undertøj, som var pakket af to smaa Piger i Københoved Skole; men det matte man affinde sig med.

— En rædselsfuld Nat, og mellem Skyttegravene laa baade saarede og døde, Dagens store Offer. — Og det var Helligtrekongers Aften.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk skyttegrav

 

 

 

4. januar 1915. Døde paa Lazarettet

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for et være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Døde paa Lazarettet

Hans Chr. Nissum fra Arnum, en Søn af Landmand Peter Nissum, er bleven saaret i Frankrig den 9. Sep­tember og død paa et Lasaret den 14. September. Nu har Forældrene ifølge »Flensborg Avis” først faaet Medde­lelsen stadfæstet.

Arbejdsmand Hans Andersens Hustru i Møgeltønder fik i Torsdags Meddelelse om, at Andersen var død paa et Sygehus i Frankrig.

4. januar 1915. “I et tysk Hjem bør der ikke findes Kager i denne Tid!”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar Tyskland mangler 40 Millioner Centner Hvede i Krigstid

“Spis kun Krigsbrød.” – “Kun Hvede til syge og svage.” – “Ikke spilde Krummerne.”

Medens der i Danmark maa anvendes megen Sparsommelighed med Rug, for hvilken der maa fastsættes Maksimalpriser, er Løsenet i Tyskland nu: Spis kun Rugbrød og lad være at bruge Hvedemel, undtagen hvor det kræves til syge og svage.

Forholdet er nemlig det, at medens Tyskland under almindelige Forhold faar en Tilførsel af 40 Millioner Centner Hvedemel fra Udlandet, saa er Landet som Følge af Krigen nu afskaaret fra denne Tilførsel.

Der klages allerede over, at der er brugt alt for meget Hvedemel til Kager i Juletiden. Det hedder formanende: Spar ikke paa den hjemlige Arbejdskraft, paa Tjenestetyende osv., saa længe I kan betale dem, men vær sparsommelig med Fødemidlerne, selv om I ogsaa kan betale dem! Omgaas ærbødigt med Brødet, hedder det videre, og taal ikke, at Børnene lader Brødkrummer ligge efter Maaltiderne.

For at spare paa Hveden har Regeringen bestemt, at der ved Fremstillingen af Hvedebrød skal iblandes 10 Procent Rugmel. Og for at økonomisere med Rugen, har regeringen bestemt, at der (allerede fra 1. December sidste Aar) ved Fremstillingen af Rugbrød skal anvendes 5 Procent Kartoffelmel. Brød, der fremstilles med en Tilsætning fra fem til tyve Procent Kartoffelmel, har officielt faaet Navn af Krigsbrød, og med fed skrift indprentes det Folket: Spis Krigsbrød, handl i Fædrelandets Aand. Tyske mænd gør deres Pligt i Felten! Tyske Kvinder, vis I den i Hus og Hjem!

Og med endnu større Skrift hedder det sluttelig: I et tysk Hjem bør der ikke findes Kager i denne Tid!

Havren blandes med Sukker

I berlinske Blade anbefales det ifølge “Hejmdal” at blande Havren med Sukker for at faa det forhaandenværende Forraad af Havre til at slaa til. Under normale Forhold er Tysklands Havrehøst i Stand til at dække forbruget, men Krigen har forøget Forbruget i en ret betydelig Grad. Seks Dele Havre kan blandes med en Del Sukker, og derved kan opnaas at Forraadet kan “strækkes” , saa der maaske endog er Mulighed for, at en betydelig Del kan blive fri til Brug for menneskelig Næringsmiddel.

Rationeringskort

4. januar 1915. Telegram fra søn i fangenskab via Ribe

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Bud via Ribe!

En Søn af Gaardejer H.M. Pedersen i Kærbølling ved Brøns blev i Efteraaret taget til Fange af Franskmændene og ført til Fangelejren i St. Pied-de-port [må være St. Jean-Pied-de-Port, RR] i Sydfrankrig, hvorfra han skrev hjem.

Fra den 27. November og indtil Aarets Udgang hørte Forældrene imidlertid intet fra ham. Da der ikke kan telegraferes fra Tyskland til Frankrig, henvendte Forældrene sig til en Mand her i Ribe, der den 29. December telegraferede herfra til Kommandanten i ovennævnte Fangelejr, og paa denne henvendelse kom der Svar her til Ribe den 1. Januar, at Sønnen efter en haard Sygdom nu atter var i Bedring.

3. januar 1915. Hemming Skov tilbage til skyttegraven.

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Den 3. Januar 1915 gik det atter til Afløsning i Skyt­tegraven. I en forrygende Snestorm drog vi fra Partokko til Ludwikow, hvor Kammeraterne nu havde fortrængt den russiske Patrulje, havde forceret Byen og laa tæt over for Russerne. Under denne Tur besvimede en af mine Kammerater, og jeg hjalp til med at faa ham baaret un­der Tag et Sted, hvor der var Opsamlingsplads for saarede.

Tyske soldater i polsk bondehus 1915 IMG_2011_11_29_5751
Tysk stilling i et bondehus på Østfronten 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

 

2. januar 1915. Hemming Skov: “Julen var til ende, som man havde lovet skulle fejres hjemme.”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den 1. Januar gik vi tilbage til Partokko for at nyde vor eneste rigtige Hvile. Vi forblev i Reserve 1. og 2. Nytaarsdag. Hvor utroligt det end lyder, maatte vi 2. Nytaarsdags Formiddag stille til et Par Timers Eksercits for om Eftermiddagen som Kontrast hertil at samles i en stor Lade til Feltgudstjeneste. — Julen var til Ende, den Jul, man i propagandamæssig Henseende havde lovet os skulde fejres hjemme hos vore kære, naturligvis efter vel overstaaet Krig. Første Termin, selve Kejserens Til­sagn om, at vi skulde naa hjem, før Træerne tabte Løvet, var forlængst overskredet.

Og for at vende os til Kammeraterne paa Vestfronten, var den af General Grev Haeseler berammede Frokost i Paris midt i September nu ogsaa ved at være en muggen Historie — i mere end een Forstand. Endnu var Uvejret over os, for vort Vedkommende paa Østfronten et ulide­ligt Skyttegravs-Virvar.

Tysk parade Kowno Polen IMG_2011_11_29_5802
Tysk parade i Kowno

 

 

2. januar 1915. “Frands holdt hele natten en jævn geværild ved lige.”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86

Nu arbejdede vi hver Nat paa at kaste Pløret ud af Graven. Vi forsøgte at arbejde videre om Dagen; men hvor »Frands« saa nogle Skovlfulde Jord blive kastet op over Kanten, der vidste han nok, at der var Mennesker, og saa skød han straks derhen med Granater; saa maatte vi opgive det. Mens der blev renset i Løbegraven, var vi nødt til at løbe over Markerne for at hente Mad. Det var slet ikke uden Fare; thi »Frands« holdt hele Natten en jævn Geværild vedlige.

Af og til hvinede en Kugle imod en Busk, hvorved den slog Kolbøtte; saa frembringer den en underlig skurrende Lyd, indtil den med et Klask farer ned i den opblødte Lerbund.

Naar vi i Tusmørket ilede tilbage, gav vi et Lyssignal med vor elektriske Lommelampe, der straks besvaredes af den udstillede Vagt, som derved viste os, i hvilken Retning vi skulde gaa. Naar vi gik over aaben Mark, skulde vi springe over mange gamle og nye Løbegrave. Det hændte ikke saa sjældent, at en Mand ikke kom rigtig over, men styrtede ned i Graven og derved tabte Kogekedlerne, saa baade Kaffen og Maden flød ud af dem.

Det sværeste Arbejde var vel nok at bære de fyldte Post- og Brødsække ud i Skyttegraven.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere ved Regiment 86. (“Füsilierregiment ‘Königin’ Nr. 86 i Verdenskrigen.”)

1. januar 1915. “Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skibe var undsluppet søslaget ved Falklandsøerne den 8. december 1914. Siden da havde skibet skjult sig i den store skærgård ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

Mad var og blev det store Samtaleemne blandt os Me­nige. Stewarterne blev bestormet med Bønner om Mad og havde aldrig haft saa mange gode Venner som i disse Dage, men det var jo kun Smaating, hvad de kunde bringe ud af Officers- og Aspirantmesserne og fodre os af med. Min gode Ven, Saarlænderen Heinrich Reichers, skaanede mig dog mangen Gang for at gaa til Køjs med en tom Mave, men ogsaa han kunde jo svigte, og saa var jeg henvist til egen Foretagsomhed og eget Snille.

Jeg havde forlængst opdaget et Luftspjæld, der stod i forbindelse med Officerskabyssen, og en Dag, da Reichers var udgaaet for alt spiseligt, besluttede jeg at drage Nytte af denne Særegenhed ved Skibets Konstruktion, Igennem Luftspjældet kunde jeg lige naa Stegepanden, hvor en Portion dejlige Bøffer slod og brasede. Kokken var ude paa Dækket, hvor han underholdt nogle Matro­ser med Jonglørkunster med et Par Knive. Han var saa optaget af sine Tossestreger, at jeg roligt kunde gaa over til Angreb.

Jeg brændte mig skammeligt og maatte lade Bøffen falde, men opgav ingenlunde mit Foretagende for saa lille en Modgangs Skyld. Nu vidste jeg, hvad jeg havde i Vente i Retning af Varme, og næste Gang fik jeg Bøffen. Lige efter at jeg havde sikret mig den, kom Kokken ind og puslede lidt med Panden, men gik saa ud paa Dækket igen. Her var Matroserne gaaet over til al underholde hinanden med Historien om Kokkens Pa­pegøje. Det var ganske vist en gammel Historie, men den blev draget frem, hver gang en og anden vilde have Løjer med Kokken.

Nu havde han faaet en ny Papegøje i Stedet for den, som Matroserne i sin Tid havde deko­reret med graa Patentfarve, saa den ikke var til at kende igen og maatte slaas ihjel; men Kokken var altid rede til al drøfte denne Begivenhed og var det ogsaa denne Gang.

Mens denne Samtale, der udviklede sig i ret liv­lige Former, stod paa, rustede jeg mig til et nyt Angreb paa Bøfferne. Et eller andet Sted fra begyndte min Samvittighed ganske vist at røre paa sig, men jeg satte den paa Plads uden større Besværlighed. Krig er Krig, og nu, da jeg havde taget én Bøf, kunde jeg lige saa godt tage to. Derfor tog jeg tre, da jeg nu var kommet i Gang. Kokken blev, efter hvad jeg senere hørte, splittertosset, da han opdagede de bare Pletter paa sin Stegepande, men da sad jeg forlængst i Sikkerhed og delte Rovet med Bartsch.

31. december 1914. Vestfronten: Nytårshilsener på tværs af ingenmandsland

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment 86. Nytårsaften fejrede han i skyttegravene ved Moulin.

Nytaarsaften fejrede vi paa følgende Maade: Klokken 12 efter den franske Tid blev der afskudt en Lyskugle ud for vor Front. I det samme sendte vi »Frands« en Nytaarshilsen ved, at vi alle afgav et Geværskud.

Det optog »Frands« paa en fejl Maade og begyndte at fyre løs paa os af alle Kræfter. Han troede sikkert, at nu kom v i ; men da han mærkede, at vi ikke kom, tav han lidt efter.

Da der atter var bleven Ro, raabte nogle af os: »Glædeligt Nytaar!« over til ham, hvad han ogsaa straks besvarede baade paa Tysk og paa Fransk.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

30. december 1914. “Verdenskrigen forbudt!” Nyt fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Efterretninger

Hidtilværende Vicefeldwebel i Reserven, Magaard af Fohl, der tidligere for udvist Tapperhed er dekoreret med Jernkorset, er bleven forfremmet til Løjtnant.

Gaardejer A. Boesen i Haved er død ved Fronten i Nordfrankrig og blev begravet af to af sine Kammerater, L. Jensen fra Hvidding og Nis Muusmann fra Birkelev.

En dansk Karl hos Gaardejer Nis Petersen i Rørkær er bleven udvist fra de nordlige Kredse af Slesvig med 14 Dages Varsel.

Fragtmand Carl Grelle af Rødding er ifølge indløben Efterretning falden paa den østlige Krigsskueplads. Grell, der havde deltaget i Felttoget i Kina som frivillig, efterlader Enke og Børn.

“Verdenskrigen” forbudt

Amtsforstanderen i Skærbæk har tilkendegivet Boghandler Møller, at de i Hefter udkommende Værker om Verdenskrigen nu er forbudt, hvilket ogsaa er Tilfældet med danske illustrerede Blade.

Fra Landdagsmand Nis Nissen

modtog Hejmdal i Gaar en Julehilsen. Han er fremdeles ved Fronten, men har det efter Omstændighederne godt. I sin fritid fanger han vilde Kaniner. For et Par Dage siden havde han tilbragt en behagelig Aften sammen med Dyrlæge Schmidt af Aabenraa, der staar som Overveterinær ved en Kolonne i Nabobyen og i øvrigt ogsaa befinder sig i bedste velgaaende.

Faldne og fangne

Da Gaardejer Jørgen Moos fra Egen i Onsdags var paa Vej til sin Søn, der laa haardt saaret paa Lazarettet i Rosenberg i Schlesien, modtog han Telegram fra Lazarettet, at Sønnen var død som følge af sit Saar. Denne var ugift og blev kun 24 Aar gammel. Hans Lig bliver hentet hjem med J. Staugaards Automobil. En ældre Broder ledsager Bilen paa Turen, som vil tage 7 Dage.

Den 4. December er Ingvard Søberg fra Kelstrup falden paa den østlige Krigsskueplads. Han blev 29 Aar gammel.

Købmand Poul Jensen fra Flensborg, der i de senere Aar har drevet en Fabrik i Kiel, blev for længere Tid siden haardt saaret paa den vestlige Krigsskueplads; den første Juledag afgik han derefter ved Døden under Vejs til Køln. Jensen havde forinden faaet tildelt Jernkorset.

Snedker Christian Petersen og Hustru i Ellum fik ifølge Flensborg Avis Juleaften fra det Røde Kors i Genf Meddelelse om, at deres Søn Nis, som har været savnet siden 6. september, er i engelsk Fangenskab. Han tjente oprindelig ved Bataillonen i Haderslev.

 

30. december 1914. Hemming Skov: “Bøssepiben fik en betænkelig varmegrad.”

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten

Den 30. December maatte vi ud i anden Linje for den følgende Nat at blive skubbet frem i forreste Linje, og her lød Parolen Nytaarsaften paa Nytaarsløjer — af alvorlig Karakter. Skyts var der jo nok af. Og med særlig Forsyning blev 1. Deling sendt frem tæt foran Ludwikow. hvor vi havde et kort Stykke Skyttegrav, som kunde rumme en stærk Patrulje. Ordren lød paa at afgive Hur­tigild paa nært Hold. Vel ankommen til den noget ube­hagelige fremskudte Plads begyndte vi altsaa vor Opgave, nærmere betegnet et Skinangreb, hvorunder Bøssepiben fik en betænkelig Varmegrad. Vi holdt os klogeligt i Dækning, rakte bare Haanden op for at trykke af. Det fa­møse Udbrud: „Jeder Schuss ein Russ” havde i hvert Fald ingen Gyldighed.

Vi fik en varm Modtagelse, endog meget varm, for flere Geværer blev ramt af Russernes Kugler. Men takket være vor tillempede Evne til at passe paa, kunde vi efter udført Ordre alle vende tilbage i god Behold; ikke en eneste blev saaret. Derefter blev vi af­løst og kom atter som Beredskabsafdeling til Chencitza. Her kom vi ned i et langt, underjordisk Rum, som var overdækket med Planker og Jord. Ved Midnatstid lavedes “Nytaarsløjer” af endnu større Format. Denne Gang var det Artilleriet, der „legede”, og baade de svære Kanoner og de mindre Felt-Haubitzere rasede et Øjeblik ganske for­færdeligt. Jeg ved ikke, om denne „Leg” skulde bibringe Fjenden den Opfattelse, at Aaret begyndte med friskt Mod.

1914-12-tysk artilleri
Tysk artilleri på Østfronten ved juletid 1914

 

 

30. december 1914. Madhentning i mudder til knæene

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i Verdenskrigen i Füsilierregiment 86

Den Skyttegrav, vi laa i, var meget dyb. Mange Steder var den med den opkastede Jord tre Meter; for at vi kunde have frit Skudfelt, var der lavet en høj Bænk af Jord og Brædder. Vi laa meget nær ved »Frands«, flere Steder kun 70-80 Meter fra ham. Hans Hovedstilling var opkastet omtrent 1800 Meter tilbage. Naar man kastede et stjaalent Blik ud af Graven, saa man store Arealer af Roe- og Stubmarker; men hvad der fængslede en mest, var de mange Løbe- og Skyttegrave, som gennemskar Markerne paa Kryds og tværs, saa langt Øjet kunde naa. Bagved os laa der et stort Gods. De af Granater gennemhullede Murrester og de nøgne Gavlender talte et tydeligt Sprog om Krigens Ødelæggelse. Ikke langt derfra laa en Sukkerfabrik, ligeledes i Ruiner; den hørte muligvis til Godset ligesom disse store, udstrakte Marker.

Hvilke Øjeblikke vi maatte udholde her, derom vidnede de store Granathuller i en ubehagelig Nærhed af Graven. I det Par Dage, vi havde været der, havde vi mistet 17 Mand.

At faa varm Mad her i Skyttegraven var Luksus. Det var ogsaa en ubehagelig Tur at hente Mad nede i Byen, især Tilbagevejen med to Kogekedler fulde i hver Haand og saa den to Kilometer lange Løbegrav med Mudder op til Knæene ja , somme Steder maatte man endog sætte Kedlerne for at trække Benene til sig igen. En Aften, jeg var efter Mad, regnede det hele Tiden. Da jeg kom tilbage, var jeg tilsmurt med Ler til op over Skuldrene, saa mine Kammerater maatte skrabe det af med Kniven. En saadan Tur tog for det meste et Par Timer, og saa holdt Maden jo ikke Varmen.

"Essenträger"  fra Hemmesens album
Madhentere fra Regiment 86

29. december 1914. Session over ikke uddannet mandskab

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen
Som meddelt holdes der i denne Tid Sessioner for det ikke uddannede Mandskab af Landstormen, og Folk, der tidligere er bleven bedømt kasserede paa Grund af Legemsfejl, kendes nu rask væk for gode, saaledes at det ikke er ualmindeligt, at der tages over 90 Procent af de fremstillede.

Folk her ved Grænsen meddeler os eksempelvis, at en Slægtning af dem, der ikke blot er blind paa det ene Øje, men tillige lidende af Asthma, er blevet kendt for god.

Fra anden Side fortælles os det ret humoristiske Træk, at en Mand mødte paa en af disse Sessioner og meddelte, at han var blind paa det ene Øje, idet han triumferende tog Glasøjet ud og lagde det paa Bordet foran Sessionsherrerne.

-“Gør ikke noget, min gode Mand”, svarede de, De ser godt med det andet Øje, og vi har udmærket brug for alle!”

Er det sidstnævnte maaske lidt overdrevet – hvad vi dog ikke tør paastaa saa er det ialtfald en Antydning af den tyske Energi ogsaa paa dette Omraade. En Masse af de Mennesker, man tidligere kasserede, kan nu benyttes til Garnisonskontorerne, til Vaaben- og Amunitionsfabrikkerne, til det store Personel under Intendanturens mangeartede Grene, til Assistance for Trænet selv osv., medens alt dér beskæftiget normalt Mandskab kan flyttes ud til Fronterne.

Imidlertid, fordi Sessionsmyndighederne nu erklærer de tidligere kasserede for gode, er dermed ikke givet, at de absolut bliver indkaldt. Der vil forinden udgaa Indkaldelsesordre og en kortere Uddannelsestid skal gennemgaas.

29. december 1914. I mudderet ved Moulin-sous-Touvent

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment 86.

Her i Skyttegraven boede jeg i en Jordhule sammen med to til. Hulen var saa stor, saa vi kunde staa oprejst derinde; men den var meget fugtig. Der var kun et Par løse Brædder oven over med 8 Tommer Jord paa. Det dryppede uophørligt ned fra Loftet; men vi havde hængt et Teltlærred op og ledet Vandet ned i en Kogekedel; det brugte vi baade til Vaskning, Barbering og Kaffekogning. Det værste var, at vi ikke havde tørt Halm at ligge i; det var næsten ikke til at faa.

Det regnede hver eneste Dag. Vaade lagde vi os til Hvile, og vaade stod vi op. Det holder den stærkeste Mand ikke ud i Længden. Jeg havde været meget stærkt forkølet i flere Dage; men Ungdommen sejrede alligevel.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
Skyttegrav ved Moulin – dækningsrum bag presseningen.

28. december 1914. Ad mudderveje til skyttegravene ved Moulin

Hans Petersen fra Sodsbøl gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Füsilierregiment 86, der ved nytårstid blev flyttet til Moulin-sous-Touvent

28. december 1914

Om Aftenen Kl . 8 den 28. December rykkede vi ud af Byen St. Paul. Næppe var vi kommen til Udkanten af Byen, førend vi blev overrasket af en skybrudlignende Regn, og desuden blæste der en forrygende Storm. De opblødte Veje blev ligefrem til Sumpe; at og til var der en, som haltede ned i et dybt Hjulspor. For dem, som ingen tætte Støvler havde paa, var det ikke behageligt. Der var ogsaa et Par frivillige, som højt og dyrt forsikrede, at de havde aldrig været ude i et lignende Vejr.

Vi gik med krumme Knæer og krum Ryg og havde skudt Hjælmen ned i Nakken, for at Regnen ikke skulde løbe ned ad Ryggen. Der blev ikke sagt mange Ord, enhver havde nok i sine Tanker.

Paa en Gang blev jeg reven ud af mine Tankerved et Klask i Pløret, efterfulgt af et »Donnerwetter«. Det var Dr. Hayer, som var falden ned i et dybt Granathul, der var fyldt med Vand og Pløre. Det var et komisk Syn; men da Vejret var saa uhyggeligt, blev der ikke lagt meget Mærke dertil.

Vi marcherede hele Natten, først gennem Blérancourdelle og saa til Nampcel, hvor vi havde et kort Hvil. Vejret var imidlertid bleven klart, Blæsten havde lagt sig lidt, og Maanen skinnede nu og da ned gennem de jagende Skyer. Det sidste Hus i Byen var indrettet til Vagtstue; her sad Vagtmandskabet og røg Cigarer og spillede Kort.

Endelig kom vi til Moulin og troede, at Maalet var naaet. Det var det ogsaa for saa vidt; men vi skulde jo ud til Skyttegraven. Fra Byen ud til Skyttegraven gik der en to Kilometer lang Løbegrav; vor Vandring gennem den spotter næsten enhver Beskrivelse. Det havde nu regnet i mange Dage, og den Skylregn, vi lige havde faaet, havde ogsaa bidraget sit til, at Bunden i Løbegraven dannede et eneste Ælte. Somme Steder gik vi i til Knæene, saa Pløret løb os ned i Støvlerne. Den fede Lerbund voldte, at vi havde Møje med at trække Benene til os. Tit stod en eller anden og dyppede Støvlespidserne i Pløret; han var bange for at sætte Benet til; thi han vidste kun alt for godt, at han vilde synke i til Knæene.

I otte Timer havde vi marcheret og det med fuldtpakket Tornyster. Det var i Sandhed ingen køn Spadseretur. To Mand opgav ogsaa Ævred midtvejs, lod Støvler og Strømper i Stikken og ankom paa bare Ben. En stod i en lille Sidegang og spiste paa en stor Julekage. Jeg siger til ham: »Du er nok bleven sulten.« »Nej,« sagde han, »jeg spiser bare denne Kage, saa har jeg da den mindre at bære paa.«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

28. december 1914. SMS Dresden finder et nyt skjulested

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids. Men den 26. december blev skibets skjulested opdaget.

SMS Dresden

Allerede den næste Dag lettede vi Anker og forlod denne Bugt, hvor vi havde fejret vor ensomme Jul. Vi sejlede uhyre langsomt gennem smalle Kanaler, kantet af for­revne Bjerge, forbi et Mylder af Smaaøer og Skær. Vi sejlede i Bugter og Sving under ustandselig Kimen af Maskintelegrafen tæt op ad stejle Klippevægge, der un­dertiden var saa nær hinanden, at man ikke skulde tro, det var muligt at komme igennem, og til andre Tider veg til Side for vældige Bassiner fyldt med Smaaøer og Klippespidser og sandsynligvis ogsaa med undersøiske Skær. Det var en nervepirrende Sejlads, skønt vi kun krøb fremad, og den sluttede, da Mørket faldt paa og al Navigation var umulig i disse uhyre vanskelige Far­vande. Den næste Dag gik vi videre med Dampbarkas­sen foran, og op paa Dagen gik vort Anker til Bunds i et nyt Skjulested i Ildlandets Skærgaard.

Vi var gennem en meget lang og snæver, bugtet Kanal naaet til et Sted, hvor Klipperne var veget til Side for at give Plads for et rummeligt Bassin, hvor en hel Flaade kunde have ligget for Anker. Kanalen fortsattes i vor Sejlretning, men baade Indløb og Udløb var næsten usyn­lige. Det saa ud, som Dresden var blevet tryllet ind i en smuk Bjergsø, lukket paa alle Sider af skovklædte Klip­per. Vi ledte efter den paa Kortet, men skønt Underoffi­cererne hjalp os, kunde vi ikke finde den nogetsteds.

Vi maatte ligge i en Kanal paa St. Inez Øen, men der fandtes hverken nogen Kanal eller „Sø” afsat selv paa de gode Søkort. Vi spekulerede meget over, hvordan Navigations-officeren havde fundet dette Skjulested til os — for efter Kortet skulde vi altsaa ligge paa tørt Land — men For­klaringen fik vi først senere, da vi kom i Land. Dér fandt vi en Pæl hugget ned i Vandkanten og mærket med Nav­net Bremen. Vi vidste, at den lille tyske Krydser, som vi havde afløst paa den mexikanske Kyst, havde været i Ildlandet paa Opmaalingstogt, før den blev sendt til Mexiko. Formodentlig havde den fundet og til Dels opmaalt Kanalen paa St. Inez Øen, og den var blevet op­tegnet paa de nye tyske Søkort og kun paa dem.

I det mindste laa vi paa en enkelt Undtagelse nær, som maaske har været en Tilfældighed, ganske uforstyrret af Eng­lænderne og deres Agenter, i denne hemmelige Sø over seks Uger og fik Besøg af to tyske Skibe, der ogsaa maa have kendt Stedet. Det var en god og fredelig Tid, fri for Slæbet ved Ma­skinerne og de lange Vagter.

28. december 1914. Hemming Skov i beredskab i Chencitza

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176 på Østfronten.

Den 28. December om Aftenen brød vi atter op og maatte frem for at ligge i Beredskab i Chencitza. Hinsides Banedæmningen var nu etableret en god Skyttegrav. Fjenden laa hinsides Ludwikow i en Afstand af ca. 1000 m, men i Ludwikow havde han en fremskudt stærk Pa­trulje. Der var en Del Geværild, men Artilleriet arbejdede intensivt, og lidt efter lidt forsvandt det halve Ludwi­kow.

Polsk landsby i ruiner IMG_2011_11_29_5615
Ødelagt polsk landsby (Museum Sønderjylland)

 

 

28. december 1914. Dansker arresteret for uforsigtigt brev

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

En Dansker arresteret for et uforsigtigt Brev

Lærer Andersen i Aalsø har ifølge “Djursland” modtaget den foruroligende Meddelelse, at hans søn, Gartner Axel Andersen, der boede hos en Slægtning i Skodborg, er bleven arresteret af Prøjserne. Grunden til Arrestationen skal være den, at han i et Brev hjem til forældrene har udtalt sig noget uforsigtigt. Han indleverede Brevet paa Postkontoret i Skodborg og besøgte derefter sin Søster, der bor i Danmark lige nord for Grænsen. som bekendt er der for Tiden Brevcensur i Tyskland, og den prøjsiske Censur maa altsaa have fundet Brevet skadeligt for Tysklands Sikkerhed. Da Andersen kom tilbage, blev han øjeblikkelig arresteret og har nu i 3 Uger siddet i Arresten i Skodborg.

Sagen skal paadømmes i Flensborg, men hvilket Udfald den vil faa, er ikke til at sige. I slige Sager farer Prøjserne haardt frem, som man vil vide.

27. december 1914. Digt: “Min dreng.”

Digt af en sønderjysk moder

Afsked_mor
Hartvig Sellau (1893-1958) fotograferet med sin moder, Anna Katharina Maria Sellau, inden Hartvigs afrejse til Frankrig i 1914.

MIN DRENG

Han sover nu i fremmed Jord,
min muntre, blonde Dreng.
Hans Billed, som jeg fik i Fjor,
det har jeg stillet paa mit Bord
ved Siden af min Seng.

Hver Morgen er de kære Træk
det første, Øjet ser,
Kan jeg det tro, at han er væk,
min store Dreng, saa klog og kæk,
at ej han kommer mer?

Hvor blev min Stue kvalm og trang
og livløs Skov og Eng,
da mer’ ej lød hans glade Sang.
Og Tiden blev saa trist og lang,
min egen, egen Dreng!

Anna Jakobsen

Fra: Sønderjyske soldaterbreve. Udgivne af Harald Nielsen (1915).

27. december 1914. “To timers våbenstilstand for at bjærge døde.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

I hele december forsøgte russerne gentagende angreb midt på fronten enten ved Darkehmen eller mod Lötzen fæstningen. Den 12. dec. blev 300 taget til fange. Og ved morgengry første juledag angreb de igen i håb om at tyskerne var uopmærksomme, men mistede 3000 mand heraf 1100 tilfangetagne.

Den 27. dec. blev de bevilliget en to timers våbenstilsand, så de kunne bjærge deres døde. Ved den lejlighed kunne man se, hvor rystende de russiske soldater var, da mange forsøgte at overgive sig, men pga. våbenstilstandsaftalen måtte tyskerne ikke tage dem til fange og måtte sende dem tilbage.

Trods disse enkelte kamphandlinger herskede der ro og vinterlig stillingskrig fra midten af november til årets udgang.

1914-12-tysk artilleri
Tyske artillerister fejrer jul på Østfronten 1914 (Fra: Der Völkerkrieg)

 

26. december 1914. SMS Dresdens skjulested opdaget!

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap englænderne i slaget ved Falklandsøerne. Nu gemte det sig i skærgården ved Sydamerikas sydspids.

SMS_Dresden.jpg

En fremmed Motorsejlbaad dukkede om anden juledags Aften og forsvandt hurtigt ud af Bugten igen, uden at vi havde nogen Chance for at indhente den med Baadene.

Vi stod tavse ved Rælingen og saa efter den. Ikke én var i Tvivl om, hvad det betød, at denne fremmede Baad havde haft Næsen indenfor i vor Bugt og set Dresden, det mest omtalte Skib paa disse Kyster, ligge dér fredeligt for Anker.

— Nu er vi opdaget, sagde Sydfeld, der stod ved Siden af mig, dér sejler en Mand paa Vej til 400 Pund Sterling.

26. december 1914: “Julepostens omdeling var vor største og eneste glæde.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

 Anden Juledag forløb i Fred og Ro, heller ikke Artilleriet forstyrrede. Det var, som om der ogsaa raadede Jule­stemning ovre hos Russerne, endskønt de ikke fejrede Jul paa dette Tidspunkt.

Da vi til Aften atter blev afløst, opnaaede vi at blive Reserve og komme helt tilbage til Partokko, hvortil vi nu fra vor nye Stilling havde halv­anden Times March. Nogle Huse var her indrettet til Forbindingsplads eller Lazaret, og Byen var mærkværdig­vis ganske ubeskadiget. Vi boede ellers i de faa Huse, der var tilbage af Chencitza.

Jobbet som Reserve nød vi i samfulde to Dage. Julepakkerne blev delt Kammeraterne imellem. Gennem Divisionen modtog jeg en større Pakke, som var sendt af Røde Kors i Flensborg. løvrigt var Jule­postens Omdeling vor største og eneste Glæde.

1914-10-19 russisk artilleri

25. december 1914. Peter Østergaard får franske granater til jul

Peter Østergaard, Reserveregiment 86, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, tilbragte den 24. december under fransk beskydning

Kl. 3 om morgenen måtte vi op, for vi skal jo være herude, længe før det bliver lyst, for ellers kan franskmanden let mærke noget, og så skal han snart være der med sine granater. De sidder, hvor de skal. De skyder forfærdelig godt og det i begge ords fulde betydning. Lige i dette øjeblik suser granaterne over hovedet på os, den ene efter den anden, men de fleste går ind i byen, som ligger 100 meter bag os. Dog nu kom der et par, som ikke var langt herfra. Måske vil de gøre et angreb her i nat, eller også de har mærket, at mange af os ofte er inde i byen efter vand, brænde og lignende.

Dagen forløb rolig og aftenen og natten ligeså. Rasmus Nissen, Lendemark, og jeg, som bor sammen, havde vagt fra 6—8. Da vi var færdig med den, skulde vi have vort aftensmåltid, som jo tillige er vor middag. Den bestod i det, vi kalder „tyskersuppe“!. Da vi havde fået lidt af den, skulde jeg jo have efterset, hvad den pakke indeholdt, som jeg havde gået og slæbt på i 14 dage. Indholdet var udmærket, langt over forventning, så jeg har ikke fortrudt, at jeg har travet rundt med den. Nu da de små pakker kom, har jeg fuldt op af julesager. Dog kunde man nok have ønsket sig et stykke hvedebrød, men det er ikke til at opdrive. Smør kan vi købe, det koster 2,10 Mark pundet. Til tider får vi også lidt smør eller fedt udleveret, men det er forsvindende. Fedtet er dansk svinefedt.

Vi fik lavet bouillon til sagerne, og medens vi talte om julen der hjemme, smagte vi på det hele. Dog samtalen gled ikke rigtig, det blev mest til tanker, der af sig selv søgte de steder, hvor vi helst vilde have tilbragt denne aften. Endnu efter at vi havde lagt os, og lyset var slukket, gik vore tanker hjem til de kære og opad til ham, der denne aften havde åbenbaret sin store kærlighed til os, ved at sende sin søn til vor frelse. En lille stund lå vi endnu og så, hvordan ildskæret fra vort lidt utætte ildsted malede fantasibilleder paa hulens lervægge, der nu, når de er tørre, ser ud som granitklipper. Så sov vi ind, til vagten kl. 12 meldte, at det atter var vor tur.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"

 

24. december 1914. Østfronten: “Den ene Julesalme fulgte efter den anden.”

Feltpostbrev dateret den 29. december 1914.

Jul i Polen
Jul i en skyttegrav i Polen

 

Kære …

Den 23. var vi i Kvarter hos tysktalende Folk og havde et storartet Kvarter. Lille Juleaften sad vi i en varm Stue og talte om, hvorledes vi skulde tilbringe Julen.

Pludselig aabnes Døren og en Stemme raaber: „Sofort fertig machen und ausrucken!”

Det var os en slem Skuffelse. Det gik derefter en 6-7 Kilometer frem til Byen R., hvor der gaves Skytterne Ordre til at gaa frem i Skyttegravene. Jeg fik Ordre til at blive hos Ritmesteren som Melderytter og forblev derfor i Byen. Men Natten tilbragtes under aaben Himmel. Ved Daggry søgte vi at faa vore Heste under Tag, hvad der ogsaa lykkedes og vi begyndte saa smaat at tænke paa Juleaften.

Klok­ken 2½ fik jeg imidlertid Ordre til at bringe en Be­faling til Byen K. Jeg naaede derhen, men maatte vente i længere Tid paa vor Major, og imens blev det mørk Nat. Jeg ventede her ganske alene, og Tan­kerne fløj uvilkaarligt mod Hjemmet til alle mine Kære.

Pludselig vækkedes jeg af mine Drømme ved Ly­den af julesangen: „Glade Jul”. Den kom fra et Regi­ment Dragoner, som laa i en Vejgrøft, ca. 30 Meter fra mig. Den ene Julesalme fulgte efter den anden. Det var ikke, som naar man ellers hører Soldater­sang. Jeg har aldrig hørt kønnere, festligere Jule­sang som denne, der her kom til mig i den ensomme Nat ud over de øde Sletter. Det blev med et den dej­ligste Julefest for mig, selv om al den jordiske Her­lighed savnedes. Mine Tanker samlede sig til Bøn. Snart efter traadte Majoren frem. Jeg overbragte mit Bud og kunde ride tilbage igen.

Glad og fornøjet naaede jeg mit Kvarter. Nogle af Kammeraterne havde faaet et Juletræ pyntet, det hang oppe under Loftet af Mangel paa Plads. Jeg bandt min tro Hest, som altid staar sadlet, fordi den altid skal være parat.

Der var næsten ingen Plads til at sove. Jeg lagde mig derfor til Hvile foran For­benene af min Hest, og hermed sluttede min Juleaften

Din Andreas