Tag-arkiv: SMS Nürnberg

16. februar 1916. Tre faldne sønner. Faldne, sårede, fangne.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Mistet sine tre ældste sønner

Bygmester Nielsen i Sillerup har ifølge ”Dannevirke” fristet den tunge skæbne at miste sine tre ældste sønner i krigen. De lå alle tre inde som aktive soldater, da krigen udbrød. De to ældste havde nemlig fået udsættelse for at kunne besøge tekniske skoler.

Den ældste var maskiningeniør og 26 år gammel. Han aftjente sin værnepligt om bord på ”Nürnberg”. Med dette skib fandt han døden, da det gik under ved Falklandsøerne.

Den næstældste broder lå soldat i Thorn. Han faldt den 20. september 1915 i Rusland.

Den tredje har været savnet siden den 8. september 1914. Første nu har forældrene gennem Røde Kors fået efterretning om, at han er død i fransk fangenskab. I al den tid har man ikke hørt noget fra ham selv.

Nu er der kun én søn tilbage. Han er 18 år gammel og taget til soldat.

Faldne, sårede og fangne

Efter nordslesvigske blade. –

  • I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Christian Weissenborn fra Hellevad, hidtil har været meldt savnet, og
  • gefr. Peter Andresen fra Augustenborg, der hidtil har været meldt savnet, er faldne.
  • Nikolaj [Johannsen] Hansen fra Vester Sottrup er død på 1. Armékorps’ feltlazaret nr. 3.
  • Skatteopkræver S. Olesen i Haderslev har fået meddelelse om, at hans søn Niels den 8. februar er blevet hårdt såret i Flandern.
  • Thomas Duus fra Aarø, Peter Asmussen fra Sønderborg og Heinr. Hansen fra Broager er hårdt sårede.

11. december 1914. SMS Dresden: “Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?”

Chr. Stöckler var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der som det eneste tyske skib undslap slaget ved Falklandsøerne.

Vi talte stilfærdigt om Slaget, den Del af det, vi havde set, og den Del, vi kun havde hørt om. Det var ikke meget, vi Menige vidste endnu, men det, som vore Radiotelegrafister havde opfanget af de engelske Meldinger og Signaler og fra Radiostationerne i Land, var hurtigt blevet udbredt over hele Skibet. Officererne havde fortalt det til Underofficererne, og derfra havde Mandskabet faaet det at vide.

Der var sket just det, som vi havde frygtet. Vi var det eneste Skib, der var kommet frelst fra Sammenstødet med Englænderne. Scharnhorst og Gneisenau, de to store, smukke Skibe, som svingede forbi os og holdt ned mod Englænderne, var ikke mere. De havde mødt to engelske Slagkrydsere, Invincible og Inflexible, og efter en heltemodig Kamp var de blevet skudt i Sænk.

Først sank Scharnhorst med hele sin Besætning, deriblandt Admiral v. Spee, efter 3½ Times Kamp, og halvanden Time efter gik Gneisenau ned, efter alene at have kæmpet den sidste Kamp mod tre engelske Skibe. Man mente, at en Del af dens Besætning var blevet reddet, men ingen anede, hvor mange det drejede sig om.

Nürnberg var blevet indhentet af den svære Krydser, vi saa skære ud fra Kampen mod Leipzig. Det var Kent. Den var næsten tre Gange saa stor som Nürnberg og havde skudt den tyske Krydser i Sænk ved 7-Tiden om Aftenen, altsaa saadan noget som et Par Timer efter, at vi var blevet skjult af Taagebanken.

Leipzig, den gamle Krydser, der allerede var i Brand, da den kom ud af Syne for os, havde holdt længst ud. Først ved 9-Tiden havde den fulgt de tre andre i Døden efter et desperat Forsvar.

De to Førselsskibe, Baden, vor gamle trofaste Ledsager, og Santa Isabel, var blevet skudt i Sænk af Englænderne, efter at Mandskabet var gaaet fra Borde, men derimod havde man ingen Efterretninger fra Seydlitz, der maaske var reddet. Hvor den var henne, var der ingen, der vidste, men da vi ikke rigtig kendte noget til Fartøjet, var der heller ingen, der spurgte efter det.

Foruden de engelske Slagkrydsere havde der deltaget en Mængde mindre og større engelske Krydsere i Slaget. En stor Krydser, Carnarvon, havde deltaget i Ødelæggelsen .af Scharnhorst og Gneisenau, og den store Krydser Cornwall havde sammen med Glasgow og Kent ødelagt Leipzig.

Det var ganske rigtigt Glasgow, der drejede bort fra Dresden, da vi indbød den til Kamp. Det var anden Gang, vi mødte denne engelske Krydser, og vi var kommet til at hade den. Senere skulde vi faa endnu mere Grund til det. Da Leipzig var blevet skamskudt, sejlede Kent videre efter Nürnberg, indhentede den og skød den hurtigt i Sænk.

Det var Krydseren Bristol, der sammen med en Hjælpekrydser ødelagde Baden og Santa Isabel Alt dette havde Radiotelegrafisterne regnet sig til gennem de traadløse Meldinger og Fægtningssignaler, der var opfanget under Kampen.

Mine Tanker arbejdede videre med de tørre og knappe Meddelelser, og jeg saa for mig de to store Skibe Scharnhorst og Gneisenau ligge indhyllet i Røg og Ild fra Kanonerne, mens Søjlerne, som Granatnedslagene rejste, stod som en Skov omkring dem. De svære engelske Granater slog gennem Dæk og Sider og rejste skyhøje Eksplosionssøjler fra Skibenes Dæk, Skorstene faldt, Master faldt, alt opretstaaende flaaedes sønder og fejedes væk under Granatregnen.

Saa sank Scharnhorst. Korsflaget paa Mastetoppen bøjede sig mod Bølgerne i et første og sidste Møde, de sønderskudte løse Dele paa Dækket rutschede i Læ sammen med dem, der blev tilbage af Besætningen, langsomt lukkede det iskolde Vand sig over det gode Skib og dets Besætning, og nu var Gneisenau ene tilbage.

Jeg fik Taarer i Øjnene vod Tanken om dette Skibs ensomme og forladte Kamp mod de tre fjendtlige Skibe, langt fra alle hjemlige Kendemærker og kun med Fjenden for Øje.

Og lige saa forladt og venneløs døde Nürnberg for Øjnene af sin skaanselsløse Modstander og Leipzig mellem Dobbeltild fra to overlegne Fjender. De havde holdt længe ud allesammen, og ingen af dem havde overgivet sig. De var nu gaaet ind i Historien.

Men hvad var vi? Vi var løbet vor Vej, ganske vist efter Ordre, men alligevel løbet. Vi havde reddet vort Liv, men hvor længe?

Vi skulde nu til at begynde forfra som i August Maaned, helt alene paa Verdenshavene, der nu vrimlede med engelske Krigsskibe, som vel efterhaanden kunde lukke alle Havne og Tilflugtssteder for os. Saa blev vi tvunget til at tage med Magt, hvad vi ikke kunde faa med det gode, og engang før eller senere laa vi vel ogsaa som Leipzig, omringet af overlegne Modstandere, med lækkende Kedler og flammende Ild i Skibets Indre.

Saa skulde ogsaa vi dø helt alene paa det store Hav, og ingen Landsmand skulde komme tilbage og fortælle derom.

8. december 1914. “En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dres­den.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder om bord på SMS Dresden. Den 8. december 1914 løb hun for livet, på flugt fra en overlegen engelsk eskadre ved Falklandsøerne. De første skud blev affyret fra de engelske skibe fra lang afstand. Nu var det et spørgsmål om, hvem der kunne sejle hurtigst.

Ventilationsmaskinen brølede mig i Møde. Den gik med den højeste Fart, jeg endnu havde været ude for. og én Mand havde rigeligt at gøre med at smøre den. Maskinen slugte Olie i Pottevis, men den gik godt. Jeg kendte den, og en mærkelig Ro kom over mig, da jeg stod med Oliekanden i Haanden, overfølte Lejerne og sør­gede for, at de alle blev smurt. Det var godt at have noget at bestille, og navnlig ved en Maskine af denne Slags. Dens Hylen fortalte mig, at alting gik, som det skulde, og at Dresden anspændte alle sine Kræfter for at redde sit Liv.

Olien drev fra Maskinen og stænkede mig i Ansigtet, saa det sved, men det frydede mig blot. Bare Maskinen gik uden at svigte, saa var alting godt. Den rasende Fart gik i Blodet paa mig. Jeg smurte, regulerede og drejede, som jeg aldrig havde gjort det før. Gik alt andet paa dette Skib i Stykker, saa skulde denne Ma­skine gaa, til Vandet lukkede sig over den.

En dump Rystelse, et Stød eller en Lyd, jeg vidste ikke hvad, gik igennem Skibet. Jeg saa paa min Maskine, lyt­tede efter, om der kom mere, men der var intet at høre. Maskinernes Larm lød, som den havde gjort det i de sid­ste Par Timer, saa det var formodentlig ikke dem, der var noget i Vejen med. Maaske var vi sejlet mod noget, som drev i Vandet. Det var overmaade farligt med den Fart, vi havde paa, men foreløbig saa det da ud, som om der ikke var sket noget. Rystelsen gentog sig et Øjeblik efter, og denne Gang var det, som om den blev fulgt af en hul, rungende Lyd. Det kunde sikkert ikke stamme fra Skibet, men maaske var det Skydning fra et af de an­dre Skibe. Maaske var Englænderne lige i Hælene paa os og Kampen allerede begyndt. Jeg anede jo intet, vidste ikke, om vi havde ændret Kurs og maaske løb Side om Side med de engelske Skibe som ved Santa Maria. Jeg vidste kun, at Farten blev holdt uforandret, og at der var givet Ordre til at holde Maskinen paa det højeste Om­drejningstal.

(…)

Paa Vejen kom jeg ved en Fejltagelse ned paa Fyr­plads Nr. 1. Jeg var der kun et Øjeblik, men det var nok til at give mig et Indtryk af, hvilket forfærdeligt Arbejde det var for Fyrbøderne at holde denne Fart — maaske en 23-24 Knob. Varmen i rummet var uudholdelig, og skønt Folkene havde smidt det meste af Tøjet, løb Sve­den ned over deres nøgne Kroppe som Vand. Under­officererne raabte og sprang omkring for ikke at staa i Vejen for Fyrbøderne, der ikke tog nogen Notits af, hvem der kom i Vejen for deres tunge Redskaber. Lige foran mig stod den store Fyrbøder Kotschak fra Danzig eller fra Schlesien, en Kæmpekarl med brede Skuldre og mæg­tige Armkræfter. Som en Automat bukkede han sig, hug­gede Skovlen ind i Kuldyngerne og hev den tunge Lad­ning ind i Fyret. Han knugede Næverne saa haardt om Skovlskaftet, at Knoerne lyste hvide. Han saa intet omkring sig og snakkede lavmælt med sig selv, afbrudt af Stønnen og hivende Aandedrag: – Jeg giver ikke op – jeg giver ikke op – før Van­det slukker under mine Kedler.

Han var grebet af rent Arbejdsvanvid. De, der kom i Vejen for hans Arbejde, vilde blive slaaet til Jorden.

(…)

Jeg fortsatte op paa Dækket. Jeg gik til Rælingen. Du gode Gud, hvor vi sejlede! Det var stille Vejr, og Havet laa spejlblankt foran os, men Dresdens Fart var saa vold­som, at Blusen og Huebaandene flagrede som i Storm­vejr. Skibet rystede og dirrede under den vældige Fart, og Stævnen væltede Vandet til Side i store, gennemsig­tige Flager, der splintredes mod Vandoverfladen og fort­sattes som svære Dønninger ud til Siderne. Røgen stod lige til Vejrs fra Skorstenene, drevet op af det umaadelige Lufttryk fra Ventilationsmaskinerne, og Sod og Kulstyk­ker haglede ned over Agterdækket.

Om Styrbord laa et af de store Skibe, saa vidt jeg kunde se Gneisenau, og bag den, lidt agten for os laa Scharnhorst. Nürnberg kunde jeg ikke se — den laa sandsynligvis paa Gneisenaus styrbords Side, skjult af de vældige Røgmasser, der væltede ud af den store Krydsers Skorstene, og langt agterude saa jeg Leipzig sejle helt alene. Det hele var overset paa et Øjeblik. Flaaden løb for sin højeste Fart. Men hvor var Englænderne?

Jeg var paa Vej til Agterskibet, da jeg med ét stand­sede op. Ikke langt fra Scharnhorst jog en svær, maste­høj Vandsøjle op, pyntet med hæslige Brandfarver og kronet af en sort Røgsky, der sendte skarpe Tunger ud til Siderne. Et dumpt Rrag hørtes. Søjlen splittedes for­oven og styrtede skummende sammen. Jeg behøvede ikke at spørge nogen, hvad det var. Det var tydeligt nok en svær Granat, der var slaaet ned i Vandet.

Jeg fortsatte min Vej mod Agterskibet, der drev med Sod og Kulstykker. Det forekom mig, at Dresden havde sat sin Fart op, og det saa ogsaa ud, som om vi hurtigt var ved at rykke forbi Gneisenau.

– Hvor er Englænderne? spurgte jeg en Matros, der stod ved Rælingen.

– Langt agterude, lød Svaret. De er ikke til at se for Røg.

Jeg stirrede i den angivne Retning, men kunde ingen­ting se. Røgen fra Dresden og de andre Skibe drev gan­ske vist til Styrbord, men et Taageslør blev liggende over Vandet og spærrede Udsigten paa lange Afstande. Jeg kunde kun se Leipzig stampe af Sted i sin Ensomhed, langt agten for alle os andre.

– Hvor mange Englændere er der? spurgte jeg videre.

– De siger, der er 8, lød Svaret.   Udkiggen saa dem komme ud af Havnen som Rotter af et Hul. Der ligger to svære Tampe i Spidsen, og det er nok dem, der sky­der. Det var Fanden til Rede, vi fik stukket Næsen i dér. Vi kom da tidsnok til Falkland.

En kæmpemæssig Vandsøjle skød op lige foran Dres­den. Der var ingen Eksplosionsfarver i Vandet denne Gang, det rejste sig klart og gennemsigtigt, næsten lodret, i en utrolig Højde og sank saa langsomt skummende sammen.

– Den havde Retningen, sagde Matrosen, det er Fan­den til Kaliber, de har taget med — det er nok disse her 30,5 cm. Hvis de kunde se os for Røgen, havde de ramt for længe siden.

Kaphoorn01_
Foto taget fra SMS Dresdens dæk i slutningen af november 1914. Slaglinjen er: Forrest “Scharnhorst”, “Gneisenau”, “Nürnberg”, “Leipzig” og bagest “Dresden”.

8. december 1914. “Løb, Dresden, løb! Det gælder livet!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Den 8. december 1914 blev eskadren jagtet af en overlegen britisk eskadre.

Gneisenau og Nürnberg laa nu et godt Stykke foran os paa samme Kurs. Der maatte være gaaet flere Timer, siden vi begyndte at holde fra Land, men jeg havde ikke Regnskab paa Tiden og brød mig heller ikke om det.

Jeg stampede frem og tilbage paa Dækket, uden at nogen sagde noget til mig. Farten steg mere og mere. Ventilationsmaskinen kunde høres over hele Skibet. Vi var nu oppe paa 20, maaske 21, maaske 22 Knob.

Det var ikke til at tage fejl af, at Leipzig ikke kunde holde denne Fart. Den sakkede mere og mere agterud for Scharnhorst, mens vi rykkede op paa Siden af den. Skibene havde aabenbart faaet Lov til at gaa, som de havde Fart til det, og den stakkels Leipzig, som var den ældste, havde mindst Fart.

Vi rykkede mere og mere op paa Siden af den. Spæn­dingen greb mig. Det var Væddeløb nu. Løb Dresden, løb, det gælder Livet!

Jeg stampede med Foden i Dæk­ket og knugede Hænderne om Rælingen. Nærmere og nærmere kom vi Leipzig. Nu laa vi paa Højde med dens Hæk, nu rykkede vi frem. Jeg kunde se Folkene paa Leipzigs bagbords Side staa og arbejde med Kanonerne. De var aabenbart forberedt paa det, der vilde komme, og vilde ikke lade det komme an paa Tilfældigheder. Jeg havde hørt, at dens Chef, Fregatkaptajn Haun, var en overordentlig dristig og modig Mand. Han vilde sikkert kæmpe til det sidste, men Farten kunde han ikke faa sat op, dertil var Leipzig for gammel og Kedlerne for svage.

En Mand ved Siden af mig — vi stod nu tæt sammen ved den styrbords Ræling – – mente, at den gamle Krydser havde faaet Kedelskade. Jeg kunde se det hele for mig. Det var hændt paa Dresden ogsaa. Vandet løb fra de utætte Rør ned i Kullene, Ilden blev sort, og de arme Fyrbødere maatte slide som Djævle for at faa Damptrykket hævet igen. Leipzig pustede den kulsorte Røg op af sine tre høje Skorstene, men den kunde ikke løbe omkap med Dresden. Med Ventilationsmaskinerne gaaende for yderste Kraft gled vi langsomt forbi den gamle Krydser.

Røgen stod i tykke sorte Søjler op fra vore Skorstene, og Sod og Kulstumper haglede ned over os paa Dækket. Ventilationsskakten til et af Fyrrummene sugede mit Huebaand til sig, og min Krave og Bluse flagrede som i stærk Storm. Gennem Skakten trængte alle Fyrrummets forvirrede Lyde op til mig, Fyrsteder­nes Døre blev smækket i, Fyrragerne raslede mod Dæks-pladerne, Skovlene skrattede i Kuliene, og hæse Kom­mandostemmer forsøgte at trænge gennem Spektaklet.

Vi skød forbi Leipzig som et Uvejr af Spektakel og Kulrøg. Mandskabet ved dens bagbords Kanoner samlede sig ved Rælingen og vinkede til os. Vi vinkede igen. Huer og Lommetørklæder svingedes i Luften fra begge Sider. Nogle blev staaende med Huen i Haanden, mens vi passe­rede forbi. Jeg knugede Hænderne i Rælingen.

Da vi satte Farten op for at komme forbi den gamle Krydser, forekom det mig kun rigtigt og rimeligt. Vi var meget hurtigere end den gamle Krydser, og det var uklogt at lade et hurtigt Skib holde sig efter et langsommere, det var jeg fuldt ud klar over. Men nu, da det gik forbi, og jeg saa den lille Krydser med sin gammeldags Bygning og sin klodsede Snabelstævn sakke mere og mere agterud, saa sved det mig i Hjertet. Kunde den dog ikke sætte Farten en lille Smule højere op, var det virkelig saa absolut givet, at den skulde ofres?

Forude brasede de tre andre Skibe af Sted, næsten skjult af mægtige Røg­søjler, men Dresden holdt sin høje Fart i deres hvid­skummende Kølvand, der brusede og brød som Brænding i Storm.

Leipzig sakkede mere og mere agterud. Ingen vilde hjælpe den, og den kunde ikke hjælpe sig selv.

SMS_Leipzig
Den gamle krydser SMS Leipzig kunne ikke følge med

1. november 1914. Kl. 21:00: “Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.

Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev til­bage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.

Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Foran­dring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.

Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matro­serne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.

– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene.   Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var frem­me. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.

– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kam­meraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.

– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.

Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nær­mere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig ro­ligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Be­vægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:

– Daglig Orden ved Torpedoerne!

Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lys­kasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.

– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.

Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.

Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbej­dede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:

— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …

Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Ma­troserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.

Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.

Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der og­saa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det fryg­telige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.

– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!

Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.

Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Under­gang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.

— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven!   Han smækkede Døren i og for­svandt uden nærmere Forklaring.

Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Bille­det af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.

1. november 1914. På SMS Dresden kl. 17:00: Fjenden i sigte!

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?

1. november 1914. Med SMS Dresden på jagt efter englændere

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Efter krigsudbruddet førte den handelskrig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee, der drev kaperkrig mod allierede handelsskibe.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Den Nat havde jeg Vagten ved Maskinerne fra Midnat til Klokken fire, Hundevagten. De første tre Timer gik meget roligt. Venlilationsmaskinerne drejede sig langsomt og lydløst og skulde kun nu og da tilses med Smørekan­den. Kl. 3 blev der Uro i Maskinrummet:

– Mer’ Luft! blev der raabt.

Jeg aabnede langsomt Ventilerne, og de store Venlilationshjul begyndte at brumme, efterhaanden som Farten steg. Kl. 4 blev jeg afløst og gik til Køjs.

Da jeg tørnede ud ved Syvtiden, var de første Ord, jeg hørte:

– Englænderne ligger ret forude!

Hvem der sagde det, véd jeg ikke, men jeg blev lysvaagen med det samme. Snakken gik livligt omkring mig, og Sydfeld sagde i en halvt fornærmet Tone: – Selvfølgelig paa en Søndag.

 Alle lo, men blev hurtigt alvorlige igen. Jeg kiggede efter i min Lommebog, hvor jeg havde streget de Dage ud, der var gaaet, siden vi var kommet til Søs. Vi var naaet til Søndag den 1. November, „Reformationsminde-dagen”, stod der ud for Datoen.

 – Er du faldet i Søvn igen, var der én, der spurgte. Jeg puttede Lommebogen til Side og fo’r ud for at vaske mig før Skafningen. Kunde man bare snart komme paa Dæk og se, hvad der skete omkring os, men det kunde godt vare længe. Først Rengøring af Rummet og saa Tøjvask til Kl. 11. Da vi omtrent var færdige med Ren­gøringen, meddelte en Underofficer os, at Vasken var ud­sat, og lidt over 9 var jeg paa Dæk.

Der var ingen Englændere at se. Vejret var stormende og Søen høj. Langt forude var Røg fra et Fartøj og agter­ude lige saa langt borte kunde jeg se Skorstenene paa et andet. Det var Leipzig, der laa forude, og Nürnberg, der laa til agters, blev der sagt. Saa var der allsaa stadigvæk noget i Vejen med Nürnbergs Skruer? Nej, den var sendt af Sted efter en Damper, der luskede langs med Kysten, sagde en Matros. Hvor var de to store Krydsere? Matro­sen pegede ret forud, men der var ikke noget at se.