Alle indlæg af Rene Rasmussen

2. juli 1916. FR86 på vej til Somme

Midt i juni 1916 blev Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 trukket ud af stillingerne i Champagne.

Den 4. og 5. juli skulle regimentskommandøren inspicere kompagnierne. Fjenden gav ham ikke tid dertil. Når 86’erne om aftenen kiggede mod vest, så de, hvordan horisonten flammede og flakkede. Kolossale ildstriber skød op og advarede dem om, at deres tid snart var kommet.

Der var ingen lyd at høre, for fronten lå 120 km borte. Nat efter nat sitrede ildskæret fuld af anelser i den dybe, fredfyldte stilhed.

Den 2. juli om aftenen kom der alarm. Allerede den følgende morgen blev bataljonerne indladet, I og II bataljon i Wassigny, III bataljon i Montmaillant. Kørsel over Liart, Laon, La Fère til Ham, hvor III bataljon steg ud.

Fra banegården kunne man se det dystre citadel, hvor den unge Napoleon III havde sonet sine statskupplaner. De to andre bataljoner kørte noget længere til Hombleux. Rouy Grand og Petit, en dobbelt-landsby med i alt 350 indbyggere blev ved fodmarch nået samme aften.

Hele regimentet med al sit tros måtte her logere tæt sammenpresset. Den korte galgenfrist, der blev tilbage, blev brugt til yderligere uddannelse og istandsættelse af udrustning, særligt afprøvning af gasmasker.

1. juli 1916. Alsisk møde i Worms

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Worms, den 1. Juli 1916.
I dag traf jeg paa Gaden en god, gammel Ven og Bysbarn. Vi var begge lige forbavset over at skulle træffe hinanden her i Byen, og i denne, efter vor Mening, Afkrog af Verden.

Han var Marinesoldat og var under Krigen blevet gift hernede og opholdt sig her paa Orlov. Men Jacob var mere end Marinesoldat, han var Musiker og havde som saadan været udkommanderet paa Kejserens „Hohenzollern”, da han var paa sin Norgesrejse lige før Krigens Udbrud. Paa mit Spørgsmaal om, hvad han ellers foretog sig, svarede han, at han kun ventede paa, at Krigen skulde holde op, saa han atter kunde blæse Wilhelm et Stykke.

Han var mere Musiker end Marinesoldat og var ikke interesseret i „Tysklands Fremtid, der laa paa Vandet”.

I Søndags var jeg atter i Frankfurt. Bølgerne gik højt i Bankdirektørens Hjem, thi de vidste at fortælle, at russiske Diplomater var rejst til Bad Homburg v. d. Hohe, hvor Kejseren havde Hovedkvarter, og hvor der skulde indledes  Fredsforhandlinger med Rusland.

Sejrssikkerheden var stor, og der blev tømt mange Flasker paa den Konto. Forinden Max og jeg skulde afsted med Toget til Worms, maatte jeg op paa en Stol og synge for dem. Jeg sang en Række danske Sange, som de syntes at more sig over, men de forstod selvfølgelig ikke Ordene af „Den tapre Landsoldat”.

 

1. juli 1916. Somme-slaget begynder

Efter det andet slag i Champagne (Herbstschlacht) i 1915 begyndte tyskerne i februar 1916 etablering af en tredje forsvarslinje yderligere 2.700 meter bag Stutzpunktlinien . Tysk artilleri blev organiseret i en række spærreildssektorer (sperrfeuerstreifen). Linien var næsten færdig da offensiven ved Somme blev indledt.

Det tyske forsvar ved Somme havde to svagheder. De forreste skyttegrave lå på en fremadrettet hældning, og undergrundens hvide kridt i bunden af skyttegravene gjorde dem nemme at observere. Endvidere var de overfyldt. Artilleriilden kunne således nemt observeres og ilden havde stor effekt blandt de sammen-stuvede tropper.

Slaget ved Somme, også kendt som Somme Offensiven, var et slag mellem kombinerede engelske og franske styrker og tyske enheder. Det fandt sted mellem den 1. juli og den 18. november 1916 på begge sider af floden Somme i Frankrig. Det var et af de største slag i Første Verdenskrig, med mere end 1.000.000 dræbte, sårede og savnede. Det fransk-britiske engagement i Somme offensiven var resultatet af allierede drøftelser på Chantilly i Oise i december 1915, forestået af general Joffre.

Joseph_Joffre
General Joseph Joffre

De allierede var her blevet enige om en strategi bestående af kombinerede offensiver mod centralmagterne i 1916 med deltagelse af franske, russiske, britiske og italienske hære. Somme-offensiven var det engelsk/franske bidrag. Den vigtigste del af offensiven påhvilede den franske hær, støttet på den nordlige flanke af 4. armé af det Britiske Ekspeditions  Korps.(BEF).

Somme_planen
Planen for offensiven ved Somme

Da den tyske hær begyndte Slaget ved Verdun omkring Meuse den 21. februar 1916, blev mange af de franske divisioner der skulle have været til Somme omdirigeret til Verdun. Understøttende angreb blev nu de engelske styrkers primære indsats.

Den første dag ved Somme (1 juli) blev et alvorligt nederlag for den tyske 2. armé, som blev tvunget ud af sin første forsvarslinje af den franske 6. armé fra Foucaucourt-en-Santerre, syd for Somme, til Maricourt på nordlige bred, og af den britiske fjerde armé fra Maricourt til i nærheden af ​​Albert-Bapaume vejen. Den første dag ved Somme blev den hidtil værste dag i den engelske hærs historie. De mistede alene denne dag 57,470 mand, primært på fronten mellem Albert-Bapaume vejen og Gommecourt, hvor angrebet blev afvist og kun få britiske tropper nåede den tyske frontlinje.
Den britiske hær ved Somme var en blanding af resterne af den førkrigstidens regulære hær, den territoriale hær og Kitcheners hær.

Ved slutningen af slaget var engelske og franske styrker trængt 9,7 km ind på tysk-besat område, den største erobring siden slaget ved Marne i 1914. De britisk-franske hære fik dog ikke indtaget Péronne og var stadig 4.8 km fra Bapaume, hvor de tyske hære fastholdt deres positioner i løbet af vinteren.

Unavngivet
Offensivens udvikling

Slaget ved Somme bestod af tre faser:
Fase 1:
Slaget ved Albert, 1–13 juli
Slaget ved Bazentin Ryggen, 14–17 juli
Slaget ved Fromelles, 19–20 juli

Fase 2:
Slaget ved Delville Skoven, 14 juli – 15 september
Slaget ved Pozières Ryggen, 23 juli – 7 august
Slaget ved Guillemont, 3–6 september
Slaget ved Ginchy, 9 september

Fase 3:
Slaget ved Flers–Courcelette, 15–22 september
Slaget ved Morval, 25–28 september
Slaget ved Transloy Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Thiepval Ryggen, 26–28 september
Slaget ved Ancre Højderne, 1 oktober – 11 november
Slaget ved Ancre, 13–18 november

Efter slaget ved Ancre, blev de engelske angreb på Sommefronten stoppet af vejret og de militære operationer på begge sider blev for det meste begrænset til at overleve i regn, sne, tåge, mudder og vandfyldte skyttegrave.
De engelske angreb i Ancre dalen blev genoptaget i januar 1917 og tvang tyskerne til lokale tilbagetrækninger til reservelinjer i februar, før den planlagte tilbagetrækning til Siegfriedstellung (Hindenburg Linien) begyndte i marts.

Som ved de øvrige store slag er tabstallene behæftet med en vis usikkerhed. For perioden 1. juli til den 18. november mistede England ifølge en af opgørelserne 415.690, Frankrig 202.567 og Tyskland 434.500 mand.

Slaget ved Somme var bemærkelsesværdig idet vigtigheden af luftherredømme blev synligt og de første tanks blev indsat.

British_Mark_I_male_tank_Somme_Thiepval_25_September_1916
Engelsk Mark I tank

30. juni 1916. Forbud mod cykling og nyt fra krigsfanger i England

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Der er udstedt forbud mod cykelkørsel,

fra hvilket forbud følgende er undtagne:

a) Skoleelever, hvis skolevej frem eller tilbage er over tre kilometer og som ikke har lejlighed til at benytte andre samfærdselsmidler.

b) Personer, landarbejdere og arbejdersker, der har over tre kilometer til deres arbejdsplads og som ikke har lejlighed til ved andre samfærdselsmidler på formålstjenlig måde at nå den.

c) Læger, dyrlæger, sygepassere, sygeplejersker, jordemødre, offentlige embedsmænd og militærpersoner til udøvelsen af deres kald eller tjeneste.

d) Personer, der på grund af deres legemlige tilstand (mangel af et lem, lammelse o.a.) er henviste til benyttelsen af en cykel (tricykel, mekanisk cykel osv.)

e) Personer, der for at arbejde i deres haver eller grøntsageranlæg skal tilbagelægge en vejlængde på over tre kilometer og som ikke har andre samfærdselsmidler.

Forhøjelse af portoen.

Loven om en ekstraordinær rigsafgift, der opkræves sammen med post- telefon- og telegramafgifterne vil antagelig træde i kraft til 1. august.

Bestemmelse om handlen med nærings- og foderstoffer

er nu udstedt af forbundsrådet og trådte ifølge ”Dannevirke” i kraft i går. Derefter en denne handel fra 1. august kun tilladt personer, som har en særlig tilladelse.

Regeringerne skal indrette særlige kontorer for disse tilladelser. De kan kræve forretningsbøger forelagt. Nægtes tilladelsen, skal kredsen overtage forrådene.

Kaninavl.

Det slesvigsk-holstenske landbrugskammer i Kiel lader ifølge ”Dannevirke” foreløbigt oprette 30 kaninavlsanstalter i provinsen, hvor der skal avles mellemstore og store racer.

Sparekasserne og krigslånet.

Sparekasserne i Slesvig-Holsten har tilsammen tegnet 114 millioner mark, hvoraf der på sparerne selv falder 80 millioner mark.

Køkkenaffald og madrester skal samles.

I en forbundsrådsforordning af 26. juni bestemmes at i kommuner på over 40.000 indbyggere kan husholdningsoverhovederne og indehaverne af fabrikker og forretninger forpligtes til at samle alt køkkenaffald og madrester adskilt fra det øvrige affald. Husejerne skal sørge for beholdere (spande), og kommunen skal tre gange om ugen afhente affaldet og aflevere det til rigsselskabet for tysk mælkekraftfoder i Berlin. Selskabet skal yde et vist vederlag og, om det ønskes, overlade kommunen selv en del af affaldet.

Affaldet i de nævnte kommuner beregnes til 300 millioner kilo om året, hvoraf der kan laves 75 millioner kilo foder.

De sønderjyske marinefanger i England,

som i et års tid har været i en fangelejr på øen Man, er nu blevet forflyttet til Feltham, en lille by i nærheden af London, skrives der fra Rinkenæs. Her bor de i en stor bygning, som tidligere har været en opdragelsesanstalt. Siden krigens begyndelse har søfolkene flere gange måttet skifte plads i England; dog er hver gang deres kår blevet forbedret.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Thomas Holm fra Barsmark ved Løjtkirkeby er faldet i Galicien. Han efterlader sig en ung enke og to små børn.

Lokomotivfyrbøder Johannes Michelsen ved Haderslev småbane er faldet.

Gårdejer Jens Hansen Matzen fra Bolderslev er død af sygdom på et feltlazaret i Serbien i sit 38. år.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Møller fra Moltrup er faldet, at Christian Schirmhoff fra Hoptrup er død af sine sår, at Andreas Nielson Hansen fra Endrupskov ikke er død i fangenskab, men er såret og savnet og at overgefreiter Anton Iversen fra Åstrup, gefr. Jens Nissen Roued fra Skærbæk og Hans Junker fra Haderslev er hårdt såret.

29. juni 1916. Forbudt mode, tvangsklippet uld og rabarberblade kogt som spinat

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Forbudte modeblade.

Den stedfortrædende generalkommando i Altona bekendtgør nu følgende, hvorom vi gav underretning allerede den 10. juni:

Indførslen og salget af alle fra det fjendtlige udland stammende modeblade, modetegninger, mode- og lignende fagtidsskrifter forbydes herved for dette korpsdistrikt.

En ny uldforordning

bebudes, hvorefter den beslaglagte uld kun må vaskes hos fem uldkræmmerier. Uldens salg bliver almindelig tilladt, kun ikke til forarbejdere af uld. De mængder, der ikke indleveres inden 12 uger efter klipningen til vaskning og ikke inden 10 uger herefter sælges til krigsuldaktieselskabet, tages ved tvang. Der indføres derfor meldepligt.

Rabarberblade kogte som spinat.

En husmor i Haderslev skriver til ”Dannevirke”:

I denne på køkkenurter knappe tid gør vi os skyldige i en stor ødselhed, når vi ikke benytter rabarberbladene, der smager nøjagtig som spinat. For dem, der ikke kender spinat, er det vel lidt fremmed; men prøv det alligevel. Det er jo kun, fordi vi hidtil har levet i overflod, at en så sund og velsmagende køkkenurt er blevet ringeagtet.

29. juni 1916. Ved Verdun: “… et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende”

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84. Natten til den 26. juni 1916 gik han i stilling ved Højde 304 ved Verdun.

Den 29. juni 19 minutter over fem skulle vi storme de franske stillinger, der lå foran os, og de to første grupper – jeg var i første – fik til opgave at indtage den franske sappe [fremskudt skyttehul].

Frem foran os stormede en afdeling med flammekastere. Det var jo et forfærdeligt syn at se soldater blive brændt levende.

Men underofficeren, ham jeg havde stået vagt ved, blev såret, mens han stormede frem ved min side, og jeg har ikke set ham siden.

DSK-årbøger 1969

28. juni 1916. Fangeflugt – faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Brændenældedage

er der anordnet for skolerne. På 3 forskellige dage før sommerferien skal børnene indsamle bærndenælder, som skal forarbejdes til vævede stoffer.

En russisk krigsfange,

som var undveget fra Sundeved, hvor han havde været i arbejde, blev af vagten pågrebet i Spandet, ligesom han ville passere grænsen. Fangen førtes sydpå.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Skomager Anton Petersen, søn af kleinsmed Petersen i Sønderborg, er faldet. Den faldnes hustru døde for et halvt års tid siden, og der er tre små børn, som altså nu har mistet begge deres forældre.

Enevold Chr. Birk fra Arnum er faldet ved Verdun den 2. juni, 36 år gl. Afdøde efterlader sig hustru og to børn.

Christian Dall, søn af landboelsmand Peter Dall i Over Åstrup, er faldet, 30 år gammel.

Parcellist Chr. Petersen fra Løjtkirkeby er på vestfronten blevet hårdt såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Martin Nissen fra Tørning Mark og underofficer Christian Rosenbom fra Skærbæk, Peter Grejsen fra Rødding og Ernst Godt fra Gråsten er faldet, at Andreas Møller fra Sønderborg er død af sygdom på reservelazarettet i Slesvig, at Niels Paulsen fra Bramdrup er hårdt såret, Jens Clausen fra Ertebjerg savnet, Jens Hansen fra Hajstrup i Haderslev amt såret og Lorenz Iversen fra Hjortholm på Als hårdt såret.

Otto Rasmussen fra Gramby, der har været med ved Verdun, er blevet temmelig hårdt såret i maven.

Ifølge den sidste prøjsiske tabsliste er Johannes Sieck fra Hjerndrup savnet.

26. juni 1916. Faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Tjenestekarl Johan Rix, søn af arbejdsmand Johannes Rix i Haderslev, er faldet 1. juni. Først hed det sig, at han var savnet, men den 16. juni fandtes hans lig. Den faldnes far har også i længere tid været i felten, og en bror til ham er for tiden hjemme på orlov.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Mathiesen fra Kliplev, Heinrich Petersen fra Øster Løgum, Andersen fra Vestergård i Haderslev amt og Christian Andresen fra Ullerup Mark er faldet og at overmatros Jørgen Jacobsen fra Ulkebøl er død.

Nicolaj Lausen i Tandselle ved Tandslet er den 19. juni død på lazarettet i Freiburg i Breisgau.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Magnus Holm fra Åbøl er død på lazaret i Berlin og at Peter Woltmann fra Vesterende er død på feltlazaret.

Jørgen Petersen fra Avnbøl, der tidligere har været i fangenskab i Saratow i Rusland, er nu på afdeling St. Georg, reservelazaret 2 i Altona.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at matros August Petersen fra Stepping er savnet og må antages for at være omkommet.

Sømand Lund af Haderslev har været savnet siden søslaget i Vesterhavet.

26. juni 1916. I stilling ved Højde 304 ved Verdun

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84.

Vi kom i stilling første gang ved “Højde 304”, nær Verdun, og som kvarter, når vi var i ro, havde vi byen Nantillon.

Her vil jeg fortælle jer om den første oplevelse, jeg havde, efter at vi var nået her til Nantillon: Sammen med to kammerater blev jeg afkommanderet til at stå vagt ved en underofficer, der blev bundet til et træ, hvor han skulle stå to timer i træk som straf, da man beskyldte ham for fejhed den sidste gang, han var i stilling.

Det var jo en hån mod et menneske, at han skulle plages på denne måde, og det i den brændende sol med fluer og myg i hobetal omkring sig, da straffestedet var udenfor og på en plads med hæk og hegn udenom.

Vi lod ham nu gå frit omkring, til vi opdagede, at kontrollen var undervejs.

Denne underofficer blev min “Gruppenführer”, da vi natten derpå, mellem den 25. og 26. juni, første gang skulle i stilling.

Vi var også kun godt og vel ankommet derude og havde fået afløsningen overstået uden mandetab, da tyskerne satte ind med trommeild på de franske stillinger, der dog omgående blev besvaret af franskmændene.

Slemt var det, at de franske kanoner beskød vore stillinger, men værre var det dog, at vort eget artilleri gjorde ligeså til trods for, at vi kraftigt reagerede ved at opsende varselsraketter. – Det endte dog med, at vi fik ordre til at rømme afsnittet og flytte over til naboregimentet.

DSK-årbøger 1969

26. juni 1916. Brændenældetøj og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Brændenælder i stedet for bomuld og hamp.

Landbrugsministeriet har i disse dage anordnet, at landråderne hurtigst muligt skal organisere indsamlingen af brændenælder.

Krigen har, hedder det ifølge ”Berliner Tageblatt” i ministerens reskript, næsten helt standset indførslen af bomuld og hamp. Men brændenælden kan til dels erstatte dem. Da den ikke kan dyrkes for tiden, må den indsamles. Dyrket vil den ellers efter landbrugsministerens mening kunne give et kolossalt udbytte:

På en kvadratmeter, har han nemlig beregnet, kan der avles 3 pund tørrede nældestængler og 1 pund tørrede nældeblade, som er et fortrinligt foder. På en hektar kan der altså avles 15.000 kilogram nældestængler og 4-5000 kilogram nældeblade. På 1000 hektar tilsået med brændenælder ville der kunne avles 1,2 millioner kilogram nældetrevler, en mængde, som vil være af stor betydning for vor forsyning med vævede stoffer.

Under henvisning dertil opfordrer landbrugsministeren indtrængende landråderne til hurtigst muligt at organisere indsamlingen af brændenælder.

Der åbnes os med dette nye reskript udsigt til senere hen at få en brændenældekofte ligesom kongesønnerne i H.C. Andersens eventyr om ”De vilde svaner”. Til gengæld må vi så vistnok herefter skyde en hvis pind efter den lækre brændenældebudding, der forleden blev os så varmt anbefalet.

For at have ydet hjælp til unddragelse af værnepligten

var tjenestekarl Thomas Nielsen fra Årupgård i fredags anklaget for landsretten i Flensborg. Nielsen, som syntes at være lidt indskrænket, er født den 22. december 1893. Den 13. marts 1916 kørte han sammen med en Hansen Lund med en vandvogn ned til Kongeåen for at hente en spand til et damptærskeværk.

De kørte som sædvanlig vognen baglæns ned til Kongeåen. Da de havde gjort det, tabte de med vilje en spand ned i åen. Hansen Lund sprang ud efter spanden og forsvandt over på den anden side uden senere at vende tilbage igen. Hansen Lund havde ikke været til session, men var militærpligtig.

En vagtpost, som stod i nærheden, anholdt straks efter den anklagede. Denne havde herefter tilstået, at det var aftalt mellem ham og Hansen Lund, at denne skulle flygte. Statsadvokaten androg på den højeste straf for denne forbrydelse, et års fængsel mindre end én dag.

Retten idømte den anklagede 10 måneders fængsel. Vel var han indskrænket, men en følelig straf var på sin plads, da de mange værnepligtsunddragelser fra Nordslesvig tilføjede det tyske rige stor skade.

Opråb til en guldindsamling.

”Røde Kors” kredsforening i Haderslev offentliggør et opråb, hvori det hedder bl.a.: ”Medborgere! Tyskland kan kun sejre, når det ikke blot kæmper med sværdet, men også forbliver økonomisk stærkt.

Den handler uforstandig, som ikke mod kassebeviser ombytter de endnu i hans privateje værende mængder af møntet guld; det er meningsløst at holde fast på det.

Men vi bør ikke blot ombytte vore guldmønter, men også styrke rigsbankens guldskat ved at sælge vort guldtøj.

I det øjemed åbnes der nu også i Haderslev et guldindkøbssted. Vort indkøbssted godtgør den fulde værdi for alt guldtøj. Guldets lødighed fastsættes af en edfæstet taksator. Taksationen sker således, at rigsbanken ingen gevinst har af købet af guldtøjet og ædelstenene.

Man bør heller ikke undslå sig ved til stedse for fædrelandet at skille sig af med den overflødige ødselhed, som hyppig drives med guldkæder, armbånd osv. Det bør for os alle være en ære i stedet for guldurkæder at gå med en simpel jernkæde for derved at vise, at vi trænger ikke til forfængelige smykker, når disse kan gavne fædrelandet. Man er i færd med at lave sådanne jernkæder, og når man afhænder sine guldurkæder, får man en sådan i stedet mod at betale dens værdi.

Indtil videre er køb af forlovelsesringe udelukket, dersom det da ikke drejer sig om afdødes forlovelsesringe.

Dødsfald.

Mangeårig prøjsisk landdagsmand, geheimejustitsråd Carl Asmus Bachmann i Haderslev er død i en alder af 73 år. Som politiker sluttede Bachmann sig til det nationalliberale parti. Den afdøde var kendt i Haderslev by og østeramt som mangeårig dommer ved amtsretten i Haderslev, hvis ældste han var i en række år. Han var embedsmand af den gamle skole og støbning og mindes med anerkendelse fra alle sider for sin redelige færd.

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945

24. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge em oversigt over den forgange uges kampe for 100 år siden. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det om flyver-esset Max Immelmann, Verdun, Mellemøsten, den store russiske Brusilow-offensiv på Østfronten – og forberedelserne til den store Somme-offensiv.

24. juni 1916. Tre mænd fra Skodborg faldet – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Levnedsmidlerne i Sønderborg kreds.

Landrådens opfordring til at anmelde fortiede forråd har ifølge ”Sonderburger Zeitung” haft til resultat, at der bagefter i alt er anmeldt: 16.148 kilogram røgede varer, 3000 kilogram sukker, over 2400 centner korn, 442 centner kartofler og over 900 kiligram kaffe og te. – På landrådens opfordring er der i disse dage fra Sønderborg kreds sendt 300 centner kartofler til Kiel, og så har Sønderborg kreds endda i sin tid anmeldt et underskud af henved 11.000 centner, men har kun fået 4000 centner.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I afvigte uge er der til Skodborg sogn kommet budskab om, at tre unge håbefulde mænd er faldet, nemlig Andresen, P. Greisen og Markus C. Christiansen. Andresen og Christiansen var begge gift, medens P. Greisen var ugift, men efterlader sig en gammel mor, som er enke.

En søn af Johannes Petersen i Storlund ved Fol er blevet såret og ført til et lazaret i Frankfurt ved Main.

Gæstgiver Chr. Hansen fra Lebølgårds kro på Als, er faldet efter kun at have været 14 dage ved fronten, 35 år gl.-

Jakob Hansen fra Stevning på Als, 32 år, er faldet.

23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand

Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.

Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.

Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.

Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.

Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.

Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.

Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.

Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.

Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.

Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.

Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.

Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.

Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.

Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.

Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.

Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.

Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lyt­ter.

Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et far­ligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.

Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.

Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.

Vi kigger ned.                                                                                 .

Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.

Der sidder han og aner ikke, at Fjen­den er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.

Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kun­net holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.

Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.

I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.

Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?

Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.

Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.

Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.

Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.

Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.

Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.

DSK-Årbøger, 1942

 

23. juni 1916. Mors bønner hjalp ikke – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til.

Atter har kirkeklokkerne lydt for en falden soldat, nemlig arbejdsmand Jens Nielsens søn fra Grønnebæk. Den unge mand var ifølge ”Dannevirke” blevet uddannet i Slesvig og var for en tid siden kommet til fronten. Efter hvad der fortælles, havde han, kort før budskabet om hans død kom, skrevet hjem til sin mor om, at hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til, hvor han var.- Så vidt vides, er det den 28. der fra Jels sogn, der har fundet sin død i det fremmede.

Når der sælges kød i Toftlund.

I Toftlund blev der i går solgt oksekød af en fed stud. Det går dér i byen imidlertid ikke efter nummer, men hvem der kan bruge albuerne bedst, får først. Trængslen var stor, og man blev trådt over fødderne. Det endte med, at studen ikke slog til. Prisen var ifølge ”Dannevirke” denne gang 2 mark 30 pfennig til 3 mark pundet.

Garnisonen i Haderslev.

I en bekendtgørelse i ”Schleswigsche Grenzpost” udtaler major og bataljonskommandør Crüger for 2. fortæringsbataljon af Füsilierregimentet ”Königin” nr. 86 bataljonens varmeste tak til byen Haderslev for det meget gode, som er blevet den til del, og med de hjertelige ønsker for byens velgående.

Bataljonen forlader Haderslev, som er bestemt til garnisonsby for 3. bataljon af landeværnsinfanteriregiment nr. 84 fra Slesvig, der ankommer dertil i dag, fredag.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Gårdejer Hans Mathiesen på Kliplev Mark er faldet ved Verdun.

Christian Andresen i Skodborg er faldet den 6. juni. Han efterlader en ung hustru og et lille barn og hans gamle mor.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Boj Nissen fra Tørning Mark, Valdemar Jessen fra Vrå ved Birkelev, Ernst Goth fra Gråsten, Ludvig Wiencken fra Haderslev, Lauritz Knudsen fra Åbenrå og Hans Møller fra Strandelhjørn er faldet, at gårdejer i Kliplev Johan Nielsens søn, Peter Hansen Nielsen er død på lazarettet i Lyck, at Jørgen Hansen fra Elstrup er død på 3. hærkorps feltlazaret og at Jørgen Jørgensen fra Stevning, Søren Petersen 3. fra Arnum, Ole Damm fra Bedsted, Karl Scharf fra Jørgensgård Mark i Haderslev amt og Karsten Haken Petersen fra Rebbøl er hårdt såret.

En søn af afd. Gæstgiver Hansen i Nordborg, Broder Hansen, der var om bord på ”Wiesbaden” under det store søslag, er savnet.

Kommuneforstander Hansen og hustru i Oksbøl ved Nordborg har fra deres søn, der har været savnet i omtrent et helt år, modtaget efterretning om, at han er i russisk fangenskab i Sibirien, men nu undervejs til Moskva.

Købmand Meesenburg i Dortheagade i Flensborg er i russisk fangenskab.

22. juni 1916. Slagtere og sukker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Slagternes store fortjeneste. – Manglen på sukker.

Byrådet i Tønder holdt møde i mandags. Ved drøftelsen af kødforsyningen ankede Chr. Bruhn over slagternes store fortjeneste i denne tid, da kvægpriserne er nedsatte, mens kødpriserne er de samme, samt over, at velhavende folk, særlig fra landet, gjorde store opkøb, så småfolk intet kød kunne få.

Borgmesteren oplyste, at der kun stod 30.000 pund sukker til rådighed for kredsen, omtrent halvt pund til hver mand i kredsen, medens man i Sønderborg kreds havde draget bedre omsorg for sukkerforsyningen.

Det vedtoges at vedblive med børnebespisningen til 15. juli, muligvis til 1. august, meddeler ”Flensborg Avis”.

Den 11. særtabsliste af den tyske hær

(uopdagede) findes i 1018. udgave af de tyske tabslister. Den indeholder for det første en omfangsrig fortegnelse over afdøde og faldne, til hvis opdagelse der er tilføjet en beskrivelse af efterladenskaber eller andre kendingstegn (tatoveringer osv.), samt for det andet oplysninger til særtabslisterne 1,2,3,4,5 og 10.

20. juni 1916. Østafrika: “Fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Portugal gik med i Krigen, og Afdeling Königsberg blev sendt Sydpaa til den portugisiske Grænse. Med den forsvandt mange kendte Ansigter fra „Kronborg“ . Blandt dem fra Fyrbødernes Rum  forsvandt med denne Afdeling de to „Reservesvenskere“ Bror Johansson og Svensson, som i længere Tid havde ligget paa Kystvagt et Stykke fra Byen.

Engang imellem havde de aflagt Residensstaden et Besøg, men ved disse Lejligheder havde jeg altid sørget for at holde mig paa passende Afstand fra Begivenhedernes Midtpunkt. Det gik  betydeligt haardere til, end naar Englænderne bombarderede Byen.

Peter Hansen havde forladt Byen og var draget til Kondoa-Irangi som Ambulanceunderofficer, og Karl Sørensen, den unge, iltre Svensker, var blevet sendt til den vestlige Front ved den belgiske Grænse, hvor Belgierne havde iværksat en stor Offensiv, som General Wahle forgæves søgte at standse.

Samme Sted hen var Intendanten, den unge Bankassistent fra Haderslev, Anker Nissen, draget; Tømmermanden var ogsaa forsvundet til en eller anden Front — jeg vidste ikke hvor. Alle de andre, som jeg kun kendte mere flygtigt, var afgaaet til Fronterne.

Den prægtige Andenstyrmand, Jes Bagger, der var Dusbroder og Kammerat med hele Besætningen, havde jeg ikke set længe, og første Maskinmester, Christian Hansen, var forlængst rejst til Nordfronten til By og Hæder og Forfremmelse. Den lidt tungsindige og faamælte Andenmester, Hans Nissen fra Nordborg, var forsvundet, og Trediemester, den glade og godmodige Lauritz Hansen fra Sundeved, gjorde nu Livet lettere og lysere for sine Kammerater paa et eller andet Frontafsnit.

Alle mine Kammerater fra Fyrbødernes Rum var draget paa det store Eventyr ind i Afrika. Kun jeg var blevet tilbage og gjorde mit vante Arbejde. Paa Hotellet, hvor jeg spiste, var der blevet tomt og øde, og jeg begyndte for Alvor at føle mig utilpas i Daressalam.

Byen lignede et Samfund i Opbrud. Kolonner drog igennem og gjorde kun korte Holdt i Byen. De Hvide styrtede sig over Hotellets gode Mad som sultne Rovdyr og var ofte trætte og udasede. Lange Bærerkolonner drog langsomt gennem Byen mod Nord eller Syd, og fra alle Kanter strømmede hvide Kvinder og Børn til Daressalam.

Plantagerne Nordpaa var blevet oversvømmet af Boerne, efter dem fulgte sorte Tropper, og blandt dem var de hvide Kvinder ikke sikre.

Mange Plantager var brændt under Kampen, og paa de fleste var Driften helt gaaet i Staa. I de upaalidelige Egne truede Oprør og Overfald.

Instinktmæssigt — men for øvrigt ogsaa efter Ordre — tyede Kvinder og Børn fra de nordlige Distrikter til Koloniens eneste større By. Det var, som om selve den Omstændighed, at det var en By, gjorde dem mere trygge.

Mange af dem havde gennemlevet uhyggelige Maaneder paa de ensomme Plantager, og næsten alle havde de Mand eller Søn ved Fronterne. Hele Østafrikas hvide Befolkning kæmpede. Det hørte ikke med til Landets mandlige Indbyggeres Forpligtelser, men Lettow-Vorbeck havde med den største Energi gennemtrumfet det for at kunne yde den størst mulige Modstand mod den knusende Overmagt.

Hundreder af Plantere og Farmere fra de rige Usambarabjerge havde maattet marchere forbi deres Plantninger under Tilbagetoget, uden Haab om nogen Sinde at se dem mere. Østafrika havde haft Fred siden Slagene ved Tanga og Jassini, men fik det aldrig mere. Nu var Skæbnen kommet over Landet, og det havde kun Valget mellem betingelsesløs Overgivelse eller en fortvivlet Modstand uden Haab.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

20. juni 1916. Rationering, faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kartoffelnøden.

For at afhjælpe kartoffelnøden i de store byer er der i de sidste dage blevet rekvireret kartofler i private husholdninger i småbyerne og på landet. I Haderslev kreds har de enkelte husholdninger ifølge ”Hejmdal” fået lov til at beholde 15 pund kartofler pr. hoved, i Åbenrå kreds ½ pund kartofler pr. hoved og dag, til den nye høst kan dække forbruget. Myndighederne går ud fra, at dette er tilfældet fra den 20. juli af. De øvrige kartofler har folk måttet aflevere.

Mejeriernes forpligtelser

er nu blevet udvidet til, at de herefter skal aflevere 50% af det i den foregående måned producerede smør til central-indkøbselskabet i Berlin; hidtil har de kun skullet aflevere 17 %.

Prisen på Sacharin.

Det lader til, at sacharin skal frigives til privat brug. ”Frankfurter Zeitung” erfarer imidlertid, at et kilogram sacharin, hvis produktionspris er omtrent 25 mark, skal koste 200 mark, ”så at altså riget ville forlange det ottedobbelte af erhvervsprisen for en vare, der under de nuværende forhold synes næsten uundværlig for den store masse til erstatning for sukkerknapheden”.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Nicolaj Hansen og hustru i Kliplev har modtaget efterretning om, at deres søn Hans Peter er faldet den 21. maj, 30 år gl.

Musketer Ferdinand Schneider, søn af togfører S. i Haderslev, er faldet den 29. maj.

Iver Iversen i Søndernæs ved Brøns har modtaget budskab om, at hans søn Anton, er faldet, 26 år gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Chr. Nissen fra Åbenrå, Niels Raun fra Moltrup, Johan Moos 2. fra Nordborg, Christian Christiansen fra Åbenrå, Martin Petersen fra Brunde og Peter Lorenzen fra Oksbøl på Als er faldet.

Landmand Jesper Jespersen i Mejlby ved Lintrup er indlagt på et lazaret på vestfronten såret i begge øjne. Man nærede håb om at kunne bevare synet på det ene øje.

I den sidste prøjsiske tabsliste anføres som hårdt såret Lorenz Petersen fra Gråsten, Peter Sørensen fra Bæk, Christian Hansen fra Dybbøl og Johan Horn fra Ullerup.

Landboelsmand Chr. Hyldeberg fra Genner Mark ved Åbenrå er faldet.

Andreas Christiansen fra Bolderslev er faldet på den vestlige krigsskueplads.

Landmand Christian Johansen fra Tyrsbølskov er faldet ved Verdun den 2. juni. Han efterlader hustru og tre små børn og hans gamle forældre.

Gårdejer Schirmhoff og hustru fra Hoptrup har modtaget budskab om, at deres eneste søn Christian er faldet anden pinsedag, 23 år gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Anders Detlefsen fra Toftlund er faldet, at Christian Jacobsen fra Torp ved Åbenrå er død på feltlazaret, at Hans Hofmann fra Haderslev, og Otto Tramsen fra Sottrup er død som følge af sygdom, at Michel Johansen fra Stenderup er i fangenskab og at Thorvald Clausen fra Jels Mark er hårdt såret.

18. juni 1916. Armeringssoldat med snaps og øl til morgenmad

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Den 18. Juni om Middagen stillede vi op, og der blev udtaget 50 Mand. Løjtnanten udtog dem selv, og da han stod foran mig, sagde han: »De har endnu ikke været paa Kommando, træd frem!«

— Jeg havde ingen Anelse om, hvad det drejede sig om, men vi fik besked om at pakke vort Kluns og staa parat i Løbet af en halv Time.

Vi dannede et Byggekommando for Divisionen, som laa imellem Amifontaine og Prouvais eller rettere skulde derhen, for den laa ellers i Byen Amifontaine; men om Middagen havde de franske Batterier beskudt Byen og dræbt en Ritmester, da han steg ud af sin Bil lige udenfor, hvor Divisionen havde til Huse.

Nu skulde vi saa til at bygge Kvarter til Divisionen. Vi kom derhen om Eftermiddagen og fik Kvarter i en Barak. Alle 50 Mand blev inddelt til Arbejde. Vi laa i en Skov bag et Bjerg, ca. 4-5 km bag Fronten.

Jeg skulde med to Mand hjælpe med at bygge et Køkken. Vi brugte Planker af de Egetræer, som vi havde fældet om Vinteren i Skoven ved St. Erme. Da det var færdigt, byggede vi en Kantine.

Rundt omkring i Skoven rejste vi Huse til Officererne. I Kantinen blev en Korporal Kantinevært. Ingen Menigmand maatte staa i  Kantinen her ved Staben. —

Værten var fra Hannover. Han var et herligt Menneske. I Grunden var han ikke Tysker, for Hannover var jo engang blevet indlemmet i det tyske Rige. Han var det, vi kaldte »Musspreusse«. — Lige som vi.

Jeg hjalp ham om Morgenen med at lægge Ølankrene op, og det gav et Par Snapse og en Øl — ofte endda mere. Det blev herefter min Morgenmad.

DSK-årbøger 1960

 

18. juni 1916. Dyre liggehøns, billige rødspætter og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Han blev beordret til Amerika

Et 17-årigt ungt menneske, der er født i Amerika, men hvis forældre nu bor i Sønderjylland, hvor han også har opholdt sig de sidste 5 år, fik i slutningen af sidste måned af det amerikanske konsulat i Hamborg opfordring til at rejse til Amerika. Rejsen, der foretoges med skib fra København, betales af det amerikanske konsulat, der formentlig har villet hindre, at det unge menneske, der har amerikansk indfødsret, skulle blive udskrevet til prøjsisk soldat.

Kvæget eksproprieres.

Haderslev kreds skal nu til staten ugentlig levere ca. 200 fedekreaturer, 160 kalve, 145 svin og 60 får.

Tysk tiltale mod apoteker Wilckens.

Til Frederikshavn er indløbet meddelelse om, at der er rejst tiltale mod apoteker Wilckens, Frederikshavn, som holdes tilbage i Tyskland. Det antages, at han ikke bliver sat på fri fod før efter krigen.

Pris på rødspætter.

Magistraten i Åbenrå bekendtgør ifølge ”Hejmdal”, at der nu snart også vil kunne sælges rødspætter i byen til nedsatte priser, og da større fisk for omtrent 55 pfennig pundet og mindre fisk for 1 mark 50 pfennig snesen.

Vesterhavsbadet Lakolk

På Rømø er tilligemed det til 150.000 mark takserede dampskib ”Lakolk” ved tvangssalg ved amtsretten i Tønder blevet solgt til firmaet Berends & co. i Hamborg for 60.000 mark.

Et tilbud.

En mand i Tønder modtog forleden følgende skrivelse fra en landmands kone i omegnen: ”Tillader mig at forespørge, om De vil købe en liggehøne med kyllinger. Jeg har én med 14 kyllinger og én med 5 kyllinger. Hønen med 14 kyllinger skal koste 80 mark og den anden 35 mark. Vil De straks meddele mig, om De vil have én.

Fru C.M. i H….”

Om manden i Tønder er gået ind på tilbuddet, fortælles der ikke noget om.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Thomas Bonnichsen, en bror til Jørgen Bonnichsen i Ulfslyst ved Haderslev, er faldet den 22. maj.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles bl.a., at Andreas Hansen fra Sarup på Als, Maks Deichmann fra Over Åstrup, Ewald Kylling fra Over Åstrup, Peter Jørgensen fra Sottrupskov, Albertinus Mikkelsen fra Hønning Mark, Peter Bladt-Jacobsen fra Asserballeskov og Niels Jendresen fra Tumbøl er faldet, at Karl Jessen fra Nordborg er død af sygdom på feltlazaret, og at Nikolaj Jakobsen fra Skodsbøl Mark er død af sine sår.

Hans Hansen fra Kliplev er savnet, og Wilhelm Feddersen fra Skodborg, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

17. juni 1916. På øvelse i Østersøen: “De skyder derovre!” – “Quatsch!”

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Aabenraa gjorde krigstjeneste på en minestryger i Østersøen.

Vor første Tur bestod i, at vi sammen med M. 28 skulde ledsage fire Handelsskibe op til Sundet. Forinden havde vi dog haft en Del Skarpskydningsøvelser i Østersøen. Under en af disse Øvelser var vi nær ved at sætte et Bådemandskab til.

Øvelsen foregik på den Måde, at det ene Skib slæbte Skydeskiven, medens det andet med Tilløb fra en anden Kurs beskød Skiven. Afstanden var et Par Sømil. Vi havde just gjort et sådant Tilløb og stod nu for at vende. En Båd var sat i Vandet, bemandet med en Bådsmand og tre Mand. De skulde klæbe Hullerne til på Skiven. Jeg havde Vagt på Broen som Udkigsmand.

Mens vore Folk nu var beskæftiget ved Skiven, så jeg pludselig en Røgsøjle slå ud fra Skibet derovre, og lidt senere fulgte Nedslaget af Granaten, dog ca. 500 m for kort. Jeg afgav Melding om, at de skød derovre. „Quatsch”, var Svaret. Dog snart kom den næste, og den faldt betydeligt nærmere. Nu fik Kommandanten nok travlt, han halede i Sirenen og hylede værre end en Besat. Dog lige så lidt, som vi kunde høre Skydningen, kunde de høre Sirenen.

Det tredie Skud kom da også, inden man på Skiven var blevet opmærksom derpå. Nedslaget skete umiddelbart bag ved Skiven, men nu fik Folkene nok travlt med at komme bort derfra. Båden var da heller ikke kommet ret langt, før den fjerde Granat sad i Skiven, så Splinterne røg dem om Ørerne. De var noget blege om Næbbene, da de kom om Bord, men heldigvis var de ikke kommet noget til.

Da vi senere skulde skifte, trak det sammen til en værre Ballade mellem Kommandanterne, da ingen af dem vilde tage Skylden for Forseelsen. Jeg tænker, de har tiet Historien ihjel, for vi hørte ikke senere om den.

Som foran nævnt skulde vi sejle med Handelsskibe til Sundet. Klokken var otte om Aftenen, da vi vendte ved Indsejlingen til Sundet, hvor de tyske Spærredampere lå. Vi kunde se Sjællands Kyst og Tårnene i København.

Blot man kunde komme derind, tænkte jeg, så skulde de ikke se mig mere. Da vi om Natten sejlede tilbage, blev det en temmelig skarp Kuling, og Masten svingede hid og did. Klokken tre skulde jeg på en firedelt Vagt. Krigsvagten var 4 Timer. Jeg skulde være Rorgænger, Maskintelegrafist, betjene Agterkanonen og holde Udkig. Det var een Time hvert Sted. Nu skulde jeg først op i Mastekurven og holde Udkig.

Midtvejs oppe var Lyskasteren anbragt, forsynet med et Rækvark omkring en Platform. Hertil gik det godt, men nu var der kun en Lejder af Reb, som hang under Masten, og der var endnu et godt Stykke tilbage. Jeg forsøgte et Par Trin, opgav det og kravlede så ned igen, Masten svingede frem og tilbage, og mørkt var det. Nej, du har Kone og Børn hjemme, tænkte jeg, du går ikke derop, og så gik jeg ned og meldte, at jeg ikke kunde komme derop. Dog, efter at jeg først havde fået Krukken skældt fuld, blev Resultatet dog. at jeg kunde blive stående ved Lyskasteren.

Dagen derpå blev jeg afkommanderet. Jeg og en anden skulde ombyttes med to Signalgaster. Først fik vi dog Lov at hjælpe med at tage Kul ind, et svært og beskidt Arbejde.

DSK-årbøger 1945.

17. juni 1916. Nyt fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Passagen over grænsen

bliver stadig mindre. Det er allerede 2-3 uger siden det blev forbudt de ledsagere, der her fra landet hidtil har fulgt de af tyske opkøbere købte kreaturer, at komme over grænsen. De nødvendige ledsagere må nu hverves på den tyske side.

Man har også oplevet, at grænseopsynet har fratages folk, der havde ærinde søndenfra til kongeriget, deres pas, fordi de ikke fandt anledningen til rejsen tilstrækkelig fyldestgørende. Og når der så er gjort grænseopsynet opmærksom på, at passet måske er udstedt af landråden, er der blot svaret: ”Her råder vi – og ikke landråden”.

Ændring i priserne for kalve.

”Centralkvæghandlerforbundet” i Kiel har i sit møde den 29. maj i år besluttet, at kvæghandlerforbundene og deres kommisionærer efter 1. juni ikke må bevilge højere priser end følgende fra stalden:

For kalve indtil 100 pund l.v. 60 mark pr. 50 kg., for kalve fra 100 til 150 pund l.v. 80 mark pr. 50 kg, for kalve fra 150 til 200 pund l.v. 100 mark pr. 50 kg, for kalve over 200 pund l.v. fedekalve og dobbeltender 120 mark pr. 50 kg.

Priserne for den højere vægtklasse må dog kun betales, når dyrenes vægt overstiger den forrige vægtklasse med mindst et pund”.

Et mærkeligt træf.

På øen Rømø jordfæstedes den 8. juni ligene af to tyske marinesoldater, der var blevet skyllet i land: Fyrbøder Ehrhardt Lohmann og matros Robert Ahlsvede. Begge var født samme dag i samme år og blev dræbt samme dag i kampen for deres fædreland, skyllet i land samme dag, jordfæstet samme dag og i samme grav.

Kartoffelmangel.

Fra i onsdags udgives der ifølge ”Dybbølposten” fra byen Sønderborgs kartoffellager kun kartofler for en uge ad gangen og kun 4 pund a person om ugen, meddeler magistraten.

Frugterne skal samles – til olie.

Kernerne af kirsebær, blommer, mirabeller og abrikoser skal samles for at presse olie af disse. Kernerne skal være af moden frugt, må være rensede og tørre. Også kerner af tørret frugt kan anvendes. Af 1000 kilogram kerner kan der fås 50 kilogram olie. Af kernefrugt skal kun kerner af græskar samles. Skolrne har fået tilhold om at ordne indsamlingen.

Krigens ofre.

Fra krigens begyndelse og indtil nu har Skærbæk sogn ifølge ”Flensborg Avis” haft et tab af 16 mand; deraf er de 10 faldet på vestfronten, og to er døde i et lazaret. Af de 16 faldne var den ene gift, de andre unge mænd. Endvidere savnes der efterretninger fra 3 mænd.

Hvordan der må slagtes.

Landbrugsministeren, handelsministeren og indenrigsministeren i Prøjsen har ifølge ”Hejmdal” i fællesskab udstedt en ny forordning om slagtningen. Herefter bliver der for hvert kommunalforbund (by- og landkredse) fastsat bestemte antal slagtninger for et bestemt tidsrum, som ikke må overskrides. At der slagtes mindre af én slags dyr, må ikke udjævnes af andre dyr.

For erhvervsmæssige slagtninger skal der af kommunalforbundene udstedes tilladelsesbeviser til de til slagtning berettigede forretninger.

Forbuddene mod hjemmeslagtning ophæves. Dyr, som skal slagtes, må ejerne have haft i mindst seks uger. Kødet må kun afgives gratis til folk, som hører til ejerens husholdning eller står i hans tjeneste. Der må kun slagtes mod skriftlig tilladelse fra lederen af kommunalforbundet. Kødet fra utilladte slagtninger hjemfalder til kommunalforbundet uden vederlag.

Nødslagtninger falder ikke ind under disse forskrifter, men må anmeldes til landråden inden 24 timer. Kødet skal afleveres mod en godtgørelse.

Kakao og chokolade.

Inden i morgen, 18. juni, skal indsendes en forrådsopgørelse af kakao, også i blandinger med andre produkter, og alle slags chokolade, dog kun for så vidt vedkommende har mindst 25 kilogram af hver slags i sin besiddelse. I øvrigt skal de mængder, der fandtes om morgenen den 13. juni, anmeldes til krigskakaoselskabet i Hamborg inden 18. juni.

16. juni 1916. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe. Vært er den amerikanske historiker Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om to begivenheder, der kunne have fået afgørende betydning for verdenskrigens forløb: Tyskerne brød næsten igennem ved Verdun – og russerne brød igennem den østrig-ungarske front, men kunne ikke følge angrebet op. Men vi skal også til Ypres, Østafrika og Arabien.

16. juni 1916. FR86 i hvilestilling: “Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket ud af stillingerne i Champagne.

Bataljonerne marcherede fra Champagne nordpå, ved Attigny overskred de Aisne. Ca. 15 km nordligere gik de i kvarter. Det var trangt og dårligt.

Derfor og fordi regimentet skulle trækkes lidt nærmere jernbanen, blev det den 18. juni trukket længere vestpå. De nye hvilesteder blev nået ved fodmarch. De lå 15 til 20 km nord for Rethel. I bataljon fordelte sig på landsbyerne Grandchamp, Wagnon og Mesmont, II bataljon på Justine, Son, Herbigny og Hautville. III bataljon på Draize, La Romagne og Lalobbe.

Det var en sympatisk egn, store, venlige landsbyer med enkeltmandskvarterer, i hvilke 86´erne forberedte sig på deres værste tur. Den korte tid, der formodentlig var tilbage, blev flittigt udfyldt med eksercits og felttjeneste. De grundlæggende ting som disciplin, uniform, hilsepligt o.s.v. blev efter lang skyttegravstilværelse bragt i erindring igen.

Det vigtigste var øvelser i terrænet. Der blev igen øvet spredt formation, taget marchretning efter et bestemt punkt, en skyttegrav nået under artilleriild og omringet i spredt formation, foretaget frontændringer i antagelsen af, at den fjendtlige grav ikke var fuldt ud observeret, stormet en befæstet stilling i flere bølger. Officererne fik militærvidenskabelig undervisning og blev undervist i ridning.

Når det var fyraften, sad 86’erne fredeligt uden for deres kvarterer med deres ”pisanger”, bananlikør. Mund- og trækhamonikaer lød, og på nogle aftenen gav det også regimentsmusik. I almindelighed havde 86’erne i befolkningen ry af at være ”bon garςons”, gode drenge.

Ensformigheden blev brudt af den enkelte bataljons aflusningsudflugt til Rethel. Takket være det derværende ”lausoleums” storartede indretning kunne en hel bataljon, ca. 1000 mand, afluses og komme i bad inden for få timer.

Efter aflusning er soldaten et helt andet menneske, lige som omvendt luseplagen kan have betydelig indflydelse på stemningen og dermed kampkraften i en militærenhed.

Af regimentshistorien. Køb den her

15. juni 1916. “At få skiftet forbinding var en ren tortur …”

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Allerede de første dage efter min indlæggelse var stuens øvrige tre senge blevet belagt. I den ene lå en rørlægger fra Köln ved navn  Wüst. Det var en meget sympatisk mand. Han skrev hjem til mine forældre og til min kæreste. Der var jo kun fra lazarettet tilgået dem et kort med meddelelse om, at jeg var blevet hårdt såret.

Den anden patient var en ung mand på 18 år. Han var oven senge og var rørende omhyggelig med mig. Ham gav jeg mit lommeur. Det havde jeg jo ingen brug for mere.

Den tredie hed Friedrich Schmidt og var murer fra Hamborg. Han  havde også, ligesom jeg, mistet synet på begge øjne. Lufttrykket fra en eksploderende håndgranat havde ødelagt dem. Sår havde han ingen af.

Da jeg den femte dag havde været til forbinding, syntes lægen, at jeg godt kunne gå tilbage til stuen. Han tog mig ved hånden, og på stuen satte han mig i en kurvestol, tændte en cigar og stak mig den i  munden. Nu skulle jeg også prøve at ryge. Det smagte mig ikke, og da jeg havde røget halvdelen af cigaren, måtte jeg i seng. Senere har jeg ofte tænkt på, hvilken hensigt lægen i grunden havde med en sådan hestekur.

At få skiftet forbinding var en ren tortur. Der var jo sår over hele ansigtet, og et par gange måtte jeg igen på operationsbordet. Min temperatur ville stadigvæk ikke gå ned på normalen, og først efter en måneds forløb fandt man det forsvarligt at sende mig med lazarettog til Tyskland.

Lægerne og sygeplejerskerne i toget var flinke, og forplejningen god. Jeg kunne igen begynde at tygge og var sulten.

Ved Köln kom vi over Rhinen, og nu kørte vi gennem egne, som jeg kendte fra mine svendedage, da jeg var på valsen, men jeg kunne jo ikke glæde mig ved gensynet. Overalt dette uigennemtrængelige mørke — og det ville aldrig blive anderledes …

Efter tre dages jernbanekørsel nåede vi Wittenberg i Sachsen. Vi havde dog ikke kørt hele tiden. Vel nok for at patienterne kunne få lidt ro, og for at lægerne bedre kunne foretage de vanskeligste forbindinger, blev toget flere gange kørt ind på et sidespor, hvor det  holdt stille i flere timer.

I Wittenberg blev hele den sørgelige last af menneskevrag båret ud af toget og ført til de forskellige lazaretter. Min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt, og jeg blev som de to eneste passagerer tilbage i toget. Vi skulle med toget tilbage til Halle an der Saale, hvor der var øjenspecialister.

Vi havde så at sige et helt tog for os selv, og sygeplejerskerne og lægerne kælede rigtigt for os. Vi fik kogt skinke og grønne ærter til middag. Den slags mad havde vi ikke set i årevis, og jeg spiste det, jeg kunne overkomme. I Halle blev vi indlagt i en frimurerloge, »Zu den drei Degen«. Det var et meget stort kompleks.

DSK-årbøger 1961

14. juni 1916. På en minestryger i stormvejr på Østersøen

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. Han blev i efteråret 1914 erklæret ”helt uduelig” [ganz untauglich] til krigstjeneste pga. et dårligt ben, men efter fornyet session i oktober 1915 blev han alligevel erklæret krigsduelig. I begyndelsen af maj 1916 blev han overført til mineafdelingen i Cuxhafen som matros. Efter et kort ophold i Wilhelmshafen blev hans minestryger overført til Østersøen.

Skibet, vi var kommet om Bord i, var helt nyt, og det tog en fjorten Dages Tid at få alle de mange Grejer om Bord, som hørte til et Krigsskibs Udrustning. Skibet var en Minesøger, men foreløbig skulde vi stationeres i Swinemünde, hvor vi skulde beskytte Handelsskibene, der sejlede med Erts [jernmalm, RR] fra Sverige, mod Ubådsangreb.

Det var et rigtigt Blæsevejr, da vi sejlede fra Wilhelmshaven, og i Nordsøen, hvor Bølgerne gik højt, var der mange, der måtte ofre til Havguden. Selv om det var min første Tur til Søs, holdt jeg mig dog.

Om Aftenen nåede vi Indsejlingen til Kieler-Kanalen, og hele Natten gik med at komme igennem denne. Af og til måtte vi ved en Sluse vente på et modgående Skib, eller at Vandet skulde have os op i Niveau, så vi kunde sejle videre. Vandstanden mellem Nordsøen og Østersøen kan variere et Par Meter på Grund af Ebbe og Flod.

Klokken fem nåede vi ind til Kiel, hvor vi skulde gøre en Times Ophold. Klokken syv sejlede vi videre med Kurs mod Swinemünde. Havde vi haft Storm i Nordsøen, så var det intet at regne mod det, vi mødte i Østersøen, og da vi først havde rundet Femern, fik vi Bølgerne ret at føle. Det var en Storm fra Nordøst, Vindstyrke 12, stik imod. Snart stod vi på Hovedet, snart på Halen.

Jeg havde den Formiddag Vagt på Broen, og af og til tænkte jeg, når vi skulde ned i en Bølgedal: „Nej, der kommer vi ikke igennem”. Og dog! — Selv om Bølgerne overskyllede Kommandobroen, og Skruen af og til svirrede i Luften, så gik det alligevel, om end kun småt, og vi holdt støt vor Kurs.

Ved Middagstid var Stormen på det højeste. Klokken tolv blev jeg afløst. Jeg husker, at vi fik „Plum und Klüt” til Middag. Da jeg kom ned i Mandskabsrummet, mødte der mig et sørgeligt Syn; Frivagten sad eller lå rundt omkring i Lokalet, blegnæbbede var de alle, og af og til måtte en ud og ofre. Jeg erhvervede mig straks et „dobbelt Slag” af Middagsmaden. „Plum und Klüt” var min Livret.

Det første „Slag” satte jeg til Livs dernede, men ved det andet måtte jeg skyndsomst op på Dækket. Det blev mig for kvalmt dernede.

Men nu opholdt jeg mig ovenpå, jeg placerede mig midtskibs, og da jeg så fik Piben tændt, var jeg helt godt tilpas. Jeg fik Selskab af en Kammerat, som også kunde klare den. Vi var kun fire, der slap for at ofre, deriblandt også Kommandanten.

Ret længe havde jeg dog ikke Fred, jeg måtte nemlig op på Kommandobroen og tage Roret igen, alle de andre var syge. Den Dag fik vi Lov til at ryge på Vagten; det stimulerede.

Henad Eftermiddagen løjede Vinden af, og da jeg ved Firetiden blev afløst, var vi kommet ind i nogenlunde smult Vande. Det blev en dejlig Aften, og det var en herlig Indsejling, da Lysene fra Swinemünde og Heringsdorf tindrede os i Møde.

DSK-årbøger 1945

13. juni 1916. FR86 trækkes ud af Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev midt i juni trukket bort fra Champagne.

Den 11. juni blev pinsen i Königindorf fejret af III bataljon og de i nærheden liggende artilleri- og pionerformationer med en sportsfest under overværelse af den kommanderende general. Kapløb, fodbold og håndgranatkast. Om aftenen festede kompagnierne hver for sig. Dagen efter ankom forsyningsofficererne for et andet regiment. Armékorpset skulle trækkes ud af Champagne.

Reserveinfanteriregiment 6 fra 5. reservekorps skulle indtage regimentets stillinger. Den 13. juni blev III bataljon i Königindorf, II bataljon i vestafsnittet afløst, den 14. juni tidligt I bataljon i østafsnittet. Fjenden lod regimentet drage af i fred.  Føreren af 3.armé, general von Einem, gav 9. armékorps følgende afskedsbefaling med på vejen:

”9. armékorps bliver til min beklagelse trukket ud af 3. armé, som det har været underlagt i otte måneder. Da det i sidste års store efterårsslag var indsat på et kritisk sted i arméfronten, ydede korpset i svære kampe ydet en tapper og succesrig indsats over for en langt overlegen modstander. Det har med utrætteligt arbejde udbygget og forstærket sin stilling og målbevidst forbedret sin front ved angrebsoperationer på de vigtigste steder. Korpsets førere og mandskab fortjener den højeste anerkendelse for deres præstationer i den begivenhedsrige periode. Jeg udtaler min varmeste tak til alle korpsets styrker for de af 3. armé så fortræffeligt ydede præstationer. Mine bedste ønsker ledsager det nu udskilte 9. armékorps. Jeg er overbevist om, at det på enhver plads, som Hans Majestæt måtte befale, vil leve op til sit gamle våbenry”.

Således måtte regimentet ud af sin stilling netop i det øjeblik, hvor værket nærmede sig sin afslutning, og man kunne håbe på hvile.

Endnu engang vendte 86´erne blikket bagud fra Blamonts højder på det fuldstændig uoverskuelige kridtnet, som deres flid havde skabt. Ikke uden vemod forlod de Champagne, der i begyndelsen syntes dem så forladt og ugæstfrit. Nu havde de taget det til hjertet.

Var det måske så underligt? De havde skabt disse tilsyneladende uangribelige stillinger ud af intet. Nat efter nat havde de slæbt, skanset, hakket, trukket tråd, så fingrene blødte, havde stået post om natten i regn og granatild og således ved arbejde og årvågenhed standset fjenden. Og mere endnu. To gange var de gået til angreb og havde nået deres mål helt og holdent. Stolte kunne de være af deres præstationer i kamp og i arbejde.

Dette deres land, som de havde erobret og bearbejdet, som de havde mættet med sved og blod, det efterlod de nu. Men dette stykke land gemte også på regimentets døde. Også fra dem skulle man nu tage afsked.

Omkring to hundrede havde 86’erne sænket ned i kridtet på kirkegården i St. Etienne. Endnu engang blev geværerne præsenteret, ”se til, højre!” blev kommanderet, da marchkolonnen passerede deres hvilested. Så gik det videre, imod en uvis fremtid.

Hvordan ville den se ud? Først vel lidt hvile, men så igen kamp, en svær kamp. For længe ville fjenden ikke finde sig i de store nakkedrag ved Verdun og de små, som var givet ham ved Navarin-Ferme. Når han nu forblev rolig, så var det kun, fordi han var ved at forberede et stort afgørende slag et andet sted. Et slag, der i størrelse og grumhed ville overtrumfe alt andet. Og dér skulle 86’erne naturligvis være med, med den vante friskhed!

Men soldaten bliver ikke hængende i fremtidstanker. Først vinker hviletiden langt bag fronten. Rige og frugtbare egne, landsbyer med mennesker, der ikke var soldater, især kvinder og børn, som man i otte måneder ikke havde set skyggen af. Gode kvarterer, sove godt. Marchmelodier lød igen efter lang tid. Fortiden forsvinder, fremtiden, hvad skal man bekymre sig om den for! Soldaten lever for dagen i dag.

Og er det forbi i morgen, så lad os i dag: “Endnu tømme denne kostelige tids bæger til bunds!”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

11. juni 1916. Krigfange i Rusland: Fra Vladivostok til Dnjepropetrovsk.

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskva, Bereosowka og Vladivostok var han i foråret 1916 blevet sendt til Ukraine for at arbejde.

(… fortsat fra 1. december 1915)

Omsider fik Vinteren dog Ende, og vi blev udtaget til en Transport, som skulde paa Arbejde. Det var Landmænd og Folk, der var vant til svært Arbejde. Den 19. April steg vi i Toget og kørte saa i 30 Dage, indtil vi naaede Rutschukowo i Ukraine i Guvernementet Eksterinoslov, som nu kaldes Dnjepropetrovsk.

Denne Rejse var meget interessant. Allerede inden vi forlod Sibirien, havde vi mærket Foraarets Komme, og i Rusland var det allerede varmt. Vi kom til Egne, hvor der var mange Kulminer og Fabriker.

Jeg kom til at arbejde ved Jernbanen. Ukraine er et frugtbart Land, og vi levede her under gode Forhold.

Vi tjente lidt Penge og kunde købe de nødvendige Levnedsmidler. Klæder var dyre, og der var stor Knaphed.

Kort efter vor Ankomst hertil blev Hans Fogh fra Bæk syg. Han fik Udslet ved Munden, men regnede det ikke for noget. Han maatte dog paa Sygehuset, og her døde han.

Hans Kammerater bar ham fra Sygehuset til den russiske Kirkegaard. Det var Pinsedag 1916, han blev begravet.

Pinsedag faldt i 1916 den 11. juni /RR

DSK-årbøger, 1944.