I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Delingen fik besked om at trække sig tilbage, der skulle blot blive et maskingevær tilbage til at dække broen, og det blev selvfølgelig mit. Jeg sendte en »venlig« tanke til min »ven« løjtnanten, der sikkert troede, at det var en uriaspost, han havde sat mig på. På papiret har det ganske givet set sådan ud.
Ordren gik ud på at holde broen besat, indtil infanteriet igen »sværmede« ind i kæden. Derefter skulle vi gå tilbage og støde til kompagniet ved en bestemt farm, der lå mindst to kilometer til højre for os.
Da Feldweblen forsvandt med sine to geværer, sagde Richard: »Gott sei Dank, dass wir diesen Helden los sind« (Gud ske lov, at vi slap af med denne helt), og det kunne jeg tilslutte mig. Nu var vi alene. Det var ikke første gang, Richard og jeg »legede« krig på egen hånd. De fire mand, vi havde hos os, regnede vi ikke stort med, de var for »grønne«.
Det første, vi foretog os, var selvfølgelig at gå tilbage over vandløbet, for – som Richard sagde – det føltes så koldt at have det i ryggen. Denne gang gik vi ikke over broen, men fandt et sted, hvor der ikke var ret dybt, og hvor vi var skjult for landsbyen. Vi stolede ikke på, at der ingen englændere var i byen, og agere skydeskive engang til havde vi absolut ingen lyst til.
Da vi havde foretaget vort »strategiske tilbagetog«, fandt vi et sted, hvor vi ubemærket kunne holde øje med landsbyen og broen og i givet fald beskyde denne.
Hvis vor fælles »ven« løjtnanten havde kunnet se, hvor dejligt vi havde det den eftermiddag, så ville han nok have ærgret sig.
Det varede et par timer, så kom infanteriet, og vor opgave var løst. Så mange soldater kunne englænderne tilsyneladende ikke lide, for de begyndte omgående at skyde ovre fra landsbyen, så helt tom var den altså ikke. At vi var sluppet helskindet over broen, var os en gåde. Richard mente, at englænderne på det tidspunkt nok havde været i færd med at drikke deres te, og så lader de sig jo ikke forstyrre af så lidt. Jeg var mere tilbøjelig til at tro, at englænderne havde trukket sig tilbage, men at de var vendt om igen, da de opdagede, at tyskerne ikke fulgte efter dem. Vi havde i al fald været heldige.
Vi havde ikke alt for travlt med at finde tilbage til kompagniet. Vi blev enige om at se lidt på »baglandet«. Det kunne jo være, at vi kunne finde lidt spiseligt, og det gjorde vi. – Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke.
Omsider måtte vi af sted. Richard mente godt nok, at det ingen hast havde, for vor »ven« løjtnanten troede sikkert, at englænderne havde gjort kål på os. Deri gav jeg ham ret, men løjtnanten kunne også have godt af en lille overraskelse – og det fik han.
Det var blevet mørkt, da vi efter et par timers forløb nåede frem. Farmen lå under beskydning, men så vidt vi kunne skønne, kun med 7,5 cm granater. Før jeg meldte mig hos løjtnanten, kiggede jeg ind til kammeraterne, der lå og sov fordelt i to stuer. De reagerede ikke, da en granat slog ned på gårdspladsen, så jeg var klar over, at de var trætte og havde været hårdere med end vi.
Jeg fandt løjtnanten i kælderen og meldte mig tilbage. Jeg kunne se, at manden blev forbavset, men nogle velkomstord blev det ikke til . Hvis det havde været den »Lange«, så havde han sagt: »Gud ske lov, at I slap med skrækken. Læg jer nu til at sove, det har I fortjent.« Jeg ville have fortalt ham, at det slet ikke havde været så slemt – nærmest en storm i et glas vand.
Nu skete der intet af dette, tværtimod. Jeg måtte berette, hvornår infanteriet var kommet, og tidspunktet var jeg nødt til at opgive korrekt, for det kunne måske kontrolleres. Da han hørte tidspunktet, kom galskaben op i ham, og han bebrejdede mig meget kraftigt, at vi havde været omtrent fire timer om at tilbagelægge to kilometer. Jeg indvendte, at vejen lå under fjendtlig ild , og at vi intet kort havde haft at gå efter, og at vi var faret vild .
Det første var rigtig nok, men det sidste var løgn for at sige det lige ud. Jeg havde nemlig et kort, men det vidste han ikke. Det hørte ikke med til underofficerernes udrustning, men jeg havde for længst fået et op under neglene. Jeg havde engang over for Hannoveraneren ladet falde et ord om, at det kunne være rart med et kort, og efter den tid havde han altid et parat til mig, så snart vi kom til et nyt frontafsnit.
Jeg ville nu træde af, men løjtnanten standsede mig, rev sit kort frem og sagde: »Vi mangler ammunition, tag fire mand og to kærrer« – det var to-hjulede vogne, som vi brugte til at fragte ammunition på – »og hent 10.000 patroner ved ammunitionsdepotet, det ligger dér!« Jeg fik allernådigst lov til at studere kortet, mens jeg samtidig inderst inde bandede manden langt bort. Den ammunition kunne han have rekvireret for lang tid siden. Det var sikkert kun et påfund for at genere mig. Med ordre til at melde mig tilbage, når hvervet var udført, lod han mig gå.
Jeg var rasende; jeg kunne have »ædt« manden. At finde en farm, selv om det var i mørke og i et fremmed terræn, kunne jeg nok. Jeg havde en god stedsans; men at fragte 10.000 patroner ind over markerne var et hestearbejde, som ville tage det meste af natten. Depotet lå nogle kilometer tilbage i terrænet, og vejene var sikkert under granatild.
Som sagt var jeg godt gal. Jeg rev døren op til et af rummene og råbte: »Fire frivillige til at hente ammunition.« I de første sekunder var der ingen, der reagerede, men så rejste Richard sig ovre i et hjørne, og det kan nok være, at han fik munden på gled: »Det kunne jeg nok tænke mig, så snart du viser dit grimme fjæs hos den forbandede bandit, så har han altid noget ekstra, der skal laves.«
Og sådan blev han ved. Til sidst afbrød jeg ham og sagde: »Hold kæft, Richard, jeg vi l slet ikke have dig med,« men det skulle jeg ikke have sagt, for nu galede han først op: »Du vi l ikke have mig med? »Du Armloch« ( Din stakkel), det skal jeg nok selv bestemme. Tror du, at jeg vi l have dig løbende ude i nattens mulm og mørke, uden at jeg er med dig, så finder du jo aldrig hjem til din kære »ven« igen.«
Trods alt kunne jeg ikke lade være med at le, for jeg vidste, at Richards indignation gjaldt vor fælles »ven« løjtnanten, og at den var et bevis på et kammeratskab uden lige.
Under sin tordentale havde Richard gjort sig færdig, og tre andre havde også rejst sig, deriblandt ham, jeg havde gået »tur« sammen med på højde 344. Vi holdt nu krigsråd, og jeg lod dem selv vælge, om vi skulle følge vejen og tage chancen, eller vi skulle gå over markerne. Da det sidste med fuldt læs næsten var umuligt, valgte de at følge vejen både hen og hjem.
Derefter var det min opgave at bestemme de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige, for at turen kunne lykkes uden tab. De kom i korte træk til at gå ud på følgende: »Jeg går ti meter foran jer, dér distraheres jeg ikke af støjen fra vognene, så kan jeg bedre høre granaterne komme. Når jeg falder ned, gør I det samme, og at det skal ske omgående, behøver jeg ikke at fortælle jer.«
Som sagt, så gjort. Turen gik godt, nogle gange var granaterne lovlig nærgående, men vore forholdsregler slog til . Efter lang tids træning kunne man omtrent på lyden taksere, om en granat ville slå ned i nærheden, blot den var affyret i nogenlunde afstand.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)
