Ny bog om 84’eren Nikolaus Andresen

Hvordan kan man bringe liv til en samling gamle feltpostbreve og dagbøger, så personen bag dem står lyslevende for en moderne læsers øjne?

Det giver Frank Meier et bud på i bogen “Nikolaus Andresen (1884-1915) und seine Zeit. Eine historische Biographie.”

Bogen er netop udkommet i april 2018 på BoD – Books on Demand, Norderstedt. Den er et meget vellykket eksempel på, hvordan man ved at inddrage en række andre kilder og baggrundslitteratur kan skrive en spændende og vedkommende bog på baggrund af en slægtnings efterladte breve og papirer.

Nikolaus Andresen var bror til forfatterens bedstefar. Han blev født i Scheggerott (Skæggerød) i Angel (Sydslesvig) og voksede op i det nærliggende Ulsnis (Ulsnæs) ved Slien. Moderen Anna Christine f. Petersen stammede fra Nordslesvig (Tønder).

Nikolaus Andresen uddannede sig til gymnasielærer, før han som 28-årig aftjente sin værnepligt som såkaldt étårig frivillig (“Einjährigfreiwilliger”) ved Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 på Duborg Kasernen i Flensborg i 1913.

Ved krigsudbruddet blev han indkaldt til Infanterie-Regiment “von Manstein” Nr. 84 som officersstedfortræder (senere reserveløjtnant) og gjorde krigen med i dette regiment, indtil han faldt i september 1915.

Nikolaus Andresen deltog i 84’ernes indtog i Belgien (med tilhørende kamp mod civile belgiere) og det store Marne-slag i Frankrig i september 1914, dernæst i tilbagetrækningen til Aisne-floden, hvor regimentet bl.a. lå ved Chemin des Dames og Moulin-sous-Touvent, før det i sommeren 1915 kom til Østfronten.

Ud over Nikolaus Andresens egne breve og dagbøger bygger Frank Meier bogen på sin bedstefars optegnelser om den faldne broder.

Det, der navnlig gør meget læseværdige bog interessant og værd at lære af for andre forfattere, er dens anvendelse af litteraturen.

Nikolaus Andresens breve flettes nemlig sammen med andre soldaterberetninger fra IR84’s fyldige regimentshistorie (hvor Nikolaus Andresen er nævnt af andre erindringsskrivere adskillige gange). Nogle steder kan disse andre stemmer fylde huller i Nikolaus Andresens egen beretning ud, og andre steder udvider de perspektivet og gør fortællingen bredere, mere detaljeret og dermed også mere vedkommende.

Forfatteren fører desuden med forklarende passager og baggrundsafsnit med rod i faglitteraturen læseren gennem Nikolaus Andresens værnepligtstid og krigsoplevelser og binder det hele sammen til en let læselig verdenskrigshistorie med bedstefaderens bror som omdrejningspunkt.

Det fungerer faktisk rigtig udmærket!

Metoden kan hermed anbefales til andre, der måtte have lyst til at sætte en slægtnings efterladte feltpostbreve eller krigsdagbøger ind i en større sammenhæng.

Bogen er på 307 sider og koster 39,99€ som trykt bog og 14,99€ som E-bog.

2 tanker om “Ny bog om 84’eren Nikolaus Andresen”

  1. Jeg hørte for et år tilbage at der var nogle der var ved at oversætte bogen fra regiment 84, hvor kan jeg købe den

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *