Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingevær deling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

Foredrag om Danske nordslesvigere i Første Verdenskrig

Tørning Mølle skriver i sin indbydelse til foredraget den 24. maj:

FOF i Kolding inviterer til Vestfronttur

Kom med på en tur i 1. Verdenskrigs fodspor i anledningen af 100 for krigens afslutning. Vi skal være på den Danske Krigskirkgård i Braine den 11. i 11. kl. 11.11 for at mindes de faldne Sønderjyder med en kransenedlæggelse. Men først skal vi til Flanderen i Gent, hvor vi er 3 døgn.

Her skal vi besøge Den Flamske front ved Ypres, besøge krigskirkegårde, museer og opleve Last Post. Vi skal se Brügge og derfra går turen igennem Somme til Compiegne, hvor våbenhvileaftalen trådte i kraft d. 11/11-1918 . Vi skal besøge bl.a. Le Grand Guerre ved Maeux og forhåbentlig ind og se togvognen, hvor våbenhvilen blev forhandlet på plads.

Den 11/11 køre vi til Braine for at besøge den Dansk/Sønderjyske Kirkegård. Herfra køre vi til Verdun og videre til Bastogne i Ardennerne, hvor vi overnatter.

Fra Bastogne køre vi til spa og videre til Eupen-Malmedy og videre i gennem Tyskland til Luneburg, hvor vi overnatter i Lauenburg. Så er vi nået til tures sidste dag, som går gennem Kiel, hvor vi skal se udstillingen om matrosopstanden i 1918 inden turen går til Danmark.

Se mere her:  http://www.fof.dk/kolding/Kursusoversigt/ture/ww1

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Nat sov vi mere trygt i vort Hønse- eller Hundehus, hvad det nu har været. Lydene udefra naaede os derinde, mere afdæmpet. Ilden var heller ikke saa stærk som sidste Nat. Granaterne faldt meget spredt. Kun een Gang mærkede jeg i Søvne en Eksplosion i Nærheden og en Rysten af Jorden. Jeg drejede mig om paa den anden Side og sov videre.

Jeg blev tidligt vaagen. Ved Siden af mig snorkede en Skytte, som jeg vidste skulde have været paa Vagt. Jeg ruskede i ham: “Hvorfor er du ikke paa Vagt?” Søvndrukken stirrede han paa mig: “Jeg er ikke blevet vækket.”

Jeg blev straks urolig og skyndte mig ud til Vagtposten. Han var død. Han stod paa Stigen, begravet i Jord til op paa Brystet. Vi gik straks i Gang med at grave ham ud. En lille 7,5 Granat var gaaet lige forbi ham og ned i det ca. 1 m i Diameter store Hul, i hvilket han stod, og var eksploderet i Væggen bagved ham. Stigen var splintret og trængt igennem begge Laar. Han var dræbt paa Stedet.

En god Kammerat havde forladt os. Det var med en underlig hjælpeløs og knugende Fornemmelse, vi omsider fik ham befriet af Jorden. Om Aftenen fik vi ham transporteret tilbage, hvor han fandt sit sidste Hvilested.

DSK-årbøger 1948

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Efter et Par Timer sløjede Ilden af, og i de tidlige Morgentimer blev det helt roligt. Et Angreb, som vi nærmest havde frygtet, fulgte ikke efter. Jeg kunde tænke mig, at Fjenden havde bemærket Afløsningen og ment, at det var Opmarch til en ny Angrebsoperation og har villet slaa Opstillingerne ned.

Næste Morgen, saa snart det var blevet lyst, begav jeg mig sammen med en Kammerat paa Opdagelsesrejse – det vil naturligvis sige kun i den allernærmeste Omegn. Jeg vilde forsøge at finde et bedre Opholdssted.

Paa den anden Side af Vejen bagved en Ejendom fandt vi et underligt lille Udhus paa ca. 1½ Kvm. Størrelse. Det var bygget op ad Ejendommens Ydervæg og tykt tagtækket oppe fra Muren og skraat helt ned til Jorden med kun en lille Aabning forneden, hvor man lige kunde krybe igennem. Det gav udmærket Beskyttelse mod Granatsplinter.

I Haven en 8-10 m derfra var der udgravet et dybt rundt Hul i Jorden, hvori der stod en Stige. Det var sikkert blevet gravet af tidligere Vagtposter. Under Granatild kunde Vagtposten gaa længere ned ad Stigen og var saa ret godt beskyttet. Jeg fik hurtigt mine Folk flyttet til dette nye Sted, og vi var alle efter Forholdene godt tilfredse. Maskingeværet fik vi anbragt paa Jorden foran Stigen, og Vagtmanden posteredes paa Stigen.

Saa havde vi Tid til at se lidt paa Omegnen. Det var endnu ret diset, og Fjenden kunde ikke se noget fra Observationsballonerne. Vi var inde i de nærmeste Ejendomme. Overalt kunde man se, at Beboerne havde forladt deres Hjem i største Hast. Skabe og Skuffer var tømt. Mere værdiløse Ting flød overalt i Stuerne. Paa Bordene stod endnu Kopper og Tallerkener med indtørrede Madrester. Efter et sidste Maaltid i Huj og Hast havde de skrækslagne forladt deres Hjem.

Man kunde i Tankerne se dem drage af Sted med deres Kreaturer og deres højhjulede Vogne bristefærdigt pakket med deres Ejendele – ulykkelige Krigsskæbner.

Vi vovede os lidt længere ned ad Landevejen. Vi var ikke kommet langt, da vi blev advaret mod at gaa videre. I Gaar var nogle gaaet samme Vej og var pludselig blevet taget til Fange. Man vidste ikke, hvor de første fjendtlige Vagtposter og Tropper laa. Terrænet var ret uoverskueligt – mange Træer, Buske, Haver og Hegn. Vi foretrak at gaa tilbage. Saa snart Solen var kommet op, var det forbi med Bevægelsesfriheden. Mange Observationsballoner hang ikke langt bag de fjendtlige Linier.

DSK-årbøger 1948

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Næste Aften gik det saa videre i Stilling. Det var ikke mere saa langt, og vi marcherede først, da det var Nat.

Ved et mindre Skovstykke blev der gjort Holdt. Maskingeværerne og Materiellet blev taget af Vognene og Afdelingerne inddelt for af ventende Soldater at blive ført til Bestemmelsesstederne. Nogle Granater eksploderede i Nærheden, og nogle saarede kunde tage med tilbage.

Omsider marcherede vor Afdeling af Sted i Gaasegang. Det var ret mørkt og diset, og Landskabet virkede uhyggeligt. At der ingen Skyttegrave fandtes, var jo givet; og da man ikke kendte noget til Terrænet, havde man en Følelse. af, at der bagved alt det mørke, man kunde skimte – Buske, Træer, Huse og Hegn -, rugede Farer. Vi naaede Indgangen til en Landsby, og der fik vi anvist Steder, hvor vi havde at indrette os og træde i Funktion, hvis det blev nødvendigt.

Det at indrette os var at søge et Sted, hvor vi kunde ligge i Dækning for Granatsplinter. At søge Dækning i de straatækkede Ejendomme var for farligt; Husene i Nærheden var allerede raslet sammen under Fuldtræffere. Ved Siden af Vejen laa en nedbrændt Ejendom, hvor kun de høje Stenmure var tilbage. Bagved Muren var der et udgravet Hul paa ca. 1½ m Dybde og 2 Gange 4 m Størrelse og meget provisorisk tildækket med Brædder og Lægtere, saa man uden Vanskelighed kunde se Nattehimmelen. Det tog jeg med mine Maskingeværskytter og en Del Infanterister i Besiddelse.

Jeg fik inddelt Vagtposterne, og saa krøb vi andre ned i Hullet for at faa lidt Søvn. Vi laa som Sild i en Tønde. Imens var Artilleriilden blevet mere og mere intensiv, og den steg nu efterhaanden til ren Trommeild.

Granaterne eksploderede rundt om os paa maa og faa, og Shrapnels hvinede i Luften. Luften var fuld af svirrende og syngende Splinter, og Nattens Mørke blev brudt af gnistrende Glimt af utallige Kanonskud og Granatnedslag. Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner.

Vort Opholdssted var under disse Forhold ikke særlig ideelt. For Splinterne var vi dog nogenlunde dækket. Men Tanken om Muren lige klods op ad os gjorde mig meget bekymret. Hvis en Granat skulde træffe den eller Lufttrykket faa den til at vælte, var det sket med os. Det kom an paa at holde Nerverne i Ro. Det vilde ikke have undret mig, hvis en eller anden under Indtrykket af Tanker og Forestillinger skulde være styrtet ud i det fri.

DSK-årbøger 1948

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Foraarsoffensiven 1918 var brudt løs. Vi laa endnu ved Verdun, hvor vi havde været med til at forurolige Fjenden, for at han ikke skulde blive klar over, hvor der blev gjort Forberedelser til en ny Aktion, som skulde foretages om Foraaret. Forberedelserne var store, og Anstrengelserne resulterede jo ogsaa i, at Fronten flere Steder under Offensiven blev brudt, hvad der ikke var lykkedes i de sidste Aar i Vest – hverken af den ene eller den anden Part.

Flere Kiler stødte temmelig dybt ind i det af Fjenden besatte Omraade. Paa Grund af for smaa Reserver baade af Materiel og Militær kunde Begyndelsesresultaterne ikke udnyttes. Ja, der blev ogsaa fortalt, at de sultne Tropper faldt over de erobrede Levnedsmiddeldepoter og drak sig fulde. Og imens fik Fjenden Tid til at reorganisere Modstanden.

Saa var det Slut med Fremgangen og Fronten stagnerede igen.

Vi slap for at være med i første Omgang. Men i April Maaned blev vor Division sat i March. Med Toget kørte vi nordpaa, og Rejsen sluttede i det nordlige Frankrig – fransk Flandern. Nogle Dage senere var vi saa igen paa Vej mod Fronten. I dette Afsnit var Offensiven, saa vidt jeg i Dag vil kunne skønne og bedømme Forholdene, ført en ca. 25-30 km frem, saadan at det besatte Omraade stort set udgjorde en stor Trekant med nogenlunde lige lange Sider.

Der var overalt stærk Artilleriild, og fra Fronten lød en kolossal Buldren og Bragen. Da Mørket begyndte at sænke sig. over Landskabet, passerede vi den gamle Front-linie. Vi havde allerede en lang March bag os og var ret trætte. Vablerne paa Fødderne begyndte ogsaa at genere ikke saa lidt. Lige ved Fjendens tidligere Skyttegrav gjorde vi Holdt for at hvile.

Hist og her i. Terrænet laa Faldne, som det endnu ikke havde været Tid til at begrave. De havde et meget sydlandsk Udseende. Der blev sagt, at det var Portugisere. Om det passer, ved jeg ikke. Det er mig ikke bekendt, om Englænderne havde portugisiske Formationer.

Vi skulde selvfølgelig have Skyttegrav en undersøgt. Den var endnu ret velholdt – slet ikke jævnet med Jorden, som man skulde have ventet. Selvfølgelig var der mange Granathuller. Men Jorden var dog ikke saadan vendt, som man har oplevet det i tidligere Offensivegne.

Man havde Indtrykket af, at Fjenden var blevet fuldstændig overrasket af Offensiven. Det varede ikke længe, før en Del Kammerater mødte op med Konservesdaaser. Og saa begyndte den vilde Jagt. For noget at spise var vi alle ude efter.

Ja – og hvad der saa blev fundet, det er næsten ikke til at beskrive. Nogle kom med hele Armfulde af Daaser. I Affaldsbunkerne fandtes Masser af uaabnede Daaser, som tilsyneladende var blevet smidt væk. Der fandtes de fineste Marmelader af Sydfrugter – Daaser med Kød – Daaser med Skinke – Daaser med Pølse. Desværre havde en Del faaet Granatsplinter, og Indholdet var fordærvet. Men der var nok endda.

Vi fik rigtig at se, hvilken Forskel i Forsyningen der var paa de to Sider af Fronten. Det var for os utroligt, at Modparten efter næsten fire Aars Krig endnu var saadan forsynet. Det begyndte ogsaa at gaa op for os, hvor forkert Oplysningerne og Meddelelserne om Fjendens nedsatte Indsatsevne maatte være. Hvad den materielle Indsats angik, havde vi jo længe næret berettiget Tvivl.

Men Hvilepausen var snart forbi. Vi fik Bagagen paa igen, og videre gik det. Imidlertid var det blevet mørkt. Fronten – Horisonten omkring os – i hvert Fald forude og til begge Sider – var et eneste Ildhav. Afskudsglimtene fra Kanonerne gjorde hele Rundkredsen til et eneste i hinanden løbende Glimt af Ild.

Ved vore Kanonstillinger laa større Forsyninger af Ammunition spredt i mindre Stakke. Og da Kanonstillingerne jo var et søgt Maal for det fjendtlige Artilleri, fik Ammunitionsstakkene ogsaa ofte en Træffer, saa de trufne Stakke med Smæld og Brag røg i Luften. Huse stod i Brand og gjorde Indtrykket af Tilintetgørelsen endnu mere uhyggeligt.

Jo længere vi naaede ind i Kredsen, jo værre blev det. Ogsaa Landevejen blev belagt med Granater. Det var sent, før vi udasede og trætte naaede vort Bestemmelsessted bag Fronten, hvor vi fik Natkvarter. Det var med en vis Tryghedsfølelse, vi lagde os til at sove i en tidligere Vinkælder – trætte som vi var.

DSK-årbøger 1948

Mathias Brodersen, Bedsted Lø, fortæller om en hændelse under den tyske forårsoffensiv i 1918.

I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas. Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen.

Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde. Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med “ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.

I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den vold-somme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.

Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstatere-de det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget Om Gasgra-naternes sugende Lyd.

Vi havde dengang en gammel, forhenværende “Ortskommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Nedslagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.

Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.

Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast – han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken – desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.

Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske. Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft.

Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.

DSK-årbøger 1953

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Oplysningernes kvalitet er dog meget svingende!

De 33 svenske søfolk, der i går kom fra Cuxhafen over grænsen meddeler, at der lå mange krigsskibe i Cuxhafen, navnlig torpedojagere.

De omtalte også, at der for nylig havde været mytteri i skibe i Wilhelmshafen, men kunne eller ville intet meddele herom.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III