Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

25. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Krigen har nu varet i 200 uger. Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om et oprør blandt tjekkiske og ungarske soldater i Østrig-Ungarn. Østrigerne lægger planer for en ny offensiv mod Italien, nu, da hundredetusindvis af krigsfanger er returneret fra Rusland.

Britiske fly kaster bomber over Köln – og tyske fly kaster bomber over London med mange civile ofte tilfølge. Men militærindustrielle anlæg og lagre bliver også bombet . Luftvåbenet er nu ved at blive en vigtig del af den moderne krigsførelse.

På landjorden rr tyskerne ved at gøre klar til den næste offensiv på Vestfronten – og de allierede ved ikke, hvor den vil ramme.

I det østlige Anatolien fortsætter den osmanniske offensiv mod armenerne – og Enver Pasha har store planer for at drive briterne ud af Mellemøsten og Central- og Sydasien.  Men er tyskerne – osmannernes allierede – egentlig interesserede i det?

I Finland har en finsk hær med general Mannerheim i spidsen sejret over Den røde Hær og drevet russerne ud af landet.. Britiske styrker kommer til Archangelsk for at hjælpe med at bekæmpe bolsjevikkerne og Den røde Hær.

Krigens forløb

25. maj 1918. Farlig løjtnant: “Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl!”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man skulle tro, at løjtnanten var faldet lidt til ro oven på den dukkert, han havde fået ved krigsretten. Men tværtimod, han blev mere og mere ondskabsfuld.

Jeg kunne være sikker på, at så snart der var et ekstra job, der skulle udføres, så hængte jeg på den. Om han var ude på at få mig dræbt, skal jeg lade være usagt. Det kan også være, at han ønskede, jeg skulle forløbe mig og nægte at udføre en ordre. Jeg holdt imidlertid »kæft, trit og retning«, så det fik han ingen fornøjelse af.

Richard var godt gal på mine vegne, og en dag sagde han til mig i fuld alvor: »Der bringt Dich noch ins Massengrab, der Verdammte« (Han bringer dig i massegraven, den forbandede karl). Men selv den ringeste hund kan man drille så længe, at den bider fra sig. En nat var det så vidt.

Vi havde været i angreb fra tidlig morgen, var gået frem og tilbage og atter frem, ind til vi standsede fremrykningen foran en landsby.

Maskingeværerne var med i første linie, så der blev slæbt bravt på det tunge materiel. Pludselig blev det kompagni infanteri, hvori vi lå, trukket tilbage. Vi var nu alene og skulle holde fronten med de tre geværer, der var i vor deling.

Vi havde en ny Feldwebel som delingsfører, en af dem, som løjtnanten med forkærlighed rekvirerede fra garnisonen. Feldweblen var en flink mand; men det var den første fremrykning, han deltog i, så hans krigskunst var lig nul. Han var, hvad vi kaldte en ældre mand, måske omkring de fyrre.

Foran os havde vi et lille vandløb, nærmest en bæk. Til venstre var der en vej og en bro, der førte over vandløbet. Ca . 200 meter længere fremme lå  den landsby, hvor fremrykningen var standset. Den var besat af englændere, – mente vi da.

Vi lå ganske godt med vandløbet foran os, selv om det ikke var ret bredt. Pludselig fik Feldweblen den skøre idé, at vi skulle forcere vandløbet og grave os ned på den anden side. Dette gav Richard anledning til at spørge, om det var meningen, vi skulle vinde krigen helt alene?

Hvad Feldweblen svarede, husker jeg ikke, men han gav ordre til fremrykning. Vi troede selvfølgelig, at vi skulle gennem vandløbet; men nej, vi skulle sandelig over broen. Det var endnu mere skørt, da fjenden jo med lethed kunne meje os ned med et enkelt maskingevær, når vi passerede broen. Men Feldweblen var allerede gået foran, og for skams skyld var vi nødt til at følge efter.

Heldet var med os. Vi kom over broen, uden at der faldt et eneste skud. Englænderne må være gået tilbage eller sat ud af spillet af det tyske artilleri, der stadig beskød byen.

Da vi havde indtaget vore nye stillinger, var Richard der igen med en af sine humoristiske bemærkninger: »Hr. Feldwebel, når De i løbet af en otte dages tid kommer tilbage til Tyskland, så vi l De nok være så venlig at hilse fra os.« Feldweblen kunne ikke rigtig forstå hentydningen og spurgte, hvad han mente. Richard svarede, at det kunststykke, Feldweblen her lige havde lavet, kunne han ikke udføre en gang til med held. Det mente Feldweblen let kunne lade sig gøre, og Richard lod ham blive i troen.

Dagen efter fik Feldweblen en kugle, der gik gennem munden og ud gennem den ene kind – et heldigt skud, som sikrede ham billet til Tyskland. Richards indpakkede spådom gik i opfyldelse hurtigere, end vi havde troet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

24. maj 1918. Farlig rygning: 70 mand dræbt og næsten 300 såret!

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Neurath var på mange måder en mærkelig fyr. Han var omkring tredive år, havde aftjent sin værnepligt før krigen, så han havde været soldat i mindst fem år. Hvor han havde hjemme, og hvad han var i det civile liv , omtalte han aldrig. Han var ikke en af de gamle »rotter« fra østfronten, men må være kommet til os efter at tyskerne havde trukket sig tilbage fra fæstningsområdet ved Verdun til den såkaldte Hindenburg-linie.

Han gjorde sig bemærket første gang, mens vi lå i en stilling, hvor det kneb med at få forplejningen frem til første linie. Han tilbød da, at hvis han måtte få fire mand, skulle han nok sørge for, at forplejning og post kom frem hver dag – eller rettere sagt hver nat.

Det gik man ind på, og i den tid, han var leder af den såkaldte »Essenträgertrupp«, fik han altid forplejningen frem, selv om han og hans folk mange gange måtte kravle på alle fire, så der var almindelig tilfredshed med ordningen. Det eneste, vi ikke fik, var snapsen, som vi af og til fik tildelt.

Den drak han selv. Der var nætter, hvor han var hønefuld, når han nåede frem; men han kunne bære en kæfert med anstand, og vi undte ham brændevinen. Dagen igennem opholdt han sig med sine fire mand ved feltkøkkenet. De lavede ikke andet end at skaffe maden frem.

En dag blev der givet meddelelse om, at vi næste nat skulle afløses af en bataljon fra et fremmed regiment, der var kommet fra en anden front. Vi glædede os, for fjenden var aggressiv, og vi havde vort mas med at holde ham stangen. Da Neurath den pågældende nat kom med maden – han var som sædvanlig stangdrukken – meddelte han os, at vi sikkert ikke ville komme tilbage den nat, for franskmændene havde skudt den bataljon, der skulle afløse os, fuldstændig i smadder.

En af hans fire mand fortalte os følgende: De var kommet gående, og var ikke nået ret langt bort fra feltkøkkenet, det vil sige mindst to kilometer bag fronten, da de passerede den bataljon, der skulle afløse os. Den havde lejret sig i en lille dalsænkning, hvor de formentlig har følt sig helt godt beskyttet bag en lille skov. Geværerne var sat sammen, og mandskabet lå og røg tobak.

Da Neurath blev opmærksom herpå, gjorde han holdt og bemærkede, at de mennesker måtte have mistet forstanden. De kunne lige så godt affyre fyrværkeri! I sin kæfert vaklede han over til bataljonsstaben og gjorde opmærksom på, at det, de foretog sig her, var det rene selvmord. Cigaretrygningen ville ganske givet blive observeret fra de fjendtlige lænkeballoner, for natten var endog meget klar.

Officererne kunne jo nok se, at manden ikke var helt ædru. De gjorde nærmest grin med ham og mente, at så langt bag fronten var der da ingen fare. Neurath svarede, at det var der, men nu havde han advaret dem, og så måtte de selv om resten. Han hilste og gik tilbage til sine folk, og de fik travlt med at komme af sted.

De var kun kommet et lille stykke bort, så suste den første, meget svære granat ned midt i bataljonen, og hurtigt efter hinanden kom der to til , og så var bataljonen mere end halveret. Et par dage efter fik vi at vide, at over 70 mand var dræbt og fire gange så mange såret. – Næste nat blev vi afløst af en anden bataljon fra samme regiment, den nåede frem til os i god behold, men har nok måttet sande, at dette var vestfronten, hvor man ikke kunne tillade sig at være ligegyldig over for de små ting. – De lærepenge, der undertiden betales her i livet, kan være urimeligt dyre.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Film og TV, Nyheder

TV-udsendelse: Breve fra skyttegraven

Skriv en kommentar

I 2013 sendte TVSYD udsendelsen “Breve fra skyttegraven” i anledning af genindvielsen af den sønderjyske soldaterkirkegård i Braine i Frankrig.

Udsendelsen handler om de tre brødre Jørgen, Søren og Niels Rasmussen fra Simmersted. Jørgen Rasmussen døde den 22. august 1918, få måneder før krigens afslutning, og ligger begravet på kirkegården i Braine.

Udsendelsen følger slægtningen Kirstine Rasmussens rejse til Frankrig – og tilbage i tiden. Vært er Jørgen Guldberg.

Se eller gense den ved at klikke på linket her

eller ved at klikke på nedenstående billede

 

Nyheder

Rydning på Zeppelinbasen tirsdag den 29. maj kl. 16-19.

Skriv en kommentar

Støtteforeningen for Zeppelinbasen inviterer til ny dag med rydning og fritlægning, der finder sted tirsdag d. 29. maj 2018, kl. 16.00-19.00.

Vi bestiller sandwich og drikkevarer til dem, der giver en hånd med, så derfor skal vi bede om, at man tilmelder sig.

Og alle kan være med – både store og små, unge og gamle.

Hvis man ikke har mulighed for at deltage i hele tidsrummet, er man stadig meget velkommen.

Tilmelding kan ske til mhdyrmose@gmail.com.

Mødested: Ved Toska-hallen i Soldaterskoven nord for Tønder

Tidspunkt: Kl. 16.00.

Betonvejen ind til hangaren TOSKA
Betonvejen efter rydning
Rydningsarbejde ved betonvejen
Ikke kategoriseret

19. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om forræderi i Frankrig, illegale aviser i Belgien, oprør i Irland, mytteri blandt slovenere, serbere og ruthenere i Østrig-Ungarn , uroligheder i det tyskbesatte Kiev, borgerkrig i Ukraine og antisemitiske udskejelser sammesteds. Frygten for en “jødisk-bolsjevikkisk” sammensværgelse påvirkede også tankegangen hos de tyske og østrigske besættelsestropper. Mange af disse soldater indgik senere i 1920’ernes paramilitære Frikorps i Tyskland og Østrig. I det østlige Sibirien bevæger en hvid hær under kommando af oberst Seminov sig mod vest for at bekæmpe bolsjevikkerne.

I det østlige Anatolien rykker Osmanniske tropper frem mod armenierne og georgierne og stiller nye krav til gengæld for en fredsslutning.

Krigens forløb

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

Ikke kategoriseret

17. maj 1918. Peter Poulsen beder en bøn med to engelske krigsfanger

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1918 deltog han i den tyske forårsoffensiv.

Efter mange, lange og trange Dage og haarde Kampe kom vi ud og slog Lejr ved en By, som hed Villers Carbonnel. Vor Stilling var et Par Kilometer derfra, og vi var der nogle Dage og havde nogle strenge Kampe ved en By, som hed Brie, men saa trak Kampen længere bort. Kun Flyverne havde vi stadig Besøg af. Der var nemlig et stort Ammunitionslager, som var særlig eftertragtet, og vi havde desværre ikke saa faa faldne og saarede.

Maalet var, at vi skulde tage Amiens; men den sidste By blev Albert. Ved Albert blev der af vor Bataillon taget 400 Englændere, som med den kom tilbage til Villers Carbonnel, hvor vi var sammen et Par Dage. Englænderne havde jo slet ingen Fødevarer, og vi havde kun lidt. De blev lukket inde i en Barak, og vi kom ind i en anden. Efter et Par Timers Søvn vaagnede vi alle.

Der blev stillet nogle Vagtposter ud, men vi gik iøvrigt frit om imellem hinanden.

 Englænderne gik rundt og bad om Brød; der kom ogsaa et Par unge, intelligente Englændere hen til mig og bad om Brød. Jeg havde ikke ret meget, men det, jeg havde, delte jeg med dem. Jeg vilde meget gerne tale lidt med de to Englændere og prøvede baade paa Dansk og Tysk, lidt Fransk kunde jeg ogsaa og oven i Købet nogle russiske Brokker, som ogsaa blev brugt, men det vilde alligevel ikke gaa.

Saa trak jeg min Bibel op af Lommen og viste dem den, og saasnart de saa den, sprang den ene Englænder ind i Barakken og kom hurtigt tilbage med sin Bibel. Da han havde vist mig den, saa vi alle tre hinanden ind i Øjnene, og saa nævnede vi Jesu Navn, og da vi havde nævnet det, foldede vi vore Hænder, bøjede vore Knæ, og saa bad vi hver paa sit Maal, jeg paa Dansk og de to Englændere paa Engelsk.

Der var ikke noget usædvanligt ved det; vi saa saa tit større eller mindre Flokke ligge paa Knæ sammen. Da vi saa rejste os, tog den ene af Englænderne sin Kokarde, og den anden tog sit Nummer af sin Skulderklap og rakte mig.

De fik selv hver en Ting, jeg husker ikke hvad, og jeg gemmer disse to Ting til Minde om de to Englændere, og jeg tror, at vi en Gang skal faa Lov til at møde hinanden i Himlen, hvor vi kan forstaa hinanden.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Ikke kategoriseret

17. maj 1918. Andreas Bøgen på vagt hos en jødisk godsejer i Ukraine

Skriv en kommentar

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

Kort Tid efter blev der søgt ti, som det hed, paalidelige Mænd som Vagtmandskab paa Godset „Golosofka“, hvis Ejer, en Jøde, følte sig truet af de omkringboende Bønder, der ønskede Godsets Jorder udstykket.

Nu afdøde Teglværksejer Chr. Hollensen fra Broagerland og jeg var blandt de ti udvalgte. Som Vederlag for vor Vagttjeneste havde Godsejeren overladt Bataillonen et lille Jordareal til Dyrkning af Kartofler og Grøntsager; dette Areal skulde vi holde i Orden.

Godset havde et Areal paa 1400-1500 Tdr. Land, dybsort Muldjord, hvoraf det meste var under Plov. Husdyrbesætningen var forholdsvis lille, idet der kun var 30-40 Malkekøer, et lignende Antal Ungkreaturer, en lille Flok Faar, en Del Svin og 70-80 Heste.

Godsets Stuehus var tarveligt. Det saa ikke ud af mere end Stuehuset paa en lille Bondegaard herhjemme. Udhusene var delt i forskellige Smaabygninger: Forvalterboligen, Smedien, Kostalden, Hestestalden, Svinestalden, Kornsiloen, Bolig til Tjenerskabet samt nogle andre Bygninger. Der dyrkedes Hvede, Rug, Havre, Boghvede, Hirse og Sukkerroer.

Vi havde Tid og Lejlighed til at gøre vore Iagttagelser, men desværre havde vi vanskeligt ved at gøre os forstaaelige for Folkene; derimod kunde vi nok underholde os med Godsejeren, som talte godt Tysk; men han var næsten altid paa Rejse.

DSK-årbøger 1952

Ikke kategoriseret

15. maj 1918. Luftduel

Skriv en kommentar

Christian Delf, Sønderborg, beretter om en luftduel.

Forleden aften var vi vidne til en »smuk« kamp mellem en englænder og to tyskere.

Kampen begyndte i temmelig stor højde, først med ild fra jorden. Så så man de tre fugle manøvrere deroppe. Kanonerne nedenunder tier, som musikken i en rigtig cirkus, når akrobaten udfører et rigtig halsbrækkende kunststykke.

Og hvad vi nu ser deroppe, kalder jeg simpelthen at lege med knokkelmanden.

Som rasende rovfugle kredser de om og over hinanden, styrter sig ned over hinanden i rivende fart, og alt imens arbejder  maskingeværerne.

Tommy værger sig som en brav gut, men de andre to er over ham. —

Pludselig styrter han med propellerne nedad. —

»Plan styrter, han styrter«, råbes der. —

»Vås«, siger en erfaren artillerist, »det er frivillig styrtflugt«. Og se, pludselig er han på ret køl og prøver at knibe ud.

Forfølgerne holder ham i skak, stadig kredsende over og om ham. Pludselig gentages styrtningen, denne gange flere hundrede meter.

Medens maskinen styrter med snuden nedad, drejer den sig om sin egen akse, så bærefladerne slår klip-klapklip-klap rundt om den. En  luftstrøm får den til at slå en kolbøtte, men bringer den tillige i rigtig stilling.

Tommy har endnu åndsnærværelse nok til at sætte motoren i gang og påny forsøge at unddrage sig forfølgerne. Men han er kommet så langt ned, at han faktisk er indespærret.

Vi følger med spænding den videre jagt på liv og død. Den endte med en uheldig landing og en gennemhullet maskine. Tommy slap med et brækket ben.

Slige kampe hører med til dagens orden. Man tænder uvilkårligt en cigaret, når det går så hidsigt til.

Derved må jeg tænke på et vers af Drachmann:

»Thi står man selv på den faste strand, hvor foden
har sikkert fæste, da gør det så godt at ynkes den
stakkels forfløjne næste; selv i behold pirrer det
sansen at følge i dansen ham, som er pokker i vold«.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

14. maj 1918. Løjtnanten er en “Blödmann-Holweg!”

2 kommentarer

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Vi var nu nået et stykke ind i maj måned, og min »ven« løjtnanten tog på orlov.

En skønne dag forelå der en regimentsbefaling, der forkyndte, at jeg var blevet forfremmet til underofficer. Hvordan det er gået til, har jeg aldrig fået opklaret; men Hannoveraneren har ganske givet haft en finger med i spillet. – Jeg var mildt sagt overrasket. Med den løjtnant som kompagnichef kunne jeg snarere have ventet at blive degraderet til menig.

Det har sikkert gjort ham ondt, at han ved sin tilbagekomst måtte sætte sit navn under min udnævnelse i min »Soldbuch«. Hvis en grafolog i dag fik underskriften til analyse – jeg har bogen endnu – skulle det ikke undre mig, om han ville sige, at underskriften var givet i et anfald af raseri. 

Krigen fortsatte – også inden for kompagniet. Løjtnanten blev mere og mere ondskabsfuld – også mod andre end mig. Der blev ikke uddelt jernkors, og ingen blev indstillet til forfremmelse. Når vi manglede befalingsmænd, blev de rekvireret fra garnisonen, selv om det ville have været mere naturligt at forfremme de soldater, der havde størst fronterfaring.

En dag, da hele regimentet var trukket ud af fronten, holdt »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] regimentsparade. Ved en sådan lejlighed var det kutyme, at forfremmelser blev bekendtgjort, og at der blev uddelt jernkors. De, der skulle udmærkes, blev trukket frem foran fronten ved de forskellige kompagnier, og »der Graf« havde nogle venlige ord til dem alle.

Da kommandøren denne dag havde skridtet fronten af ved vort kompagni, standsede han pludselig op og spurgte løjtnanten, hvordan det kunne være, at der ved hans kompagni ikke stod folk fremme, som skulle dekoreres eller forfremmes.

Man var standset lige ud for det sted, hvor jeg stod, så jeg kunne ikke undgå at høre kommandørens spørgsmål. Løjtnantens svar kunne jeg derimod ikke høre, da han stod med ryggen til mig.

Kommandøren nikkede og sagde blot: »So, so,« derpå gik han op til højre fløj og spurgte hver enkelt mand, hvor længe han havde været i kompagniet. Alle, der havde været i kompagniet femten måneder eller mere uden at blive forfremmet, udnævnte han på stående fod til Gefreiter. Så vidt jeg husker, var det fem mand. Derpå henvendte han sig til Feldweblen: »Wollen Sie bitte das nötige veranlassen, Herr Feldwebel« ( Vil De sørge for det nødvendige, hr. Feldwebel). Så hilste han kort og gik.

Løjtnanten var bleg af raseri. Det var et indgreb i hans rettigheder, så det forslog. Mandskabet undte ham denne indirekte irettesættelse af ganske hjerte.

Løjtnanten gik også. Han overlod kompagniet til Feldweblen, der så efter ham og mumlede noget for sig selv, der havde en slående lighed med: »So ein Blödmann-Hollweg.« [ordspil på “Bethmann-Hollweg, afskediget tysk rigskansler, RR]

Det kunne ikke undgås, at vi fik det indtryk, at løjtnantens aktier heller ikke stod ret godt hos »Der Graf«, der fulgte med i alt ved sit regiment.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

11. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det britiske commandoraid mod ubådshavnen Ostende, hvor det lykkes at sænke et medbragt skib i havneindløbet og spærre det. Men få uger efter var havnen atter operativ. I mellemtiden planlægger

Ludendorff en afledningsmanøvre, der skal trække franske og britiske forstærkninger væk fra Flandern, hvor han forventer at indsætte det afgørende stød, der skal slå Storbritannien ud af krigen. Men Tyskland havde lidt svære tab i forårsoffensiverne.  Samtidig strømmer amerikanske tropper ind i Europa, men de er helt uerfarne med moderne krigsførelse.

Den store forræderiproces i Frankrig fortsætter.

Den 7. maj blev freden i Bucarest underskrevet. Den var meget hård ved Rumænien.

I Tysk Østafrika trænges de tyske tropper tilbage ved Nanungu

Det er også i denne uge, at Adolf Hitler modtager et diplom for enestående tapperhed af sit regiment.

Nyheder

Vær med til at gøre den store Zeppelinhangar synlig!

Skriv en kommentar

Støtteforeningen for Zeppelinbasen meddeler:

Vi inviterer til ny dag med rydning og fritlægning, der finder sted tirsdag d. 29. maj 2018, kl. 16.00-19.00.

Vi bestiller sandwich og drikkevarer til dem, der giver en hånd med, så derfor skal vi bede om, at man tilmelder sig. Og alle kan være med – både store og små, unge og gamle.

Hvis man ikke har mulighed for at deltage i hele tidsrummet, er man stadig meget velkommen.

Tilmelding kan ske til mhdyrmose@gmail.com.

Mødested: Ved Toska-hallen
Tidspunkt: Kl. 16.00

Fotos fra seneste rydningsdag

Den nordre løbekat
Forsyningstelt til vand og madvarer til de frivillige
Betonvejen ind til sidedøren i TOSKA
Forsyningsgrøften med brint, vand, strøm og brændstof
En ryddet sti på tværs af TOSKA
Betonvejen ind til sideadgangen til TOSKA-hallen
Foto: Zeppelin- og Garnisonsmuseum Tønder
Nyheder

Over 100.000 sidevisninger i april måned 2018

Skriv en kommentar

I april måned 2018 havde vi for første gang over 100.000 sidevisninger på én måned, nærmere bestemt 103.418.

Tallet i april er genereret af 14.330 brugere, der har gennemført 29.472 sessioner.

Vi har to gange tidligere været lige i underkanten af 100.000 på en måned, men denne gang gennembrød vi loftet.

Det seneste år har hjemmesiden haft lige knap én million sidevisninger. Tallet dækker over, at i alt 124.230 brugere har besøgt hjemmesiden til sammen 301.091 gange og ved hvert besøg på hjemmesiden har læst lidt over 3 indlæg eller sider i gennemsnit.

I første halvår af 2015 lå vi typisk mellem 30.000 og 40.000 sidevisninger om måneden. Interessen for Første Verdenskrig ser altså ud til at stige.

Vi har haft i alt 2.569.306 sidevisninger siden slutningen af august 2014, da vi begyndte at tælle. Da havde hjemmesiden dog allerede været i gang siden juni 2014.

Statistik over sidevisninger de seneste tre år. Det store fald i juli 2015 (helt til venstre på grafen) skyldes et længere sidenedbrud. Som det ses, er interessen for hjemmesiden stadigt stigende. Toppe og dale afspejler begivenhederne på slagmarken – når der er en offensiv i gang, så kommer der flere indlæg og interessen stiger, Når der derimod er roligt på fronterne, så falder antallet af indlæg og interessen daler også smule.

Når vi mon at runde de 3.000.000 sidevisninger inden 11. november 2018? Det er svært at sige! Det gode sommervejr har i hvert fald betydet, at antallet af sidevisninger er dalet temmelig drastisk. Og eftersom en meget betragtelig del af vore læsere tilsyneladende er skole- og gymnasieelever, så kan man vel også imødese et fald hen over sommerferien.

Nedenfor ses en graf over de seneste 30 dages sessioner. Der er et helt fast mønster (som har kunnet ses i hvert fald det seneste halvandet år), at antallet af sessioner, brugere og sidevisninger falder drastisk lørdag-søndag og stiger igen mandag. Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, det hænger sammen med, at skoler og gymnasier i stigende grad bruger hjemmesiden.

Jeg ville ønske, at vi havde bedre muligheder for at gøre hjemmesiden mere undervisningsegnet (hvilket den desværre slet ikke er nu). Men her ligger en spændende udfordring at tage fat på, når de daglige opdateringer fra krigen vil ebbe ud fra november 1918.

 

Nyheder

Anmeldelse: Vi var mennesker i skyggernes tid

Skriv en kommentar

”Vi var mennesker i skyggernes tid” af Mads-Peder Winther Søby, forlaget Brændpunkt

Anmeldt af Lotte Marie Roesgaard, historiker og frivillig medarbejder ved Den store krig 1914-1918.

Bogens grundidé er rigtig interessant: Hvad sker der egentlig i hovedet på en soldat, der står i skyttegraven og venter på at signalet kommer til at kravle op overkanten og gå imod fjendens kugler i Ingenmandsland? Hvordan kan noget menneske finde viljen til at kravle op over kanten til den formodentlig visse død? Det kan man vel heller ikke og derfor er de soldater, der kommer op over, kun skygger af mennesker.

Vi følger bogens hovedperson, den dansksindede Hans, der meldte sig frivilligt i krigens første dage i håb om at ”få del i glansen”. Vi er med Hans i timen for den klaustrofobiske sammenstimlen i skyttegraven hvor tankerne både går til hjemmet, til Maja, de døde kammerater og sågar vikingerne og Oehlenschläger, men også til øjeblikkets blanding af rædsel og følelsesløshed. I den time hvor man går fra menneske til soldat.

Bogens hovedperson forbliver bogen igennem en skygge eller papfigur. Paul fra ”Intet nyt fra Vestfronten” har jeg følt sympati for, siden jeg læste om ham i 9. klasse, for 30 år siden. Hans rører mig på intet tidspunkt. Dels fordi jeg irriteres over bogens tillempede og lidt forkrampede gammeldags sprog og dels fordi en soldat, der venter på at gå den visse død i møde, naturligvis nok må give afkald på sin menneskelighed for at kunne gøre noget, der strider mod alt logik. Eller for at bruge Hans’ egen ord ” Jeg vil få umenneskeligt svært ved at blive menneske igen”.

Til trods for irritationen undervejs, har jeg ikke desto mindre haft svært ved at slippe bogen efter jeg blev færdig. Hvordan kan jeg forvente at finde et menneske i bogens hovedperson, jeg kan mærke? Hvordan kan bogen være anderledes, når den beskriver et menneske i skyggernes tid? For hvem kan mærke en skygge?

Hvis du foretrækker en roman, hvor du identificerer dig med hovedpersonen og er spændt på hvad der sker med ham, så skal du vælge en anden bog.

Hvis du i stedet synes en god roman, er en bog, der sætter tankerne i gang, så er ”Vi var mennesker i skyggernes tid” en god bog.

Lotte Marie Roesgaard

Krigens forløb

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

6. maj 1918. En forhadt kompagnichef

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Da forårsoffensiven begyndte, havde vi fået en ny kompagnichef. Vi kendte ham; – men ikke for det gode – vi havde før haft ham som kompagnichef en ganske kort tid. Han blev så overflyttet til et andet kompagni, men nu kom han altså tilbage.

I og for sig var han ingen dårlig officer, han var således ikke bange for sin egen pels; men der var én ting, han absolut ikke kunne affinde sig med, og det var, at geværførerne handlede selvstændigt. Det var imidlertid nødvendigt ved MG-kompagnierne, for det hændte ikke så sjældent, at man var en hel kilometer eller mere fra den nærmeste overordnede. Når der så indtraf en situation, hvor omgående handling var nødvendig, var der jo ikke tid til at indhente forholdsordre.

I de fleste tilfælde fik han intet at vide, men opdagede han noget, gik han amok. – Han var ikke som den »Lange«.

Hvad jeg havde fornærmet manden med den første gang, han var hos os, erindrer jeg ikke mere, men lide mig kunne han ikke. Forholdet var gensidigt, så vi levede sammen som hund og kat.

Den første gang løjtnanten var hos os, skulle vort kompagni reduceres fra tolv til ti maskingeværer. Nogle folk blev herved overflødige, og han ville blandt andre have mig forflyttet. Dette satte Hannoveraneren sig imod, og det blev ikke til noget. Først lang tid efter fik jeg dette at vide af skriveren på kontoret. Der havde været et mægtigt opgør mellem løjtnanten og Feldweblen, der havde truet med at forelægge sagen for regimentskommandøren.

Nu havde vi ham igen, og »krigen« begyndte så småt forfra. Han havde ikke glemt mig, – og jeg havde heller ikke glemt ham.

En dag, Hannoveraneren havde mig på tomandshånd, spurgte han mig om, hvordan det gik med min »gamle ven«. Hvad jeg svarede, kan jeg ikke huske, men Feldweblen sluttede samtalen med at sige: »Nur Mut alter, wir werden das Kind schon schaukeln« (Bare rolig, vi skal nok ordne sagerne).

Helt glad ved situationen var jeg ikke, for løjtnanten havde jo i kraft af sin stilling de bedste kort på hånden.

Han startede med at fratage mig ledelsen af et maskingevær, og jeg blev flyttet til et andet, der havde en ganske ung officersaspirant som leder. Han var lige ankommet fra kursus i Tyskland og havde aldeles ingen erfaring, hvad felten angik.

Med overflytningen troede løjtnanten måske, at han kunne drille mig, men jeg var nærmest ligeglad. Jeg aspirerede ikke til nogen »højere« stilling inden for det tyske militær. Jeg var godt tilfreds, når jeg blot kunne komme igennem krigen med skindet på næsen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

5. maj 1918. Andreas Bøgen hos en landmand i Ukraine

Skriv en kommentar

Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.

Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.

Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.

Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.

Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.

DSK-årbøger 1952

Krigens forløb

4. maj 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om afslutningen på den tyske offensiv ved La Lys i Flandern (Operation Georgette). Den havde ikke opnået sine mål, og de tyske troppers moral var i hastigt fald.

I mellemtiden strømmer amerikanske tropper til Europa, og de bevæbnes med en stigende produktion af moderne franske og britiske våben. Ententen planlægger den store offensiv, der skal finde sted i 1919, når der vil være 3.000.000 amerikanske tropper i Europa. Men indtil da beder Frankrig og Storbritannien indtrængende den amerikanske general Pershing om at sætte sine tropper ind ved fronten, hvor tyskerne bryder hårdt på.

I Mellemøsten må general Allenby overføre tropper til den hårdt trængte britiske hær i Flandern. Alligevel kæmpes der hårdt i Palæstina ved Es Salt.

Mellem de to Centralmagter Tyskland og Østrig-Ungarn  hersker der mistillid, og Tyskland bliver mere og mere dominerende.

I det tyskbesatte Ukraine er der politiske uroligheder. Og i Frankrig afvikles en stor retssag om spionage og landsforræderi.

Og så er det i denne uge, at Gavrilo Princip, den attentatmand, der med sine skud mod det østrig-ungarske tronfølgerpar startede den lavine, der førte til udbruddet af Første Verdenskrig, døde. Han havde pådraget sig tuberkulose i den østrigske fæstningsby Theresienstadt, hvor han sad indespærret.

Ikke kategoriseret

4. maj 1918. Sønderjysk såret behandles af sønderjysk læge

1 kommentar

Arthur Thomas, Skærbæk, blev såret under den tyske forårsoffensiv og kom på lazaret.

Jeg kom til at ligge i en barak sammen med 18 andre kammerater. Vi havde det meget godt her. Vore sår blev daglig tilset af både læger og sygeplejersker, så der var ikke noget at klage over – man var jo kommet af skidtet for denne gang.

Efter som tiden gik, blev vi kammerater også mere og mere sammenrystet. Der var en af lægerne, som havde en anden accent i sit sprog, syntes jeg, og en dag spurgte jeg sygepasseren, hvad landsmand han var. Denne mente, at han var fra Nordslesvig og hed Thomsen. Så tænkte jeg, at det måtte jeg da have undersøgt og opklaret. –

Dagen efter var stabslægen ikke med på »barakkegang«, og den »anden« læge satte sig på min sengekant og spurgte mig, om jeg var fra Nordslesvig. Det var jeg da, og jeg fortalte ham, at jeg var fra Frifelt i Vodder sogn. »Så taler du dansk«, sagde han så til mig. Det gjorde jeg jo, og vi fik en livlig passiar med hinanden.

Han var fra Skærbæk, hed Lausten Thomsen, og han kendte godt min far. Men alt det gode får en ende, og en dag blev jeg udskrevet som k. v., så rejsen ville jo gå til fronten og til mit kompagni. Men Lausten Thomsen sagde ved afskeden til mig, at jeg skulle noget tidligere have fortalt ham, hvor jeg var fra, og at vi var landsmænd, så kunne han måske have gjort noget mere for mig.

DSK-årbøger 1969.

Ikke kategoriseret

3. maj 1918. Fjendens artilleri uhyggeligt præcist

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingevær deling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

Nyheder

“Den store krig” anmeldt i tidsskriftet RUBICON

5 kommentarer

De historiestuderende på Syddansk Universitet udgiver tidsskriftet RUBICON, der udkommer tre gange årligt. Første nummer af årgang 2018 bringer en anmeldelse af hjemmesiden Den store krig 1914-1918, som vi hermed bringer med redaktionens tilladelse.

Anmeldelse af hjemmesiden:

Sønderjyderne og Den Store Krig, 1914-1918

Af Benedikte Xenia Rokkedahl, Historie og Engelsk kandidatstuderende.

Under Første Verdenskrig deltog omtrent 26.000 dansksindede slesvigere i tysk krigsdeltagelse, grundet grænseændringen efter Anden Slesvigske Krig, der gjorde det nuværende Sønderjylland til en del af det tyske kejserrige.

I det nordlige Slesvig kunne krigen mærkes, da en del af de unge mænd i regionen var i krig, samt med ankomsten af tyskernes krigsfanger.

Baggrunden for denne hjemmeside er at formidle denne historie; at indsamle og  dele arkivalier og fotos om sønderjyder og Sønderjylland under Første Verdenskrig.

Den daglige opdatering om Første Verdenskrig, med 100 års forsinkelse, er foretaget af hovedredaktionen værende Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, i samarbejde med en lang række kulturinstitutioner og -foreninger i Sønderjylland og frivillige privatpersoner.

Sønderjyderne og Den Store Krig, 1914-1918 har, til trods for det lave budget, et væld af informationer, og hjemmesiden bliver kontinuerligt opdateret med nye tilføjelser.

Af interessante undersider på hjemmesiden må nævnes introduktionen til sønderjyderne i Første Verdenskrig skrevet på engelsk af Ph.D. Claus Bundgård Christensen. (31)

Udover det faglige perspektiv findes der også de almene sønderjyske perspektiver på krigen, så som uddrag fra den 3 år lange korrespondance mellem soldaten Jørgen og hans hustru Inger Friis på hjemmefronten i Fjelstrup, og sønderjyske følelser og oplevelser af krigen. Deriblandt bør historien om to sønderjyder fremhæves, som mødtes i Østafrika, hvor de sang ”Der er et yndigt Land”. (32)

Hvad der gør hjemmesiden bemærkelsesværdig er dens overvældende gode evne til digital formidling af historien.

Hjemmesiden er i sig selv bygget op med et solidt system af ’tags’ der gør det nemt at navigere gennem de tre et halvt års materiale, der på nuværende tidspunkt findes på hjemmesiden – hvilket er sorteret efter måned og år i arkivet.

Et af de største ’tags’ er “hjemmefronten” med 400 emner (33) og en anden er “krigsfanger”, men der er også mere specifikke ’tags’ som leder en på vej til relevante emner, der samler informationer om præcis dét man gerne vil læse mere om.

Dertil skal hjemmesidens store bibliografi roses, både til litteratur, udgivne kildesamlinger og erindringer fra sønderjyske krigsdeltagere, dertil henvisninger til arkivalier og databaser så som tabslister og registrerede desertører.

Hjemmesiden opdateres dagligt med “dagens faldne sønderjyder”, hvilket er med til at gøre krigen mere levende her hundrede år efter.

At opdatere ofte er en af fordelene ved digital formidling, som der bliver gjort brug af på hjemmesiden.

Sønderjyderne og Den Store Krig, 1914-1918 er også på de sociale medier, navnlig på Facebook med over 5.500 ”likes”. (34)

Profilbilledet er også en del af deres digitale formidling, da det er et billede af en sønderjysk soldat, der på et tidspunkt dør i krigen,
hvorefter profilbilledet skiftes til et af en anden sønderjysk soldat.

Effekten af dette er, at de faldne sønderjyske soldater bliver fremhævet som personer med ”egen” profil på Facebook. Dette er i tråd med hvad Museumsinspektør René Rasmussen udtalte til
JydskeVestkysten: det menneskelige aspekt er det, der trækker. (35)

Facebook er desuden det sociale netværk hvor det bredeste publikum af danskere er aktive (over 60 % i 2016) (36), og dermed har Sønderjyderne og Den Store Krig, 1914-1918 mulighed for at
kunne sprede sine informationer til et potentielt stort publikum.

Dette er en af fordelene ved digital formidling – det kan spredes meget hurtigt og meget bredt.

Interessen for historien om de sønderjyske krigsdeltagere er bred. Hjemmesiden har rundet to millioner [2.500.000 i marts 2018, RR] besøgende siden 2014, og ifølge Rasmussen er der to grupper:
dem med familie i krigen og dem der interesserer sig for første verdenskrig generelt.

Dette vidner om et potentielt stort forum for formidling af historien.

Ligeledes fortalte Rasmussen til Jydske Vestkysten, at der er et interaktivt element i formidlingen, idet der bliver sendt materiale fra efterkommere (37) samt der bliver kommenteret og stillet
spørgsmål. (38).

Sønderjyderne og Den Store Krig, 1914-1918 vidner om at formidlingen er til et ikke-akademisk forum, men dette gør ikke hjemmesiden mindre værdifuld.

Dette understreges også med at deres bibliografi fremhæver akademiske opgaver fra studerende, som har skrevet om sønderjyderne og Første Verdenskrig.

Hjemmesiden kan både bruges som inspirationskilde til videre læsning om de krigsdeltagende sønderjyder og om livet på hjemmefronten i en region, der få år efter stemte om regionens nationale tilhørsforhold.

Brugen som et bibliografisk startsted kan anbefales, særligt med henblik på kilder om sønderjydernes egne fortællinger og
erindringer.

I sig selv er www.denstorekrig1914-1918.dk et glimrende eksempel på, hvordan formidlingen af historie har udviklet sig i den digitale tidsalder. Den er interaktiv, den er med ’tags’ og sociale medier, og den bruger det menneskelige aspekt som trækkraft, mens den er stadig baseret i forskningen.

(31) Den Store Krig 1914-1918. “Introduction – Danes in the German Army 1914-1918”. Den Store Krig 1914-1918 – Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918. Web. 28.10.2017. https://denstorekrig1914-1918.dk/listerlitteraturlinks/danes-in-the-german-army-1914-1918/

(32) Den Store Krig 1914-1918. ” 18. september 1916. “Søren Hansen, I Presume?” Sønderjysk kaffepunch
ved Rufijifloden”. Den Store Krig 1914-1918 — Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918. Web. 28.10.2017. https://denstorekrig1914-1918.dk/18-september-1916-soeren-hansen-i-presume-soenderjysk-kaffepunch-ved-rufijifloden/

(33) Af dags dato, den 28. oktober 2017

(34) Facebook. “Sønderjyderne og Den Store Krig 1914-1918”. Facebook. Web. 28.10.2017. https://www.facebook.com/S%C3%B8nderjyderne-og-Den-store-Krig-1914-1918-242432435944844/

(35) Grinderslev, Mads. “Hjemmeside om verdenskrig runder to millioner visninger”. Jydske Vestkysten. Web. 28.10.2017. https://www.jv.dk/kulturtoender/Hjemmeside-om-verdenskrig-runder-to-millioner-visninger/artikel/2549359

(36) DR Medieforskning. “Medieudviklingen 2016”. DR Medieforskning. Web. 28.10.2017.

(37) Hvilket det kan tilføjes, at min familie i Sønderjylland ligeledes har gjort, dog først efter anmeldelsen var skrevet.

(38) Grinderslev, 2017.

Krigens forløb

1. maj 1918. “Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske offensiv.

Vi laa temmelig langt ude i Spidsen af Indbrudsstedet. 1-1½ km bagved os laa Merville – en By paa 8- 10.000 Indbyggere – i tæt Bebyggelse og omgivet af Marker helt ud til Bebyggelsesomraadet og med en Kirke, hvis lange slanke Taarn ragede langt op over Husene.

Byen blev naturligvis ofte beskudt. Særligt Kirketaarnet var man ude efter, da man jo sikkert – og med Rette – gik ud fra, at det blev benyttet som Artilleriobservationspost. Det lykkedes ogsaa at skyde Taarnet ned.

Vi havde stor Lyst til at se, hvordan det saa ud i Byen. Den var naturligvis fuldstændig rømmet. Vi var 3 Mand, der en taaget Morgen tog af Sted. Det var helt roligt.

I de første Huse ved Indgangen til Byen var et tysk Batteri anbragt, ret godt skjult. Husene i Gaden havde allerede faaet en Del Træffere, saa man nogle Steder kunde se lige ind i Lejlighederne. Paa et skraanende Gulv stod et Klaver og var lige ved at tabe Balancen og styrte ned paa Gaden. I et pænt Beboelseshus saa vi indenfor. Alle Møbler stod endnu paa Plads, som om Beboerne lige havde forladt Huset. Men man kunde nok se, at der havde været hurtigt Opbrud. Ogsaa her paa Bordet laa indtørrede Rester af det sidste Maaltid. – Gemmer og Skabe tømt.

Nedenunder en smuk Spisestue med læderbetrukne Stole. Igennem store Glasfløjdøre gik det ud i en smuk Baghave med Springvand, Lysthus og Græsplæner. Alt saa pænt og idyllisk ud og gav et Indtryk af Velstand og hjemlig Hygge.

Men Krigen havde allerede begyndt Ødelæggelsesværket.

Afslaaede Grene, splintrede Ruder og Huller i Murværket vidnede om Krigens Haandværk og om, at Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne.

Der laa tilsyneladende ingen Militær i Byen. Kun enkelte Militærpersoner hastede gennem Gaden i et eller andet Ærinde til eller fra den nærliggende Frontlinie.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

29. april 1918. Ugens kampe fra The great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det britiske raid på Zeebrügge, der havde til hensigt at blokere kanalen, der blev brugt som base af tyske ubåde.  Angrebet blev dog ikke nogen succes. Det er også i denne uge, at “Den røde Baron” von Richthofen efter 80 luftsejre møder sit endeligt. De tyske forårsoffensiver har haft stor fremgang, men intet sted erobret de mål, der var opstillet. En gylden chance for et tysk gennembrud ved Kemmel bliver ikke grebet.

For første gang i verdenshistorien tørnede moderne kampvogne sammen på slagmarken – britiske og tyske. Det skete ved Villers-Bretonneux. Amerikanske tropper var i hårde kampe og led under manglende kamperfaring og uerfaren ledelse. Finlands fremtidsplaner fremlægges i denne uge – det er tæt knyttet til Tyskland. I det østlige Anatolien og Kaukasus kæmpes der fortsat.

Tyske tanks på slagmarken stiller ententes soldater over for de samme problemer, som de tyske soldater stod med i 1916/1917 – men i mellemtiden havde lært at håndtere. Det havde briterne ikke – endnu.

Krigens forløb

29. april 1918. Konernes krigsbegejstring er for længst forduftet

2 kommentarer

I  Infanterie-Regiment Nr. 31´s historie skriver forfatteren, tidligere kaptajn Dr. Bernhard Studt, skuffet over den mislykkede tyske storoffensiv i april 1918:

Det var noget kostbart, denne vidunderlige vished om sammenholdet derude. Den, der var udenfor, og også i dag sætter spørgsmålstegn ved denne kendsgerning, bære selv en del af skylden for, at han ikke fandt det virkelige kammeratskab.

Tiden for feltkøkkenet blev altid afventet med særlig længsel, ikke kun fordi maven knurrede og en soldats sindstilstand går gennem maven – det var langt mere! Gennem postsækkene, der fulgte med dem, kom den sidste håndgribelige forbindelse med hjemstavnen.

Tit så jeg de strålende øjne på min trofaste oppasser Wilhelm Diehn, når han om natten kom tilbage fra feltkøkkenet, og medbragte et brev eller en lille pakke: ”Fra min ærede hustru – Hr. Kaptajn!”.

Historien om, at en af vore ordonnanser var blevet såret under afhentning af mad, og herved havde spildt halvdelen af madspandens indhold, kom først senere.

I det nu fjerde krigsår, hvor så meget allerede var blevet til rutine og truede med at blive lullet ind i en hverdagen, behøvede vi desto mere dette bånd til hjemstavnen. Man måtte hele tiden gøre sig det klart, hvad det drejede sig om, og hvorfor vi befandt os herude, kæmpende og blødende.

Men heltekonerne, der manede deres mænd og sønner til at holde ud til en sidste indsats for Konge og Fædreland, blev hele tiden sjældnere. Mangen en soldat sad i april 1918 allerede nedtrykt i sin dækning og læste i lyset af den flakkende stearinlys triste budskaber:

”Alle aviser herhjemme er fulde af meddelelser omgivet af en sort kant. Overalt er der sorg og tårer! Naboen arbejder nu i en ammunitionsfabrik og tjener overmådige penge, mens vi nages af hunger. En anden er det lykkedes at holde sønnen tilbage – hvorfor forsøger ikke også du? Skån dig, bevar dig for os! Vi behøver dig!”

Det lød anderledes end dengang, hvor en bølge af begejstring skyllede mod os derhjemmefra og krævede alt for Fædrelandet!

Regimentshistorien for Infanteri-Regiment Nr. 31

Krigens forløb

28. april 1918. En granat dræbte de omkringstående og ødelagde maden

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Nu kom vi tilbage i en forladt Fangelejr. Der laa vi til den 23. April om Aftenen. Da skulde vi afløse et Regiment, der laa 4 km foran Amontier, en lille By 7-8 km fra Armentieres. Der kom vi igen ud i fladt Terræn og havde ikke anden Dækning, end hvad vi selv lavede os. Der blev ikke skudt saa slemt, kun engang imellem fik vi en lille Skylle.

Den 27. April om Natten skulde jeg hente Middagsmad ved Køkkenet, som holdt 4 km tilbage ved et Hus. Jeg kom lige inde fra Huset, hvor jeg havde talt med nogle Soldater, da en Granat slog ned midt i Gaarden og dræbte de omkringstaaende og ødelagde Maden og Vognen, hvorpaa den stod. Vi fik ingen Mad den Aften, men maatte vente til Natten efter.

Den 28. om Aftenen angreb Englænderne os efter en heftig Granatild, og vi maatte trække os 1 km tilbage. Angrebet kom saa pludseligt, at jeg hverken fik Maskingevær eller Tornyster med.

Aftenen efter angreb de igen, men vi havde faaet ny Forsyning af Ammunition og friske Reserver, og vi holdt Stillingen. De Saarede, som faldt mellem Skyttegravene, kunde jo ikke reddes, men om Morgenen kom en halv Snes Englændere, som ikke var saa haardt Saarede, kravlende over til os; deriblandt var der ogsaa en Kaptajn.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Ikke kategoriseret

27. april 1918. De er en helt – det er en ordre!

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da vi havde været en to-tre Uger i Hangest, blev det meddelt, at fem af vor Ballonzug for Tapperhed under Fremmarchen skulde dekoreres med Jernkorset af 2. Kl.

En af dem var vor Skriver Mayer fra Königsberg. De fire andre var nogle af de ældste i vor Trop. Et Par Dage senere maatte vi alle stille op til Parade for Hans Excellence, General von Einem, og de fem blev kaldt frem for Fronten. Mayer var den sidste.

Hans Excellence henvendte et Par Ord til hver enkelt af dem, inden han overrakte dem Dekorationen. Da han kom til den spinkle Mayer og fik at vide af Lt. Küster, at han sad paa Skriverstuen, kunde Generalen ikke dy sig for at drille og sagde højt og alvorligt til ham: „Luftschiffer Mayer, fühlen Sie sich als ein Held?”

Men Mayer var ikke tabt bag af en Vogn, og lige saa hurtigt, og om muligt endnu højere raabte han: „ Jawohl, Eure Exzellenz! “

Og alle, Mandskab og Officerer, brød ud i en mægtig Latter.

[Uoversætteligt ordspil “Fühlen Sie sich als ein Held?” = “Føler De Dem som en helt? / “Fühlen Sie sich als ein Held!” = “Føl Dem som en helt!”]

DSK-årbøger 1954

Ikke kategoriseret

Foredrag på Tørning Mølle ved Vojens 24. maj med Kåre Johannessen

1 kommentar

Foredrag om Danske nordslesvigere i Første Verdenskrig

Tørning Mølle skriver i sin indbydelse til foredraget den 24. maj:

“I anledning af 100 året for 1. verdenskrigs afslutning , holder historikeren og forfatteren Kåre Johannessen et foredrag om de danske sønderjyders skæbne i 1. Verdenskrig på tysk side.
Kåre Johannesen er en fremragende foredragsholder, der forstå på underholdende vis at præsentere de historiske facts, så det fanger publikum. Kåre Johannessen er en sprudlende veloplagt og nærværende formidler med en fremragende kontakt til tilhørerne. Kåre Johannessen er en af vore førende eksperter i Den første Verdenskrig.”

Billetter købes på 54 50 54 50 eller på mail KLIK HER

Billetpris incl. kaffe/te og lagkage i pausen kr. 125. Medlemmer af Tørning Møllestøttekreds kr. 100.

Publikum placeres ved caféborde, og der bliver mulighed for af købe øl, vin og vand.

Sted og Tid: Tørning Mølles Kultur- og Aktivitetslade torsdag den 24. maj 2018 kl 19:30. Dørene åbnes kl. 18:30.

Kåre Johannessen ses her under et arrangement på Zeppelinbasen i Tønder i 2017.
Ikke kategoriseret

Tur til Vestfronten til november 2018

Skriv en kommentar

FOF i Kolding inviterer til Vestfronttur

Kom med på en tur i 1. Verdenskrigs fodspor i anledningen af 100 for krigens afslutning. Vi skal være på den Danske Krigskirkgård i Braine den 11. i 11. kl. 11.11 for at mindes de faldne Sønderjyder med en kransenedlæggelse. Men først skal vi til Flanderen i Gent, hvor vi er 3 døgn.

Her skal vi besøge Den Flamske front ved Ypres, besøge krigskirkegårde, museer og opleve Last Post. Vi skal se Brügge og derfra går turen igennem Somme til Compiegne, hvor våbenhvileaftalen trådte i kraft d. 11/11-1918 . Vi skal besøge bl.a. Le Grand Guerre ved Maeux og forhåbentlig ind og se togvognen, hvor våbenhvilen blev forhandlet på plads.

Den 11/11 køre vi til Braine for at besøge den Dansk/Sønderjyske Kirkegård. Herfra køre vi til Verdun og videre til Bastogne i Ardennerne, hvor vi overnatter.

Fra Bastogne køre vi til spa og videre til Eupen-Malmedy og videre i gennem Tyskland til Luneburg, hvor vi overnatter i Lauenburg. Så er vi nået til tures sidste dag, som går gennem Kiel, hvor vi skal se udstillingen om matrosopstanden i 1918 inden turen går til Danmark.

Se mere her:  http://www.fof.dk/kolding/Kursusoversigt/ture/ww1