Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Basens flyvere var trukket bort, mens arbejdere var i færd med at planere landingsbanen.
Når jeg så på folkene, der arbejdede, fik jeg en ubehagelig følelse: Bare englænderne ikke får noget at vide, for den danske grænse er pokkers tæt på og spionagen alt for effektiv!
– “Skal vi flytte bomberne tilbage til ammunitionsbunkeren”, spørger de?
– ”Næh”, siger jeg, “vi skal jo alligevel bruge dem igen snart! Lad bare dem ligge i hangaren.”
Det var en klar og smuk aften, vidunderligt flyvevejr. Observationsballoner og vindposer rørte sig knap nok.
Hyggesludder i Kasino og en spadseretur med min kone gennem Tønders hyggelige smågader. Vi hilser på kendte ansigter. Stjernehimmelen tænder sine lys.
Fra vinduerne i vores lejlighed kunne jeg se flyvepladsen, som lå én kilometer væk, egentlig kun et kattespring.
Natten er rolig.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Thomas Holm, Bolderslev, gjorde tjeneste ved et MG-kompagni
Min Soldatertid begyndte den 12. Marts 1916, da jeg blev indkaldt til Dragonerne. Da jeg engang havde været hjemme paa Orlov og kom tilbage, var mine Kammerater alle kommet til Fronten.
Sammen med tre Kammerater meldte jeg mig da til Uddannelse ved de tunge Maskingeværer. Vi blev uddannet i Potsdam, og derfra kom vi til Fronten i Rumænien. I Foraar et 1917 blev vi overført til Vestfronten og blev her tildelt et Batteri Felthaubitser (Nr. 229 fra Trier), som laa i Frontafsnittet ved Marnefloden.
Batteriet var placeret i en Dalslugt. Mine Kammerater og jeg blev beordret længere frem mod de fjendtlige Stillinger med vort Maskingevær, og Frontlivet gik sin vante Gang.
Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, før vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linier, uden Vaaben og halvt paaklædt.
Vi fik omgaaende Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende, Vandet dampede ud af Vandafkølingen. Min Sidemand blev saaret i højre Haandled.
Vore Modstandere, de sorte, stormede frem. Der var ikke Tid til at skifte Løbet paa Maskingeværet. Vi skød, saa længe vi kunde. Saa rev jeg Laasen ud af Geværet, og vi løb tilbage.
Da vi kom tilbage til Batteriet, trykkede man os nogle Haandgranater i Haanden, men der var faktisk intet at stille op. Der var kun to Ting at gøre, enten at løbe tilbage eller lade sig tage til Fange.
Jeg smed det hele og løb tilbage, saa hurtigt jeg kunde. De fleste af mine Kammerater blev staaende og blev taget til Fange. De haardtsaarede maatte naturligvis blive, hvor de var. De laa jamrende og klagende rundt omkring, og imellem dem laa dræbte Heste.
Medens jeg løb tilbage, blev jeg saaret af en Granatsplint, men jeg kunde dog fortsætte mit Løb. Omsider naaede jeg dog tilbage til et Sted, hvor jeg kunde blive forbundet. Herfra transporteredes jeg i en Ambulance videre til et Feltlazaret.
Den næste Dag blev vi bragt til den nær meste Station, hvor der holdt et Lazarettog parat. I det kørtes vi til Køln.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin. En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter.
Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Så kunne vi heller ikke komme længere. Vi havde ikke flere papirer, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Vi gik i otte dage på gaderne i Berlin og blev mere og mere nervøse.
Så en dag traf Schultz en kammerat, han kendte fra bataljonskontoret. Han sad på kontoret endnu, og ham fik han til at skaffe de nødvendige papirer.
Vi blev enige om, at det var en dårlig idé at prøve at komme til Svejts. Jeg foreslog, iat vi skulle prøve Danmark, og sagde, at hvis bare vi kunne nå Sønderborg, skulle jeg nok klare resten.
Luftskibsbasen i Tønder (Marine-Luftschiff-Detachement Tondern) var den nordligst beliggende tyske base. Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines luftskibsflyvninger blev foretaget herfra.
Stadig intet nyt med flyvepladsen ved Tønder; eller rettere: Det var gamle nyheder; nemlig at planeringsarbejderne på start- og landingsbanen stadig ikke var fuldført og at vi dermed fortsat ikke havde nogen jagereskadrille til beskyttelse mod flyverangreb.
Hver anden dag var en jager forulykket og trimlet omkring på den helt umulige landingsplads, og så havde man trukket jagereskadrillen væk, indtil i det mindste en del af landingsbanen var nogenlunde brugbar.
Indtil da må antiluftskytset tage sig af forsvaret. Nåja! Vi kendte den slags af egen erfaring og var med rette temmelig skeptiske.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om kønssygdomme! Men det handler også om de tyske forberedelser til den store offensiv på Vestfronten. Det handler også om Den spanske Syge – den store influenza, der tog livet af mange millioner soldater og civile. Og så handler det om fronten i Makedonien, der har været stille meget længe. Men nu forberedes en ny offensiv. Den tjekkiske legion kæmper sig vej mod øst gennem Sibirien. Den tyske ambassadør i Moskva myrdes.
Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.
Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat. Original i privateje.
FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918
Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig tiltagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.
Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de giftige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede projektilers detonation.
Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skrider fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.
Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i denne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræntens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksploderer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.
Højt oppe i luften kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.
Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede mennesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.
Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.
Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.
Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.
Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.
Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skydningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afventende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.
Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.
Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.
Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på kontoret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer sårede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høreren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.
Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gasarter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasarter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det eneste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også altid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet dermed, sendte jeg ham til forbindingspladsen.
Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var forstummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleriduel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendetegner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.
Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øjeblik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.
Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batterifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort batteri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”
Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.
Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og udtaler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batteriføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.
Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.
-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.
Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.
Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.
Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.
Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden eller ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig
Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvinende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, falder sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folkene har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Telefonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.
Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Dernæst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øjeblik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infanteriet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.
Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i forsvarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den modige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.
Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten endelig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folkenes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg batteriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.
Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.
Det blev en frygtelig Tilværelse.
Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.
Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.
Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.
Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.
Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.
Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.
Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.
Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af, saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.
Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.
Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.
Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.
En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.
Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.
Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
I anledning af det gode badevejr her i sommeren bringer vi et par billeder af badende soldater – og genudsender desuden historien om den løsslupne badeferie i Dixmuiden i 1915.
Soldater efter badning og aflusning (Museum Sønderjylland)Badende soldater (Museum Sønderjylland)En sommerdag i Flandern – langt bag fronten (Museum Sønderjylland)
En Baderejse under Krig. Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen).
Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Furnes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling.
Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker. Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selvom der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: – Vi skal i Bad! – Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad!
,,I Bad!” – prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”. – “Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dan-sede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det.
Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile.
Saa en Aften hed det ved Parolen: ,,I Morgen KI. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for der at bade!”.
Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante. Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst.
Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange – “Es war in Schöneberg -” eller “Hej – es war die base Schwiegermama-ma-ma!” og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende.
Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed.
Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og ~ her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse.
Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden: undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: “Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne “Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch.
Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen. – Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’: “Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”.
Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og. sprællede og gav ondt fra sig.
– “Aa-nej, aa-høj, aa-ha!” –
Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventnings- fuld og dyster Stemning over Bataillonen.
Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud. Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
– Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket. forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Der lå mange flere tropper end vort battaillon i denne skov ved Cologne. Et musikkorps musicerede hver eftermiddag inde i skoven. Her var adgang for alle og enhver, og der var mange, der hørte på musikkens toner. Eksercits havde vi ikke noget af, vi pudsede kanonerne, holdt våben og tøj i orden og for resten spadserede rundt i skoven, sov meget, røg tobak, der blev spillet kort og fortalt anekdoter.
Uden at vi vidste det, blev forberedelserne truffet til det andet Marneslag. Vel mærkede vi nok, at der næsten hver eneste nat kom flere og flere tropper ind i skoven, og der kom mere og mere militær på egnen, men det tænkte vi os ikke så meget ved.
Det satte ind med stærk varme, og vi nød tilværelsen hver eneste dag. Lidt med arbejde, rigelig med søvn og en nogenlunde forplejning – men det varede kun nogle få dage – så fik vi andet at tænke på.
Tyskerne prøvede nu på for sidste gang under verdenskrigen at angribe, de sidste kræfter blev samlet sammen til det sidste voldsomme angreb, nu var det enten at briste eller bære, knald eller fald. Sejr eller dø!!!
Louise Klinge, historiker, formidlingsmedarbejder ved Christiansfeld Centret og medarbejder ved denne hjemmeside siden 2014, anmelder Karsten Skovs nyeste roman.
”Enkeland” er den seneste roman af forfatter Karsten Skov fra Sønderborg. Bogen er fortællingen om den dansksindede kvinde Sille Laukam, hendes mand Traugott og deres to børn fra Broagerland i perioden november 1916 – marts 1918.
I vinteren 1916 sker det familien har frygtet, Traugott bliver indkaldt til tysk krigstjeneste. Herefter foregår handlingsforløbet dels i skyttegravene i Frankrig, dels på familiens hjemegn på Broagerland.
For ikke at spolere læseoplevelsen, vil jeg forsøge ikke at røbe for meget af handlingen. Bogen er nemlig spækket af uventede drejninger og overraskende forløb, der både får læseren til at trække på smilebåndet og knibe en tåre væk i øjenkrogen.
En stor del af bogen omhandler forholdet mellem tysk og dansk og om den preussiske stats tvangsfjernelse af dansksindede familiers børn, så de kan blive gode tyske borgere. Vinklen i romanen er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter. Her benytter Karsten Skov sin ret til kunstneriske frihed, der er tilladt i skønlitteratur, og blander forskellige tidsperioder sammen i sin fortælling. Det stærke forsøg på fortyskning, der beskrives i romanen, foregik nemlig hovedsagelig i årene lige omkring 1900 og ikke under Første Verdenskrig.
Men det fungerer fint i fortællingen, især fordi forfatteren i sit efterord, gør det meget klart for læseren, at bogen er ren fiktion inspireret af virkelige hændelser fra forskellige tidsperioder.
Udover temaet om konflikten mellem dansksindede og tysksindede, beskrives det tabu, der var forbundet med at blive gravid uden for ægteskab. Men vi oplever også teglværksmiljøet mellem Egernsund og Sønderborg, krigens rædsler, jalousidrama, sorg og ikke mindst det stærke bånd kan eksistere via blodet.
Det almene liv på hjemmefronten i Sønderjylland kunne til gengæld godt have fyldt mere i bogen. Når hjemmefronten endelig bliver beskrevet, bliver især ernærings- og mangelsituationen i Sønderjylland beskrevet væsentligt bedre, end den reelt var i denne periode.
Det er ærgerligt, for der ville ikke have været noget tabt i historien, hvis denne del af fortællingen havde været tættere virkeligheden.
Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales. Man kommer virkelig under huden på de forskellige personer og bliver grebet af fortællingen ligesom ens sympati for de forskellige karakterer skifter gennem historien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Vi gik meget omkring inde i skoven; en dag kom nogle soldater fra 1/407 ind på en afsides liggende plads; her lå en død fransk officer. Han havde ligget der i adskillige dage. Ved siden af ham lå en hund, den var meget udmattet, men endnu levende.
De tog hunden med sig og slæbte den hen til køkkenvognen, her bød de den noget at spise, men den ville intet æde.
Den bed rebet over, og så fandt de den nede hos den døde franskmand. De begravede officeren og tog hunden med; men den rev sig løs, og de fandt den liggende på sin herres grav.
De tog den med igen, men den ville ikke æde noget. Da den blev mere og mere elendig og stadig nægtede at æde, blev den skudt.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.
Man havde indrettet frimurerlogen til lazaret,og her lå kun folk, der var oven senge,og som ikke behøvede megen behandling.
Alle var fra Als eller Sundeved, og jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg kom ind til dette selskab, for der var ingen opsyn, og alt gik så naturligt til, så jeg følte mig snart hjemme her.
Det bedste af det hele var,at her blev der talt dansk som hjemme. Da jeg meldte mig hos underofficeren for at få mine sager udleveret og for at få en seng anvist,foregik det på tysk,men stor blev min forundring, da han henvendte sig til de øvrige på stuen;da foregik det nemlig på dansk.
Fra den side havde jeg endnu aldrig set en overordnet ved det tyske militær,men mysteriet opklaredes,da jeg fik at vide,at manden var fra Fårhus.
Kl. 9 skulle vi være i vore senge,og da kom der en sanitetsfeltwebel og sagde “godnat”;det var bare den forskel,at her lå vi i sengene,og det hele gik meget mere roligt og ikke så militærisk.
En aften da lyset blev slukket,hørte vi et vældigt rabalder.Det var en seng,der var faldet sammen,og vedkommende skældte ud på tyrkisk manér. Alle lo undtagen ham,det var gået ud over.Han brummede kun.
Her i Sønderborg var det dejligt at være,og der gik ikke mange dage, inden jeg havde indlevet mig i de nye forhold.Vi gik og gjorde,som vi selv ville,og kun om formiddagen,når der var stuegang,skulle vi være der.
Dr. Reuter og hans datter havde overopsynet,men de viste sig kun en gang om ugen.
Så længe vi var på lazarettet,var vi godt hjulpne,og mit sår heledes i løbet af kort tid.Selve benet gjorde de ikke ret meget ved.Jeg skulle godt nok gøre gymnastik hver dag,men da jeg selv skulle gøre det, blev det ikke til ret meget.Jeg gik godt nok op og ned af trapperne,men det kunne jeg godt gøre uden at bøje benet alt for meget.
Forplejningen fik vi fra Sønderborghus, og den var god. Om morgenen hentede vi selv kaffen og den tildelte ration brød,og om middagen og om aftenen spiste vi nede på hotellet.
Det var let at få orlov, og jeg var hjemme hver week-end.I påsken og pinsen havde vi et par dage ekstra.
Sidst i maj fik jeg 14 dages rekreationsorlov,og jeg var nu så rask, at jeg kunne blive overflyttet til erstatningsbataljonen.
Da tiden var omme,søgte jeg yderligere 14 dages arbejdsorlov,hvilket også blev bevilget.
I alt var jeg hjemme i 6 uger,og i den tid var Chr. Faurholm også hjemme fra fronten,og vi var meget sammen.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. I 1915 var hans regiment til at storme en høj ved egnen omkring Lille. Han fortæller om begivenhederne dengang:
“Syv gange trådte vi an til storm, hver gang med to hundrede mand, men vi blev hver gang slået tilbage og kom hver gang tilbage med kun 20-25 mand. Franskmændene kunne dog ikke få nye forsyninger frem, og derfor lykkedes det os omsider at indtage deres stillinger, men — ved et modangreb tog de dog kort efter deres stilling tilbage.”
I juli 1918 kom hans regiment tilbage.
Så skete det, at vi i juli 1918 skulle indsættes på akkurat det samme sted, hvor vi havde haft så blodige tab. Det huede os ikke, og vi var derfor nogle stykker, der blev enige om, at vi ganske bestemt ikke ville være med her; vi ville ud af det hele, stikke af og prøve at komme til Svejts.
Der var tre tyskere foruden mig, og så min bedste kammerat. Han var fra Kiel. Da det kom til stykket, turde han alligevel ikke vove sig ud i det.
Vi andre aftalte, at vi næste gang, vi skulle ud i skyttegravene, ville smide os ned på vej derud og så ganske simpelt blive liggende, indtil alle var passeret.
Da vi så endelig var på vej frem, blev der kommanderet: »Sværm ud!« Vi fulgte ordren og smed os ned, og da alle var borte, rejste vi os og gik tilbage. Vi nåede byen Lille og opsøgte banegården.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin.
En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter. Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.
Morgenen efter kom han [den engelske flyver] igen ved samme Tid. Han lod da en Seddel falde, som han havde bundet ved en Sten, for at den kunde falde lige ned. Sedlen faldt tæt ved mig.
Jeg kunde ikke rigtig læse det engelske, men jeg kunde da forstaa, at jeg skulde give den til den første den bedste Officer, og at Tyskerne var fejge, fordi de vilde lade ham flyve der i Fred hver Morgen.
Jeg gav den til Løjtnanten og hørte ikke mere til det.
Men om Eftermiddagen var der mindst 200 tyske Flyvere over Skyttelinjerne. Det varede ikke længe, før der var lige saa mange Englændere og Franskmænd, og nu begyndte den mest rasende Kamp i Luften. Jeg talte 40 Flyvere, der faldt ned den Eftermiddag, og Kampen holdt ikke op, før det blev mørkt om Aftenen.
Jeg skulde efter Middagsmad, og paa Tilbagevejen havde jeg sat Kedlerne fra mig for at hvile Armene og stod bag en Træstamme. Pludselig mærkede jeg et Lufttryk, der tog Vejret fra mig, og jeg faldt. Da jeg fik rejst mig op, var en Granat faret i Jorden nogle Meter bag ved mig uden at eksplodere. Jeg var bleven helt forvildet, greb mine Kedler og løb ned til Skyttegravene.
Nu begyndte Fjendens Artilleri at tordne, og Gas blev lukket ud i store Bølger. Granater sprang, og Tanks kørte frem og spyede Ild og Maskingeværkugler ud til alle Sider. Tilsidst var der saadant et Helvede, at det var umuligt at være der, og vi maatte enten frem eller tilbage.
Men Kl. 10 holdt det op, og nu stormede Fjenderne op af Skyttegravene. Det kunde ikke hjælpe at tænke paa Modstand med de faa Folk, der endnu var tilbage, og vi trak os tilbage til en Skyttegrav 400 Meter længere tilbage. Vore Geværer og Gasmasker havde vi faaet med os, men det var næsten ogsaa det hele.
Da vi var kommen tilbage til den nye Stilling, blev der roligt, da Fjenden havde taget vore gamle Stillinger i Besiddelse. Om Morgenen løb der to Franskmænd over til os. De fortalte om store Forberedelser til en Offensiv, som de Allierede gjorde. De blev taget til Fange og kom i Forhør. Vi fik ikke at vide, hvad de fortalte, men da de var færdige, kom de tilbage til Fangelejren.
Samme Morgen blev vi afløst og kom i Reserve ved Amontier. Der havde vi det rigtig godt, bestilte intet, undtagen hver ottende Mand, der fik et Maskingevær, ligeledes fik hver 3. Mand, deriblandt jeg, en Browning-Revolver — Maskingeværet havde jeg jo i Forvejen.
Kosten var meget simpel. Vi fik et kg Brød om Dagen til tre Mand samt 60 Gram Smør eller Marmelade til hveranden Dag.
Middagsmaden var mest Suppe med saa godt som intet Kød i. Saa hvis vi kunde finde nogle Kartofler eller andre Rødder, gjaldt det bare om at faa dem kogt og spist med det samme. Det gjaldt blot om at sørge for sig selv først. Naar jeg saaledes var paa Vagt ved Køkkenet, kunde jeg til Tider stjæle et Stykke Flæsk el. lign
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til til Vestfronten.
Da vi havde været der i to Dage, kom vi i Ilden igen, ca. 400 Meter fra, hvor vi var sidst. Der var ingen rigtige Skyttegrave, kun nogle Huller, man lige kunde dække sig i, og ellers Granathuller. Der var ikke saa godt, som hvor vi var før, her blev vi bombarderet med svært Kaliber.
Om Morgenen kom der en engelsk Flyver, ikke mere end 3-400 Meter over os. Jeg stod i et Granathul og kunde ingen Dækning finde, og han kunde bare lade en Bombe falde, saa var alle vi, der stod omkring, ødelagt. Jeg ventede hvert Øjeblik at se en Bombe falde, men i Stedet tog han Hatten af og vinkede til os.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om tyske fredsplaner, der imidlertid omfatter fuld kontrol med Polen og Belgien. Og så handler det om det første slag ved Hamel, der er blevet kaldt verdens første, moderne slag med en minutiøst koordineret indsats af infanteri, luftvåben, kampvogne, artilleri, gas og maskingeværer. Slagplanen var lagt af den australske generalløjtnant John Monash, der må regnes for én af Første Verdenskrigs største taktiske begavelser.
Amerikanske tropper strømmer til Europa og tæller nu én million mand, og kolossale mængder af forsyninger følger dem. Centralmagterne lider derimod under en forsyningskrise, og på hjemmefronten står det mange steder katastrofalt til for civilbefolkningen. I Bulgarien demonstrerer kvinder næsten dagligt, og nogle demonstrationer beskydes med skarpt af politiet. I Osmannerriget står det ikke meget bedre til.
Ved Piave går italienerne frem – og her såres den amerikanske frivillige Røde Kors-chauffør Ernest Hemingway.
Og så er det også i denne uge, at en pilot for første gang med held anvender en faldskærm, da hans fly skydes ned. Og det er også i denne uge, at fly for første gang anvendes til at nedkaste forsyninger til tropper.
Fri entré! Se dagens program samt kørselsvejledning neden for.
Tønder Zeppelin- og Garnisonsmuseum skriver:
Oplev Zeppelinbasen i Tønder under angreb
Vi har på Zeppelin og Garnisonsmuseet i næsten et halvt år arbejdet med planer om et kæmpe event ude ved Flyhangaren.
Det startede som en vild idé og det fede er, at det nu bliver realiseret!
Det sker i tæt samarbejde med Tønder Kommune og Støtteforeningen for Zeppelinbasen.
Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder er nu stolte over, at være i stand til at kunne markere 100-året for ”The Tondern Raid” – verdenshistoriens første hangarskibsbaserede flyangreb – udført af Royal Navy med hangarskibet HMS Furious og Royal Air Force med deres “Sopwith Camel” jagerfly – mod Zeppelin Luftskibsbasen i Tønder.
Det legendariske og banebrydende angreb har skrevet sig selv ind i krigshistorien og varslede et paradigmeskifte i krigsførsel.
På Imperial War Museum i London har man dedikeret en hel udstilling om luftskibene og deres hærgen over de engelske storbyer, ligesom “The Tondern Raid” har dets helt eget udstillingsrum.
Dermed er Zeppelinbasen i Tønder det eneste sted på nuværende dansk grund, hvor der fandt kamphandlinger med bombenedkastninger og kugler flyvende om ørerne under 1.verdenskrig!
Zeppelin og Garnisonsmuseet Tønder rummer mange hundrede genstande hidrørende angrebet.
Med et spektakulært show ved Flyhangaren i Soldaterskoven, vil den anerkendte Special Effects-ekspert Hummer Højmark iscenesætte flyangrebet gennem fantastiske special effects. Hummer Højmark er bl.a. kendt for alle special effects fra storfilmene Under Sandet og Flammen og Citronen – SAMT vores egen film “I Krig og Kærlighed” som har premiere i November i Flyhangaren i Tønder. (http://dsfx.dk)
Reenactor-gruppen “Westfront 1916” bemander skyttegraven i forsvaret af luftskibsbasen i tyske uniformer fra 1.vkr. og der kan samtidig opleves et tysk feltlazaret anno 1914.
Hele denne oplevelsen toppes af med deltagelsen af en ægte klassiker i flyvningens historie:
Danmarks Flymuseums “De Havilland – Tiger Moth” dobbeltdækker fly kommer og “kaster” bomberne.
Vi glæder os til at se dig til en hæsblæsende dag med masser af fantastiske oplevelser og aktiviteter!
HUSK: Vi opfører hele showet hele 2 gange kl.11.00 og 14.00.
Du kan opleve det hele i Tønder!
Søndag den 22. juli 2018 kl. 10.00 ▪ Flyhangaren i Soldaterskoven ved Tønder
HUSK: ZEPPELIN & GARNISONSMUSEET HAR ÅBENT HELE DAGEN FRA 10.00-17.00
Program
10.00: Start 10.15: Velkomst ved Zeppelin Museet og Tønder Kommune 11.00: Første angrebsshow 12.00: Frokost ved Hotel Tønderhus – Gullaschkanon, første rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren og besøge stande m.m. 13.30: Opvarmning med Westfront 1916 14.00: Andet angreb og modeopvisning 15.00 Rundvisning i Soldaterskoven/Flyhangaren 16.00 Tak for i dag.
Westfront 1916 besøgte Zeppelinbasen i sommeren 2017 – nu er de tilbage.Mød Westfront 1916 og hør om livet og døden om soldat i 1. verdenskrig
Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, deltog i Første Verdenskrig. Han blev indsat på vestfronten i 1918 i Infanterie-Regiment 397, 2. MGK (Maskingeværkompagni).
Endelig, efter 13 måneder i felten, opnåede jeg orlov og rejste den 6. juli fra Roye. Jeg fulgtes med min ven og kompagnikammerat Peter Petersen fra Raade ved Øsby. Vi slæbte på en stor pakke med »vasketøj«, som tilhørte vor køkkenunderofficer.
Da vi kom ind i toget, mødte vi i kupeen Peters gamle nabo fra Raade, Claus Juhl, en mand på ca. 40 år. Det første spørgsmål, han stillede til Peter, var: »Hvem lader jer slæbe på sådan en stor pakke?« Peter fortalte så, at vasketøjet skulle afsendes fra Køln til køkkenmandens mor.
Claus Juhl havde ingen kommentar, men tog uden videre sin lommekniv frem og skar snoren om pap-æsken over, og til vor store overraskelse faldt der seks store dåser med flæskekonserves ud af pakken.
Claus Juhl forærede hver af kupeens seks soldater en dåse, og inden vi nåede Køln, var pakkens indhold forsvundet i vore maver.
Efter orloven var køkkenchefen den første til at byde os velkommen. Han gjorde det ret mistroisk, men vi var jo allerede enige om, at dersom han ville gøre ophævelser og behandle os uvenligt, ville han omgående blive meldt til regimentskommandøren. Han var dog klog nok til at holde sig i skindet, og vi to blev vældig godt behandlet.
Den omtalte Claus Juhl kan være den Claus Juhl, der flere gange optræder med egne historier her på siden og som har være inspiration for Pernille Juhls roman “Vent på mig, Marie”.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.
Da vi havde været der tre Dage og haft det rigtig gemytligt med Englænderne uden nogen særlig Batalje, blev vi afløst og kom til at ligge i en Dal bag ved Jernbanen, som vi var kommen over, da vi kom ud til Skyttegravene.
Om Dagen sov vi hele Tiden, men om Natten skulde vi bære Ammunition ud til Artilleriet, som stod i en Sump, hvor Vognene ikke kunde passere. Ligeledes var der Miner paa 90 kg, som skulde bæres ud til Skyttegravene.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Nu havde vi Ro til om Morgenen, men kunde ikke sove, da Kanonerne buldrede hele Tiden. Dagen efter fik vi at vide, at vi skulde ud i den forreste Ildlinje. Den 2. Juli om Natten blev vi afløst og skulde ud i den forreste Linje.
Vi kom over en Bane, som gik fra Boly til Armentieres, og kom ud i en Løbegrav, som gik i Zig-Zag ud til Ildlinjen. Jeg kom i den forreste Skyttegrav, kun 15 Meter fra Englænderne. Disse havde rimeligvis opdaget, at der var Afløsning, da de skød temmelig ondartet hele Natten.
Vi stod paa Vagt allesammen med Fingeren paa Aftrækkeren, saa der var ingen, der fik Lov til at sove. Englænderne kunde jo med et Par Spring være ovre hos os, og desuden var der fuldt af Granathuller, som de kunde benytte til at dække sig i.
Om Natten blev hele Tiden afskudt Lysbomber, saa der var omtrent lige saa lyst som om Dagen. Straks om Morgenen blev vi angreben af smaa Patrouiller, som dog hurtigt blev tilbagevist uden noget særligt Tab fra vor Side. Om Dagen var det fuldstændig roligt.
Englænderne vinkede over til os, men vi var jo ny derude, og ikke rigtig kendt med Forholdene.
Længere hen paa Dagen blev vi lidt mere fortrolige og stod op og talte med dem, og tilsidst endte det med, at nogle af dem kom over til os, og vi gik over til dem og talte med dem i det fineste Venskab. Vi aftalte saa med dem, at vi om Aftenen skulde afskyde Lyskugler paa forkerte Steder, saa at de kunde skyde bag ved Linjerne. Artilleriet skød nemlig kun om Natten.
Det var jo unødvendig helt at ødelægge hinanden for de tre Dage, vi skulde være der, men naar Officererne stod ved Siden af, var vi jo nødt til at gøre vor Pligt. Vi skulde kun være der tre Dage ad Gangen, da vi ikke kunde undvære Søvn længere
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Bogen om den blodigste dag i Første Verdenskrig – i hvert fald set fra et sønderjysk synspunkt! Læs den i sommerferien!
Mere end 100 sønderjyder faldt denne ene dag. I alt faldt over 6.000 sønderjyder i den mere end 1.500 dage lange krig.
Historikerne Martin Bo Nørregård og René Rasmussen beskriver i den meget velillustrerede bog baggrunden for slaget og kampenes forløb. Det sker på baggrund af både franske og tyske militære kilder samt et væld af øjenvidneskildringer fra de sønderjyske soldater, der var med.
Bogen indeholder både samtidige og helt nytegnede kort, masser af samtidige fotos fra skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent, portrætter af sønderjyske soldater og en liste over data på de 105 registrerede sønderjyder, der faldt denne dag.
Læseprøver på bogen
Fra bogens indledning s. 5Helt nytegnede kort – her på s. 7Masser af originale fotos fra Moulin-sous-Touvent i 1915 – s. 10-11 i bogenFotos fra begge sider af fronten og portrætter af sønderjyske deltagere i slaget – s. 24-25“Den sorte dag” skiller sig ud fra alle andre dage i Første Verdenskrig – s. 45Helt nytegnede kort over både det franske angreb og det tyske modangreb. Men også flere samtidige kort over stillingerne og begivenhederne. Omslag, inderside
Pressen skrev bl.a.:
“… en imponerende lille bog.”
“Som læser er man helt tæt på begivenhederne på slagmarken og er med helt nede i skyttegravene hos soldaterne.”
“Giver et fremragende overblik over selve slaget og i nogle af de skæbner, som tog del i det.”
“Bogen er let at læse og fordrer ikke det store kendskab til krigen”
“Kan også bruges af slægtsforskere”
“Yderst levende skrevet … En spændende og absolut læseværdig bog … den kan anbefales på det varmeste”.
“Bogen er ikke kun anbefalelsesværdig for dem, der interesserer sig for 1. Verdenskrig og krigens mange sønderjyske skæbner, men også for folk med mere almen historisk interesse.”
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til til Vestfronten.
Ved Middagstid havde Fjenden faaet sine Kanoner rigtig indskudt, for pludselig blev der Trommeild med Granater, som afskar os Vejen ud til Skyttegraven. Ud skulde vi, for hvis vi blev, kunde faa Granater gøre det af med os allesammen.
En Korporal sprang ud, men var kun kommen faa Meter fra Gaarden, før han fik den ene Haand reven af. Han vilde vende om, men blev i det samme ramt i Hoften. To Mand vilde springe ud og slæbe ham ind, men var knap kommen udenfor, før en Fuldtræffer ramte dem. Vi saa dem aldrig mere; senere fandt vi kun Fingrene og andre smaa Dele af dem, Resten var fuldstændig borte.
Jeg indsaa nu, at det var umuligt at komme den Vej ud og løb hen i den anden Ende af Laden, men der kunde vi ikke komme ud, da vi ikke kunde faa Hul i Muren. Saa maatte vi tilbage, og da var der en lille Pause, saa jeg kunde komme udenfor, men længere hen mod Skyttegraven faldt Granaterne lige tæt endnu.
Der var mange, der løb derhen, men kun faa kom igennem. Jeg løb til den anden Side, ned ad en Skrænt, hvor der var et Hul ned i Lavningen, der var jeg sammen med nogle Kammerater nede et Stykke Tid.
Nu begyndte Granaterne at falde i Nærheden — og det endda af temmelig svært Kaliber — saa Jorden gyngede under os, hver Gang der faldt en, og sprang der en for tæt ved, kunde den skubbe Hullet sammen og begrave os alle levende. Jeg sprang op og løb hen imod en Sidebygning; pludselig ramte en Fuldtræffer Laden, saa det meste af den styrtede sammen.
Jeg naaede Sidebygningen og fandt der en Jernovn, som Englænderne havde efterladt. Naar jeg krøb sammen, kunde jeg lige være derinde. Den kunde da i det mindste tage af for de smaa Granatsplinter, saa jeg blev ganske rolig liggende og tænkte: Lad nu Skæbnen raade.
Der laa jeg sammenkrøben i tre Timer, saa endelig blev der roligt, saa jeg kunde komme ud igen. Der var ikke et Menneske at se, men da jeg kom hen, hvor Resten af Laden stod, var Sygebærerne i Arbejde med at forbinde de Saarede. Jeg og en Kammerat blev sat til at bære en Korporal tilbage til et Feltlazaret. Vi plejede ellers at være 4 Mand til at skiftes til at bære, men nu var der omtrent lige saa mange Saarede som raske, saa vi kunde kun blive to.
Da vi var kommen 5-600 Meter fra Gaarden, stadig holdende os i Lavningerne for ikke at blive set, skulde vi over et Dige, der var stejlt til den anden Side. Vi satte Baaren fra os, og jeg var gaaet hen paa Diget for at se, hvor vi bedst kunde komme over. Pludselig gav det et Brag, en Jordmasse ramte mig i Ryggen, saa jeg trillede ned ad Skrænten. Da jeg kom op, var Baaren borte, og min Kammerat laa og havde den ene Haand skudt af, og var saaret i den anden.
Granaten havde ramt Baaren, saa kun enkelte Træsplinter og Tøjrester samt blodige Kødmasser var tilbage. Jeg forbandt min Kammerat saa godt jeg kunde, og saa var han saa rask, at han kunde gaa med tilbage til Gaarden. Saa fik vi Ordre til at gaa ind i den Del af Laden, der endnu stod, og forholde os rolige.
Et Stykke fra Gaarden i en Lavning stod der nogle tyske Batterier skjult under Grangrene o. lign., som man havde bygget op om dem. De havde hele Tiden holdt sig rolige for ikke at forraade deres Stilling til Flyverne, som hele Tiden holdt Vagt i Luften.
Om Aftenen skulde jeg hente Middagsmad fra et Feltkøkken, som laa et Stykke tilbage fra Gaarden. Jeg havde faaet Maden og var paa Hjemvejen lige passeret Batterierne, da de pludselig med et voldsomt Brag afgav en Salve. Granaterne hylede over Hovedet af mig, og Lufttrykket var saa stærkt, at jeg faldt og tabte al Maden.
Da jeg kom hjem, fik jeg en ordentlig Overhaling baade af Løjtnanten og mine Kammerater, fordi de ingen Mad fik, men derved var jo intet at gøre.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og tilbragte hele krigen på Østfronten.
En Dag i Sommerens Løb var vi paa en lille Udflugt til en nærliggende Landsby. Vi var fire Kammerater, der fulgtes ad. Vi ansaa det ikke for raadeligt at færdes alene, da vi havde en Følelse af, at særlig Ungdommen, som havde været med i Krigen, var fjendtlig sindet.
Vort Formaal med Turen var at købe Æg og Flæsk. De første Beboere, vi var hos for at spørge om Æg, rystede paa Hovedet og sagde, at de ingen havde. Endelig, uden for en Ejendom, traf vi en stram Madam, som ikke vilde nægte, at hun havde Æg; men hun spurgte, hvad Prisen paa Æg var hos os, og vi svarede, at hun kunde forlange saa meget, hun Vilde; saa blev vi hurtigt enige om Prisen.
Genboerne, som havde iagttaget Begivenhederne, havde nu allesammen Æg at sælge. De havde øjensynlig været i Tvivl om, om vi vilde betale for Æggene. Senere var der intet i Vejen, naar vi vilde købe noget.
Vi havde gode og sorgløse Dage her paa Godset; men naar Hollensen og jeg talte sammen, drejede Samtalen sig for det meste om vort kære Nordslesvig, som vi selvfølgelig længtes tilbage til.
Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Dagen efter ved 9-Tiden skete der et Tilfælde, som kunde være bleven meget alvorligt, men nu blev det nærmest komisk.
Vi var ved at lave en Grav langs med Muren inde i Gaarden til at skjule os i. Midt i Gaarden var der en stor Mødding, som laa lidt nede i Jorden. Pludselig slog en Granat ned i Møddingen, og dens Virkning var frygtelig.
Den spredte Møddingen rundt i Gaarden, saa der ikke var en Smule Gødning tilbage, hvor den havde været, men den sad klasket op mod Muren, det vil sige, hvor der ingen Soldater stod for.
Men vi, der stod der — iblandt os var en Løjtnant — blev saa tilklistrede, at det var umuligt at kende hinanden. Der blev ingen saaret, saa det endte med en grundig Latter.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om kapløbet om at nå oliefelterne i Baku. Osmannerne, tyskerne, briterne, tatarer, armenierne og Den røde Hær har alle stærke interesser i det strategisk vigtige område.
Også spillet om Palæstinas fremtid er nu i gang for alvor.
På Vestfronten strømmer det ind med amerikanske tropper – og det er på høje tid! Ved Belleau Wood er de for første gang indsat i større antal – og beviser deres værd som en styrke, der må regnes med.
Og så er det i denne uge – den 28. juni – at det er nøjagtig fire år siden, ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru blev myrdet i Sarajevo. Og stadig er der ingen tegn på, at krigen nogensinde vil stoppe.
Füsilier K. Tastesen gjorde blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Om Morgenen var vi helt hvide af Leret, der var tørret paa Tøjet. Vi maatte ikke gaa ud, da vi saa kunde ses af de engelske og franske Flyvere, men dette blev ikke overholdt, da vi havde faaet opdaget, at der var nogle Kartofler og Ærter udenfor Gaarden.
Vi fik noget samlet sammen og kogt, og desuden fandt vi nogle uaabnede Konservesdaaser, som Englænderne havde efterladt, da de havde været der. Vi stegte Indholdet til Kartoflerne, og fik os et rigtig godt Maaltid.
Røgen maa vist være bleven observeret, for ved Middagstid kom en Granat og slog ned et Par Hundrede Meter fra Gaarden. Saa var der roligt til ved 6-Tiden, da Fjenden sendte os nogle Granater, som Saarede 4 Mand. Atter Ro til om Morgenen, saa begyndte de igen.
Vi maatte ikke komme ud og stod derfor tætpakkede inde i Laden, saa hvis en Granat havde ramt rigtig, kunde den næsten have dræbt os allesammen.
Saa kom der Befaling fra Bataillonen om at lave en Skyttegrav foran Gaarden, som vi kunde søge ud i i Tilfælde af Gentagelser.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Füsilier K. Tastesen blev juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, og i foråret 1918 kom han til Vestfronten.
Den 29. Juni skulde vi til en Stilling 4 km vest for Boly. Vi marscherede derud. Landeveje var der ingen af, i hvert Fald hvis der havde været nogen, var de fuldstændig oppløjet. Det havde nylig regnet, og Jorden var helt opblødt, saa vi gik og vadede og kunde ikke faa Støvlerne med os. Jeg havde et lille Maskingevær paa Nakken og var saa uheldig at falde, saa Geværet blev helt maset ned i Jorden.
Om Natten naaede vi en Bondegaard, hvor vi blev. I Laden var der noget Halm, hvor vi kunde ligge Resten af Natten.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.
Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.
Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.
Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.
Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.
Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.
Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.
Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.
Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.
En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.
Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.
Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.
Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.
Det kommende spillefilmsdrama “I krig og kærlighed” handler om en desertør, der skjuler sig i Sønderjylland.
Det var faktisk slet ikke så usædvanligt, som man skulle tro – selvom virkeligheden nu sjældent formede sig som et storladent filmdrama.
På Felstedmark skjulte hele to desertører sig hjemme på hver sin ejendom!
De to mænd var Verner Petersen og Christian Christiansen. Verner Petersen interviewes her til Sprogforeningens Almanak 1935.
Mange sorgfyldte og vemodige Tanker er i denne Vinter vendt de tyve Aar tilbage til 1914, da Krigen brød ud, og den første tunge Krigsvinter holdt sit Indtog i vor Hjemstavn. Der er i Tankerne — som i Bladene — dvælet ved den Sorg og Ulykke, der for tyve Aar siden med Verdenskrigen brød ind over Nordslesvig, som over hele den krigshærgede Verden.
Man har tillige opfrisket Mindet om, hvor svært det var for de danske Nordslesvigere at drage i Krig Ansigt til Ansigt med en Begejstring, de ikke kunde tage Del i, og derude ved Fronterne satte Livet i Vove for en Sag, der ikke var deres.
Næsten alle fulgte de Pligtens trange Vej ud til det uvisse, og deres Pligttroskab og Loyalitet maatte vore nationale Modstandere Gang paa Gang anerkende.
Men der var som bekendt nogle, der ikke vilde eller kunde følge deres Kammerater ud til Skyttegravene og den Død, der lurede derude. Hvilke Grunde de har haft, ved vi ikke. Naar det gælder Livet, har vi ingen Ret til at spørge, da maa enhver følge sin Samvittigheds Bud.
Der var dem, der flygtede over Grænsen til Danmark og derved løb den Risiko aldrig at kunne komme tilbage til deres Hjem og Kære.
Andre gjorde en Ulykke paa sig selv: skød sig i Benene, brækkede en Arm eller huggede et Par Fingre af, for at blive erklæret for uanvendelig til Krigstjeneste og derved faa Lov at blive hjemme.
Nogle ganske faa lykkedes det at holde sig skjult hjemme. De maatte leve som Fanger i deres Hjem, skjule sig paa et Loft eller i en Lade for ikke at blive opdaget, og her mellem fire Vagge — en enkelt endog i en tilmuret Svinesti — friste en kummerlig Tilvarelse Maaneder igennem, til den lange Krig endelig ebbede ud.
Paa Felsted Mark lever to Landmand, der paa denne Maade undgik Skyttegravenes Rædsler. Men, fortæller de, naar de en sjælden Gang mindes den uhyggelige Tid: det var næsten værre at holde Ensomheden ud og Frygten for at blive opdaget, end det kan have været ude ved Fronten!
Vi sidder i en lille sønderjydsk Bondestue hos den ene af dem, Verner Petersen. Paa Væggene hanger Gengivelser af Erik Henningsens og Otto Baches kendte Billeder og fortæller den Fremmede om Beboernes danske Sindelag.
Verner Petersen, der nu har overtaget Gaarden efter sin Fader, blev i September 1917 som 18-aarig indkaldt til Garnisonen i Slesvig, og efter godt en Maaneds Uddannelse her skulde hans Kompagni sendes til Fronten.
Men Verner Petersen, der var sine Forældres eneste Barn, og hvis Mor laa alvorligt syg, vilde ikke ud til Frontlivets Rædsler og Farer.
— Jeg var fast besluttet paa at flygte, fortæller han, og da jeg ikke kunde faa Orlov, inden vi skulde af Sted, lykkedes det mig at faa fat i et Sæt gammelt Tøj, som jeg ombyttede med Uniformen, og i hvilket jeg flygtede hjem til mine Forældre her.
I et lille Værelse heroppe paa Loftet tilbragte jeg saa de 14 Maaneder, som Krigen endnu varede. Først kort for Julen 1918 turde jeg vove mig ud ved højlys Dag.
— Hvordan fik De den lange Tid til at gaa?
— Jeg læste alt, hvad vi havde af Læsning her i Huset, og hvad mine Forældre kunde skaffe mig, uden at det vakte Opsigt, for ingen maatte jo vide, at jeg befandt mig hjemme. Naar jeg ikke havde mere at læse, lavede jeg Husflidsarbejde, bandt Bøger ind og skar Løvsavsgenstande.
Kun sjældent vovede jeg mig ned i Stuerne om Dagen, men om Natten gik jeg ud, sneg mig over Markerne, langs Hegnene, for frisk Luft og lidt Bevægelse skulde et Menneske, der som jeg var Vant til at færdes ude den hele Dag, jo nødvendigvis have.
Pudsigt nok at tænke sig, at paa samme Tid har en af mine Kammerater, en Søn fra Gaarden, De ser derovre, Gdr. Christiansen hedder han, sneget sig rundt her om Natten. Men hvor forsigtige vi har været, vil De forstaa deraf, at vi aldrig har set hinanden paa vore natlige Udflugter.
Et Par Maaneder før jeg flygtede, var han kommet hjem fra Fronten paa Orlov og vilde ikke derud igen. Han skjulte sig i Laden i en gammel Svinesti, der blev muret til og omgardet med Halm, saa den ikke kunde ses. Her holdt han ud, til Krigen var forbi. Først da fik vi at vide, at vi begge havde fristet samme Kaar i over et Aar.
— Var De ofte i Fare for at blive opdaget?
— Chr. Christiansen var det tit, fordi Myndighederne jo vidste, at han havde været hjemme paa Orlov. Gentagne Gange kom der Gendarmer og Kriminalpoliti baade fra Flensborg og Hamborg for at søge efter ham. De gennemsøgte hele Gaarden, men det lykkedes dem aldrig at finde ham. Gendarmerne vadede i Halmen omkring hans Hule, og hans Forældre og Søskende var ved at forgaa af Spænding og Angst, men hver Gang maatte de Fremmede drage bort med uforrettet Sag.
For mit eget Vedkommende var Tilfældet det, at man troede, jeg var flygtet over Grænsen — op til Danmark, hvilken Antagelse mine Forældre maatte bekræfte baade overfor Myndighederne og Naboerne, ligesom de maatte fortælle, at de havde modtaget Brev fra mig fra Danmark.
Gendarmen i Felsted indfandt sig her allerede Dagen efter, at jeg var flygtet, men mine Forældre bedyrede, at de intet havde set til mig, og Gendarmen, der iøvrigt var en flink Mand og vidste, at min Mor laa syg, nøjedes med at bede min Far sige til mig, hvis jeg kom hjem, at jeg skulde melde mig til ham, saa skulde min Flugt ikke blive straffet saa haardt. Han fandt det dog mest sandsynligt, kunde min Far forstaa, at jeg havde været sammen med et Par andre af mit Kompagni, om hvem man vidste, at de om Natten var vadet over Grænsen i Vesterhavet og lykkeligt naaet til Danmark, og vi hørte ikke mere til Gendarmen.
Men en Dag lige for Høsten 1918 kunde det alligevel nær være gaaet galt for mig. Jeg havde været letsindig og var gaaet ned i Loen, efter at jeg havde overbevist mig om, at alle Døre ud til Vejen var lukket.
Kun ud til Haven stod en Dør aaben. Da pludselig viser der sig i denne Dør en Underofficer!
Jeg blev som lamslaaet af Skræk ved Synet af ham og tænkte: Nu er Spillet ude! Stor blev derfor min Glade, da jeg forstod, at han udelukkende var kommet for at tigge sig lidt Kød og Æg til. Han var fra Hamborg, men gjorde Tjeneste i Aabenraa og skulde nu hjem paa Orlov. Hans Kone og Børn sultede, og nu bad han om nogle Levnedsmidler til at tage med hjem til dem. Jeg skyndte mig ned i Kælderen efter et godt Stykke Kød til ham og ud i Hønsegaarden efter nogle Æg. Underofficeren blev lykkelig og vandrede af med sin fyldte Kurv.
Faren var drevet over for denne Gang, og jeg tog mig bedre i Agt derefter og holdt mig oppe paa Loftet.
— De blev vel utaalmodig, efterhaanden som Krigen trak ud?
— Det kunde til Nød gaa om Vinteren, hvor Mørket jo gav mig større Chancer for at slippe ud end om Sommeren, men i de lange, lyse Sommer var det forfærdeligt ikke at kunne komme ud, og Tiden faldt mig derfor dobbelt lang. Det, der holdt mig oppe — og for Resten holdt Modet oppe hos os alle sammen — var Haabet om og Troen paa, at det vilde gaa til den rette Side med Krigen, saa vi, naar den engang var forbi, kunde komme tilbage til Danmark.
— Hvor mange vidste, at De holdt Dem skjult her?
— Kun mine Forældre og vor Pige, der havde lovet ikke at røbe os. Andre Mennesker end disse tre — og saa Underofficeren! — talte jeg ikke med i de fjorten Maaneder og saa næsten heller ikke andre, idet jeg jo ikke turde nærme mig Vinduet af Frygt for at blive set. Vore Naboer og Familien, troede, jeg var i Danmark.
— De blev ikke syg under Fangenskabet?
— Nej, men jeg gik i en skrækkelig Angst for at blive det og dermed blive opdaget. Chr. Christiansen derimod fik Lungebetændelse af Opholdet i Svinestien. Hans Fader tog ned til en Læge i Graasten og satte ham ind i Sagen. Han fik nogle Flasker Medicin med hjem, og Sønnen kom sig, endskønt han ogsaa under sin Sygdom havde maattet tilbringe Dagene i den kolde og usunde Sti.
Chr. Christiansen var meget musikalsk og udfyldte Tiden med at fabrikere Violiner, men han turde kun sjældent spille paa dem af Frygt for at blive hørt af Fremmede.
— Hvordan var det atter at kunne færdes frit, da Krigen sluttede?
— Det var, hvor utroligt det end kan lyde, besværligt at vænne sig til det.
Vi var i vor Ensomhed blevet menneskesky, frygtsomme og mistænksomme. Der gik endnu nogen Tid efter Revolutionen, før jeg turde vove mig udenfor. Først i Dagene ind mod Jul gik jeg ud og lod mig se for Naboerne, for hvem Meddelelsen om mit hjemlige Fangenskab kom højst overraskende.
— De fortrød aldrig, at De ikke valgte Fronten frem for den afsondrede Tilværelse herhjemme?
— Jeg var jo fast besluttet paa at holde ud herhjemme …
Men hvis jeg i Dag paany havde Valget mellem Fronten og fjorten Maaneder heroppe paa Loftet, saa tror jeg, at jeg foretrak Skyttegravene, om jeg saa ogsaa vidste, det skulde blive min Død!
Verner Petersens to smaa, lyshaarede Piger leger i et Hjørne af Stuen. Nu og da ser de forundret og opmærksomt hen paa den fremmede Mand og deres Far, der sidder og taler om noget, de endnu ikke forstaar.
Tidsnok kan den Dag komme, da det gaar op for dem, hvad Krig er.
