A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.
Imidlertid var der blandt andet sket det paa Fronterne, at Ludendorff, der var kørt fast med sin Kejseroffensiv, samlede de tiloversblevne Kræfter til en ny Anstrengelse mod Soissons. Det viste sig senere, at min Bror Jens ogsaa havde været med der.
Den 27. Maj 1918 brød Offensiven løs, og det lykkedes Tyskerne at trykke en ny Bule ind i den franske Front ca,. 100 km Sydøst for vor Bule. Det næste, der skulde ske, var en ny Offensiv i Retning mod Compiégne. Den skulde udligne de to Buler til een mægtig stor. I denne Offensiv blev vor Trup ogsaa indsat, og omkring den 1. Juni 1918 forlod vi Hangest for til Fods at marchere til vort nye Bestemmelsessted, ca. 10 km Vest for Noyon.
Det blev en af de drøjeste Marchture, jeg har været med paa. Første Dag marcherede vi ca. 40 km paa disse franske Routes de National Landeveje, der blev anlagt under Napoleon d,. 1., og som i lige Linie forbinder de største Byer med hinanden og lader haant om de idylliske Landsbyer, der ligger et Par Kilometer til højre eller venstre. Alle D.S.K.ere kender disse Veje af egen Erfaring, og I vil sikkert give mig Ret i, at noget mere kedeligt og idéforladt end disse Veje skal man lede længe efter. De er dernæst forsynet med Granitbrolægning, haarde at gaa paa, og da vi var ude af Træning og tilmed havde en Oppakning, som var baade stor og tung, gav det ømme Fødder og trætte Rygge og daarligt Humør.
Lt. Küster kunde godt mærke den triste Stemning. Han vilde kvikke os op og greb til det gamle Middel: „Singen!” Men der var ingen, der havde Lyst til at synge.
„Saa hed det: „ Kehrt Marsch, ind til I synger!” Men der var ingen, der sang. Vi var klar over, at vi denne Gang ikke var paa nogen Eksercertur, men havde et Maal, og da vi var gaaet en Kilometer tilbage, havde han vel selv faaet nok af det, for nu lød det: „Kehrt Marsch!” igen.
Og lidt efter igen: „Singen!” Men vi var ikke i Syngehjørnet.
Saa raabte han: „Parade-Marsch, indtil I Bæster synger! Hoch die Beine!” — og alt det andet dyre.
Det blev en meget sørgelig Parademarch. Vi nøjedes med at stampe i Jorden, ingen sang, og til sidst maatte han opgive.
Men hvor var vi ømme og trætte, da vi den Aften gik i Kvarter i nogle Barakker.