12. september 1916 – Ribe Stiftstidende: skyttegravsarbejder i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Større skyttegravsarbejder i Nordslesvig

I lørdags ankom ca. 400 pionerer med ca. 40 heste til Skærbæk, hvor deres indkvartering voldte stærkt røre. De skal efter forlydende i gang med skyttegravsarbejder i grænseegnen – fra Skærbæk og østpaa.

Faldne

Franz Thomsen, søn af strygekone Marie Thomsen i Aabenraa, der tjente som overstyrmand paa et luftskib, er kommen af dage ved en krigsfart. Han efterlader sig hustru og børn.

Arbejdsmand Heinrich Breum fra Bjerggaard ved Svenstrup paa Als er falden.

Landmand P. Chr. Madsens hustru paa Landlyst ved Thomashus nord for Haderslev, har modtaget budskab om, at hendes mand er falden i de sidste haarde kampe, 39 aar gl.

Saarede

Bureaumedarbejder Otto Hennig af Aabenraa er bleven saaret.

Godsejer Andreas Raben fra Søgaard er bleven saaret.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Thomas Hansen fra Holdbi, Nis Heye fra Uge og Christian Thordsen fra Kettingskov er savnede

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *