Tag-arkiv: Tro

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

16. februar 1915. Send ikke patroner med feltpost! Nyt fra Hejmdal: Præster i felten, faldne, fangne, sårede

16. februar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Præster i Felten.

Af Præster fra Provinsen er, efter hvad “Schlesw.Holst. Sonntagsbote” meddeler 23 rykkede i Felten.
der af gør 10 Vaabentjeneste, nemlig Hess, Adelby (falden), Riewerts fra Uetersen (falden), Fischer fra Kotzenbøl (falden), von der Smissen fra Altona, Carstens fra Rendsborg, Bünz fra Wewelsfleth, Dorien fra Heiligenstedten, Fischer fra Højrup og Rieper fra Oldesloe.

8 gør Sjælesørgertjeneste: Chalybæus fra Flensborg, Bielefeldt fra Wilster (falden), Rodeke fra Sülfeld, Hansen fra Itzehoe, Thum fra Altona, Goebell fra Nørre Haksted, Petersen fra Dagebøl og Petersen fra Sønder Vilstrup.

Endelig her der meldt sig 5 til Sanitetstjeneste, nemlig Popp fra Løjtkirkeby (der nu gør Vaabentjeneste), Wind fra Arrild, Jansen fra St. Margarethen, Weidemann fra Kiebitzreihe, Gutjoh fra Langenæs og Fengler fra Elmshorn (der for Tiden er beskæftiget i Lasarettet i Hamborg).

Teologisk Kandidat Dr.phil. Thorning fra Altona, en ung Lærd, der særlig helligede sig orientalske Sprog, er falden. Endvidere er en Søn af afdøde Pastor Harms i Heiligenstedten, juridisk Kandidat Claus Harms, falden.

Falden.

Enke Line Schmidt i Hygumskov modtog forleden dag den Sørgelige Meddelelse, at hendes unge Søn Anders Schmidt, der sidste Efteraar meldte sig som Krigsvillig, kun ca. 18. Aar gammel, er falden paa den vestlige Front, ramt i Hovedet af en Kugle og død paa Stedet. Da en Kammerat, ogsaa fra Hygum Sogn, der har været med at begrave ham, har skrevet det, og hans Ejendele er Moderen tilsendt fra Kompagniføreren, er enhver Tvivl om Rigtigheden desværre udelukket.

Saarede.

Landbolsmand Valdemar Nissen paa Fæsted Mark, der har været med som Landeværnsmand paa den østlige Krigsskueplads for en halv Snes Uger siden blev saaret i højre Arm, saa at Benet tog Skade, hvorfor han længe har ligget paa et lasaret, har i denne Tid 14 Dages Hjemlov, førend han atter skal melde sig ved sit Regiment i Graudenz.

Fr. Bladt fra Tandselle er blevet saaret for anden Gang. Han blev den 17. September saaret i Munden af en Granatsplint. Derpaa kom han paa en kort Orlov hjem fra Lasarettet i Flensborg. Kort før Jul blev han ifølge “S.Z.” igen duelig til Felttjeneste og kom til Vestfronten, hvor han nu er bleven saaret ved et Bajonetstrik i Benet. Han ligger paa er Feltlasaret.

I russisk Fangenskab.

Fra den siden den 8. August forsvundne hans Juncker fra Ladegaard I, der sidst tjente i Sønder Vildtrup, har hans Paarørende nu faaet et Livstegn. Han var meddelt dem, at han er kommen i russisk Fangenskab og er indespærret i en Kaserne i Byen Nikolsk, i det østlige Rusland. Han meddeler, at han har det godt. Kortet fra ham er dateret den 8. Januar. Junker laa ved Infanteri-regiment Nr. 148 i Bromberg.

En Savnet.

En Søn af L. Christiansen i Moltkegade i Flensborg, der drog i Felten med 86’erne, har været savnet i længere Tid. Christiansen søgte derpaa Oplysninger gennem det internationale Bureau i Genf, men uden resultat. Derimod meddelte Bureauet ham ifølge “Fl.N.”, at der befandt sig en 86’er ved Navn Ernst Christiansen i fransk Fangenskab i Tizi Ouzou i Algier.

Fra Provinsen.

Postpakker til tyske Krigsfanger i Japan kan nu modtages til Befordring over Sverrig og Rusland.

Patroner maa ikke sendes med Feltposten. Overpostdirektionen i Kiel meddeler:
Ved Samlestedet Postkontor 7o Hamborg (Hühnerposten 1) er der nylig blevet standset flere Feltpostbreve, (Smaapakker), der var bestemte til Soldater i Felten og indeholdt Patroner. Der henvises i den Anledning atter til, at brandfarlige Ting som Patroner, Tændstikker og Tændeapparater med Benzin er udelukkede fra at kunne ekspederes med Feltposten.

Kartoflerne. Forbundsraadet har besluttet at forhøje Højesteprisen for Spisekartofler med 1,75 Mk.
I samme Forordning er der allerede fastsat Højestepriser for indenlandske tidlige Kartofler, som kan høstes i Tiden fra 1. Maj til 15. August, nemlig til 10 Mk.

Indskrænkning af Maltforbruget. Forbundsraadet har besluttet, at Øl-bryggerierne fra 1. Marts i det følgende Fjerdingaar kun maa anvende 60 pCt. af det gennemsnitlige Maltforbrug i det tilsvarende Fjerdingaar i 1912 og 1913; hvis dette gennemsnitlige Fjerdingsaarsforbrug ikke overstiger 40 Dobbeltcentner, maa der dog bruges indtil 70 pCt.. I Marts maa bruges 1/3 af den for det første Fjerdingaar 1915 beregnede Maltmængde.

Nyheder

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

24. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I efteråret fik Hans Petersen en ny kammerat, den lille Frits Wolf fra Hamburg. Det blev et godt makkerskab.

Den 24. Januar 1915. Jeg sad i lidt Halm under Halmristen oppe paa Loftet af en middelstor Bondegaard og røg en Cigar, mens jeg skrev i min Dagbog.

Til Skrivebord benyttede jeg min Tornyster, som laa tværs over Knæene. Vi var kommen her til Blérancourdelle d. 15. for at faa 10 Dages Ro. Mine Tænder løb i Vand. En frisk, behagelig Duft af Løg og stegt Skinke trængte hen til mig fra den anden Ende af Laden. Det var Frits Wolf, som var ved at stege Skinke til os to. Det havde Frits da lært i den Tid, vi havde været sammen. Paa den lille, aabne Kamin, som var meget tarveligt opsat af Sten oppe paa Loftet, stegtes og kogtes der hele Dagen igennem.

Vi stegte Frikadeller, Skinke og Æg og kogte Kartofler, Krebssuppe, Æblegrød, Kakao, Kaffe og The. Det var mærkeligt, at der ikke skete et Uheld med den aabne Kamin og de mange Tællelys, som vi havde tændt rundt om i Halmen om Aftenen.

Dagene gik med at vaske og istandsætte vore smudsige, iturevne Sager; men vi havde ogsaa Eksercits og Geværappel og gravede Forsvarsstillinger. Om Morgenen d. 17. havde vi Feltgudstjeneste i en Hulvej. Feltpræsten betroede os, at vore Vaaben snart havde sejret.

En Aften var jeg ogsaa paa Signalvagt med 6 Mand; vi skulde oppe fra et højt Bjerg iagttage Fjendens Lyssignaler. Vagtstuen havde vi i en af de store Stenhuler, hvor »Frands« hugger sine Sten ud til Bygningsbrug. Da jeg havde opstillet den første Vagt og instrueret den, indrettede vi andre os i Halmen, saa godt vi kunde, huggede et Hul i Stenmuren til vort Tællelys og fik os lidt at leve af under gemytlig Samtale og allehaande Skæmt. Næste Dag gik det atter i Skyttegraven.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

Nyheder, Sønderjyder

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

22. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

Nyheder

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

19. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Juletræet mellem Skyttegravene.
En Forstærkningsreservist fra Haderslev, der er ansat ved et Sanitetskompagni paa Vestfronten, skriver blandt andet:

…., den 6. Januar.
Kære ….
Tak for Pakken, Breve, osv. Jeg maa sige, I har været meget forsynlige baade med Smørelse til indvendigt og udvendigt Brug, men som det næsten altid gaar: det vigtigste var der dog ikke – Insektpulver eller med et finere Udtryk – Lussalve. Endnu er jeg heldigvis blevet forskaanet for Invasion, men hvor længe det varer, er ikke nemt at forudsige.

Julen gik meget hurtigt for mig. Jeg var paa Forvagt, for Resten ogsaa Nytaarsnat, saa de to Aftener fik vi ikke meget ud af. Julenat havde de tyske Tropper stillet et Juletræ op midt imellem Skyttegravene. Jeg kunde gennem Kikkerten se Træet, der var behængt med elektriske Pærer. Batteriet var opslittet i Skyttegraven, saa der kunde tændes og slukkes derfra. Fra begge Sider blev der afsunget tre Julesalmer og derefter Nationalsange; saa var den Herlighed forbi.

Første Juledag oplevede vi, at en fransk Soldat krøb op af Skyttegraven og vinkede over, at man ikke skulde skyde, han gik halvvejs over mod de tyske Grave, og en tysk Soldat gik saa over, for at høre, hvad han vilde. Franskmanden kom med Forslag om en Byttehandel mellem Parterne om Vin og Cigarer. De blev saa enige, og lidt efter vrimlede det foran Skyttegravene, som var det under en Pause i manøvretiden. Legen varede ved nogen Tid, men da Artilleriet ikke var med og sendte nogle Shrapnells derned, trak man sig tilbage.

Forinden endes man dog om, at der skulde udveksles Aviser. En tysk Soldat skulde gaa over med en Stabel tyske og saa faa udleveret franske i Stedet. Det var naturligvis ingen Tosse, der blev sendt afsted, han kom tilbage med Melding om de franske Pigtraadsforhegningers Bredde, og hvorledes Skyttegravene var indrettede og meget mere, der var af stor Interesse.

Da vi for Tiden kun har meget faa Saarede og der derfor kun er lidt at gøre for os, bliver vi sendt paa Vagt. I de sidste 2½ – 3 Maaneder har jeg været det hver andet Døgn. Mellem Jul og Nytaar havde vi en Dags Øvelse, og der kom derved Kludder i Turen, saa jeg baade kom afsted Jule- og Nytaarsnat. Vi var lidt ærgelige derover, da vi nok syntes, vi kunde have været fri en af Dagene, men det gik ikke.

Jeg kan ikke vide, hvor længe det kan vare ved endnu. Men det lader jo ikke til, at Udsigterne for en hurtig Afslutning er ret store lige for Øjeblikket. Alting ligger saa godt som stille, især her hos os. I den første Tid hed det sig: “Ja, nu maa vi da snart skulle videre.” Men Tiden gik, og vi er her endnu. Jeg gad vide, hvordan det ser ud andre Steder.

Fra Skyttegraven i Østpreussen – Religiøse Rørelser.
Skyttegraven i Østpreussen, 18. Decbr.

Kære Forældre!
Jeg har i Dag modtager 2 Numre af “Sædekornet” og 2 af “Hejmdal” hvad vi er meget glade for. Det er selvfølgelig ikke alene mig, som læser dem, her gælder det netop om at faa meget ud af lidt. Det er en stor Glæde at faa noget selv, men større er Glæden, naar man kan dele ud til andre.

Vi har flere ved Kompagni, som gør det, især er der en fra K., en Mand ved Navn G., han deler meget ud imellem Kammeraterne, og man finder heller ikke bedre Selskab end ham. Det er en gudfrygtig Mand, det vil sige, en af den Slags vi skulde havde mange af, og I kan tró, hvem der ikke har lært at bede før, skal sandelig nok komme til det her, naar Kanonerne tordner, og Jorden ryster, eller Maskingeværerne udsender deres Kugler med en vis Færdighed. Saa skal man nok komme til at tænke paa sin Gud. Jeg tror ogsaa, at der gaar mange stille Bønner op til Himlens Gud.

I ønsker jo vist at faa lidt at vide om, hvor vi ligger. Det er 8 Kilometer nordfor A. ved et Slot, som hedder Winsken. 500 meter derfra gaar Skyttegraven, og saa ligger Russerne en 8-900 Meter foran os i deres Skyttegrav. I vor Skyttegrav har vi jo smaa Huler, hvori der ligger 2 mand. Vi har ogsaa nogle til 4 Mand og nogle helt store til 12-14 mand. Nu har vi lige faaet Skorstene indmuret i dem alle, saa vi kan koge lidt, men det vil sige, det skal være, naar det er mørkt, for at Russerne ikke skal se det. Straks de mærker en Smule til os, skyder de af al Kraft.

Vi har jo ogsaa lidt Selskabelighed; min gode Ven Hans Clausen fra Bodum, besøger mig altid engang hver Dag. Ellers gaar jeg hen til ham. Saa ser vi vore Pakker efter og faar os lidt Chokolade og et Par Cakes, hvad vi nu har. Vi sidder sammen et Par Timer og taler om et og andet derhjemme. Saa gaar vi paa Vagt. det skal jeg ogsaa nu. derfor mange venlige Hilsner til Jer alle fra
Jeres Søn
Mathias

Skyttegraven i Østpreusen, 8. Jan. 1915

Kære Forældre!
Jeg vil i denne Morgenstund skrive lidt til Jer. Jeg er sund og har det efter Omstændighederne godt. Der bliver sagt, at vi skal afløses i Morgen Aften, for at vi kan blive fri om en Uges Tid. Det er rart, for der er streng Vinter heroppe, haard Frost med Sne. Det er nu ikke saadan, at jeg fryser, for man har saa meget Tøj paa, det næsten er umuligt at fryse. Men det vil være dejligt for en Forandrings Skyld, for man bliver dog ked af at ligge i Skyttegraven Uge efter Uge, ja, men kan jo sige: Maaned efter Maaned, for nu har vi lige været i Skyttegraven i to Maaneder, og jeg synes ikke, der er Udsigt til, at det kan holde op foreløbig. Men saa maa vi jo ogsaa sige, at vi Mennesker ingen Forstand har paa den Slags Ting, for hvem der ikke før har mærket, at der er en Gud til, som styrer det hele, han faar det at mærke her. Jeg maa sige, at naar man holdet Øjet med sig, saa kan man se, hvorledes Kristenlivet trives i enkelte Mennesker. Man maa bede om, at det maa holde sig, naar Freden atter kommer.

Det er sørgeligt, at vi slet ikke hører fra Jørgen. Nu er det næsten 5 Maaneder siden, han blev saaret, og hver gang jeg tænker paa ham, rinder disse Ord mig altid i Hu:

Haabet, Haabet lever kun,
det er det, vi har tilbage
i de mørke Vinterdage
som et Solglimt sendt fra Gud

Jeg har faaet mange Julegaver. Den bedste kom fra Frimenigheden. De har sendt mig det nye Testamente og en lille Salmebog. Det har glædet mig allermest, at de har selvfølgelig ogsaa sendt mig Julebogen. Den har vandret rundt i Kompagniet, for den havde de Lyst til at se alle. Tak for “Hejmdal”, som kommer meget regelmæssigt. mange venlige Hilsner fra
Mathias

Hilsner fra Felten.

St.C. Frankrig, d. 3 Jan. 1915

En venlig Hilsen og en Hjertelig tak til alle beboerne i Hellevad Sogn, som har ydet deres til at forskønne os Julefesten herude i Felten med deres dejlige Julepakker, som vi har modtager. En særlig Tak til Pastor Tonnesen og Frue for deres store Ulejlighed.
Carsten Carstensen, Hans Nissen

D. i Frankrig, d. 10. Jan. 1915.

Kære “Hejmdal”!
Siden 1. Juledag har vi opholdt os især bag Fronten, som Reserve. Landsmænd sidder selvfølgelig sammen, og Tankerne flyver hjem til det kære Nordslesvig. Hermed sender vi alle derhjemme en kærlig Hilsen.

Hans Alexandersen, Sottrup; Peter Bladt, Lysabild; Niels Hansen, Klovtoft; Vilhelm Christiansen, Røkær ved Tønder; Boy Jessen, Skovlund ved Flensborg; Marius Koch, Kliplev; Laust K. Jensen, Emmerlev; Andreas Ravn, Hejsager.

Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Ja, vil vil ogsaa gerne have Lov til at sende Dig en Hilsen som Tak, fordi Du kommer helt herned og besøger os. En særlig Tak til den, som har foranlediget, at vi har den Glæde. Vi har det efter Forholdene godt, er ved god Sundhed og godt Humør. Ogsaa en kærlig Hilsen til vore Kære derhjemme.

H.J. Boysen, Traasbøl; J. Karstensen, Sundsmark; Lorenz Schmidt, Genner; Adolf Leander, Gammelby ved Vejen Station (Danmark); Hans Krieger, Viby (Als); M. Lauritzen, Sønderborg; I. Herbold, Rørkær; C. Kraft, Flensborg.

Østpreussen, Torsdag den 14. Jan. 1915.

Nedenstaaende Nordslesvigere, der som Landeværnsmænd har ligget i Skyttegravene i Østpreussen siden Midten af November Maaned, sender en hjertelig Hilsen til “Hejmdal” samt Venner og Bekendte.
Peter J. Hansen, Peter Snitkjer, Aarøsund; Erik Ravn, Vilstrup; Eduard Dall, Lert; Andreas Kock, Mølby; Mathias Mygind, Øster Lindet; Kresten Lassen, Hyrup II; Jes Beck, Oksenvad.

“Dannevirke” har modtager en Hilsen fra det vestlige Flandern, undertegnet af Følgende:
Niels Bran, Grarup; Thomas Snitballe, Lunding; Klaus Blunk, Hals; Chresten Iversen, Strandelhjørn; Nis Jessen; Abkjær, M. Clausen, Hejsager; J. Kahl, Aastrup; Kristian Bredall, Løjt; Andreas Feddersen, Skodborg.

Brevet er dateret den 9. Januar.

Nyheder

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

18. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften, og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

Nyheder

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

17. januar 2015 Rene Rasmussen 1 kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Reserveinfanteriregiment 86. I januar deltog han i slaget ved Soissons. I et brev til sine forældre et par dage efter slaget fortalte han om sine oplevelser.

Sådan gik det i fem døgn, ikke en halv times søvn, ingen køkken, ingen vand, ingen kaffe, ingenting overhovedet; indtil endelig afløsningen kom kl. 2 om natten mellem den 16. og 17. Det var bælgmørkt. Vi gik gennem Crouy, hvor alle gader var barrikaderede på revolutionsmanér, og kom ad underlige vildsomme veje gennem mægtige ruiner og opdagede, at vi var vild. Vi kom ind i en romantisk klippehule, hvor vi hvilede en times tid. Endelig kl. 8 kom vi tilbage til vor egen hule ved Terny, hvor vi havde vore tornystre liggende.

Alle køkkener holdt dér parat med ærter og kaffe, og hvor vi spiste. Jeg var så slap, at jeg knap kunde bære mit eget gevær. Et par timer efter gik det videre. Da vi kom til Sorny, holdt der det kejserlige livregiments musik og spillede æreshymne for sejrstropperne. Siderne af gaden var fulde af soldater. Vi rykkede videre, og da vi nåede Terny, kom musikken efter os i store automobiler og gav os end et nummer. Men vi fortsatte og marcherede endnu 10 km til Jumencourt; da var jeg også så træt, at jeg næsten ikke kunde mere. Vi hvilede så dér til næste morgen og kom så med banen til Noyon.

Inden vi drog af, kom III Armékorpsets kommanderende general og takkede os i en lang tale. Kejseren vilde selv have besøgt os på slagmarken, men det havde han ikke tilladt. Det var et af de største slag, der har stået dernede i den sidste måned.

Både livregimentet 36. og reg. 12 havde nægtet at storme. Jægerne havde villet på betingelse af, at 86. måtte komme dem til hjælp; de var nemlig blandt infanteriet det samme, som de 42 cm kanoner var blandt artilleriet. Vor bataljon tog alene 1.150 fanger (det stemmer desværre); men vi mistede også ca. 400. I alt har vi taget ca. 5.000 fanger, men vi har haft et tab på over 10.000. Det var et mægtigt slag; uhyggeligt, forbundet med store savn og lidelser; men jeg takker Gud, at jeg er sluppet derfra. Mange, mange af dem, jeg kendte, ligger nu derude, måske ligger der endnu sårede der.

Jeg fandt sårede, som havde ligget hen i seks døgn – lige fra de første kampe.

Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er, og jeg vil helst glemme de indtryk, endskønt til sidst var man så sløv for det, at man ikke ænsede det.

Jeg tror ikke, vi har mistet nogen som helst af de ægte gode folk hernede; jeg har forespurgt overalt. – Der bliver gjort en vældig stads af das „eiserne Batallion”, som vi bliver kaldt, og over hele det tyske rige skal parolen i fjorten dage være Flensborg. – Jeg er så ked, så ked over at have oplevet dette. I ved vel nok hvorfor. Og det endskønt jeg kan sige mig selv, at det hele jo ikke er så galt.

Vi er gået en km frem, ned mod Soissons og bredderne af Aisne, som vidt og bredt er oversvømmede. Men det er en oplevelse, eller en mangfoldighed af oplevelser, som rent vil glemmes. Men nu tænker jeg, det vil vare noget, inden vi kommer langs igen, da vi har lidt alt for store tab. Ved ét komp. er der kun en eneste underofficer tilbage af befalingsmændene. Vi skal have 14 dages hvil, og det trænger vi hårdt til. –

Jeg har fået fire pakker med smør på én gang samt breve og andre pakker, og jeg siger mange tak for det alt sammen; nu har jeg da noget, at jeg kan komme til kræfter igen. Halvfjerdsindstyve af vort komp. har meldt sig syge, så der er kun en tredive stykker tilbage, som er nogenlunde hele.

I må undskylde, at dette brev er så uordentligt; men indtrykkene er så mange og forvirrede, så jeg kunde ikke samle mig. Jeg skal nok skrive jer lidt mere derom. Christians fætter Nikolaj Nikolajsen er blevet let såret.

Vi lå omtrent sammen i skyttegraven. Nu en hilsen til jer alle sammen fra jeres søn

Kresten

Nyheder, Sønderjyder

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

16. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Nyt fra Hejmdal.

Hilsen fra Felten.

Jens Iversen, Tørning Mark; Hans Mortensen, Andreas Ravn og Karl Lund, Haderslev; Bendix Atzen, Toftlund; Peter Weber, Haderslev; Johannes Degn, Errigsted; Peter Nørgaard, Fol; Jens Fuglsig, Terp; Anton Nissen, Simmersted; Martin I. Smidt, Skodborg; Thomas Schultz, Terp.

Sørgegudstjeneste.

I Gaar afholdtes der i Bjolderup Kirke en Sørgegudstjeneste for Lorens P. Hejsel fra Bolderslev. Han faldt i russisk Polen den 12. December 1914, kun 22 Aar gammel. Under Skansearbejde blev han ramt af en dræbende Kugle i Hovedet. Hans Kammerater begravede ham i en Have derude i den fremmede Jord. Her i hans Hjemstavn, som han holdt saa meget af er en Plads bleven tom ved hans Bortgang. Han var afholdt af alle, derfor vil hans Minde stedse bevares.

I Fangenskab i Japan.

Maskinist Peter Lund, hvis Forældre bor ved den gamle Haderslev Landevej ved Aabenraa, har været med i Tsingtau. Nu er der indløbet Brev fra ham om, at han befinder sig japansk Fangenskab. Han er glad og tilfreds og har det godt.

Kejserlig Musikdirigent H. Hansen fra Flensborg, der ligeledes var med i Tsingtau, har skrevet hjem, at han nu befinder sig i japansk Fangenskab i Osaka sammen med 600 Kammarater. De ligger i en Baraklejr. De har det meget godt. Før Afrejsen fra Tsingtau fik de Tilladelse til at pakke deres private Ejendele sammen og overgive dem til en tysk Speditør, saa de kunde blive sendt hjem.

Faldne.

Underofficer Lebeck fra Kastrup, der var med i Krigen ved Østfronten, er ifølge “Dv.” faldet omkring Midten af November. Han var en Søn af forhenværende Gaardejer Jens Lebeck fra Kastup.
Kommis Jes Lorenssen, Søn af Smaabanearbejder Lorenssen i Haderslev, der stod som Reservist ved et Garde regiment, er falden, mens han stod paa Forpost paa den østlige Krigsskueplads. Han har ogsaa været med ved Kampene i vest.

Flere andre Familier i Haderslev er ifølge “S.Gr.” bekymrede for deres Sønner i Felten, idet Postsager paategnede “savnet” eller “falden”, er kommen tilbage fra dem.
Gymnasialrektor Reuter fra Lybæk som stammede fra en nordslesvigsk Slægt, er falden i Frankrig. Reuter var ifølge “Schl.Gr.” Kaptajn i Landeværnet.
Overløjtnant Erich Trüstedt, der før har staaet ved Bataillonen i Haderslev, er falden den 12. Januar ved Soissons.

Mathias Jørgensens eneste Søn, er falden i Frankrig. Han blev ramt ved et Skud i Hovedet og er siden død paa Lasarettet, 30 Aar gammel.

Saaret af et Lungeskud.

I Torsdags modtog “Dbp.” den sørgelige Meddelelse, at Jens Christensen fra Stenderup var bleven saaret af et Skud i højre Lunge. Han ligger paa Lasaret Nr. 44 i Royon. Saaret er ikke ubetinget livsfarligt, saa det maa haabes, at han kan komme sig.

Fra Provinsen.

En krigsvielse. Styrmand Emil Kier fra Dalsgaard ægtevies sidste Tirsdag i Rinkenæs Kirke. Styrmand Kier, som under Krigen gør Tjeneste i Flaaden, havde faaet en meget kort Orlov i den Anledning. Ankommen fra Kiel til Flensborg om Aftenen med sidste Tog maatte han om Natten til Fods tilbagelægge den 18 Kilometer lange Vej til Rinkenæs, for at kunne holde Bryllup næste Dag. Den følgende Morgen maatte han atter før Dag forlade sin unge Hustru og Hjemmet, for at komme til Kiel igen i rette Tid. (Fl.Av.)

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nedenstaaende er Udtog af et Par Breve fra en ung Købmand til hans Forældre i Haderslev:

Tak for eders Brev og Pakken med Uldtrøjen, Lommeklæderne, Sjalet og Cigarerne. Den havde været 8 Uger undervejs, men Sagerne var jo ufordærvede, hvad maaske knap kan siges om Eders Julepakker, hvis de skal være lige saa længe undervejs.

Nu skal I høre, hvordan jeg har haft det henimod Jul og i Juletiden. D vort Regiment havde lidt svære Tab, blev jeg med alle, der paa nogen Maade kunde undværes ved Bagagen, sendt som Udfyldningsmandskab til Fronten, og nu skal jeg fortælle Jer hvordan min Fødselsdag 1914 begyndte.

Vi havde været tre Dage i Ro, og Aftenen før min Fødselsdag rykkede vi igen ud i Skyttegravene. Kl. 11 marcherede vi bort, og mellem 12 og 1 kom vi i Nærheden af vore Skyttegrave i et Mørke, en Storm og Regn, saa vi næsten var gennemblødte. Men det værst var, at vi skulde besætte en Stilling, hvor vi ikke havde været før. Den laa i Udkanten af en Skov, der grænsede ind til en Slotspark. I Slotsparken blev der gjort Holdt. Det var et saadan Mørke, at vi ikke kunde se vor Formand, naar han var to Skridt borte. At finde Skyttegravene var derfor ikke nogen let Sag. Det gik frem og tilbage i Skoven, og vi maatte holde fast paa hinanden for at blive sammen, og dog var det næsten umuligt. Skoven var sønderskudt fra Stammen. Det gik gennem tykt og tyndt, saa styrtede vi over en væltet træstamme, saa, saa ned i et Hul, som Granaterne havde rodet op. Det var helt umuligt at holde Kompagniet sammen. Jeg tilligemed en Underofficer og tre Mand kom ogsaa bort fra vore Kammerater. Se kunde vi ikke, og for Stormens Susen kunde vi heller ikke høre, hvilken Vej Kompagniet var gaaet. Raabe turde vi ikke, da Fjendens Skyttegrave kun laa nogle Hundrede Meter borte. Vi søgte frem og tilbage i et par Timer. Skyttegravene fandt vi ikke, hvorimod vi fandt tilbage til Slotsparken. Slottet fandt vi da ogsaa, og tilbragte Natten i en Kælder, for at være dækkede mod Granaterne, som Franskmændene af og til sendte.

I Slottet laa nogle af vore Tropper indkvartede, og da det begyndte at dages, gik en Officer med og viste os Vej. Men nu var det blevet lyst, og det var en vanskelig Sag at naa hen til Skyttegravene. Stormen var ophørt, og Fjenden kunde høre os gaa i Skoven. Hvert Øjeblik sendte han en Salve over os, saa vi maatte kaste os plat ned paa Jorden og vente, til det igen blev roligt. Paa den Maade naaede vi omsider Skyttegraven, hvor vi aandede op, og hvor jeg fejrede Fødselsdag.

Ja, man kan fejre Fødselsdag i en Skyttegrav maaske bedre end i den dybeste Fred, naar Hjertet er opfyldt af Tak til Gud, fordi han har bevaret os i en overstaden Fare.
Kort efter den her beskrevne Nat kom jeg igen tilbage til Bagagen og blev sendt hen til en lille By for at hjælpe til at fortære Julepakkerne. Det var tre dejlige Dage. Det frydede mig i min Fritid at gaa omkring og se paa Livet i Byen – den ene Dag var en Søndag – se civile Folk spadsere omkring i deres Søndagsstads, hvad man jo i Maaneder ikke havde set. Alt her saa saa fredeligt ud. Det eneste triste, man saa, var de mange sørgeklædte Kvinder. Man vidste jo, hvad det betød.

Jeg fik anvist et udmærket Kvarter hos en Borger i Byen, hvor jeg blev meget venligt modtaget og fik et pænt Værelse, og det bedste – en god Seng. Det var første Gang i henimod 5 Maaneder, at jeg kunde komme af Tøjet, og jeg var helt betænkelig ved at skulle i den skinnede hvide Seng. Me da jeg først var vel i Fjerene, sov jeg til den lyse Morgen.

Manden fordrev Tiden med at lære Tysk. Han havde to tyske Lærebøger og en fransk-tysk ordbog. Om Aftenen underholdt vi os med hinanden, saa godt det lod sig gøre, men det Tysk, han havde lært sig til, og med nogle franske Brokker, jeg havde lært, for Resten med Tegn og underlige Fagter. Kneb det, maatte ordbogen frem og en Bunke gamle tyske Aviser, han havde faaet af Soldaterne, hvori han saa viste mig, hvor han havde læst den eller den Begivenhed, og det gik udmærket. I 80 Dage havde Kanonerne tordnet omkring Byen, men den var mærkelig nok blevet skaanet. Deres Søn var med i Felten. De havde ikke hørt fra ham i næsten fire Maaneder, og Konen græd meget.

Det er ikke saadan her, som hjemme, at Lejerne bor enten i Stuen, paa første eller anden Sal, nej Lejligheden gaar fra Jorden til taget, saa hver Lejer har sin egen Indgang. Familien, hvor jeg boede, havde Værelser i Stuen, paa første og anden Sal. Køkken og Spisestue er i et, Kakkelovne findes heller ikke, men Kaminer. Tre Dage er snart gaaede, især naar det er gode Dage og snar maatte jeg sige farvel til min elskværdige Vært og Værtinde, til mit pæne Værelse og min gode Seng, og styre mine Fjed tilbage til Bagagen.

Saa kom Julen. Vel var det en Jul i Krig og Fjendeland, men det var dog en velsignet Jul, saa I Kære derhjemme kunde have sparet Jer enhver Sorg og Bekymring for os. Vi ligger med Bagagen i en lille By. Juleaftensdag var der Gudstjeneste Kl. 4, Kirken var smukt pyntet med Grønt. Der var to Juletræer, og saa mange Lys har jeg aldrig set i en Kirke som her. Gudstjenesten var meget festlig og smuk. der er ingen, der vil glemme den. Om Aftenen samledes vi i Stuen, Juletræet bliv tændt og Julesamler blev sunget. Saa besluttede vi at gaa hen til vor Løjtnant og synge ham en Salme. Vi var henved 30 mand, vi stillede os op udenfor hans Vinduer og sang “Glade Jul” (“Stille Nacht”). Da Sangen var endt, kom Løjtnanten ud til os, takkede os hjerteligt og trakterede os med Øl og Cigarer. Siden kom han over i Stuen til os, sang sammen med os og holdt en Tale til os, som blev efterfulgt af flere. Som naturligt var paa denne helligaften, slog de Ord bedst an, der gjaldt vore Kære i Hjemmet, og mange varme Ønsker blev udtalt om snart at maatte samles med dem igen. Ja Gud give det!
Iver

Nyheder, Sønderjyder

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

14. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” har modtaget følgende Hilsen fra Frankrig:
Frankrig den 6. Jan. 1915.
Vi undertegnede Nordslesvigere, som staar ved et Husar-Regiment, sender hermed en venlig Hilsen til vore Venner og Bekendte tilligemed Ønske om et godt og velsignet Nytaar!
Underofficer Jørgen Sørensen, Hostrup (Aabenraa); Underofficer Michael Michaelsen, Skodborg; Reservist Frederik Mortensen, Arnum Mejeri; Peter Kjer, Grønnebæk, Johannes Schultz, Skudstrup; Christen Lund, Skudstrup; Peter Lauritzen, Skodborg; Peter Dall, Langetved; Johan Silberbauer, Skudstrup; Philip Petersen, Maugstrup; Peter Berg, Aastrup; Julius Schumacher, Vojens; Vilhelm Petersen, Vojens; Niels Bruhn, Arnum; Andreas Jensen, Ulkebøl; Peter Madsen, Tumbøl; Jørgen Dall, Aastrup; Christian Lauridsen, Skovby; Nis Maag, Barsmark; Jørgen Hansen, Haderslev; Carl Hansen, Haderslev; Marius Petersen, Toftlund; Jens Raben, Hoptrup; Oluf Ravn, Ørby; Martin Faaborg, Hostrup.

En af de Faldne.

For kort Tid siden blev der fra Civilstandskontoret i Ulkebøl sendt Gaardejer Jens Brock, Klinting, den sørgelige Meddelelse, at Sønnen Jens var falden i Rusland den 25. Oktober 1915.

Dette er, skrives til “Dbp.”, saa alligevel en Bekræftelse af, hvad hans Kammerater den Gang skrev, men da der samtidig kom Postsager tilbage med Paategning “Lasaret” saa nærede hans Paarørende alligevel Haab om, at han kun var saaret. Men nu er den haarde Vished der. Hans Forældre mister i ham en god, kærlig og dygtig Søn, som meget i deres Hjem vidner om, og som stedse vil være et Minde for dem om de alsidige Geni, han var begavet med. Han arbejdede i sin Fritid ved Høvlebænk, Drejelad og Feltsmedje, og mange smukke og nyttige Ting foreligger fra hans Haand.

Spaamanden ved …. Kampagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.)

IV
Dreslincourt, 7. December.
Kære E.!
(Brevskriferen takker først for Breve og Pakker, som strømmer meget talrigt ind. Men han ved Raad:) Der er jo dem, det er sløjt for. Dem giver jeg sommetider et Stykke Ost, naar de er kommet i Forlegenhed, fordi Marketenderen ikke har været i lang Tid. Naar Vognen saa kommer, stormes den, og de faar langtfra alle indkøbt, før der er udsolgt ….

Vi hører jo stadig om Manden ved …. Kompagni. Forleden fortalte man, at han var blevet stukket ind, men det er ikke sandt. Han har fortalt til vor Regimentskommandør (Oberstløjtnant), at en højere Officer af vort Regiment skulde saares, men han vilde ikke sige, hvem det var. Nu er Kaptajn Kn. blevet let saaret af en Granatstump. Men mig forekommer det mere og mere usandsynligt, hvad han siger, saalænge der ingen afgørende Kampe har fundet Sted i Øst eller Vest, og jeg tror nu næsten slet ikke mere derpaa. Det skulde da være sandt, at de nu har 400,000 Russere i en Sæk, som det siges her, de mangler blot at binde for Sækken, saa de kan tage dem alle til Fange; saa kunde det være, at det blev Slut. Vi vilde alligevel glæde os, om han fik Ret. Han har sat sin Lønning ind derimod og sagt, at de maatte tage hans Hoved, hvis det ikke kom, som han havde sagt. Saa har vi kun Krig 8 Dage til ….

Mange af de Efterretninger fra Nordslesvigere, som staar i “Hejmdal”, er her fra vor Egn, mest fra …. Kompagni, hvor …….. er Feltwebelløjtnant. I Dag har vi faaet en “Hejmdal” fra den 30. November, hvori der staar noget fra … Deling i vort Kompagni. Jeg hører til …. Deling. Se til, om Du ikke kan faa fat i en “Hejmdal” fra 30. November.

Vi tilbringer den meste Tid i en varm Stald, læser, skriver, ryger vor Pibe eller Cigar og synger et Stykke. Blot Lys, Stearinlys er det knapt med. Men naar det begynder at mørknes, skal vi ned i Skyttegraven igen. Det er lange Nætter nu, og Forposttjenesten bliver stadig længere. Men det gaar jo alt godt, naar Franskmændene ikke griber an, og vi heller ikke griber an. Vi haaber, vi maa blive liggende her til Fredsslutningen, da krigen efter vor Mening ikke kan ikke kan vare saa længe, som den har været.

I de gode Dage, vi har her, mærker man jo mere til sin Jordbundethed. men naar man sidder og synger og er glad og der saa kommer et Kanonskud eller en fjendtlig Granat, saa tænker man alligevel, at det snart kan være forbi med en.

Jeg lever – og ved hvor længe fuld Trøst:
Jeg lever, til Herren mig kalder,
Jeg lever og venter den kaldende Røst,
Jeg lever som Gæsten paa fremmed Kyst,

Til Faderen Barnet hjemkalder.

Her er det jo næsten Regn hver Dag og Nat. Vinteren bliver vist ikke saa streng her. De fortæller, at Manden fra …. Kompagni ikke har sagt den 15. December, men Midten af denne Maaned. Han tror fast og bestemt derpaa….

Deslincourt, 12. December.

Kære E.!
Allerførst min hjerteligste Tak for Brevet, som jeg har modtaget i Dag. Jeg ser deraf at I alle er ved god Sundhed, og kan meddele det samme om mig, hvad der jo er det bedste her paa Jorden, og jeg beder Gud om, at jeg maa komme frisk og sund hjem til Dig igen, at vi kan leve lykkeligt sammen endnu i mange Aar.

Ja Manden fra …. Kompagni bliver endnu ved sit, at det skal være forbi mellem den 10. og 20. Han siger, at hvis det ikke passer denne Gang, er det første Gang, at det ikke har slaaet til i 30 Aar. Og fra Rusland og fra Højre Fløj i Flandern skriver de ligeledes, at de tror, der er Fred til Jul. Jeg maa beklage denne Mand, hvis det ikke træffer, som han har sagt, da det nu er ude blandt Regimentet. Han vilde derimod kunde faa mange Penge, hvis det kom til at passe, og han tror fuldt og fast derpaa. Lægen har ogsaa haft ham i Tale og erklæret ham for en alvorlig Mand og at han var ved normal Forstand. Manden sagde til Lægen, at han godt kunde forstaa, at vi ikke troede saadant noget og ikke kunde se saadant noget, men han var helt plaget af sådanne Tanker. Han sagde ogsaa, at til næste Aar skulde han miste sin Datter. Der er jo ingen Udsigter til Fred endnu, men Gud kan jo gøre en hurtig Ende paa Krigen.

Det regner snart hver Nat, vi staar paa Post, og det regner gennem vort Tag, idet Vandet synker igennem Jorden. Jeg sover som en Sten, naar jeg først er falden i Søvn. Somme Tider er det dog ikke let at falde i Søvn, naar Kammeraterne snorker; men jeg snorker ogsaa ….
Ellers er der ikke noget at melde herfra. Alt er ved det gamle. Hils dem alle hjemme og en hjertelig Hilsen til Dig fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, 16. December.

Kære E.!
— I Dag fik jeg et dansk Nyt Testamente fra Chr. J., Købmand i G., da man bedre forstaar det end det tyske, og hos os kommer det jo ikke an paa Politik.

Tiden bliver jo lang nu, naar man venter paa, at Freden skal komme den 20. Efter den 20. skal der intet Skud falde mere, har Manden fra …. Kompagni sagt, og det er dem, som har giver ham deres Lønning, 5,30 mark, forud; men hvis den ikke indtræffer den 20., saa skal han give alle dem, der har givet ham deres Lønning, det dobbelte. Han har skrevet hjem, at de ikke skulde sende ham Julepakker.

Det glæder mig at høre, at Du og I alle er ved Sundheden. Det samme er Tilfældet med mig. Det er jo lige saa haardt for Eder derhjemme, som gaar og tænker paa os. Her, hvor vi er saa mange, er det jo altid Liv endda. Vor Gefrejter er en rigtig en til at holde et Selskab vedlige. Han er ved at spise Brød med Smør og Pølse, men det første Stykke, som han havde smurt et godt Lag Smør og Pølse paa, var der en anden, som tog ham ud af Haanden og spiste. Det var ikke af Sult, for nu faar vi nok at spise.

To Landeværnsmænd ved …. Kompagni forulykkedes forleden Nat i deres Hule, idet Jorden, som laa paa Taget, er blevet for tung af Regnen og brudt sammen og faldet ned paa dem. De er begge døde. Den ene var der endnu Liv i, da de gravede ham ud. De var begge Familiefædre. Vi har Mænd iblandt os paa 38 Aar med 8 Børn.

Naar man endda snart kunde komme hjem til Eder igen frisk og sund! Nu en hjertelig Hilsen til Dig og den alle sammen fra
Din tro
Hans.

Nyheder

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

10. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar blev hans bataljon flyttet til Soissons

Søndag d. 10. Januar 1915.

Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Soissons, men jeg tør vist ikke skrive alt for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev af sted på en eller anden måde.

Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid.

Det er underligt at gå her under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med. Det er næsten, som om man kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her skal udføre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og derfor kan de ikke arbejde sammen. Når jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:

„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“

Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øjeblikket kunde ønske, men dog som det båder os bedst.

Nyheder, Sønderjyder

9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

9. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal. Feltpostbrevene bringes i avisen flere måneder efter, de blev afsendt

Hilsner fra Felten. C i Frankrig, den 5. Januar 1915.

Kære “Hjemdal”!
Min hjertelige Tak hjem til Dig kære “Hejmdal”, fordi Du ogsaa naar herned til os, en særlig Tak til min kære Sender. Der er dejligt at kunne følge med i, hvad der gaar for sig hjemme i vort kære Nordslesvig.
Fjenden har jo alt for længe hilst paa os med Granater i det nye Aar. Han har maalet godt fat og skyder lige ind i Skyttegraven, men har dog indtil nu ikke truffen nogen.
Juleaften lod de os i Ro, hvad vi var meget glade for, da vi ogsaa havde Juletræ. Tankerne var jo i Hjemmet hos vore Kære, og mangen stille og vedmodig Bøn blev sendt op til Gud vor Fader. Paa mangen Kind og i mangt et Øje stod Taarer, selv den Kækkeste skammede sig ikke derved. Alle længes vi efter Hjemmet, og de Kære og det tvefold i være kære Juletid. Godt Nytaar til Alle.
A. Petersen

“Flensborg Avis” har modtaget en Nytaarshilsen fra efternævnte Nordslesvigere, som Nytaarsaften ved Yser-Kanalen.
Hans Petersen, Bredebro; Eli Christiansen, Sølsted; Rasmus Petersen, Løgumkloster; Jørgen Paulsen, Haderslev; Jens Lampe, Ullerup.

– “Dannevirke” har modtaget en Hilsen fra Valpladsen vestpaa, dateret den 30. December og undertegnet af:
Boi Nissen, Vedsted; M. Christensen, Brændstrup, Hans Hansen og Hans Jessen, Kliplev.
Fra Vestfronten har samme Blad modtaget et Nytaarshilsen, undertegnet af:
Anders Dall, Skærbæk; Robert Sellmer, Hoptrup; C.D. Petersen, Sønderballe; Hans Paulsen, Snogbæk; Claus Skov, Dyndved (Als), Ernst Køhn, Haderslev; Paul Steffen, Tinglev; Heinrich Nissen, Flensborg.
Alle var ved god Sundhed og godt Humør.

En ublid Skæbne.

Jørgen Lorenzen, Søn af afdøde Snedkermester Lorenzen fra Egen Mølle. og Familie, som i de sidste 2 til 3 Aar har opholdt sig i Rusland, hvor han var Godsforvalter paa et større Grevskab, er bleven anholdt sammen med andre tyske Fanger sendt hen paa en ubeboet Ø, hvor de selv maa ernære sig ved Jagt og Fiskeri. Hans Hustru fik Lov til at rejse hjem og er ankommet for et Par Dage siden. Hun tog Vejen over København, hvor hun maatte blive i nogle Dage, da hendes lille Barn, som hun havde med sig, blev sygt. Da hun naaede hjem til Ketting, hvor hendes Moder, Enke efter tidligere Røgeriejer Sander fra Krumum, boede, var denne ifølge “Dbp.” død for 2 Timer siden. Et haardt Slag for den i Forvejen haardt prøvede unge Kone.

Faldne.

Indtil Aarets Slutning er der fra Toftlund Sogn faldet tolv Mænd i Krigen. De syv efterlader Kone og Børn.
Der er ifølge “Dv.” til deres Slægtninge indløbet Meddelelse om, at følgende Nordslesvigere er faldne:
Iver Kliver fra Vonsbæk; falden den 30 December østpaa, han efterlader Hustru og en lille Datter; George Riewe fra Kristiansfelt, falden den 30. December i Østpreussen, 33 Aar; Christian Boysen fra Skudstrup, falden i Frankrig, 36 Aar.

Død af Tyfus.

Lærer Christian Iversen fra St. Nikolaj Drengeskole i Flensborg, der siden Krigens Begyndelse havde staaet paa den østlige Krigsskueplads, er ifølge “Fl.Av.” efter kortvarig, Haard Sygdom (Tyfus) afgaaet ved Døden paa Reservelasarettet i Lubliniz. Hans Lig føres hjem til Flensborg.

I fransk Fangenskab.

En Søn af Gæstgiver J. Jensen i Klægsbøl, der havde været savnet siden 6. September, befinder sig i fransk Fangenskab.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra to Brødre. D. den 21. Oktbr. 1914.

Kære Far og Mor!
I Dag er vi igen kommen herhen paa denne Gaard. Vi staar nu stille, til der kommer Forstærkning. Vor Bataillon er inddelt i to Dele 5. og 6. Komp. og 7. og 8. Komp. Vi ligger to Dage ude i Skyttegraven og to Dage i reserve paa denne Gaard. Det kan nok gaa. Men de to Dage i Skyttegraven nær inde paa Franskmændene er ingen Fornøjelse. Jeg vil forsøge at give Eder et Indtryk af de to Dage, som vi nu lige har tilbragt derude.

Den 18. om Aftenen Kl. 6½ gik vi herfra ud i Stillingen. Paa Vejen derud er der mangen en Kløft at kravle op og ned ad. Med Tornysteren paa Nakken falder man let i det fugtige Føre. Alle kommer de ikke godt fra det. Det er Taage, og vi har derfor ikke let ved at finde os tilrette. Vi staar og er trætte mere end nødvendigt, thi det hele skal gaa lydløst; hører Franskmændene os, har vi nemlig straks den kendte Musik.

I Skyttegravene venter de længelsfuldt efter Afløsningen. Vi har nu to Døgn i denne Grav foran os. Og det regner. Lejet er vaadt og vi er ogsaa vaade, men Regnen stilnedes dog snart. Nogle sendes straks som Patrouille mod Fjenden, andre posteres bag Skyttelinjen. Resten staar paa Post i Skyttegraven. Som Natten skrider frem, faar man kolde Fødder. Ellers kan man nok pakke sig saaledes ind, at man ikke fryser. Fødderne sidder imidlertid i Støvlerne Dag og Nat. De er derfor altid klamme.

Natten igennem hører man, hvorledes Posterne snart hist, snart her hilser paa hinanden igennem Kuglerne. Før Morgenen bryder frem, maa man sørge for at forrette alle Naturens Nødvendigheder, thi naar Dagen først er der, kan ingen vise sig over Graven.

Saa lægger man sig tilrette for Dagen. Man kan nok vende sig, men ikke rejse sig. Den franske Jord er haard Lerjord, saa den er ikke nem at grave i. Derfor spares der paa det. Og saa maa man ligge sammenrullet som et Nøgle Dagen lang. Saadan havde jeg det netop i de to Dage. Jeg laa sammen med to Underofficerer, og de var saa dovne, at de end ikke gad staa op, da det blev Nat. Saa sad jeg der krøbet sammen og blev saa træt, at jeg, da Aftenen kom, rigtig fik Lyst til at løbe omkring og røre mig lidt. Men det maa man heller ikke, da det giver Støj.

Henad 8 Tiden skal der hentes Mad. Jeg melder mig straks for at faa lidt Bevægelse. Vi gaar ca. 300 Meter tilbage, hvor Feltkøkkenet staar. Hver Gruppe sender 2 Mand. Her er det ikke nemt at komme til. Alle er de sultne. Men da de ser, hvad det giver, bliver de fleste beroligede. I Almindelighed faar vi god Mad, men den Aften var det meste Vand. Desuden faar hver Mand et Bæger Kaffe.

Saa tilbage igen gennem den taagede Nat. Vi gaar kryds over Markerne, men vi er gaaet fejl. Vi ved ikke, om vi staar paa tysk eller paa fransk Side. Raabe maa vi ikke, thi saa skydes der. Langt om længe fandt vi dog 8. Komp. Men da var Manden kold. Saa begyndte det atter at regne.

Jeg har glemt at skrive om Ilden, som vi var udsat for den Dag. Bag os staar vort Artilleri. Men det skyder ikke meget, da vi ikke kan gaa frem, før der kommer Forstrækning. Men de skyder for at vise, at de er der. Det franske Artilleri skyder derimod meget. For det meste beskyder de vort Artilleri, men af og til faar vi dog ogsaa noget. De skyder meget bestemt og længere end vort Artilleri. Nu og da faar vi ogsaa Infanteriild. Men det franske Infanteri skyder i Reglen for højt. Her havde det dog Held til at tilføje os en Del Tab. Vi maatte ikke skyde, da vi ikke maatte ægge til Angreb.

Det er sjældent, man faar Fjenden rigtig at se. Han ligger altid skjult. Den 20. saa vi dog Franskmændene gaa oprejst ved Morgenens Frembrud. Men de maatte heller ikke skyde. Om Natten havde vi faaet Pigtraad trukken hen foran vor Stililng. Det hjælper altid noget i Tilfælde af et Angreb. Naa, Franskmændene har alligevel ikke rigtig Mod til Angreb, og det støtter vore sig paa.

Dagen begyndte med stærkt Geværild, som varede en Times Tid. Senere henad Kl. 11 fik vi en kolossal Granatild. Da havde jeg en lille Oplevelse: To Lærker steg syngende til Vejrs lige over os. Jeg laa sammenkrøbet i mit Hjørne, men blev straks opmuntret af Sangen, skønt Kuglerne peb omkring os. Imidlertid faldt jeg i Søvn og saa drømte jeg om et lille Besøg hjemme, med hvad der kan følge med, og der fulgte mange dejlige Tanker med. Men ved 11-Tiden kom saa Virkeligheden, og den var ikke blid. Franskmændene aabnede, som de somme Tider finder paa, en umaadelig Ild.

Saa gik Eftermiddagen Mellem Kl. 5½ og 6 fik vi den sædvanelige Aftenshilsen. Saa mørknedes det, og vi ventede nu kun paa Afløsningen. Ved 8-Tiden var den der. Der var Peter med, men vi kunde ikke finde hinanden. Paa Vejen hertil regnede det igen. Da jeg kom herhen, laa der dejlige Pakker og Kort til mig.

Hermed har jeg givet Eder et lille Indtryk af vort Liv her. Skrivebordet er ikke rigtig i Orden. Det er en Hakkelsemaskine. Men jeg haaber, at I kan finde Mening i det. I Aften gaar det igen ud i Skyttefraven. Atter den gamle Vej. De bedste Hilsner.
Hans

Foran Ypres, den 10. Novbr. 1914

Kære Forældre!
Ja, nu er vi landet her paa Bestemmelsesstedet, hvor det grufulde Hovedslag skal slaas i en nær Fremtid, der bliver jagt i Morgen.

Artilleriet er kørt i Stilling og skal Kl. 2 begynde med en heftig Ild, ja allerede nu Kl. 12 buldrer og drøner det fra alle Kanter, saa det er en Gru. Det er Mest Englænderne, der staar foran os, og imod den skal der gaas skaanselsløst frem. Vor Bataillon staar heldigvis i Reserve med alle Regimentsfaner.

Vi marcherede i Gaar forbi Rigskansler v. Bethmann Hollweg. Der er dem, der mener, at vi vil kunne være hjemme til Jul, hvis vi har Held med os, ja det var sandelig vort højeste Ønske.
Ja! Gid det var Guds Vilje, at vi maatte blive forstaanede for denne ødelæggende Ild. Hans har lige været her og vi har nu fundet Brevet fra Anders Hansen og læst det. Ja vi er glade for, at vi har saa mange Venner, der er med os i Tanker og Bønner. Det gør os saa trøstlige og frimodige til at se Fremtiden i Møde. Og Vorherres Beskærmelse, som har hvilet over os til nu, vil ogsaa føre og uskadte hjem til vore Kære igen.
Jeg har lige talt med Hand; vi sender mange kærlige Hilsner.
Eders Peter

Den 13. November 1914.

Kære Forældre!
Saa er da det bebudede Stormangreb overstaaet, og det forløb heldigt. Vor Füsilier-Bataillon gik i Spidsen, derefter 1. Bat. og saa vi, men Fjenden var allerede fordrevet, da vi naaede frem. Vi fik en heftig Artilleriild, som Reserven plejer. Vi saa, da Angrebet begyndte, lige foran vort Artilleri. En lignende Kanonade som den Morgen fra Kl. 1-10 har jeg aldrig hørt. Der blev skudt samtidig fra ca. 800 kanoner. Vi maatte stoppe Ørerne til. Ellers var det ikke til at holde ud.

Senere maatte vi løbe omkring i Skytte- og Løbegrave, hvor Døde og Saarede laa i Flæng. Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater, forvildede mig til 7. Komp. og er dog i Dag atter kommen til 5. hans har jeg ikke truffet siden sidst. Et Par Gange til, mente den kommanderende General, skulde de slaas tilbage, saa kom der bedre Tider, maaske vi saa kunde komme hjem. Ja, gid det var saa.

Har har vi haft Regn og Slud hver Dag i de sidste Dage. Det er ubehageligt. Pakker og Breve har vi ikke modtaget. Ja, Gud give, at Krigen snart maatte faa Ende.
De kærligste Hilsner fra
Eders Peter

Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

8. januar 2015 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.

Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er – allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

Nyheder

2. januar 1915. Hemming Skov: “Julen var til ende, som man havde lovet skulle fejres hjemme.”

2. januar 2015 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den 1. Januar gik vi tilbage til Partokko for at nyde vor eneste rigtige Hvile. Vi forblev i Reserve 1. og 2. Nytaarsdag. Hvor utroligt det end lyder, maatte vi 2. Nytaarsdags Formiddag stille til et Par Timers Eksercits for om Eftermiddagen som Kontrast hertil at samles i en stor Lade til Feltgudstjeneste. — Julen var til Ende, den Jul, man i propagandamæssig Henseende havde lovet os skulde fejres hjemme hos vore kære, naturligvis efter vel overstaaet Krig. Første Termin, selve Kejserens Tilsagn om, at vi skulde naa hjem, før Træerne tabte Løvet, var forlængst overskredet.

Og for at vende os til Kammeraterne paa Vestfronten, var den af General Grev Haeseler berammede Frokost i Paris midt i September nu ogsaa ved at være en muggen Historie — i mere end een Forstand. Endnu var Uvejret over os, for vort Vedkommende paa Østfronten et ulideligt Skyttegravs-Virvar.

Tysk parade Kowno Polen IMG_2011_11_29_5802 — Tysk parade i Kowno

Nyheder

25. december 1914. Peter Østergaard får franske granater til jul

25. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard, Reserveregiment 86, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, tilbragte den 24. december under fransk beskydning

Kl. 3 om morgenen måtte vi op, for vi skal jo være herude, længe før det bliver lyst, for ellers kan franskmanden let mærke noget, og så skal han snart være der med sine granater. De sidder, hvor de skal. De skyder forfærdelig godt og det i begge ords fulde betydning. Lige i dette øjeblik suser granaterne over hovedet på os, den ene efter den anden, men de fleste går ind i byen, som ligger 100 meter bag os. Dog nu kom der et par, som ikke var langt herfra. Måske vil de gøre et angreb her i nat, eller også de har mærket, at mange af os ofte er inde i byen efter vand, brænde og lignende.

Dagen forløb rolig og aftenen og natten ligeså. Rasmus Nissen, Lendemark, og jeg, som bor sammen, havde vagt fra 6—8. Da vi var færdig med den, skulde vi have vort aftensmåltid, som jo tillige er vor middag. Den bestod i det, vi kalder „tyskersuppe“!. Da vi havde fået lidt af den, skulde jeg jo have efterset, hvad den pakke indeholdt, som jeg havde gået og slæbt på i 14 dage. Indholdet var udmærket, langt over forventning, så jeg har ikke fortrudt, at jeg har travet rundt med den. Nu da de små pakker kom, har jeg fuldt op af julesager. Dog kunde man nok have ønsket sig et stykke hvedebrød, men det er ikke til at opdrive. Smør kan vi købe, det koster 2,10 Mark pundet. Til tider får vi også lidt smør eller fedt udleveret, men det er forsvindende. Fedtet er dansk svinefedt.

Vi fik lavet bouillon til sagerne, og medens vi talte om julen der hjemme, smagte vi på det hele. Dog samtalen gled ikke rigtig, det blev mest til tanker, der af sig selv søgte de steder, hvor vi helst vilde have tilbragt denne aften. Endnu efter at vi havde lagt os, og lyset var slukket, gik vore tanker hjem til de kære og opad til ham, der denne aften havde åbenbaret sin store kærlighed til os, ved at sende sin søn til vor frelse. En lille stund lå vi endnu og så, hvordan ildskæret fra vort lidt utætte ildsted malede fantasibilleder paa hulens lervægge, der nu, når de er tørre, ser ud som granitklipper. Så sov vi ind, til vagten kl. 12 meldte, at det atter var vor tur.

Nyheder

24. december 1914. Østfronten: “Den ene Julesalme fulgte efter den anden.”

24. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Feltpostbrev dateret den 29. december 1914.

Jul i Polen — Jul i en skyttegrav i Polen

Kære …

Den 23. var vi i Kvarter hos tysktalende Folk og havde et storartet Kvarter. Lille Juleaften sad vi i en varm Stue og talte om, hvorledes vi skulde tilbringe Julen.

Pludselig aabnes Døren og en Stemme raaber: „Sofort fertig machen und ausrucken!”

Det var os en slem Skuffelse. Det gik derefter en 6-7 Kilometer frem til Byen R., hvor der gaves Skytterne Ordre til at gaa frem i Skyttegravene. Jeg fik Ordre til at blive hos Ritmesteren som Melderytter og forblev derfor i Byen. Men Natten tilbragtes under aaben Himmel. Ved Daggry søgte vi at faa vore Heste under Tag, hvad der ogsaa lykkedes og vi begyndte saa smaat at tænke paa Juleaften.

Klokken 2½ fik jeg imidlertid Ordre til at bringe en Befaling til Byen K. Jeg naaede derhen, men maatte vente i længere Tid paa vor Major, og imens blev det mørk Nat. Jeg ventede her ganske alene, og Tankerne fløj uvilkaarligt mod Hjemmet til alle mine Kære.

Pludselig vækkedes jeg af mine Drømme ved Lyden af julesangen: „Glade Jul”. Den kom fra et Regiment Dragoner, som laa i en Vejgrøft, ca. 30 Meter fra mig. Den ene Julesalme fulgte efter den anden. Det var ikke, som naar man ellers hører Soldatersang. Jeg har aldrig hørt kønnere, festligere Julesang som denne, der her kom til mig i den ensomme Nat ud over de øde Sletter. Det blev med et den dejligste Julefest for mig, selv om al den jordiske Herlighed savnedes. Mine Tanker samlede sig til Bøn. Snart efter traadte Majoren frem. Jeg overbragte mit Bud og kunde ride tilbage igen.

Glad og fornøjet naaede jeg mit Kvarter. Nogle af Kammeraterne havde faaet et Juletræ pyntet, det hang oppe under Loftet af Mangel paa Plads. Jeg bandt min tro Hest, som altid staar sadlet, fordi den altid skal være parat.

Der var næsten ingen Plads til at sove. Jeg lagde mig derfor til Hvile foran Forbenene af min Hest, og hermed sluttede min Juleaften

Din Andreas

Nyheder

24. december 1914. Juletræet fældes med sabel

24. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86. Julen blev fejret bag fronten i Frankrig.

24. december 1914.

Juleaftensdag oprandt med Snevejr; det saa rigtig ud til, at det nu skulde blive Jul; dog lidt op paa Dagen kom Solen igennem, og Sneen maatte forsvinde.

Om Middagen gik to Underofficerer og jeg ud at søge om et Juletræ; men vi maatte søge over en halv Time; thi rigtig smukke og jævnt groede Grantræer kendte Franskmændene aabenbart ikke til. Da vi kom hen til Godshaven, sprang jeg over Hegnet og savede Toppen af en Gran med min Sabel. Træet var ikke saa smukt, som jeg kunde ønske det; men Hovedsagen var jo, at vi havde et.

Om Eftermiddagen gik vi til Gudstjeneste. Kirken var overfyldt, den kraftige Sang var ordentlig velgørende, og den smukke Tale, der blev holdt af vor Feltpræst, gik os alle til Hjertet. Efter Tilbagekomsten samledes vi i en Kornlade, hvor nogle Kammerater havde pyntet Juletræet.Vor Kompagnifører holdt en Tale til os og oplæste Juleevangeliet; saa blev der sunget en hel Del Julesalmer, og ind imellem læste et Par Kammerater nogle Juledigte. Naar der engang imellem var et lille Ophold, hørte vi tydelig Kanonernes Torden.

Bagefter samledes vi i Klynger og talte sammen om Julen og Hjemmet. Der var en Del af os, som havde købt Kognak og Bom af Marketenderen. Vi havde ogsaa faaet udleveret noget, som skulde være Brændevin; men det var nærmest Brændsprit; deri havde nogle drukket sig fra baade Sans og Samling.

Til Julebord havde jeg et Par Brædder med et Knippe Halm under. Ved det flakkende Skin af et lille Julelys spiste jeg med god Appetit et Stykke Brød med Fedt paa og krøb saa ind i Halmen oppe paa Loftet og sov trygt til om Morgenen. Det var Julen 1914.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England". — 86’ere fra Tønder ved juledekoration. Læg mærke til det fromme juleønske på skiltet: “Gott strafe England!”

Nyheder

24. december 1914. “… vi kunne ikke mere, vi græd alle.”

24. december 2014 Rene Rasmussen 1 kommentar

Frankrig, den 25. December 1914.

Min kære Kristine!

Ja, saa blev det Jul igen, men hvad for en Jul, en Jul, som vi maatte fejre adskilte, men med Haab om at komme til at fejre Jul sammen igen.

Om Morgenen holdt det op med at sne, Solen kom igennem, Sneen smeltede, og henimod Aften var det Frostvejr med Maaneskin og klar Stjernehimmel, en rigtig smuk Juleaftenshimmel, meget for smuk til denne syndige Verden.

Om Eftermiddagen begyndte Julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde faaet de længe ventede Julepakker. De naaede os ikke til Julen. Men i alle vore Jordhuler blev der pyntet til Julen, saa godt det lod sig gøre efter Forholdene, med Grankviste og Julelys. Under dette Arbejde kom der Meddelelse om, at Franskmændene vilde gaa over til Angreb om Aftenen, og vi skulde derfor holde os parat. Denne Spaadom gik dog ikke i Opfyldelse. Her var det i Forhold til andre Aftener roligt. Der kom næsten ikke et Skud fra dem, vi har liggende lige over for os, men baade til højre og venstre for os var der til Tider temmelig stærk Geværild.

Da det saa blev Aften, Klokken 6, samledes vi i en af de største Huler, 6 Nordslesvigere, og holdt saa Jul sammen en Timestid. Lysene blev tændt, og der blev gjort saa hyggeligt som muligt. Under Tilberedelsen kom der én og saa’ inden for, det var en teologisk Kandidat fra Nordslesvig, her Officersstedfortræder, Søn af Pastor Beuck, Hørup paa AIs. Han sagde: „God Aften” og „Jeg kommer snart igen” (paa Dansk). Lidt efter kom vor Kaptajn (Hauptmann). Han kom ind i vor Hule, lod et rosende Ord falde om vor Julepynt og sagde med Taarer i Øjnene: „Naa, — her bliver der nok ogsaa fejret Jul, lad Jer ikke forstyrre”. Derpaa ønskede han os en glædelig Jul og udtalte Haabet om, at det maatte se bedre ud for os til næste Aar. Vi takkede i lige Maade, og med et „God Nat” forlod han Hulen.

Vor Stue var ikke stor. Men vi kunde være der. Jeg vil lige beskrive den. Rundt med Væggen en Jordbænk. Over mod den ene Side et lille Bord, der var opslaaet af et Par gamle Brædder. Væggene pyntet med Grankviste med et Par Julelys paa, som blev tændt, et Par Papirsroser og en Stjerne var ogsaa anbragt, og under dette havde vi nogle Julekort opslaaet. Bordet var dækket med en Avis og der laa nogle Juleblade, Bibelen og et Par smaa Salmebøger paa Bordet, — henne ved Døren stod vore Geværer med 5 skarpe Patroner i, og Bajonetten paa, — parat til at tages i Brug, men godt, at vi slap for at bruge dem denne Aften – det var vor Julestue.

Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge „Julen har bragt velsignet Bud”. Jeg var Forsanger. I Førstningen bar Sangen os, og den lød frejdigt, men allerede da vi kom midt i det første Vers, begyndte Stemmerne at blive usikre. En Landeværnsmand, der har Kone og 5 Børn hjemme, slap først; han kunde ikke synge med mere — han græd. Vi andre mandede os op lidt endnu, men da vi kom til Slutningen af det andet Vers, var det forbi, vi kunde ikke mere, vi græd alle. Efter nogle Øjeblikkes Ro fik vi begyndt paa det tredje Vers og kom ogsaa igennem, men Taarerne blev ved at løbe os ned ad Kinderne. Vi tænkte paa Jer, I Kære derhjemme. Hvad de franske Kugler endnu ikke havde faaet os til, det formaaede denne Julesalme; den fik os til at græde, uden at vi skammede os derved.

Efter Sangen blev der Ro en lille Tid. Det var nu Meningen, at vi vilde læse Juleevangeliet; men ingen kunde. Da kom den før omtalte Kandidat os til Hjælp. Vi bad ham saa læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle Ord til. Hidtil havde vi staaet som Soldat med Huen paa Hovedet (den er næsten aldrig fra Hovedet i denne Tid), men da Juleevangeliet lød, tog vi Huen af og foldede vore Hænder, saavidt de ikke brugtes til at tørre Taarerne afmed. Og da vi var færdig og bad Fadervor, da bad vi højt, det vil sige, jeg maatte give tabt, og de andre kunde kun lade sig høre ved enkelte Bønner. Ja, aldrig har jeg været med til en mere oprigtig Juleaften. Efter Evangeliet sang vi de to sidste Vers af „Dejlig er Jorden”.

Derpaa læste Kandidaten et Stykke mere, og vi sang „Glade Jul” og „Den yndigste Rose er funden”. Derpaa gav vi hinanden Haanden og ønskede hinanden gensidig en velsignet Jul. Endnu sad vi en lille Stund og talte om Julen derhjemme. Men saa kaldte Pligten os, vi maatte ud at staa Vagt, og vi skiltes. Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne Juleaften, om det ogsaa skal blive os forundt at leve – og blive gamle Mennesker.

Ja, saadan var vor Juleaftensfest. Men hele Tiden, medens vi stod paa Vagt, var vore Tanker langt borte. De var hjemme, hvor I Kære holdt Jul, og om det ogsaa frøs temmelig haardt, saa kunde det for mit Vedkommende ikke holde Taarerne tilbage, men ved Tanken om Jer derhjemme listede den ene Taare efter den anden sig ned over Kinderne.

Juledagsmorgen hilste vi paa hverandre med et „Glædelig Jul”. Vi samledes igen og sang et Par Salmer. Derpaa blev den kære Post uddelt, og jeg maa sige, jeg fik særdeles meget og er meget taknemlig derfor. Ja, saadan fejrede vi Jul heroppe. Jeg synes det var en god Jul efter Forholdene, og jeg haaber ogsaa, at I har fejret en god Jul.

Jeg har det ellers godt, er sund og rask og sender Jer alle en kærlig Hilsen med Ønsket om, at vi maa faa et bedre Aar i 1915 end 1914 og at det ogsaa maa men, – det give Gud! Og nu de kærligste Hilsner til Eder alle.

Din P

Nyheder

23. december 1914. Sønderjysk jul på forskud

23. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

86’eren Peter Østergaard, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt den 26. oktober 1914, fejrer jul på vestfronten

— Julen blev fejret, dagen før, vi kom herud, altså den 23. d. m. Vi var til kirke i byens kirke om eftermiddagen, og aftenen skulde vi så tilbringe i kvarter, for der var ingen sal i byen, hvor vi kunde samles.

Vi fik udleveret et lille stykke kød, og deraf lavede vi så steg, så godt som det lod sig gøre uden noget som helst andet end fedt. Der blev også udleveret øl og rom, men der var ingen rigtig afsætning på vor stue. Jeg nævnte vist nok sidst, at vi havde bedt en del af vore kammerater til os om aftenen for at få en god aften.

Henimod kl. 7 samlede der sig ialt 16. Navnene på dem vil I kunne se i „Hejmdal”. Vi sendte nemlig en hilsen til dette blad den aften, og forhåbentlig bliver det så også optaget i de andre aviser. Skal hilse jer fra Peter Jensen, Stenderup, og Jørg. Brag, Undelev, som jo var med. Vi begyndte med at synge „Ind under Jul“, „Julen har bragt” og et par flere. Så læstes juleevangeliet, og vi sang så atter et par salmer. Fik så en tår kaffe til vore julekager, talte lidt sammen, læste et stykke af „Den nordslesvigske kirkesag”, som særlig passede til os, sendte hilsenen til „Hejmdal” og sluttede henimod kl. 9 med „Dejlig er jorden”. Det kunde maaske synes mærkeligt her midt inde i al den elendighed, en sådan krig forårsager, at synge denne sang, men jeg tror nok, at de fleste af os havde det på fornemmelsen, at endnu prægtigere er Guds himmel, og så kan vi trods alt synge, at dejlig er jorden.

Nyheder

22. december 1914. Hans Petersen: Jul i Blerancourt.

22. december 2014 Rene Rasmussen 2 kommentarer

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.

22. december 1914.

Dagen efter var jeg ude at se Byen. Det smukkeste, jeg saa, var den skønne, rige Domkirke. Ved Siden af stod et nedskudt Taarn. Man sagde, at det blev ødelagt i 1870-71. Indeni gjorde den af tyske Soldater med Grøntslyngninger pyntede Kirke et ærværdigt og tiltalende Indtryk. Særlig var Væggene rigt behængt med kostbare Malerier, og næsten alle Vinduer var fyldt af Glasmalerier i stærke, rene Farver paa Gulvet laa mange vældige beskrevne Stenplader.

Ved det rige Alter stod to Juletræer med Lys, næsten som om det havde været hjemme; jeg glædede mig allerede til at skulle fejre Jul i denne Kirke.

Om Eftermiddagen, tænk, da traf jeg sammen med Sygeplejersken fra Broager, Frk. Aagaard. Hun boede sammen med en Veninde i en lille hyggelig Stue. Da vi skiltes, tog jeg med Glæde imod Tilbudet om at tilbringe næste Aften hos dem sammen med nogle Kammerater; saa vilde de tænde Juletræet for os. Det kunde jo blive kønt; dog, det skulde komme anderledes.

Krigens forløb

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

12. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Tidlig om Morgenen d. 12. Dec. modtog vi paa fastende Hjerte den Befaling, vi frygtede mest af alle, den nemlig, at der skulde angribes. Vi skulde 200 m længere frem for at komme nærmere ind paa Fjenden. Vor Delingsfører laa allerede foran med to Mand. „Befaling er Befaling!”

Og vi sprang op i en Klump, men en Strøm af Maskingeværkugler hvæsede om vore Øren, og vi styrtede tilbage i Graven. En af mine Kammerater havde faaet et svagt Strejfskud paa den ene Kind, det var imidlertid ikke nok til et „Heimatschuss”; men derimod nok til at tage Varsel af. — Vi troede nemlig paa den Slags, og ofte nok havde man desværre noteret sig Varslets Fuldbyrdelse. Ogsaa nu sagde Kammeraten: „Für mich ist bald eine Kugel bestimmt!”

Ulykken lod i dette Tilfælde ikke vente længe paa sig. — Lidt efter kom Kompagniføreren, og vi maatte af Sted.

En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard og følelsesløs for at kunne holde ud til dette uophørlige Myrderi og for at faa Mod til at gaa Faren i Møde. Af Sted skal vi, og vi løber nu en for en for at vække mindst mulig Opsigt.

Den fastsatte Linie kan ikke naas i ét Spring, nogle Gange maa man kaste sig ned, og hver Gang der kom en hylende Salve oven over os fra vore Batterier, foretog man det næste Spring. Vi benyttede disse Øjeblikke, fordi vi vidste, at Russerne da tog Dækning og ikke skød.

Undervejs løb vi forbi mange saarede, som vaandede sig i Smerter; men her var foreløbig ikke Tid og Sted til at yde Hjælp; det vilde betyde den visse Død.

Under saadanne Forhold var vor lille Spade en saare vigtig Udrustningsgenstand. Liggende paa Maven arbejdes der i en Fart en lille Dynge Jord op foran Hovedet. Men der skal stærke Nerver til, og man ligger ikke ret længe ad Gangen, naar man ganske tæt foran sig ser, hvorledes Jorden sprøjter i Vejret af de nedslaaende Projektiler. Derfor søger man at naa den fastsatte Linie saa hurtigt som muligt.

Jeg naar den uden Mén og ligger nu skiftevis paa Maven og paa Ryggen og arbejder af al Kraft i denne Stilling for hurtigt at faa et Hul at putte mig ned i. Jeg ser Sidekammeraten sidde paa Knæene for bedre at kunne arbejde, og næppe har jeg faaet udtalt: „Menneske, du har en Skrue løs”, før Kammeraten ligger død ved min Side. Lidt bag ved mig ligger en anden Kammerat, som er saaret og ikke formaar at komme hverken frem eller tilbage.

Med disse Omgivelser for Øje er det alt andet end hyggeligt her, 100 m fra Russernes Stilling, og mange slipper ikke godt fra det. Jeg nøjes med en Kugle gennem mit Kogekar og yderligere en gennem mit Tornyster. Denne sidste havde været yderst nærgaaende, idet den havde hullet min Kappe under Tornysteret og var gaaet ud af Tornysterets ene Side. Med Hentydning hertil lød det fra Kammeraterne bagefter: „Kamerad, du hast Schwein gehabt!” —

Russerne blev overdænget med en frygtelig Artilleriild. Den ene Salve efter den anden kom hylende tæt over os; vi var lige ved at være i egen Artilleriild, idet enkelte eksploderede tæt foran os. Røg og Krudtslam blindede næsten vore Øjne. Et ødslende Tal af Granater slyngedes bort. Frygtelig Susen og Hylen blandes med ens nærmeste saarede Kammeraters Jamren. For Røg og den Mængde Jord der slynges op i Luften kan vi ikke se, hvor mange Fuldtræffere den russiske Skyttegrav har, men mange Granater udfører sikkert deres frygtelige Arbejde, og Døden holder sin Høst. — Det var et Skyttegravs-Helvede.

Vi fik os kun halvt nedgravet, før Russerne hist og her i Skyttegraven begyndte at stikke smaa hvide Flag i Vejret, og enkelte kom løbende med oprakte Arme over imod os i en Grøft.

Nogle holdt endnu Stand. Men da Tilbagevejen var spærret af brændende Huse fra Artilleri-Beskydningen, ligesom der ogsaa af samme Grund var spærret for Tilførsler af Reserver, blev der stadig stukket flere smaa hvide Pjalter i Vejret paa Bajonetspidserne. Trods disse Tegn paa Overgivelse blev vi — belært af dyrekøbt Erfaring — roligt liggende. Fra 100 m og nedefter var vi jo glimrende Skydeskiver, og Russerne var før faldet for denne Fristelse. Og da vort Artilleri stadig var i stort Kamphumør, var der ikke noget, der hastede, saa meget mere, som der nu viste sig aftagende Virksomhed fra Fjendens Artilleri, hvoraf vi nu formodede, at de forberedte Tilbagetoget. Det var Tegnet til, at Afgørelsen nærmede sig. Unægteligt var det rart for begge Parter at faa en Ende paa dette her. —

Afslutningen kom overvældende: som paa én Kommando myldrer Russerne op af Skyttegraven og løber over imod os med oprakte Arme. En Del af dem løb tilbage, de saas tydeligt mellem de brændende Huse.

Fangerne her var noget uensartet paaklædt, nogle var i høje, graahvide Pelshuer. Fangerne blev hurtigt ekspederet, og vi maatte af Sted fremad igen. Den lige forladte Russergrav, hvor der selvsagt raadede skrækkelige Tilstande med baade døde og døende, gjorde man bedst i at passere hurtigst muligt, hvis man vilde skaane sine Nerver.

Der skulde vist ryddes op i Russernes Reserver, men efterhaanden kom vi i Ild fra vort eget svære Artilleri, og vi beordredes lidt tilbage. I en lille By blev vi sat til at begrave store Stabler efterladt Artilleri-Ammunition. Bagefter maatte vi til at grave en forskriftsmæssig Skyttegrav med overdækket „Unterstand” og hvad dertil hører. Lysten til at gøre stort og ulasteligt Arbejde var ikke særlig stor; vi var ikke forvænt med lange Ophold og troede, at det snart gik videre. Graven blev færdig, og snart laa eller sad man i Skyttegravens „Bolig”.

Kampen var stilnet af, og Omgivelserne prægedes af Ro. Vi drømmer os tilbage til de rolige Dage foran Lodz. Vi ligger og tænker paa, hvad næste Dag vil bringe; da er det nemlig Søndag, og som oftest møder vi om Søndagen „dicke Luft”.

Kammeraterne kalder det for Søndagens „Skyttefest”. Et Par Timer i Nattens Løb ligger jeg sammen med to Kammerater foran paa Lyttepost, hvor jeg gentagne Gange maa prikke til dem med Bajonetten, fordi de vilde falde i Søvn. Det er her ikke just rart at vaage alene.

1914-08-30 Russere overgiver sig — Russiske soldater overgiver sig

Krigens forløb

8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

8. december 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup, Reserve-Infanteriregiment 86.

Dives, d. 8-12-14

Kære forældre!

Nu er jeg trukket et par km tilbage for at hvile et par dage. Vort kompagni blev indkvarteret i kirken. Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet. På kirkegården ligger gravene i et lerælte. Men værre ser det ud i kirken. En satte sig straks hen og spillede gadeviser på orglet. På præstestolen sad et par og spiste fedtebrød. Alteret er lavet om til et spisekammer. En stillede sig overmodig hen og ringede med messeklokken. Gulvet fuldt af halm, vindueskarme og vægge fulde af våben.

Dette har været et Guds hus, og er nu en røverkule. Men det nytter så lidt at ærgre sig; alt sådant fører krigen med sig.

Jeg blev straks stillet vagtpost ved slottet. Der bor brigadegeneralen, regimentskommandanten og regimentsfanen, men jeg var jo mand for at bevogte dem alle tre. Her af denne by er alle indbyggerne flygtede bort, i hvert fald har jeg endnu ingen set.

I dag er det fjorten dage, siden jeg rejste fra Lyksborg. Jeg synes, det er en hel evighed siden. Det må jo komme af, at de mange ny indtryk, man her daglig modtager. Og dog har jeg ikke oplevet noget i sammenligning med andre.

Der tales her meget om et generalangreb over hele fronten, jeg ved ikke, om det har noget på sig. Hvis det skulde komme, er vi heldig stillede, da vi ligger så fremskudt. Sker derimod angrebet fra fransk side, så må vi jo få det at føle.

Jeg kan ikke tænke mig, at der kom ret mange over til vore forskansninger. Imellem skyttegraven er der fuldstændig fladt terræn med højst et sammenregnet kornneg hist og her til dækning. Og der er jo stærke pigtrådsforhugninger på begge sider. Vor skyttegrav går ud og ind i en bugtende linje. Franskmændene er mere kunstig anlagt; de ligger bagved hinanden, næsten terrasseformigt

Bag ved sig har de skyttegrav ved skyttegrav, for et muligt tilbagetog, og disse reservegrave graver beboerne for dem. De er så godt skjulte, at jeg de første par dage slet ikke kunde få øje på dem, indtil jeg opdagede dem meget nærmere, end jeg havde troet.

I søndags var der en fransk flyver over os. Vi kunde iagttage, hvorledes shrapnellerne sprang omkring ham; men han fløj så støt, som ragede de slet ikke ham, helt ind over landet og vendte nogen tid efter uskadt tilbage, forfulgt af vore kardæsker.

I må skrive til mig, om hvordan alt står til. J. Brag, P. Jensen og jeg sidder tit og drøfter; men de er jo så frugtesløst.

I kan tænke jer, at i dag har vi stået og lavet geværgreb, akkurat som i Flensborg, jeg havde ikke drømt om, at det skulde forfølge os herned; her, troede jeg, så man lidt mere enkelt og stort på det hele. Vi har en ny løjtnant som eneste officer ved hele kompagniet, og han tænker sig jo vist sit derved.

Gid der snart var fred, og hver kunde rende hjem til sit, og frem for alt være frie mænd i nord. Jeg har aldrig passet ind i en spændetrøje, og jeg vil aldrig i mine dage finde mig tilrette der.

En kærlig hilsen til jer alle fra

jeres søn Kresten

Claus Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

Krigens forløb

30. november 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Fra nu af var Det nye Testamente min daglige ledsager”

30. november 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Alt gik her sin rolige og jævne Gang med 12 Timer i Skyttegraven og 24 Timer som Beredskab og Reserve. Jævnlig modtog vi den kærkomne Post fra vore kære derhjemme. For 30. Nov. melder Dagbogen saaledes, at jeg har modtaget Breve og 10 Pakker med mange dejlige Ting som varmt Undertøj, Strømper, Haandklæde (det blev desværre ikke brugt hver Dag) og Tobak og Cigarer, og som en Kuriositet nævner jeg, at den slutter med Chokolade, Chokolade, Chokolade, men om de tre Gentagelser skal forstaas som 3 Pakker eller en ovenud stor Glæde, husker jeg ikke mere.

En anden Dag meldes om 3 Breve fra Mor, dateret den 4., 10. og 13. Nov. Og i Brevene meldes Datoer for de sidste Breve fra mig, ligesom der gives Udtryk for Angst for den nærmeste Fremtid. Ja, vi forstod saa godt, at med den pinende Uvished, der kunde nage dem derhjemme, var det dem, der havde det værst.

Det ny Testamente, der blev sendt mig fra Frimenigheden hjemme i Vodder, var fra nu af min daglige Ledsager. — En anden Dag meldes som en Variation, at man var med til at begrave døde Heste og Kreaturer, en anden igen, at man har vasket Undertøj.

Om Krigen

24. november 1914. Kresten Andresen på vej mod fronten

24. november 2014 Rene Rasmussen 1 kommentar

Kresten Andresen fra Ullerup deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Han blev indkaldt i august, men var endnu i november ikke blevet sendt til fronten. Den 24. november slap heldet dog op.

Fra dagbogen Tirsdag den 24. november 1914.

Så, nu går det løs i eftermiddag. Jeg sidder alene og synger: Slumrer sødt i Slesvig jord – å, hvor dog modsætninger slår skarpt ind. “Ingen ven jert håndtryk fik; ingen hørte afskedssukket.” Så blev det dog alvor til sidst og inden søndagssolen rinder op over vore sneklædte marker, ligger man måske hjælpeløs dernede i Belgien.

Hvid sne ligger der over alle marker og tage. Hvorfor er den så uskyldshvid, og hvorfor har den ikke blodets farve? Så koldt og ligegyldigt. Mon den vil smelte engang, om kort eller længe, og lykke den, der atter oplever vår.

Aviser, Nyheder

18. november 1914. “Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro”

18. november 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Efterretninger fra Nordslesvigere

Fra Vestfronten

En yngre Gaardejer fra Haderslevegnen skriver ifølge “Hejmdal” fra Vestfronten til sin Søster bl.a.:

“Jeg siger Gud ske Tak for, at jeg er bleven forskaanet indtil nu. Denne Tid faar mange, ja jeg tror alle, til at tænke dybere over det Liv, der følger efter. Nu, da vi er uden for Skudlinjen, stiger Modet jo igen, men jeg tror, at ingen lægger sig til Ro uden at bede sig Fadervor eller bekende sin Tro; i alt Fald gør mange det. I Eftermiddag hørte jeg, at en laa og nynnede ‘Vor Gud han er saa fast en Borg’, og det var én, jeg mindst havde tænkt det om. Jeg siger Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro; for naar det kniber haardest, tyer jeg altid derhen.

En Gang skulle vi igennem en stærk Kanonild, og den visse Død var os næsten for Øje. En Angst var over mig, som næsten aldrig før. Men efter at jeg havde bekendt min Tro og bedt om Hjælp, var Angsten helt borte, og det kom mig slet ikke for, at jeg gik dér, og jeg slap ogsaa vel igennem.

Derfor tror jeg, at selvom Krigen er grufuld, er der nogen Mening med den og kommer der ogsaa noget godt bagefter for mange.

Og saa til Slut mange Tak for Pakke og Brev og mange hilsener til gamle og unge fra

Din Broder J.P.

Krigens forløb

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

27. oktober 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen. Hans kammerater rejste til fronten den 27. oktober, men selv blev han tilbage i byen pga. sygdom.

— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere, men mine bedste kammerater er borte.

Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand til den næste transport.

Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja, vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter.

Michael Steffensen fik mit nye testamente med. Vil I derfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket. Mikael Steffensen fik også dette med.

Bekendtgørelser, Nyheder

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

17. oktober 2014 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Krig, Kristendom og Mission.

I et Foredrag om ovenstaaende Emne udtalte Biskop Ostenfeld i K.F.U.M. i København forleden ifølge “Hovedstaden”s Referat, at i 1910 havde man i Edinburg holdt et stort Verdens-Missionsmøde, paa hvis Grundtanker – at netop de følgende 10 Aar var kritisk for Verdens Evangelisation – vi alle havde levet. Og saa faldt det tilsyneladelse akt sammen 1. August i Aar.

Man havde saaledes f.Eks. maattet aflyse en Fredskonference, sammenkaldt af den engelske kirkelige Fredsunion, og et af den amerikanske-biskoppelige Kirke organiseret verdensmøde, kort sagt: Krigen slog alle Enhedsbestræbelser ned. Nu er intet sikrere, end at Enheds- og Fredstanker er Jesu Tanker. Hvorledes da forlige det, der sker nu, med Guds Fredstanker? Saadan var mange mennesker kommen til at spørge sig selv i denne Tid. Nogle gjorde rent Bord, de sagde: Krigen 1914 viser, at en kærlig Gud ikke lever. Hertil er at svare, dels at end Gudstro, der staar og falder med, at mine Tanker virkeliggøres, er uden Værd, dels at det Onde ligefuldt bliver staaende, om jeg kaster min Gudstro bort.

Andre stillede sig paa det Standspunkt: Vi har en Gang oplevet Frelsen i Jesus Kristus, det er udgangspunktet, Kristendom er at faa Syndernes Forladelse og ikke at faa Svar paa Spørgsmaal. De, der vælger dette Stade, kan da enten ganske afvise alle Spørgsmaal eller forsøge at klare, om ikke alle, saa dog nogle af de Gaader, de møder paa deres Vej.

Hvorfor vi har faaet krigen 1914, var et Spørgsmaal vi maatte lade ligge. Hvortil vi havde faaet denne Krig, er et problem, vi kan tage fat paa. Taleren var vidende om, at hans kristne Liv ytrede sig under to Former: Koncentration og Ekspansion, svarende til, at han paa den ene Side fordybede sig i Ord som: Et er fornødent”, “Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt den hele verden osv., kort sagt, i Ord der var Udtrykt for det egentlige i Kristendommen, eller at han paa den anden Side kom til at staa overfor et Ord som, “Alt skal underlægges Kristus”, der gav et Udtryk for Kristenlivets ekspansive Kraft. Men disse to Kræfter skulde holde hinanden i balance, det vil sige, det Kristne Arbejde skulde være baade personlig Inderliggørelse og Arbejde for “kristelig Kultur”.

Nu havde Taleren ofte været nødt til at gøre sig det Spørgsmaal, om de sidste 10 Aars Missionsarbejde ikke havde haft for lidt af den ene Kraft: Koncentrationen, om ikke de kristne Arbejdere trængte til at blive mere enfoldige. Men vil Gud have et Menneske ændret i den retning, bærer han sig ad som Gartneren, der beskærer træet. Og Krigen 1914 er en saadan beskæring af de kristne Samfund lige ned til Roden.

Den kristne Kultur kunde skabe stærke Karakterer; alene kunde den ikke skabe gode Mennesker. Men der krævedes baade Styrke og Kærlighed, ikke mindst paa Missionsmarken. Missionærerne kom til at revidere deres Motiver. Hvorfor gik de ud? For Nødens Skyld! Men de glemte da Hovedmotivet: Jesus har sagt det.

Det er herom, at alle Kristne maa samle sig, naar de staar overfor Missionsproblemerne.

København som Hjælpecentrum.

København, der i de første Krigsdage var Centrum for den internationale Hjælp til Flygtninge fra de krigsførende Lande, indtager stadig denne ejendommelige Stilling og fra Udlandet lyder der i denne Tid mange Lovord over den Maade, hvorpaa man hjælper de krigsførende Staters Flygtninge til rette baade paa den ene og den anden Maade. Det er særlig Opsporing af Slægtninges Opholdssted og Tilsendelse af Pengemidler, der er Tale om.

Et for kort Tid siden oprettet neutralt Telegrambureau, der skulde paatage sig saadanne Hverv, har ikke faaet nogen som helst Betydning. Det er gennem Storbankerne, at Hjælpen sker. Hver Dag indfinder der sig en Mængde Fremmede, der søger Oplysninger om Slægt og Venner i Udlandet, der trænger til øjeblikkelig Pengehjælp og lign. Og Hjælpen ydes hurtig og imødekommende. Det er navnlig Maaden, hvorpaa Hjælpen ydes, der vinder saa stor Paaskønnelse og skabet saa megen Taknemmelighed, og utallige er de Beviser paa Sympati og Taknemmelighed, de hjælpende Institutioner modtager. Naar Krigen engang er endt, vil Danmark paa denne Maade have skabt sig Tusinder af Venner, der aldrig vil glemme den redebonne og elskværdige Hjælp.

Salpeteret. den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør under 7. Oktober:

Der er forbudt at sælge eller aflevere Salpeter af hvilken som helst Art og Salpetersyre af mindst 40 Gr. Beamé til andet end paaviseligt til krigsformaal. Folk der ejer Salpeter, maa skriftligt meddele Salpeterkommissionen i Altona B., Lurup Chausse 14, hvad der den Dag, da foreliggende Forordning udstedtes, ligger oplagret hos dem af egne eller fremmede Beholdninger de har liggende oplagret hos Speditører eller i offentlige Pakhuse. Anmeldelsen maa ske inden 25. Oktober.

Overtrædelser straffes.

Ansøgninger om at give Salpeter fri til krigsformaal maa rettes til ovennævnte Kommission.

Krigens forløb

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

11. oktober 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 11.10-1914.

Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer havde fjenden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte „Querschläger”, og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz”, stod en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi.

Senere blev jeg med en melding sendt til kompagniet i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere sås, men gennem underskoven peb kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede våndede sig.

Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på morgenstunden.

Jeppe Østergaard ven, Nis Fuglsang var blandt de dræbte i slaget ved Magdalenka. Nogle dage senere skrev Jeppe Østergaard til Nis fuglsangs forældre i Kastrup og meddelte dødsfaldet:

17.10-1914.

Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi havde lovet hinanden at skrive hjem, hvis én af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.

Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under marchen, og når aftenen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og trygt, til næste dag bragte os nye anstrengelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og fylde vor plads hjemme.

Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den 9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste vi.

Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz” og kom en tidlang bort fra kammeraterne. Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt underskov, og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om ørene på os.

Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7 udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig: Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!

Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15-20 km syd for Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv.

Hvornår vil denne krig få ende og blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt give os hans almagt i vold, vidende, at intet sker uden hans vilje.

Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.

De kærligste hilsner.
Jeppe Østergård.

Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

5. oktober 1914. Faldne og sårede – og pakker til soldaterne.

5. oktober 2014 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Den tyske Krigsplan for Russisk-Polen. Berlin, Mandag.

“Times”‘ Korrespondent i St. Petersborg melder, at vigtige militære Begivenheder er nær forestaaende. Efter den russiske Militærsagkyndig Oberst Schumski Bedømmelse var Polen udset til at blive Skuepladsen for det største Slag i denne Krig. Det var Tysklands Hensigt at tvinge Russerne til enten at rømme Galizien eller levere at afgørende Slag. Saa vidt det kunne forudses, vilde Russerne imidlertid undgaa Kollisionen. Tyskerne – fortsætter Korrespondenten videre – viser megen Kamplyst. De forsøgte at erobre Ossowice, som laa ved den anden Ende af Fronten. Tyskerne var tilsyneladende overbevist om, at de vilde sejre i Kampen. I hvert Fald var Udførelsen af den nye og storartede tyske Plan ikke mere fjern.

Den ældste Soldat i de kæmpende Hære er utvivlsomt en russisk Kriger paa 103 Aar, der har meldt sig som Frivillig.

Er Krigen nødvendig?

Valgmenighedspræst Carl Kock, Ubberup, skriver i Højskolebladet.

Jeg ved godt, at mange forsikrer, at Krig kun er en Følge af Synden, den hører med til denne syndige Jords Liv; det kan ikke nytte at ønske den bort. Ja vel, Trældom, Slavehandel, Mishandling og Fornedrelse af Kvinder er ogsaa Følger af Synden. Men alligevel, det er da umuligt, at lade være at ønske denne Ulykke – Krigen – bort. Det er da umuligt for den, der tror paa Gud, at lade være med at bede om Lys og Klarhed, Kærlighed og Fred, saa Menneskene kunde komme til at se denne Ulykkes sande Væsen og Aarsag og mere og mere grue for den, at gøre den sjældnere og sjældnere og en Gange kaste dette frygtelige Aag af sig og sige; nu er Krigen afskaffet.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Skyttegravene.

I Skyttegravene ved Aisnefloden har en Nordslesviger, hvis Brev vi har haft Lejlighed til at læse, den 26. September talt med Henrik Lorensen, Stenderup, som lige var bleven dekoreret med Jernkorset, Thomsen fra Sønderport, Aabenraa, og Petersen fra Korntved ved Tønder, som alle var sunde og raske.

Faldne og Saarede.

Overlærer Röwerkamp ved Realskolen i Aabenraa er ifølge indløbne Efterretninger falden i Krigen. Han var med i Frankrig og faldt under Kampene den 25. September.

Referendar v. Barm, som i Fjor var ansat ved Amtsretten i Aabenraa, er den 20. September falden ved Aisne. Han førte den Dag et Kompagni af Regiment Nr. 86 og faldt med Hovedet gennemboret af en Geværkugle under Stormen paa en Skov. Kammeraterne fandt ham Dagen efter i Skovbrynet, jordede ham der og satte et Trækors paa hans Grav.

Biskob for Brødremenigheden i Herrnhut og Kristiansfelt, Becker, bekendtgør, at hans Søn, teologisk Kandidat Kurt Becker, er falden i Krigen i Frankrig den 8. September.

Blandt dem, der ligger paa Lasarettet i Sønderborg er ogsaa Landmand Christian Petersen fra Sjellerup, som tillige med sin Broder Peter Petersen deltog i Kampen ved Chauny i Frankrig de 20. September. Chr. Petersen fik en Kugle gennem Højre Haand. Kuglen strøg langs ned ad Siden, gik igennem Lommen, hvor den ødelagde nogle Metalæsker, og satte sig til Slut fast i Bøssekolben. Petersen har været 8 Dage undervejs for at naa herop. Peter Petersen fik i samme Slag et Strejfskud i Kinden, men blev forbunden paa Valpladsen og blev ved Kompagniet. De to Brødre har været med i 10 Slag og Træfninger.

Anbragt paa Lasarettet i Sønderbog er iflg. “Dbp.” desuden Iversen, Sarup.

Løjt, Mandag.

Æg til Soldaterne. Fra Stollig, Skovby og Dyrhave er der iføge “A.T.” blebet afsendt 2 Kasser med i alt 56 Snese Æg til Samlestedet i Altona. Æggene blev samlede og nedpakkede af Mejeribestyreren i Stollig.

Bjolderup. Mandag.

Markedsforbud. Et Kvægmarked i Bolderslev, som skulde have været afholdt den 7. Oktober, er blevet forbudt paa Grund af Mund- og Klovsygen hos Gaardejer I. Clausen sammesteds.

Kliplev, Mandag.

Til Soldaterne i Felten. Vi har modtaget følgende: Lørdag den 3 Oktober afgik den første Sending fra Samlestedet for Gaver til Soldaterne. Sendingen bestod af 44 Par Strømper, i hver par 1 Pakke Cigaretter, 1 Blyant og 3 postkort; 25 Par Muffediser, 13 Par Underbukser, 6 Normalskjorter, 4 Linnedskorter, 6 uldne Trøjer, 3 ildne Halstørklæder, 46 Flasker Saft, 15 Flasker andre Drikkevarer, 220 Æg. Desuden mange andre Nydelses- og Brugsartikler f.Eks. Konserves, Cigarer, Cigaretter, Tobak, Kakao, Chokolade, Suppeterninger, Sæbe osv. En del Beklædningsstykker holdtes tilbage, da Kasserne var fulde. De vil komme med den næste Sending.

Det er en Glæde at se, hvor rigeligt der gives for at berede Soldaterne en lille Glæde, men der er endnu forholdsvis faa Huse, som har givet Bidrag, og der vil derfor forhaabentlig kunne afgaa flere Sendinger. En Tak til alle Giverne fra Samlestedet ved D. Lorenzen.

Nordslesvig, Mandag.

Jernkorset. Grev Christian Schack, Broder til Lensgreve Schack til Schackenborg i Møgeltønder, der gør tjeneste som Løjtnant paa den vestlige Krigsskueplads ved første Ulanregiment. I disse Dage er der kommet Meddelelse om, at Greven har faaet tildelt Jernkorset for udvist Tapperhed.

Endvidere har følgende faaet Jernkorset: Ernst Iplan fra Søst der er med i Frankrig. Han deltog sammen med 12 andre i en Patrouilletur, hvortil alle havde meldt sig frivillig. Af de 13 Mand faldt de 7.

Bygmester Marloth, Sønder Løgum, der er Reservist ved 86. Regiment og har været med i Belgien, hvor man blev saaret.

Kavallerist Hansen, en Søn af Landmand C. Hansen i Sønder Løgum.

Major v. Weber, Sønderborg, der siden Mobiliseringen har været Kommandør for 3. Bataillon af Reserveinfanteriregiment Nr. 75.

Stabslæge ved Bataillonen i Haderslev, Dr. Wetzel og Løjtnant Bøhn fra samme Bataillon. Endvidere Feldwebel Jensen fra 8. og Feldwebel Kolmetz fra 6. Kompagni.

10 Punds Pakker til Soldater. Krigsministeriet har hos Generalkvartermesteren faaet udvirket, at der gøres et Forsøg med Befordring af Privatpakker, indeholdende Udrustnings- og Beklædningsgenstande til en Vægt af indtil 5 Kilogram. Indleveringstiden er foreløbig fastsat fra 19. – 26. Oktober.

Krigens forløb, Nyheder, Sønderjyder

28. september 1914. Nyt fra sårede og fangne sønderjyder. “Lige så godt som et kys!”

28. september 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Vi meddelte forleden, at to unge Mænd fra Aabenraa Thorkild Rosenvold og Hans Ries var blevne saarede, og at den sidste tillige var falden i fransk Fangenskab. Der foreligger nu nærmere Efterretninger om dem i følgende Brev fra en Kammerat:

– Jeg har ikke kunne skrive før, thi vi ligger her i en Skyttegrav. Vi har ligget her i 6 Dage og Nætter og kan kun forlade Graven i Mørkningen.

Da vi havde ligget her i to Dage, kom der Ordre til at forlade Skyttegraven, da Fjenden havde trukket sig tilbage. Vi skulde gaa igennem en Skov. Leret og fedtet var det. Vi tabte Forbindelsen baade tilhøjre og til venstre – det var nemlig imidlertid blevet kommanderet Holdt – men da vi ikke havde hørt det, løb vi, en Bataillon stærk, frem af den Vej. Der blev kommanderet “Bajonet paa”, thi der viste sig Franskmænd paa Vejen. Vi raabte Hurra! og stormede frem. Men de fyrede af al Kraft og mange af vore blev saarede.

Her var det, at Hans Ries blev Saaret sammen vor Kompagnifører, Kompagniføreren for 8 Kompagni, to Feltwebler og ca. 30 Mand, som alle senere faldt i fransk Fangenskab. Hans Ries gar faaet to eller tre Skud, et i Benet, et i Armen, det tredje ved jeg ikke nøjagtigt hvor, men han er dog kun let saaret. Han blev foreløbig forbunden af Jakobsen, som er gift med en Datter fra Tandsgaard.

Franskmændene trak sig tilbage, og vi marcherede videre frem, overladende vore Saarede til Sanitetskolonnen, som vi troede kom bagefter os. Det gjorde den imidlertid ikke, da Divisionen havde gjort “Holdt”. Paa Vejen fremad blev vi atter beskudt, men tog dog otte Franskmænd tilfange, som Thorkild Rosenvold blev sat til at vaage over. Vi gik videre frem, men fik saa paa en Gang meget heftig Ild, og først nu blev vi kommanderet tilbage. Th. Rosenvold var paa dette Tidspunkt forrest med sine Fanger, da han fik et Skud i Foden. Han blev imidlertid, da han ellers befandt sig vel, baaret med tilbage. Jeg har desværre hverken talt med ham eller Hans Ries, efter at de var saarede, men de skal nok have det godt efter Omstændighederne.

Jeg slap godt fra denne farlige Ekspedition. Jeg fik kun et Skud gennem min Tornyster, som iturev mine Skjorter, og dem faar jeg nok ligesom utallige af mine Kammerater erstattede med et Par franske Damechemiser, naar vi først slipper ud af vor Skyttegrav.

Vor Batillon havde ved denne natlige Ekspedition været ca. 50 Meter fra den franske Hovedstilling. Adjudanten havde søgt ca. 2 Timer efter os. I kan nok forstaa, at vi var lykkelige, da vi igen var i vor Skyttegrav, men vi savnede desværre 30 af vore Kammerater.

Nu har vi ligget her i Skyttegraven fire Dage siden den Tid. Granater og Shrapnells slaar ned over os og lige ved Siden af os. Det er uhyggeligt, men vi deler Skæbne med mange. Vi haaber, at det er en Del af den afgørende Kamp, som vi befinder os i, haaber alle sammen, at vi igen skal ses med vore Kære i vor Hjemstavn. Men der er sagtens adskillige af os, der endnu maa væde Franskrigs Jord med deres Blod.

— Da jeg havde ligget her i Skyttegraven i fire Dage, fik jeg for tredje Gang Post. Hvilken Glæde det var for mig, forstaar I slet ikke tilfulde. Jeg var lykkelig som et Barn. Chokolade og Cigarer her i en Skyttegrav, hvor man er sjæleglad ved det tørre Brød, hvor man samler hvert enkelte lille Brødkrumme ud af den plørede Lerjord, – Chokolade og Cigarer under sådanne Forhold, det var en Livsoplevelse!

Det er haarde Tider for os alle. Man modnes og bliver lidt af en Mand. Jeg mærker, at det alvorlige og mandhaftige gror frem i mig. Og dog forlader det naive én aldrig. Det bryder frem i et Øjeblik, som da jeg modtog Chokoladen.

— Jeg vil gøre min pligt. Det ligger i Guds Haand, om det skal koste mit Liv. Men jeg haaber med Jer alle sammen, at vi maa ses under gode Forhold.

I Lørdags modtog Maler Brokdorf i Skærbæk et Brev fra sin Søn Laurids, som er med i Felten i Frankrig. Han meddelte, at hans Svoger Nikolai Nicolaisen fra Vestergasse (Thomas Nicolaisens Søn) er falden den 14. September. Laurids Brokdorf havde talt med ham Aftenen i Forvejen, og da havde han været glad og munter, men Dagen efter havde han fundet ham død på Valpladsen.

Denne Efterretning er den første, der er naaet til Skærbæk Sogn om, at nogen er falden her fra Sognet. Derimod er tre fra Skærbæk By bleven saarede og en fra Ullerup.

Sundeved, Mandag.

Haardt saaret. Købmand P. Eriksen fra Snogbæk, som har været med i Frankrig, har faaet et lettere Skud i Armen og et farligt Saar i Benet. Han ligger for Tiden paa et Lasaret i Hamborg.

Af et Feltpostbrev.

Af et Feltpostbrev kan hidsættes følgende: I Gaar fik min Kammeral R. en særlig Hilsen fra sin Kone og to Børn, som bestod i et Par Chokoladekager i en lille Feltpostpakke. Hans Kone havde bidt en Mundfuld af i Midten og et af Børnene ved hver Side, saa man kunde se Tænderne. R. siger, at det maa absolut være lige saa godt som et Kys.

Guderup, Mandag.

Saaret. Kornhandler Chr. C. Schmidt har under Kampene i Nordfrankrig faaet et Skud gennem begge Kinder og er hjempermitteret som Saaret.

Sommersted, mandag.

Falden i Krigen. Ernst Møller, en Søn af Teglværksejer Frits Møller, der var med i Krigen, er falden den 161. September.

Holebøl, Mandag.

Falden i Krigen. Peter Jensen Rossen fra Holebøl Mark er falden i Kampen ved St. Quentin den 29. August. Han blev rigelig 24 Aar gammel.

Bekendtgørelser, Nyheder, Om Krigen, Sønderjyder

22. September 1914. Stigende hestepriser. Sådan fungerer sanitetstjenesten.

22. september 2014 DenStoreKrig Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

De stigende Hestepriser.

En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.

En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.

Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.

(fortsætter under billedet)

Svensson, A, med hest 6a44-009 — Hærenes forbrug af heste var umætteligt. A. Svensson, Sønderborg, holder en hest hos beslagsmeden.

For de Saarede

Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.

Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad med Baarerne.

Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.

Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.

Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.

Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.

Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.

Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.

Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.

Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.

Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?

I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:

Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!

Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.

Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.

Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.

Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.

Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.

Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)

Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.

Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:

Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.

Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.

Død af Saarene.

Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.

Saarede fra Aabenraaegnen.

Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.

Falden i Belgien.

Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.

Fra Røddingegnen.

En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.

Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.

Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.

I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.

Hilsen fra Felten.

“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.

Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.

Krigens forløb, Nyheder

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

18. september 2014 Rene Rasmussen Skriv en kommentar

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — — Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

Den Store Krig 1914-1918

Tag-arkiv: Tro

16. februar 1915. Send ikke patroner med feltpost! Nyt fra Hejmdal: Præster i felten, faldne, fangne, sårede

24. januar 1915. Hans Petersens kammerat i køkkenet

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

17. januar 1915. Kresten Andresen: “Å, I gør jer ingen forestilling om, hvor forfærdelig en slagmark er.”

16. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne, fangne, sårede – og en krigsvielse

14. januar 1915. Hilsener fra felten, faldne – og en synsk soldat?

10. januar 1915. Peter Østergaard ankommet til Soissons

9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

2. januar 1915. Hemming Skov: “Julen var til ende, som man havde lovet skulle fejres hjemme.”

25. december 1914. Peter Østergaard får franske granater til jul

24. december 1914. Østfronten: “Den ene Julesalme fulgte efter den anden.”

24. december 1914. Juletræet fældes med sabel

24. december 1914. “… vi kunne ikke mere, vi græd alle.”

23. december 1914. Sønderjysk jul på forskud

22. december 1914. Hans Petersen: Jul i Blerancourt.

12. december 1914. Hemming Skov på angreb: “En haabløs Angstfølelse griber en, og man maa gøre sig haard.”

8. december 1914. “Jeg stod i afmægtig harme over den skændsel, der her blev øvet.”

30. november 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Fra nu af var Det nye Testamente min daglige ledsager”

24. november 1914. Kresten Andresen på vej mod fronten

18. november 1914. “Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro”

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

17. oktober 1914. Kristendom og salpeter

11. oktober 1914. Jeppe Østergård: Nis Fuglsang er død!

5. oktober 1914. Faldne og sårede – og pakker til soldaterne.

28. september 1914. Nyt fra sårede og fangne sønderjyder. “Lige så godt som et kys!”

22. September 1914. Stigende hestepriser. Sådan fungerer sanitetstjenesten.

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918