9. Januar 1915. Nyt fra Hejmdal: “Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater”. Hilsener fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal. Feltpostbrevene bringes i avisen flere måneder efter, de blev afsendt

Hilsner fra Felten. C i Frankrig, den 5. Januar 1915.

Kære “Hjemdal”!
Min hjertelige Tak hjem til Dig kære “Hejmdal”, fordi Du ogsaa naar herned til os, en særlig Tak til min kære Sender. Der er dejligt at kunne følge med i, hvad der gaar for sig hjemme i vort kære Nordslesvig.
Fjenden har jo alt for længe hilst paa os med Granater i det nye Aar. Han har maalet godt fat og skyder lige ind i Skyttegraven, men har dog indtil nu ikke truffen nogen.
Juleaften lod de os i Ro, hvad vi var meget glade for, da vi ogsaa havde Juletræ. Tankerne var jo i Hjemmet hos vore Kære, og mangen stille og vedmodig Bøn blev sendt op til Gud vor Fader. Paa mangen Kind og i mangt et Øje stod Taarer, selv den Kækkeste skammede sig ikke derved. Alle længes vi efter Hjemmet, og de Kære og det tvefold i være kære Juletid. Godt Nytaar til Alle.
A. Petersen

“Flensborg Avis” har modtaget en Nytaarshilsen fra efternævnte Nordslesvigere, som Nytaarsaften ved Yser-Kanalen.
Hans Petersen, Bredebro; Eli Christiansen, Sølsted; Rasmus Petersen, Løgumkloster; Jørgen Paulsen, Haderslev; Jens Lampe, Ullerup.

– “Dannevirke” har modtaget en Hilsen fra Valpladsen vestpaa, dateret den 30. December og undertegnet af:
Boi Nissen, Vedsted; M. Christensen, Brændstrup, Hans Hansen og Hans Jessen, Kliplev.
Fra Vestfronten har samme Blad modtaget et Nytaarshilsen, undertegnet af:
Anders Dall, Skærbæk; Robert Sellmer, Hoptrup; C.D. Petersen, Sønderballe; Hans Paulsen, Snogbæk; Claus Skov, Dyndved (Als), Ernst Køhn, Haderslev; Paul Steffen, Tinglev; Heinrich Nissen, Flensborg.
Alle var ved god Sundhed og godt Humør.

En ublid Skæbne.

Jørgen Lorenzen, Søn af afdøde Snedkermester Lorenzen fra Egen Mølle. og Familie, som i de sidste 2 til 3 Aar har opholdt sig i Rusland, hvor han var Godsforvalter paa et større Grevskab, er bleven anholdt sammen med andre tyske Fanger sendt hen paa en ubeboet Ø, hvor de selv maa ernære sig ved Jagt og Fiskeri. Hans Hustru fik Lov til at rejse hjem og er ankommet for et Par Dage siden. Hun tog Vejen over København, hvor hun maatte blive i nogle Dage, da hendes lille Barn, som hun havde med sig, blev sygt. Da hun naaede hjem til Ketting, hvor hendes Moder, Enke efter tidligere Røgeriejer Sander fra Krumum, boede, var denne ifølge “Dbp.” død for 2 Timer siden. Et haardt Slag for den i Forvejen haardt prøvede unge Kone.

Faldne.

Indtil Aarets Slutning er der fra Toftlund Sogn faldet tolv Mænd i Krigen. De syv efterlader Kone og Børn.
Der er ifølge “Dv.” til deres Slægtninge indløbet Meddelelse om, at følgende Nordslesvigere er faldne:
Iver Kliver fra Vonsbæk; falden den 30 December østpaa, han efterlader Hustru og en lille Datter; George Riewe fra Kristiansfelt, falden den 30. December i Østpreussen, 33 Aar; Christian Boysen fra Skudstrup, falden i Frankrig, 36 Aar.

Død af Tyfus.

Lærer Christian Iversen fra St. Nikolaj Drengeskole i Flensborg, der siden Krigens Begyndelse havde staaet paa den østlige Krigsskueplads, er ifølge “Fl.Av.” efter kortvarig, Haard Sygdom (Tyfus) afgaaet ved Døden paa Reservelasarettet i Lubliniz. Hans Lig føres hjem til Flensborg.

I fransk Fangenskab.

En Søn af Gæstgiver J. Jensen i Klægsbøl, der havde været savnet siden 6. September, befinder sig i fransk Fangenskab.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra to Brødre. D. den 21. Oktbr. 1914.

Kære Far og Mor!
I Dag er vi igen kommen herhen paa denne Gaard. Vi staar nu stille, til der kommer Forstærkning. Vor Bataillon er inddelt i to Dele 5. og 6. Komp. og 7. og 8. Komp. Vi ligger to Dage ude i Skyttegraven og to Dage i reserve paa denne Gaard. Det kan nok gaa. Men de to Dage i Skyttegraven nær inde paa Franskmændene er ingen Fornøjelse. Jeg vil forsøge at give Eder et Indtryk af de to Dage, som vi nu lige har tilbragt derude.

Den 18. om Aftenen Kl. 6½ gik vi herfra ud i Stillingen. Paa Vejen derud er der mangen en Kløft at kravle op og ned ad. Med Tornysteren paa Nakken falder man let i det fugtige Føre. Alle kommer de ikke godt fra det. Det er Taage, og vi har derfor ikke let ved at finde os tilrette. Vi staar og er trætte mere end nødvendigt, thi det hele skal gaa lydløst; hører Franskmændene os, har vi nemlig straks den kendte Musik.

I Skyttegravene venter de længelsfuldt efter Afløsningen. Vi har nu to Døgn i denne Grav foran os. Og det regner. Lejet er vaadt og vi er ogsaa vaade, men Regnen stilnedes dog snart. Nogle sendes straks som Patrouille mod Fjenden, andre posteres bag Skyttelinjen. Resten staar paa Post i Skyttegraven. Som Natten skrider frem, faar man kolde Fødder. Ellers kan man nok pakke sig saaledes ind, at man ikke fryser. Fødderne sidder imidlertid i Støvlerne Dag og Nat. De er derfor altid klamme.

Natten igennem hører man, hvorledes Posterne snart hist, snart her hilser paa hinanden igennem Kuglerne. Før Morgenen bryder frem, maa man sørge for at forrette alle Naturens Nødvendigheder, thi naar Dagen først er der, kan ingen vise sig over Graven.

Saa lægger man sig tilrette for Dagen. Man kan nok vende sig, men ikke rejse sig. Den franske Jord er haard Lerjord, saa den er ikke nem at grave i. Derfor spares der paa det. Og saa maa man ligge sammenrullet som et Nøgle Dagen lang. Saadan havde jeg det netop i de to Dage. Jeg laa sammen med to Underofficerer, og de var saa dovne, at de end ikke gad staa op, da det blev Nat. Saa sad jeg der krøbet sammen og blev saa træt, at jeg, da Aftenen kom, rigtig fik Lyst til at løbe omkring og røre mig lidt. Men det maa man heller ikke, da det giver Støj.

Henad 8 Tiden skal der hentes Mad. Jeg melder mig straks for at faa lidt Bevægelse. Vi gaar ca. 300 Meter tilbage, hvor Feltkøkkenet staar. Hver Gruppe sender 2 Mand. Her er det ikke nemt at komme til. Alle er de sultne. Men da de ser, hvad det giver, bliver de fleste beroligede. I Almindelighed faar vi god Mad, men den Aften var det meste Vand. Desuden faar hver Mand et Bæger Kaffe.

Saa tilbage igen  gennem den taagede Nat. Vi gaar kryds over Markerne, men vi er gaaet fejl. Vi ved ikke, om vi staar paa tysk eller paa fransk Side. Raabe maa vi ikke, thi saa skydes der. Langt om længe fandt vi dog 8. Komp. Men da var Manden kold. Saa begyndte det atter at regne.

Jeg har glemt at skrive om Ilden, som vi var udsat for den Dag. Bag os staar vort Artilleri. Men det skyder ikke meget, da vi ikke kan gaa frem, før der kommer Forstrækning. Men de skyder for at vise, at de er der. Det franske Artilleri skyder derimod meget. For det meste beskyder de vort Artilleri, men af og til faar vi dog ogsaa noget. De skyder meget bestemt og længere end vort Artilleri. Nu og da faar vi ogsaa Infanteriild. Men det franske Infanteri skyder i Reglen for højt. Her havde det dog Held til at tilføje os en Del Tab. Vi maatte ikke skyde, da vi ikke maatte ægge til Angreb.

Det er sjældent, man faar Fjenden rigtig at se. Han ligger altid skjult. Den 20. saa vi dog Franskmændene gaa oprejst ved Morgenens Frembrud. Men de maatte heller ikke skyde. Om Natten havde vi faaet Pigtraad trukken hen foran vor Stililng. Det hjælper altid noget i Tilfælde af et Angreb. Naa, Franskmændene har alligevel ikke rigtig Mod til Angreb, og det støtter vore sig paa.

Dagen begyndte med stærkt Geværild, som varede en Times Tid. Senere henad Kl. 11 fik vi en kolossal Granatild. Da havde jeg en lille Oplevelse: To Lærker steg syngende til Vejrs lige over os. Jeg laa sammenkrøbet i mit Hjørne, men blev straks opmuntret af Sangen, skønt Kuglerne peb omkring os. Imidlertid faldt jeg i Søvn og saa drømte jeg om et lille Besøg hjemme, med hvad der kan følge med, og der fulgte mange dejlige Tanker med. Men ved 11-Tiden kom saa Virkeligheden, og den var ikke blid. Franskmændene aabnede, som de somme Tider finder paa, en umaadelig Ild.

Saa gik Eftermiddagen Mellem Kl. 5½ og 6 fik vi den sædvanelige Aftenshilsen. Saa mørknedes det, og vi ventede nu kun paa Afløsningen. Ved 8-Tiden var den der. Der var Peter med, men vi kunde ikke finde hinanden. Paa Vejen hertil regnede det igen. Da jeg kom herhen, laa der dejlige Pakker og Kort til mig.

Hermed har jeg givet Eder et lille Indtryk af vort Liv her. Skrivebordet er ikke rigtig i Orden. Det er en Hakkelsemaskine. Men jeg haaber, at I kan finde Mening i det. I Aften gaar det igen ud i Skyttefraven. Atter den gamle Vej. De bedste Hilsner.
Hans

Foran Ypres, den 10. Novbr. 1914

Kære Forældre!
Ja, nu er vi landet her paa Bestemmelsesstedet, hvor det grufulde Hovedslag skal slaas i en nær Fremtid, der bliver jagt i Morgen.

Artilleriet er kørt i Stilling og skal Kl. 2 begynde med en heftig Ild, ja allerede nu Kl. 12 buldrer og drøner det fra alle Kanter, saa det er en Gru. Det er Mest Englænderne, der staar foran os, og imod den skal der gaas skaanselsløst frem. Vor Bataillon staar heldigvis i Reserve med alle Regimentsfaner.

Vi marcherede i Gaar forbi Rigskansler v. Bethmann Hollweg. Der er dem, der mener, at vi vil kunne være hjemme til Jul, hvis vi har Held med os, ja det var sandelig vort højeste Ønske.
Ja! Gid det var Guds Vilje, at vi maatte blive forstaanede for denne ødelæggende Ild. Hans har lige været her og vi har nu fundet Brevet fra Anders Hansen og læst det. Ja vi er glade for, at vi har saa mange Venner, der er med os i Tanker og Bønner. Det gør os saa trøstlige og frimodige til at se Fremtiden i Møde. Og Vorherres Beskærmelse, som har hvilet over os til nu, vil ogsaa føre og uskadte hjem til vore Kære igen.
Jeg har lige talt med Hand; vi sender mange  kærlige Hilsner.
Eders Peter

Den 13. November 1914.

Kære Forældre!
Saa er da det bebudede Stormangreb overstaaet, og det forløb heldigt. Vor Füsilier-Bataillon gik i Spidsen, derefter 1. Bat. og saa vi, men Fjenden var allerede fordrevet, da vi naaede frem. Vi fik en heftig Artilleriild, som Reserven plejer. Vi saa, da Angrebet begyndte, lige foran vort Artilleri. En lignende Kanonade som den Morgen fra Kl. 1-10 har jeg aldrig hørt. Der blev skudt samtidig fra ca. 800 kanoner. Vi maatte stoppe Ørerne til. Ellers var det ikke til at holde ud.

Senere maatte vi løbe omkring i Skytte- og Løbegrave, hvor Døde og Saarede laa i Flæng. Jeg havde hele Dagen i Gaar to døde Englændere som Sidekammerater, forvildede mig til 7. Komp. og er dog i Dag atter kommen til 5. hans har jeg ikke truffet siden sidst. Et Par Gange til, mente den kommanderende General, skulde de slaas tilbage, saa kom der bedre Tider, maaske vi saa kunde komme hjem. Ja, gid det var saa.

Har har vi haft Regn og Slud hver Dag i de sidste Dage. Det er ubehageligt. Pakker og Breve har vi ikke modtaget. Ja, Gud give, at Krigen snart maatte faa Ende.
De kærligste Hilsner fra
Eders Peter

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *