22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

Hejmdal

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *