31. august 1914. Jeppe Østergaard på lazarettet: “Jeg har aldrig elsket livet højere end nu”.

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten. Den 20. august blev han såret i benet.

Locken d. 31—8—1914.

Kære allesammen!

En dyb lykke og taknemlighed fylder mig. Vi har endelig en smule ro, og jeg glæder mig over at kunne få lejlighed til at udtale mig. Alle eders kærlige breve har jeg modtaget, også dem fra den 25. ds.

Hvor blir jeg glad for sådanne fortrøstningsfulde ord. Det gir hjærtevarme, gør sindet lyst og let. Jeg er lykkelig over at vide mig i eders tanke- og takkekreds og i eders bønner til ham i det høje. Man føler i disse tider mere end ellers sin egen ubetydelighed og al livets forkrænkelighed, og tanken glider da uvilkårligt hen til det faste, det evige. Sådan går det vel mange. Måtte vi nu bare ikke senere glemme det, nøden lærer os. Jeg vil gerne leve, har aldrig elsket livet højere end nu og ønsker af ganske hjerte atter at mødes med jer, I kære.

Dog frygter jeg heller ikke døden, thi jeg føler, at det ikke betyder tilintetgørelsen, og jeg ved, at Kristi ord har bestået sin prøve gennem tiderne. Lad mange kun tale hånt om troen og prale med deres oplysning. Det er ikke oplysning, der gør dem vantro, men den herskende mode, deres overfladiskhed, manglende eftertanke og det at ville synes. Man kan i fred og ro leve et liv uden Gud, men når døden ser en i øjet, da møder den, som tænker, et hvorhen, og kun troen formår at give svar.

Som I veed af kortene, var jeg med i slaget ved Walterkehmen, syd for Gumbinnen den 20. Fægtningen ved Mlava var imod dette den rene børneleg. (…) Da jeg ramtes, var klokken 10, og da ved 3-tiden vore tropper trak sig tilbage, gik jeg med. I mellemtiden havde jeg hjulpet enkelte sårede, hvor jeg kunde.

Benet er nu næsten helbredet uden mindste betændelse. En geværkugle er mindre farlig, når bare man kan holde såret rent. Der siges endog, at hastigheden og drejningen om længdeaksen gør den noget nær steril.

Hvorom det nu er, i tunnellen, som kuglen lavede, og hvis længde var 15 cm, har jeg ikke haft den mindste betændelse. Kun endepunkterne har jeg plastret en smule. Jeg er dybt taknemlig over at være sluppet så billigt.

Min bedste rekrut, som jeg havde den glæde at turde kalde ven, er borte, en Frederiksen fra Løgumkloster er borte, mange sårede. Vort regiment er stærkt svækket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *