H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 8. november 1918
Morgenaviserne bragte i Dag det socialdemokratiske Ultimatum. Hotelpersonalet meldte, at alle Togforbindelser var standsede.
Jeg gik straks hen i Rigsdagen, hvor jeg traf en Del Socialdemokrater, deriblandt Hoch, Antrick og Peus. De fleste mente, at Militærdiktaturet vilde blive proklameret inden Aften, og at det vilde betyde Borgerkrig.
Vicepræsident Paasche kom. Han erklærede, at Socialdemokraternes Ultimatum var uantageligt. „Gaar vi ind paa det,” sagde han, „vil vi om faa Dage staa overfor Kravet om Jordens Deling. Der er naturligvis Grænser for, hvad en enkelt Mand bør kunne eje af Jord. Min nærmeste Nabo, Grev v. d. Schulenburg, ejer f. Eks. 40,000 ha. Det er saa meget, at han slet ikke kan overse det. Her kan der naturligvis være Tale om en Begrænsning af Jordejendomsretten.”
Jeg havde derefter en længere Samtale om Situationen med Giesberts og Becker af Centrum. De betragtede begge Revolutionen som uundgaaelig og troede, at den fra Tyskland vilde brede sig ud over hele Evropa. De forklarede mig, at der ogsaa vilde udbryde Revolutioner i de nevtrale Lande, Danmark ikke undtaget.
Jeg svarede, at de politiske og sociale Forhold i Danmark var saa sunde, at der i hvert Fald ikke her var Fare for en Omvæltning.
Korfanty sluttede sig til os. Han kom med nye Efterretninger. Arbejder- og Soldaterraadet har taget Magten i Stettin. „Revolutionen nærmer sig,” sagde han til Giesberts, „men Hindenburg vil Kamp. Tropperne i Finland, der betragtes som paalidelige, er beordrede hertil. Kejseren vil ikke gaa. Militærdiktaturet er under Opsejling. Landet skal inddeles i tre Distrikter med hver sin Overgeneral.”
Giesberts: „Tilspidser Situationen sig til et Spørgsmaal om at tvinge Kejseren bort, vil man kunne slaa Revolutionen ned.
De kongetro Jernbanefolk, som i Gaar var hos mig, erklærede saaledes, at de vilde standse al Tilførsel af Levnedsmidler til Storbyerne, hvis man vilde styrte Kejseren. Jeg ser helst, at Kejseren frivillig nedlægger Kronen, men jeg er en bestemt Modstander af ethvert Forsøg paa at tvinge ham til at træde tilbage.”
Da jeg ved Middagstid stod og talte med Professor Doormann og et Par andre frisindede Kolleger, kom Weinhausen meget ophidset og meddelte os, at der nu ogsaa var dannet et Arbejder- og Soldaterraad i Danzig. Togforbindelsen var afbrudt, men da han er valgt i Danzig, følte han sig desuagtet forpligtet til at tage derhen.
Det var nu lykkedes ham at faa fat i en Flyvemaskine. Om et Par Timer gik han til Vejrs, og han vilde derfor sige os Farvel. Det var ikke godt at vide, naar og under hvilke Forhold vi atter saas.
Statssekretær Conrad Hauszmann vilde gaa forbi, men blev standset og bestormet med Spørgsmaal om Stillingen. „Der foreligger intet Nyt, mine Herrer,” svarede han, „Rigskansleren har tilbudt sin Demission. Kejseren er underrettet om Stillingen og opfordret til at abdicere, men Regeringen har endnu ikke faaet Svar.” Han havde travlt og forsvandt.
Dr. Friedegg kom farende. „Hvad venter De?” raabte jeg til ham. „Militærdiktatur,” svarede han, „national Desperadopolitik i 12 Timer, saa vil alle Generaler sidde bag Laas og Slaa, hvis de ikke er nedslagtede forinden.”
Jeg gik ind i Læsesalen. Ledebour kom mig imøde, smilende og vel tilpas. Vi udvekslede Nyheder. Han fortalte, at Stettin var erobret. „Og Berlin?” spurgte jeg. „Gedulden Sie sich nur,” svarede han som sædvanlig smilende, „es wird schon kommen!”
Men noget efter tog han mig til Side og hviskede mig fortroligt i Øret: „I Morgen Formiddag Kl. 9 nedlægges Arbejdet i Fabrikerne i Potsdam. Kl. 10 vil Folkeskarerne være her i Berlin, og saa vil Afgørelsen falde.”
Jeg gik derpaa hjem for at skrive en Beretning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad. Mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede dermed, kom Loretz og Frue og aflagde mig en Visit for at høre Nyt. De var begge meget interesserede, og jeg fortalte dem, hvad jeg vidste. Loretz talte atter om de haarde Fredsbetingelser, Tyskerne vil faa. Der vil ikke blive tale om Forhandling. Fredsbetingelserne vil blive dikterede, og Tyskerne vil kun faa Valget mellem at antage dem eller fortsætte Krigen.
-„Det er mig ganske uforstaaeligt,” sagde han atter, „at Rigsdagen ikke sikrer sig imod Overfald, thi der er stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Militærdiktaturet gennemført.” — løvrigt mente han ikke, at Militærdiktaturet vilde kunne holde sig ret længe, selv om det lykkedes at faa det proklameret. Han talte derefter om de tunge Tider, Thiers og Jules Favre havde gennemlevet efter Nederlaget i 1871, og udtrykte meget bevæget sin Glæde over Oprejsningens Dag, som nu var nær forestaaende.
Jeg arbejdede videre, spiste paa mit Værelse og gik derefter over i „Kafé Josty , hvor jeg ved Fr. Stampfers Stambord traf Dr. Fabian, Dr. Nestriepke m. fl. De fortalte, at Kong Ludvig af Bajern havde takket af, Regeringen var styrtet, Republiken udraabt, og Kurt Eisner udnævnt til Ministerpræsident i München. Foruden ham var fem andre uafhængige Socialdemokrater traadt ind i Regeringen. Auer havde overtaget Indenrigsministeriet.
De havde mange andre Nyheder. Fra alle Sider indløber der nu Efterretninger om Revolutionens sejrrige Fremgang.
Ud paa Aftenen gik jeg tilbage til Hotellet, hvor der lige var ankommen Kurer til mig fra Nordslesvig, denne Gang Købmand Kr. Hansen fra Aabenraa, som var bleven standset af Revolutionen i Hamborg og derfor havde været to Dage undervejs fra Nordslesvig til Berlin. Han meddelte, at Flensborg, Rendsborg og Neumünster var erobrede af de Revolutionære og dækkede med røde Faner. I Hamborg rasede der blodige Gadekampe, da han passerede Byen. Foran Fagforeningsbygningen
var der placeret Kanoner og flere Steder i Byen hørtes stærk Maskingeværild.
Toget, som han havde benyttet fra Hamborg, var besat af 150 bevæbnede Matroser, som vilde til Berlin. De var imidlertid bleven indviklede i Kamp i Neustadt, hvor der var anbragt Maskingeværer paa Stationsbygningen og de omliggende Bygninger, hvorfra en Militærstyrke forsvarede Byen. Kampen, som kostede et større Antal Døde, endte med, at Matroserne erobrede Byen, og Toget var derefter ad en Sidelinje bleven ført til Stettinerbanegaarden, som det havde naaet for en Times Tid siden.
Næppe havde jeg modtaget disse Efterretninger, før Dr. Breitscheid kom for at meddele mig, at Provinsen Slesvig-Holsten var udraabt som Republik. Hertugen af Brunsvig havde nedlagt Regeringen. Magdeborg var i de Revolutionæres Vold, og i Køln rasede der blodige Gadekampe.
Ved Nitiden gik vi en Tur ud i Byen. Paa Potsdamerplatz var der saa store Menneskemængder paa Benene, at det var svært at arbejde sig gennem Trængselen. Et Regiment Infanteri i Krigsudrustning, med Staalhjelme, marcherede over Pladsen og tog Opstilling i Linckstrasse.
Paa Gadehjørnerne op ad Potsdamerstrasse var der posteret Maskingeværer, i Lützowstrasse stod et Par Batailloner i fuld Krigsudrustning rede til Kamp.
Jeg gik tilbage og ind imod Byens Centrum. Alt var i bølgende Uro. Her og der samledes større og mindre Grupper om en Taler. Det var tydeligt nok, at Uvejret snart vilde bryde løs.
En Kollega, som jeg tilfældigt mødte, meddelte mig, at der var store Demonstrationer i Gang paa Unter den Linden. Han opfordrede mig til at gaa med derhen, men jeg var træt og gik her hjem til mit Hotel for at have friske Kræfter til Dagen i Morgen, som sikkert vil blive en historisk Mærkedag af første Rang.