Faldne
Blikkenslagersvend Nielsen af Nordborg, der var marinesoldat og med iblandt de allerførste, der ved krigens udbrud blev indkaldte, er falden i Belgien. Enken sidder nu alene med to faderløse små.
Jens Skjoldager Gaarde fra Hølleskov ved Toftlund er falden ved Moulin den 6. juni i fjor, 21 år gl. En broder til ham er allerede falden tidligere.
Savnede
Niels Møller fra Skellerup savnes
Fangenskab
I den sidste tabsliste meddeles, at Karl Rasmussen fra Egernsund er i fangenskab.
En unavngiven sønderjyde under mærket “P” beretter følgende om opholdet i en engelsk fangelejr.
Over den irske Sø og i Fangelejren
Efter et 3 Maaneders Ophold som Krigsfange paa et gammelt Herresæde i Grevskabet Tipperary i Irland blev vi i Slutningen af Januar 1915 atter sendt tilbage til England.
Overfarten over den irske Sø var meget stormfuldt. Damperen var kun lille og rullede voldsomt i den høje Sø. De fleste af os var søsyge, men den, der var værst medtaget, var en Landmand fra Vestkysten, der til daglig gik under Navnet „den sorte Haand”.
Han laa paa Trappen ned til Kahytten med Hovedet nedad og studerede den ca. 4 Timer i Forvejen indtagne Middagsmad. Mens han laa der og omtrent spærrede hele Trappen, skulde en af de andre Danske, der var med, hurtigt op i den friske Luft. Han sparkede derfor til „den sorte Haand”, idet han sagde: „Gaa da a e Vej, Boy, æ skal ue’“.
-„Aa lad mæ da savt lig’”, svarede „den sorte Haand”, „æ kan da lisaagodt lig’ hæe aa dø, som et andt Stej”.
Efter endt Overfart blev vi ført til en Lejr i Nærheden af Manchester. Her var der ved vor Ankomst allerede installeret ca. 1000 Fanger. Den engelske Lejrkommandant var en lille vindtør Oberst. Han havde afgivet det daglige Tilsyn med Fangernes Velbefindende til en tysk „Feldwebel” ved Navn Rabetsche.
Rabetsche var en ivrig Soldat, der mente at det var nødvendigt at holde Krigsfangerne i Træning. Hver Morgen Kl. 6 var der „Appel” med Uniformsgenstandene. Det var ikke sjældent, at hele Lejren stod opstillet i bar Skjorte og fremviste Underbukserne.
Lejren var inddelt i Batailloner og Kompagnier ligesom i Garnisonen, og i Mangel af Officerer var Underofficererne udnævnt til Kompagniførere.
Hver Formiddag Kl. 10½ blev hele Lejren pebet ud paa Pladsen, opstillet i Kompagnier og overgivet til Rabetsche. Derpaa lød det udover Pladsen „Ersatzreservisten und Kriegsfreiwillige links raus!“
Disse, der ikke havde lært Eksercits, maatte saa under behørig Opsyn begynde forfra med at rulle Haand, Fod, Øjne, Tæer o. s. v., medens de andre eksercerede af karsken Bælg.
Fangerne var aldeles rasende over denne Behandling, skældte ud gjorde de højlydt, og ofte troede jeg, at de vilde overfalde Rabetsche og gennemprygle ham. Han lod som intet, vel vidende, at den tyske Disciplin stak saa dybt i Soldaten, saa han end ikke under disse Forhold vovede at lægge Haand paa en Befalingsmand.
Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.
Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.
Bag ham, i ærbødig Afstand, stod den engelske Kommandant, tilfreds med, at Rabetsche sparede ham for megen Ulejlighed.
DSK-årbøger, 1943.
En anonym sønderjyde beretter under mærket -a om sine oplevelser som krigsfange i Rusland
Det var Lille Juleaften 1915. En Trop tyske Krigsfanger var paa Vej fra det Indre af Rusland, hvor de, indtil Vinteren satte ind, havde været beskæftiget ved Vejarbejde, til Egnen omkring Petrograd. Det var en forfærdelig Rejse.
Der var pakket ca. 40 Krigsfanger ind i en Godsvogn. Midt i Vognen stod en lille Kakkelovn. Men selv om det en Gang imellem lykkedes at stjæle saa meget Brænde, at Kakkelovnen var rødglødende, kunde den ikke nær varme Vognen op, saa Vognens Vægge var delvis hvide af Rim. Dertil kom, at Fangerne som Følge af “Mangel paa Smaapenge” kun hver anden eller tredie Dag fik udbetalt de 12 Kopeker, som tilkom dem, saa de kunde købe sig noget at spise. Det var en sulten og forkommen Flok, som blev udladet paa en Station nord for Petrograd.
Efter en March paa godt og vel halvanden Time ankom Fangerne til den Landsby, hvorfra de skulde gaa paa Skovarbejde. Til Trods for at Rejsen havde varet længe nok, var de endnu ikke ventet. Der var ikke sørget for Forplejning og kunde ikke anvises noget andet Kvarter, end en uopvarmet Nybygning.
Fangerne søgte at faa Natten til at gaa paa bedste Maade. Næste Formiddag, Juleaftensdag, blev en Del af Fangerne beordret til at gaa hen til Bageren, som boede i den anden Ende af Byen, for at hente Brød.
De store runde Brød var varme, lige kommen ud af Ovnen, da de blev udleveret. Men inden man naaede “hjem”, var Brødene stivfrosne.
De blev uddelte, et Brød til hver fire Mand, men det viste sig umuligt at faa Brødet skaaret i Stykker, — der var jo ikke mange, som havde en Kniv. Saa fandt et lyst Hoved paa, at man jo kunde save Brødet i Stykker, hvilket ogsaa skete.
Et Stykke frosset Brød og en Haandfuld Sne var alt det, som den Flok Krigsfanger fik til Juleaftensnadver den Juleaften.
Alle, som var med til denne Juleaften, vil huske den. Alle, — nej, ikke alle. Thi da Fangerne havde været der i Landsbyen i 3 Uger og hver Dag været paa Skovarbejde, var der saa mange syge, at hele Flokken blev indlagt paa et Lazaret i Petrograd.
Dog ikke alle, som havde været med den Juleaften. Tre Grave, forsynet med et raat tilhugget Kors med Navnet paa den her begravede Krigsfange, skrevet med Blyant, blev tilbage.
DSK-Årbøger, 1941
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
En vægring og en retssag.
Som det vil erindres, er det flere steder i Sønderjylland blevet befalet at eleverne på statens efterskoler skal deltage i ”Jugendwehr”’s militære øvelser om søndagen. Et antal lærlinge i Haderslev har vægret sig herved og er derfor ved politiretten idømt straffe. Deres forældre har så indanket sagen for retten. “Schlesw. Grenzpost” skriver, at dommen imødeses med spænding.
De hjemløses militærpligt og statsborgerret.
I tilknytning til meddelelsen om, at de hjemløse i Nordslesvig nu skal melde sig til lægsrullen, udtalte ”Vossische Zeitung” forleden, at dermed hele hjemløshed spørgsmålet var blevet løst, da de hjemløse Nordslesvigere vilde blive prøjsiske statsborgere i det øjeblik, de trådte ind i hæren.
I anledning heraf har dr. jur. de Jonge nu sendt det nævnte blad et indlæg, hvori han hævder, at denne påstand beror på en misforståelse af statsretten. Artikel1 i rigsmilitærloven af 1913 bestemmer, at personer, som ingen stat tilhører, når de har varigt ophold indenfor rigets grænser, kan ligesom tyskere indkaldes til at aftjene deres værnepligt; en sådan indkaldelse betyder imidlertid på ingen måde ipso jure erhvervelse af statsborgerret.
Faldne, sårede og fangne
Efter nordslesvigske blade
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Faldne, sårede og fangne
Efter de nordslesvigske blade
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Faldne, sårede og fangne
Efter nordslesvigske blade
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Høje kvægpriser.
Gårdejer P. Hansen og P. Iversen i Sønderborg solgte forleden hver 26 staldstude til en pris af hver 775 henholdsvis 750 mark ved levering til foråret.
Et godt resultat.
En indsamling blandt de mere velstillede i Møgeltønder sogn har indbragt omtrent 12.000 mark til hjælp for de mindrebemidlede i vinterens løb.
Byg for svin.
Rumænsk byg er blevet stillet til rådighed for en billig pris til fedning af en halv million svin til henved 200 pund vægt. Landmændene skal så forpligte sig til at levere de dermed fedede svin i månederne februar, marts, april og maj 1916 til en pris, som senere vil blive fastsat.
Kontrolassistenten dømtes.
Besværlig kontrol.
Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod formanden for kontrolforeningen i Københoved, landmand Hans Christensen dersteds, der beskyldes for overtrædelse af belejringsloven. Forseelsen bestod i, at foreningens kontrolassistentinde, frøken Karen Lund, som er hans undersåt, havde opholdt sig over 24 timer hos den anklagede uden at være anmeldt.
Frøken Lund havde ifølge ”Hejmdal” haft bolig hos en landmand, hos hvem hun også var anmeldt. Hendes gerning var at overvåge mælkemængden og smørproduktionen hos foreningens medlemmer, og hun opholdt sig derfor den ene dag på den ene gård og den næste dag på den anden, alt efter tur. Gerningen måtte nødvendigvis føre med sig, at hun tilbragte natten på den pågældende gård.
Da opholdet hos hvert enkelt medlem for det meste varede over 24 timer, krævede amtsforstanderen i henhold til loven vedrørende anmeldelsespligten, at frøknen hvert sted skulle an- og frameldes.
For at udøve sin gerning opholdt assistentinden sig i juli hos den anklagede Christensen, og da der ikke skete nogen anmeldelse, stillede amtsforstanderen straffekrav.
Dommen lød på én dags fængsel. Domfældelsen måtte ske på grund af generalkommandoens anordning vedrørende anmeldelsespligten for udlændinge.
Faldne, sårede og fangne
Efter Nordslesvigske blade.
Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.
Sårede, faldne og fangne
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter ophold i Smolensk, Moskvar og Boreosowka i Sibirien gik turen nu til Vladivostok.
(… fortsat fra 10. november)
Den 1. December fik vi Ordre til at gøre os færdige og marchere til Banegaarden. Jens Andresen fra Skeldemark var syg og kunde ikke komme med.
Paa Banegaarden blev vi jaget 50 Mand ind i hver Vogn og saa blev Dørene lukket til. Vi aabnede dem paa Klem for at se lidt ud, men en russisk Officer belærte os om, at dette ikke var tilladt. Saa gik Rejsen videre østpaa.
Denne Rejse var dog bedre end Turen fra Moskva. Vi kunde alle ligge ned, og da der var Kakkelovne i Vognen, kunde den varmes nogenlunde op. En Gang om Dagen fik vi varm Mad, ikke god og ikke rigelig.
Toget kørte gennem vidt forskellige Landskaber, Bjerge, Sumpe, Skove, snart beboede, snart ubeboede Egne. Omsider var vi kommet saa langt mod Øst, at Befolkningen var Kinesere.
Vi kom forbi Harbin til Nikolsk Ussurisk, en stor Militærfangelejr omtrent 200 km fra Vladivostok, den store Krigshavn i Østen. Der var murede Barakker med rigelig Plads. Men til Gengæld var vi rigtige Fanger, Pladsen var indhegnet med Pigtraad og der var strengt Opsyn alle Vegne.
Til at begynde med var Forplejningen ganske god. Vi fik hver Dag et Stykke Brød og varm Suppe. P. Nicolajsen og jeg delte det, saa vi ogsaa havde noget til Aftensmad, hvilket førte med sig, at vi blev kaldt for Sultekunstnere.
Tiden gik langsomt, vi havde ingenting at bestille og ingen Underholdning. Kun een Dag om
Maaneden skulde vi arbejde i Køkkenet. Ellers søgte vi at faa Tiden til at gaa ved at tale om dem derhjemme.
Hen imod Jul blev Forplejningen daarligere. Vi fik nu kun tørret Brød, lavet af Brødaffald, hver Dag to Haandfulde.
Der var ogsaa stor Knaphed paa Tobak. P. Nicolajsens Pibe manglede en Spids, men saa fandt han paa Møddingen en Erstatningsspids, som han lavede af et Ribben af en Kamel.
En Meklenborger, som havde sluttet sig til os Danske, kom en Dag med en Klump Ler og erklærede, at nu vilde han til at lave Piber. Han fik ogsaa lavet et brugeligt Pibehoved, som han brændte i Kakkelovnen. Men meget værd var det jo ikke.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944.
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det den 15. oktober videre mod bestemmelsesstedet i Sibirien – en rejse på knap en måned i tog.
(… fortsat fra 9. november)
Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka. Vi blev først stuvet ind i nogle Barakker, som allerede var optaget af Østerrigere.
Efter et Par Dages Forløb blev vi indkvarteret for os selv. Det var nogle forfærdelige Barakker, som blev os anvist. Paa Gulvet stod Vandet i store Pytter, som med Tiden blev til Isbaner, Vinduerne var i Stykker, der var ingen Brikse osv. Vi gik snarest muligt i Gang med at faa Barakken gjort i Stand.
Tømmeret kunde vi kun skaffe os ved at stjæle det, men lange varede det ikke, inden Barakken var nogenlunde beboelig.
En Dag blev vi kommanderet over i Badeanstalten. Vi var glade, thi nu kunde vi ikke alene blive vasket, men ogsaa faa Skjorten vasket, hvilket den haardt trængte til. Men Badeanstalten blev hurtigt overfyldt, og længe varede det ikke, inden Russerne jog os ud. Jeg fik lige min Skjorte vredet lidt, inden jeg tog den paa, og med den vaade Skjorte paa Kroppen gik jeg saa ud i den sibiriske Vinter, uden at det dog skadede mig.
Badet havde ikke hjulpet stort, Huden var og blev sort, Haar og Skæg trængte til at blive studset.
For at vi kunde holde Barakken nogenlunde ren, maatte vi have en Kost. Sammen med nogle Kammerater meldte jeg mig frivilligt til at hente Kosteris, for jeg vilde gerne se mig lidt Om i Naturen, som her i Bjergene var meget smuk. Vi fik skaaret nogle Ris og kom tilbage til Barakken igen, segnefærdige af Kulde.
Her i Boreosowka havde vi mange Oplevelser, baade morsomme og sørgelige. Vi kunde gaa frit omkring i hele Lejren og aflægge Besøg i alle Barakker. Russerne vidste nok, at vi ikke kunde løbe bort; der var langt til beboede Egne.
Som vi nu gaar og ser os om, faar P. Nicolajsen Øje paa en udstoppet Sæk, som hænger i et Stativ. Den brugtes som Skive ved Bajonetfægtningsøvelser for de russiske Rekrutter. Men vi syntes, at den vilde gøre meget mere Nytte som Madras og tog den med.
At dette Tyveri gik godt, er nu ikke til at forstaa. Vi havde altsaa faaet en god Seng, men den blev med Tiden saa underlig levende.
Vi besluttede os til at afholde en Revision og — du milde Kineser — hvor det vrimlede med forskellige seksbenede Skabninger. Vi maatte smide den dejlige Seng ud igen.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter en længere transport, var han kommet til Moskva. Herfra gik det videre mod Sibirien.
(… fortsat fra 15. oktober)
Den 15. Oktober rejste vi bort fra Moskva, og efter en lang Jernbanerejse ankom vi til Byen Boreosowka i Sibirien, hvor der var en stor Fangelejr.
Det var en forfærdelig Rejse. Kulde og Utøj plagede os, og vi havde jo næsten ingen Klæder. Flere, deriblandt A. Jacobsen fra Røllum, blev syge undervejs. Han kom paa Sygehuset i en By i Sibirien, og jeg har ikke set noget til ham siden.
Men det gjaldt jo om at holde Humøret oppe. I den Vogn, i hvilken jeg var, var der en Berliner, som sang næsten hele Tiden. Paa Hovedet havde han Betrækket til Pikkelhuen, og paa Kroppen et Par pjaltede Benklæder og en Vaabenfrakke, der ikke var meget bedre.
Han havde et ualmindelig rødt Haar og Skæg og blev selvfølgelig straks døbt „Rotschild”.
En anden Kammerat, Bøtger hed han, kunde fortælle Historier og Vitser som hvilken Grammofon, og flere andre gav deres Bidrag til Underholdningen.
Til at begynde med var det mildt i Vejret, og ved Stationerne steg vi Gang paa Gang ud af Toget for at røre Benene. Men længe varede det ikke, inden vi fik den sibiriske Vinterkulde at føle.
Langs Banen var der opstillet Sneskærme. Vi mente, at de kunde gøre mere Gavn som Brændsel end som Sneskærme. Da Toget saa holdt ved en Station, blev der hentet Sten og Jord til et „Fyrsted” paa Bunden af Vognen og en Sneskærm blev „rekvireret” til Brændsel.
Men sikken en Redelighed. Der blev en Røg i Vognen, saa det var næsten ikke til at holde ud. Men vi lærte, ved at linde lidt paa Døren og „Vinduerne”, at regulere Trækken, saa der var til at være i Vognen.
Min gode Ven P. Nicolajsen var særlig dygtig til at rekvirere Brændsel, men længe varede det jo ikke, inden Russerne opdagede Tyveriet og saa kom Knuten i Sving.
Der blev dog stadig fyret, indtil Ilden en Dag havde brændt Hul paa Bunden af Vognen. Nu kan det nok være, at Russerne skældte ud. Vi blev saa omsider vist over i et andet Tog, hvor der var Kakkelovne i Vognene (Tjepluschka kalder Russerne disse Vogne).
Endelig den 9. November om Aftenen Kl. 11 naaede vi Boreosowka.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944
Ordforklaring: En knut er en pisk med metalknuder i enderne. Anvendt i Rusland til afstraffelse.
Rigsarkivet og Sønderborg Slot er gået sammen om at skabe den sønderjyske samling, en sand guldgrube af oplysninger for folk med interesse for Sønderjyllands historie.
Samlingen åbnes onsdag den 28. oktober 2015 på Rigsarkivet, Aabenraa.
Alle er velkomne til åbningen, hvor der vil være foredrag ved René Rasmussen og der bydes på gratis kaffebord som afslutning.
Læs mere om det spændende projekt og indvielsen på Rigsarkivets website med arrangementer eller på den åbne facebook-side.
Læs videre Vær med, når en søn af sdj. krigsfange, indvier den sønderjyske samling
Russerne der landede på Ærø.
Om de sex Russere, der kom i Land paa Ærø efter at være undslupne fra tysk Fangenskab, skrives der fra Marstal til “Fyns Tid.”: De sex russiske Flygtninge landede ved Lebymark i Dagningen. De gav sig paa Vandring ind over Øen, og da de kom forbi Gaardejer Rs Hansens Gaard i Bregninge, blev de budt indenfor, kom i tørt Tøj og fik en Kop Kaffe at varme sig paa.
Rs Hansens Søn, der kan tale lidt Tysk, forklarede dem ved Hjælp af et Kort lidt om Situationen paa Fronterne hvad der interesserede dem stærkt.
De var flinke og livlige, intelligente unge Mennesker og øjensynlig meget glade for at være slupne ud af Fangenskabet. De var bleven taget til Fange for et Aar siden ved Przmysl. I begyndelsen havde de været i en Fangelejr i Østerrig, men i Juli kom de på Landarbejde i Lysabild paa Als. Herfra var de undvegne Natten mellem Lørdag og Søndag ved at knuse et Vindue. Søndagen over havde de holdt sig skjult. Søndag Aften fandt de en gammel utæt Baad. De tætnede den saa godt de kunde, ved at holde deres Klædningstykker i Hullet, men under hele Overfarten til Ærø havde maattet øse Baaden med deres Kasketter, og de var drivvaade og forkomne da de nagede i Land.
De fortalte, at de havde mest levet af Kartofler i Tyskland. Brød havde de næsten ikke faaet noget af.
Efter at de havde faaet et godt Maaltid mad, kørte Rs Hansen dem til Marstal. Her er de foreløbig anbragt i Karantæne. Når Karantænetiden er overstaaet, vil de over Kjøbenhavn blive hjemsendt til Rusland.
Syd for Grænsen
Det gaar haardt paa med Indkaldelserne.
Dersom man overalt i Tyskland ved Indkaldelserne gaar lige saa skarpt frem som i Nordslesvig, maa et meget højt Procenttal af dem, der nu tages til Krigstjeneste – rent fysisk set – siges at være et meget ringe Soldatermateriale. En Mængde af de Indkaldte lider af udprægede Hjertefejl, svære Brokskader og Lign.
Folk som tidligere har været vraget 8-10 gange, tages nu rask væk, skriver “Ribe Stiftstidende”.
Medens en Del af de Indkaldte der, for nogle dage siden, skulle møde i Haderslev, stod opstillede paa Øvelsespladsen, besvimede flere af dem, og under Marchen til Banegaarden faldt en død om, ramt af et
Hjerteslag.
Disse Tropper faar nu almindeligvis en Uddannelse i 4-6 Uger og sendes derpaa ud til Fronterne.
Man maa indrømme, at det er uanede tunge Ofre, Befolkningen bringer paa Krigens Alter.
Flugten fra Rædslerne.
For Landretten i Flensborg behandledes forleden ikke mindre end 75 sager angaaende Faneflugt eller forsøg paa at unddrage sig Værnepligten.
Den 19-aarige Tjenestekarl N. Jørgensen af Grarup idømtes 9 Maaneders Fængsel. Han angav som Grund til sit Flugtforsøg, at Soldater, der kom hjem paa Orlov, fortalte saa meget Rædselsfuldt fra Krigsskuepladserne.
Den 23-aarige Nis Jepsen af Varnæs, der var kasseret paa Sessionen, men vidste, at han skulle paa Sessionen igen, havde gjort Forsøg paa at slippe over Grænsen. I Retten paastod han, at han daarligt kunne læse og ikke forstod Tysk, hvilket Statsadvokaten betegnede som forstillelse. Han idømtes 10 Maaneders Fængsel.
Endelig blev Frk. Margrethe Wind af Faarhus i Agerskov Sogn idømt 4 Maaneders Fængsel for at have ledsaget sin Svoger, Gaardejer Stenbæk, der var hjemme paa Orlov, til Grænsen, som det lykkedes ham at komme over.
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. Den 10. september 1915 blev han taget til fange på østfronten. Efter afhøring gik det til fods i lange dagsmarcher til de første fangelejre.
(… fortsat fra 10. september)
Fra Lida maatte vi marchere videre til Fods, hver Dag 25-30 km. En Dag om Ugen havde vi Fridag. Om Natten laa vi, naar Vejret var godt, i Halmstakke, ellers sov vi hos Bønderne. Men det var bedre i Halmen, her var der i hvert Fald hverken Lus eller Lopper. Vi var i Mellemtiden blevet til en Flok paa ca. 100 Mand. Vagtmandskabet var flinke og for de 25 Kopek, som vi fik hver Dag, kunde vi sagtens købe den nødvendige Forplejning.
En Maaned efter at jeg var taget til Fange, den 16. Oktober, naaede vi Smolensk. Kort for vi naaede denne By, saa vi i en Skov et Mindesmærke til Minde om Slaget mod Napoleon.
Fra Smolensk korte vi i 2 Dage med Toget til Moskva, hvor vi blev anbragte i en stor Samlelejr. Det første var naturligvis at søge efter Landsmænd, og jeg havde det Held at træffe Chr. Gøttig fra Mastrup, H. Fogh fra Bæk, Brøsda fra Hajstrup, Vind fra Vojens og P. Nikolajsen fra Sottrup ved Bylderup Bov. Sidstnævnte og jeg blev sammen, indtil vi endelig efter Krigens Slutning naaede hjem.
Den 15. Oktober [må være 18. oktober, RR] rejste vi bort fra Moskva, og efter en lang Jernbanerejse ankom vi til Byen Boreosowka i Sibirien, hvor der var en stor Fangelejr.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944. NB: Der er usikkerhed om dateringen
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Felten.
Faldne.
Smaabanearbejder Vilhelm Rasmussen fra Løjt Kirkeby er ifølge meddelelse fra hans Kompagni den 22. September falden under et Stormangreb i Rusland. Han efterlader Enke og 2 smaa Børn.
I Onsdags indløb ifølge “Dbp.” den sørgelige Efterretning, at Hjulmager Lorens Jakobsen fra Stenderup i Sundeved er falden i Rusland. Han efterlader sig Hustru og Børn. En Svoger til ham døde for et Par Uger siden paa et Lasaret.
Andreas Hansen fra Skelde, Søn af Jes Peter Hansen i Midtskov, er falden i Rusland den 27. September. En Mindegudstjeneste for ham afholdes Søndag den 7. November om Eftermiddagen Kl. 2½ i Broager Kirke.
Tømrer Oliver Schmidt fra Haderslev er den 16. Juli falden i Rusland, 30 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og 4 Børn. der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham i morgen, Søndag, Eftermiddag kl. 5 i frue Kirke i Haderslev.
Gaardejer Christian Finnemann i Hundebøl ved Rødding, der har 2 Sønner med i krigen, fik Torsdags et Brevkort, han havde skrevet til sin yngste Søn Nis, der i Foraaret indkaldtes som Rekrut og senere kom til Rusland, tilbage med Paaskriften “falden.” Af denne Efterretning fremkaldte dyb Sorg i Hjemmet behøver vel næppe at tilføjes. – Den ældste Søn er med i Frankrig.
Carl Peters, Søn af Landmand Carl Peters i Vesterland paa Sild, er ifølge “T-Ztg.” falden under et Stormangreb ved Vestfronten, 22 Aar gammel.
Enke Marie Outzen ved Svinetorvet i Tønder har modtaget Meddelelse om, at hendes yngste Søn, maler Magnus Outzen, er falden paa den østlige Krigsskueplads. Han blev kun 20 Aar gammel. Enke Outzen har endnu en Søn og to Svigersønner med i Felten.
Mejerist Johan Karl Jens, Søn af C. Johs. Jens i Flensborg, er falden under den sidste Tids Kampe i Champagne.
Arkitekt Karl Timmermann fra Flensborg, Holm 7, der tjente som Løjtnant og Kompagnifører ved et Infanteriregiment, er falden paa den østlige krigsskueplads, 32 Aar gammel.
Døde paa Lasaret.
Fisker Thomas Thomsen fra Hostrupskov ved Aabenraa er ifølge Meddelelse til hans Forældre den 7. Juli afgaaet ved Døden paa et reserve-Hospital i Halicz i Galicien og bleven jordfæstet paa den derværende katolske Kirkegaard. Thomas Thomsen har været savnet siden først i Juli; alle Efterforskninger efter ham har været forgæves, indtil hans Forældre i Dag modtog den sørgelige Efterretning fra Krigsministeriet.
Hans Paulsen, søn af Edvard Paulsen i Ullumbjerg ved Sønder Løgum, er den 4. Oktober afgaaet ved Døden efter at være bleven haardt saaret i kampene i Champagne 2 Dage i Forvejen.
Saarede.
Paul Jørgensen, Søn af Murer Peter Jørgensen i Løjtkirkeby, er ved Østfronten bleven saaret i den ene Arm. Han er bleven indlagt paa et Lasaret i Osterrode i Østpreussen.
Claus Lausten fra Fol er bleven let saaret i Baghovedet af et Strejfskud. Den unge Mand har i kort Tid deltaget i Kampene i Kurland og ligger nu paa et Lasaret i Tilsit.
Carl Timmerman og Hustru i Allerup fik i Gaar Underretning fra deres Søn, Hans Timmerman, at han under Kampene i Frankrig er bleven saaret i venstre Fod af en Granatsplint.
Ligeledes har Skomagermester Birk i Toftlund faaet Underretning om, at hans Søn, Christian Birk, er bleven saaret af en Granatsplint i den ene Arm.
Arbejdsmand Peter Lyck i Rurup har faaet Meddelelse om, at hans eneste Søn der ligeledes er med i Frankrig, er blevet saaret af en Granatsplint.
Savnet.
En Søn af M.M. Møller fra Stormklokken i Haderslev, der har været med i kampene i Champagne, har ifølge “S.G.” været savnet siden den 25. September.
En anden Søn af Møller, der for længere Tid siden ved Østfronten blev saaret af et Shrapnelskud i højre Overarm, ligger paa et Lasaret i Berlin.
Hjemme paa Orlov.
Bogbinder Georg Kempf fra Kirkegaardsvejen i Aabenraa kom i Gaar hjem fra krigsskuepladsen i Rusland paa en 14 Dages Orlov.
Underofficer Toftmann fra Storegade 68 i Haderslev har faaet Orlov i 5 Uger. Toftmann ligger ifølge “Dv.” ved Landstormen i Galicien.
Fra Provinsen.
Sødmælkskort. Borgmesteren i Haderslev bekendtgør, at der af hensyn til Smaabørnene vil blive uddelt Sødmælkskort i Raadstue Nr. 10. De gælder for en Maaned og maa fornyes i Raadhuset. Enhver, som faar et saadant Kort, og det faar kun de Familier, der har spæde Børn, er berettiget til at faa en Liter Sødmælk dagligt. Borgmesteren haaber, at Byens Borgere af Hensyn til Pattebørnsplejen vil rette sig efter denne Ordning.
Dagen nyt fra Hejmdal.
Fra Felten.
Faldne.
Lorens Jacobsen i Bovrup har nu faaet Vished om, at hans Søn Asmus er falden i Rusland den 13. August. Den Faldne blev 25 Aar gammel. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Torsdag de 21. Oktober om Eftermiddagen Klokken 3 i Varnæs Kirke.
Heinrich Glüsing fra Sønderborg er den 3. Oktober falden i Rusland, 33 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og 6 Børn.
Købmand Axel Biehl, eneste Søn af tidligere Købmand August Biehl i Haderslev, er den 17. September falden under Kampene i Rusland, 30 Aar gammel. Den unge Biehl var før sin Indkaldelse bosat i Hamborg.
M. Schultz og Hustru, født Christesen, i Ganderup ved Fol, har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres ældste Søn, Christian Thermansen Schultz, er falden i Frankrig den 24. September. Han blev 34 Aar gammel. En Mindegudstjeneste for ham agtes afholdt Torsdag den 21 Oktober om Eftermiddagen Klokken 2 i Fol Kirke.
Snedker Asmus Bendorff, Søn af Handelsmand I. Bendorff i Løgumkloster, er den 23. September falden ved Østfronten. Den gamle Bendorff har ifølge “Fl.N.” endnu 5 Sønner og 1 Svigersøn ved Fanerne.
Hans Klein, Søn af C.M. Klein i Venningsted paa Sild, er falden i en alder er kun 20 Aar.
Georg Stallbaum, Stedsøn af Skomagermester W. Nagel i Vesterland paa Sild, er ligeledes falden, 22 Aar gammel.
Fritz Stapelfeldt og Hustru, født Petersen i Flensborg har faaet Meddelelse om, at deres Søn Fritz den 13. September er falden paa den østlige Krigsskueplads, 25 Aar gammel.
Landmand Hugo Bahnsen, eneste Søn af tidligere Pastor Bahnsen i Karlum, er falden paa den østlige Krigsskueplads. Pastor Bahnsen har allerede før Krigen mistet to Sønner, der studerede.
Døde paa Lasaret.
Toll. Bjørnskov og Hustru i Harres ved Brede har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Thomas den 7. Oktober er afgaaet ved Døden paa Lasarettet i Brieg i en Alder af næppe 22 Aar. Der vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Onsdag den 20. Oktober om Eftermiddagen Kl. 3 i Brede Kirke.
Hugo Mensing fra Flensborg er den 10. Oktober død paa Lasarettet i Würzburg som Følge af Saar, han havde faaet paa den vestlige Krigsskueplads. han blev rigelig 26 Aar gammel.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Marius Jørgensen (uden Angivelse af Fødested eller Bopæl) er død af Sygdom paa et Krigslasaret, og at Iver Jørgensen fra Løgumkloster, der hidtil var været opført som saaret, er død paa et Feltlasaret.
Saarede.
Landmand Laurids Lausen fra Sønderby paa Kajnæs, der har været med i Kampen mod Øst, er ifølge “Dbp.” bleven saaret i begge Arme.
Forstærkningsreservist L. Kræmer fra Asserballeskov paa Als, der deltog i Krigen paa vestfronten, er ifølge “Fl.Av.” i den senere Tids heftige Kampe bleven saaret af en Haandgranat i Benet og ligger nu paa et Lasaret i Heidelberg.
Hans Dominikussen fra Uldbjerg ved Nordborg er ifølge “S.Z.” bleven let saaret. Han blev for længere Tids siden dekoreret med jernkorset.
Underofficer i Garden Andreas Justi, Søn af Postkonduktør Justi i Haderslev, er i Frankrig bleven saaret over Øjet af en Granatsplint. den 20-aarige Mand ligger ifølge “Dv.” nu i et Feltlasaret.
Otto Genz fra Gram, der er med i Krigen i Frankrig, er bleven temmelig haardt saaret i Munden af en Geværkugle.
Endvidere er Otto Rasmussen fra Gramby bleven saaret nede i Frankrig; han blev ramt af en Granatsplint i det ene Laar.
Paa Lasaret.
Gaardejer Hans Thomsen fra Damkobbel paa Kajnæs, der har været med i Øst og i den senere Tid har ligget syg paa et Lasaret i Vestfalen, ventes ifølge “Dbp.” i disse Dage til Sønderborg Sygehus.
Savnede.
Garver Andersen i Badstuegade i Haderslev har i gaar fra Kompagniet modtaget Brev om, at hans 20 Aar gamle Søn, Vilhelm, er savnet. Brevet er dateret den 30. September. Vilhelm Andersen blev ifølge “Dv.” indkaldt som rekrut i Maj, blev uddannet i Haderslev og blev sendt til fronten i August. Man haaber, han er falden i Fangenskab.
I Fangenskab.
Arbejdsmand Hansen i Jernbanegade i Sønderborg har faaet Meddelelse fra Sønnen, der har været savnet siden sidste efteraar. Han er i russisk Fangenskab i Sibirien. Man kan forstaa, at Glæden var stor, da der endelig kom Livstegn fra den længe savnede Søn.
Gennem Røde Kors er der i disse dage til gaardejer Chr. Jørgensen paa Broballemark paa Als, kommen Meddelelse om, at Sønnen, der har været savnet siden i Slutningen af August, er i russisk Fangenskab. Nogen Efterretning fra Sønnen selv har Forældrene ifølge “Dbp.” endnu ikke faaet, saa man forstaar, at deres skrækkelige Uvished óm hans Skæbne er bleven afløst af stor Glæde. – Den unge Jørgensen skal være sammen med flere unge Mænd fra Als Nørreherred, som forsvandt samtidig.
Fra Købmændene Joh. Meesenburg og Wenel samt Bonbonfabrikant A. Petersen fra Flensborg, der har været savnede i længere Tid, er det ifølge “Fl.N.” nu kommet Efterretning til deres Paarørende om, at de usaarede befinder sig i russisk Fangenskab.
Ejeren af Kafé “Blücher” i Flensborg, Woest, der var med i kampene i Galicien, har i længere Tid været savnet. I Gaar har hans Hustru ifølge “Fl.N.Z.” modtaget et kort fra ham med Meddelelsen om, at han er i russisk Fangenskab. Sammen med ham er Kapelmester Asendorf og Købmand Harry Gross fra Flensborg. De har det alle tre godt.
I den sidste Tabsliste meddeles, at Hans Jørgensen fra Skodborg, der hidtil har været opført som let saaret, er saaret og i Fangenskab.
Hjemme paa Orlov.
Maler August Fynsk, Søn af Politibetjent Fynsk i Aabenraa, der for nogen Tid siden i Rusland blev saaret af et Skud i det ene ben, kom i Gaar Aftes uventet hjem paa en 14. Dages rekreations-Orlov.
Degn og Lærer Schacht fra Vonsbæk, der den 10. August i Aar blev let saaret ved Narev i Rusland af et Skud i den venstre Underarm, er ifølge “S.Gr.” kommen hjem paa den 12 Dages Orlov.
Murer Holm fra Storegade i Haderslev, der i September blev saaret under Kampene i øst og har ligget paa Lasaret siden, er ifølge “Dv.” i Foregaars kommen hjem paa en 14 Dages Orlov. Holm har været med siden Krigens Begyndelse.
Fra Provinsen.
En russisk Fange, der i nogen Tid har hjulpet ved Landbrugsarbejdet i Gram-egnen, fik forleden under Tærskningen den ene Fod saa slemt knust, at den maatte amputeres. Han er i disse Dage afgaaet ved Døden paa Gram Sygehus og blev jordfæstet i Gaar.
Dagens nyt fra Hejmdal.
Fra Fronten.
Faldne.
Hans Christian Jensen og Hustru i Seggelund ved Kristiansfelt har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres eneste Søn, Peter Petersen Jensen, er falden under et Stormangreb i Rusland den 17. September. Han blev 26 Aar gammel. En Mindegudstjeneste agtes afholdt Torsdagen den 19. Oktober om Eftermiddagen Klokken 2½ i Tyrstrup Kirke.
Ifølge Meddelelse fra en kammerat er landmand Thomas Christensen, Søn af Gaardejer Niels Christensen i Stenderup ved Rødding, der deltog i Krigen i Frankrig som Infanterist, for nyligt falden under en Kamp med Haandgranater.
Købmand A.H. Petersen i Løgumkloster er falden paa den østlige Krigsskueplads den 24. September. For den Faldne, der blev 25 Aar gammel, holdes der en Sørgegudstjeneste Onsdag Aften den 20. Oktober i Missionshuset.
Forleden har Uldvarefabrikant O.R. Amstrup og Hustru i Højer ifølge “V.T.” modtaget Budskabet om, at deres eneste Søn Jens er falden paa Valpladsen i Rusland. Jens Amstrup hørte til de saakaldte Hjemløse, men meldte sig sidste Efteraar frivilligt og blev antagen. Efter den sædvanlige Uddannelsestid kom han til Rusland, hvor han altsaa nu har fundet Døden – Jens Amstrup var efter manges Udsagn en sjælden brav og dygtig ung Mand, sine Forældres Haab og Glæde.
Mathias Nissen i Brarup har ifølge “V.T.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans eneste Søn, Jakob Nissen er falden i kampene ved Vilna.
Baadebygger Johannes Sørensen fra Flensborg er den 22. September falden under en træfning paa den østlige Krigsskueplads i en Alder af 24 Aar.
Jørgen Petersen og Hustru, født Iversen i Flensborg, Stiftgade 7, har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jørgen er falden paa den østlige Krigsskueplads under et Stormangreb den 16. September. Han blev kun 21 Aar gammel.
Død paa Lasaret.
Enke Marie Jepsen i Flensborg, Mariegade 38, har modtaget den sørgelige Meddelelse, at hendes Søn Lorens er død af Blodgang paa Krigslasarettet i Grodsno. Han blev 19 Aar gammel.
Saarede.
Gaardejer J. Steffensen i Pøl ved Nordborg modtog ifølge “Dbp.” i Søndags Meddelelse fra vestfronten, at hans Søn var bleven let saaret for anden Gang og ført til et Lasaret.
Enke Jørgensen i Smedegade i Haderslev har faaet Meddelelse fra sin Søn, Kontorist Andreas Tørring Jørgensen, at han er bleven saaret i det venstre Øje af en Granatsplint. Synet vil han desværre komme til at miste. Lægen mente dog nok, at han kunde beholde Øjet- Jørgensen ligger ifølge “Mdm.” paa et Krigslasaret i Frankrig.
Fotograf Deertz fra Haderslev er ifølge “S.Gr.” under Kampene i Flandern bleven saaret af et Skud i de ene Knæskal.
Landmand Peter Olesen, Søn af Chr. Frederik Olesen i Rødding, der sidste Efteraar blev indkaldt som Rekrut ved Infanteriet og deltager i Kampene i Frankrig, er, ifølge meddelelse til Hjemmet fra hans ven og Kammerat, Smed Johan Lindberg fra Rødding, bleven saaret under en kamp med Haandgranater. Dog menes hans Saar ikke at være livsfarlige.
I Fangenskab.
Familien Dalberg i Sønderborg, Hotel “Hohenzollern” har ifølge “S.Z.” modtaget den glædelige Efterretning, at deres Søn, der allerede officielt var bleven erklæret for død, befinder sig som saaret i russisk Fangenskab. Han har selv skrevet hjem.
Musketer Jørgen Bork, Søn af Rentier Peter Bork i Hoptrup, har ifølge “Dv.” meddelt sin Fader, at han er falden i russisk Fangenskab, er sund og rask og har det godt. Kortet er skrevet den 16. September. – Som meddelt, har han været savnet siden Slaget ved Tarnopol de 13. September.
Rico Petersen fra Flensborg, St. Jørgensgade 10, er den 25. September falden paa den østlige Krigsskueplads, næppe 23 Aar gammel.
Christian Hansen en Søn af Johannes Hansen i Flensborg, Adelbygade 37, er den 10. September falden i Rusland i en Alder er næppe 23 Aar.
Tilskadekommen.
Ernst Henning, Søn af Enke Henning Sildegade i Aabenraa, blev forleden paa Krigsskuepladsen i Frankrig ramt af et nedfaldende Stykke træ og derved forslaaet saa slemt, at han maatte paa Lasaret. Han er nu kommen godt paa Sygehuset i Aabenraa.
Tilbage til Lasarettet.
Hans Nissen, Søn af rentier Nis Nissen i Nordborg, er efter fem Ugers Hjemlov atter rejst tilbage til Lasarettet i Münster, hvortil han blev sendt efter at være bleven saaret. Hans skal ifølge “Fl.Av.” nu have en Granatsplint i Kinden taget ud.
Hjemme paa Orlov.
Arbejdsmand Niels Bruhn fra Aabenraa, der har været indkaldt siden Krigens begyndelse og i lang Tid laa i Skyttegravene i Franskrig, indtil han blev syg og kom paa et Lasaret i Vestfalen, er for Tiden hjemme paa Rekreations-Orlov.
Landmand Peder Lej fra Damkobbel paa Kajnæs, der siden Krigens Begyndelse har ligget paa Østfronten og ikke har været hjemme før, er ifølge “Dbp.” nu kommen hjem paa en 5 Ugers Orlov.
Postbud Carsten Carstensen fra Moltrupvej i Haderslev er ifølge Dv.” i Søndags kommen hjem paa 11 Dages Orlov. Han har, som meddelt, faaet Jernkorset for udvist Tapperhed i Rusland. Carstensen har været med i Krigen siden dens Begyndelse.
Gaardejer Gunde Wind fra Gastrupgaarde ved Rødding, der er indkaldt som ikke uddannet Landstormmand og ligger i Lybæk, er i denne Tid hjemme paa 3 Ugers Orlov.
Cementstensfabrikant Adolf Ehlers fra Rødding, der som gammel Landstormmand gør Vagttjeneste ved Fangebevogtningen i Meklenborg, er for Tiden hjemme paa en kort Orlov.
Gaardejer Nis Roos paa Brændstrup mark, der som Reservist ved Gardeinfanteriet har deltaget i Krigen saavel i Frankrig som Rusland lige siden Begyndelsen i Fjor, og har deltaget i mange haarde Kampe, er for Tiden hjemme paa Orlov.
Fra Provinsen.
Difteritis paa Kajnæs. (Dbp.) For anden Gang i Sommer har Difteritis hjemsøgt forskellige Familier paa Kajnæs. Lykkeligvis har Smitten ingen Ofte krævet, derimod har det hos adskillige af de Angrebne maatte foretages Operationer. Bredsten Skolen har været lukket, men er nu atter bleven aabnet.
Udmærkelse. (S.Z.) Pioner Clausen, Søn af Aftægtsmand Jacob Clausen i Ketting, har paa den vestlige Krigsskueplads erhvervet sig den württenbergske Fortjenstorden for Tapperhed og Troskab. Han staar nu ved en Minekasterafdeling.
Dagens nyt fra Hejmdal
Fra Felten.
Faldne.
Togfører Hans Piecknick fra Aabenraa, der tjente som Vice-Feldtwebel ved Vestfronten og har været savnet i et Aar, er nu bleven fundet som Lig i Bois Brulé i Frankrig. Den 10. Oktober i Fjor havde han ifølge “A.T.” skrevet det sidste Brev, og den 10. Oktober i Aar fik han hans Hustru Efterretningen om hans Død. Piecknick var Indehaver af Jernkorset af 2. Kl. og af det bajerske Militærfortjenestkors af 2. Klasse med Sværd.
Heinrich Lass fra Vollerup paa Als er den 11. September falden i Rusland i en Alder af 32 Aar. Der er Sørgegudstjeneste den 17. Oktober om Eftermiddagen Klokken 3 i Ulkebøl Kirke.
Landmand Otto Mahler fra Vandlingvej i Haderslev er falden paa den østlige Krigsskueplads. Han efterlader sig ifølge “S.Dr.” Hustru og 2 Børn.
Gaardejer Rosenlund og Hustru i Hønning ved Arrild modtog i Forgaars den sørgelige Efterretning, at deres Søn er falden i Frankrig.
August Schnittgers Hustru i Frifelt fik for et Par Dage siden Meddelelse om, at hendes Mand var falden den 25. September under et Stormangreb.
Asmus Johannsen og Hustru i Tønder har faaet Efterretning om, at deres Søn Peter Friedrich, der tjente som Kanoner i et Felt-Artilleri-Regiment, er falden den 2. Oktober. En Broder til den Faldne, stud.theol. Heinrich Johannsen staar ogsaa i Felten.
Vognmand Broder Asmussen i Tønder har faaet det sørgelige Budskab, at ogsaa hans anden Søn er falden i Krigen. Han har endnu to Sønner i Felten.
Peter Boysen, Søn af Landmand Bernhard Boysen i Vesterland paa Sild, er ifølge “T.Z.” falden, kun 21 Aar gammel.
Theodor Glauth, Søn af Mineralvandsfabrikant Fr. Glauth i Vesterland, er ifølge samme Blad ogsaa falden, ligeledes kun 21 Aar gammel.
Sigmund Andresen fra Flensborg, Søn af Ad. Andersen og Hustru i Wassersleben, er den 21. September falden under et Stormangreb ved Østfronten.
Bogholder Emil Henningsen, der før sin Indkaldelse var beskæftiget hos Firmaet Christian Bøhm i Flenborg, er falden under et Stormangreb i Argonnerne.
Peter Clausen fra Flensborg er ifølge Meddelelse fra hans Løjtnant til hans Hustru den 16. September falden paa den østlige Krigsskueplads, 36 Aar gammel.
Johannes Chr. Schmidt fra Flensborg er ifølge Meddelelse til hans Hustru fra en Kammerat den 6. Juni falden ved Moulin. Han blev næppe 26 Aar gammel.
Døde paa Lasaret.
Hans Bekke og Hustru i Gabøl ved Nustrup har modtaget den sørgelige Meddelelse, at deres Søn Johannes er død paa et Lasaret i Rusland den 10. September. Han blev kun 21 Aar gammel. Et Mindegudstjeneste for ham vil blive afholdt Søndagen den 17. Oktober om Formiddagen Klokken 10 i Nustrup Kirke.
Enke Ingeborg Brik i Aabøl ved Toftlund har faaet den sørgelige Efterretning, at hendes eneste Søn, Antoni Marius Brik, den 17. September er afgaaet ved Døden paa et lasaret i Rusland som Følge af sine Saar. Den Afdøde blev 31 Aar gammel. Det vil blive holdt Sørgegudstjeneste for ham Søndag den 17. Oktober om Eftermiddagen Klokken 2 i Tirslund Kirke.
I Lørdags Eftermiddags indløb den sørgelige Meddelelse til Gaardejer Peter Lorentsens Hustru i Hygum Sønderskov fra Kompagniets Feltwebel, at hendes Mand, der deltog i Krigen som Erstatningsreservist paa Østfronten, er død paa et Lasaret i Rusland den 20. August, efter at være bleven haardt saaret i den ene Arm og det ene ben. Peter Lorentsen var Søn af den viden om i Nordslesvig bekendte i 1907 afdøde Indremissionær Hans P. Lorentsen. Han efterlader sig en sørgende Moder, Enke og to smaa Børn. En yngre Broder er ogsaa med i Krigen.
Kasserer Johannes Rosen fra Nørre Haksted er død som Følge af sine Saar, som han havde faaet i Kampene ved Østfronten:
Røgter fr. Koberg og Hustru i Flensborg, Lautrupvej 26, har faaet Meddelelse om, at deres eneste Søn Sigismund, den 1. Oktober er afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret som Følge af Saar, som han havde faaet i Kampene ved Düna.
Saarede.
Murer M. Heesch fra Skovby ved Løjtkirkeby, Søn af Enke Gertrude Heesch i Barkmøllegade i Aabenraa, der i Fjor Efteraar blev indkaldt som Udfyldningsreservist og efter at være bleven uddannet i Rendsborg, siden den 18. Marts har været med ved fronten i Frankrig, er ifølge Meddelelse til hans Hustru bleven haardt saaret under kampene i Champagne i forrige Uge.
Dr. med. Thomsen fra Skærbæk er ved Vestfronten bleven let saaret af en Granatsplint. De sad flere sammen i et Lysthus, da Granaten kom. Nogle blev dræbte og andre saarede, deriblandt Peter Schmidt fra Skærbæk, der som allerede meddelt er afgaaet ved Døden den 5. Oktober.
I Gaar kom der Underretning til Sophus Beks Hustru i Ullerup, at hendes Mand er bleven saaret i Rusland.
Ligeledes fik Willadzens i Aabøl meddelelse om, at deres Søn er saaret i Rusland. Gaardejer Jørgen Skøtt i Hølleskov ved Toftlund fik i Gaar Underretning fra sin Søn, at han er bleven saaret i Frankrig og ligger paa et lasaret. Han er ligesom de to Førstnævnte først kommen til fronten for en Maaned siden.
I Fangenskab.
En stor Glæde havde Gaardejer Hans Hansens Hustru i Oksbøl paa Als i Torsdags, idet der kom efterretning fra hendens mand, der for ca. 6 Uger siden er kommen i russisk Fangenskab inder Kampene i Galicien. Familien er glad for Visheden om, at han er i Behold. Hans meddeler, at han er sammen med Købmand Viktor Birkedal fra Sønderborg.
Hvorledes det er gaaet Købmand Poul Schultz, der kom bort fra Regimentet samme Dag som Købmand Birkedal, meddeler han intet om, men Schultz’s Forældre i Sønderborg har ogsaa netop i disse Dage faaet Meddelelse om, at deres Søn er i god Behold i Fangenskab.
Tobaksspinder Grünert fra Haderslev, som for nogen Tid siden forsvandt paa den østlige Valplads, har nu skrevet hjem til sin Hustru, som borg i Sønder Otting, at han under de haarde Kampe i Østgalicien er bleven saaret og derved falden i russisk Fangenskab. De faa Linjer, han har skrevet hjem, melder intet om, hvor han nu befinder sig, eller om Saaret er af lettere Art.
Fra Landeværnsmand Ottesen Dahl fra Birkelev, der har været savnet i længere Tid, er der ifølge “T.Z.” endelig ankommet et kort til hans Hustru. At han er i russisk Fangenskab.
Fra Provinsen.
Fangede desertører. (Dv.) Fra Haderslev meddeles: Tre russiske Krigsfanger, som var løbne bort fra deres Arbejde og havde forsøgt at komme over Grænsen, men derved var blevne fangede blev i Forgaars Aftes under militær Bevogtning befordrede sydpaa med 7-Toget.
Flygtede. I sidste Nummer af Regeringens “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt:
Nicolai Clausen Petersen fra Smedeager ved Bolderslev, Peter Laurits Karl Kruse fra Hygum, Mads Jørgensen Schmidt fra Haderslev, sidst bosat i Vejen i Nørre-Jylland. Heinrich George Kaiser fra Frankenstein i Kurhessen og Emil Otto Fritsche fra Leipzig, sidst bosat i Ellersdorf ved Nortorf; den sidstnævnte, der benytter en Malkerøgter Johannes Nybæks Legitimationspapirer, efterlyses ogsaa paa Grund af Tyveri.
Desuden efterlyses Heinrich Stahl II fra Oldesloe, der den 25. og 26. September havde Orlov til Bargteheide, fordi han ikke er vendt tilbage til sin Troppeafdeling.
I fransk Fangenskab. (Hmd.)
Paa en Forespørgsel til Røde Kors, om Brødrene Henrik og Avgust Hansen fra Mels paa Als, der har været savnede siden Slaget ved Moulin den 6. Juni, var i Live, er der indløbet det Svar, at følgende Nordslesvigere ved Navn Hansen befinder sig i fransk Fangenskab:
Christian Hansen, født 27. Avgust 1879,
Johan Hansen, født den 8. Februar 1884,
Hans Hansen, født 3. Avgust 1894,
Karl Hansen, født den 26. Oktober 1893,
Martin Hansen, født den 6. Marts 1889,
Jørgen Hansen, født den 1. Juli 1895,
og Jens Henrik Hansen fra Medelby Mark
Desværre er, med Undtagelse af den sidstnævnte, de paagældendes Fødeby ikke nævnt.
Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. I Sensommeren 1915 blev han taget til fange på østfronten.
En Krigsfange fortæller
Den 20. Juli 1915 forlod en stor Transport af Landstormsregiment Nr. 31 Altona for at gå til Østfronten. Der var her Folk fra hele Tyskland, men de fleste var dog fra Hamborg, og så var der en hel Del Nordslesvigere med i Transporten.
Efter flere Dages Jernbanerejse passerede vi den tysk-russiske Grænse, og fra den russiske By Kolno måtte vi så marchere videre til Fods. Vi nåede til Staviski, og ikke langt herfra lå Rgt. 31. Regimentet havde hele Sommeren ligget her og havde haft en rolig Stilling og ingen Tab. Det vakte derfor nogen Forbavselse, at der pludselig ankom så stor en Forstærkning.
Resultatet viste sig også, — nogle Dage efter vor Ankomst gik det fremad mod Russerne.
Jeg glemmer aldrig det Skyderi, som indledede Angrebet. Inden længe så vi de første Faldne og de første russiske Krigsfanger. Vi havde daglig hårde Kampe, og der kæmpedes iøvrigt over hele Frontområdet. De fleste vil huske, at i disse August- og Septemberdage 1915 faldt Fæstningerne Lomcza, Kovno, Grodno, Warszawa og Nowo Georgiewsk. For os var den 15. August den værste Dag.
Da faldt flere af mine Kammerater, deriblandt Jens Christensen, Staugård, Detlef Trumpf fra Aabenraa, der tidligere havde været Slagter i Tombøl.
Den 10. September lå vi ved Floden Kotwa i Nærheden af Byen Skidel. Her havde Russerne dæmmet Floden op, så der var store Oversvømmelser. Efter at have fået Egnen sat under Vand, foretog de om Aftenen et Angreb. Vi måtte efter en kort Fægtning trække os tilbage bag Byen og Russerne besatte vore Skyttegrave.
Ved et Modangreb tog vi dem dog til Fange. Da det igen var bleven roligt, gik jeg ned til Floden for at hente mine Sager. Jeg havde fået fat i dem og vilde til at gå tilbage, da der var en, som greb mig i Benet. Det viste sig at vare en Russer, og da han havde flere Hjælpere i Nærheden, måtte jeg følge med i Fangenskab.
Russerne havde ryddet den nu overflødige Dæmning bort, Vandet i Floden var sunket, så vi kunde vade over. I de russiske Skyttegrave blev jeg godt modtaget. Der kom straks en Russersoldat og gav mig et Stykke Brød og et Stykke Kød.
Jeg blev hurtigt transporteret bagud til Generalstaben, hvor jeg traf andre Lidelsesfæller. En tysktalende Officer forhørte mig, og da jeg var lidt uvillig til at udtale mig, sagde han, at de vidste god Besked alligevel.
Jeg måtte aflevere alt, hvad jeg havde i Lommerne, Breve, Lommetørklæde o. s. v., endog mit Ur tog man fra mig, og jeg så det aldrig siden.
Jeg skulde så transporteres bagud. En Rytter satte sig til Hest og skulde ledsage mig. Da vi havde marcheret omtrent en Kilometer, gjorde vi Holdt, og han gjorde Tegn til, at jeg kunde sætte mig. Han gav mig endog en Cigaret, som jeg røg, inden det gik videre. Men der blev ofte gjort Holdt, inden vi langt ud på Natten nåede vort Bestemmelsessted, hvor jeg blev indkvarteret i en Lade. Den var fyldt af tyske Fanger. Blandt andre traf jeg her Andreas Jacobsen fra Røllum. Det livede jo svært op, da vi kunde tale sammen på vort Modersmål.
Forskellige af os blev igen afhørte af russiske Officerer, men derudover skete der intet. Vi var sultne, men der blev ikke gjort Anstalter til at give os noget at spise.
Jeg havde tabt mine Sager, da jeg blev taget til Fange, og Resten havde man taget fra mig, så jeg stod uden noget som helst, ikke en Gang et Lommetørklæde havde jeg på mig. Omsider fik vi hver et Stykke Brød og hvert Hold på 10 Mand fik en Spand med Suppe. Men jeg havde ingen Ske, og inden jeg fik lavet en, var Suppen borte.
Hen på Dagen blev vi fort østpå. Vi var en Flok på ca. 30 Mand. På tredie Dag nåede vi Lida, en lille Stationsby. Husene var til Dels forladt af Beboerne, så det var let at skaffe Kvarter til os. Så snart vi var bleven indkvarteret, gik jeg ud for at se på Forholdene.
Ved at gennemrode Køkkenmøddingen, som lå lige udenfor Vinduet, fandt jeg en håndlavet Metalske. Hvor jeg følte mig velhavende, da jeg havde fået Skeen renset og den kunde tages i Brug. Jeg brugte den hver Dag hele Fangenskabet igennem, jeg fik den med hjem og har den endnu den Dag i Dag.
Mens vi var her i Lida, kom der en tysk Flyvemaskine over Byen og kastede en Bombe, som dog ikke gjorde os nogen Skade.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944
Hilsner fra Felten
Fra Bebra skrives den 25. Avgust: Vi er mange Nordslesvigere paa Rejsen mod Øst og sender Venner og Bekendte en Hilsen. Vi er endnu ved godt Humør.
Claus Nissen, Dybbøl; Peter Petersen, Hørup, Als; Lorens Jørgensen, Eistrup, Als; Edvard Mathiesen, Dynt; A. Paulsen, Egernsund; Johannes Kümpel, Sønderborg; Jens Jacobsen, Borup; Peter Juhler, Aabenraa; Chr. Kock, Hørup, Als; Johan Maschaleck, Egernsund; Chr. Nør, Høruphav; Lavrids N. Høi,
Holm, Als; Hans Holm, Mojbøl i Haderslev Kreds.
Hilsen fra Udrejsen sendes til Venner og Bekendte: Karl Marlott, Aventoft; Th. Hansen, Visby; Jørgen Winther, Nørre Hjarup; Antoni
Christensen, Daler; Peter Jørgensen. Kobberholm; Hans P. Nissen, Lavrup; Niels Nielsen, Mommark; Peter Nissen, Rømø; Lorens Wilhelmsen, Flensborg; Berndt Atzen, Harres. (Bedes optaget i „Hejmdal”.)
Et glædeligt Budskab (Fl. N.)
Klavs Speck, Skoletjener ved St. Hans-Drengestolen i Flensborg, har modtaget et glædeligt Budskab, idet hans Søn Henrik, der stod
ved 86. Fusilerregiments 7. Kompagni og har været savnet siden midt i September forrige Aar, nu har givet et Livstegn fra sig. Alle hidtilværende Efterforskninger fra de bekymrede Forældres Side er hidtil forblevne resultatløse, indtil de sidste Søndag fra Røde
Kors’s Centraloplysningssted i Kiel modtog den korte Meddelelse, at deres Søn er i Live.
Falden
Forleden jordfæstedes den ældste Søn af Landmand Hansen i Gravlund i Løgumkloster; han var som nævnt falden mod Øst den 9. Juli. Nu er ogsaa Ægteparrets anden og sidste Søn falden den 5. Avgust. Han skulde som den sidste engang have overtaget Gaarden.
Forstærkningsreservist Andreas Erik Kiesbye af Sofiedal har fundet Døden paa Krigsskuepladsen, 25 Aar gammel. Han efterlader sig Hustru og Søn.
Falden i Rusland. Snedker Christian Erichsen, en Søn af Slagter Erichsen ved Nørreport i Aabenraa, er ifølge en i Gaar Morges indløben Meddelelse falden i Rusland. Foruden denne Søn har Erichsen endnu en Søn i Rusland.
(Hmd.) Der er indløbet Meddelelse om, at Tjenestekarl Tyksen fra Barsmark er falden i Polen. Han blev indkaldt i Fjor Efteraar.
Tabslisten
Tabslisten nævner Henri Rommensen af Tønder og Søren Brodersen af Højer som henholdsvis falden og Haardt saaret.
I den 310. Tabsliste meddeles, at Peter Thomsen af Sonderborg er død af sine Saar.
Saarede
(A.T.) Fifler Asmus Duus af Aabenraa er bleven saaret paa den østlige Krigsskueplads. Saaret er temmelig alvorligt.
To Sønner af Arbejdsmand Nikolaj Ellgaard i Haderslev, Nikolaj
og Christian, der begge laa ved samme Troppeafdeling, er blevne saarede østpaa den 14. Avgust
Fra Fangenskabet.
(Dbp.) En glædelig Meddelelse har Hans Hansen og Familie ved Østerholms Strand for et Par Dage siden modtaget, idet de fik et Kort fra deres Søn Jørgen, som var tagen til Fange i Rusland. Meddelelsen er afsendt den 28. Maj, og først den 20. Avgust er den kommen Forældrene i Hænde; dette kan være en Trøst for mange, som maaske ogsaa har ventet længe forgæves efter at høre fra deres savnede pårørende.
— (S.Z.) Landmand Hans Schmidt i Holm ved Nordborg har i disse Dage faaet et Brev fra fin Søn, der er i russisk Fangenskab. Brevet var skrevet den 17. April og har altsaa været 4 Maaneder undervejs.
Udmærkelser
Faaet Jernkorset. Købmand Oskar Rothmann, der, som nævnt, for Tiden ligger faaret paa et Lazaret i Mainz, er bleven udmærket med Jernkorset af anden Klasse, som Generalfeltmarskal von Mackensen personlig har overrakt ham, hvorved Feltmarskalen udtalte sig meget anerkendende om hans store Pligttrostab og Tapperhed og beklagede ikke at kunne overrække ham Jernkorset af første Klasse, som han ærligt havde fortjent. I en senere Fægtning blev Rothmann temmelig Haardt saaret, men der er ifølge flensborgske Blade Haab om, at han kan blive fuldstændig
helbredet.
Vicestabssergent i 85. Infanteriregiment, Købmand Hans Hafs, for Krigen hos Firmaet H. W. Christophersen i Flensborg, og Ludvig Hagen af Flensborg har erhvervet sig Jernkorset.
Røde Kors-Medaillen af tredje Klasse er bleven tildelt følgende Flensborgere: Købmand Otto Andresen, Advokat Vilh. Boysen, Jernformer Vilh. Drescher, Lagerarbejder Avgust Petersen, stud. math. Theodor Petersen, Typograf Henr. Schuldt og stud. theol. Anton Westergaard, kaldt Jacobsen. Samme Udmærkelse er tildelt Landmændene Otto Nissen i Lyksborg og Herm. Thomsen
(S. Z.) Jernkorset er blevet tildelt Hugo Tietze af Sønderborg for forskellige godt udførte Flyveture over Fjenden.
Udnævnelse (S.G.)
Raadmand, Fabrikant, Ingeniør Josua Petersen af Haderslev, der hidtil har været Kaptajn for en Reserve-Bataillon i Posen, er bleven udnævnt til Major.
Krigsbytte (Fl. N.)
I Gaar Formiddags kørtes et Antal Maskingeværer, paa hvilke der stod „Erobret”, igennem Byen. Det siges at være erobret russisk Krigsmateriel.
En Skyttegrav
er bleven anlagt ved Kavslund af Soldater fra Flensborg under Ledelse af Officerer, der har været i Fronten. Skyttegraven vil efter Forlydende fra i Dag af kunne beses af Publikum.
Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august deltog han i kampene ved Bielsk på Østfronten.
Om eftermiddagen den 20. august begyndte vort artilleri at skyde heftigt, og det var interessant at iagttage de godt placerede nedslag fra vor grav med godt udsyn. Det fjendtlige artilleri var heller ikke uvirksomt, men bestrøg hele tiden den bag os liggende skov.
Efter ca. en time uden at vi havde måttet ulejlige os, havde russerne fået nok. Her og der straktes nogle hænder i vejret, og da vi trådte ud af vor grav og vinkede, kom hele selskabet løbende over til os.
Undervejs samlede de sig, og ankommet til os trådte de uden kommando an i gruppekolonne. Lige foran mig vendte en russer sig om og løb tilbage. Da jeg råbte til ham : “bliv her!” svarede han på tysk: “Ja, blot hente min vanddunk!” Han havde forinden løsnet sit remtøj og derved ladet sin feltflaske ligge. Han fortalte os, at han havde arbejdet i Tyskland.
Først nu erfarede jeg, at kompagniføreren, løjtnant Ebeling, var faldet dagen før.
Næppe havde russerne overgivet sig, før vi fik heftig ild fra venstre. Men nu angreb 38. infanteri-division og drev i en timelang kamp de angribende russere tilbage. Vore folk hjalp med at hente to kanoner ud af skoven og med at slæbe ammunition, og nu fyrede disse to kanoner stående på åben mark mod de vigende russiske kolonner.
Vor I og III bataljon forfulgte de russere, som flygtede for os, mens II bataljon blev tilbage som reserve. 8. kompagni fandt kvarter i en kornlade. I aftenrøden nedbrændte en vindmølle i vor nærhed. Et smukt syn. Vi blev nu flere dage i Proniewicze, mens I og III bataljon lå i stilling foran os.
Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Hos krigsfangerne! Rusland 1915.
Af Fr. Baumann, dengang reservist ved Infanteriregiment 84’s 5. kompagni (IR84/5)
Til transport bagud af de mange krigsfanger var der brug for et ret stort antal ledsagere, som jeg til min store glæde blev udtaget til. Til hver 700-1000 krigsfanger gik der én ledsager. Mens selve tropperne nu marcherede fremad for at holde trit med den vigende fjende, stak vi hurtigst muligt afsted tilbage. – Man følte sig fri, desværre kun for en kort tid, men endelig var vi ude af kanonernes rækkevidde. Brændende landsbyer kendetegnede sammen med ruiner og ødelagte kornmarker de sidste dages sejrsrute.
En hel række fanger kunne tale tysk, man kom endda delvist i snak. Nogle havde i fredstid været i Tyskland, og pudsigt nok havde tre af dem endda arbejdet hos Blohm und Voss-værftet i Hamburg. Vi underholdt os så livligt, at 16-km-marchen til divisionsstabskvarteret forekom os kort.
Vi nåede dertil om aftenen netop som det begyndte at mørkne. Det var en elendig by. Huse lå på kryds og tværs og som overalt med mange træer. Veje eller gader kender russeren jo ikke. Husene, eller rettere sagt lusebarakkerne, blev beboet af hele staben og dennes bagage.
Altså i denne landsby, navnet husker jeg ikke mere, skulle vi overnatte med den store fangetransport. Vi lod fyrene træde an reglementeret, altid 8 eller 12 ved siden af hinanden, og hele troppen i en stor firkant omkring en åben plads. Snart flammede på 10 steder store og små vagtbål op – et magisk syn. Ud af mørket tegnede sig husenes og træernes silhuetter. Menneskemasserne blev snart lyst, snart sparsomt belyst – sådan en rigtig natlejr i Granada. Vi vagtfolk holdt altid vagt flere sammen og kiggede på fangernes gøren og laden samt det sælsomt smukke syn af vagtbålet. – Jeg glemmer aldrig det syn! – Snart lå alt hen i dyb fred, ven ved siden af fjende – under åben himmel. Stjernerne lyste strålende på vore sindelag. Tankerne dvælede langt borte herfra, i hjemstavnen, i hjemmet, hos kone og børn eller hos andre pårørende! –
Solen stod allerede på himlen, da der kom liv i lejren. Bålene var for længst gået ud, kun små askerester røg endnu en smule. Jeg havde boblet helt vidunderligt og var derfor i godt lune. Al hjemve og lignende unyttigt skrammel var glemt. Vi sang og fløjtede, så det var en lyst; også fangerne sang for os deres uforståelige syngeri. Kl. 6 satte hele transporten sig i bevægelse. Vi havde hos bagagefolkene tilkæmpet os rigtig god morgenmad, også kaffe med rigtig mælk. Fangerne måtte nøjes med vand og nogle “tørre tørv”. Således marcherede vi afsted, lidt på lykke og fromme, hele tiden på den hærvej, som køretøjer havde banet før os.
En sommerdag, intet hørte man til kampen, ikke engang kanontorden. I kolonnen på ca. 350 mand gik det langs med floden Narew. Først hen mod middag opdagede vi på den anden bred fæstningen Roshan, som var faldet for et par dage siden. På en nødbro gik det over flloden Narew. Mange fanger sprang i kådhed i vandet og badede – altsammen i forbifarten. Bredden efter fæstningen steg meget stejlt, rigtig nok lidt besværlig at klatre op ad. Til sidst havde vi samling på alle vandhundene og marcherede ind i den totalt ødelagte by og fæstning Roshan. Knap sten på sten var at se, et tegn på , at her var blevet kæmpet bittert. Granathullerne lå tæt.
Ved den stedlige bykommandant afleverede vi vore krigsfanger, hvorpå vi fik en forplejningsseddel til en hel dag. Vi havde altså tid nok til at komme os, vaske os og for en gangs skyld spise os rigtig mæt. I fort nr. 1 fik vi anvist fint kvarter; det var så nogenlunde sluppet for beskydning. “Mand, endda senge! Hallo for det”. I trekvart år ingen seng set. Ganske vist med halm, men ellers fine kassematte-senge. Ingen konge kunne glæde sig mere, end vi gjorde. Og så fik man fint russisk hvidt brød – ja, kom bare an – ikke som ved fattigfolk – og smør – jo, det er sandt, rigtig smør. Vi var selvfølgelig helt flade – flad som en pandekage, og den der ikke har syntes om det, forstår sig ikke på kærlighed og ost fra Harzen. Til middag fik vi fra et af feltkøkkenerne nudler, kraftige nudler og en stump kød – fy for pokker, siger havnearbejderne i Hamburg, snart ikke til at få ned. Men sådan som vi er skruet sammen, med vore udtørrede maver og vor sult, satte vi det hele til livs. Vi kunne næsten ikke gå. Nu fulgte der en lille middagssøvn. Sådan noget som små fire timer har vi boblet – lige som hjemme hos Mor! Oh, nej, det er ikke rigtigt, Mor ville ved fire timer… – tak, skal du have! –
Om aftenen trak der torden op. Vi gik derfor rettidigt i fælden og lod lyn og torden være lyn og torden, og lod skybrud være skybrud. Hytten var jo vandtæt, ja, andog granatsikker – Taget var vel halvanden meter tykt, lutter beton og oven på det to meter jord. “Im tiefen Keller sitz’ ich hier”, kunne man synge, men vi ville hellere boble igennem til næste morgen.
Fra Regiment 84’s regimentshistorie. Udkommer på dansk senere i 2015.
Under kommando af Max Valentiner afsejler U38 fra Helgoland med kurs mod Det irske Hav. Valentiner har meldt sig frivilligt til at hente tyske ubådsfolk, der er blevet taget til fange og befinder sig i britisk krigsfangenskab. Blandt dem er kaptajn von Henning, der efter sin tilfangetagelse har stået i livlig brevveksling med sin familie. Men som det fremgår af Valentiners erindringsbog “Der Schrecken der Meere”, var der noget der ikke helt stemte:
“Hans breve var skrevet i et noget mærkværdigt tysk, og også indholdet var så fordrejet og besynderligt, at de pårørende fik den tanke, at de måske indholdt andre informationer. De sendte derfor brevene til den tyske admiralstab. Her fandt man hurtigt ud af, at man af brevene kunne læse en anden meddelelse: Henning bad nemlig i sine breve om at blive befriet fra fangelejren, og gjorde det klart for admiralstaben, at det var nemt for fangerne at bryde ud af fangelejren, nå kysten og blive hentet af en tysk ubåd.”
I fangelejren holdt ubådsfolkene sammen og beskæftigede sig med videnskab og sport, men de fleste af deres tanker drejede sig om friheden:
“Dag og nat overvejede de, hvordan de kunne komme ud af lejren. Man udkastede den plan at bygge en tunnel, der skulle gå under lejren ud i friheden. I hovedbygningen fandtes et lille rum, hvor spand, kost og andre rengøringsmidler havde deres plads. Her blev med en lille sav udskåret en firkantet lem i gulvet. Lemmen var lavet så omhyggeligt, at den i lukket tilstand umuligt kunne ses. Umiddelbart under lemmen var gravet et dybt hul, der tjente som indgang til tunnelen.
Tunnelbygningen var et gigantisk arbejde og tog næsten et halvt år. Under lejren var jorden klipperig og egnede sig absolut ikke til udgravning af gange, så meget desto mere fordi de redskaber der stod til rådighed var yderst primitive og mangelfulde: lommeknive, gafler, skeer og primitive håndbor. Alligevel gik man til arbejdet med stor energi. Gangen blev ganske vist kun så stor, at et menneske lige netop kunne presse sig igennem. Den mindede om en rævegang.”
Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk
Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.
Den 21. juli brød vi gennem den russiske front, det jeg hidtil har skrevet om var usammenhængende kampe, men det her var den sidste stærke forsvarsstilling inden Kowno som vi stormede den 16. august.
Nu skal jeg fortælle hvordan det gik til at bryde denne front. Vi lå 8 dage i beredskab langt tilbage i skovene, Feldwebelen fik tid til at få os alle fotograferet, hvert korporalskab for sig, for han antog, at der ikke kom mange fra den bedrift. Han var rykket ud med os og holdt så at sige af sit gamle kompagni, der blev nu kørt den ene række kanoner i stilling efter den anden, de små foran, de langtrækkende længere tilbage. Pionererne havde læsset alle vogne, der kunne undværes til det, med granstammer til at fylde skyttegraven med, når den først var vor.
Den 21. juli blev vi igen beordret i stormstilling nogle få hundrede meter fra anden russiske skyttegrav, præcis kl. 10 minutter i fire begyndte kanonaden mod den fjendtlige grav.
Vi lå foran alle disse mundinger og da der blev blæst til storm præcis kl. fire kunne vi næsten intet høre for brummen i hovedet, russerne var lette at tage tilfange, da de var fuldstændig chokerede, men de havde lavet mange lumske tricks som kostede en del af os livet f.eks. en håndgranat på en pæl med en hat ovenpå, når hatten blev løftet af sprang bæstet og slog manden ihjel og sårede kammeraterne der stod i nærheden, så vi turde næsten ikke røre ved nogen ting.
Nu kom pionererne susende med deres vogne belæsset med granstammer, der var afkvistet og pakkede godt i skyttegraven, hen ved siden af graven kippede læsset bort med køretøjet, næste frem og så fremdeles, indtil alt var fyldt, så kom kanonerne susende med seks heste for, de små 7,5 om kanoner hjalp os så med at få bugt med de øvrige skyttegrave. Så begyndte den lange række af patruljer indtil vi kom ind under fæstningen.
Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig
»Kender du mig ikke, Far!” (A. T.)
En Aften for nogen Tid siden gik en af de ældre Jernbanefunktionærer paa Banegaarden i Aabenraa ved sit Arbejde, da der lød et „God Aften”. Han svarede „God Aften” og gik videre, fordi han ikke mente at have noget særligt at gøre med den skæggede Soldat, der havde hilst paa ham. Men da denne saa udbrød: „Naa kender du mig ikke, Far!” gik det op for ham, at det var hans egen Søn, som kom hjem fra den østerrigske Krigsskueplads og i sin Fraværelse havde lagt sig Fuldskæg til.
Fra Skolen.
Lærer Moldt ved Drengestolen i Nordborg, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse, er nu atter vende tilbage for at overtage Undervisningen, da Lærerkræfterne der er meget knappe. Lærer Moldt har hele Tiden gjort Tjeneste i Provinsen.
Krigsfanger.
For nogle Dage siden indtraf der atter en Trup russiske Krigsfanger til Klægsbøl [i dag Klixbüll /red.], hvor de skal sysselsættes hos de forskellige Landmænd.
Ikke falden.
Der er blevet meddelt, at Postkonduktør Paulsens Søn af Tønder var falden, og at Lærer Paulsen i Allerup var i fransk Fangenskab. Begge er en og samme Person, og Sandheden er, at Paulsen er i Fangenskab.
I fransk Fangenskab. (Dbp.)
Familien S. Abrahamsen i Tandselle har i disse Dage faaet Meddelelse fra deres Søn Hans, som ved Krigens Udbrud aftjente sin Værnepligt ved Fodfolksbataillonen i Sønderborg og har deltaget i Krigen ved den vestlige Front siden dens Begyndelse, at han var falden saaret i fransk Fangenskab den 6. Juni. En Kugle havde gennemboret hans højre Haandled. En ældre Broder, som ligeledes fra Begyndelsen af deltog i Krigen ved den vestlige Front og ved samme Regiment som Broderen, faldt allerede midt i September, ramt af en Granat. Desuden har Familien Abrahamsen to Svigersønner med i Krigen, hvoraf den ene for Tiden opholder sig i Flensborg, saaret for anden Gang. Første Gang ramtes han af en Kugle i højre Skulder og fik Tommelfingeren paa venstre Haand afskudt. Anden Gang har han mistet Pegefingeren paa venstre Haand.
I Fangenskab?
Om Arbejdsmand Karl Petersens Søn, forhenværende Gymnastiklærer Hans Petersen af Skodsbøl, er der nu kommet Efterretning fra hans Kompagnifører. Hans Petersen og flere menes levende eller døde at være faldne i Franskmændenes Hænder. Forhaabentlig, skrives der, er han sund og rask, og han vil i saa Fald i Løbet af en 3—4 Uger lade høre fra sig. H. Petersen har været savnet siden den 16. Juni.
I Fangenskab.
Gaardejer H. Jacobsens Hustru og Forældre paa Kliplev Mark fik i Tirsdags Meddelelse om, at Jacobsen, der har været savnet nogen Tid, var falden i fransk Fangenskab, hvor han havde det forholdsvis godt.
Soldater som Græshoppeudryddere i Marokko.
En Soldat af 86. Regiment, der er bleven tagen til Fange i Frankrig og bragt til Marokko, meddeler ifølge „Apenrader Tageblatt” til sine Forældre, der bor i Aabenraa, at de er sysselsatte med at udrydde Græshopperne. Tidlig om Morgenen rykker de ud, efter at de har faaet Brød, Kartofler og noget Kød udleveret, marcherer 1 ¾ Time til en Farm, hvor de ødelægger Græshoppeæg, der sidder sammen i store Klumper paa 80—100 Stykker. Desuden bliver de bevæbnede med Bambusstokke og opstillede i en vid Omkreds. Ved Larm og vedvarende Slag paa Jorden driver de de unge Græshopper hen i Midten af Kredsen. Der er et stort Hul eller en Grav, paa hvis Rande der ligger Blikstykker, hvorfra de unge Græshopper glider ned i Hullet eller Graven for saa at brændes.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.
Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.
Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.
Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.
De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.
Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.
I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.
Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen, især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden
haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.
Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.
Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.
Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.
Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!
I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.
Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.
Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.
Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.
Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.
Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?
Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.
Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.
Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«
