Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. I Sensommeren 1915 blev han taget til fange på østfronten.
En Krigsfange fortæller
Den 20. Juli 1915 forlod en stor Transport af Landstormsregiment Nr. 31 Altona for at gå til Østfronten. Der var her Folk fra hele Tyskland, men de fleste var dog fra Hamborg, og så var der en hel Del Nordslesvigere med i Transporten.
Efter flere Dages Jernbanerejse passerede vi den tysk-russiske Grænse, og fra den russiske By Kolno måtte vi så marchere videre til Fods. Vi nåede til Staviski, og ikke langt herfra lå Rgt. 31. Regimentet havde hele Sommeren ligget her og havde haft en rolig Stilling og ingen Tab. Det vakte derfor nogen Forbavselse, at der pludselig ankom så stor en Forstærkning.
Resultatet viste sig også, — nogle Dage efter vor Ankomst gik det fremad mod Russerne.
Jeg glemmer aldrig det Skyderi, som indledede Angrebet. Inden længe så vi de første Faldne og de første russiske Krigsfanger. Vi havde daglig hårde Kampe, og der kæmpedes iøvrigt over hele Frontområdet. De fleste vil huske, at i disse August- og Septemberdage 1915 faldt Fæstningerne Lomcza, Kovno, Grodno, Warszawa og Nowo Georgiewsk. For os var den 15. August den værste Dag.
Da faldt flere af mine Kammerater, deriblandt Jens Christensen, Staugård, Detlef Trumpf fra Aabenraa, der tidligere havde været Slagter i Tombøl.
Den 10. September lå vi ved Floden Kotwa i Nærheden af Byen Skidel. Her havde Russerne dæmmet Floden op, så der var store Oversvømmelser. Efter at have fået Egnen sat under Vand, foretog de om Aftenen et Angreb. Vi måtte efter en kort Fægtning trække os tilbage bag Byen og Russerne besatte vore Skyttegrave.
Ved et Modangreb tog vi dem dog til Fange. Da det igen var bleven roligt, gik jeg ned til Floden for at hente mine Sager. Jeg havde fået fat i dem og vilde til at gå tilbage, da der var en, som greb mig i Benet. Det viste sig at vare en Russer, og da han havde flere Hjælpere i Nærheden, måtte jeg følge med i Fangenskab.
Russerne havde ryddet den nu overflødige Dæmning bort, Vandet i Floden var sunket, så vi kunde vade over. I de russiske Skyttegrave blev jeg godt modtaget. Der kom straks en Russersoldat og gav mig et Stykke Brød og et Stykke Kød.
Jeg blev hurtigt transporteret bagud til Generalstaben, hvor jeg traf andre Lidelsesfæller. En tysktalende Officer forhørte mig, og da jeg var lidt uvillig til at udtale mig, sagde han, at de vidste god Besked alligevel.
Jeg måtte aflevere alt, hvad jeg havde i Lommerne, Breve, Lommetørklæde o. s. v., endog mit Ur tog man fra mig, og jeg så det aldrig siden.
Jeg skulde så transporteres bagud. En Rytter satte sig til Hest og skulde ledsage mig. Da vi havde marcheret omtrent en Kilometer, gjorde vi Holdt, og han gjorde Tegn til, at jeg kunde sætte mig. Han gav mig endog en Cigaret, som jeg røg, inden det gik videre. Men der blev ofte gjort Holdt, inden vi langt ud på Natten nåede vort Bestemmelsessted, hvor jeg blev indkvarteret i en Lade. Den var fyldt af tyske Fanger. Blandt andre traf jeg her Andreas Jacobsen fra Røllum. Det livede jo svært op, da vi kunde tale sammen på vort Modersmål.
Forskellige af os blev igen afhørte af russiske Officerer, men derudover skete der intet. Vi var sultne, men der blev ikke gjort Anstalter til at give os noget at spise.
Jeg havde tabt mine Sager, da jeg blev taget til Fange, og Resten havde man taget fra mig, så jeg stod uden noget som helst, ikke en Gang et Lommetørklæde havde jeg på mig. Omsider fik vi hver et Stykke Brød og hvert Hold på 10 Mand fik en Spand med Suppe. Men jeg havde ingen Ske, og inden jeg fik lavet en, var Suppen borte.
Hen på Dagen blev vi fort østpå. Vi var en Flok på ca. 30 Mand. På tredie Dag nåede vi Lida, en lille Stationsby. Husene var til Dels forladt af Beboerne, så det var let at skaffe Kvarter til os. Så snart vi var bleven indkvarteret, gik jeg ud for at se på Forholdene.
Ved at gennemrode Køkkenmøddingen, som lå lige udenfor Vinduet, fandt jeg en håndlavet Metalske. Hvor jeg følte mig velhavende, da jeg havde fået Skeen renset og den kunde tages i Brug. Jeg brugte den hver Dag hele Fangenskabet igennem, jeg fik den med hjem og har den endnu den Dag i Dag.
Mens vi var her i Lida, kom der en tysk Flyvemaskine over Byen og kastede en Bombe, som dog ikke gjorde os nogen Skade.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944