Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde sin krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov og kom derfor til at deltage i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.
Frankrig den 9 Juni 1915
Kjære Foreldere! Modtog Eders kjære Kort fra den 4 Juni, som jeg glæde mig meget ved, i disse tonge Dage. Jeg skrev et Kort igaar, som jeg ogsaar har Dateret med den 9. Juni, men skulde wære den 8. tende, jeg skal nok skrive ver Dag i denne tid.
Nu vil jeg Fortelle Eder lit om forholdene her. Paar Lórdag havde vi en Kannonade saar sterk, at dem som laa i Skóttegrave kunde ikke holde det ud. Saar Sóndagmorgen begynte det igjen. Det 10. Kompagnie og 9. Kompagnie skulde saar ud i Sköttegrave og lóse det 11. og 12. Kompagnie af og da de kom der ud greb Franskmendene an og Brekkede igjennem og tog næsten hele Batailionen Tilfange og kom helt igjennem ned til os, vi holt dem saar lenge intel der kom Reserve Truppe og jalp os, og sar slog vi Dem tilbage i vores Stellen, og der sidde de nu, de har en Front paar 100 m af vor Besat, der bleve kempet enu, haabeligt for vi dem helt tilbage.
Kjære Fader vil Du ikke gaar hen til P. Clausen og meddele ham at Christian morske er i Fangenskab, vis han ikke höre fra Ham. Thi det tredie Batalion er næsten alle i Fangeskab. Jeg vil ogsaar meddele Eder at P. Iversen er bleven Saaret i Benet.
Nu ikke mere denne gang slutte derfor med mange hjertelige Hilsener til Eder alle fra Eders Sön Nicolai
Jeg er enu Sund og rask. I maar ikke være Udrolige, for vi ligge 1000 m bag i Reserve.
(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Mine Nerver var nu ved at blive alvorligt syge. Jeg var træt i alle Lemmer og kunde ikke spise noget, hvorfor jeg ogsaa var bleven meget mager. Jeg havde indgivet en Ansøgning om at komme hjem paa Orlov, og Kompagniføreren lovede, at jeg maatte rejse den 19., altsaa om 12 Dage.
Om Middagen talte jeg med Andreas Jessen fra Smølmark. Han var kommen fra Orlov Dagen før og overbragte mig en Mængde Hilsener fra Familie og Venner derhjemme. Ja, det maatte dog være vidunderligt at komme hjem paa Orlov og komme sammen med kærlige Mennesker igen. Jeg savnede ofte en kærlig Haand, et kærligt Ord, et kærligt Blik. Her var alt saa koldt og stygt.
Den Dag kom vore Reserver, som skulde kaste Fjenden ud af vor Stilling. Men det var ingen let Sag at tilbageerobre den tabte Stilling, og der maatte stormes flere Gange. Nede ved Kløften var der henved 100 af de farvede Kolonial tropper; men der blev ingen af dem taget til Fange, da de havde dræbt vore Artillerister. Nu led de samme Skæbne.
Ved Artilleristillingen, hvor jeg sad og skrev den stille, straalende Pinsemorgen, saa det nu forfærdeligt ud. Der laa saarede og døde Kammerater i Snesevis, som havde farvet de hvide Tusindfryd med deres Blod.
Faldne. Fru Regnskabsraad Offermanns’s Søn Otto Offermanns af Flensborg har den 20. Maj paa en Patrouillegang fundet Døden paa Valpladsen, da han vilde ile sin saarede foresatte til Hjælp. Otto Offermanns, der stod ved 86. Fusilerregiment, blev kun 19 Aar gammel.
Lagerist Johannes Christiansen fra Mellemgade i Flensborg er falden den 20. Maj. Christiansen, der stod som Gefrejter ved 84. Landeværns-Infanteriregiment og var dekoreret med Jernkorset, efterlader Hustru og en Søn.
Den 3. Juni modtog Fru Pahren den sørgelige Meddelelse, at hendes Mand, Skibskaptajn Hugo Pahren, var død den 10. April i fransk Fangenskab. Han er en Søn af Regnskabsraad K. Pahren, som i mange Aar har boet paa Ballastbroen, men nu bor i Aabenraa. I mange Aar sejlede han ved Kinakysten som Kaptajn paa et af Rederiet Jebsens Skibe.
Flensborg Sporvej offentliggør et Eftermæle over følgende af dens Personale, som er faldne paa Slagmarken: Ferdinand Halvas, Peter Jensen og Markus Marquardsen.
Død af sine Saar. I den 240. Tabsliste meddeles, at Landværnsmand Karl Jacobsen af Sønderborg er død af sine Saar den 8. November paa et Reservelazaret i Würzen.
Savnet. Jens Sørensen af Hammelev savnes ifølge Tabslisten.
Fra Krigsskuepladsen. Efter den 240. Tabsliste savnes Gefrejter Hans Clausen af Skelle.
Saaret. Ifølge den sidste Tabsliste er Andr. Christiansen af Klægsbøl bleven Haardt saaret. Han stod ved 213. Reserve-Infanteriregiment.
Haardt saaret. Præparandlærer Schumacher af Aabenraa er bleven Haardt saaret paa den østlige Krigsflueplads. Schumacher gjorde Tjeneste som Stabssergent ved et Landeværnsregiment og har været med siden Krigen udbrød. Kuglen gik igennem Brystet lige oven for Hjertet.
Hjemme paa Rekreation. Snedkermester Joh. Østen af Aabenraa, der siden November har været i Frankrig, er i disse Dage hjemme paa Orlov. Han har ved Fronten paadraget sig en Nervesygdom og har i en 61 Ugers Tid ligget paa Mainberg Slot ved Schweinfurt.
I Fangenskab. Efter Tabslisten er Mathias Bartelsen af Flensborg falden i Fangenskab. Han stod ved 213. Reserve-Infanteriregiment.
I Fangenskab befinder sig, efter hvad der oplyses i den nyeste Tabsliste, Magnus Jacobsen af Øster Gasse.
Udmærkelser og Forfremmelser. Postsekretær Ernst Kaiser, Søn af Rentier Kaiser i Mathildegade i Flensborg, er bleven forfremmet til Løjtnant. Han staar paa den vestlige Krigsflueplads. — Frivillig Carlo Baur, en Søn af Landsretsdirektør Baur, har faaet tildelt Jernkorset. Assistenslæge Dr. Karl Mau er bleven dekoreret med den bajerske Militær-Fortjenstorden af 4. Klasse med Sværd.
Jernkorset. Peter Thomsen, Søn af Hans Thomsen paa Kasmus Mølle ved Sottrup, der staar som Infanterist paa den østlige Krigsflueplads, har faaet Jernkorset.
Faaet Jernkorset. Familien Jørgen Møller i Taarup ved Svenstrup paa Als har faaet Meddelelse om, at Sønnen Marius har erhvervet sig Jernkorset i Frankrig ved at hente en saaret Kammerat ind fra en Pigtraadsforhindring. I. Møller har tre Sønner med i Krigen, hvoraf den ældste, Andreas, ogsaa har faaet Jernkorset.
Udmærkelse. (A. T.) Jernkorset er blevet tildelt Løjtnant i Reserven Hans Ahrenkiel, en Søn af Skibsreder Ahrenkiel (Aabenraa).
En Rettelse. (Hmd.) Danske Provinsblade har meddelt, at cand. polit. P.A. Callø og cand. polit. Kr. R. Thomsen, som indtil deres Indkaldelse var Medarbejdere ved „Hejmdal”, er blevne forfremmede til Løjtnanter. Dette er urigtigt. Derimod er Callø og Thomsen, den ene paa Vestfronten, den anden paa Østfronten, for nogle Uger siden sammen med andre Akademikere blevne afkommanderede til særlige Uddannelseskursus’er for Befalingsmænd.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Faldne, saarede og fangne
En Søn af Enkefru Truelsen i Hvidding er den 21. Maj falden paa Vestfronten — den første eller en af de første Dage, han deltog i Kamp. — En Søn af Snedkermester Schmidt i Rejsby er ligeledes fornylig falden paa Vestfronten.
Maa nordslesvigsk e Soldater ikke tale Dansk?
Mod Slutningen af sidste Aar kom den mærkelige Meddelelse fra Lejren i Lockstedt (ved Itzehoe), at det var bleven forbudt nordslesvigske Soldater at tale Dansk indbyrdes — et Forbud, der dog næppe overholdtes saa strængt og som vi derfor ikke omtalte. Nu synes det imidlertid, som om saadanne Forbud ogsaa udstedes andre Steder.
Saaledes er Forbudet nylig udstedt for de i Rostock og Königsberg liggende nordslesvigske Soldater, og fra sidstnævnte By maa Soldater end ikke korrespondere paa Dansk til deres Slægt i Hjemmet. — Det forekommer os at være en mærkelig Maade at paaskønne nordslesvigske Soldaters loyale Optræden under Krigen.
Ethvert Samkvem med K rigsfanger er forbudt
I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armékorps hedder det:
Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger forbydes Befolkningen:
a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne;
b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholholdige Drikkevarer;
c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangerne.
Hvem der optræder i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.
Ethvert Samkvem med Krigsfanger er forbudt I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armekorps hedder det: Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger, forbydes Befolkningen: a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræverdet, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne; b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholiske Drikkevarer; c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangeme. Hvem der handler i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.
Landsretten i Flensborg I Barberstuen. Fisker Peter Kragelund af Stubbum sigtedes for en Dag i Februar Maaned, da han opholdt sig i en Barberstue i Kristiansfelt, at have ytret, at nu vilde Amerika jo ogsaa erklære Krig, og saa vilde Tyskland vel omsider en Gang faa Munden stoppet. Han blev derefter anholdt, hvorved man opdagede, at han var uden Pas. Man lod ham dog gaa igen, da Kragelund havde fast Bopæl. Bagefter skal han have fortalt, at man paa Vagtstuen havde stjaalet hans Papirer og Penge. Statsadvokaten androg paa en Fængselsstraf af 4 Maaneder; men Retten ansaa en saadan paa 1 Maaned for tilstrækkelig; det antoges, at efter Omstændighederne kunde den anklagede, der for Resten var beruset den Dag nok have antaget, at hans Papirer var blevne stjaalne.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Mishandling af krigsfanger. Fra fangelejren ved Døstrup
Vi har tidligere bragt nogle oplysninger om uheldige forhold ved enkelte af fangelejrene i Nordslesvig. De bidrog efter sikkert forlydende til, at de prøjsiske myndigheder blev opmærksom derpå og foranledigede forholdene ændrede til det bedre.
Der har i 2-3 uger blandt befolkningen, og ikke mindst i den tysksindede del, været talt meget om en grim tildragelse, der efter samstemmende udtalelser fra forskellige sider skildres således:
Blandt fangerne i lejren på Vinum Mark ved Døstrup var også en russer, som havde været syg i nogen tid, men alligevel sammen med medfanger deltog i opdyrkningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen, fik fangerne tilbage til lejren. På hjemvejen hertil blev den omtalte russiske fange en dag så syg, at han ikke længere kunne slæbe sig frem, da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen. De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede imidlertid, at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke hun måtte give ham et glas vin for at søge at få ham til kræfter igen, men denne naturlige menneskelige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik ud på, at han snarere skulle have gift end vin!
Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere trods sparken og skubben, og han måtte så blæres resten af vejen. Ved ankomsten til lejren var han død eller få minutter efter.
Nogle dage senere blev han begravet og fik en efter forholdene smuk jordefærd, hvor det ikke manglede på medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, medens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale også ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt, de det jo dog ikke var deres skyld, at krigen rasede.
Det er muligt, at sagen er draget frem af befolkningen dernede, vi ved det ikke. Men det er også muligt, at der dækkes over den, når den ikke kommer offentlig frem. Vi har imidlertid gode mænds ord for, at det er myndighedernes vilje, at fangerne skal behandles så godt som de økonomiske forhold tillader det og at der fra opsynets side ikke må ske mishandling.
Når tildragelsen nu er draget frem, nærer vi ikke tvivl om, at man fra de pågældende myndigheders side vil træffe de fornødne forholdsregler mod, at så brutal mishandling af krigsfanger finder sted i fremtiden.
Hurtige forfremmelser
Redaktør Kr. Thomsen ved ’Hejmdal’, der indkaldtes i midten af marts uden nogensinde tidligere at have fået militær uddannelse, og bankassistent Calløe i Rødding, som heller ikke tidligere har modtaget militær uddannelse, er begge udnævnt til løjtnanter.
Russiske Krigsfanger i Nordslesvig. En væsentlig Del af den manglende Arbejdskraft paa de fleste Gaarde i vor Landsdel udgør for Tiden russiske Krigsfanger. Erfaringen har vist, skriver „Dannevirke”, at de røgter deres Arbejde til Husbondens Tilfredshed. Dette bevidnes ogsaa ude fra en Gaard paa Vesteregnen. Som saa mange andre Steder var Husbonden og den øvrige Arbejdskraft paa Gaarden blevne indkaldte. To russiske Krigsfanger har nu overtaget Driften. Og det interessante er, at de to Krigsfanger før Krigen i deres Hjemstavn i Rusland som Husbonde og Karl har gaaet sammen paa en Gaard af samme Størrelse som den her i Nordslesvig. Sammen var de blevne indkaldte, var blevne saarede sammen og komne sammen i Fangenskab. De røgter nu Gaarden, som var det deres egen.
To russiske Soldater. Postkort med russisk påskrift på bagsiden. Hvordan det er endt i Sønderjylland vides ikke, det kan være medbragt af en russisk krigsfange eller være fundet på slagmarken af en sønderjysk krigsdeltager (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Løsladte
Kommuneforstander Hans Knudsen fra Vinum, der for ca. 14 dage siden arresteredes, fordi han havde udtalt en skarp kritik over tilsynshavendes opførsel overfor en syg russisk krigsfange, blev atter løsladt nogle få dage efter.
Også lærer Jensen, der i samme dage arresteredes på besøg i Skærbæk, blev løsladt et par dage efter.
Faldne, sårede, fangne – efter nordslesvigske blade
– Den 2. maj er Poul Christensen fra Borrig falden. Han var 22 år gammel.
– Forstærkningsreservist Peter Hansen fra Bredebro er falden den 27. marts.
– Arthur Petersen fra Tønder, søn af lærerenke Petersen, er død på lazarettet i Oldenburg.
– Anton Dørschlag, søn af tidligere gendarm Dørschlag i Tønder, er falden. Han var kun 16 år gammel. Den 23. september i fjor kom han på forberedelsesanstalt i Eutin. Den 27. marts i år blev han dernæst beordret til udfyldningsbataillonen i Flensborg. Den 1. maj gik turen til fronten, og den 4. maj, vistnok samme dag som han ankom til fronten, faldt han.
– Den 6. maj er overlærer Buchard Rüthning fra overrealskolen i Sønderborg falden.
– Hans Knudsen, en søn af Lorens Knudsen fra Frisergade i Flensborg, har den 8. maj fundet døden på valpladsen, 29 år gammel.
– Den 24. april faldt endvidere kontorist Emil Thomsen, der siden oktober 1909 var ansat ved Flensborg bys forvaltning.
– Jørgen Ahrenkiel, Bolderslev, er let såret i kampene fra den 22. til den 28. april. Christian Petersen, Hyrup, og Poul Herbst, Haderslev, er blevne hårdt sårede i kampene fra den 29. april til 3. maj. Jørgen Jørgensen, Varnæs, er bleven let såret den 1. maj. Karl Meier, Vojens, er bleven hårdt såret i kampene fra den 17. til den 27. april. Diedrich Duus, Aabenraa, er den 4. maj blevet let såret for anden gang. Joh. Hansen, Laurup, er bleven let såret den 4. maj. Chr. Imersen, Ustrup, og Hendrik Kasten, Agerskov, er blevne let sårede i kampene i sidste halvdel af april måned.
Nordslesvigere i Sibirien
Det danske firma Brüel & Thøgersen, Kurgan i Tobolsk-Guvernementet i Sibirien, skriver den 29. april:
”Vi har haft besøg af 4 nordslesvigere, der har bedt os anmode Dem om at meddele til deres respektive familier, at de befinder sig her – alle fuldstændig raske, og at de har fået en god behandling her i Rusland. Vi giver dem nu arbejde her på slagteriet.”
De fire er Peter Johannsen fra Midtholm pr. Jyndevad (Tønder Kreds), Michael Petersen fra Jernhyt pr. Hammelev (Haderslev Kreds), Anders Christiansen fra Skovby pr. Hovslund (Haderslev Kreds) og Mads Lund fra Hajstrup pr. Øsby (Haderslev Kreds).
Krigsfangelejren ved Bajstrup (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Fangelejrene. — En Advarsel. Den stedfortrædende kommanderende General bekendtgør følgende: Det er gentagne Gange forekommet, at Fangelejrene er blevne beugte af talrige Tilskuere, der fra alle Sider er trængte hen til Indhegningen og har glemt sig selv saa vidt, at de har tilkastet Fangerne Kærlighedsgaver. Derved blev Ordenen blandt Fangerne forstyrret i den Grad, at Vagtmandstabet havde Møje med at genoprette den. Noget lignende er hændt under Fangetransporterne. Jeg advarer indrængende imod en Gentagelse af en saadan uværdig Adfærd, der bringer den offentlige Sikkerhed i Fare.Hvem der handler imod dette Forbud eller ikke efterkommer Vagtmandskabets eller Sikkerhedsbetjentenes Anordninger, udsætter sig for en foreløbig Anholdelse og vil i Henhold til Paragraf 9 b i Loven af 4. Juni 1851 blive straffet med Fængsel i indtil et Aar.
Til Fangelejren
ved Ulmølle ankom, skrives der fra Skærbæk, forleden Aften 500 Fanger, alle Russere. En Del af dem vil maaske faa Sysselsættelse hos Landmændene i Omegnen, og en Del vil formodentlig komme i Arbejde ved Digeanlægget.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
2det opbud af den ikke uddannede landstorm
Nogle steder har årgangen 1869 af den ikke uddannede landstorm været fritaget for at møde til session. Ifølge en ny forordning fra den stedfortrædende generalkommando skal nu også denne årgang til session. Alle de i 1869 efter 1. august fødte landstormspligtige skal møde.
Fra landdagsmand Nis Nissen
har Hejmdal modtaget en venlig hilsen. Han ligger i omegnen af Metz og har det godt efter omstændighederne.
Johannes Tiedje
som i de senere år har været frimenighedspræst i Königsberg, er indtrådt som frivillig i de 6. thüringske Ulanregiment.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
I sidste tabsliste meddeles, at underofficer Christian Jørgensen, Rødding, er falden.
– Hans Hansen fra Blansskov er falden den 12. februar. Han blev 28 år gammel og efterlader enke og barn.
– I den 216. prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Boysen fra Sønder Hostrup og Heinr. Nikolaj Popp fra Felsted er blevne let sårede ved kampene i april måned.
Endvidere nævnes Jørgen Jensen, Gråsten, Jørgen Petersen, Røllum, Johan Nissen, Harreslev Mark, Peter J. Jensen, Vester Sottrup, og Christian Hansen, Egernsund, som let sårede.
– Chr. Møller fra Barsmark er bleven hårdt såret den 22. april.
– I marinens 29. tabsliste er Johs. Schlott, Sottrup, anført som let såret.
– Matros Hans Felsted, Aabenraa, der hidtil har været savnet, befinder sig i fangenskab. Asmus Detlevsen, Langdel, er savnet.
– Musketer Peter Carlsen, Trappen, befinder sig i fangenskab.
– Typograf J. Hansen, en søn af Hansen på Voetmanns fabrik i Aabenraa, er den 25. april blevet hårdt såret på den vestlige front og indlagt på et lazaret.
– Familien Hansen i Markgade nr. 22 i Aabenraa har modtaget et kort, hvorpå der meddeltes dem, at deres søn den 4. maj var bleven såret ved M…. i Frankrig.
Et Fald ved Skyttegraven. (Hmd.) Cand. phil. Kristen Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup, som siden Efteraaret har ligget ved Vestfronten, faldt forleden Nat paa en Patrouillegang foran Skyttegraven ned i en smal Løbegrav og brækkede Benet. Han ligger nu saa et Lazaret i Frankrig.
Fra Sibirien Gæstgiver Borchers iAabenraa har ifølge „Hejmdal” modtagetet Postkort, trykt paa Polsk, fra sin Søn, derer i russisk Fangenskab. Der staar paa Kortet,at han er paa March til Kurgan i GuvernementetTobol i Sibirien. Kurgan er enKredsby paa henved 8000 Indbyggere vedEnden af den vestsibiriske Bane.
Kommen hjem fra russisk Fangenskab Kaptajn Nielsens Søn paa Dyrehave vedAabenraa er uventet kommen hjem fra russiskFangenskab. Han hørte ifølge en Bladmeddelelsetil Damperen „Alpha’s” Besætning,som ved Krigens Begyndelse blev internereti St. Petersborg. Hele Tiden har Civilfangernesaa godt som intet hørt hjemmefra.Først anbragtes de i et Skur i Nærheden afByen. Befolkningen indtog tit en truendeHoldning; men Vagtmandskabet værnede dem.Efter nogen Tids Forløb bragtes de til en Byi det indre af Rusland, og fik Ordre til ikkeat forlade Byen. 16 Civilfanger lejede etSkur, hvori de maatte erhverve deres Underholdved at lave smaa Skibe i Flasker. Denrussiske Behandling var aldeles ikke god.Deres Ejendele var røvede. Senere blev deunderstøttede af den tyske Hjælpeforening iRusland, hvorved deres Stilling blev betydeligbedre. Nielsens Hjemsendelse skete paaGrund af en militær Attest for Uduelighed.
Krigsfange i Japan Som Krigssange i Japan befinder sig,efter hvad der oplyses i den sidste Marine-Tabsliste,Skriver Christian Petersen af Øster Løgum. Han var i Tsingtav.
Faaet Jernkorset. (S. G.) PostassistentOhlsen, Søn af Købmand H. Ohlsen iVestergade i Haderslev, har faaet Jernkorsetfor fremragende Tjenester paa den vestligeKrigsstueplads. Ohlsen staar nu somOfficersstedfortræder ved Østfronten.
Endviderehar Forpagter Jørgen Petersenaf Vandling faaet Jernkorset. Hanblev Haardt saaret i Efteraaret.
Annoncer fra bagsiden af Flensborg Avis den 7. maj 1915
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Sparekassebestyrer Vilh. Schmidt, Spandetgaard, har modtaget efterretning fra vedkommende hærafdeling om, at hans søn Søren Schmidt er falden i én af den sidste tids hårde kampe om Hartmansweilerkopf. Søren Schmidt var gårdejer i Arnum, 29 år gammel, men ugift.
– Ifølge meddelelse fra landmand Køhrisen [må være Köhrsen, RR] i Vimtrup, er hans søn falden.
– Telegrafsekretær Jacob Maack og hustru i Frisergade i Flensborg fik i onsdags vished for, at deres søn Julius er død ved ’Blüchers’ undergang den 24. januar.
-Løjtnant i landeværnet Nahmen Petersen fra Flensborg er falden den 22. april. Han efterlader enke og to børn.
– Reservist H.P. Hansen fra Vilsbæk, der antoges at være falden, er alvorligt såret indlagt på et lazaret.
– En søn af slagtermester Toft i Aabenraa er ved Yserkanalen bleven såret i venstre hånd. Han ligger på lazaret i Linz ved Rhinen.
– Enke Sørensen i Slagtergade i Haderslev , der for længere tid siden mistede en søn på valpladsen, har nu modtaget meddelelse om, at en anden søn er hårdt såret.
– Matthias Dinsen, Skodborg Skov, er let såret.
– Jens Clausen, Kværs Mark, er bleven såret den 16. april.
– Under kampene i første halvdel af april måned er Herm. Wolf fra Sønderborg og Hans Hommelhof-Vollesen, Maugstrup Skov, blevne hårdt sårede, Karsten Skov, Vesterbæk, og Matthias Hansen, Daler, let såret. Endvidere er Hans Ebsen, Mastrup, såret.
– I de sidste kampe i Flandern har Johan Schäfer, søn af uldspinder Schäfer i Nørregade i Tønder, fået tre kugler i låret; Fr. Mørup, søn af enke Mørup i Vestergade i Tønder, er ligeledes bleven ramt i låret; Arthur Petersen, søn af enke Petersen på Kirkepladsen i Tønder, er såret. Endvidere er Andreas Petersen fra Tønder Præparandskole og to elever fra Tønder Seminar, Nikolaj Mølgaard og Bahne Petersen, bleven sårede.
Seks sønner og en svigersøn i hæren
Bager Peter Jensen i Gaarskærgade i Haderslev har fra i dag 6 sønner og 1 svigersøn i hæren, idet hans yngste søn, Søren, i lørdags skulle melde sig som rekrut. 3 sønner og svigersønnen er med på valpladserne. Den ene blev såret i september af et strejfskud i Flandern; han er nu igen med ved fronten.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under krigen:
Hvad der kundgøres at skulle være modbydeligt!
Den 29. marts førtes nogle krigsfangetransporter gennem Haderslev, og ved denne lejlighed var der en del mennesker, både fra dansk og tysk side, som af medlidenhed med fangerne gav eller tilkastede dem forskellige ting. De tyske blade kom i harnisk herover og straffemyndighederne blev sat i bevægelse overfor de pågældende, hvis medfølelse havde givet sig udslag overfor fangerne, og nu kundgøres i de dertil indrettede blade følgende, der vidner så kønt om det høje stade, den tyske kultur indtager:
”Den 29. marts kom det lejlighedsvis ved krigsfange-transporter gennem Haderslev til modbydelige optrin, idet der af publikum blev vist fangerne allehånde opmærksomheder, der ikke svarede til vort folks værdighed overfor vore fjender. De pågældende er blevet straffede. Deres navne bliver efter anordning af den stedfortrædende generalkommando offentliggjorte som følger:
Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.
Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.
Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.
Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.
Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.
Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!
Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.
Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.
Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.
Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.
Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.
At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.
Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.
Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.
En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?
Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.
Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.
Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!
2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.
Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.
Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.
Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.
Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.
Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:
Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.
An Herrn Christian Høeg
Süder Seierleff (!)
Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.
(sign.) von Rahlenstein Hauptmann u. Batls. Kdeur.
Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane! Chr. Høeg
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Nyt fra et Sønderjylland i krig: ”Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det”
Syd for grænsen under krigen.
Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade
– Tidligere gæstgiver i Kværs, Jep Jepsen Johannsen, er falden. Han efterlader enke og fire små børn.
– En søn af enke Maria Hansen i Vilsbæk, Hans R. Hansen, er falden. Enke Hansen har haft fem sønner med i felten. Deraf er der falden én, en anden er kommen såret i fransk fangenskab, en tredje ligger for tiden temmelig hårdt såret på lazaret i Frankfurt, en fjerde er bleven let såret på den østlige krigsskueplads, men er rask igen. Kun én af fem brødre er hidtil sluppen godt fra det.
– Vognmand Christian Møllers kone i Nygade i Aabenraa modtog i tirsdags fra et feltlazaret i Frankrig den sørgelige meddelelse, at hendes mand var indlagt dér, hårdt såret på begge arme, i hovedet og på benet af granatsplinter.
– Landmand A. Skov fra Roager er bleven hårdt såret på den vestlige krigsskueplads.
– Under kampene fra 1. til 18. april er Christian Christensen fra Lund bleven let såret.
– I kampene fra 6. til 11. april er reservist Erik Eriksen, Højrup, bleven let såret.
– I en af de sidste tabslister meddeles, at Johs. Torp fra Nybøl var død på lazaret i Königsberg. Det passer ikke; Torp er rask igen og for tiden hjemme på orlov.
I japansk fangenskab
I et brev fra Japan, som en sønderborger, der er i krigsfangenskab i Marugame, har skrevet hjem, hedder det ifølge Dybbøl Posten bl.a.:
”Jeg har det stadig godt. Det er kedeligt, at jeg ikke må skrive til Eder på dansk, men censuren tillader kun, at der skrives på tysk. Vi har det meget godt og får alt, hvad hjertet begærer. Japanerne er meget høflige og venlige.
Vi får de fleste tyske og engelske aviser, vi har også fået et orkester, som består af fire violiner, harmonium, to mandoliner og en fløjte. Foredrag holdes der ligeledes.
To gange om ugen bliver vi ført til byens park, hvor vi kan bevæge os fuldkommen frit. Parken er ualmindelig smuk; i det hele taget har japanerne interesse for anlæg.
Jens Nielsen, Kolstrupvang, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Regiment 86. Han blev taget til fange i forbindelse med Marneslaget i september 1914. Den 1. maj 1915 var han blandt de første fanger i den særlige fangelejr for sønderjyder, Aurillac.
Det var under Marneslaget i 1914. Den 12. September fik vi Ordre til at dække Artilleriet og kom derved i Kamp med Franskmændene Ved Vic-sur-Aisne. Floden var imellem os, og Franskmændene bestrøg en Chaussé med Maskingeværer, saa vi ikke kunde komme tilbage. Vi var saa en Del fra 86. Reg., hvor jeg stod i 3. Komp., og fra 84. Reg., der løb ned til Aisne. I det samme sprængte Tyskerne Broen i Luften, og vi prøvede saa at komme over ved en Sluse. Det lykkedes ogsaa, men midt paa Planken fik jeg et Geværskud i Laaret, kom dog alligevel over, men faldt saa, blev hjulpet op af Peter Goos fra Flensborg. Jeg faldt igen og kunde ikke rejse mig mere. Jeg var falden lige paa en stor Betonplade, og her hlev jeg liggende, godt synlig fra alle Sider, ligesom paa en Præsenterbakke.
Og her laa jeg i seks Døgn uden saa meget som at kunne kravle bare et Par Meter, hele Kroppen var ligesom lammet, og det eneste, jeg kunde bevæge lidt, var Hovedet. Kuglen var gaaet ind paa Indersiden af Laaret og ud igen paa Ydersiden. Der var ikke meget Hul og der kom kun et Par Draaber Blod, men Laarbenet var slaaet i Stykker.
Og her laa jeg som sagt i seks Døgn uden at faa Mad eller Drikke, midt imellem Franskmændene og Tyskerne. En Gang imellem skød Franskmændene efter mig langt borte fra, men dog uden at ramme. De første Dage var de værste, og Sulten gnavede slemt i mig. Heldigvis regmede det næsten uafbrudt i de seks Dage, for ellers var jeg maaske død af Tørst. Der laa en Roemark kun en 5-6 Meter fra mig, og de første Dage prøvede jeg engang imellem paa at kravle derover, for saa havde min værste Sult jo været stillet. Men nej. det gik ikke, jeg maatte blive paa min Cementplade.
De sidste tre Dage var der ikke meget Liv i mig, jeg døsede Tiden hen, vaagnede engang imellem op, men havde ikke Kraft til nogen Verdens Ting. Seks Dage var gaaet, havde Tyskerne trukket sig tilbage, og der kom nu to franske Officerer roende i en Baad over Aisne og kiggede paa mig. Men de lod mig ligge, tog min Pikkelhue med og roede tilbage igen. Jeg var atter alene paa min Cementplade. Saa kom der to franske Sergenter hen til mig, dog de gik ogsaa igen. Men endelig kom fire franske Menige med en Baare, fik mig læsset op paa Baaren og bar mig til Kroen i Dantréche, hvor der allerede var 50 saarede Tyskere.
Her laa vi i to Dage. Den anden Dag gik der en Granat ned og tog det ene Hjørne af Huset med sig uden dog at nogen blev saaret. Vi blev saa transporteret til Banegaarden, men jeg kom ikke med den første Transport, hvad der var Held ved, for Toget fik en Fuldtræffer. Omsider blev vi, der var tilovers, læsset op i nogle aabne Vogne og kørte i samfulde 72 Timer, indtil vi naaede Sct. Brieux ved Atlanterhavet.
Indtil nu var vi ikke blevet tilset hverken af Læger eller Sygeplejersker, og jeg er forresten aldrig blevet behandlet af en Læge. Efter 6 Ugers Forløb var mit Laarben groet sammen igen, altsaa uden Lægebehandling, men rigtignok var det blevet nogle Tommer kortere, end det var før.
Da vii laa paa Banegaarden i Sct. Brieux, kom der en Dame hen og kiggede paa os. Gennem sin Stanglorgnet saa hun længe og vedholdende paa mig, for tilsidst at spytte mig lige ned i Ansigtet. Det var et Udslag af fransk Had til Tyskerne.
I Sct. Brieux laa vi paa en Kaserne, der var indrettet til Lazaret, og her blev vi plejet af spanske Nonner. Her fik vi ogsaa omsider vore tomme Maver og Tarme fyldt igen. Jeg manglede haardt en Skjorte og bad en af Nonnerne skaffe mig en „Chemise“. Da hun ikke kunde faa fat i nogen Mandsskjorte, gav hun mig en af sine egne Særke, og inden vi kom herfra, var denne Nonnesærk gaaet paa Omgang ved alle de 60 saarede Fanger, der laa her, idet enhver, som skulde have sine egen Skjorte vasket, laante Nonnesærken saa længe.
Fra Kasernen blev de, der var bleven saa raske, at de kunde gaa ud, flyttet over i et Tugthus, der laa i Nærheden. Og ved denne Flytning havde jeg forresten en ejendommelig Oplevelse.
For flere Aar tilbage, altsaa længe før Krigen, havde jeg en Nat en Drøm, hvori jeg saa mig selv komme gaaende til en stor skummel Bygning med en lille Trækasse under hver Arm. Jeg huskede tydeligt Bygningens Omrids og kunde ogsaa huske, hvorledes det Værelse i Bygningen saa ud, som jeg kom ind i. Og nu gik Drømmen i Opfyldelse. Jeg havde virkelig en lille Trækasse under hver Arm, hvori jeg havde mine faa og smaa Ejendele, og Bygningen var den samme som jeg saa i Drømme, men særlig kunde jeg genkende det Værelse som jeg blev ført ind i. Det hele gjorde et stærkt Indtryk paa mig.
En Dag i Februar 1915 fik jeg Ordre til at møde i Kontoret. Det var jo ikke gerne noget godt Tegn, naar man fik den Besked, og jeg ransagede min Samvittighed for at hitte ud af, hvad jeg havde forbrudt mig med. Da jeg kommer over i Kontoret, rejser en Herre sig og kommer mig i Møde. Det var en lille mørk Mand, typisk Franskmand, og idet han rækker mig Haanden, siger han paa fejlfrit Dansk:
— Naa, Jens Nielsen, hvorledes har De det?
Dette at han talte dansk, tog saa stærkt paa mig, at jeg blev ligesom forstenet og kunde ikke faa et Ord frem.
Naa, han forestillede sig saa som Professor Verrier, og nu kom Munden paa Gled, og det blev en lang og hyggelig Samtale, vi to havde med hinanden.
Den 1. Maj 1915 drog det første Hold paa en 6-7 Stykker ind i Lejren ved Aurillac, og blandt disse var jeg ogsaa.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Hvorledes man skal forholde sig over for krigsfangerne
Der er udstedt følgende bestemmelser om, hvorledes man bør, forholde sig overfor krigsfanger, som arbejder i kommunen:
Enhver middelbar eller umiddelbar forbindelse med krigsfangerne samt enhver tilnærmelse til disse er forbudt alle personer, der ikke er særligt beføjede hertil.
Ligeledes er det forbudt at opholde sig i nærheden af eller at betræde pladser, lejre eller lokaler, som benyttes til anbringelse af krigsfangerne.
Endvidere er det forbudt at skænke dem nogen art gaver, at yde dem nogen som helst hjælp til at flygte, at yde dem husly, skænke dem levnedsmidler, tøj eller andre ting eller at yde undvegne krigsfanger nogen som helst anden støtte eller hjælp.
Ting, som benyttes eller skulde have været benyttes til gaver til krigsfangerne, beslaglægges.
Ledsagelses eller vagtpersonalet må man ubetinget adlyde. Ledsagelses- og vagtmandskabet har fået anvisning på, hvis der gøres nødvendigt, især for at hindre flugtforsøg, at gøre brug af deres skydevåben, uden i forvejen at råbe.
Hvem der har kundskab om, at en krigsfange vil undvige, eller om en undvegen krigsfange opholdsted, har, foruden at han har den pligt, efter evne at søge at hindre undvigelsen, ufortøvet at melde dette til de nærmest militær eller civile myndigheder.
Overtrædelser af denne anordning vil, såfremt andre bestemmelser ikke hjemler højere staf, blive straffet med pengebøder, på indtil 150 mark eller tilsvarende arrest.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen.
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Efter nordslesvigske blade
– Lærer Karl Elley, Der deltog i Krigen som Gefr., har den 14 april fundet døden på Valpladsen. Elley, har var lærer i Skodborgskov, er en søn af enke Dora Elley i Kværs ved Gråsten. Han blev kun 22 år gammel. – Madsens Enke i Skast har uventet modtaget meddelelse om, at hendes søn underofficer Jens Madsen, som hun troede i sikkerhed ved Feltkøkkenet, var bleven hårdt såret på vejen til Skyttegraven og er død af såret. – Til familien A. Therkildsen Øster Gasse er der indløbet meddelelse om, at deres søn, kommis Therkildsen, er falden. – Forstærkningsmand Fritz Wulf, Sønderborg, er bleven let såret i kampene fra 7. til 9 april. – I sidste tabslister meddeles, at musketer Otto Gøttsche, Haderslev, er bleven let såret ved kampene fra 3. til 10. april. – Fra Toftlund meddelelse, at H. Chr. Andersen og hustru eneste søn Bertel har fundet døden på Valpladsen. Han var 22 år gammel. – Ifølge indløben meddelelse til familien er Fritz Bergmann, søn af Bergmanns enke i Vimtrup falden. – Underofficer i Reserven Dahn, der var antal ved den kommunale kasse i Haderslev, er bleven såret for tredje gang, denne gang i venstre hånd. Han var desuden været syg. – Christian Petersen af Tinglev der den 10. oktober i fjor bukker under for sine sår på reservelazarettet i Hamm. – Thomas Holm af Uge Mark, der var Matros på ”Gneisenau”, er falden i fangenskab. – Joh. Schrøder af Sønderby er efter den sidste Tabsliste død på et feltlazaret den 11. februar.
Skotøjspriserne – en stor forhøjelse
Skomagerlavet i Flensborg har i disse dage afholdt en stærkt besøgt generalforsamling, på hvilken man på grund af de stadig stigende læderpriser – der forlanges allerede nu indtil 10 mark for pundet – vedtog af forhøje priserne for reparationer til omtrent det dobbelte af, hvad der hidtil er blevet betalt. Herresåler med hæle koster ifølge ”Flensborg Avis” nu 7-8 Mark, damesåler 2 mark mindre. Beslutningen skal have tilbagevirkende kraft fra 1. april. På mødet nævntes , at prisen for militærstøvler i løbet af krigen var stregen fra 9 mark 50 penning til 30 mark.
Dr. Thomsen i Skærbæk
begav sig i lørdags atter til fronten i Frankrig.
Husk passet
”Dannevirke” henviser på ny til de strenge pasbestemmelser og skriver: I den sidste tid er igen et antal personer af landsretten i Flensborg blevne idømte mindst 1 dags fængsel, fordi de er rejse ud af deres hjemlige kommune uden at have pas med. Foruden at man bliver standset i sin rejse, kan det medfører andre ulemper ikke at have sit forskrevne pas i orden og i lommen. Hvem der træffes uden pas i strækningen mellem grænsen og linjen Lyksborg – Flensborg – Tønder – Højer Sluse, disse byer indbefattede, kan idømmes mindst 1 – en – dags fængsel samt omkostningerne.
Husk derfor passet. Man bør altid have det hos sig, når man forlader sit hjem!
Næste Dag, den 23. April, tog det tyske Artilleri for Alvor fat. Jeg har aldrig været Vidne til et saa voldsomt Bombardement. I otte samfulde Timer haglede Granaterne ned over Skyttegravene lige overfor os. En Tid lang prøvede en Lærke at skaffe sig Ørenlyd. Den hang deroppe i Granaternes Bane uden at lade sig forstyrre af de store hvæsende Jernfugle. Saasnart Kanonerne tav et Øjeblik, hørte man dens jublende Triller. Som jeg er kommen til at holde af den lille tapre Sanger hernede. Men Beskydningen blev stedse voldsommere, og siden hørte jeg den ikke mere.
Luften stod i et Brag og Sus, og vi begyndte at ane, hvad det betød. Det var ingen almindelig Artillerikamp, det var Bombardementet før Stormen. Kanontordenen var ikke det værste, men den uafladelige Susen og Hylen i Luften — urrr— urr— urr— , den slog sig paa Nerverne. Man blev ganske ør i Hovedet af denne Hvislen, som opfyldte Luften. Vi kunde iagttage hvert Skud, se, hvorledes Jorden sprøjtede hushøjt op gennem de sorte Krudtskyer. „Det er Tak for Champagne“ mente en — men de stakkels Mennesker, som skulde ligge i den morderiske Ild!
Pludselig tav Kanonerne, og vi affyrede et Par Geværsalver for at se, om der endnu var en levende Sjæl i den fjendtlige Skyttegrav. Men Ilden besvaredes med en Punktlighed og Livlighed, som om der ikke var hændet det mindste! Vi kunde forstaa, at vi havde en tapper Modstander overfor os og maatte belave os paa en haard Kamp.
Der kom Ordre til at gøre Stormoppakningen færdig. Vi havde endnu nogle Timers Frist, Stormen skulde først begynde ved Daggry. Jeg tog Afsked med Verden og skrev et Brev, som jeg gemte i Brevtasken. Fra en Ven havde jeg modtaget en Pakke udsøgt gode Cigarer, dem delte jeg med Kammeraterne. Saa hvilede vi os endnu et Par Timer.
Vi laa tre Mand i en Dækning og talte sammen, den samme Dækning, af hvilken vor faldne Korporal lige var baaren ud. Frederik, en snurrig halvgammel Fyr, men et ejegodt Skind, førte Ordet: „Det havde jeg dog ikke troet, at vi skulde storme. Nu har jeg gjort det hele med fra Begyndelsen, siden vi ved Løwen kom ud af Toget og lige i Ilden. Jeg har slæbt Træ og staaet i Vand i Skyttegraven, og nu faar jeg maaske en Kugle for Panden“. Det kom desværre til at slaa altfor godt til, han fik en Kugle for Panden! Den stilfærdige Gerhard, som laa ved hans Side, han som var mig kærest af Kammeraterne, er ogsaa borte, han blev saaret i Benet.
Planen var, at den fjendtlige Skyttegrav skulde „rulles op“ fra Højre til Venstre. Efterhaanden som Angrebet skred frem, skulde vi kompagnivis gaa over til Storm. Saa lød Raabet gennem Skyttegraven: „Fremad, fremad!“
Det kom fra en Afdeling Cyklister, som vi havde faaet til Forstærkning, unge Mennesker, som brændte efter at komme i Lag med Englænderne. Det var for tidligt, men for saa vidt heldigt nok, som det gjaldt om at benytte det kostbare Øjeblik. Endnu et Øjebliks Tøven, saa satte vi i raske Spring over Brystværnet og løb frem gennem Kugleregnen.
Fra dette Øjeblik havde al Frygt og Ængstelse forladt mig. Der faldt en Kammerat for mine Fødder. Det gjorde ikke Indtryk paa mig; jeg husker blot, at han faldt saa underlig blødt. Til Venstre saa jeg en Flyvemaskine, som styrtede eller i stejl Glideflugt styrede mod Jorden. Inden jeg vidste af det, var jeg ovre paa den anden Side. Afstanden mellem Skyttegravene var ogsaa kun 200 Meter.
Vi erobrede et Maskingevær og stormede saa videre frem mod en Gruppe af sønderskudte Huse.
Her tog vi de første Fanger: et Par Kanadier og en enkelt Englænder og Højlænder. Den første, vi naaede var en lille Fyr, som ynkeligt strakte Hænderne i Vejret. Et Par hidsige Kammerater syntes ikke at se det. Jeg sprang til, og der skete ham ingen Fortræd.
Vor videre Fremrykning blev afbrudt af det tyske Artilleri, som skød for kort. Paa dette Tidspunkt var endnu alt Forvirring. En raabte frem, en anden tilbage. Jeg saa mig om efter Officererne, om de ikke var kommen med. Jo, der var Kompagniføreren. Han tog Kommandoen, og snart var Ordenen genoprettet.
Vor Stilling var alt andet end behagelig. Vi sad der, et enkelt Kompagni, midt i den fjendtlige Skyttegrav, udsat for Flankeild fra begge Sider og for de tyske Granater. Vi vinkede ad Kammeraterne, at de skulde komme os til Hjælp, og gav Tegn med Signalflaget til Artilleriet.
Jeg oversaa Situationen og fandt den – overordentlig interessant. En drengeagtig Eventyrlyst steg op i mit Hjerte. Dette her var meget spændende, hvordan vilde det ende? Der var fire Muligheder: Vi kunde blive oprevne eller taget til Fange eller gaa tilbage eller blive undsat. Jeg tændte en Cigar og afventede rolig Begivenhedernes Gang.
Vi satte os fast i et Indsnit i den fjendtlige Skyttegrav, som bød os nogenlunde Dækning mod Flankeilden, og forskansede os saa godt vi kunde. „Denne Stilling vil vi holde“, sagde Løjtnanten. Op ad Formiddagen gik Kompagnierne til Højre for os endelig frem til Storm og vi støttede dem ved at falde Fjenden i Flanken. Denne indsaa nu, at al Modstand var forgæves, og hejste det hvide Flag. Det viste sig, at Graven var svagt besat, de fleste havde formodentlig trukket sig tilbage i Forvejen. De faa, som var bleven tilbage, havde holdt tappert Stand hele Formiddagen ved Maskingeværerne.
Efter denne Omgang kunde vi nok trænge til en Forfriskning. I Dækningerne fandt vi dejligt frisk Hvedebrød og Kiks, Konserves og Marmelade, Flæsk og Ost, Cigaretter og Tobak. Vi fik os en solid, engelsk Frokost og tog derefter den erobrede Skyttegrav i Øjesyn.
Mit første Indtryk var Skuffelse. Vi havde hørt saa megen Tale om de franske Pionerers Dygtighed. Men hvad vi fandt, forekom os mere end tarveligt i Sammenligning med vor egen Skyttegrav, som vi havde bygget saa længe og saa flittigt paa. Navnlig var Dækningerne primitive, ogsaa Officerernes. Men de mere Kyndige gjorde os opmærksom paa det geniale i Anlægget, som muliggjorde et mere virksomt Forsvar til alle Sider. Af Rygdækning fandtes der næsten ikke Spor, men til Gengæld var Brystværnet meget stærkt. Vi havde ventet at finde Skyttegraven ganske ødelagt af den foregaaende Dags Bombardement; men til vor Overraskelse opdagede vi, at det havde været ret virkningsløst.
Under Stormen havde vi intet mærket til det fjendtlige Artilleri, formodentlig fordi det til Dels var gaaet tabt ved L …………den 22, og fordi det overhovedet var vanskeligt at bringe i Stilling i dette stærkt fremspringende Afsnit af den franske Front. Men i Dagens Løb maa der være kørt nye Batterier op ; thi hen paa Eftermiddagen blev vi overdængede med Shrapnells, og fra venstre fik vi stadig en velrettet Flankeild.
Vi kastede os plat ned i Graven og klinede os ind mod Jordvolden. Jorden sprøjtede over os, og Sprængstykker og Kugler slog ned omkring os i Skridts Afstand. „Saniteter til Højre“! — „Saniteter til Venstre“! — raabtes der gennem Rækkerne, hver Gang en Kugle ramte.
Ude paa Marken mellem Skyttegravene, som var oversaaet med Lig fra de haarde Kampe i Efteraaret, laa Stormens Ofre, de Døde og til Dels ogsaa de Saarede, som endnu ikke havde kunnet bjærges. Sindet blev mere og mere nedstemt for hver Gang det meldtes, at den Kammerat var falden og den haardt saaret.
Næste Dag fortsattes Kampen, men vi deltog ikke i den. Vi stod i anden Linje som Reserve og havde god Lejlighed til at følge Slagets Gang. Det vilde blive for vidtløftigt at give en sammenhængende Skildring af det, kun en enkelt Episode skal jeg nævne. Det svære tyske Artilleri beskød den fjendtlige Skyttegrav fra Flanken med en ligefrem ødelæggende Virkning. Paa en Strækning af 40 Meter talte vi Dagen efter lige saa mange Døde. Men til Trods herfor vedligeholdt Englænderne uafladeligt Ilden; mellem Kanonskuddene kunde man høre Maskingeværerne rasle. Tilsidst bukkede de under for Overmagten, men de værgede sig med beundringsværdig Tapperhed til det sidste.
I en Dækning sad to Mand, af hvilke den ene var saaret, med deres Maskingevær, og da Tyskerne stormede Graven, tog de imod dem med Haandgranater. Det er sandt, hvad jeg fornylig læste i en tysk Avis: „Man maa lade Englænderne, at de er sejge i Forsvaret. De sidder saa fast i Skyttegraven som Ræven i Hulen. Naar man ikke svovler den ud, er den ikke til at drive ud af Graven.“
A. [Kan være P.A. Callø, RR]
Tilfangetagne britiske soldater
Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Faldne, sårede og fangne. Efter nordslesvigske blade
–Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.
Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.
Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.
Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.
Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.
Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.
En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.
Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.
Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.
Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.
Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.
Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.
Et fransk Brev Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:
”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.
Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os. I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme. Marie Dorey”
De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Af Nicolai Flyman
Nye indkaldelser i går
I går er der fra egnene i Nordslesvig afgået en mængde indkaldte landstormsmænd indtil 34 års alderen til Flensborg, hvor de skal møde i dag. Også en del, der var hjemme på Orlov og ankom for få dage siden, har fået ordre til at møde.
Krigsfangerne og Levnedsmidlerne
Fra Fangelejrene, hvor der jo i det hele ikke leves særlig rigeligt og hvor der adskillige steder endog leves på yderst sløj krigskost, udgår der efterhånden flere fanger til arbejde hos landbefolkningen. Hjælpen er billig- der er kun kosten og nogle så Penning pr. mand – men arbejdet er også ofte til dels sløvede af lang tids uvirksomhed, dels sløje og udmatted af manglende på Ernæring. De er gennemgående villige nok til at arbejde og glade ved at få nogen afveksling i livet i fangelejerne.
Men allermest glade ved at komme ud er de dog, fordi de derved får Lejlighed til at spise sig mæt. Befolkningen vil gerne lade fangerne spise sig mætte, med efter den lange tidsmagre kost tager de i glæden over kunne så solid og god mad ofte så stærkt til sig af retterne, at de forspiser sig, bliver syge og må på lazarettet. Befolkningen søger derfor nu at holde lidt igen, for at gøre overgangen til solidere kost uskadelig.
Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punktlige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkompagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det russiske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.
Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrækkeligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.
Den unge, smukke Kvinde — som ingen genkender som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuniform — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjtnantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæmpende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.
Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strømmer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .
Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regiment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.
Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junkeren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosakkerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.
Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de mener, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvartering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kniber det med at falde i Søvn om Aftenen.
I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Overfarten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblikket.
Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.
Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Siden af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Morads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.
Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette frygtelige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.
Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.
Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)
Ribe Stiftstidende gik for et være den danske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for grænsen under krigen
Russiske fanger
Påskelørdag ankom ifølge “Flensborg Avis” til Møgeltønder sogn et halvt hundrede russiske fanger, der som landarbejdere fordeltes blandet bønder i sognet. Kun ganske enkelte af fangerne kan lidt tysk, og forståelsen formidles ved tegn; men det lader til, at fangerne har hurtigt nemme over for god mad og venlighed.
I lørdags ankom ifølge “Flensborg Avis” nogle afdelninger russiske krigsfanger til Læk. De får sysselsættelse de omliggende landsbyer.
En afdeling på omtrent 50 fanger er en af de sidste dage kommen til gården Holm ved Kliplev, hvor de skal arbejde på mosen.
Udmærkelser
Underveterinær R. Johansen, en søn af Johs. Johansens enke fra Bovrup, har ifølge “Hejmdal” fået Jernkorset. Han er med på Vestfronten. Jernkorset af første og anden klasse er blevet tildelt skovrider Rickert af Arnum, der er stabssergent ved 18. reserve jægerbataillon og for tiden ligger hårdt såret hjemme. Den nævnte jægerbataillon har ifølge “Schleswigsche Grenzpost” fået tildelt en række udmærkelser; den har allerede i oktober og november i fjor udmærket sig særlig ved Yserkannalen og i 4 måneder har den næsten uafbrudt kæmpet i forreste række i skyttegraven.
Købmand P. Thuesen af Kliplev har efter forlydende fået tildelt jernkorset.
En søn af agent B.B. Petersen i Storegade i Haderslev, Peter Petersen, er ifølge “Dannevirke” den 22. Marts bleven udnævnt til løjtnant. Han har fra første færd deltaget som frivillig og i førstningen som Menig.
Faldne, sårede og fangne – efter sønderjyske Blade
Landmand Peter Hansen Tiedemann fra Øster Løgum er død efter at have ligget på lazaret i fem måneder. Han blev såret i efteråret. Før sin afsendelse til fronten lå han i nogen tid i Flensborg og siden i lejren ved Locksted. I felten var han bl.a. med ved Antwerpens belejring og fald. Tiedemann var 25 år gammel.
Skærtorsdag modtog aftægtsmand Boisen Iversen i Hjordkær meddelelse om, at hans søn, Peter, der allerede i længere tid havde været savnet, var falden. Ligeledes meddeltes det gæstgiver Hansen på Banegården Dersteds, at hans sidst indkalde søn, der var bager og først for fjorten dage siden var kommen til fronten, var falden.
Arbejdsmand Rasmus Christensens kone i Skodsbøl har i følge “S.Ztg.” fra kompagniføreren ved den afdeling hendes mand står ved, modtaget meddelelse om, at Christensen den 23. December i fjor er bleven hårdt såret og derpå er død på forbindingstedet.
H. Schmidt og Hustru i Nørre Abild ved Tønder har mistet deres eneste søn, som den 15 marts blev dødeligt såret. Han døde samme dag.
Landbolsmand Christian Lorenzen i Skodsbøl har ifølge ” S. Ztg.” modtaget efterretning om, at hans søn savnes siden en fægtning i midten af denne måned.
Jul. Hinrichsen og hustru i Barsbøl ved Skærbæk har i de sidste påskedage gjort den lande rejse til Frankfurt for at besøge deres hårdt sårede søn, som ligger op Lazaret der. Schmidt fik gratis rejse med toget både for sig og hustru.
Musketer Sønke Torp af Brarup er død af sine sår. Han havde siden krigens begyndelse stået ved østfronten.
Fangelejren i Døstrup I nærheden af Døstrup er der en fangelejr på 12 mand, alle er russere. I fritiden laver fangerne små fugle af træ, som de så sælger til de mange nysgerrige som kommer for at se fangelejren. Især i påskedagene har de ifølge “Hejmdal” gjort god forretning med at sælge Fuglene, og deres Øjne strålede af glæde, når folk købte af dem.
Brevkortet, der blev beklippet. En ung pige fra Kerteminde sendte ifølge “Fyns Tidende” forleden et lykønskningskort til Als i anledning af, at en søn af hendes herboende svigerforældre skulde konfirmeres. Da den unge Pige vidste, at hendes svigerforældre længe havde ønsket et billede af kongen og dronningen af Danmark, købte hun et billede af kongeparret og klæbede det på brevkortet.Kortet som også til sit bestemmelsested på Als, men stor blev forbavselsen, da man så, at kongens og dronningens hoveder var klippet af.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen
Syd for grænsen under Krigen Redaktør Thomsen ved ,Hejmdal“ blev — skønt han er ældre end mange andre og aldrig har faaet nogen militær Uddannelse — indkaldt henved Midten af Marts Maaned og sendt til Østprøjsen, hvor han for Tiden undergaar en 6 Ugers Uddannelse i Kønigsberg.
Fra Fangelejren ved Bajstrup Det meddeles os, at der før Paaske har været en Inspektionshavende i Lejren ved Tinglev, ved hvilken Lejlighed han — hvad der er glædeligt at høre, navnlig dersom Inspektionen finder Sted jævnlig — kasserede en Del Rationer Mad og lod lave nye i Stedet for, vistnok Suppe.
Nu begynder det forøvrigt at knibe med Anvendelsen af Kaalrabi, og man gaar mere og mere over til Anvendelse af Runkelroer, der jo desværre ikke er behagelige paa denne Aarstid og ialt fald ikke er tilnærmelsesvis så nærende.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Løgn fra ende til anden
Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:
I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.
Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.
Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”
For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.
Den tysk hærs forsyning med hø truet
Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.
Ud til Sibirien ved Stillehavet
Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.
Jeg er dansk
En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.
En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.
– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten. – JA! – Er de i dansk foreninger og da hvilke? – Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?
– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat. – Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
En ny Fangelejr
opføres i Nærheden af Øster Terp øst for Løgumkloster. Lejren, der skal staa færdig i de første Dage af April, skal huse 1000 Krigsfanger, som skal anvendes til Kultivering af de udyrkede Arealer.
Vagtmandskabet indtræffer den 10. April, Fangerne nogle Dage senere.
En Zeppeliner
ankom i Gaar Eftermiddags til Luftskibshallerne ved Tønder og gik ned dér. Den sejlede dog afsted igen ved 2½-Tiden.
Saahavren
Myndighederne anbefaler indtrængende Landbrugerne at erhverve den fornødne Saasæd ufortøvet, medens den endnu kan faas. Efter 1. April risikerer man, at der ikke bliver Havre at købe.
Kvindelige Sporvognskonduktører
I Hamborg har Krigen foranlediget en overordentlig Mangel paa mandlig Assistance paa snart sagt alle Omraader, og det er ikke noget ringe Antal af Forespørgsler, der sendes til nevtrale Stater om Tilvejebringelse af Folk til ledige Pladser. Betegnende er det, at Sporvognsselskabet har besluttet – forsøgsvis hedder det — at ansætte kvindelige Konduktører paa Sporvogne, og et større Antal Kvinder skal straks instrueres. De faar Uniformsjaket og Hue. Foreløbig skal de kvindelige Konduktører kun ansættes paa Tilhængsvognene.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Almindelighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver Forholdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskellige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.
Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.
Om Forholdene i en saadan Fangelejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:
Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, indhegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Brædder — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Indgangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholdsrum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.
Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.
Fangernes Kost
er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsentligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde udenfor Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at forhindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.
Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.
Øjenvidner beretter at have set Russere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!
I Lejren ved Løgumkloster er Forholdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.
Der er her ikke Tale om nogen Anklage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse udtalt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Egnens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt Andragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!
I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Tilfælde af Hungertyfus.
Ikke regeringens skyld
Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen
Regeringen har næppe været vidende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte ansvarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.
Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen overdraget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, formentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.
Naar den sidstnævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bliver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.
Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.
Major v. Bötticher,
der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev beordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.
En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabslister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.
Tyske Ungdomskompagnier
– en Slags Spejderkorps — fra Aabenraa og Haderslev holdt i Søndags Feltøvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, begejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Deltagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”
Russiske krigsfanger undersøges ved ankomsten til krigsfangelejren i Løgumkloster 1915 (Museum Sønderjylland)
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Syd for Grænsen under Krigen
Der maa ikke skrives Dansk fra tysk Omraade
Officielt meddeles af de tyske Myndigheder: Fra og med 20. Marts er følgende Bestemmelse traadt i Kraft med Hensyn til Breve og Telegrammer fra Tyskland til ikke fjendtligt Omraade: Breve, som skal indleveres aabne til Udlandet, skal være skreven paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien kun paa Tysk, Flamsk eller Fransk).
Privattelegrammer til Udlandet er kun tilladte paa Tysk, Italiensk, Spansk, Fransk eller Engelsk (til den besatte Del af Belgien og til Luxemburg kun paa Tysk), saafremt de udenlandske Forvaltninger ikke paalægger endnu videregaaende Begrænsninger, hvilket Afsenderen i Forvejen i bør forskaffe sig Underretning om.
Breve, der skal til Danmark, maa saaledes ikke mere skrives paa Dansk!
Beslaglæggelse af Ulden
Den kommanderende General bekendtgør under 4. Marts: Ulden fra den tyske Faareklipning i 1914-15, hvad enten den endnu findes opbevaret hos Faareholderne eller andre Steder, eller endnu bæres af Faarene, samt Ulden fra de tyske Garverier beslaglægges fra i Dag af i fuldt Omfang til Hærforvaltningens Formaal, og Salg af det forbydes, ligesaa er enhver anden Handling, der har Salg af Ulden fra Klipningen til Følge, forbudt.
Endvidere er det forbudt at klippe Faarene paa et tidligere Tidspunkt end sædvanlig. Ulden skal forblive paa Stedet, hvor det findes, i det Øjeblik, da denne Beslaglæggelsesordre er udstedt.
Naar Ulden allerede befinder sig i Fabrikker eller i egne eller lejede Lagerrum hos Fabrikanter, der skal udføre Hærleverancer, er Viderebearbejdelse tilladt, saafremt der kan føres Bevis for, at Ulden bruges til Hærleverancer.
Indkaldelserne
Generalkommandoen for 9. Armékorps har anordnet, at der skal afholdes Session for den uøvede Landstorms andet Opbud. Mødepligtige er de, der er født i Aarene 1870 til 1875. Aargangen 1869 kommer ikke i Betragtning ved denne Session.
Indkaldelsen af de Landstormspligtige af andet Opbud til Vaabentjeneste sker først, naar Mandskabet af første Opbud, hvoraf endnu haves et betydeligt Antal til Raadighed, er endelig indkaldt. Indkaldelsen er derfor ikke umiddelbart forestaaende. Sessionen er kun en forberedende Forholdsregel. Hver Mødepligtig modtager en særlig Ordre.
Henimod 1000 russiske Fanger
ankom i Onsdags med deres Vagtmandskab til Fange-Arbejdslejrene i Nærheden af Slavgaard ved Sommersted og i Gravlund vest for Toftlund. Forleden er det blevet endelig bestemt, at der ogsaa skal oprettes en saadan Fangelejr i Ullemølle ved Skærbæk.
Jernkorset
Reichs- und Staatsanzeiger bringer følgende kongelige Forordning:
1) Jernkorset skal i passende Tilfælde ogsaa gives til de allierede Magters Undersaatter.
2) Ciffer 2 i Kundgørelsen af 5. August 1914 faar følgende Ordlyd: 2. Klasse bæres i Knaphullet ved et sort Baand med hvid Rand (for saa vidt det uddeles for Fortjenester paa Krigsskuepladsen. Er det erhvervet for For tjenester i Hjemmet uddeles det med et hvidt Baand med sort Rand for saa vidt det ikke paa Grund af særlige militære Tjenester uddeles med sort Baand med hvid Rand. Første Klasse bæres paa venstre Bryst, Storkorset om Halsen.
Guld nok. Udbetaling af Guld til Udlændinge
Generalkommandoen beder om at meddele: Forbudet af 29. Oktober 1914 angaaende Udbetaling af Guldpenge til Udlændinge ophæves.
Ingen Forlystelser i Paasken
Generalkommandoen bekendtgør : „I Tiden fra 28. Marts (Palmesøndag) til 4. April (1. Paaskedag), begge Dage indbefattede, maa der ikke afholdes larmende Forlystelser, især Karusselkørsel. Overtrædelser straffes, hvis de bestaaende Love ikke bestemmer en højere Straf, med Fængsel indtil 1 Aar.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen
Af Nicolai Flyman
Syd for Grænsen under Krigen
Landstormens 2det Opbud af ikke uddannede
Der vil nu i ganske nær Fremtid blive indkaldt til Mønstring af den ikke uddannede Landstorms 2det Opbud, der omfatter Alderen 39—45 Aar, for at faa et Overblik over, hvor meget brugbart Mandskab, der kan raades over.
I øvrigt har Mænd, der for nylig er bleven erklæret for ubrugelige til al Garnisons- eller Felttjeneste, i disse Dage faaet Ordre til at møde til ny Undersøgelse.
I hvor høj Grad man under Krigstid gaar bort fra de gængse Regler ved Udskrivning af Mandskab til Militæret fremgaar af, at der i adskillige Tilfælde er udskrevet Folk med betydelig Halthed hidrørende fra en stærk Forkortning i det ene Ben. Militæret har dog i adskillige Tilfælde maattet sende saadanne hjem igen.
Russiske Fanger til Roearbejde
Klægsbøl Amtsdistrikt har til Hensigt at sysselsætte 65 russiske Fanger ved Roearbejdet. Fangerne vil sandsynligvis, i alt Fald til Dels, blive anbragte i et Skur, der tilhører Amtsforstander Jessen i Tinningsted.
Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst indformeret om forholdene syd for grænsen
Sønderjylland og Krigen
Nordslesvigere i fransk Fangenskab
Slesvigere af dansk Oprindelse i fransk Fangenskab har af de franske Autoriteter faaet Tilladelse til at korrespondere paa Dansk med deres Familie.
Breve paa Dansk til disse Fanger skal for Hurtighedens Skyld adresseres til Ministére de la guérre, Direction du contentieux, Paris, eller til M. Paul Verrier, Professeur á la Sorbonne 19, Quai Bourbon, Paris.
Professor Paul Verrier fra Universitetet i Sorbonne tog sig særligt at de sønderjyske krigsfanger i Frankrig
