Tag-arkiv: krigsfanger

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

2. november 1916. Ribe Stiftstidende: befolkningen og krigsfangerne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Befolkningen og krigsfangerne

Generalkommandoen har forbudt befolkningen: at tale med eller pleje noget som helst samkvem med krigsfanger, saafremt det ikke er betinget ved fangernes sysselsættelse og udtrykkelig tilladt at den militære vagtmand eller arbejdsgiveren, det vil sige kommuneforstanderen i kommunerne;

at give krigsfangerne gaver eller lignende, at forskaffe dem berusende drikkevarer;

at give krigsfangerne fyrtøj, knive, skarpt værktøj eller vaaben. Forbudet i § 1 gælder ogsaa for militærpersoner; det vil sige, naar samkvemmet osv. ikke sker under udøvelse af tjenesten og er tilladt efter tjenesteforskrifterne. Overtrædelser straffes med fængsel indtil 1 aar.

27. oktober 1916. Den primitive Rømøfærge og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En gammeldags trafik. Naar man skal til Rømø
Færgen til Rømø har, efter hvad Nordfrisische Rundschau skriver, altid været et smertensbarn. Dersom gamle Torben, der for en 60 aar siden var færgeskipper, atter kunde staa op, ville han sige: som det nu er, var det ogsaa for 100 aar siden. Til personfærdslen benyttes en aaben fragtbaad. Ved regn eller høj sø blev aabningen lukket med luger, siddepladser maa enhver selv bringe med, ellers maa han tage til takke med de vaade skibsplanker. Postsække, kasser, sække, mennesker, alt i et sammensurium. For ældre folk er det vel vanskeligt at kravle ned i lasten. Kvægtransporten lader ogsaa meget tilbage at ønske. En transport stod for nogen tid siden 4 dage bunden ved havnen, inden den blev sat over til Ballum. Fragten for gods er henved 50 procent dyrere end i fredstid. Prisen for en ekstrabaad er stegen henved 60 procent. Hvem der vil rejse til Rømø maa have god tid og ikke trække i sine kisteklæder. Et brev er tre dage om at naa fra Rømø til Højer.

Faldne
Landmand Hendrik Degn og hustru paa Aastrup Mark ved Haderslev har modtaget budskab om, at deres søn Søren er falden i Galizien, 20 aar gl.

Gaardejer Hans Skak fra Astrup ved Brøns er falden. Han efterlader hustru og flere børn.

Under faldne har vi meddelt, at Claus Petersens hustru i Københoved havde modtaget meddelelse om, at hendes mand var falden.  Det er Hans Pedersen fra Københoved, der er falden.

I tabslisten meddeles, at Hermann Neumann fra Sønderborg og løjtnant Bernhard Andersen fra Petersborg ved Uge er faldne.

Skomagermester Ødis og hustru i Rødekro har modtaget meddelelse om, at sønnen er død paa et lazaret i Berlin.

Ifølge tabslisten er Christian Lausen fra Sønderborg død af sine saar.

Kredsassistent J. Gundlach fra Aabenraa er falden ved Somme. Han efterlader hustru og tre børn.

Andreas Detlefsen Popp af Branderup er falden den 12. oktober. Den faldne, der blev 34 aar gammel, efterlader hustru og to smaa børn.

Valdemar Jørgensen fra Sønderby er falden ved Somme den 6. oktober i en alder af ca. 30 aar; han efterlader enke og tre smaa børn. En broder, som er smed, har under krigen mistet begge hænder under en sprængning.

J. Egerntsen og hustru i Tiset ved Gram har modtaget meddelelse om, at deres søn Theodor [Skov] er falden, 22 aar gl. Faderen til den faldne staar ogsaa i felten.

Hans Hansen og hustru i Ørsted ved Sommersted har faaet meddelelse om, at deres søn Peter Nicolai er falden paa Vestfronten, 26 aar gl.

Den 14. oktober faldt Peter Lassen, søn af enke Frederikke Lassen i Haved ved Brøns, 21 aar gl. Moderen har en søn mere med i felten.

I tabslisten meddeles, at Hans Hansen fra Nygaard paa Als og Nis Wilhelmsen fra Kværs ved Graasten er faldne.

Hans Petersen, der i flere aar har været mejeribestyrer i Bredebro, er død af de saar, han for faa dage siden fik ved Somme.

Saarede
Heinrich Boye fra Nordborg(tredje gang); Thorvald Dau fra Hagenbjerg; gaardejer Peter Kloppenborg fra Harreby i Hygum sogn og Anders Kavolski fra Rødding(haardt saaret).

Landmand Jens Frandsen fra Hygum Mark er ved Somme bleven saaret i hovedet og den ene skulder.

I fangenskab
Jens Thomsen fra Blansgaard ved Varnæs og Peter Neupart fra Løjtkirkeby er i fangenskab.

Savnede
En søn af landmand Detlef Jørgensen i Sønder Ønlev ved Aabenraa er savnet fra kampene ved Somme.

Ifølge tabslisten er Iver Nielsen fra Arnum savnet.

22. oktober 1916. “Allez lá-bas!” Hans Fuglsang-Damgaard tages til fange ved Somme

Senere biskop Hans Fuglsang-Damgaard gjorde krigstjeneste Infanteri-Regiment Nr. 215. I oktober blev det indsat ved Somme.

Det var i slaget ved Somme i efteråret 1916. Den 22. oktober har ætset sig uudsletteligt ind i min hukommelse. Det var den dag, da jeg, og mange kammerater med mig, blev overmandet efter nogle frygtelige døgn midt i trommeildens inferno. Sommeslaget er eet af de største slag i verdenshistorien; jeg deltog i det i ca. 3 uger, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at i dette tidsrum ophørte kanontordenen ikke et eneste sekund.

Vort kompagni lå i en lille skov, som kaldtes amboltskoven (bois d’enc-lume) i nærheden af byen Chaulnes. Jeg var blevet underofficer og havde sammen med en anden underofficer ansvaret for i alt 16 mand, der var sendt på forpost midt inde i skoven et par hundrede meter foran den egentlige skyttegrav. Regulære skyttegrave fandtes ikke, kun nogle jordhuller, og da det var efterår, var de fulde af vand og pløre. Her måtte vi ligge i mudder til knæene, for dog at søge nogen dækning.

Vi vidste ikke, hvor vore modstanderes skyttegrave befandt sig, men om eftermiddagen fik vi det brutalt at vide. På dette tidspunkt satte nemlig en frygtelig trommeild ind, og granater af alle kalibre haglede ned omkring os. Bogstavelig taget klippede granaterne grenene over, som var det med en saks, og bladene dryssede til jorden.

Splinter fra een af de første granater ramte en kammerat i rygmarven, og vi hørte ham råbe gennem larmen: »Kammeraden, ich muss sterben.« (Kammerater, jeg skal dø). Mens vi hjalp den sårede, ramte en ny granat en anden kammerat i hovedet.

På dette tidspunkt styrtede jeg tilbage gennem skoven for at få fat på nogle sanitetssoldater; da jeg endelig nåede frem, ville eller turde de ikke gå med gennem trommeilden, de fandt, at det var den visse død.

Så tog jeg selv en båre og slæbte den gennem regnen af granater hen til de sårede kammerater, og han, der var såret i ryggen, måtte nu bæres tilbage; også denne gang gik det godt – det var et under – og snart efter stod vi igen på vor post, fuldstændig ubeskyttet mod granatuvejret. Jeg forstår endnu ikke, at vi slap fra det med livet i behold!

Heldigvis var dagene korte, og med mørkets frembrud stilnede den frygtelige trommeild af. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter den. Den første del af natten gik i åndeløs venten. Først omkring midnat kom der en patrulje for at undersøge resultatet af det intensive bombardement. Som våben havde vi vore håndgranater, men jeg ventede med at give ordre til at kaste, til de fremrykkende franskmænd var helt inde på livet af os. Ikke endnu – ikke endnu – nu! Den eneste reaktion vi mærkede, var en drøj ed; men vort forsvar fik franskmændene til at gå tilbage.

I den tidlige morgen gik jeg gennem skoven til venstre for vor stilling og fandt til min overraskelse en mægtig bunker, som man i slagets hede ikke havde lagt mærke til, og omgående fik jeg fra den overordnede officer indhentet tilladelse til, at vi trak over i den beskyttende bunker.

Kort efter satte trommeilden igen ind, om muligt endnu heftigere end dagen før. Bunkeren blev vor redning, her ventede vi hele dagen til om eftermiddagen kl. 5, mens ilden og bragene udenfor var ved at gøre de fleste nervøse. Pludselig kunne vi høre en forandring i trommeildens lyd, og vi forstod, at ilden blev lagt frem. Underofficeren, der stod ved udgangen, råbte højt: »Sie greifen an« (De angriber).

Jeg kom ud i en fart, og vi opdagede at hele skoven var fyldt med tusinder og atter tusinder af franskmænd. Forrest i flokken var der en ældre landstormsmand, der søgte dækning bag et træ, da han opdagede os.

Hen imod mig kom nu en ung franskmand styrtende med hævet revolver. Jeg var forrest, fordi jeg kunne tale fransk og eventuelt kunne få lejlighed til at parlamentere. Den unge franskmand skød imidlertid ikke; midt i våbenbraget fik vi os derimod en lille samtale om den forfærdelige krig, og vore ønsker om, at den snart måtte høre op, var fælles. Han sagde så: »Allez lá-bas« (Skynd jer at komme over på den anden side).

Jeg kaldte mine soldater frem fra bunkeren. Vi var nu alle fanger og på vej over mod de franske skyttegrave.

I mellemtiden var den tyske artilleriild sat ind, og under tilbageførslen faldt nogle af vore kammerater. Da jeg nåede over ingenmandsland og gled ned i skyttegraven, mødte jeg en fransk officer, der hilste mig med et venligt: »Bon jour?« En soldat gav mig et ordentligt slag over ryggen med en stok og tog min hue. »Vous n’avez pas besoin d’une casqu ene vous« (Du har ikke brug for en kasket). Han tog den som souvenir, og jeg fik senere lavet en hovedbeklædning af en sandsæk.

Jeg arbejdede mig videre frem gennem skyttegraven, og da jeg kom forbi en sidegrav, kom der ud fra denne en marokkaner med blodet styrtende ud af munden; han havde fået et skud i lungen, og med hinanden under armen vandrede nordens og sydens søn hen til den franske kommandopost. Her var intet nag; her var en broder i nød.

Først om aftenen blev vi tilfangetagne ført til den egentlige samlingsplads, og det viste sig efterhånden, at der i alt var faldet 6000 i fangenskab den pågældende dag.

Vi blev stillet op til appel. Det første, den franske officer spurgte om, var: »’aben Sie Messer?« (Har De knive?). Så lød der et kraftigt bump. Det var en tysk kæmpegranat, der faldt. Men den eksploderede ikke. Det var en blindgænger, og det var vor redning.

Det, at jeg kom i fransk fangenskab, kom til at betyde et vendepunkt i mit liv. Det førte mig til den sønderjyske fangelejr i Aurillac, oprettet af professor Verrier, og herfra hjem til Danmark. Det bragte mig i forbindelse med fransk åndsliv og kultur, som har betydet så meget for min udvikling og for min livsgerning — og i fangelejren kom jeg gennem korrespondance i forbindelse med min kone, dengang en ung pige på 17 år. Det var mit livs største lykke.

Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975

17. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: den nordslesvigske presse

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Den nordslesvigske presse og krigen

Det dansk-nordslesvigske blad Dybbøl-Posten bringer i sit senest hertil ankomne nummer følgende karakteristiske meddelelse til sine abonnenter: Som følge af, at vores sidste sætter er bleven indkaldt til militærtjeneste, maa vi foreløbig standse udgivelsen af Dybbøl-Posten. Dette er et nyt vidnesbyrd om de mangehaande vanskeligheder, med hvilke den nordslesvigske presse har haft at kæmpe med lige siden verdenskrigens begyndelse. For Dybbøl-Postens eget vedkommende gælder det, at bladets redaktør Svensson allerede i længere tid paa grund af militærtjeneste har maattet erstattes af redaktør P. Møller, men heller ikke for de øvrige blade med Hejmdal og Flensborg Avis i spidsen har forholdene været væsentlig bedre. Af Flensborg Avis’ redaktionspersonale ved krigens begyndelse er saaledes kun et medlem, redaktør Simonsen, vedblivende i funktion; alle de øvrige gør tjeneste ved hæren.

Hejmdal meddeler i aftes: Der er nu afsluttet en overenskomst, hvorefter Dybbøl-Posten fra i dag af udgaar som særudgave af Hejmdal, saaledes at dets læsere allerede i morgen vil kunne modtage bladet paany. Dybbøl-Posten vil vedvarende beholde sin ekspedition i Sønderborg ogsaa sin særlige annonceafdeling. I øvrigt bliver stoffet fælles for begge blade. Saa snart forholdene muliggør det, vil Dybbøl-Posten atter udgaa som selvstændigt blad.

 

En russisk krigsfange fundet myrdet

Den 10.oktober underrettedes vagtmester Jakobsen af Achtrup om, at der i hegnet paa grænsen mellem Høgelund og Gaarde var opdaget en lejrplads, som tydede paa, at flere mennesker havde opholdt sig der i nogen tid. Ved en nærmere undersøgelse af stedet fandt vagtmesteren under nogle grene liget af en russisk krigsfange med knust pandeskal. Senere oplystes, at den myrdede var en russisk krigsfange ved navn Baskin Klareky. Morderen er – meddeler er tysk blad i Tønder – sandsynligvis en anden russisk krigsfange ved navn Georg Bolkov, som flygtede sammen med ham. Han bærer nummeret 3032, er bred af statur, 1,59 meter høj, blaa øjne, blondt haar og gulligt overskæg; han har desuden en mørk civilhue paa. 

 

Faldne

I tabslisten meddeles, at Christian Jessen 1. fra Tiset ved Gram er falden.

Smed Christian Hansen, søn af arbejder H. Hansen i Sønderborg er død i felten den 3. oktober.

G. Schmidt og hustru i Lintrup har modtaget budskab om, at deres søn Jørgen Knudsen Schmidt den 1. oktober er død paa et lazaret i Rusland, 20 aar gl.

Th. Thomsen og hustru i Ravsted har modtaget underretning om, at deres søn Peder er falden ved Somme den 4. oktober, 20 aar gl.

 

Saarede

Kommis Jørgen Schmidt fra Hoptrup er bleven haardt saaret og ligger i et lazaret bag fronten.

 

I fangenskab

En søn af landmand Kock i Spang ved Ulkebøl er kommen i engelsk fangenskab.

 

Kommis Hans Hansen fra Mølleforten i Aabenraa er ikke, som antaget falden; han har skrevet til en broder, at han er i live og har det godt.

5. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: alle tinlaag beslaglægges

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Alle tinlaag beslaglægges

Ifølge en ny forordning skal ølglaslaag og ølkruslaag af tin beslaglægges. Beslaglæggelsen rammer ikke alene restauranter og alle slags øludskænkningssteder, men ogsaa foreninger, selskaber, kasinoer, marketenderier, altsaa ogsaa studenterkorporationer, klubber og lignende. Desuden imødeses en frivillig aflevering af alle slags tinsager mod en passende godtgørelse.

Anholdte fanger

natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge anholdtes 4 russiske fanger paa jernbanen mellem Bajstrup og Tinglev af ledvogter Johansen og en soldat. Fangerne havde marcheret 4 uger til fods; de var efter deres udsagn flygtede fra Pommern og vilde til Danmark. De havde levet hele tiden  af roer.

Ejendomssalg

Enkefru Jørgensen i Brandsbøl paa Als har solgt sin gaard med fuld besætning og beslag til Lorenzen fra Dybbøl og Dall fra Snogbæk. Købesummen er 117.000 mark. Sælgersken beholder selv høsten. For nogle aar siden købte hendes mand, der er falden i Frankrig, gaarden for 97.000 mark.

 

Faldne

Christian P. Jessen, søn af Jes P. Jessen og hustru i Barsmark ved Løjtkirkeby, er falden, 31 aar gl. Han efterlader enke og to børn.

Johannes J. Behrens fra Rødekro, er falden i Frankrig, 28 aar gl. Han efterlader hustru og en lille søn.

J. Dau og hustru i Svejlund ved Hellevad har modtaget efterretning om, at deres eneste søn Niels er falden den 24. september, 19 aar gl.

Landmand Peter Johnsen fra Nybøl Mark i Sundeved er falden, 40 aar gl.

En søn af malkerøgter Augustin paa domænen Store Barsbøl  ved Jels er falden.

Gaardejer Jørgen Hansen og hustru i Grønnebæk ved Jels har modtaget meddelelse om, at deres søn Hans er falden, 29 aar gl.

Enke Margrethe Schmidt i Aabøl ved Toftlund har modtaget budskab om, at hendes søn er falden. Det er hendes anden søn, som er falden; den første faldt i Belgien i 1914.  den faldne var hendes tro forsørger.

Christian Emil Jessen fra Tiset ved Gram er falden ved Somme, 28 aar gl. Han efterlader enke og en lille søn.

Jens Johnsen og hustru i Holmskov ved Nordborg har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen er død paa et feltlazaret i Frankrig, 23 aar gl.

 

I fangenskab

Ølhandler Chr. Nielsen i Tinglev har skrevet hjem, at han befinder sig sund i russisk fangenskab.

31. august 1916. Frits Clausen håber, at Danmark træder ind i krigen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 31.VIII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Først et tredobbelt Leve for Rumænien,82 saa en Tak, fordi De har
besørget min Ven Gloser en Korrespondent. Han har modtaget en
Pakke for nogle Dage siden og igaar kom det første Brev. Han er
umaadelig glad og er nu i Færd med at skrive Svaret. Det gaar jo ikke
saa hurtig endnu.

Vi har jo faaet en lille Tilvækst igen. Det er Andreas Andersen fra
Snogbæk i Sundeved, en ægte Sundbo, dansk helt igennem. Han har
ogsaa havt nogle slemme Sammenstød med Tyskerne og er glad for at være her. Han har ikke kunnet skrive dansk, da den tyske Feldwebel ikke vilde lade Kortene gaa videre, og har helt siden sidste December forgæves forsøgt paa at melde sig som Dansker. Til sidst gik han paa Arbejde, skrev til Danmark, antagelig Dem, og saa lykkedes det.

Vi er jo nu højt oppe, efter at Rumænien ogsaa har vist Kulør. Kunde
Danmark endda gøre ligesaa. Det har da ogsaa et Stykke Land, det
kunde hente sig selv.

Jeg læste forleden en Protest af Prof. Tscherning mod Fredsdemonstrationerne derhjemme. Det var en Glæde at læse den her, hvor man hører saa lidt derhjemme fra, der kan styrke os i Glæden over at være Dansk, det vil jo sige, alle Breve vi modtager er jo undtagen; de styrker os uhyre i denne Hensigt. Men naar man opdager en Meddelelse i Avisen om Danmark og man saa styrter sig over den, er den for det meste af en saadan Natur, at man maa sige eller lade sig sige: “I er et lille fattigt Land.” Naar man saa læser blot nogle faa Ord som dem af Prof. Tscherning, er man i Humør igen.

Vi ønsker alle Fred, hellere i dag som i morgen. De Skraalhalse der
raaber paa Københavns Gader derom, kan ikke engang tænke sig Ønsket efter Freden som vi bærer det. Men først skal Krigen være endt, først Resultatet være naaet, saa kommer freden af sig selv.

Jeg ved, hvor raat det lyder og hvor drengeagtigt det maaske er, at ønske, at Danmark maatte komme med, men alligevel ønsker jeg det af hele Hjertet. Forleden havde jeg et Kort fra en forhenværende Kammerat, der nu kan kæmpe for sit underkuede Folks og Lands Frihed. For ham gives der ingen Savn og Strabadser nu, nej blot Ønsket om at komme hurtig fremad. Han fortalte, at hans Troppedel havde afslaaet at vilde befordres med Jernbane det sidste Stykke til Fronten.

De vilde gaa og Jernbanen kunde saa føre nye frem. Ja, hvor maa det være en Kamp, naar det gælder det beste det kæreste man har. Det er jo rart nok naar et Land bygger Kæmpesanatorier for Krigsfanger, det maa enhver der er det og har været det i 19 Maaneder kunde sige, tilmed naar han har nydt saa meget af andre Menneskers Medfølelse som jeg.

Frits Clausen
Frits Clausen

Men hvor høj og køn denne Medfølelse er, saa bliver et Folk svag og ynkelig maar den helt tager Overhaand. Det er Tiderne endnu ikke efter, i denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod.

I Stedet for at raabe om Fred skulde de raabe:

“O, væk da op hos os om bord
Den Kæmpeaand der sover”

og ønske en ny Holger Danskes Dag, hvor alt kan bruse op i Nordens Skove og kalde Heltetiden tilbage.

Gud lade vort Banner endnu en Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paa ny!

En hjertelig Hilsen fra os alle 32
Deres taknemmelige
Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

22. august 1916 – Ribe Stiftstidende: aflevering af brødkorn

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Aflevering af brødkorn

Hejmdal bringer følgende officielle meddelelse; Den ofte fremsatte anskuelse, at beholdningerne af brødkorn af den gamle høst var saa rigelige, at afleveringen af den nye høst ikke behøvede at fremskyndes, er helt igennem fejlagtig. Rigs-kornkontoret behøver tværtimod paatrængende en øjeblikkelig aflevering af rug og hvede af den nye høst.

Faldne

Barber Johan Wilde i Aabenraa er falden.

Peter Brodersen og hustru i Jordkær har modtaget efterretning om, at deres søn Peter er falden i Frankrig den 6. august, 20 aar gl.

Handelsmand J. Wilke og hustru i Nordborg har faaet meddelelse om, at deres ældste søn Eduard er falden.

Hans Tandrups familie i Grønnebæk ved Jels har faaet meddelelse om, at deres søn er falden. Hans fader, gaardejer Hans Tandrup, som er oppe i fyrrerne, er ogsaa soldat og har i lang tid ligget i et lazaret.

En af Gramegnens dygtige unge bønder, Johannes Ravn fra Asdalgaard ved Tiset, der var savnet, er falden.

I tabslisten meddeles, at Niels Degn fra Mastrup er falden.

Søren Schwartz og hustru i Egernsund ved Graasten har modtaget efterretning om, at deres søn Lorenz er død paa et lazaret i Frankrig, 21 aar gl.

Werner v. Uslar, søn af tidligere Landraad v. Uslar i Aabenraa, er den 12. august falden ved Vestfronten.

Mølleejer Lauritz Petersen fra Rymølle ved Egen er den 9. august falden ved Vestfronten. Han efterlader enke og 5 børn og blev 36, 5 aar gl.

Købmand Th. Paulsen og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at deres ældste søn Christian er falden den 11. august, 20 aar gl.

M. Hanrath, søn af fiskehandler H. i Skærbæk, er falden under de sidste kampe.

I den sidste tabsliste meddeles, at Christian Christiansen fra Søgaard, Bertel Damm fra Bæk, Martin Nissum fra Arnum, Peter Mathiesen fra Blans, Hans Wilkenschildt fra Mølby og Anton Brodersen fra Vandling er faldne.

I tabslisten meddeles, at Jørgen Jørgensen fra Varnæs er død af sine saar og Jes Christensen fra Bolderslev er død som følge af sygdom samt at Johannes Gramm fra Brundelund er druknet ved badning.

Saarede

Gaardejer Rasmus Sandvei fra Øster Lindet er paa Vestfronten blevet saaret af en shrapnell og har faaet syv saar.

I tabslisten meddeles, at Nis Roos fra Brendstrup, Nis Nissen fra Brandsbøl og Nis Niessen fra Bollerup i Aabenraa kreds er haardt saarede.

Landstormsmand M. Fredsted fra Bjerndrup ved Stepping er bleven indlagt i et reservelazaret i Stade i Hannover.

I tabslisten meddeles, at Jens Laumann fra Kvistrup, Jakob Olsen fra Tyrsbøl, Johannes Nielsen Hansen fra Hostrupskov, Hans Sørensen fra Moltrup og gefreiter Heinrich Auerbach fra Graasten er haardt saarede.

Desuden meddeles, at Andreas Johnsen fra Skærbæk er bleven saaret den 2. oktober 1914.

Johan Kaadtmann, yngste søn af paraplymager Kaadtmann i Haderslev, er bleven haardt saaret og savnes.

I fangenskab

Wilhelm Rath ved Rødding befinder sig i russisk fangenskab og er tillige saaret.

 

13. august 1916. Pikstern: russiske overløbere og en spist skinke

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland

Den 13. August skulde vi afløse et Regiment ved Pikstern. Der kom vi til at ligge lidt til venstre for, hvor vi selv havde gravet Skyttegrave.

Vi kom dertil om Morgenen, og Kl. halvsyv begyndte Russerne at bombardere. Kl. 9 fik jeg og en Kammerat samt en Underofficer Ordre til at gøre en Patrouilletur. Det var inde i Skoven, saa vi kunde ikke se 3 Meter fra os, og af og til slog en Granat ned og splintrede Træstammer saa fint som Pindebrænde. Underofficeren gik foran.

Pludselig gav han Tegn til at standse, og vi fik Øje paa en russisk Patrouille, ogsaa paa tre Mand. De stod og var parat til at skyde, men Underofficeren tiltalte dem paa russisk, og de kom hen til os. Han talte noget med dem, og Enden blev, at de satte Bajonetten i Jorden og gik med os tilbage.

Nu tænkte vi nok, Russerne vilde angribe, og vi fik Artilleriet underrettet. Dette satte en Spærreild ca. 100 Meter foran vor Skyttegrav.

Der kom heller ingen Russere igennem, og længere hen paa Dagen gjorde vi et Modangreb og kastede Russerne ud af deres Stillinger og tilbage i en Sump. Der skulde vi saa lave Skyttegrave, men det var ganske umuligt. Saa fældede vi Træstammer i Stedet for og stablede dem op og dækkede dem til med Græstørv.

Om Aftenen blev vi afløst og marscherede tilbage til Krautsche. Under Stormen havde jeg faaet fat i en dejlig stor Skinke, som Russerne var løben fra. Da vi skulde tilbage, bandt jeg den oven paa Tornystret, og jeg tænkte, jeg skulde rigtig have Steg, naar vi holdt Hvil. Da vi kom til Krautsche, skulde jeg til at se efter min Skinke, men der var desværre kun Ben tilbage. Resten havde mine Kammerater gaaet bag ved og skaaret af.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Sønnichsen i god behold

Faldne

Tidligere gaardejer Knud Clausen i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hans søn Peter er falden i Frankrig, 23 aar gl. En broder til den afdøde faldt for et aar siden i Rusland.

Jens Andersen Handler fra Fjelby paa Als er falden den 2. juli; han efterlader sig hustru og børn.

Arbejdsmand August Teute fra Lindedal i Haderslev er falden. Han efterlader hustru og 3 børn.

Martin Nissen [Nissum], ældste søn af enke Maren Nissen i Arnum er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Fogt fra Hundslev, Peter Nissen 2 fra Hoptrup, gefreiter Christian Schultz fra Over Aastrup, Jørgen Schmidt fra Vollerup i Sønderborg kreds og Jørgen Mortensen fra Arnitlund er faldne.

Enke Anna Hansen i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes søn Christian den 28. juli er død paa et lazaret, 22 aar gl.

Tidl. mælkehandler Peter Damm i Vestergade i Haderslev har faaet meddelelse om, at hans søn Oskar er død paa et feltlazaret, 20 aar gl. Peter Damm har i krigen mistet endnu en søn og en svigersøn, og en søn er kommen hjem som invalid.

Natvægter Hans Damm og hustru i Haderslev har modtaget budskab om, at deres søn Jakob er død i et lazaret den 4. august, 22 aar gl.

Frederik Møller 3 fra Brøndlund er død paa et feltlazaret.

I fangenskab

I juli bragte vi den meddelelse, at landmand Sønnich Sønnichsen fra Røllum Skov ved Aabenraa var død i russisk fangenskab. Nu er der imidlertid fra Røde Kors i København kommet den glædelige efterretning, at dette ikke er tilfældet, men at Sønnichsen er i god behold.

5. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne, saarede, savnede

Faldne

En søn af enke Gregersen i Brunsnæs ved Broager er død paa lazaret ved Vestfronten. Han efterlader sig hustru og 4 børn. To brødre til ham er allerede faldne i forvejen, og en tredje broder ligger saaret paa et lazaret.

Enke Anna Sørensen i Gram har modtaget efterretning om,  at hendes søn Carl er falden den 25. juli i Frankrig.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Røhlk fra Kliplev, Bendiks Lassen fra Tumbøl, Richard Hansen fra Egernsund, Peter Krogh fra Broager og Thomas Rossen fra Hostrupskov er faldne.

Købmand Heinrich Janns og hustru i Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Georg den 30. juli er død paa feltlazaret.

Christian Hansen og hustru i Varnæs har modtaget budskab om, at deres søn Peter er død paa et krigslazaret den 30. juli, 25 aar gl. For næppe to maaneder siden mistede de en anden søn.

Karl Adamsen, søn af Peter Adamsen i Nustrup, er den 24. juli død paa et feltlazaret, 21 aar gl.

 

Saarede

Som saarede meldes; Christian Petersen, søn af gaardejer H. P. Petersen i Snogbæk i Sundeved, Jens Andersen, søn af gaardejer Johan Andersen i Snogbæk, gaardejer Valdemar Ludvigsen fra Nybøl i Sundeved, Christian Christensen, søn af landmand B. Christensen i Bøffelkobbel i Sundeved, købmand Hjendre Hansen i Nordborg, yngste søn af rentier Jensen i Sønder Ottinggade i Haderslev, gaardejer Thomas Hjorth fra Hjerndrup, Karl Hansen fra Skærbæk og landmand Kristian Thomsen fra Roost, søn af afdøde gaardejer H. Jessen Thomsen dersteds.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nis Nielsen fra Kegnæs er saaret.

Hans Jensen fra Nybøl Mark og Jens Byllemos fra Smøl er haardt saarede.

Savnede

Slagtermester Ehlers og hustru i Nordborg har modtaget efterretning om, at deres søn, der var reserveløjtnant, er savnet. Der er dog haab om, at han er i engelsk fangenskab.

Peter Fisker fra Jels Skov er savnet.

I fangenskab

Jens P. Christensens enke i Tumbøl ved Felsted har modtaget efterretning om,  at hendes søn Christian er i fransk fangenskab.

 

3. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Russisk fange skudt

Skudt russisk krigsfange

I mandags skulde en russisk krigsfange transporteres fra Klovtoft til Aabenraa. I nærheden af skyttehuset i Aabenraa løb han fra soldaten, der ledsagede ham. Han løb ind  i skoven og blev trods gentagne tilraab ikke staaende, men skjulte sig bag træstammerne. Et af soldaten afgivne skud ramte ifølge Hejmdal fangen i hovedet og dræbte ham paa stedet.

Faldne

Skatteopkræver Peter Larsen fra Sønderborg er falden den 20. juli.

Peter Chr. Nissen fra Tyrstrup er falden den 16. juli, 39 aar gammel. Han efterlader sig hustru og 3 børn.

Hjuler Christian P. Schultz fra Gram er den 16. juli faldet ved Riga, 37 aar gl. Han efterlader hustru og en søn.

Landmand Gildhof i Terp ved Rødding har fra kompagniet, hvor hans søn laa, faaet pakker og breve tilbage med paaskriften “falden”.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Andresen fra Haderslev og Ernst Møller fra Aabenraa er faldne.

Enke Anna Schmidt, født Nissen, har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans den 15. juli er død paa et lazaret, 22 aar gl.

Enke Margrethe Clausen i Vilsbæk ved Holebøl har modtaget efterretning om, at hendes plejesøn, Peter Ohlsen, er falden ved Arras den 17, juli, 28 aar gl.

Enke Nielsine Winkelschildt i Mølby ved Sommersted, har modtaget meddelelse om, at hendes søn Hans er falden den 11. juli, 21 aar gl. Fru Winkelschildt mistede i de første krigsmaaneder sin mand, der døde som følge af et hjerneslag. Hendes ældste søn har været savnet siden november 1914.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Thomas Holm fra Haderslev er falden.

Paul Wegener og hustru i Vandling, har modtaget budskab om, at deres søn  Christian den 29. juli er død paa et krigslazaret, 23 aar gl.

 

Saarede

Vognmand Rudolf Brink, søn af vognmand Brink i Aabenraa, er ved Somme bleven saaret og derefter bragt til et lazaret i Tyskland.

Enke Marie Festersen i Hostrupskov ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Fester er bleven saaret ved Somme og er paa feltlazaret.

Frederik Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er bleven saaret ved Somme og befinder sig i et sydtysk lazaret.

Hans Christensen, søn af gæstgiver og gaardejer Jørgen C. i Traasbøl i Felsted sogn, er ved Vestfronten bleven temmelig haardt saaret.

Ungkarl Chr. Feddersen fra Terp ved Rødding er bleven saaret paa Vestfronten.

Landmand Chr. Rygaard fra Terp er bleven saaret.

Gaardejer Hans Nørgaard fra Terp er bleven saaret paa Vestfronten er paa lazaret i Aachen.

Jakob Iskov fra Brendstrup er ved Vestfronten bleven saaret i venstre arm og er undervejs til et lazaret.

Landmand Jørgen Andresen fra Strandelhjørn ved Bevtoft er bleven saaret og befinder sig paa et lazaret i Freiburg i Bayern.

I fangenskab

Handelsbetjent Peter Fisker, søn af landmand L. Fisker i Jels Skov, er i fransk fangenskab

Enke efter landmand Frandsen paa Hygum Mark har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er i russisk fangenskab.

Savnede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Nørr fra Kegnæs er savnet.

 

1. august 1916. Verdun: “Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Så var det morgenen den 1. august. Præcis klokken fire – alle formationer havde fået deres ure stillet – startede angrebet.

Himlen blev rød over det hele, og af hundreder af kanonrør spyedes der ild på de franske stillinger. Også minekasterne, som stod i en lang række bag den tyske skyttegrav, sendte deres 200 punds frugter af sted, og snart var alt indhyllet i røg og støv.

Der kunne da ingen slippe levende ud af det ragnarok, tænkte jeg. –

Jeg havde frivagt fra klokken otte og havde lagt mig til at sove i vor lille dækning, men jeg vågnede ved, at det med et blev stille, og jeg så en skare franskmænd komme over imod os.

Da var stormangrebet i fuld gang, thi alt var gået planmæssigt; det var nemlig fanger, der arriverede, og som skyndte sig ud af ildlinjen.

Noget efter begyndte også de letsårede at myldre forbi os. En af de første var Hans Bøjskov fra Rønshoved. Jeg ser ham endnu komme springende ned ad skrænten med venstre hånd forbundet og råbende i forbifarten: »Minnesk do, æ hæ vel nok væt heldig, di hæ skødt de urrest lej a min lil’finger væk«, og borte var han.

Snart kom der dog flere, og de var værre medtaget, men alle flyttede sig dog så hurtigt, de nogenlunde kunne. Blandt disse mindes jeg en ung franskmand, der gik alene og ikke evnede at løbe for et skud i siden; vi gav ham noget at drikke og viste ham den korteste vej tilbage.

Ebbesen_vand_mindre
Johannes P. Ebbesen: To soldater drikker vand (Museum Sønderjylland)

Snart begyndte franskmændene dog at komme til kræfter igen, og så var det alt andet end hyggeligt for os. Oppe i stillingen så det forfærdeligt ud. Selvfølgelig var der ikke skyttegrave mere, kun granathuller og fordybninger, som soldaterne selv havde gravet. Den eftermiddag mistede 5. kompagni halvdelen af sit mandskab, men stillingen blev holdt.

DSK-årbøger 1970

31. juli 1916. Kresten Andresen: “Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 31. juli 1916

Kære forældre!
Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje. Det er en forfærdelig kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste ungdomstid. Når krigen engang om et par år hører op og man endnu er i live, vil man være en olding. Nu ligger jeg i niende døgn under åben himmel. Vi kan være glade for, at der er så tørt vejr. Vi rykker hvede op og tørrer den i solen, så ligger man da i hvert fald ikke på den bare jord.

Hvor krigen dog er en elendighed. Nørregård er såret, Karl Hansen er såret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I aften går det atter ud i forreste stilling, men nu er der roligere end for en uge siden. Vi ligger skråt for Poziéres, som gik tabt, kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et komp. har tabt over halvandet hundrede mand, og mange andre er oppe på over hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Aldrig har jeg været vidne til en sådan artilleriild som her. Det er mest om natten. Det er en musik, der vist længe vil tone i éns øren. Navnlig brølene fra de svære engelske 38 cm granater gør et i den grad uhyggeligt indtryk på én, at man tænker, man har et fabelagtigt uhyre for sig.

Hvornår er dog krigen forbi? Nogle engelske fanger, som kom forbi i går, mente, at det gav våbenstilstand i morgen, men det har de vist ment ironisk. De englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge mænd, let klædt på og smidige; de slæber nok ikke rundt med en sådan oppakning som vi. Når vi har den såkaldte stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, så kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel storm skal det være det første, der kommer væk, så man da kan bevæge sig frit. 

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume

I skriver hele tiden om, hvordan det går med officerskursuset, som blev stillet mig i udsigt. Men det bliver selvfølgelig ikke til noget, så længe der er så urolige tider; tilmed er min kaptajn bleven såret, så det går måske helt i glemme.

Jeg har i dag fået brev fra Jens skrevet d. 26. Han lader ikke til at vide noget om, at jeg er kommet herned. Men I har vel slet ingen fået af de breve, jeg har sendt.

Det glæder mig, at det går så godt frem med Johannes helbred. Jeg træffer næsten daglig Lønholm, mejeristen fra Blans; men det er næsten også den eneste bekendt, jeg træffer. Han er ved fjerde komp.

Nu mange kærlige hilsner til eder alle fra eders hengivne søn
Kresten

NB. Jeg går i stilling i tre dage. Formodentlig bliver der i den tid ingen lejlighed til at blive post løs. Lad det ikke forurolige jer. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

26. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne og saarede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

En søn af Jørgen Nissen fra Søst Mark ved Aabenraa, er falden i Frankrig. En anden søn af Jørgen Nissen faldt allerede for et aars tid siden, og en tredje søn er interneret i Sydvest-Afrika.

Jørgen Jørgensen, ældste søn af gaardejer Jørgensen paa Stangled i Varnæs er falden ved Vestfronten, 26 aar gl. Gaardejer Jørgen Jørgensen har endnu 3 sønner i felten.

Nis Bladt, søn af landmand Bladt i Snurom ved Graasten, er falden ved Vestfronten, 24 aar gl.

Gaardejer Peter Thygesen fra Skallebæk ved Haderslev er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Jørgensen fra Fæsted, Andreas Jensen fra Horsbyg og Christian Simonsen fra Kastrup er faldne.

Desuden meddeles, at Peter Hansen fra Ragebøl, der er tidligere er meldt savnet, er død.

Købmand Christian Meiland og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Peter er død den 15. juli, 22 aar gammel.

Landmand Jørgensen fra Rygaard i Barsmark er falden.

Landstormsmand Mathias Chr. Schultz fra Aarslev ved Aabenraa er falden i Frankrig den 4. juli, 27 aar gl.

Enke Marie Krog i Rinkenæs har modtaget meddelelse om, at hendes søn Andreas er falden ved Verdun. Hun har endnu 3 sønner i felten.

Gaardejer og kommuneforstander Peter Festersen og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen er falden paa den vestlige krigsskueplads, 27 aar gl.; han efterlader hustru og et lille barn.

Jep Enemark og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om,  at deres nygifte søn Christian er falden den 15. juli, 22 aar gl.

Hans Hesselberg og hustru i Kolstrup ved Stepping har modtaget efterretning om, at deres næstældste søn Jørgen er falden den 11. juli, 27 aar gl.

Saarede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jacob Møller fra Ris, Hans Hansen fra Raahede, Jørgen Juhl fra Sønder Vilstrup, Peter Andresen fra Dybbøl Mark og Peter Møller fra Elstrup er haardt saarede.

Johannes Hansen fra Hellevad, Asmus Asmussen fra Løjt Kirkeby og Karl Mortensen fra Varnæs er saarede.

 

 

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

24. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: måske er alt håb ikke ude…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tøjet kunne ikke sendes, da englænderne beholdt valpladsen

I den sidste tabsliste, som vi bragte forleden, var anført, at gaardejer Jesper Skovs søn, Bille Skov, fra Raadager Mark [Roager Mark] i nærheden af grænsen, var falden i kampene ved Somme. Den første meddelelse fra fronten til forældrene gik ogsaa ud paa, at han var falden, men senere meddeltes, at man ikke kunde sende hans tøj, da englænderne efter slaget beholdt valpladsen. Efter dette syntes alt haab om, at han maaske er i live og i engelsk fangenskab ikke helt udelukket. Fejltagelser af den art har før fundet sted.

Udvisning

Jernstøberiejer Peter Gade i Sønderborg er bleven udvist af det prøjsiske statsomraade.

Tyfus – kun en krigsfange tilbage

Gaardejer Bertram Poulsen i Øster Løgum, hans hustru, deres søn, og deres tjenestepige er for tiden syge af tyfus. De er ifølge Hejmdal alle fire bleven indlagte paa kredssygehuset i Aabenraa. Hjemme paa gaarden er kun en russisk krigsfange bleven tilbage.

Krigens haardhed

Handelsmand Nis Jensen i Neder Jerstal, der har været indkaldt siden krigens begyndelse og næsten hele tiden har ligget ved Vestfronten, kom hjem paa orlov for 10 dage siden. Faa dage efter hans hjemkomst blev hans hustru ifølge Hejmdal syg af en ondartet mavesygdom, som i løbet af et par dag lagde hende i graven. Manden skal om et par dage forlade sine 5 smaa børn for at vende tilbage til hæren.

Faldne

Landstormsmand Peter Thomsen af Ellund er falden, 41 aar gl. Han efterlader hustru og 4 børn.

Hjulmand og sparekassebestyrer Johan Rølck er falden ved Somme. Han er den 14., som er falden fra Kliplev kommune.

Efter 22 maaneders forløb har fru Marie Albrechtsen i Borup nu faaet vished for, at hendes mand Klaus Albrechtsen er død i fangenskab den 26. september 1914, 30 aar gl. Han efterlader hustru og 2 smaa drenge.

Mathias Hansen af Sønder Hostrup er falden ved Verdun den 11. juli, 37 aar gl. Han efterlader en sørgende moder.

Anton Holt [?] fra Bredebro er den 11. juli falden paa Østfronten, 38 aar gl.

Anton Hansen fra Vinum er falden.

Malermester Bernhard Kier fra Haderslev er falden den 16. juli og bogholder Niels Winge, søn af fisker Mathias Winge i Haderslev er falden den 13. juli.

Thomas Hansen fra Broager er falden; han blev 24 aar gl.

Den 4. juli faldt paa Vestfronten Hans J. Damm fra Bovrup i en alder af 34 aar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Lund 4. fra Skudstrup, Andreas J. Hansen fra Arnitlund og Jakob Hansen fra Fjelby i Sønderborg amt er faldne.

Landstormsmand Math. Bruun fra Jaruplund døde den 15. juli af haard sygdom paa et feltlazaret, 38 aar gl. Han efterlader hustru og 2 børn.

 Saarede

Maler Marius Bahrt er ved Verdun bleven haardt saaret og ligger paa lazaret i Küstrin. 5 sønner af Bahrt deltager i denne tid i kampene paa de forskellige krigsskuepladser.

Malermester Jes Petersen fra Hokkerup er blevet saaret i slaget ved Somme.

3 mænd fra Bjolderup sogn H. Clausen, Bolderslev, Paulsen fra Smedager og Rettig fra Bolderslev er bleven saarede den 12. juli ved Somme.

Malersvend Lorenzen, som før krigen arbejdede hos maler Tønder i Aabenraa, er bleven haardt saaret ved Luck.

Arbejdsmand Jens Laumand fra Øsby er bleven haardt saaret.

Savnede

Gaardejer P. S. Rosenberg fra Nørre Bollum savnes.

 

12. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: omgang med krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Straf for venlighed mod en russisk fange

For nævningeretten i Læk stod i følge Hejmdal to unge piger fra B., anklagede for usædelig omgang med en russisk krigsfange. Begge nægtede imidlertid at have haft en saadan omgang med russeren; derimod indrømmede de at have vist ham andre tegn paa imødekommenhed. De idømtes hver en uges fængsel.

En mærkelig masse som sukker

Der hersker blandt husmødrene i Haderslev almindelig skuffelse for ikke at benytte et endnu skarpere udtryk over det raa-sukker som de har faaet til 22 pfennig pundet til syltetiden, skriver Dannevirke. Aabner man posen for sukkeret, ser man en masse, der ligner malet halm eller Avner eller hvad det nu er, og hvori man kan skimte nogle smaa sukkerkrystaller, og massen lugter som gammel halm. Det ligner mere dyrefoder end menneskeføde. Man kan ikke forstaa, at Rigssukkerstedet – eller hvad det nu er for et sted – vil sende saadan noget ud til befolkningen. Og skal man rense det, saaledes som opskriften lyder paa sukkerkortets bagside,  vil der vist nok kun blive lidt sukker tilbage. Prisen, man betaler herfor – 22 pfennig – , bliver altsaa dyr nok. 

Faldne

Gaardejer Peter Hansen Petersen og hustru i Torp ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Rasmus er falden i Frankrig den 1. juli, 30 aar gl.

Martin Jørgen Jensen fra Toft ved Graasten er falden den 24. juni, 27 aar gl. Han efterlader sig hustru og barn.

Laurits R. Bertelsen fra Arnitlund ved Over Jerstal er den 1. juli falden i sit 32.  aar.  Han efterlader sig enke og en gammel moder.

Degn Palmus og hustru i Tandslet paa Als har modtaget efterretning om, at deres eneste, stud. theol. Heinrich Palmus er falden den 1. juli under et engelsk stormløb.

Rentier Chr. Schrøder i Nørre Vilstrup har faaet meddelelse om, at hans søn er falden den 23. juni.

Landboelsmand Jakob Hansen fra Arnitlund ved Over Jerstal er falden ved vestfronten; han efterlader enke og to smaa børn.

Snedkermester Andreas Hansen fra Over Jerstal er ligeledes falden ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og tre smaa børn.

Viktor Gundesen, søn af lærer Gundesen fra Styding ved Hammelev, er den 30. juni falden paa slagmarken, 24 aar gl.

Landmand Bernhard Clausen fra Kastrup i Gram sogn er falden ved Verdun den 28. juni. En af den faldnes kammerater har sendt Clausens hustru meddelelse – I alt er der faldet omkring en  halv snes mænd fra Kastrup.

Gaardejer Jørgen Jørgensen i Knorborg ved Hygum, der som landstormmand deltog i krigen i Frankrig, er falden ved Verdun.

Saarede

I den prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Speggers fra Elstrup er haardt saaret.

Bager Christian Roth i Aabenraa har meddelt sin unge hustru, at han den 4. juli er blevet saaret under et stormløb i Frankrig.

Andreas Ravn fra Løjt Kirkeby, som for omtrent et aars tid siden blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er bleven saaret i Rusland.

Peter Jepsen, søn af lærer Jepsen i Over Jerstal, er under kampene ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Paul Hansen fra Grønnebæk ved Jels er bleven saaret. Der menes dog, at han er uden for fare.

I den sidste tabsliste meddeles, at Hans Dahl fra Haderslev er haardt saaret.

Christen Karstensen fra Kær ved Sønderborg er bleven saaret den 25. september 1914.

12. juli 1916. Eventyrlig russerflugt. Fra Willemoës’ notesbøger

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

12 juli 1916

Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.

Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.

s 288

Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.

Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.

Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.

Russiske_krigsfanger_s289

Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.

På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.

Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget[?] med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.

Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.

Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.

Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.

Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:

Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.

Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.

Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.

En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.

Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.

Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.

Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.

Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.

Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.

Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Hvis du har lyst til at være med til at skrive notebøgerne af, så kontakt René Rasmussen

3. juli 1916. Aurillac: “… her er Sager for en Krigsfange!

”Fangepost”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”Mandag middag fik Vagtmanden Besked fra Posthuset, at der var ankommet noget til hans Fanger. Hvor vi glædede os, og sikken et Humør der var over os den Eftermiddag. Vi var meget spændte. Paa Vejen hjem om Aftenen standsede vi foran Posthuset, og Vagtmanden hentede en hel Favn fuld af Pakker og Breve. Ankommet til vores lille Stue fik vi ikke engang Tid til at tage Kasketten af. Brevene blev slugt først, og de blev læst baade to og tre Gange. Hver Mand sad stille i sit Hjørne med sine egne Tanker og dvælede ved de hjemlige Forhold.”

”Der var Brev til mig fra en ung Student. N. J. Rald, København, og fra overretssagfører Friderichsen, København. Desuden havde Lektor Scheller fra Birkerød sendt mig en dejlig Bog, ”Dyre Rein” af Jonas Lie.

Fra Mor var der en lille Pakke med Smaakager. Der var rigtignok stor Forskel paa Kvaliteten fra før Krigen, men Mor havde bagt dem af det allerbedste Mel, der kunde faas, og hun havde sendt dem til mig de allerbedste Tanker.

Saa laa der endnu en Pakke til mig, den største af dem alle sammen, og den var afsendt fra en Dame, som jeg ikke kendte, nemlig Fru Ingeniør Rump, København.”

”Ved at aabne Laaget paa den hvide Papæske undslap der mig et Udbrud: ”No, skal do da ha’ Tak, kom her hen og se, Hans Jørgensen, her er Sager for en Krigsfange!” Se her, du, to Pakker Tobak, to Stykker Toiletsæbe, der dufter af Roser og blaa Viol, en Daase Kakao, et Halmaspil, en Pengepung, – aa, laan mig din Lommekniv, du saa vil vi med det samme se paa indholdet af den lille Kasse, – jo minsandten, det er rigtige Cigarer, prægtige Danske Cigarer fra C. W. Obel.”

”Aha, nu blev jeg klar over, at jeg i Fru Rump uventet havde faaet en ”Gudmoder” og det endda én af allerbedste Slags”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

30. juni 1916. Forbud mod cykling og nyt fra krigsfanger i England

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Der er udstedt forbud mod cykelkørsel,

fra hvilket forbud følgende er undtagne:

a) Skoleelever, hvis skolevej frem eller tilbage er over tre kilometer og som ikke har lejlighed til at benytte andre samfærdselsmidler.

b) Personer, landarbejdere og arbejdersker, der har over tre kilometer til deres arbejdsplads og som ikke har lejlighed til ved andre samfærdselsmidler på formålstjenlig måde at nå den.

c) Læger, dyrlæger, sygepassere, sygeplejersker, jordemødre, offentlige embedsmænd og militærpersoner til udøvelsen af deres kald eller tjeneste.

d) Personer, der på grund af deres legemlige tilstand (mangel af et lem, lammelse o.a.) er henviste til benyttelsen af en cykel (tricykel, mekanisk cykel osv.)

e) Personer, der for at arbejde i deres haver eller grøntsageranlæg skal tilbagelægge en vejlængde på over tre kilometer og som ikke har andre samfærdselsmidler.

Forhøjelse af portoen.

Loven om en ekstraordinær rigsafgift, der opkræves sammen med post- telefon- og telegramafgifterne vil antagelig træde i kraft til 1. august.

Bestemmelse om handlen med nærings- og foderstoffer

er nu udstedt af forbundsrådet og trådte ifølge ”Dannevirke” i kraft i går. Derefter en denne handel fra 1. august kun tilladt personer, som har en særlig tilladelse.

Regeringerne skal indrette særlige kontorer for disse tilladelser. De kan kræve forretningsbøger forelagt. Nægtes tilladelsen, skal kredsen overtage forrådene.

Kaninavl.

Det slesvigsk-holstenske landbrugskammer i Kiel lader ifølge ”Dannevirke” foreløbigt oprette 30 kaninavlsanstalter i provinsen, hvor der skal avles mellemstore og store racer.

Sparekasserne og krigslånet.

Sparekasserne i Slesvig-Holsten har tilsammen tegnet 114 millioner mark, hvoraf der på sparerne selv falder 80 millioner mark.

Køkkenaffald og madrester skal samles.

I en forbundsrådsforordning af 26. juni bestemmes at i kommuner på over 40.000 indbyggere kan husholdningsoverhovederne og indehaverne af fabrikker og forretninger forpligtes til at samle alt køkkenaffald og madrester adskilt fra det øvrige affald. Husejerne skal sørge for beholdere (spande), og kommunen skal tre gange om ugen afhente affaldet og aflevere det til rigsselskabet for tysk mælkekraftfoder i Berlin. Selskabet skal yde et vist vederlag og, om det ønskes, overlade kommunen selv en del af affaldet.

Affaldet i de nævnte kommuner beregnes til 300 millioner kilo om året, hvoraf der kan laves 75 millioner kilo foder.

De sønderjyske marinefanger i England,

som i et års tid har været i en fangelejr på øen Man, er nu blevet forflyttet til Feltham, en lille by i nærheden af London, skrives der fra Rinkenæs. Her bor de i en stor bygning, som tidligere har været en opdragelsesanstalt. Siden krigens begyndelse har søfolkene flere gange måttet skifte plads i England; dog er hver gang deres kår blevet forbedret.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Thomas Holm fra Barsmark ved Løjtkirkeby er faldet i Galicien. Han efterlader sig en ung enke og to små børn.

Lokomotivfyrbøder Johannes Michelsen ved Haderslev småbane er faldet.

Gårdejer Jens Hansen Matzen fra Bolderslev er død af sygdom på et feltlazaret i Serbien i sit 38. år.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Møller fra Moltrup er faldet, at Christian Schirmhoff fra Hoptrup er død af sine sår, at Andreas Nielson Hansen fra Endrupskov ikke er død i fangenskab, men er såret og savnet og at overgefreiter Anton Iversen fra Åstrup, gefr. Jens Nissen Roued fra Skærbæk og Hans Junker fra Haderslev er hårdt såret.

28. juni 1916. Fangeflugt – faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Brændenældedage

er der anordnet for skolerne. På 3 forskellige dage før sommerferien skal børnene indsamle bærndenælder, som skal forarbejdes til vævede stoffer.

En russisk krigsfange,

som var undveget fra Sundeved, hvor han havde været i arbejde, blev af vagten pågrebet i Spandet, ligesom han ville passere grænsen. Fangen førtes sydpå.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Skomager Anton Petersen, søn af kleinsmed Petersen i Sønderborg, er faldet. Den faldnes hustru døde for et halvt års tid siden, og der er tre små børn, som altså nu har mistet begge deres forældre.

Enevold Chr. Birk fra Arnum er faldet ved Verdun den 2. juni, 36 år gl. Afdøde efterlader sig hustru og to børn.

Christian Dall, søn af landboelsmand Peter Dall i Over Åstrup, er faldet, 30 år gammel.

Parcellist Chr. Petersen fra Løjtkirkeby er på vestfronten blevet hårdt såret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Martin Nissen fra Tørning Mark og underofficer Christian Rosenbom fra Skærbæk, Peter Grejsen fra Rødding og Ernst Godt fra Gråsten er faldet, at Andreas Møller fra Sønderborg er død af sygdom på reservelazarettet i Slesvig, at Niels Paulsen fra Bramdrup er hårdt såret, Jens Clausen fra Ertebjerg savnet, Jens Hansen fra Hajstrup i Haderslev amt såret og Lorenz Iversen fra Hjortholm på Als hårdt såret.

Otto Rasmussen fra Gramby, der har været med ved Verdun, er blevet temmelig hårdt såret i maven.

Ifølge den sidste prøjsiske tabsliste er Johannes Sieck fra Hjerndrup savnet.

26. juni 1916. Faldne, sårede og tilfangetagne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Tjenestekarl Johan Rix, søn af arbejdsmand Johannes Rix i Haderslev, er faldet 1. juni. Først hed det sig, at han var savnet, men den 16. juni fandtes hans lig. Den faldnes far har også i længere tid været i felten, og en bror til ham er for tiden hjemme på orlov.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Mathiesen fra Kliplev, Heinrich Petersen fra Øster Løgum, Andersen fra Vestergård i Haderslev amt og Christian Andresen fra Ullerup Mark er faldet og at overmatros Jørgen Jacobsen fra Ulkebøl er død.

Nicolaj Lausen i Tandselle ved Tandslet er den 19. juni død på lazarettet i Freiburg i Breisgau.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Magnus Holm fra Åbøl er død på lazaret i Berlin og at Peter Woltmann fra Vesterende er død på feltlazaret.

Jørgen Petersen fra Avnbøl, der tidligere har været i fangenskab i Saratow i Rusland, er nu på afdeling St. Georg, reservelazaret 2 i Altona.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at matros August Petersen fra Stepping er savnet og må antages for at være omkommet.

Sømand Lund af Haderslev har været savnet siden søslaget i Vesterhavet.

24. juni 1916. Ulykkelige armeniere: “Børnene slog de ihjel, pigerne solgte de …”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i en maskingeværbataljon i Mellemøsten.

Den næste dag, indhenter vi vor afdeling igen, de er bleven i “Nesebin”, her har vi et par dages hvil.

Der er masse fanger her, det er englændere og indere, de kommer fra “Kut-el-amara”, som ligger ca: 300 km. syd for “Bagdad”, de er paa vej til “Konia”. Der blev taget 13–14.000 fanger dernede, de sælger alt hvad de har, for at faa lidt tyrkisk mønt, saa de kan købe sig lidt at spise, deres forplejning er maadelig, jeg ville sandelig ikke gerne være fange hos tyrkerne. 

Naar man ser den grusomhed, ja det er næsten ubeskriveligt, hvad der hersker hernede. Vi møder sommetider store flokke af “Armenier”, sammenlænket ved haandledene, disse hungrende, forpinte mennesker, de vantro hunde som tyrkerne siger. Armener er jo et kristent folk.

Naar man ser deres lasede klæder, deres bønfaldende blikke, naar de møder os med fremstrakte arme, bedende om hjælp og om en almisse, da skar det een i hjertet, saa vi kunne godt ha’ nedmejet hele vagtmandskabet med maskingeværer, men vi havde jo bare ikke lov dertil.

Alt hvad vi havde af brød gav vi dem, men vagtmandskabet tilkastede os lynende blikke. Det er sørgeligt, at nogle mennesker saadan skal pines. 

Tyrkerne drog op i deres land, stjal alt hvad de ejede, afbrændte deres huse, børnene slog de ihjel, pigerne solgte de og mændene skulle først arbejde saa længe de kunne, og naar brød sammen, blev de jaget ud i ørkenen til føde for sjakalerne. Senere blev der oprettet en armenierlejr ved “Aleppo”, hvor Karen Jeppe har gjort et stort arbejde for at lindre nøden for de nødstedte armeniere.

Imellem flygtede ogsaa en, vi havde ogsaa et par, hos os turde tyrkerne ikke afhente dem, vi kunne godt tage os en tjener, og i den tid havde han jo ro for tyrkerne. I de næste dage møder vi mange fanger af englændere og indere.

En morgen møder vi ogsaa den svenske naturforsker Sven Hedin, han kommer fra østen, paa vej til Konstantinopel. 

Den 24. juni 1916 er vi ”Mosul”.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Læs mere om det armenske folkedrab her (Wikipedia): http://en.wikipedia.org/wiki/Armenian_Genocide

Fotografiet stammer også herfra. Original billedtekst: “Syria – Aleppo – Armenian woman kneeling beside dead child in field “within sight of help and safety at Aleppo”.”

23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand

Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.

Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.

Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.

Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.

Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.

Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.

Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.

Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.

Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.

Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.

Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.

Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.

Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.

Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.

Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.

Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.

Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lyt­ter.

Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et far­ligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.

Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.

Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.

Vi kigger ned.                                                                                 .

Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.

Der sidder han og aner ikke, at Fjen­den er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.

Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kun­net holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.

Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.

I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.

Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?

Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.

Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.

Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.

Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.

Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.

Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.

DSK-Årbøger, 1942

 

23. juni 1916. Mors bønner hjalp ikke – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til.

Atter har kirkeklokkerne lydt for en falden soldat, nemlig arbejdsmand Jens Nielsens søn fra Grønnebæk. Den unge mand var ifølge ”Dannevirke” blevet uddannet i Slesvig og var for en tid siden kommet til fronten. Efter hvad der fortælles, havde han, kort før budskabet om hans død kom, skrevet hjem til sin mor om, at hun skulle bede for ham, for det gik hårdt til, hvor han var.- Så vidt vides, er det den 28. der fra Jels sogn, der har fundet sin død i det fremmede.

Når der sælges kød i Toftlund.

I Toftlund blev der i går solgt oksekød af en fed stud. Det går dér i byen imidlertid ikke efter nummer, men hvem der kan bruge albuerne bedst, får først. Trængslen var stor, og man blev trådt over fødderne. Det endte med, at studen ikke slog til. Prisen var ifølge ”Dannevirke” denne gang 2 mark 30 pfennig til 3 mark pundet.

Garnisonen i Haderslev.

I en bekendtgørelse i ”Schleswigsche Grenzpost” udtaler major og bataljonskommandør Crüger for 2. fortæringsbataljon af Füsilierregimentet ”Königin” nr. 86 bataljonens varmeste tak til byen Haderslev for det meget gode, som er blevet den til del, og med de hjertelige ønsker for byens velgående.

Bataljonen forlader Haderslev, som er bestemt til garnisonsby for 3. bataljon af landeværnsinfanteriregiment nr. 84 fra Slesvig, der ankommer dertil i dag, fredag.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Gårdejer Hans Mathiesen på Kliplev Mark er faldet ved Verdun.

Christian Andresen i Skodborg er faldet den 6. juni. Han efterlader en ung hustru og et lille barn og hans gamle mor.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Boj Nissen fra Tørning Mark, Valdemar Jessen fra Vrå ved Birkelev, Ernst Goth fra Gråsten, Ludvig Wiencken fra Haderslev, Lauritz Knudsen fra Åbenrå og Hans Møller fra Strandelhjørn er faldet, at gårdejer i Kliplev Johan Nielsens søn, Peter Hansen Nielsen er død på lazarettet i Lyck, at Jørgen Hansen fra Elstrup er død på 3. hærkorps feltlazaret og at Jørgen Jørgensen fra Stevning, Søren Petersen 3. fra Arnum, Ole Damm fra Bedsted, Karl Scharf fra Jørgensgård Mark i Haderslev amt og Karsten Haken Petersen fra Rebbøl er hårdt såret.

En søn af afd. Gæstgiver Hansen i Nordborg, Broder Hansen, der var om bord på ”Wiesbaden” under det store søslag, er savnet.

Kommuneforstander Hansen og hustru i Oksbøl ved Nordborg har fra deres søn, der har været savnet i omtrent et helt år, modtaget efterretning om, at han er i russisk fangenskab i Sibirien, men nu undervejs til Moskva.

Købmand Meesenburg i Dortheagade i Flensborg er i russisk fangenskab.