Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.
Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.
Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.
Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.
Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.
Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.
Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.
Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.
Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.
Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.
Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.
Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.
Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.
Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.
Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.
Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.
Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lytter.
Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et farligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.
Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.
Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.
Vi kigger ned. .
Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.
Der sidder han og aner ikke, at Fjenden er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.
Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kunnet holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.
Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.
I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.
Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?
Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.
Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.
Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.
Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.
Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.
Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.
DSK-Årbøger, 1942
