Tag-arkiv: RIR223

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.