Senest ændret den 22. februar 2016 10:10

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Så gav det ellers arbejde i massevis. Løbegraven var knap i brysthøjde. Pigtråd var der så godt som ingenting af. Ingen dækningsrum, kun de førnævnte kaninhuller. Disse duede i længden ikke til noget. Vinteren stod for døren, og i den anden halvdel af oktober satte det ind med rigelig regn.

Således gik man i gang med de første dækningsrum. De blev gravet oppefra og var beregnet for 2 til 4 mand. Over det firkantede hul blev der lagt bjælker og brædder, som dels stammede fra sønderskudte huse i Pimprez og Dreslincourt, dels blev fældet af reservekompagnierne. Et jordlag på ca. ½ m gjorde på ingen måde disse ”bunkers” bombesikre.

De ubeklædte lervægge holdt i første omgang. De blev ganske hjemligt tapetseret med billeder af Hindenburg og andre hærførere, farvede sider af ”Jugend” samt af ”Lustige Blätter”. En konservesdåse eller et granathylster med de sidste blomster prangede på et lille bord.

Dannelseshungrende krigsfrivillige oprettede et lille bibliotek, som de havde raget ud af ruinerne af det nedbrændte slot i Dreslincourt. Navnlig skyttegravene foran denne landsby, som indbyggerne næsten helt havde rømmet, bød på slet ikke så lidt komfort.

Det var endda lykkedes en musikbegejstret krigsfrivillig sammen med sine kammerater at slæbe et klaver ned i dækningsrummet. En forslidt raslekasse – de franske klaverer duede for det meste slet ikke – lød her dejligere end det fineste Bechstein-flygel. Det gav dejlig aftenunderholdning med talrigt publikum, som det tilgrænsende stykke løbegrav slet ikke kunne rumme.

Desværre blev sådan en underholdningsidyl snart grusomt formørket. Regnen satte ind, og nu begyndte de berygtede utætheder. Det havde man ikke tænkt på. Tagpap fandtes der kun lidt af. Derfor blev der udspændt et regnslag under loftet, og på det dybeste sted fæstnede man kunstfærdigt et kogekar, som skulle opfange de stadigt faldende dråber, men som jo også med regelmæssige intervaller skulle tømmes.