Tag-arkiv: Coronel

Søkrig

3. november 1914. SMS Dresden atter alene

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 14:00

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Vi sejlede igen alene. Alt var, som da vi stampede af Sted paa vor ensomme Fart over Atlanterhavet og Stille­havet. De store Skibe og Slaget ved Santa Maria kunde godt være en Drøm, saa fuldstændigt var alting faldet til­bage i de vante Folder. Havet bredte sig vidt og tomt om­kring os, og kun Røgen af den trofaste Baden røbede, at der var andre Skibe i Verden end Dresden. Vi skiftede Vagter og levede Livet, som vi havde vænnet os til det, før vi kom i Eskadre, og det eneste, der røbede, at vi havde oplevet noget usædvanligt, var de endeløse Samtaler om Slaget, der spandt sig gennem Frivagterne og Vagterne med, og hvori Underofficerer og Menige gav deres Besyv med uden Persons Anseelse.

Nu var det forbi alt sammen, og Livet var alter blevet jævnt og dagligdags. I Tankerne genoplevede jeg Mor­genen efter Slaget, min Forbavselse over at se alle fem Skibe ligge fuldstændig uskadte, vor Søgen efter Vrag fra de nedskudte engelske Skibe og hele Flaadens Parade forbi Scharnhorst, der laa smykket med Flag og Signal-vimpler, saa nypudset og fin, som om den aldrig havde været i Slag.

Jeg hørte Hurraraabene, der rungede over Vandet, mens Skib efter Skib gled langsomt forbi Admiralskibet, og saa de Hundreder af Huer, der svingedes i Takt, og saa med et Slag var det Hverdag igen. Dresden, Leipzig og Baden skilte sig ud fra den øvrige Flaade, der sejlede til Valparaiso – det fik vi mærkeligt nok at vide med det samme – og hurtigt forsvandt ogsaa Leipzig fra vort Selskab. Nu gik vi igen paa Kapertogt sammen med Baden, og efter et Par Dages Sejlads forsvandt ogsaa den paa en særlig Sendelse.

To Dage efter Slaget mødte vi nemlig den lille Hjælpe-krydser Titania, „Gyngehesten” kaldet. Den havde kapret et stort norsk Sejlskib og forsøgte at slæbe det mod Vind og Sø. De to Skibe kom næsten ikke ud af Stedet, og vi morede os hjerteligt over det ejendommelige Skuespil. Vi lo ikke mindre, da vi fik at vide, at Nordmanden et Par Gange havde kappet Bugsertovet og forsøgt at løbe sin Vej, saaledes at „Gyngehesten” maatte sende et Par af sine smaa Granater efter den for at faa den til at standse op. Nu blev Baden spændt for den norske Sejler, medens „Gyngehesten” sluttede op som Halen i Optoget, og vi sejlede videre helt alene.

Krigens forløb, Søkrig

1. november 1914. Kl. 21:00: “Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 12:06

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.

Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev til­bage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.

Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Foran­dring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.

Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matro­serne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.

– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene.   Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var frem­me. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.

– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kam­meraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.

– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.

Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nær­mere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig ro­ligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Be­vægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:

– Daglig Orden ved Torpedoerne!

Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lys­kasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.

– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.

Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.

Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbej­dede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:

— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …

Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Ma­troserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.

Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.

Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der og­saa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det fryg­telige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.

– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!

Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.

Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Under­gang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.

— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven!   Han smækkede Døren i og for­svandt uden nærmere Forklaring.

Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Bille­det af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.

Nyheder, Søkrig

1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 11:59

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks be­svaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?

En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Mun­den og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde al­drig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signal­piberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:

– Alle Mand paa Fægtningsplads!

Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:

– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig væ­ret der.

– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.

Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.

– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.

Alle stod stille og lyttede.   En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret.   Den gentog sig, og endnu en Gang.

Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styr­bords Bredside.

– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rul­len af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os.   Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, run­gende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:

– Første Salve mod Otranto – for kort!

Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snæ­vert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæ­bende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.

Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!

– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.

Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sam­men for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.

Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Am­munition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der be­gyndte at indfinde sig.

– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.

– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.

Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Sal­verne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!

– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Be­gejstring.

– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.

– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fort­satte Talerøret – det brænder paa Good Hope.

Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.

– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bun­kerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvi­nede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næ­verne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styr­tende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Sti­vere.   Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.

– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Tale­røret.   Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.

– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.

Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.

Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Sal­verne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.

– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Ta­lerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt.   Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme An­sigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.

– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum ry­stede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mæg­tig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas   mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.

Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!

Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glas­gow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.

Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var over­hovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.

Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betje­ningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.

Søkrig

1. november 1914. På SMS Dresden kl. 17:00: Fjenden i sigte!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 22. februar 2016 11:07

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?