6. november 1914. Regiment 84 gør sig det hjemligt i skyttegravene

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, 8. kompagni.

Vort første dækningsrum var et hul med et regnslag over. Man krøb ind på alle fire. Den fjendtlige linje var måske nogle hundrede meter borte, stedvis endda over 800 meter. Alligevel måtte der efter ordre dag og nat kun tales i den mest sagte hvisketone.

Med en opfyldningstransport kom Karl Anker til kompagniet. Han var jøde; det var for mig i religiøs sammenhæng dengang ingen skavank og er det heller ikke i dag. Og vor kaptajn Grebel betragtede det ligefrem som et helt held at have fået en jøde i kompagniet. Han betegnede ham som sin lykkejøde, der ikke måtte komme ham af hænde.

Vore boligforhold bedredes med tiden. Vi byggede et dækningsrum, i hvilket man kunne stå oprejst. Ganske vist var dækningen kun en noget tykkere solskærm. Men vi var meget stolte over denne træbjælkekonstruktion, som vi havde givet det klingende navn “system fjeder” efter den anvendte, gennemprøvede teknik. Sandsynligvis skulle de granater, der slog ned, fjedres tilbage igen. Vi kaldte bygningsværket “Verdenskrigsskydetelt 1914, 15, 16 . . .” og malede det også på med gammeltyske bogstaver, blot ville vor kaptajn i klog forudseenhed have, at årstalrækken 1914, 15, 16 . . . ikke skulle afsluttes, men at der med prikker antydedes en forlængelsesmulighed.

I dette Verdenskrigsskydetelt gik det ganske fornøjeligt til. Morgenmadskredsen spiste længe, fordi der endnu var meget at spise. I et af kaptajn Grebel kammeratligt dannet bordfællesskab gik det virkelig kammeratligt til. I denne kreds var ikke noget, der hed privatejendom, når det drejede sig om levnedsmidler og krigspakker. Alt sådan noget vandrede ned i den fælles morgenmadskurv og blev af kaptajnen personligt igen delt ud i retfærdige portioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *