Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Heimatschuss”

Et par nætter efter, at Jørgen var blevet såret »ordentligt«, var jeg atter på vej ud til engen. Min sidekammerat sank pludselig sammen, og da han holdt sig for maven, var jeg ikke i tvivl om, at det var der, han var såret, og at det var alvorligt. Der kom straks sanitetspersonale til stede og tog sig af ham, han var bevidstløs. 

Jeg »hang lidt med skuffen« den nat, for jeg havde kendt den sårede godt, og med et maveskud var der ikke meget håb. Stor var overraskelsen og glæden imidlertid, da vi kom tilbage til vort kvarter i laden, for der sad den »sårede« i halmen og spiste af hjertens lyst. 

Det viste sig, at kuglen var prellet af på en knap. Denne var trykket ganske flad og havde givet manden et stød i mellemgulvet, så han mistede bevidstheden. 

Det var et par eksempler på »heldige skud«, og dem har jeg oplevet i snesevis af. Men det mest fantastiske jeg har set, var i Frankrig. Ved et angreb fik en infanterist en kugle i panden. Den var gået ind lige neden for hårgrænsen og ud i nakken.

Manden blev selvfølgelig slået bevidstløs, men kom ret hurtigt til sig selv igen. Han var ikke mere medtaget, end at han selv kunne gå tilbage til forbindingspladsen. Her blev han ordentlig forbundet og læsset i en sanitetsvogn og kørt til et feltlazaret. Rystelserne under kørslen bevirkede imidlertid, at såret begyndte at bløde, og manden lå bevidstløs i otte dage. 

Efter ca. et halvt års forløb kom han tilbage til sit kompagni og var fuldstændig rask. Jeg talte med ham den dag, han blev såret, og jeg har talt med ham mange gange efter, at han kom tilbage. Lægerne havde forklaret, at kuglen havde fulgt kraniets runding og ikke beskadiget selve hjernen; de havde aldrig set noget lignende.

Til trods for at han efter ca. to måneders forløb følte sig fuldstændig rask, havde man beholdt ham i lazarettet i fire måneder og nærmest vist ham frem som en seværdighed. Man må sande det gamle ord : Den drukner ej, som hænges skal. – 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)