Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

20. juli 1916. Somme: “Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Således oprandt den 20. juli, en stor slagdag. Den ramte regimentet i stærk rystet tilstand. Den ene halvdel af dets kompagnier havde lidt svære, den anden halvdel betragtelige tab. Ingen af kompagnierne var friske mere.

Også füsiliererne nerver var stærkt rystede. Ti dage i åben stilling, delvist i morderisk ild, næsten uden søvn. Forplejningen kom kun frem meget uregelmæssigt. Først kunne madhenterne og feltkøkkenet ikke finde frem, som det ofte var tilfældet med nye stillinger. En anden gang kunne madhenterne ikke komme frem for spærreild. Så var måske opmarchvejene gasset til, eller kunne køkkenet være ramt af en granat. Hvis det ellers alt sammen lykkedes, så var portionerne rigelige, for de faldnes rationer kom de levende til gode.

Ikke mindre opslidende end disse legemlige afsavn var den følelse at være fjenden materielt underlegen. Således var det ikke lykkedes vort artilleri at bringe de minekastere i Belloy til tavshed, der i dagevis havde drevet kompagnierne til fortvivlelse. Ammunitionen slog ikke til. En minekaster på vor side ville have været sat ud af spillet på få timer. Således måtte füsilierernes blod udligne fjendens tekniske og materielle overlegenhed.

I sådan en stemning skulle füsiliererne udholde det hårde angreb den 20. juli.

Fordelingen den dag var følgende: i fronten lå fra højre til venstre 8., 5., 2. og 4. kompagni, bagved i beredskab 7., 6., 10. og 9. kompagni. Regimentsreserve omkring Berny og ved banedæmningen foran Miséry var 11., 12. og 13. kompagni, og som divisionsreserve trukket helt frem til vejen Berny-Horgny 1. og 3. kompagni, eller rettere hvad der var tilbage af dem.

I de tidlige morgentimer bliver samtlige reserve- og artilleristillinger gasset til. Langt ind i bagterrænet er der gaslugt.

Fra kl. 5 om morgenen tung mineild, fra kl. 6 trommeild mod hele regimentsafsnittet samt mod infanteriregiment 85. Det er det kraftigste, man ind til nu har hørt. Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand. Kort efter kl. 6 er samtlige telefonforbindelser ødelagte. Ind til 20 km ind i bagterrænet ligger byerne under beskydning.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

19. juli 1916. Jakob Moos på vej til Somme

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.

Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.

Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.

Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed  Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.

Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.

Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.

Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og  tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at  tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om  eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af  kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem,  gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.

Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik  ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette  havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede  rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at  der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Skriv en kommentar

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

18. juli 1916. K. Tastesen på Østfronten: Tilbage i skyttegravene ved Düna

3 kommentarer

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland.

Saadan gik vi som Arbejdssoldater til midt i Juli Maaned. Da foretog Russerne et Angreb ved Steinbach, og vi skulde afløse Kavalleriet, der var slaaet tilbage.

Der kom vi i gamle Skyttegrave, og samme Dag — den 18. Juli — foretog Russerne et Angreb, som hurtigt blev slaaet tilbage. Russerne skulde storme op ad Strandbredden ved Dyna Floden, men i det samme fik vi Ordre til at gøre et Modangreb med Bajonetten.

Da de saa, det var Infanteri, varede det ikke længe, før de vendte om og flygtede over Dyna. Vi forfulgte dem over Floden, som der var bygget Broer over, men Dagen efter maatte vi trække os tilbage, da de kunde skyde paa os fra alle Sider.

Da vi var kommet tilbage, stak Russerne Ild paa Broen, for at vi ikke skulde komme længere. Dagen efter blev vi atter afløst af Kavalleriet og marscherede tilbage til Krautsche. Nu kom vi til at læsse Ammunition af Jernbanevogne samt grave Skyttegrave og lignende

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

2 kommentarer

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

18. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber – og jages tilbage!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 18. tidligt om formiddagen bliver Berny og omegn igen hyllet ind i gaståger. Fra Belloy suser igen sværme af miner ned på den højre fløj. Et vildt løben frem og tilbage fra ét skulderværn til et andet for at undvige.

Kompagnierne bliver stuvet sammen i enkelte ubeskadigede stykker skyttegrav. 

Ved højre fløj er 100 meter af en skyttegrav fuldstændig jævnet. Et forsøg af fjenden på under beskyttelse af denne ild at bryde ud fra Belloy bliver forpurret af 12. kompagni.

Om eftermiddagen igen stærk ild på hele fronten og dertil miner på den højre fløj. Bataljonerne regner med et angreb og alarmerer deres reserver. Kl. 5 vælder fjenden igen ud af Belloy, han bliver jaget tilbage igen af 12. kompagni. I denne og i den forrige nat kunne der ikke blive skanset i det bagved liggende terræn.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

17. juli 1916. Somme: “En ligefrem overvældende og ubegribelig ammunitionsmængde”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 17. juli. I de tidlige morgentimer – det er vindstille – skyder modstanderen med gasgranater mod Berny og de nærliggende dalsænkninger og hulveje. Derved bliver færdslen gjort vanskelig, på nogle strækninger umulig. Tabene er dog ringe.

I Licourt falder I bataljons adjudant, løjtnant Remmers, ved en fuldtræffer.

Fra middag til kl. 10 uafbrudt stærk artilleriild, stærkest på venstre fløj. Omkring 600 miner går ned på den højre bataljon. 6. kompagni har svære tab og bliver afløst af 8. kompagni. Den ammunitionsmængde, som fjenden har til rådighed, er ligefrem overvældende og ubegribelig.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

16. juli 1916. 86’erne ved Somme: “5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 16. juli. Om formiddagen rimelig, men vedvarende artilleriild. Svære kalibre på forbindelsesvejen. Kl. 3 om eftermiddagen stærk trommeild på II bataljon. Hen mod kl. 4 aftagende, fra kl. 5 – 7 øges det igen til fuld styrke. Et angreb ventes.

Alle reservekompanier bliver alarmeret. Angrebet foran regimentets front udeblev. Fjenden havde angrebet til venstre ved 85’erne og var blevet afvist.

Ind til kl. 11 om aftenen fyrede han uopholdeligt med samme styrke.

5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand og blev afløst af 7. kompagni. I den samme nat blev også III bataljons frontkompagnier, der havde holdt længst ud foran, afløst af 12. og 13. kompagni.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

15. Juli 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “Kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber …”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste ved et 150 mand stort tysk ekspeditionskorps i Mellemøsten.

Den 24. juni 1916 er vi i “Mosul”, der ligger gemt nede i en dal ved floden Tigris. Der er et usundt klima her, for luften staar næsten helt stille og solen brænder, saa det er en trykkende hede med 75 gr. varme i solen.

Kirkegaarden er næsten større end den plads byen ligger paa, men byen blir ogsaa kaldt for ørkenens grav. 

Vi bliver nu indkvarteret paa et hotel, men I maa jo ikke forestille jer det saadan som hos os derhjemme, det er alt sten og marmorgulv, dør og vindueskarme er udsavet af marmor, for det har de nok af, men træet er knapt, taget er fladt saa vi kan sove deroppe om natten. Det er en italiener som ejer hotellet. Vi faar ogsaa vor forplejning der, vi skal jo selv betale. 

Forplejningspengene faar vi jo udbetalt. Middagsmad spiser vi altid om aftenen efter solnedgang, saa er det knap saa varmt. Først bliver der fejet udenfor hotellet, det er nemlig kun jord, saa blir det hele overhældt med vand, det bliver saadan mere friskt, saa blir borde og stole sat ud, og kulørte lamper blir ophængt, og saa kan det gaa løs med maden, og 6 – 7 retter plejer vi gerne at faa.

Vi kan nok mærke at vi ikke er vant til klimaet, for vi ligger snart alle og er syge, nogle ligger med stærk feber 40 – 41 gr. Tre mand er døde. Den ene dag kan de være helt sunde og raske, den næste dag er de døde.

Hvad der her hersker af sygdom er næsten ubeskriveligt kolera, plettyfus, rur, armøbenrur, tyfus, malariafeber, sandfluefeber, ja man kan næsten sige al slags sygdom. 

Men det er heller ikke at undres over at folk bli’r syge; naar der dør en hest, et æsel eller et andet dyr bliver det liggende hvor det er, om det ogsaa ligger midt paa vejen, eller om det falder om i vandet, hvorfra folk skal hente deres drikkevand. 

Øjensygdom er en mægtig plage, hvert andet menneske har syge øjne, men læge kender de jo ikke til. Og saa disse krøblinge som ligger henslængt ved husmurene, med kun et sækkelærred at dække sig til med, udtærede saa de næsten ikke kan røre sig. Naar man kommer forbi kysser de ens klæder, og med længselsfulde, utørrede øjne og ansigtet fordrejet i smerte hvisker de: “Sahib giv mig en almisse”. 

Naar de bygger et hus bruger de hverken teglsten, kalk eller cement, det bliver bygget af marmor og alle slags sten som bliver opsamlet ude paa marken. Marmoret bliver opsat i en rundkreds og opbygget som en slags ovn, og fyldt med hakkelse indvendig, saa bliver der sat ild til halmen og gennem denne varme bliver marmoret saa skørt at det kan lade sig male til støv, og det binder meget bedre end cement. 

Det er lige i faste tiden og der bliver af skudt 3 kanonskud hver 6 te. time, og udraaberen kalder fra minareten til bøn til samme tid, og man kan høre det næsten over hele byen i den stillestaaende luft, men vi var nu ikke interesserede i at han der begyndte midt om natten og forstyrrede os i vor nattesøvn. 

Hele vort formaal er naturligvis en hemmelighed, men da vi rejste gennem ørkenen, blev der skrevet i de engelske aviser, at 40,000 mand var paa vej mod østen, og vi var kun 150. Meningen var at vi skulle have haft 4,000 mand tyrkisk kavalleri, og vi skulle saa have haft føring af denne division, men vi fik slet ingen tyrker, saa vi maatte klare os selv. Og meningen var vist nok, at vi skulle have truet den engelske besiddelse i Indien. 

15. Juli, jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

15. juli 1916. Somme: Svær effektskydning

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 15. juli om middagen var der svær effektskydning på III bataljon og venstre fløj af II bataljon.

På Romervejen lå der konstant spærreild.

Om eftermiddagen skød franskmanden sig ind på vigtige punkter i terrænet bagved ved hjælp af tre flyvere.

Kl. 6 kom der trommeild, 9., 10. og 11. kompagnis grave blev svært beskadiget. II bataljon ville afløse sine frontkompagnier, men den fjendtlige spærreild gjorde det umuligt. 5. og 6 kompagni havde denne aften særligt svære tab.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

14. juli 1916. Somme: Beskydningen fortsætter

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 14. juli var det noget roligere foran. Kun regimentets venstre fløj (4. kompagni) blev hjemsøgt af svær artilleri- og mineild. Herfra førte der en tunnel under Romervejen til den ”brune grav”.

Indgangene brød sammen under ild fra 21 cm haubitzgranater, fire mand blev under svær ild gravet ud.

Ellers skød fjenden frem for alt på Romervejen, hulvejene og dalsænkningerne ved Berny; på selve Berny med 28 cm granater.

Efter mørkets frembrud blev trådspærringerne bragt op foran, og så blev I bataljon afløst af II bataljon, 5. og 6. kompagni i front, 7. og 8. kompagni i den ”brune grav”.

Stillingerne måtte for størstedelens vedkommende udbygges på ny, for mellem 6. kompagni og infanteriregiment 85 var der 150 meter, der var helt jævnet og derfor ikke besat. På samme måde var den ”brune grav” skudt sammen på 300 meter bag ved fronten.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

13. juli 1916. Somme: De franske granater rev de begravede op igen til en afsindig dødedans

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Natten til den 13. var roligere. Endelig kunne man påbegynde det nødvendige arbejde.

Febrilsk blev der gravet i de korte nattetimer. Skyttegravene skulle ryddes og de døde begraves, dvs. at de nogle meter bag fronten blev lagt i de talløse granathuller og dækket med jord. Intet kors, ingen højtidelighed. Adskillige fandt ikke fred. De franske granater rev dem op igen til en afsindig dødedans.

Heller ikke de mange franske sårede, der stønnede i kraterne kunne blive hjulpet af os, den påtrængende nød krævede hver en næve.

Måske ville dansen gå i gang igen i morgen, så skulle graven igen være forsvarsklar. I denne nat blev et fremspringende og næsten jævnet hjørne vest for Belloy forkortet af en ny skyttegrav, lavet af 11. og 4. kompagni. Reservekompagnierne gravede en ny skyttegrav syd for Romervejen.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

12. juli 1916. Somme: beskydningen fortsætter

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 12. juli var mere stille. Ved middagstid igen tung mine- og artilleriild.

Om eftermiddagen afskød franskmanden 300 tunge miner på regimentets højre fløj, hvor nu 4. kompagni lå. De jævnede for en stor del skyttegraven og begravede geværer og maskingeværer.

Om aftenen kl. 10 gentog mineilden sig; vort artilleri gengældte ilden, dog viste det sig desværre, at franskmanden, hvad ammunition angik, havde mest at gøre godt med.

Fransk_vingemine

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

12. juli 1916. Eventyrlig russerflugt. Fra Willemoës’ notesbøger

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

12 juli 1916

Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.

Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.

s 288

Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.

Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.

Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.

Russiske_krigsfanger_s289

Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.

På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.

Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget[?] med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.

Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.

Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.

Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.

Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:

Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.

Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.

Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.

En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.

Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.

Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.

Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.

Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.

Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.

Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Hvis du har lyst til at være med til at skrive notebøgerne af, så kontakt René Rasmussen

Krigens forløb

11. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber igen og igen!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.

Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.

En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.

Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.

Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.

Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.

Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen. 

Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.

Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.

Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.

Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.

Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.

Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.

Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt! 

1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.

I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.

Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.

I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

11. juli 1916. Somme – et deprimerende syn

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Trods beskydning og tab havde kompagnierne med ufejlbarlig pligtfølelse indtaget deres stillinger. Afløsningen var tilendebragt den 11. juli lige efter midnat.

Regimentet holdt den forreste linje besat med to bataljoner. Den højre, III bataljon, lå med tre kompagnier, 9., 10. og 11., i en flad halvkreds om Belloy. To kompagnier, 12. og 13., var bataljonsreserve i gamle artilleridækningsrum og i hulvejen østlig og nordøstlig for Berny. Til venstre lå I bataljon med 1. og 3. kompagni i forreste linje, 2. og 4. tæt nord og øst for Berny, som bataljonsreserve. II bataljon lå med to kompagnier, 5. og 8., som regimentsreserve i slugten øst og sydøst for Berny, 6. og 7. som divisionsreserve ved slotsmuren til Miséry og ved banedæmningen, der førte til Peronne.

I fortsættelse til højre var 17. division med infanteriregiment 90, til venstre ved Estrées infanteriregiment 85 indsat.

Den gryende dag gav lejlighed til at danne sig et billede af den nye stilling. Næsten jævnt terræn, stærkt beskudt og raseret jordoverflade, bag ved skyttegraven et par pjaltede æbletræer. 500 meter bag ved, nogle steder løbende parallelt med graven, Romervejen, kranset af de sædvanlige franske popler, fra hvilke de gennemskudte grene hang visne nedad. Foran regimentet lå Belloy, der først for få dage siden var trukket ind i kampzonen. Nu savede allerede de første tagspær sig gennem luften. Umiddelbart omkring Belloy lå den franske skyttegrav.

Straks på den første dag gjorde fjendens overvældende materielle overlegenhed sig deprimerende mærkbar. Observationsballoner steg op tæt ved og strakte deres lange halse, som om de ville se helt ned i bunden af de tyske grave, og det kunne de næsten. Den første dag blev der fra stillingen talt 12, i klart vejr var der 23!

Det var klart, at ingen ordonnans kunne springe over det åbne terræn uden at blive set. På vor side var der i dagevis slet ingen ballon at se. Kun sjældent steg én op langt bagude og lige over horizonten. Højere turde han ikke stige, for så ville han med sikkerhed blive skudt ned af et af de fjendtlige fly.

De fjendtlige fly! Det var ikke mindre deprimerende. I eskadriller kredsede de uophørligt over vor stilling og langt bagud. Hver kanon, hver ammunitionsstabel observerede de, hvert fodspor, hver gruppe, der dukkede sig ved en skrænt eller i en hulvej, fandt de frem til og ledte så deres artilleri derhen. Dristigt dykkede de uden at skulle frygte, at et tysk fly ville kaste sig over dem. Deres overmagt var alt for overvældende.

Allerede den første dag kunne 86´erne iagttage, hvordan en dødsforagtende tysk flyver over Berny blev tvunget nedad af overmagten og bragt til styrt. 6:1, sådan var den fjendtlige overmagt i luften. Det var deprimerende for infanteriet.

En anden omstændighed virkede ligefrem nedslående. Regimentet, der fra Champagne var vant til at forsvare sig dybt echelonneret bagud, forefandt her kun en eneste skyttegrav. Her var hele den forreste linje klemt sammen, her kunne de let rammes af koncentreret ild. Lige som i begyndelsen ved Moulin! Ingen forbindelsesvej førte bagud. En delvis sammenskudt løbegrav på yderste venstre fløj, den ”brune” eller ”chokoladegraven” også kaldet, blev også benyttet af regiment 85 og kom for III bataljon og for den højre del af I bataljon praktisk taget ikke i betragtning.

Telefonforbindelse var med dén artillerivirksomhed udelukket.

Således var om dagen, der varede fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen, ingen forplejning, ingen transport af sårede, ingen meldings- eller befalingsformidling mulig. Om i nødstilfælde et fjendtligt angreb ville blive registreret bagude, om en ordonnans ville nå sit mål over åbent terræn, om den røde lyskugle kunne trænge igennem støv og røg, var mere end tvivlsomt. Det var bedre, at man på forhånd slet ikke ville forlade sig på det, men derimod frygtløs se kendsgerningerne i øjnene: I står ganske alene! Hjælp jer selv!

Så snart det var erkendt af füsiliererne, så forvandledes den begyndende nedtrykthed sig til den faste beslutning ikke at prisgive så meget som en fodsbredde jord uden kamp. Meget snart skulle det forsæt blive sat på prøve.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

10. juli 1916. Helvedet ved Somme: “De snubler over lig, der ligger enkeltvis eller gruppevis bag ved graven”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Om formiddagen den 10. juli fik regimentet den ordre, at 18. division skulle overtage den 44. reservedivisions afsnit, regimentet skulle så indsættes syd for Belloy en Santerre. Officererne fik at vide, at regimentet kom til en stilling, fra hvilken ingen måtte regne med at komme tilbage.

På den anden side var der fra 2. armé, til hvilken divisionen nu hørte, blevet udtalt, at afgørelsen afhang af vor afværgesejr.

Og det var virkelig den tanke, der livede 86’erne op: Efter endnu en fiasko ville fjenden opgive at rende panden mod vor front og være villig til en ræsonnabel fred. Derfor var füsiliererne klar til at give det sidste for at spærre vejen for modstanderen.

Efter mørkets frembrud marcherede kompagnierne fremad. Fra højde 102 ved Licourt så de i den sidste blodige aftenrøde ud over den af kampe helt raserede slagmark ved Somme.

De første lyskugler steg op. ”Hvor hjemligt!”, udbrød en soldat med bidende humor. Og virkelig, sammenskudte landsbyer, raseret terræn havde nu i to år været vort hjem. En sukkerfabrik lå til højre ikke langt fra vejen, franskmanden skød ind i den med brandgranater. Den gik snart op i flammer. På slottet Miséry’s parkmur (et gyseligt navn!) ventede førerne fra 206. reserveinfanteriregiment for at bringe de enkelte kompagnier i stilling.

I den grå sommernat gik det igennem landsbyen Miséry over en jernbanedæmning, hvor kanonerne stod side om side.

Ammunitionskolonnerne jagede frem og tilbage i skarpt trav. Her susede også allerede de første granater henover de i enkeltkolonne fremrykkende kompagnier. Et råb: ”sygepasser!” De første tab.

Til højre fyrede fjenden uopholdeligt mod Fresnes-Mazancourt. Da skød med et mægtigt brag en kolossal stikflamme i vejret. Et ammunitionsdepot var ramt og brændte nu videre i lys lue.

Kompagniernes rute førte lige forbi. De måtte gå i en stor bue gennem det sommermodne korn. Endnu engang flammede det op med en tordenagtig rullen, 9. kompagni, der lige marcherede forbi, dukkede sig dybt i kornet. En haglbyge af jord, sten og jernstumper raslede ned, heldigvis uden at såre nogen alvorligt. Videre, væk fra dette uhyggelige sted.

Den brede og flade slugt ved Berny kan rumme kompagnierne. De tungeste kalibre hyler ned på Berny, også slugten tages under ild. Nye tab, i løb. Berny ligger til venstre. Hulvejen til Belloy giver lidt beskyttelse og muliggør et kort hvil. Romervejen bliver overskredet i et spring. Kompagnierne er ved målet, badet i sved og dybt udmattet. 86´erne må klemme sig ned i en smal og kun brystdyb skyttegrav. Ingen løbegrave, ingen dækningsrum, ingen spærringer.

De snubler over lig, der ligger enkeltvis eller gruppevis bag ved graven. Ingen tid og ingen kræfter var til rådighed til at bringe dem bagud eller begrave dem på stedet.

Lige da stillingen er besat og de afløste kompagnier er ude af graven, går der en lyskugle op derovre, så en anden, så en tredje, samlingen af huse i Belloy hæver sig i deres skær. Maskingeværild sætter ind, det franske artilleri bliver sluppet løs af farvede lyskugler, vore – især de svære – svarer kraftigt igen, men desværre slår nogle af vore egne svære granater ned i vor egen grav. Denne heksesabbat varede med små afbrydelser hele natten. Hvad vil dagen bringe?

Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her!

Krigens forløb

9. juli 1916. FR86 nærmer sig fronten ved Somme

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Uophørligt drønede dag og nat kanontorden over til os, klirrede vinduerne, og i de omkringliggende landsbyer bragede flyverbomberne. Rouy blev mærkværdigvis skånet.

Den 9. juli var en søndag og for regimentet en hviledag, da rasede artilleriilden ude foran særlig voldsomt. Fra kirketårnet i nabolandsbyen Le Mesnil St. Nicaise kunne man tydeligt se de eksploderende shrapnels, og se de svære haubitsers og miners jordfontæner sprøjte i vejret. Dér nede foran bevægede sig nu et optog af hvidklædte drenge og piger på vej til kirke. Det var en katolsk helligdag. Det yndige fredens billede på grænsen af tilintetgørelse og gru rørte på sælsom vis alle, der så det.

Den ventede alarmering udeblev ikke. Klokken 8 om aftenen kom ordren til afmarch til Pertain og Licourt, hvor man gik i by-bivuak. Her var der forvirrede indbyggere, der stod på spring til at forlade hus og hjem.

Krigens forløb

8. juli 1916. De blinde lærer at klare sig

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916. Han kom i juli 1916 på blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Der kom damer fra byen for at underholde os. De læste for os og gik ture med os. De tændte vore cigarer og kunne stoppe en pibe. De  lærte os blindeskrift og forskellige håndarbejder, som knytte- og kurvearbejde.

Den slags ting havde nu ikke min interesse. Så snart jeg var kommet oven senge og kunne tage fat, lærte jeg at skrive og læse  blindeskrift, men øvede mig også i almindelig håndskrift ved hjælp af en dertil konstrueret ramme. Først og fremmest gav jeg dog mig i lag  med maskinskrivning. Min stilling var jo klar, og nu gjaldt det om at dygtiggøre sig til de muligheder, der måtte komme til at foreligge.

Det varede da heller ikke længe, før jeg kunne skrive mine egne breve. En dag fik alle vi blinde foræret hver et lommeur. Gaven var stiftet af en sangforening i byen ved navn »Sang und Klang«. Det var et såkaldt blindeur, og man kunne aflæse tiden med fingrene. Jeg blev meget glad for det ur. Det var, som om jeg med det fik noget af det tabte tilbage. Det var nu ikke mere dag og nat på samme måde. Tiden havde nu igen fået inddeling, uafhængig af lys og mørke.

Tit må jeg med taknemmelighed tænke tilbage på de kvinder og mænd, som her på lazarettet i Halle med så stor forståelse forsøgte at lempe os ind i vore nye kår.

Forplejningen ved fronten havde til tider været meget sløj, men her var den om muligt endnu sløjere — en gang imellem af en sammensætning, der var fremmed for en sønderjysk gane. — Således fik vi en middag serveret noget, der vist skulle være syrnet mælk, og  da de så spurgte, om jeg ville have kogte kartofler i, protesterede jeg for en gangs skyld. Det mindede mig for meget om det, de gav grisene derhjemme. De var dog sikkert lovlig undskyldt, for allerede den gang sultede det tyske folk.

Heldigvis kunne jeg nu få pakker med madvarer hjemmefra, og det trængte jeg også til. Da jeg i 1914 blev indkaldt, vejede jeg 172 pund; nu var jeg helt nede på 135 pund, og kræfterne var meget små.

Netop omkring den tid indførte tyskerne den uindskrænkede u-bådsblokade, og aviserne bragte hver dag sensationelle  beretninger om det store antal sænkede skibe. Meningen om  værdien af denne blokade blev stærkt diskuteret. Jeg protesterede altid mod denne form for krigsførelse og mod de usædvanlig store tal, der berettedes om. Jeg havde mine tvivl om rigtigheden af de angivne tal. Jeg vidste jo, at der var mange danske skibe iblandt.

(… fortsættes)

NB: Henvisningen til den uindskrænkede u-bådskrig placerer erindringen til tiden omkring 1. februar 1917. Af hensyn til læseligheden har vi dog forkortet Søren Petersens sygdomsforløb og lazaretophold, så det er klemt sammen over kortere tid, end det egentlige forløb.

Den samlede beretning kan læses i vores digitale versioner af DSK’s årbøger.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Skriv en kommentar

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

7. juli 1916. Willemoës’ noter: Stor militær aktivitet omkring Skærbæk

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.

Fra Skærbæk meldes, at der i egnen er anlagt telefon i rigt mål, og man har set store lastbiler transportere telefonpæle og andet materiel i massevis.

Der er også tale om i Skærbæk at lave feltkøkken til massebespisning.

Den tyske gendarm Wollesen i Hvidding siges at tage nordpå engang i mellem – civil selvfølgelig – for at drive lidt spionage. En deserteret soldat traf ham en dag i Ribe og udbrød:” Nej, goddag Wollesen, er De her”, hvorpå Wollesen skyndsomst forsvandt.

På Gassehøjene er anlagt spejlsignaler, hvormed der signaleres om dagen formentlig med brohovedet ved Skærbæk og med Sild eller Rømø. Nogle tilfældige besøgende havde set i en mægtig kikkert hvor alt var rødt, hvad de så.

I vinter fik kommuneforstanderne i Hvidding, Brøns og Rejsby m.fl. steder fra myndighederne anordning om at skaffe pålidelige mænd eller kvinder til at rejse over grænsen og købe levnedsmidler. Vedkommende skulle ikke blot få pas men alle mulige lettelser og gratis rejse. Kommuneforstander Evald i Brøns gjorde forsøg for at skaffe en mand, medens Jensen i Hvidding og Brodersen i Rejsby intet foretog i den retning.

De hjemløse i Tønder kreds indkaldes

De hjemløse indkaldes allerede nu i Tønderkreds og skulle, så vidt vides, genmøde den 7. juli i Flensborg, medens der intet forlyder om deres indkaldelse i Haderslevkreds.

I Haderslev indkaldes nu ca. 400 mand – det er ikke hjemløse – men de sidste rester af folk med skavanker.

Da zeppelineren ”Z18” sprang i luften onsdag den 17. november 1915 bragte ”RST” [Ribe Stiftstidende] den 20. meddelelse om, at der var dræbt 1 mand og såret 8. Men forholdet er det, at der i virkeligheden blev såret langt flere og så mange, at flere lazaretter rekvireredes og førte de sårede fra luftskibshallerne direkte til Flensborg uden at standse undervejs – ude ved luftskibshallerne ved Tønder er der på en plads umiddelbart og dertil et lille anlæg, der ligner en begravelse på hvilken der er rejst et jernkors; det menes, at der her er begravet de døde, der omkom ved eksplosionen.

Det hedder, at der samme dag forulykkede en zeppeliner i Friederichshafen og en anden et sted i Pommern.

N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

6. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… de sværtsårede stønnede uophørligt”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.

Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.

Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.

Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.

Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.

Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.

Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

Krigens forløb

3. juli 1916. Aurillac: “… her er Sager for en Krigsfange!

Skriv en kommentar

”Fangepost”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”Mandag middag fik Vagtmanden Besked fra Posthuset, at der var ankommet noget til hans Fanger. Hvor vi glædede os, og sikken et Humør der var over os den Eftermiddag. Vi var meget spændte. Paa Vejen hjem om Aftenen standsede vi foran Posthuset, og Vagtmanden hentede en hel Favn fuld af Pakker og Breve. Ankommet til vores lille Stue fik vi ikke engang Tid til at tage Kasketten af. Brevene blev slugt først, og de blev læst baade to og tre Gange. Hver Mand sad stille i sit Hjørne med sine egne Tanker og dvælede ved de hjemlige Forhold.”

”Der var Brev til mig fra en ung Student. N. J. Rald, København, og fra overretssagfører Friderichsen, København. Desuden havde Lektor Scheller fra Birkerød sendt mig en dejlig Bog, ”Dyre Rein” af Jonas Lie.

Fra Mor var der en lille Pakke med Smaakager. Der var rigtignok stor Forskel paa Kvaliteten fra før Krigen, men Mor havde bagt dem af det allerbedste Mel, der kunde faas, og hun havde sendt dem til mig de allerbedste Tanker.

Saa laa der endnu en Pakke til mig, den største af dem alle sammen, og den var afsendt fra en Dame, som jeg ikke kendte, nemlig Fru Ingeniør Rump, København.”

”Ved at aabne Laaget paa den hvide Papæske undslap der mig et Udbrud: ”No, skal do da ha’ Tak, kom her hen og se, Hans Jørgensen, her er Sager for en Krigsfange!” Se her, du, to Pakker Tobak, to Stykker Toiletsæbe, der dufter af Roser og blaa Viol, en Daase Kakao, et Halmaspil, en Pengepung, – aa, laan mig din Lommekniv, du saa vil vi med det samme se paa indholdet af den lille Kasse, – jo minsandten, det er rigtige Cigarer, prægtige Danske Cigarer fra C. W. Obel.”

”Aha, nu blev jeg klar over, at jeg i Fru Rump uventet havde faaet en ”Gudmoder” og det endda én af allerbedste Slags”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

Krigens forløb

2. juli 1916. Kræsne soldater siger nej tak til rådne roer

Skriv en kommentar

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

I juli 1916 var vi atter på march, denne gang endda i flere dage, men vi havde feltkøkkenet med.

Den første formiddag, da vi traskede af sted, mærkede vi en lugt som af rådne roer fra en roekule, hvor roerne havde haft det for varmt.

Sultne var vi som sædvanlig, og vi kiggede derfor omkring for om muligt at finde roekulen, thi der var da måske chance for, at der også fandtes nogle friske roer, og det ville være dejligt at spise dem til afveksling med det bras af roeprodukter, som vi til daglig fik serveret.

Vi fandt dog ingen roekule, men den væmmelige lugt fra rådne roer blev ved med at følge os på marchen.

Da vi om middagen skulle hente vore portioner middagsmad ved feltkøkkenet, blev vi klar over, hvor den rådne roelugt stammede fra – det var fra vores middagsmad, der under den nye form blev kaldt »Rübensauerkraut«.

Den dag var der ikke en, der kunne spise den nye ret.

DSK-årbøger, 1968

Krigens forløb

2. juli 1916. »Tror De måske, at jeg er flyttemand?«

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

»I Maskingeværafdelingen«

Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå. 

Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.

Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«. 

V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie. 

Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.

Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det. 

MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.

Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

2. juli 1916. FR86 på vej til Somme

Skriv en kommentar

Midt i juni 1916 blev Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 trukket ud af stillingerne i Champagne.

Den 4. og 5. juli skulle regimentskommandøren inspicere kompagnierne. Fjenden gav ham ikke tid dertil. Når 86’erne om aftenen kiggede mod vest, så de, hvordan horisonten flammede og flakkede. Kolossale ildstriber skød op og advarede dem om, at deres tid snart var kommet.

Der var ingen lyd at høre, for fronten lå 120 km borte. Nat efter nat sitrede ildskæret fuld af anelser i den dybe, fredfyldte stilhed.

Den 2. juli om aftenen kom der alarm. Allerede den følgende morgen blev bataljonerne indladet, I og II bataljon i Wassigny, III bataljon i Montmaillant. Kørsel over Liart, Laon, La Fère til Ham, hvor III bataljon steg ud.

Fra banegården kunne man se det dystre citadel, hvor den unge Napoleon III havde sonet sine statskupplaner. De to andre bataljoner kørte noget længere til Hombleux. Rouy Grand og Petit, en dobbelt-landsby med i alt 350 indbyggere blev ved fodmarch nået samme aften.

Hele regimentet med al sit tros måtte her logere tæt sammenpresset. Den korte galgenfrist, der blev tilbage, blev brugt til yderligere uddannelse og istandsættelse af udrustning, særligt afprøvning af gasmasker.

Krigens forløb

1. juli 1916. Alsisk møde i Worms

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Worms, den 1. Juli 1916.
I dag traf jeg paa Gaden en god, gammel Ven og Bysbarn. Vi var begge lige forbavset over at skulle træffe hinanden her i Byen, og i denne, efter vor Mening, Afkrog af Verden.

Han var Marinesoldat og var under Krigen blevet gift hernede og opholdt sig her paa Orlov. Men Jacob var mere end Marinesoldat, han var Musiker og havde som saadan været udkommanderet paa Kejserens „Hohenzollern”, da han var paa sin Norgesrejse lige før Krigens Udbrud. Paa mit Spørgsmaal om, hvad han ellers foretog sig, svarede han, at han kun ventede paa, at Krigen skulde holde op, saa han atter kunde blæse Wilhelm et Stykke.

Han var mere Musiker end Marinesoldat og var ikke interesseret i „Tysklands Fremtid, der laa paa Vandet”.

I Søndags var jeg atter i Frankfurt. Bølgerne gik højt i Bankdirektørens Hjem, thi de vidste at fortælle, at russiske Diplomater var rejst til Bad Homburg v. d. Hohe, hvor Kejseren havde Hovedkvarter, og hvor der skulde indledes  Fredsforhandlinger med Rusland.

Sejrssikkerheden var stor, og der blev tømt mange Flasker paa den Konto. Forinden Max og jeg skulde afsted med Toget til Worms, maatte jeg op paa en Stol og synge for dem. Jeg sang en Række danske Sange, som de syntes at more sig over, men de forstod selvfølgelig ikke Ordene af „Den tapre Landsoldat”.